Der kan gives mange eksempler på stalinismens rolle i praksis, men hvilket bedre findes der end det stalinistiske Sovjetunionens egen udvikling og undergang efter Stalins død? Vi vil her kaste et blik på stalinismens udvikling i Sovjetunionen over de knapt 50 år efter anden verdenskrig, og hvordan dets sammenbrud var en logisk følge af stalinismen selv.

Sovjetunionen efter Stalins død er blevet kaldt “den virkeliggjorte socialisme”. En planøkonomi med en politisk overbygning, der mindede mere om fascisme end socialisme: En etpartistat med hård censur; et regime med politisk forfølgelse af systemkritikere fra en allestedsnærværende og almægtig efterretningstjeneste; en stat med et gigantisk bureaukrati, som levede i en verden af luksus, den almindelige sovjetarbejder end ikke kunne forestille sig. Dette var altså stalinismens virkeliggjorte socialisme. Det var stalinisme i praksis – også efter Stalins død. Men hvis den var så god; hvis den virkelig havde gjort op med Stalins “excesser”, hvorfor styrtede det hele så i grus i starten af 90’erne? For at besvare dette må vi starte, hvor Stalins regime sluttede.

Stalinismen kom styrket ud af anden verdenskrig. Næsten egenhændigt havde den degenererede arbejderstat banket nazisterne. Sovjetunionen og primært dens planøkonomi havde vundet anden verdenskrig. Stalins metoder var brutale, og millioner døde unødigt på grund af Stalins politik og hans generalstabs forældede taktik. Men det er sejrherren, der skriver historien, og Stalin skrev sin egen som den store leder. Glemt var den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt og hans egen faneflugt ved naziinvasionen. Efter krigens afslutning erklærede stalinisterne med sikkerhed i stemmen, at »vores socialisme er den eneste mulige«.

Stalins død

Efter krigen var det internationale borgerskab i dyb krise. Kapitalismen faldt i Østeuropa med den Røde Hærs indmarch. På den anden side af jorden rystede også de kinesiske masser kapitalismens åg af sig. I Sovjetunionen gjorde planøkonomien fantastiske fremskridt. I løbet af de første 5 år efter krigens afslutning var den sovjetiske økonomi på fode igen. Det skete ikke med Marshall-hjælp, men ved egne kræfter, som den britiske akademiker Leonardo Schapiro, der absolut ikke kan beskyldes for sovjetiske sympatier, skrev:

»I 1948 havde landet nået det punkt hvor det begyndte at overkomme ødelæggelsen som krigen havde forårsaget. Genopretningen efter 1947 var så sandelig spektakulær. I 1947 var den overordnede industriproduktion stadig ikke på niveau med 1940. I 1948 var dette allerede overskredet og i det sidste år af Stalins liv, 1952, havde det oversteget det med to og en kvart gang.«

Planøkonomien kastede Sovjetunionen ind i den moderne tidsalder. Men den økonomiske politik i efterkrigsårene fokuserede primært på sværindustrien og fremstilling af produktionsmidler. Leveforholdene for den almindelige sovjetarbejder var stadig overordentligt sparsommelige. Det gjaldt dog ikke for bureaukratiet, hvis privilegier voksede kraftigt, efter krigsproduktionens snærende bånd var fjernet. Der var stadig et officielt loft over bureaukratiets lønninger. Men de begyndte bl.a. at modtage såkaldte paketij (pakker) i de højere parti- og statsinstitutioner ved siden af lønnen hver måned. Disse var hemmelige skattefri kontantbetalinger, som var højere end den officielle løn. Med den økonomiske fremgang eksploderede uligheden nu. I de højeste institutioner nåede differencen 1:50 og derefter hurtigt 1:100 mellem de højest og lavest betalte, hvis man tog de mange gratis privilegier med. Bureaukratiet, der lukrerede på planøkonomien, måtte forsøge at skjule sine privilegier, og endda sin eksistens som social gruppe. I statistikkerne blev de blandet sammen med arbejdere, og retorisk forsøgte de at dække sig med revolutionen og Lenins autoritet, mens de påstod at tale i socialismens navn.

