Den iranske revolution: hvad betyder den, og hvor er den på vej hen?

Alle de objektive forhold Lenin mente der skulle til for en revolution, er helt klart til stede i Iran.

De sidste dages begivenheder markerer begyndelsen til den iranske revolution, der vil komme til at udfolde sig over en langstrakt periode. Dette skyldes manglen på et revolutionært masseparti der er i stand til at lede masserne. Men forholdene for at bygge en sådan styrke er blevet bedre. Arbejdere og unge i Iran vil lede efter de ægte revolutionære socialistiske ideer, efter marxismen.

Igår skrev jeg at den iranske revolution er begyndt. På hvilket plan er det rigtigt? Lenin forklarede forholdene for en revolutionær situation: For det første må den herskende klasse være splittet og ude af stand til at herske med de samme metoder som tidligere. Disse forhold er helt klart til stede i Iran. For det andet må middelklassen stå og vakle mellem revolution og kontrarevolution. Dette er nu tilfældet i Iran, hvor afgørende mængder af middelklassen er gået over på revolutionens side og demonstrerer i gaderne. For tredje må arbejderne være klar til at kæmpe. Der har været en stødt stigende strejkebølge i Iran, selv før valget.
Kun den sidste tilstand mangler: tilstedeværelsen af et revolutionært parti og en revolutionær ledelse, som Bolsjevikpartiet i 1917. Hvis det fandtes, ville det kunne give massebevægelsen den nødvendige ledelse og organisering der kræves før revolutionen kan fuldendes. Det ville betyde en hurtig og relativt smertefri sejr. Ved fraværet af sådant parti, vil revolutionen trække i langdrag over flere måneder, måske endda år, med op- og nedture.

En revolution sker ikke i løbet af en enkelt akt. I 1917 udviklede revolutionen sig over en periode på ni måneder. I den tid var der tidspunkter med voldsom aktivitet, som f.eks. februar, men der var også lange perioder med afmattelse, nederlag og endda reaktion, som vi så i perioden efter Juli-dagene. Fra juli til slutningen af august var reaktionen så hård at bolsjevikkerne blev trængt under jorden, deres trykkeudstyr ødelagt, Trotskij var i fængsel, og Lenin tvunget til at flygte til Finland.

Den spanske revolution, der nok er en bedre guide til hvad der kommer til at ske i Iran, startede med at monarkiet blev styrtet (en opfølgning på de lokale valg) i april 1931. Dette åbnede op for en revolutionær periode, der varede syv år, med op- og nedture, indtil arbejdernes nederlag i Barcelona i Majdagene i 1937. I den syvårsperiode var der de såkaldte To Sorte År (”El Bienio Negro”), der kom lige efter den Asturiske kommunes nederlag i 1934, og varede indtil Folkefrontsvalgene i 1936.

Ved fraværet af et revolutionært masseparti kan den iranske revolution, ligesom den spanske revolution, blive udstrakt over flere år, og vil være karakteriseret af en turbulent og krampagtig natur; forskellige regeringer, partier og ledere der vælter og bliver væltet af hinanden, før det endelige spørgsmål om magten bliver stillet. Men de begivenheder der sker for tiden, markerer uden tvivl en ændring i hele situationen. Ånden er sluppet ud af den flaske, den har været låst inde i i tre årtier. Og det vil være umuligt at sende den tilbage i dens fængsel.

Mange iagttagere har udtrykt stor overraskelse over en bevægelse der tilsyneladende er kommet som et lyn fra en klar himmel. Men i virkeligheden har denne eksplosion ulmet under overfladen i lang tid. Befolkningens vrede afspejler alle de akkumulerede frustrationer fra de sidste 30 år. Det afspejler også den stadigt dårligere økonomiske situation og de faldende levestandarder. Økonomien var hovedemnet i valgkampagnen, og er stadig iranernes hovedbekymring efter fire år med store stigninger i inflation og arbejdsløshed.

