Det er nu ret klart, at det amerikanske etablissement har truffet deres valg: Hillary Clinton er favoritten for afgørende sektorer af finansfolkene, industrileder, højtstående militærpersoner, de konservative fagforeningsledere og selv blandt nøgleledere i det Republikanske Parti.
En Wall Street Journal artikel fra den 23. september påpegede, at ikke én eneste CEO fra Fortune 100 havde bidraget til Donald Trumps kampagne, mens 11 havde doneret til Clinton. Det står i modsætning til 2012, hvor den seneste republikanske fanebærer, Mitt Romney, fik støtte fra en tredjedel af disse direktører i mod kun 5 for nuværende præsident Barack Obama.
Disse CEO'ere henviser til Trumps provokerende bemærkninger om mexicanere, sorte, kvinder og andre som faktorer de frygter kan sætte ukontrollerede oppositions kræfter i gang, hvis han bliver valgt. Mere betydningsfuldt, så har Trumps populistiske retorik ophidset folkelig vrede mod interesserne hos det erhvervsliv, som han blev født ind i, og som han har gnubbet skuldre med hele livet.
I en New York Times leder den 10. oktober noterede Wall Street finansmanden, Steve Rattner, at ”ingen republikansk håbefuld præsidentkandidat har været så upopulær i erhvervslivet før... Til et bestyrelsesmøde for to uger siden, snakkede jeg separat med to prominente republikanske forretningsmænd. Den ene, en administrerende direktør fra et Fortune 100 firma, sagde, at han aldrig havde stemt på en demokrat, men at han ikke kunne støtte Trump. Den anden, en kapitalfondsinvestor, som kun havde stemt demokratisk en enkelt gang, sagde, at han var så bange for et Trumps præsidentskab, at han havde doneret 'hver cent mulig' under kampagnefinansieringsreglerne til Hillary Clinton”.
Selvom flere politifagforeninger støtter Trump, har Clinton samlet en længere og mere imponerende liste med støtte fra pensionerede militærofficerer end Trump, ifølge online udgaven af PoliticsUSA den 15. oktober. Clintons kampagne nyder også støtte fra praktisk talt hele ledelsen for fagforeningerne.
Forenet mod arbejderklassen
De kapitalistiske medier har fået deres stikord fra oven og er for alvor gået efter Trump. Trump har ikke modtaget redaktionel støtte fra én eneste af de store amerikanske aviser. Én, Arizona Republic, har for første gang i sin 125-årige eksistens støttet en demokratisk præsidentkandidat, og skrev at ”Den republikanske kandidat 2016 er ikke konservativ og han er ikke kvalificeret.”.
Den republikanske præsidentkandidat i 2008, John McCain, har annulleret sin opbakning. En meningsmåling fra den 9. oktober i USA Today fandt, at ”mere end tre dusin guvernører, senatorer og medlemmer af repræsentanternes hus har besluttet sig for ikke at stemme på deres partis kandidat.”
Donald Trump er dermed en outsider, en løs kugle, et ukontrolleret element, som taler uden at tænke, skyder fra hoften, og som den herskende klasse ikke kan stole på kan administrere statsmagten på kompetent vis i deres kollektive interesse. Den herskende klasse anvender alle midler inden for dens rækkevidde for at besejre ham. Den har kastet så godt som al sin støtte bag den eneste kandidat, som de nu stoler på kan forsvare deres interesser: Hillary Clinton.
Mens Hillary og hendes mand, Bill, ikke er født med samme store guldske som Trump, har de ikke desto mindre omsat deres statslige ”tjenester” og deres nationale og internationale politiske forbindelser til et stort finansielt imperium med en værdi af 2 milliarder dollars og en estimeret personlig rigdom på 111 millioner dollars.
Begge kandidater er rige, og begge er dedikerede til at promovere deres klasses interesser mod resten af os. Dog har den herskende klasse valgt, at Clinton er deres kandidat.
Vil en sejr til Trump betyde fascisme?
Selvom Trump i skrivende stund (den 18. oktober) kun har en 8 %’s chance for at vinde valget ifølge en prognose fra New York Times, er der talrige elementer blandt aktivisterne i det Demokratiske Parti, som bliver ved med at slå ubønhørligt monotont på tromme for, den centrale grundsætning i Clintons kampagne: Trump er en farlig mand, som vil bringe fascisme til USA, og han må stoppes, hvad end det koster.
Det er komplet nonsens.