Politisk følte bureaukratiet under Stalin få begrænsninger på sin magt. Med absolut magt fulgte absolut korruption. På det sovjetiske kommunistpartis (SUKP) 19. kongres i 1952 blev personkulten omkring Stalin gjort total. Men Stalin kunne se, hvordan korruptionen begyndte at true regimets legitimitet. Det er umuligt at få arbejderklassen til at bringe ofre og arbejde hårdere, hvis det er tydeligt, at alle byrderne lægges på dens skuldre, mens de privilegerede få lever i luksus.

Samtidigt betød Stalins terrorregime og krav om fuldstændig lydighed også, at han var fuldstændig afskåret fra den virkelige verden. Alle der omgav ham, agerede sleske nikkedukker af frygt for at blive den næste, som blev stillet mod muren. Hans omgivelsers absolutte underkastelse gjorde ham dog ikke mere tryg. Tværtimod. Hans paranoia voksede. I løbet af 1952 forberedte han derfor en ny udrensning af samme kaliber som de brutale skueprocesser i 30’erne. I januar 1953 bragte Pravda således en afsløring af det såkaldte lægekomplot: Angiveligt skulle en gruppe primært jødiske læger stå bag en konspiration om at myrde toppen af regimet inklusiv Stalin. Først blev 37 anholdt og tortureret til tilståelse. De angav andre “skyldige” og hurtigt steg antallet af arresterede til hundreder. Kampagnen begyndte at tage fart. Mange topfolk blev fængslet, inklusiv Marskal Vorosjilov og vicepremierminister Molotov, under anklager om at være britiske spioner. Også Beria, Stalins brutale bøddel i spidsen for sikkerhedstjenesten NKVD blev bortvist. Skrækslagen kunne en del af bureaukratiet betragte, hvordan landets økonomi og institutioner, der knapt var blevet konsolideret efter at have stået på afgrundens rand i verdenskrigen, nu stod overfor at blive kastet ud i et nyt altødelæggende kaos.

Men den 5. marts 1953 døde Stalin pludseligt og uden varsel. Ingen ved om dødsfaldet var arrangeret indefra i bureaukratiet. Hvis det ikke var et mord, var det i hvert fald belejligt for resten af bureaukratiet. Som enkeltpersoner havde de ikke lyst til at miste livet, men som regerende kaste frygtede de også for de sociale og økonomiske konsekvenser af at gentage galskaben fra 30’ernes skueprocesser. Mens det er umuligt at fastslå, om Stalin blev myrdet, er det et faktum, at kampagnen omkring “lægekomplottet” efter hans død omgående blev stoppet. Beria, der for en kort stund var tilbage i varmen, kunne som nyudnævnt kommissær for indenrigsanliggender den 6. april citeres i Pravda  for, at undersøgelser havde vist, at lægekomplottet var det pure opspind fabrikeret af en laverestående bureaukrat, der omgående blev henrettet. Sagen blev lukket.

En magtkamp udspillede sig nu i bureaukratiet om hvem, der skulle udfylde magttomrummet. Den fløj der havde været tættest på Stalin, mente, at et fortsat jerngreb var nødvendigt for at sikre regimet. En anden fløj havde draget den modsatte konklusion, at det var nødvendigt at få bugt med den værste korruption og åbne op for at lindre de sociale modsætninger. Målet for dem begge var at bevare bureaukratiets absolutte kontrol og forhindre politisk revolution. Reformfløjens mand Nikita Khrusjtjov blev vinder af magtkampen.

Reformfløjen i bureaukratiet måtte konsolidere sin magt. Sammen med tusinder af andre hardliner-stalinister blev Beria offer for sin egen medicin og udrenset. I juli 1953 blev han således arresteret, anklaget for landsforræderi og skudt, mens det NKVD han havde stået i spidsen for blev underlagt strengere kontrol. De værste og mest brutale love blev fjernet, og sovjetborgerne kunne indånde en lille mundfuld luft efter årtier under Stalins kvælende og paranoide styre. Også på det økonomiske plan blev der indført reformer og flyttet ressourcer fra sværindustrien til forbrugsgodesektoren. Realforbruget var således i 1958 steget med 66 % sammenlignet med 1950: Det tredobbelte niveau af hvad det havde været i 1944.