Selvom de fattigste dele af samfundet har nydt godt af kontante udbetalinger, Ahmadinejad har givet dem fra Irans olieoverskud, har mange andre klaget over at den forøgede likviditet har fordoblet eller tredoblet priserne mange steder. Parlamentet har indtil videre blokeret for nedskæringer på støtten, da den kunne tænkes at øge inflationen, der allerede er på 24 procent. Men den økonomiske krise betyder nedskæringer og tilbageholdenhed, hvorfor økonomiminister Shamsoddin Hosseini i går udtalte, at privatisering af statsejede selskaber kunne være ”grundlaget” for Irans kommende økonomiske politik.

Dette forklarer delvist det militante udtryk fra en vred og beslutsom oppositionsbevægelse, der har fundet et symbol man ikke kunne have regnet med, i den 68-årige Mir-Hossein Mousavi, der tidligere var del af det iranske etablissement - og stadig er det. Når folket begynder at miste deres frygt, og er klare til at stille sig op mod politiets geværer i et land som Iran, er det begyndelsen på enden. Denne utrolige massebevægelse er så meget mere fantastisk, da den er uorganiseret og uden ledelse.

Massernes heltemod

Den afgørende factor har været massernes pludselige indtræden på historiens scene. Massernes utrolige heltemod ses tydeligt i gårsdagens gigantiske demonstration, afholdt til trods for regimets advarsler om at den ville blive mødt med kugler. Mindst en million demonstranter ignorerede trusler, geværer og blodsudgydelser for at kræve frihed i Iran. Otte mennesker døde i går, og et ukendt antal er sårede. Men bevægelsen forsætter uanfægtet.

Robert Fisk, en af de bedste britiske journalister, bevidnede hvad han kalder Irans skæbnedag, og sendte en levende rapport om hvad der skete:

“En million iranere marcherede fra Engelob Square til Azadi Square – fra Revolutionspladsen til Frihedspladsen – foran næserne på Teherans brutale uropoliti. Mængden sang, råbte, grinede og kaldte deres ’Præsident’ for ’støv’.” En student forklarede spøgen: ”Ahmadinejad kaldte os støv, og vi viste ham en støvsky!”

“Ikke siden Irans revolution i 1979 er menneskemasser stimlet sammen i så stort tal. Ikke siden det år har folkemængder kogt af så overvældende begejstring på deres vej gennem boulevarderne i denne intense, fortvivlede by som i mandags: De asede og masede, og de puffede og skubbede igennem smalle gader for at nå frem til hovedstrøget. For kun at finde kampklædt uropoliti med stålhjelme og knipler, der havde taget opstilling i rækker på begge sider. Men folket ignorerede dem alle. Og betjentene, som var i håbløst mindretal over for disse titusinder, smilede forlegent. Og nikkede, til vores forbløffelse, opmuntrende til de mænd og kvinder, som krævede frihed. Hvem kunne tro på, at regeringen havde forbudt denne demonstrationsmarch?”

“Arbejderne på Erikson, en af de største fabrikker i Vyborg-distriktet, gik efter et morgenmøde ud på Sampsonievsky Boulevarden i én stor flok, 2500 af dem, og stødte på et snævert sted ind i Kosakkerne. Officererne red forrest igennem mængden og skubbede folk væk med hestene. Bagved dem, så mange at de fyldte hele boulevardens bredde, kom kosakkerne galopperende. Et yderst afgørende øjeblik!

Men rytterne formede en tynd kæde, og red forsigtigt igennem den korridor officererne havde banet. ’Nogle af dem smilede” mindes Kayurov, ”og en af dem smilede bredt til arbejderne’. Dette smil var absolut ikke uden betydning. Arbejderne blev styrket af en venlig, ikke fjendtlig, attitude, der smittede af på kosakkerne. Flere begyndte at smile til arbejderne. Til trods for officerernes fornyede forsøg, spredte kosakkerne, uden åbent at bryde disciplinen, ikke mængden, men red lidt spredt rundt blandt arbejderne. Dette blev gentaget tre eller fire gange og bragte faktisk de to sider endnu tættere sammen. Kosakkerne begyndte individuelt at svare på arbejdernes spørgsmål, og endda at snakke kort med flere af dem.

