Denne artikel, forfattet af vores franske søsterorganisation Revolútion, er skrevet i kølvandet på en oktober måned med stigende klassekamp i Frankrig. Opblusningen i klassekampen har igangsat en diskussion på den franske venstrefløj om hvilken strategi, der er den rette, hvis højrefløjen, i form af Rassemblement National, skal bekæmpes.
[Source]
Frankrigs nationalbank har endnu en gang nedjusteret sine forventninger til væksten i den franske økonomi. Banken forventer således, at den franske økonomi vil opleve et sted imellem 0,5 procents fald, og maksimalt sølle 0,8 procents vækst. Analytikere fra Deutsche Bank anslår derimod, at Frankrigs BNP risikerer at falde med over 1 procent. Et sådan scenarie ville få fatale konsekvenser i form af en skarp stigning i arbejdsløshed og fattigdom.
Som om det ikke var nok, så er verdensøkonomien i forvejen så skrøbelig og tynget af gæld, ustabilitet, og ulighed, at Frankrig meget vel kan ende i en langt værre recession, end estimaterne foreskriver. Betingelserne for en radikal forværring af situationen er til stede i Frankrig. Det er bestemt en mulighed, at en række af tilsyneladende tilfældigheder, vil kunne tilspidse den økonomiske situation i landet. Dette inkluderer fx krigen i Ukraine, hvis udvikling kan vise sig at få dybt alvorlige konsekvenser for de europæiske økonomier. Krigen er dog langt fra den eneste faktor med potentiale til at skærpe forholdene.
Fadæsen omkring Liz Truss’ korte tid som premierminister, er et andet eksempel på ustabiliteten på verdensmarkedet. Umiddelbart efter at være kommet til magten, annoncerede Liz Truss’ regering deres såkaldte “minibudget”, som inkluderede store skattelettelser (primært for de rige, naturligvis), finansieret af statsgæld, oveni en allerede galoperende inflation. Der var dog ingen klapsalver at høre fra Storbritanniens storkapitalister og de internationale markeder. Tværtimod. Udspillet blev mødt af en øjeblikkelig modstand. Det britiske pund kollapsede til den laveste kurs nogensinde målt mod dollaren. Kun en måned inde i sin regeringsperiode fik Liz Truss en reprimande fra Den Internationale Valutafond, i en tone som normalt kun bruges overfor udviklingslande. Valutafonden frygtede, at den britiske regerings hovedløse finanspolitik kunne udløse en finanskrise af hidtil usete proportioner.
Kampen for pension
Det er i denne kontekst - recession i horisonten, og ekstrem ustabilitet - at Macron-regeringen offentligjorde sin seneste offensiv mod de franske arbejderes pension. Macrons regering ønsker at presse pensionsalderen op med fire måneder hvert år, så den i 2031 rammer 65 år (sammenlignet med 62 i dag, almindeligvis).
Over de sidste 30 år har mange franske regeringer forsøgt at fifle med pensionen. Deres angreb har ofte ført til modstand i form af massebevægelser. I december 1995, blev Juppé-planen, der blandet andet var et angreb på offentligt ansattes pensioner, fuldstændig nedkæmpet af en massiv strejkebevægelse i hele den offentlige sektor og dele af den private. I marts 2020, blev Macron også tvunget til at begrave sine daværende reformer mod pensionen, efter måneders intense kampe. Udover disse to undtagelser, er tidligere franske regeringer, imod millioner af franskmænds højlydte protester, dog gået fra sejr til sejr, når det angår angreb på pension.
Som den franske sektion af IMT gentagne gange har skrevet i sin avis, Révolution: fagforeningernes såkaldte “aktionsdage” kan, til trods for deres enorme omfang, ikke sende regeringen på retræte. På grund af denne ineffektivitet, vil de med tiden være i stand til at mobilisere færre og færre. Aktionsdagen den 29. september gik fx ubemærket hen for flertallets vedkommende.
Regeringen vil udelukkende kunne tvinges i retræte af en bevægelse af kompromisløse strejker, indenfor et stort antal af sektorer. En stærk kontrast til en sådan strategi, finder man hos lederne af diverse fagforeninger i Frankrig, som nægter at diskutere eller forklare den objektive situation - og de nægter derfor seriøst at forberede arbejderklassen på at forsvare sig selv. Dette er unægteligt en forhindring, omend en relativ en af slagsen. Fagforeningstoppens passivitet kan nemlig ikke stoppe den frustration og indignation, der gennemsyrer den franske arbejderklasse fra før eller siden at komme op til overfladen med et radikalt udtryk. Allerede i 2018 og 2019 viste ‘De gule veste’, hvad der er i vente.
