Ved det Venezuelanske præsidentvalg søndag den 20. maj, blev Nicolas Maduro genvalgt til endnu en præsidentperiode. Størstedelen af den reaktionære opposition havde, med fuld støtte fra Washington og Bruxelles, opfordret til en boykot, hvilket førte til en meget lav valgdeltagelse blandt middel- og overklassekvartererne i de største byer. Deres krav om at valget blev afblæst blev gentaget af højreorienterede regeringer i regionen. Dette førte til at mange folk fra arbejderklassen og de fattigere kvarterer mødte op for at stemme som en måde at afvise den skamløse imperialistiske indblanding. Dog var valgdeltagelsen imidlertid markant lavere end ved forgående valg. For mange er den dybe økonomiske krise en betydelig bekymring. Ligeledes er mange skeptiske overfor regeringens evne til at håndtere den.
Få timer efter valgstederne lukkede, annoncerede Det Nationale Valgråd (Consejo Nacional Electoral) det første officielle resultat af præsidentvalget. Med 92% af stemmesedlerne optalt, havde i alt 8.603.336 personer afgivet deres stemmer (46,01% med en forventet valgdeltagelse på 48% når alle stemmesedler var optalt). Ud af disse, havde 5.823.728 stemt på Maduro (67%), 1.820.552 havde stemt på oppositionens kandidat, Henri Falcón (21%), 925.042 på den evangeliske præst Bertucci (10%) og 34.614 på den ikke særligt kendte Quijada (0.4%).
Til trods for de internationale mediers tale om ”massive uregelmæssigheder” (BBC), Maduro der ”genvælger sig selv” (El País) og at der var tale om et ”svindlerisk valg” (Financial Times), forløb valget under normale forhold uden særlige hændelser og med tilstedeværelse af internationale observatører, deriblandt den tidligere spanske præsident, Zapatero. FN og EU var også blevet inviteret til at sende observatører, men afslog. De påstår nu at der var ”talrige uregelmæssigheder” til trods for at de ikke var der til at bevidne det.
Højrefløjshykleri
Valget fandt sted under vedvarende angreb fra den reaktionære opposition og imperialismen for at forhindre det. Fra den dag valget blev udskrevet, annoncerede både USA og EU at de ikke ville anerkende dets legitimitet og forlangte at det blev suspenderet. De fik selskab af landene i Lima-gruppen: en ad-hoc gruppe af højreorienterede latinamerikanske regeringer, dannet med det formål at udsende erklæringer på linje med USA’s imperialistiske politik, når de ikke kan få flertal hos the Organisation of American States og andre offentlige organer. Den påståede bekymring for manglende demokratiske garantier udtrykt af Argentina, Brasilien, Colombia, Mexico og Honduras’ regeringer er fuldstændig hyklerisk. Ingen af disse regeringer fortrak en mine da forkæmperen for rettigheder for den oprindelige befolkning i Argentina, Maldonado, blev udenretligt henrettet. Ej heller da hundredetusinde mennesker blev tvangsflyttet og forsvandt i Colombia, eller over den mexicanske stats involvering i de 43 Ayotzinapa-studerendes forsvinden eller ved den åbenlyse valgsvindel i Honduras for blot få måneder siden.
Den reaktionære Venezuelanske oppositions forskellige partier, grupperet i den såkaldte Brede Front for et Frit Venezuela (FAVL: Frente Amplio para una Venezuela Libre), som brugte halvdelen af sidste år på en voldelig, terroristisk kampagne med mål om at gennemtvinge valg i utide, opfordrede til boykot. Valget fandt sted nøjagtig ét år efter en flok af disse damer og herrers voldelige tilhængere udså sig en ung, mørk-hudet chavista, Orlando Figuera og satte ild til ham – et angreb der kostede ham livet. Alene denne hændelse fortæller præcis alt det man bør vide om den reaktionære, oligarkiske, pro-imperialistiske og racistiske venezuelanske oppositions virkelige karakter.
