De russiske masser er i oprør over præsident Vladimir Putins forsøg på at hæve pensionsalderen for mænd fra 60 til 65 og for kvinder fra 55 til 63 i år 2034. Derudover øges momsen fra 18 til 30 procent. Den uhyre upopulære ”reform” har fået Putins popularitet til at falde med 15 procentpoint i meningsmålingerne (fra 82 til 67), og har resulteret i store demonstrationer over hele landet.
[Source]
I en stor del af Rusland er den gennemsnitlige forventede levetid under den nye pensionsalder, hvilket betyder, at russiske arbejdere vil blive tvunget til at arbejde hele deres liv, og aldrig få nytte af deres pensioner, hvis ændringerne gennemføres. Desuden er mange familier i de fattige landdistrikter afhængige af indkomsten fra pensionen, da de unge kæmper for at finde arbejde (den officielle ungdomsarbejdsløshed er 16 procent).
På trods af forsøget på at begrave nyheden ved at annoncere pensionsreformen på åbningsdagen for verdensmesterskabet i fodbold, har reaktionen været et kæmpe vredesudbrud.
Massedemonstrationer
Den 2. september blev der afholdt landsdækkende demonstrationer imod reformen, hovedsagelig organiseret af Kommunistpartiet. I Moskva deltog 10.000 og i Skt. Petersborg omkring 2.000, hvor også kammerater fra den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) intervenerede og distribuerede brochurer med vores program og krav.
Disse indbefatter følgende: bevarelse af den nuværende pensionsalder; erstatning af den eksisterende pensionsfond med et mere retfærdigt system finansieret af de store virksomheders profitter; afskaffelse af uformelle, "grå og sorte" (halv-og-ikke-kontraktbaserede) ansættelser til fordel for ordentlige vilkår fastsat af arbejdernes organisationer og etablering af græsrodskomiteer til at bekæmpe den reaktionære pensionsreform.
Der var også demonstrationer i Ural, Kaukasus, Sibirien og Krim. I Skt. Petersborg bar demonstranter bannere, der erklærede, "Vi stoler ikke på ”United Russia" og billeder af en rød knytnæve, der slår en isbjørn (symbolet på Putins regerende parti). De russiske kammerater mobiliserede en betydelig blok for IMT, og holdt tale side om side med fagforeningsaktivister og aktivister fra lokale politiske organisationer, og fik en meget god modtagelse. Derudover solgte kammeraterne 50 eksemplarer af deres avis og fik skabt opmærksomhed for et stort offentligt møde under en yderligere aktionsdag den 16. september, som faldt sammen med regionalvalgene.
Politiet slår ned i Skt. Petersborg
En anden runde af landsdækkende protester blev afholdt den 9. september, denne gang organiseret af den russiske oppositionsleder, den borgerlig-liberale Alexei Navalny. Navalny forsøger tydeligvis at læne sig op af bevægelsen for at fremme sin egen dagsorden. Ikke desto mindre er bevægelsen for øjeblikket ude af hans kontrol. Vores kammerater intervenerede igen i Skt. Petersborg, selvom vores deltagelse blev vanskeliggjort af, at den blev organiseret af denne borgerlige politiker.
Demonstrationen, med flere tusinde deltagere, strakte sig tre kilometer, og blokerede alle hovedvejene på den gamle Vyborg side af byen. Demonstranterne blev mødt med en hård modstand fra politiet. Urobetjente tævede de protesterende med knipler, og 452 mennesker anslås at være blevet tilbageholdt: det højeste antal i en enkelt by i løbet af dagen. På tværs af landet blev over 1000 demonstranter sat bag tremmer. Situationen blev forværret i Skt. Petersborg, da de liberale arrangører førte folkemængden ind i en politifælde på Pirwgovskaya-volden. Heldigvis lykkedes det kammeraterne fra IMT, med nød og næppe, at undgå at blive arresteret.
Efter protesterne har Putin forsøgt at formilde angrebet ved at revidere den øgede pensionsalder for kvinder til 60 i stedet for 63, men det har ikke rigtig kølnet massernes vrede. Denne nye krise, som Putins regering står overfor, viser ingen tegn på at aftage.