I løbet af de sidste 20 år har alle de nødvendige betingelser for en gentagelse af Maj ‘68 opbygget sig. Inflationskrisen er bare endnu et søm i kisten. Den sætter sig allerede igennem i form af en vigtig bølge af strejker i private virksomheder og øger sandsynligheden for en social eksplosion på national skala. Det er præcis denne situation, der kan forklare den tøven og uenighed, der i øjeblikket eksisterer i den franske regering, om hvordan den skal spinne sin kommende salve af nedskæringer.
Marchen d. 16 oktober
På initiativ fra France Insoumise (FI) blev en “march mod inflation og mangel på klimahandling” afholdt i Paris d. 16. oktober. Révolution, den franske sektion af IMT, gav marchen sin fulde opbakning. Naturligvis vil denne march alene ikke kunne slå regeringen tilbage, men i det omfang den udstiller hele Macron-regeringens reaktionære politik, påtager den sig en politisk og offensiv karakter, hvilket adskiller sig positivt fra tidligere aktionsdages syndikalistiske karakter. Mélenchon skrev på sin blog d. 30. september: marchen den 16. oktober kommer til at være “en global udfordring af Macron-regimets politik”.
I samme opslag nævner Mélenchon muligheden for opløsningen af det franske parlament - hvilket ville kunne ske på Macrons bud - og dermed muligheden for et lynvalg. I den sammenhæng skriver han: “Opløsningen [af parlamentet] ville give os chancen for at se præsidentens parti pulveriseret. Vi kunne vinde og gennemføre vores program. En republikansk højrefløj kunne blive genfødt. Den højlydte forstyrrelse som RN [Rassemblement National] udgør sammen med Macron, ville blive straffet af folket, som Marine Le Pen har forrådt ved ikke at stemme for at fordømme [regeringen] og ved at modsætte sig en forøgelse af mindstelønnen”.
I IMT deler vi absolut ikke det besynderlige ønske om en “genfødsel” af den “republikanske højrefløj”. Efter vores ydmyge mening kan arvtagerne efter Juppé, Chirac og Sarkozy gå ad helvede til. Vigtigst er det dog at fremhæve at de perspektiver, der som Mélenchon understreger, ignorerer flere vigtige politiske faktorer.
Når Macron på kort sigt “truer” med at opløse eller suspendere parlamentet, så er det ikke en seriøs trussel, da han ved, at hans eget parti ville hænge i laser efter en tur i valgmøllen. Der ud over har hverken RN eller republikanerne noget umiddelbart ønske om at vælte regeringen gennem et mistillidsvotum i fællesskab med Meléchons parti NUPES. En faktisk opløsning af parlamentet ville derfor kun blive mulig under massivt pres fra en bevægelse af arbejdere og unge. Kun massekamp kan tvinge Macron - eller den parlamentariske højrefløj - til at udskrive et nyvalg.
Dette perspektiv stiller imidlertid endnu flere spørgsmål. Mélenchon skriver: “Vi kunne vinde valget, og gennemføre vores program”. Med “vi” mener han NUPES. Men NUPES skabte ingen entusiasme blandt masserne i valget tilbage i juni. Tværtimod: der var en million færre der stemte på venstrefløjen end ved parlamentsvalget i 2017. Det er sandt at alliancen med Socialistpartiet og De Grønne resulterede i flere vundne sæder i parlamentet end hvad tilfældet var i 2017, men det vækkede ingen entusiasme blandt de undertrykte og udbyttede masser: Socialistpartiet og De Grønne er fuldstændig miskreditterede blandt deres egne vælgere. De to partier underminerer dermed NUPES’ muligheder i fremtidige valg.
Mens Mélenchon fastslår at “[d]en højlydte forstyrrelse som RN [Rassemblement National] udgør sammen med Macron, ville blive straffet af folket, som Marine Le Pen har forrådt ved ikke at stemme for at fordømme [regeringen] og ved at modsætte sig en forøgelse af mindstelønnen”, så bagatelliserer han en væsentligt faktor, nemlig at Marine Le Pen ikke er og aldrig har været ved magten. Som vi så for nyligt så i Italien, så var dette Melonis største fordel, og var en kæmpe årsag til hendes succes ved valget i september.
I fraværet af et tilstrækkeligt radikalt alternativ på venstrefløjen (og NUPES kan på ingen måde møde dette kriterie), risikerer den voksende økonomiske og sociale krise at komme den yderste højrefløj til gode i den parlamentariske arena - i hvert fald indtil den miskrediterer sig selv, som tilfældet i Italien inden længe vil demonstrere. Men hvis vi vil undgå en regering i Frankrig bestående af den yderste højrefløj, så må lederne af venstrefløjen stoppe med at oversælge NUPES som “en magfuld og indflydelsesrig organisation” der forsvarer “en linje som bryder med systemet”.
Dette “brud” må være med det kapitalistiske system, som lederne af Socialistpartiet og De Grønne velvilligt forsvarer. Derfor må opgaven for venstrefløjen først og fremmest være klart at forsvare denne politiske linje, hvis de vil have en levende chance for at knække den yderste højrefløjs fremgang.