Denne udtalelse er udarbejdet af kammerater fra den russiske sektion af Den Internationale Marxistiske Tendens. Den udkom første gang d. 24. februar. Originalen kan læses på russisk HER. Udtalelsen bringer vi som et eksempel på, hvordan IMT i alle lande sætter internationalismen forrest, og ikke tager side i den reaktionære imperialistiske krig, men retter skytset imod den herskende klasse i hvert land. Den bør derfor også læses i forlængelse af IMTs teser om krigen som kan findes HER. Den danske sektions udtalelse kan læses HER.
[Source]
I de tidlige timer d. 24 februar lancerede den russiske hær en militæroperation mod Ukraine med luftangreb på militærenheder, luftforsvaret og ammunitionsdepoter. I en videobesked til nationen retfærdiggjorde den russiske præsident Vladimir Putin operationen ved at læse op fra en appel fra folkerepublikkerne fra Donbas, der anmodede om militær beskyttelse. Han sagde, at operationens formål ikke var at besætte Ukraine men et spørgsmål om afmilitarisering og “afnazificering.” Han appellerede til soldaterne i det ukrainske forsvar om, at de skulle smide våbnene og stoppe med at adlyde den “anti-folkelige junta, som berøver befolkningen”.
I tidligere artikler har vi, den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), vurderet sandsynligheden for et direkte militært sammenstød mellem Ukraine og Rusland til at være ekstremt lille. Dette skyldes, at vores analyse fokuserede på den russiske imperialismes interesser, kapaciteter og tidligere adfærd. En decideret krig i Ukraine blev dengang anset som et ekstremt farligt krigsprojekt for Putins regime, med et lige så usikkert udfald, som ville betyde enorme omkostninger for Rusland selv. Situationen har dog udviklet sig fra slemt til værre, siden den nu er eskaleret ud i denne katastrofale situation. Putin invaderede med antagelsen om, at den ukrainske stat ville smuldre under det første angreb, hvorefter det kun ville være nødvendigt at føre en blitzkrig og installerer en ny, loyal regering i Ukraine. Putins anerkendelse af folkerepublikkerne er ikke et spørgsmål om en sidste-øjebliks-beslutning, der blev taget under særlige omstændigheder. Det viste sig nemlig, at Putins videobesked var blevet filmet allerede d. 21. februar.
En betydelig del af det russiske samfund og den russiske venstrefløj retfærdiggjorde både anerkendelsen af folkerepublikkerne og det russiske militærs indtog i Ukraine med påstanden om, at det ville sætte en stopper for skyderierne i Donbas og det otte år lange bombehelvede, som påvirker millioner af mennesker. Det er der en vis sandhed i, selvom vi i tidligere udtalelser har påpeget de negative konsekvenser ved at anerkende republikkernes uafhængighed, og hvor vi fordømte både anerkendelsen og interventionerne. Men nu hvor missiler flyver imod Ukraine, er det ikke længere en mulighed at påstå, at militære tropper kan sættes i brug med formålet om at “ende krigen”.
Det er svært at finde noget mere hyklerisk, end de udtalelser der er kommet fra Putin og andre politikere om “afnazificering”. Stik modsat deres retoriske appel til mindet om Den Store Patriotiske Krig i 1941-1945, og de ofre som blev givet af det sovjetiske folk i kampen mod nazismen, er Putins regimes historiske model ikke Sovjetunionen. I virkeligheden er Putins projekt det Russiske Imperium, som han også gentagende gange har sagt direkte. Hans lange tale d. 21. februar angående brugen af soldater i LPR (Folkerepublikken Lugansk) og i DPR (Folkerepublikken Donetsk) var eftertrykkeligt antikommunistisk. Talen udtrykte en russisk chauvinistisk holdning, ikke en sovjetisk internationalistisk. I Rusland bliver nazi-sympatisører jævnligt hyldet, selvom det på ingen måde kan sammenlignes med omfanget i Ukraine. Den Hvide Bevægelse bliver glorificeret og kommunisterne bliver forfulgt, inklusive ansatte i Kommunistpartiet. Kommunistpartierne i folkerepublikkerne i Donbas er stadig kriminaliserede. De russiske myndigheders politik er en national-chauvinistisk, anti-kommunistisk, anti-demokratisk politik, som berøver arbejderklassen. Under sådanne forhold, er det kun ekstremt naive mennesker, som vil kalde Rusland en anti-fascistisk kraft.