Der var nu kun en meget tynd gennemsigtig skal tilbage af deres disciplin, så tynd så den var ved at bryde sammen hvert eneste sekund. Officererne skyndte sig at adskille deres patrulje fra arbejderne, opgav at sprede mængden, og opstillede dem i stedet på én lang række, så arbejderne ikke kunne komme ind til centrum. Men selv det hjalp ikke: Kosakkerne stod bomstille i militær orden, og rørte ikke en finger da arbejderne ’dykkede’ ind under hestene og ud på den anden side. Revolutionen vælger ikke sine veje: de første skridt blev taget under kosakkernes hestes maver. En bemærkelsesværdig begivenhed!”

“Da jeg nåede frem til universitets porte i går morges, græd mange studerende bag jernlågerne, mens de råbte ’massakre’, og kastede med sort stof over hegnet. Da dukkede uropolitiet endnu en gang op, og angreb universitetetsområdet igen.”

Til tider truede Mousavis "sejrsmarch" med at knuse os i en massiv mur af taktfast råbende mænd og kvinder, som faldt ned i afløbsrender eller snublede over væltede træer, mens de forsøgte at holde trit med hans køretøj. Store grønne bannere bølgede ud fra deres politiske leders bil. De sang i kor, igen og igen de samme ord: »Kampvogne, kanoner, Basiji, I har ingen virkning nu.« (Basiji er et paramilitært studenterkorps, som er loyal over for Irans revolutionsgarde, red.). Mens regeringens helikoptere kværnede ovenover, kiggede tusinder op og overdøvede rotorbladenes støj: »Hvor er min stemme«, stod der på manges skilte. Klicheer ligger lige for på så dramatiske dage, men dette var i sandhed et historisk øjeblik.

“[…] en mand sank om på vejen med ansigtet indsmurt i blod. Men den store menneskemasse fortsatte fremad, flagede med sine grønne bannere og råbte i triumf til de tusindvis af iranere, som fulgte hele dette skue fra tagryggene.
Til højre kunne de se et alderdomshjem, og ud på balkonen kom de gamle og forkrøblede, som må kunne huske den foragtede shahs styre, ja måske tilmed hans klamme far, Reza Khan. En kvinde, som må have været 90, viftede med et grønt tørklæde, og en endnu ældre mand dukkede op på den snævre balkon og rakte sin krykke op i luften. Den tusindtallige skare nede på gaden råbte deres ubeherskede glæde tilbage til denne olding.

Da vi gik ved siden af denne vældige menneskestrøm, blev vi alle grebet af en sælsom frygtløshed. Hvem ville vove at angribe dem nu? Hvilken regering kunne finde på at nægte et folk af så stor tal- og viljestyrke noget? Farlige spørgsmål.”

”Dette var ikke bare de smarte, unge, solbrilleklædte piger fra det nordlige Teheran. De fattige var her også, gadearbejderne og de midaldrende damer i fuld chador. Ganske få havde babyer med på skuldrene eller børn i hånden, mens de talte med dem engang imellem, i et forsøg på at forklare dagens vigtighed til et barn, der ikke nødvendigvis ville kunne huske i det de kommende år, at de var her på denne dagenes dag.”

Massedemonstrationerne er en præcis gentagelse af dem under 1979-revolutionen, der senere hen blev kapret af Ayatollah Khomeini og hans reaktionære bande. Shahen kontrollerede et kolossalt undertrykkelsesapparat, men da masserne først konfronterede det, smuldrede det som et barns sandslot. Tidligere angreb de hadede Basiji-studenterne. Men ved aftenstide, var det Basijierne selv der blev jagtet af hundredvis af de protesterende i den vestlige del af Teheran. Efter mørket faldt på, lød der skud overalt i forstæderne. De der forlod Azadi for sent, blev skudt på af Basijierne. Det endelige dødstal var otte, med et ukendt antal sårede.

Regimet vakler

Denne fantastiske massebevægelse har ændret alt på blot 24 timer. Mahmoud Ahmadinejads magtarrogance fra dagen forinden, er forduftet. Der er i stedet tegn på panik i regimet. Lørdag og søndag var der undertrykkelse, vold og blodsudgydelser, men om mandagen havde alt ændret sig. Myndigheder må have følt de var gået i seng i 2009, og vågnet op i 1979. Det var sådan Shahen blev væltet for 30 år siden, med massedemonstrationer og mulighed for generalstrejke.

