Gadekampene i Frankrig er taget til i de sidste dage. Nu breder de sig over 200 distrikter. Tusinder af biler er blevet brændt. Hundredvis af kontorer og butikker er blevet raseret. Det franske kamppoliti, CRS, og politiet er overvældede, demoraliserede og udmattede. Forstæderne til Frankrigs store byer er nu kamppladser.
Den umiddelbare årsag til urolighederne er to unges død. De frygtede endnu en politiaktion, og gemte sig i en transformerstation. Men ud over denne tragiske hændelse kan den ekstraordinære store bevægelse kun forklares på baggrund af arbejdsløshed, fattigdom, og social og etnisk diskrimination, som er blevet ophobet i årtier. Det er også en reaktion mod kynismen hos den parasitiske og korrupte klasse, som står for ”republikansk orden” og dagligt harcelerer mod ”forstædernes afskum”, og hvis reaktionære mentalitet bliver udstillet i det provokerende og aggressive sprog hos indenrigsminister Nicolas Sarkozy.
Der er ikke blevet sparet nogen lejlighed til at fordømme urolighederne og glemme de virkelige årsager bag denne vrede. Gadekæmperne bliver udstillet som hooligans, kriminelle og manipuleret af bandeledere. Virkeligheden er en ganske anden. Det, der foregår, er en opstand i ungdommen – ikke den kastrerede ungdom, men den mest undertrykte, nedtrådte og mest desperate ungdom. De borgerlige er chokerede over deres metoder? Er de unge ikke ”civiliserede” nok? Men kunne man forestille sig, at forklaringen bag deres grove manerer (ifølge borgerlig smag) skal findes i det faktum, at de for størstedelens vedkommende er vokset op i absolut elendighed, for slet ikke at tale om politibrutalitet!
Er der overhovedet en eneste af disse unge, der ikke har været offer for fattigdom eller diskrimination? De er fulde af had. Men i modsætning til, hvad vi ofte hører, er had ikke altid en dårlig ting. Had kan være en stor hjælp til menneskelig frigørelse, når det rettes mod dette onde systems uretfærdighed.
Fra kommunisters og fagligt aktives synspunkt kan der være mange ting at indvende mod de metoder, de unge bruger. Det er ikke arbejderbevægelsens metoder. De skyder forbi målet. Vi kan ikke bifalde ødelæggelsen af skoler, sundhedsklinikker, forretninger eller biler. Men sådanne aktiviteter ligger i sådanne mobiliseringers natur. Før de første fagforeninger i det nittende århundrede, var der mange sager, hvor arbejdere i desperation smadrede fabrikker og maskiner og angreb tilfældig ejendom. Men de unge vi taler om, kender ikke til arbejde – og mange af deres forældre er også udelukket fra det. I mange af områderne er beskæftigelsesgraden på omkring 40 pct. Blandt de unge selv er der mange, der er uenige i sådanne aktioner, men til forskel fra strejkende arbejdere, der har organisationer og træffer kollektive beslutninger, har de ingen mulighed for at stoppe dem.
Men dette til trods er regeringens og mediernes attitude over for sådanne ødelæggelser fuldstændig hyklerisk. De græder krokodilletårer. Vi forstår fuldstændig den vrede, der er hos de arbejdere og deres familier, der lider under ødelæggelserne. Disse arbejdere har intet at gøre med de sociale årsager til gadekampene. De er selv ofre for kapitalismen. Men det er nødvendigt at sige én ting: hvis disse gadekampe fortsatte i et år, ville de ikke være i stand til at ødelægge lige så mange forretninger, arbejdspladser eller offentlige skoler, klinikker og andre services, som den vandalisme, der bliver udført af hooligans i jakkesæt og slips, og sidder i arbejdsgiverorganisationen MEDEF og regeringspartiet UMP.