Leon Trotskij, som vidste ikke så lidt om emnet, opsummerede i nogle få linjer verdens historiske erfaring med ægte fascisme:
”I alle lande hvor fascismen sejrede, havde vi, før fascismens fremvækst og dens sejr, en radikaliseringsbølge blandt masserne: blandt arbejderne og de fattige bønder og landmænd og blandt småborgerskabet. I Italien, efter krigen og før 1922, havde vi en revolutionær bølge af umådelige dimensioner. Staten var paralyseret, politiet eksisterede ikke, og fagforeningerne kunne gøre, hvad de ville; men der var intet parti, som var i stand til at tage magten. Som en reaktion kom fascismen.”
”I Tyskland var det det samme. Vi havde en revolutionær situation i 1918. Borgerskabet bad ikke engang om at deltage i magten. Socialdemokraterne paralyserede revolutionen. Så prøvede arbejderne igen i 1922-23-24. Denne gang var Kommunistpartiet bankerot – alt sammen noget vi har behandlet før. Kommunisterne og fagforeningerne havde en umådelig magt, men så kom den berømte socialfascisme politik, som er opfundet til at paralysere arbejderklassen. Først efter tre vældige bølger kunne fascismen blive en stor bevægelse. Der er ingen undtagelser til denne regel – fascisme kommer først, når arbejderklassen viser sig fuldstændig ude af stand til at tage samfundets skæbne i deres egne hænder.” - Leon Trotskij, ”Some Questions on American Problems,” august 1940.
Lad os gentage for at understrege pointen: ”Der er ingen undtagelse til denne regel.” Det har der aldrig været. Og der er ingen grund til at forvente andet.
Trump har givet en platform til dem, som omfavner racisme, sexisme og xenofobi. Som resultat bruger flere åbent en sådan en retorik. Det er ikke desto mindre ikke det samme som fascisme. Fascisme er velorganiseret massebevægelse, som omfatter ikke kun befolkningens mest konservative lag – først og fremmest det ”rasende småborgerskab”, men også også politisk organiseret med støtte fra nøgledele af statsapparatet såsom militæret. Langt fra at give opbakning til Trump, så har afgørende dele af det Republikanske Parti og det militære hierarki afvist Trump og frygter konsekvenserne, hvis han vinder.
Fascisme er derfor ikke på dagsordenen for USA i 2016. Vi er stadig i den absolutte begyndelse af etablissementets partier og institutioners krakelering og smuldren under pres fra kapitalismens uløselige økonomiske og sociale krise. Ud af de begivenheder, som vil komme, vil vi stå med muligheder for at bygge nye partier og fagforeninger, som kan vinde magten og lede den socialistiske omdannelse af samfundet. Før eller siden i en eller anden form vil et masseparti for arbejderklassen udvikle sig, og fagforeningerne vil blive omdannet til kæmpende organisationer.
Hvad vil en sejr til Clinton betyde?
Det simple faktum er, at Clintons kampagne er reduceret til rejse den fiktive frygt for fascisme, fordi den ikke har nogen substans at tilbyde masserne af arbejdere og unge, som den bliver nødt til at støtte sig på af for at vinde valget. Fortsatte nedskæringer på sociale programmer, ødelæggelse af uddannelserne, flere militære angreb rundt om i verden og den igangværende brug af politibrutalitet mod uskyldige civile er, hvad der kommer i den næste præsidentperiode uanset hvem, der bliver valgt. Og med en ”forretningscyklus” som har passeret sit toppunkt, så vil den nye krise, som er på vej, betyde endnu højere arbejdsløshed, flere tvangsauktioner og dybere gæld for dem, der er afhængige af en løn for at leve.
En stemme på Hillary i 2016 vil betyde nøjagtig det samme, som det ville have gjort, hvis det havde været foruden den for hende heldige omstændighed, at hendes modstander er den modbydelige klovn, Donald Trump. Det er en stemme på en fortsættelse af udbytternes og undertrykkernes styre med al den dertil hørende brutalitet og elendighed, og med et andet ord en stemme for kapitalisme.
Vi må ikke blive trukket ind i eller distraheret af beskidte drama. Vores opgave er at forberede os selv på fremtiden ved at studere historien og marxistisk teori, uddanne os selv og andre og gå sammen med dem, der kæmper for deres ret til en civiliseret eksistens. Ved at lære af og anvende disse lektioner kan vi få succes, hvor andre har fejlet. Vi har muligvis ikke en hest med i løbet i dag, men vi kan begynde at gøre os klar til, når vores dag kommer. Vi inviterer dem, som vil en bedre fremtid for menneskeheden, til at blive organiseret i IMT's rækker.