Den bløde stalinisme

Men Stalins død betød ikke slutningen på det stalinistiske regime. Reformer eller ej, intet grundlæggende var ændret. Afstanden mellem arbejdere og bureaukrater var større end nogensinde. Frustrationerne ulmede. I 1953 rejste de østberlinske arbejdere sig anført af bygningsarbejderne i protest mod de umulige arbejdsnormer. Det østtyske regime stod magtesløse, og Moskva måtte sende kampvogne for at knuse bevægelsen.

Reformerne var ikke nok til at sikre den sociale stabilitet. Der måtte mere til. På SUKP’s 20. kongres i 1956 kom så den store afsløring. Khrusjtjov holdt sin hemmelige tale, hvor han forsøgte at lægge ansvaret for alle forbrydelser og dårligdomme på Stalin og Berias skuldre. Det var en sand bombe. Her blev Stalins forbrydelser efter at have været skjult og benægtet i årtier pludseligt blotlagt og udsat for hård kritik – noget der havde været ensbetydende med en dødsdom tidligere. Alle Sovjetunionens problemer kunne ifølge Khrusjtjov reduceres til Stalins person. Men virkeligheden var, at alle bureaukraterne havde været involveret i Stalins forbrydelser og absurde politikker. Mange bureaukrater sad derfor uden tvivl og trykkede sig lidt i tilhørersæderne, mens den ene uhyrlighed efter den anden blev remset op.

Afsløringerne i Khrusjtjovs tale sendte chokbølger gennem den kommunistiske bevægelse og de såkaldt kommunistiske lande, efterhånden som talens indhold slap ud. Efter årtier hvor alle havde prist Stalin som den store leder i de mest ulækre vendinger og retfærdiggjort og medvirket til millioner af menneskers død, alt sammen som tro undersåtter til Stalin, blev han pludselig fordømt af selveste Sovjetunionens kommunistparti! Men ledelserne af de stalinistiske partier, der kort forinden havde tilbedt Stalin, vendte sig nu imod deres tidligere gud uden at fortrække en mine. Drejningen var en glimrende illustration på den fuldstændige mangel på principper i den stalinistiske bevægelse. I årtier var bevægelsen blevet formet til at tilpasse sig opportunistisk, hver gang der blev udkommanderet en ny vending fra Moskva. Alle der havde været for selvstændigt tænkende, var blevet fjernet; mange gange endda fysisk fra jordens overflade. Nu kom en ny stærk mand i stedet for den gamle, og hele verdens stalinistiske partiapparater rettede ind uden at stille spørgsmål. Anderledes var det blandt masserne.

Kombinationen af afsløringerne og den lille tilbagerulning af repressionen havde omgående virkning. De polske arbejdere rejste sig, i hvad der skulle blive en langstrakt kamp over tre årtier for at frigøre sig fra bureaukratisk styre. Den direkte foranledning var Khrusjtjovs tale. I juni 1956 begyndte en generalstrejke i Poznan, som spredte sig til hele landet. Arbejderne opsatte spontant arbejderråd. Men det polske kommunistparti under Władysław Gomułka, som havde siddet fængslet under Stalin, fik tilkæmpet sig kontrollen ved at love reformer, udnytte de nationale spændinger og fremføre sin ide om en særlig “polsk vej til socialisme”. Gomułka reddede på den måde det polske bureaukrati, der omgående lavede en aftale med Moskva, som ikke turde sætte kampvogne ind af frygt for at fremprovokere en revolutionær eksplosion. Aftalen med Gomułka kostede Moskva indflydelse i Polen, men det vigtigste var, at de polske arbejdere blev holdt fra at tage magten – noget der hurtigt kunne have spredt sig til Sovjetunionen.

