Kapitalismens historiske krise, revolution i Mellemøsten og Europa og et socialistisk alternativ til den Europæiske Union. Det var bare nogle af de emner, der udgjorde baggrunden for Socialistisk Standpunkts 10års jubilæum lørdag den 24. september.Forud var gået ugevis af forberedelser og resultatet lod intet tilbage at ønske.
Redaktøren for IMT’s internationale hjemmeside marxist.com, Alan Woods, var hovedgæst ved arrangementet, der blev indledt med, at Lasse Bertelsen gav et kort oprids af Socialistisk Standpunkts historie og de store udfordringer og muligheder, som de revolutionære marxister står overfor i Danmark.
Den internationale situation
Herefter fik Alan Woods ordet og holdt en inspirerende tale om den nuværende politiske situation internationalt, med fokus på Europa. For Socialistisk Standpunkts jubilæum er ikke bare en anledning til fest, men i lige så høj grad en anledning til, med fornyet kraft, at gøre os vores opgaver klart. Den internationale kapitalisme er i en historisk krise. Borgerskabet er i panik. Særligt situationen omkring Euroen er anledning til vild forvirring blandt de herskende klasser i Europa og USA. Alan forklarede, at selv os i IMT havde taget fejl i forhold til euroen. Vi havde ikke forventet, at det ville lykkes det europæiske borgerskab at etablere møntunionen, på grund af modsætningerne landene imellem.Imidlertid måtte vi konstatere at det, på baggrund af det spekulative opsving i det sidste årti, lykkedes dem midlertidigt at overkomme disse modsætninger. Dog kun med det resultat at reproducere modsætningerne på endnu højere niveau. Økonomierne i Europa trækker simpelthen i hver sin retning. Allerede et årti tilbage forklarede IMT, at ved en kommende krise ville alle modsætningerne i Europa komme op til overfladen og trække møntunionen i stykker. Det er, hvad vi ser udspille sig i dag. Grækenland vil gå bankerot og det vil trække hele den europæiske økonomi med sig i en dyb krise, startende med banksektoren. Nu taler borgerskabets strateger ikke længere om farerne mod Euroens overlevelse, men selve EU's.
Brud i den politiske situation
Analyser af økonomi er ikke interessant for marxisterne, som isoleret fænomen. Det mest afgørende er hvilken effekt, de økonomiske udviklinger har på samfundet - på klassekampen. Alan forklarede videre i sin tale, hvordan menneskets bevidsthed er konservativ. De fleste klynger sig til det, man kender. På den måde halter bevidstheden også efter begivenhederne. Men de enorme økonomiske rystelser vender op og ned på arbejderklassens liv. Lenin beskrev i sin tid, hvordan politik er koncentreret økonomi. De to ting hænger uløseligt sammen. Konsekvensen af krisen så vi med starten af den revolutionære bølge, der er skyllet fra den arabiske verden og ind over Europa. Millioner er arbejdsløse og mister dagligt rettigheder, som de troede var naturgivne. Det har en dyb effekt på massernes bevidsthed og vil fortsætte med at have det fremover. Kapitalismens krise tvinger arbejderklassen og ungdommen ud i kamp.For revolutionære er den nuværende situation ikke en grund til bekymring. Tværtimod. Aldrig har situationen været bedre for at vinde de bedste arbejdere og unge til de marxistiske ideer. De bevægelser, vi har set i Mellemøsten, Sydeuropa og senest også i England, vil også komme til Danmark, og marxisterne i IMT og Socialistisk Standpunkt vil være klar. Det største problem for arbejderklassen og ungdommen i dag ligger i toppen af arbejderbevægelsen. Deres højredrejning har taget en hidtil uset ekstrem grad. Det betyder, at arbejderklassen og ungdommens frustrationer ikke direkte og umiddelbart bliver afspejlet i en vækst i arbejderpartierne og fagforeningerne. Det vil være en længere proces, men før eller siden vil arbejderklassen og ungdommen indse, at det er afgørende, at genindtage sine organisationer for at kanalisere klassens kræfter i et samlet udtryk. Det betyder, at der i horisonten fremtoner sig store kampe om den politiske linje i arbejderpartierne og fagforeningerne.Socialdemokratierne og SF ser ud til at gå i regering med Radikale Venstre og Enhedslisten. Ikke forstået sådan, at Enhedslisten officielt vil komme med i regeringen, men - understregede Alan - Enhedslistens folketingsgruppe vil blive tvunget til holde hånden under den kommende regering, også selv om den vil lave nedskæringer på arbejdere, gamle og unge. Med andre ord vil det i praksis betyde, at de skal tage ansvar for den førte politik, som hvis de deltog i regeringen. Det vil give anledning til voldsom intern diskussion. Den seneste udvikling med udsplitningen fra SUF er blot en forsmag på de rystelser, der vil komme og split til både højre og venstre. Derfor er det afgørende, at sympatisører ikke blot betragter begivenhederne på afstand, men bliver aktive deltagere og går med i Socialistisk Standpunkt og IMT.
Mad og logistik
Efter talen blev der samlet ind til fødselsdagsgave og herefter gik madholdet på banen. Da det lejede lokale ikke havde et særligt stort køkken, var det nødvendigt med en større logistisk operation. Der blev ovnstegt oksestege fem forskellige steder i byen og alt sammen skulle koordineres, så maden til de 70 spisende gæster kunne serveres samtidig. Kunststykket lykkedes over al forventning, til stor tilfredshed for gæsterne. Under maden blev der - i bedste fødselsdagstradition - sunget lejlighedssange, lavet i dagens anledning og i det hele taget var humøret højt.
Musik skal der til
Efter maden var tiden til den mere løsslupne del af programmet kommet. Aftenens program blev åbnet af Rasmus Jeppesen som konferencier, der kunne byde velkommen til Mads Rosenkrands og Reservatet, som startede aftenens show, med stille numre. Efter trubadurerne var tiden kommet til rapperne Vakili, der med vanlig præcision og flow gav den gas og fik salen op at stå, blandt andet med sit nye hit ”Listen”.Så var stilen lagt og Tempo Bang bar fanen videre og udslyngede revolutionær rap og freestyle til den rytmehungrende forsamling. Den til lejligheden indrettede bar forsynede gæsterne med både øl og drinks i rigelige mængder, så stemningen var høj, og blev ikke mindre som aftenen skred frem og DJ’en Rune Pedersen tog hånd om festen med stor dygtighed.Alt i alt var der tale om et yders vellykket arrangement. Det afspejler på sin egen måde den store entusiasme, som skiftet i den objektive situation har bevirket. Vi kan se, at tingene bevæger sig i vores retning og vi er klar til at gøre, hvad der er nødvendigt for at udnytte mulighederne maksimalt og bringe de marxistiske ideer tilbage i spidsen for den danske og internationale arbejderbevægelse. Kapitalismens rolle er udspillet og aldrig har de objektive omstændigheder for en socialistisk revolution været bedre. Takket være den store planlægning og entusiasme, der blev lagt i arbejdet, blev det en dag, vi sent vil glemme og et fantastisk grundlag til at sætte fart under opbyggelsen af den marxistiske tendens i Danmark. Her fra redaktionen skal lyde en stor tak til deltagere og aktivister og ikke mindst: Tillykke Socialistisk Standpunkt! Leve den internationale socialistiske verdensrevolution!
Source: Socialistisk Standpunkt (Denmark)