Den 4. juli blev en aftale om deling af magten nået mellem militærjuntaen Transitional Military Council (TMC) der sidder på magten nu, og Forces of Freedom and Change (FFC), som inkluderer de primære ledere af den revolutionære bevægelse, der brød ud i december.
[Source]
Aftalen etablerer et “regerende råd” bestående af 11 medlemmer: 5 fra militæret, 5 civile og et medlem, som bliver valgt som et kompromis fra begge sider. Dette “kompromis medlem” blev til at begynde med præsenteret som en civil, men det har siden vist sig, at den ”civile” er en pensioneret militærofficer. Størstedelen af rådet er dermed loyale overfor TMC, og er alle medlemmer af det gamle regime af den nu afsatte diktator, Omar Bashir.
Derudover vil lederen af rådet de første 21 måneder blive udpeget af TMC. Efterfulgt af, i teorien, 18 måneder med et statsoverhoved valgt af FFC. Først derefter vil der, i følge aftalen, blive afholdt valg. Altså om mere end 3 år – hvis de overhovedet bliver afholdt.
Ifølge rygter har TMC tænkt sig at pege på dets leder, Abdel Fattah al-Burhan, som statsoverhoved. Den selvsamme mand, som sammen med Mohamed Hamdan Dagalo “Hemeti” har ført en terrorkampagne mod det sudanske folk den sidste måned.
Aftalen inkluderer også igangsættelsen af en “transparent og uafhængig” undersøgelse af volden, som startede den 3. juni. På denne dag påbegyndte Rapid Support Forces (en Janjaweed milits ledet af Hemeti) en terrorkampagne, der startede angreb mod den primære revolutionære lejr i Khartoum. De har terroriseret de revolutionære masser lige siden. Antallet af omkomne er i hundrederne, mens tusindvis er blevet banket eller brutaliseret på den ene eller anden måde. Mange af ofrene er kvinder, som er blevet voldtaget af Janjaweed. Hvordan kan en undersøgelse af disse hændelser være uafhængig og transparent, når de største gerningsmænd leder staten og kontrollerer alt politi, militær og efterretningstjeneste? Hvis politiet og de væbnede styrker var uafhængige, ville der aldrig have været det blodbad, som der var den sidste måned. Aftalen nævner ikke tilbagetrækkelsen af Janjaweed styrker fra gaderne.
TMC er en direkte efterkommer af det gamle regime. Ved hver mulighed har det bevist uden tvivl, at det ikke vil gå på kompromis med de revolutionære masser, som det ser som en trussel mod den herskende klasses position. Anført af deres Janjaweed chok tropper har de terroriseret masserne gennem revolutionen. På hvert trin har deres mål været at trække tiden og desorientere og trætte bevægelsen for at kunne igangsætte nye modangreb. Den nuværende aftale er en fortsættelse af de samme metoder. Aftalen gør ingenting for at røre ved TMC’s magt og resten af det gamle regime, som er efterladt intakt. Men under forklædning vil TMC forsøge at demobilisere masserne og skabe forudsætningerne for at genskabe ”orden” – altså massernes underkastelse af regimet. Hvis der nogensinde bliver arrangeret valg (og det er et stort hvis!) af det nuværende regime, kommer den herskende klasse til at sørge for, at det bliver holdt på en måde, der ikke bliver en trussel mod deres privilegier.
Det er en tragedie af revolutionens ledere støtter dette svindelnummer og hjælper regeringen som en mindretalspartner i kontrarevolutionen! De understøtter en regering af Burhan’er og Hemeti’er, slagterne af revolutionen, som udelukkende venter på nye muligheder for at slippe deres rædsel løs. Vi må sige tingene, som de er. Denne aftale er et fuldstændigt forræderi mod de revolutionære masser. Det er et forræderi mod alle dem, som har risikeret deres liv og mistet det i kampen for retfærdighed og et bedre samfund. Mod alle de millioner der, de sidste 8 måneder, har risikeret deres i dag for et bedre i morgen under ekstremt hårde økonomiske vilkår.
Siden sidste december kunne revolutionen have taget magten adskillige gange. Første gang i opløbet til fjernelsen af Omar Bashir i april. Så under den to dage lange generalstrejke i maj og i juni. Og selv i ugerne optil og efter sidste søndags “Million Man March” har bevægelsen haft momentum til at organisere overtagelsen af magten.
Selv efter den 3. juni, da Janjaweed soldater begyndte at vandre rundt i gaderne og jage revolutionære, lancerede masserne et imponerende modangreb, som resulterede i den muligvis største protest i Sudans historie. Ved alle disse lejligheder har magten været indenfor bevægelsens rækkevidde. Men lederne af Sudanese Professionals Association (SPA), som er revolutionens lederskab, har tøvet og nægtet at tage de nødvendige skridt.
På trods af at størstedelen af soldaterne er imod TMC, har SPA nægtet at opfordre hæren til at bryde med deres kontrarevolutionære generaler. Fordi de vil holde begivenhederne “fredelige”, har de nægtet at organisere selvforsvarskomiteer eller nogen plan for at afvæbne RSF og andre kontrarevolutionære militser, som nu kontrollerer dele af Sudan. I stedet har de indledt runde efter runde af forhandlinger. Vi må spørge ærligt: Har resultaterne været fredelige?
Nu er SPA gået med i en regering med juntaen. Tror de virkelig, at det vil lede til en mere fredelig udvikling? Og hvordan vil aftalen tilfredsstille nogen af massernes ønsker?
Det sudanske folk rejste sig mod Omar Bashirs militærdiktatur. Det sudanske folk rejste sig mod Omar Bashirs militære diktatur. Mod årtier med undertrykkelse og ydmygelse. Mod en herskende klasse, som på trods af landets rigdom kun har formået at styrtdykke dybere og dybere ned i tilbageståenhed. Det er en revolution for brød og retfærdighed til de fattige og mod den enorme koncentration af rigdom blandt et meget lille mindretal. Men ingen af de problemer er blevet løst. Alle de vigtigste dele af magten – staten og økonomien – er stadig under det gamle regimes kontrol.
Der virker til at være forvirring omkring aftalen på gaderne. Det ville være naturligt, hvis mange var lettede. Efter otte måneders ubarmhjertig kamp uden nogen konkret plan for sejr fra lederskabet, er nogle lag trætte og desorienterede. I mangel på andre alternative forslag ser de måske aftalen som en delvis sejr for revolutionen. Men før eller senere kommer bedrageriet frem i lyset.
Masserne har vist deres enorme potentiale og kreativitet igen og igen under udviklingen af revolutionen. Under ekstremt hårde vilkår har de bygget en imponerende bevægelse og organiseret kommitterer landet over med en ustoppelig kraft. Komiteerne må udvides til væbnede styrker sammen med lokale forsvarskomiteer som et middel til forsvar mod Janjaweed vold. Samtidig må de forbindes på et nationalt niveau i forberedelse på et uundgåeligt fremtidigt sammenstød med kontrarevolutionen.
Arbejderne, bønnerne og de fattiges interesserer kan ikke forenes med generalerne og de riges. Masserne kan kun stole på deres egen magt. Ingen mængde forhandlinger eller gadeprotester kan ”overbevise” de kontrarevolutionære om at handle i massernes interesse. Den eneste løsning er at revolutionen tager magten og fjerner alle parasitterne fra strategiske positioner i statsapparatet, de væbnede styrker og økonomien.
Nej til et råddent kompromis!
Nej til en koalition med Burhan og Hemeti, revolutionens slagtere!
Ned med TMC!
Ned med det kontrarevolutionære regime!