Ungarn var det land, hvor begivenhederne gik længst i 1956. I oktober udviklede en masseopstand sig hurtigt til en egentlig revolution. Arbejderne opsatte revolutionære komiteer. De russiske soldater der var udstationeret i Ungarn, var sympatisk indstillet over for bevægelsen. Nogle gik endda med i kampene mod det forhadte hemmelige ungarske politi AVO. Disse tropper var tydeligvis ikke nogen, moskvabureaukratiet kunne stole på. Khrusjtjov måtte trække dem tilbage til Rusland for at hindre den revolutionære smitte i at sprede sig. Trods hans snak om opblødning viste praksis, at den kun gjaldt, så længe den ikke truede bureaukratiets position.

Sovjetiske kampvogne i Budapest.

Nye soldater fra Fjernøsten blev sat ind. Moskva sørgede for, at de blev holdt i deres kampvogne uden mulighed for at fraternisere og fik at vide, at oprørerne de skulle bekæmpe, var fascister. Bevægelsen blev druknet i blod. De ungarske arbejdere kæmpede heroisk. Ikke for indførsel af kapitalisme men for selv at tage magten over samfundet og smide bureaukratiet på porten. I starten var deres tilgang lidt forvirret, og de appellerede blandt andet til FN om at gribe ind. Men de lærte hurtigt, og deres sidste appeller var rettet til verdens arbejdere. Det høje bevidsthedsniveau illustreres af, at arbejderrådenes krav i høj grad fulgte Lenins fire betingelser for en arbejderstat, som var: Alle embedsfolk skal vælges med ret til tilbagekaldelse; Ingen embedsfolk må få en højere løn end en faglært arbejder; Ingen stående hær men et væbnet folk; Alle bør deltage i administrationen. Hertil tilføjede de ungarske arbejdere: Slut med etpartistaten! – et krav som Trotskij og Venstreoppositionen havde fremført længe før dem.

Oprørerne ønskede ikke et opgør med planøkonomien, hvilket også kunne ses i følgende meddelelse:

»I dag den 14. november 1956 dannede delegerede fra distriktets arbejderråd Storbudapests Centrale Arbejderråd [...]. Det Centrale Arbejderråd har fået mandat til at forhandle på vegne af arbejderne i alle Budapests fabrikker og træffe beslutning om strejkens fortsættelse eller nedlæggelse. Vi erklærer vores uforbeholdne støtte til socialismens principper. Vi betragter produktionsmidlerne som kollektiv ejendom, som vi til enhver tid er klar til at forsvare.«

Trods de ungarske arbejderes heroiske kamp afgjorde bevægelsens spontane karakter – hvilket ikke kunne have været anderledes givet de politiske forhold – og manglen på en trænet revolutionær ledelse, at udfaldet blev endnu et nederlag påtvunget af Moskvas kampvogne. Men det er yderst interessant, at vi i disse tidlige opstande kan se, hvordan arbejderne instinktivt forsvarede de virkelige bolsjevikiske traditioner og den kollektiviserede ejendom, mens de rettede deres kamp mod den parasitiske vækst på arbejderstaten: Bureaukratiet som også Lenin og Trotskij havde kæmpet imod.

Nedkæmpelsen af opstandene viste dog også, at nok havde Khrusjtjov blødt op, men når det kom til de fundamentale spørgsmål, hvor bureaukratiets interesser blev truet, var intet forandret: Arbejdere og bureaukrater stod stadig i et dødeligt modsætningsforhold.

En ung dreng fra de anti-sovjetiske styrker går gennem de sønderskudte gader.