Nu frygter de at der kan opstå voldsomme sammenstød, og måske endda borgerkrig, som de ikke er helt sikre på de kan vinde. Når den herskende klasse frygter den kan tabe alt, er den altid parat til at give indrømmelser og tilbyde noget. Nu tilbyder myndighederne en nyoptælling, men ikke nyvalg. Beslutningen om at trække sig tilbage kommer fra den Øverste Leder, den reelle statsmagt, der bekræftede valgresultatet til at starte med.

Ayatollah Ali Khamenei er gået med til at kigge lidt på valgresultaterne, og måske kigge valgstatistik eller to. Men disse indrømmelser er alt for små, og kommer alt for sent. De kommer ikke til at mildne demonstranterne, nærmere tvært i mod. Et hvert tilbageskridt regimet tager, vil blive set som et svaghedstegn, og anspore dem til yderligere handling. Mousavi har anmodet om at få valget annulleret, mens regimet kun tilbyder en delvis genoptælling.

Krisens alvor berører økonomien. Det iranske borgerskab stemmer med fødderne. Erhvervslivet var i dyb panik over valgresultaterne. The Financial Times skrev i dag at:

“Irans erhvervsliv var på ingen måde tvetydige i deres reaktion til Mahmoud Ahmadinejads genvalg. Teherans børs faldt hurtigt, og inflydelsesrige bazaarier truede med at lukke forretningerne i dag i protest.”

”Demonstrationsbølgen kan sagtens forsvinde snart, især hvis modstanden bliver mere brutal. men analytikere vil lige vente og se om det vil fremprovokere massiv civil ulydighed fra grupper der havde støttet Mousavi – herunder forretningsmænd i Irans basarer, der i dag har truet med strejke, men også fagforeninger og studerende – og måske endda de dele af præstestanden der havde støttet hans kandidatur.
’Der kommer til at være mange flere spredte optøjer og mange forskellige emner, da folk fra nu af ikke tror på en fredelig løsning vil kunne skabe forandring,’ siger en analytiker"

Svag ledelse

Dette perspektiv minder meget om det jeg fremsatte i min første artikel i går. Selv de mest stormfyldte strejker og gadedemonstrationer kan ikke løse det centrale spørgsmål: spørgsmålet om statsmagten. Det er ikke nok at nogle politibetjente smiler til demonstranterne. Medmindre politiet og hæren kommer over til folkets side, forbliver den Islamiske Republiks våben i hænderne på Ahmadinejads administration og hans beskyttere i præsteskabet. Spørgsmålet om ledelsen er stadig absolut det højeste på listen.

Tilbage i 1999 undertrykte regimet studenternes protestbølge indenfor få dage: denne gang lader det til at de protesterende er langt mere stålsatte. Forsøgene på undertrykkelse har så sandelig haft det modsatte resultat end de gerne ville have. Der er en vred stemning på Teherans Universitet efter Ahmadinejads bevæbnede bøllers brutale angreb. Ca. 400 reformvenlige studerende, mange med grønne ansigtsmasker for at skjule deres identitet, samlede sig tidligere i en moske på Teherans universitet, og krævede Ahmadinejads afgang. Flere sagde at medlemmer af en religiøs milits havde angrebet deres sovesale. ”De slog vores venner og slæbte mindst 100 studerende væk. Vi aner ikke hvor de er henne,” sagde en af dem. 120 universitetslektorer er fratrådt i protest.

Men de protesterendes mod er ikke en karakteristik, de deler med deres ledere. Mænd som Mir Hossein Mousavi er ikke reelle ledere, men er blevet løftet op af historiske tilfældigheder. Kerenskij og fader Gapon hører til den samme filosofiske kategori. Sådanne individer kommer hurtigt frem, pustet op af store historiske begivenheder, og opnår således en lånt berømmelse for en tid, og forsvinder derefter sporløst, opslugt som skummet på en havbølge, der opsluges af andre, stærkere, strømme. Efter hans tid som premierminister i 1980’erne, forsvandt han fra offentlighedens søgelys, og dedikerede sin tid til sin favoritbeskæftigelse – abstrakt kunstmaling. Nu har historien taget ham i nakken og smidt ham op forrest på scenen, hvor han gør sig yderst uheldigt bemærket.