Selv hvis Putins blitzkrig lykkes, og den siddende ukrainske regering bliver brudt op, så vil enhver erstatning af de russiske bajonetters være lige så reaktionært, bare med et andet udtryk. Det kan ikke være anerledes. Vi behøver kun at påpege de kræfter, som det russiske regime har næret i Donbas i de sidste otte år; hvordan de har dræbt officerer, der har skabt problemer; og de motiver som har styret de ukrainske politikere i samme periode. Når man ser på indskrænkningen af det borgerlige demokrati i Rusland selv, kan man ikke forvente, at Putin vil bidrage til en demokratisk udvikling i Ukraine. Vi kommer ikke til at se en “afnazificering”, men en “nazifiscering” under et andet banner.
Krig er det mest komplicerede emne at analysere. Vi kan naturligvis ikke forudse udfaldet af en militær operation. Men på trods af den enorme mængde ressourcer og den teknologiske overlegenhed i den russiske hær, sammenlignet med den ukrainske hær, er der stadig en chance for, at den ukrainske hær og stat ikke bare vil kunne nedkæmpes i løbet af få dage. Under sådanne forhold vil det mest mareridtsagtige scenarie for arbejderklassen i Rusland og Ukraine blive virkelighed: et langvarigt blodbad, hvor arbejderklassen bliver ofrene. Men uanset udfaldet af krigen, vil russisk og ukrainsk chauvinisme nå nye højder, og dybe sår vil blive påført relationen mellem den ukrainske og russiske arbejderklasse, som vil bestå i de kommende mange årtier. Derfor er kampen for forsoning mellem folkene og kampen mod chauvinisme af alle afarter den mest presserende opgave for kommunistiske internationalister idag.
Den vigtigste opgave for ærlige, russiske kommunister er direkte at modsætte sig den russiske militærintervention. Godkendelsen af denne operation under påstanden om, at den vil “beskytte den russiske befolkning”, “kæmpe mod nazismen” og så videre, er et direkte forræderi imod internationalismens principper. Kommunistpartiets ledelses position, som formelt tilbød Putin deres anerkendelse af folkerepublikkerne i Donbas og derefter godkendte brugen af tropper og militære operationer, har i den forstand påført enorm skade. Det er nævneværdigt, at dette foregår i præcis det øjeblik, hvor kommunistpartiet selv, fra Moskva til Vladivostok, bliver mødt med repression. Vi mener, at konsekvente kommunister i partiets rækker bør protestere imod det faktum, at ledelsen ikke bare har kapituleret til russisk chauvinisme, men også står i spidsen for optoget! Tiden er inde til at alle loyale kommunister mindes lektionerne fra Anden Internationales kollaps - mindes Lenins kamp mod social-chauvinisterne og de principper hvorpå den Kommunistiske Internationale blev bygget!
Vi opfordrer alle kommunister i Ukraine, Rusland og Donbas til at modsætte sig krigen. Vi opfordrer al militærpersonel i den Russiske Føderation til ikke at udføre kriminelle ordre. Vi opfordrer til kamp imod chauvinisme i alle dens afarter - for folkets internationale broderskab.
IMOD MILITÆR INTERVENTION!
IMOD RUSSISK IMPERIALISME!
IMOD ALLE FORMER FOR CHAUVINISME!
NEJ TIL KRIG MELLEM FOLK! NEJ TIL FRED MELLEM KLASSERNE!