Sovjetøkonomiens højdepunkt

I årene der fulgte, var der virkelig gang i udviklingen af den sovjetiske økonomi. I 1957 sendte Sovjetunionen verdens første satellit Sputnik i kredsløb om jorden. Dens konstante bipsignal kunne opfanges over hele jorden og gav de kapitalistiske stormagter mindelse om et ur, der talte ned til deres egen undergang. I 1961 sendte Sovjetunionen som det første land en mand i kredsløb om jorden. Khrusjtjov kunne i oktober samme år slå fast, at Sovjetunionen ville overhale USA økonomisk i løbet af de næste 20 år. Målet var isoleret set ikke urealistisk. I de ti år op til denne udtalelse var den gennemsnitlige årlige vækst omkring 10 %. Allerede i 1960 var den sovjetiske industriproduktion nået op på 75 % af den amerikanske. Men bureaukratiet, der selv troede de ville herske for evigt, var en bremse, hvis effekt i højere og højere grad skulle gøre sig gældende i årene fremover i takt med økonomiens stadigt stigende kompleksitet. Ironisk nok var tidspunktet for Khrusjtjovs udtalelse næsten sammenfaldende med begyndelsen på et stejlt og vedvarende fald i de årlige vækstrater, som varede helt frem til Sovjets sammenbrud.

I begyndelsen på det stalinistiske regime havde bureaukratiet og dets personificering, Stalin, de facto ført en ensidig borgerkrig mod sovjetbefolkningen for at sikre deres kontrol. Men siden 30’ernes skueprocesser var en del af forklaringen på, at regimet kunne bevare kontrollen, også arbejderklassens passivitet. Denne var på sin side betinget af to faktorer: Den konstante trussel om imperialistisk intervention på den ene side, og på den anden side det faktum at økonomien udvikledes i høj fart. Der var trods alt fremgang. I dag var bedre end i går, og i morgen ville blive endnu bedre. Det havde givet bureaukratiet og stalinismen en vis legitimitet. Men dette skulle vende sig til sin modsætning. Den økonomiske fremgang havde givet arbejderklassen selvtillid. Og i stedet for at Khrusjtjovs reformer og mere bløde regime betød højere tilfredshed med bureaukratiets styre, gav det rum til, at den akkumulerede utilfredshed, som var blevet opbygget gennem årtier, kunne komme ud –  ikke længere som hvisken i krogene blandt fortrolige, men kollektivt i bevægelser og opstande i hele østblokken, som måtte nedkæmpes med samme metoder som i Ungarn. Hardlinerne i bureaukratiet følte, at jorden brændte under deres fødder. Efter deres mening var Khrusjtjov gået alt for langt. De frygtede, at kontrollen var ved at glide ud mellem deres fingre. Nu var det på tide at stramme grebet igen for ikke at blive væltet af en arbejderrevolution.

Grebet strammes igen

I oktober 1964 organiserede Khrusjtjovs nærmeste kollegaer et kup imod ham. Uden forklaring var han en dag bare væk. Alle verdens stalinistiske partier gjorde endnu engang øjeblikkeligt omkring efter signal fra Moskva. Fra at være hyldet blev Khrusjtjov nu unævnelig.

Frem trådte Leonid Bresjnev. Ligesom Khrusjtjov gav han sin forgænger skylden for alt, hvad der var galt i det sovjetiske samfund, og trak en række af sin forgængers reformer tilbage. Kunstnere der var for åbenmundede, blev forfulgt; mest markant i forfatterprocessen i 1966, den første skueproces siden Stalin. KGB’s magt blev delvist genrejst omend ikke i samme omfang som under Stalin. En ny praksis i undertrykkelsen af kritikere blev indført: At erklære politiske fanger for psykisk syge. Så kunne de holdes indespærret på åndssvageanstalter  under magtfuldkomne overlæger med dertilhørende overgreb og torturlignende “behandlinger” uden nogen appelmulighed eller udsigt til frigivelse.

På en barrikade står der på både russisk og ungarsk "Russere, tag hjem!".