Trods hans angreb på regimets indenrigs- og udenlandspolitik, har Mousavi aldrig været en modstander af den islamiske republik. Faktisk har han opstillet sig selv, ligesom præsidenten, som en ”principalist” der søger tilbage til de ’ægte’ værdier og principper fra den islamiske revolution i 1979. Mousavi havde dog krydret sine standpunkter med krav om mere demokratisk frihed og en pragmatisk styring af økonomien.

Hans kandidatur var oven i købet nærmest et tilfælde. Først ville han ikke stille op, men blev tilskyndet, igen og igen, af Mohammad Khatami, den tidligere reformistiske præsident, til at stille op. Da han først var opstillet, fik han hurtigt opbakning fra Akbar Hashemi Rafsanjani, en ledende politiker fra den konservative lejr, der nu står i spidsen for både Hensigtsmæssighedernes Råd (en af præstestyrets højeste råd, der fremlægger makropolitiske tiltag), og Eksperternes Råd, der udpeger den næste øverste leder.

Mens begge havde forventet at han ville være mere midtersøgende, så tog Mousavis kampagne efterhånden fat i de samme slogans som reformisterne, endda med større energi. Han understregede sin besked under valgmøderne, så de passede til den uddannede middelklasse i byerne, og gav præsidentens ekstremisme tørt på og gjorde tykt grin med hans populistiske økonomiske politik.

Men alt i mens unge reformister – hvoraf mange gik på gaderne i Teheran igen i går i fredelige optog der endte voldeligt – håber han vil kunne frembringe fundamentale ændringer, har Mousavi helt andre ideer. Fisk beretter fra demonstrationen:
”Mirhossein Mousavi var med dem, på taget af en bil midt i udstødning og varme; usmilende, forbløffet, overrumplet over at en så episk demonstration kunne blomstre frem efter alt håb syntes tabt i blodbadet efter valget. Det kan godt være at han officielt havde tabt fredagens valg, men i går var ikke desto mindre hans sejrsparade gennem hovedstadens gader. Den endte, uundgåeligt, med skud og blodsudgydelser.”

Her giver Fisk et klart og præcist psykologisk portræt af den reformistiske leder, ” usmilende, forbløffet, overrumplet” over de kæmpe kræfter han har tryllet frem og som han, i stil med troldmandens lærling, heller ikke er i stand til at styre. Selv den borgerlige presse har lagt mærke til Mousavis vaklen. The Financial Times skriver:

“Han har virket splittet mellem at opfordre protesterne til at fortsætte, og at stoppe dem for at forhindre mere af den vold og tab af liv, vi så i går nat. […] Mousavi havde til at starte med opfordret folk til at blive hjemme i går, for at undgå mere vold – men gik til sidst med demonstranterne ud på gaden. Dilemmaet han står med, er at demonstrationerne samtidig er det største nødråb fra befolkningen siden den islamiske revolution i 1979.”

Muligheden for blodige sammenstød er altid til stede. En journalist kommenter:

”Der er vrede og had i øjnene på begge sider – uanset resultatet, kommer til det til at gøre nogen vrede, […] Politiet har prøvet at være så civiliserede som muligt, men det er ikke alle der lytter til politiets chefer. […] Det er ikke nemt at køle dem ned. Hvad sker der hvis begge sider løber løbsk, og ikke lytter til deres ledere? Det kommer til at blive en meget farlig situation.”

Imidlertid så kommer der nok ikke til at ske det man havde regnet med i en sådan situation, grundet det niveau, den folkelige vrede efterhånden er nået op på. Ét blodigt sammenstød, og hele situationen kan eksplodere. Forslaget om generalstrejke er allerede blevet fremsat. En større statsterroristisk handling vil blive mødt af strejkebølger og protester, der nemt kunne eskalere til et oprør på størrelse med 1979. Mousavi vil gøre alt for at undgå den situation. Han er blevet citeret for at sige at: ”Som en der bakker op om politiet, opfordrer jeg dem til at undgå alt for skarpe reaktioner mod folkets selv-motiverede handlinger, for ikke at skade folkets tiltro til dette ædle organ.”

