Den 19. juli, da den spanske regering fik sin spareplan på 65 milliarder euro vedtaget i parlamentet, gik millioner af mennesker på gaden i hidtil uset store demonstrationer mod nedskæringer. Dagen efter, da den valencianske lokalregering bad centralregeringen om en økonomisk redningspakke på 3,5 milliarder euro, var risikopræmien på spanske statsobligationer rekordhøj, mens tiårige statsobligationer gav hele 7,3 procent i afkast. Den spanske økonomi er på randen af total bankerot.