At valget i det hele taget lykkedes, var et klart modsvar til disse kræfter. Den venezuelanske opposition blev tildelt et hårdt slag sidste år og er nu både splittede og demoraliserede. Alle forsøg, de gjorde på at mobilisere folk på gaden op til den 20. maj, slog fejl på ynkelig vis. Som valgdagen nærmede sig, forlod et stigende antal oppositionsledere FAVLs rækker og opfordrede til at stemme på Henri Falcón, hvilket blev bakket op af dennes eget parti såvel som af MAS og COPEI.
Dette var formålsløst. Valgdeltagelsen var ekstremt lav i de rigere dele af de større byer – traditionelle højborge for højrefløjsoppositionen – hvor de fleste valgsteder ikke havde køer af ventende eller var fuldstændig tomme hele dagen.
Selvfølgelig råbte Henri Falcón, tro mod den venezuelanske oppositions tradition når de taber et valg, op om valgsvindel. Han snakkede om 900 uregelmæssigheder, sagde at han ikke vedkendte sig resultatet og forlangte et nyvalg til oktober. Dette er latterligt. Det stod klart for alle at han ikke havde været i stand til at mobilisere oppositionens bagland, som i høj grad fulgte opfordringen fra FAVL instrueret fra Washington, om at boykotte valget.
Arbejdere og fattige stemmer mod imperialismen
Valgdeltagelsen var højere hos arbejderklassen og de fattigere kvarterer, som traditionelt set er baglandet for Den Bolivariske Revolution. Mange stemte for at give et klart modsvar til oppositionens imperialistiske og skandaløse kampagne om at aflyse valget. Mange stemte også for at forsvare revolutionens tilbageværende landvindinger. Der er en klar forståelse af, at hvis oppositionen vandt valget, ville de ødelægge alt og det ville være arbejdere og fattige der ville komme til at betale krisens fulde pris, med et brutalt, IMF-inspireret ”tilpasningsprogram”. Valgdeltagelsen var dog stadig lavere end sædvanligt i de traditionelle chavista-højborge. En fuld analyse af afstemningen er endnu ikke blevet offentliggjort, men tilstrækkelige anekdotiske oplysninger tyder på at dette var tilfældet. Der var køer ved mange valgsteder, som de internationale medier bevidst undgik, men disse var ikke lige så lange eller vedvarende som det havde været tilfældet ved tidligere valg. Dette var til trods for at PSUV og staten brugte deres apparat i et omfang uden fortilfælde til at mobilisere chavista-stemmerne. Maduros stemmeandel udgjorde 30,5 procent af den samlede antal stemmeberettigede, hvilket er lavere end de 40 procent han fik da han først blev vagt i 2013. Det er et tab af 1,5 mio. stemmer, samtidig med at det samlede antal af stemmeberettigede er steget med 2 mio.
Der er stadig en hård kerne af chavista’er der konsekvent bakker op og som mobiliserer sig ved hvert valg, ud af loyalitet til Den Bolivariske Revolution og den kamp for socialisme som Chavez repræsenterede. Men det bliver stadig sværere for den hårde kerne af tilhængere at mobilisere andre lag af befolkningen. Blandt chavista-bevægelsens venstrefløj er den en voksende kritik af ledelsen og bureaukratiet, som har vist sig ude af stand til at håndtere den økonomiske situation og som står i vejen for massernes revolutionære initiativ.
En af de væsentligste konfliktområder har været de landlige landbrugskollektiver. I de sidste par måneder har der været flere tilfælde hvor grupper af bønder organiseret i fællesskaber – på officielt overdraget jord – er blevet smidt væk. Disse udsættelser blev gennemført af det lokale politi, militæret, lokale dommere og embedsmænds fra Det Nationale Landinstitut (INTI: Instituto Nacional de Tierras) og blev gennemført på vegne af jordbesiddere, i mange tilfælde med tætte politiske og handelsmæssige forbindelser til statsapparatet.