Vi forudsagde det

De nuværende protester var forudsagt af marxisterne. For godt ti år siden sagde vi at de store studenterdemonstrationer var ”den iranske revolutions første skud”. Det var der ikke mange der lagde mærke til. Men Iran har fortsat med at være i spidsen af IMT’s perspektiver. I en tale til IMT’s verdenskongres i august 2008, sagde jeg følgende:

”Iran er moden til en revolution. Der har vi alle de forhold Lenin beskrev for en revolution: splittelser i toppen, spændinger i middelklassen, en kraftig arbejderklasse med revolutionære traditioner, vigtige strejkebølger, osv. Den eneste faktor der mangler, er den subjektive faktor – det revolutionære parti. Vores iranske kammeraters arbejde er meget vigtigt for IMT. Vi må bakke op om deres arbejde.

”Situationen i Iran er meget lig Rusland op til 1905. Når de iranske masser først begynder at flytte på sig, skal man passe på. Den kommende revolution kan tage mange forskellige veje, men der er en ting vi kan være sikre på: det bliver ikke en fundamentalistisk opstand! Efter 28 år med mullaherne ved magten, har de mistet al anseelse blandt masserne og de unge. Flertallet af befolkningen er unge og friske; de vil være åbne overfor marxismens ideer. Den iranske revolution vil ændre hele situationen i mellemøsten, og bevise at ægte anti-imperialisme ikke behøver at være fundamentalistisk. Det kommer til at få en effekt på hele regionen.”

”Grundet manglen på ledelse, kan undertrykkelsen få den effekt at bevægelsen midlertidigt bliver udsat, men kun på betingelse af at betyde en endnu vildere og ukontrollabel eksplosion senere hen” (Startskuddet til den iranske revolution, 17. juli 1999) Denne forudsigelse må siges at været blevet fuldt ud bekræftet af begivenhederne. Kampen vil fortsætte med uundgåelige op- og nedture, indtil en afgørende løsning er blevet fundet.

Angående de vigtigste opgaver for den revolutionære bevægelse, skrev jeg dengang:

”Arbejderne og ungdommen i Iran har gentagne gange vist et stort revolutionært potentiale. Det der er krævet er at give bevægelsen en organiseret form, og et klart program og perspektiv. Langs kompromisernes og klassesamarbejdets vej, findes der ingen løsning. Forudsætningen for succes er arbejderklassens uafhængige bevægelse, sammen med dennes naturlige allierede, og et afgørende brud med de borgerlige liberale. Det er nødvendigt at lave aktionskomiteer for at organisere og koordinere bevægelsen på et lokalt, regionalt og nationalt niveau. Det er nødvendigt at forberede sig på selvforsvar mod højrefløjens lejesvende, alt i mens man appellerer til hærens rekrutter og menige om at komme over på folkets side.

”Men allervigtigst er det at udarbejde et konkret program for at koble kampen for demokratiske rettigheder sammen med krav om at løse de mest presserende problemer for arbejderklassen, bondestanden, de arbejdsløse, kvinderne og ungdommen. Et sådant program vil nødvendigvis kræve et radikalt brud med kapitalismen, og vil sætte kampen for arbejdermagt og bevægelsen for socialisme i Iran på dagsordenen. Forudsætningen for kampens succes er arbejderbevægelsens aktive deltagelse, især de helt centrale oliearbejdere. så snart Irans befolkning får magten i deres hænder, kan de starte en bevægelse der kommer til at sprede sig som en steppebrand udover hele regionen. Det vil få en endnu større effekt end den russiske revolution i 1917, især hvis den blev ledt af et bevidst revolutionært marxistisk parti. Oprettelsen af et sådant parti er derfor de iranske arbejdere og studerendes avantgardes vigtigste opgave. Bevæbnet med korrekte ideer, program og strategi, vil den iranske arbejderklasse være usårlig.”

Vi appellerer til verdens arbejdere om at støtte op om vores iranske brødre og søstre.

• Ned med tyranni og undertrykkelse!
• Længe leve den iranske revolution!
• Arbejdere i hele verden, foren jer!

London, 16. juni

Source: Socialistisk Standpunkt