De Villepin og Chirac har opfordret til ”orden”. De Villiers har ogsa talt om ro og orden, og har opfordret til at sende hæren ind for at slå oprøret ned. Men hvilken slags ”orden” snakker vi om her? Det er ”orden” for en republik, der er pilrådden og baserer sig på korruption. Det er en orden, hvor et lille antal store kapitalister underordner hele verden deres appetit efter profitter og magt. Det er en orden, hvor de unge forventes passivt at acceptere deres lod i livet, hvor arbejderne stille underordner sig markedets love, hvor de rige bliver rigere mens fattigdom bliver mere udbredt. Sarkozys fjendtlighed over for forstæderne, som han bittert præsenterer som rugekasse for muslimsk fundamentalisme, kriminalitet og endda terrorisme, er intet andet end den anden side af hans fjendtlighed over for arbejderne i sømandsforbundet SNCM (som blev mødt af antiterrorkorps, da de strejkede imod privatiseringer, red.), RTM eller enhver anden gruppe af arbejdere, der forsøger at kæmpe imod privatiseringer og social forarmelse.
Dette oprør viser, hvad der sker i den franske arbejderklasse under overfladen. Det er en udfordring for fagbevægelsen, for Socialistpartiet og Kommunistpartiet, som ikke må ignorere sådan en vigtig bevægelse. Hvis vi skal vælge mellem disse modige, kampvillige og beslutsomme oprørske unge – på trods af alle deres fejl på grund af deres politiske uerfarenhed og manglende organisation – og de hærdede repræsentanter for kapitalismen, som har sendt CRS imod dem, har vi ikke svært ved at vælge, hvor vi står.
Når Francois Hollande (en af lederne af Socialistpartiet) nægter at kræve Sarkozys afgang, under påskud af ikke at ville støtte gadekampene, gør han intet andet end at støtte Sarkozy selv. Når vi har sagt det, er det ikke nok, at Sarkozy træder tilbage. Vi må kræve, at hele regeringen trækker sig tilbage – det vil sige omgående nyvalg.
De unge har ikke brug for moraliserende taler, men et revolutionært program for handling, der er lige så meget imod kapitalismen, som kapitalismen er imod os. De ”blinde” gadekampe af den type, vi nu ser, er ikke kun et resultat af kapitalismens forfald; de skyldes også den fejlslagne politik, som 15 års venstrefløjsregeringer har ført siden 1981. Her har repræsentanter for Socialistpartiet og Kommunistpartiet været tilfredse med at gennemføre en række små reformer, der intet gjorde for at ændre ved kapitalismen. Den sidste venstrefløjsregering gennemførte endda store programmer for privatiseringer, som Chirac, Raffarin og de Villepin blot har fortsat siden 2002.
I dag er vores opgave som socialister og kommunister, tålmodigt at forklare til hver af de unge, til hver arbejder og til hver arbejdsløs eller pensionist, at kapitalisme betyder socialt forfald, og der ikke findes nogen vej til at vende denne tendens, så længe bankerne og de store virksomheder forbliver under kapitalisternes kontrol. Vi må række vores hænder i solidaritet til de unge i oprør; forklare til dem, at ingen gadekampe, uanset hvor store eller udbredte, de er, vil være i stand til at løse deres problemer. Vi må invitere dem til at organisere sig med os for at forberede os og kæmpe for at omstyrte kapitalismen.
Repræsentanterne for kapitalismen vil komme med den mængde knipler, tåregas og håndjern, der er nødvendig for at ”genoprette ro og orden”. Men de kan ikke løse nogle af de problemer, som knuser disse unge. Gadekampene vil uundgåeligt slutte og dø ud. Men de rodfæstede årsager vil vedblive. Blandt de unge, der modigt slås mod CRS’ brutalitet i dag, vil vi finde et godt antal, der vil kæmpe for socialismens sag – så længe vi henvender os til dem i et sprog, de kan forstå – et revolutionært sprog.
Det der forberedes, er en revolution. Det kapitalistiske system er ude af stand til at møde de behov, som folk har. Systemets eksistens er i konflikt med de sociale erobringer fra fortiden. Systemets repræsentanter angriber arbejderklassen, de arbejdsløse og pensionisterne. Arbejdsløshed, usikkerhed og elendighed breder sig. Mens de Villepin taler om at lette ungdommens ”lidelser”, forbereder regeringen og MEDEF nye angreb på arbejdsløshedsunderstøttelsen. Oprøret i Frankrigs gader er et konkret udtryk for de skarpe spændinger, der er blevet opbygget i det franske samfund. Gadekampene er et yderligere bevis – sammen med mange andre – på, at Frankrig er trådt ind i en epoke med grundlæggende social ustabilitet, og i denne epoke vil arbejderne i dette land blive nødt til at tage udfordringen op og gøre en ende på kapitalismen.