Op til valget havde højtstående embedsfolk grebet ind for at vende denne tendens og selv Maduro lovede at der ikke ville være flere af disse landudsættelser. En af de største revolutionære bondeorganisationer, CRBZ, opfordrede til at stemme på Maduro, men stod ved deres kritik af bureaukratiet og statsapparatet. Det samme var gældende for El Maizal Commune i Lara hvor staten endnu ikke har anerkendt valgsejren for kommunens talsmand, Angel Prado, der stillede op imod den officielle PSUV-kandidat i det lokale kommunalbestyrelsesvalg i december.
Stemningen blandt mange chavista-tilhængere blev vist i et kort interview på BBC Mundo’s hjemmeside:
”Vi vil give ham [Maduro] en tillidsstemme. Hvis dette ikke virker, er det slut. Jeg går [til stemmeboksen] med håb, men hvis landets tilstand ikke forbedrer sig, vil folk gå på gaden. Jeg vil stemme på Maduro fordi han har givet os sit ord på at tingene vil forbedre sig. Hvis han forstår hvad det vil sige at give sit ord, bør han opfylde sit løfte.”
Løs konflikten med revolutionært alternativ
Problemet er at alle erfaringer viser at Maduro og den bolivariske ledelse enten ikke kan eller ikke vil implementere de nødvendige foranstaltninger der skal til for at håndtere den økonomiske krise. I stedet for at tage fat ved roden af krisen ved at ekspropriere kapitalisterne, bankerne og jordbesiddere, opfordrer regeringen de selvsamme folk til at investere. Mens regeringen angriber den rolle de spiller i den ”økonomiske krig”, giver regeringen de samme folk lån og adgang til dollars. I sin sejrstale appellerede Maduro endnu engang til at oppositionen skulle komme tilbage til forhandlingsbordet, en opfordring han endda udstrakte til Amerikansk imperialisme.
I de kommende uger vil vi se en intensivering af den imperialistiske kampagne imod den venezuelanske regering med stadig mere omfattende sanktioner. USA’s viceudenrigsminister, John Sullivan, udtalte i Argentina at Washington overvejede oliesanktioner, hvilket vil have en lammende effekt på økonomien. De håber på at knuse regeringen ved at forværre krisen og kvæle landet økonomisk.
For de bolivariske masser vil det vigtigste problem være den dybe økonomiske krise, som har resulteret i hyperinflation, et kollaps i lønningernes købekraft og mangel på helt basale produkter. Maduro lovede at håndtere disse problemer efter valget og at bringe ”økonomisk fremgang”. Disse løfter vil ikke blive opfyldt og de mest bevidste lag af arbejdere og fattige vil blive presset til at søge et reelt alternativ. Et alternativ der er i stand til stå imod imperialismen men samtidig kan bevæge sig i retning af at løse den økonomiske krise.
Der er faktisk kun to mulige løsninger. Den ene, der er støttet af alle oppositionens fløje (og som har imperialismens opbakning), er en brutal tilpasningsplan, der inkluderer nedskæringer på sociale – og offentlige udgifter, fjernelse af subsidier, afskaffelse af subsidierede fødevarepakker, privatisering af statsejede virksomheder og naturressourcer og massefyringer i både den offentlige og private sektor. Det vil være en komplet katastrofe for det arbejdende folk og vil blive akkompagneret af kraftige indskrænkninger af de demokratiske rettigheder.
Den anden mulighed er at nationalisere alle fundamentale dele af økonomien under arbejdernes demokratiske kontrol og bruge dem til at producere til fordel for folket, ikke til profit for den håndfuld parasitter der udgør oligarkiet.
Maduros regerings middelvejspolitik, med evigt voksende indrømmelser til den herskende klasse leder kun til demoralisering, skepticisme og forværring af krisen og endeligt, på den ene eller den anden måde, til en brutal tilpasningsplan som arbejderklassen må lægge ryg til.
For at bryde med denne situation, må den revolutionære avantgarde sætte det som sit hovedmål at opbygge et virkeligt, revolutionært alternativ baseret på et socialistisk program, som tilbyder en løsning til fordel for arbejderklassen. Dette er den vigtigste opgave.