Kritik blev kvalt, men vækstraterne blev ved med at falde og var nu omkring 3-4 % om året. I et forsøg på at stimulere økonomien blev det besluttet at deltage i verdensmarkedet – en de facto erkendelse af umuligheden i den absurde stalinistiske ide om at kunne “bygge socialisme i ét land”. At bryde økonomiens isolation var isoleret set også progressivt. En moderne økonomi kan kun være international. Lenin og Trotskij havde i sin tid også talt for, at Sovjetunionen for at holde ud, indtil revolutionen i Vesten kunne komme det tilbagestående land til hjælp, måtte deltage i verdensmarkedet. Men på ingen måde blev dette set af dem som en løsning på revolutionens isolation og afgrundsdybe problemer. Den eneste løsning for Lenin og Trotskij, som de gang på gang understregede, var international revolution. Anderledes var det for bureaukratiet under Bresjnev. Det forsøgte at vride og administrere sig ud af de grundlæggende modsætninger: At arbejderklassens økonomiske system (planøkonomien) ikke var under arbejderklassen kontrol, og at revolutionen måtte spredes til de udviklede kapitalistiske lande.

Den øgede deltagelse i verdensmarkedet var som et spejl, der blev holdt op foran Sovjetunionens økonomi. Og billedet var ikke flatterende. Dets varer var af langt ringere kvalitet og dyrere at fremstille end dets vestlige konkurrenter. I slutningen af 70’erne udgjorde Sovjetunionens internationale handel 123 mia. dollars. Det var en stor stigning i forhold til tidligere, men landet sad i 1979 kun på 3,8 % af verdenshandlen – mindre end Hollands andel på 4,1 %.

Den reaktionære nationalistiske rolle det stalinistiske bureaukrati spillede blev også illustreret af, at selv indenfor østblokken blev mulighederne for samarbejde og økonomisk integration på ingen måde udnyttet. I Comecon (den østlige ækvivalent til det Europæiske Økonomiske Fællesskab, forløberen for EU) alene var der 450 mio. indbyggere. Længere mod øst var den kinesiske planøkonomi med 1 milliard yderligere. Mulighederne ved at samarbejde var enorme. Men på trods af at dette var den økonomiske integration i Comecon mindre end i EØF. Hvert nationale bureaukrati insisterede på at være selvforsynende med sin egen sværindustri osv. i tråd med ideen om socialisme i ét land. Det gjaldt i selv de mindste af landene. Ikke bare haltede samarbejdet, der var endda direkte krigshandlinger på grænsen mellem Sovjetunionen og Kina i slutningen af 60’erne og seriøse overvejelser i Moskva om at lave et præventivt atomangreb på kinesiske faciliteter, da Kina begyndte at udvikle sit atomprogram. Sammenstødene blev bemærket af Nixon og hans rådgiver Kissinger og førte til USA’s tilnærmelse til Kina som en mulig allieret i rivaliseringen med Sovjetunionen. Situationen var nærmest tragikomisk. Forenet ville østblokkens økonomier trods alt have stået stærkere i konkurrencen med de kapitalistiske lande, men i stedet stod de splittede og svage. Det var ikke et produkt af ond vilje men af bureaukratierne og stalinismens egen logik.

Konkurrencen med imperialisterne var naturligvis ikke kun begrænset til økonomien men blev i høj grad utrykt militært. De imperialistiske lande, inklusiv USA, havde allerede i borgerkrigen i kølvandet på den russiske revolution demonstreret, at de var mere end villige til at bruge alle midler til at smadre planøkonomierne – også militærmagt. Truslen fra Vesten var altså meget virkelig. Militærudgifterne udviklede sig til et enormt dræn på den sovjetiske økonomi, fordi det tilbagestående land hele tiden forsøgte at følge med USA’s teknologiske udvikling.

Dette dræn var dog også en konsekvens af den stalinistiske politik. I borgerkrigen havde den unge arbejderstat under Lenin og Trotskij besejret interventionsstyrker fra samtlige stormagter i verden. Det skete med ringere våben, med dårligere uddannede soldater, en nydannet hær og næsten ikke-eksisterende logistik. Hvordan kunne det lade sig gøre? Ved hjælp af politiske midler: Den Røde Hær førte dengang revolutionær krig. De røde soldaters moral var overlegen, fordi de kæmpede for deres egen frigørelse, for revolutionen. Og udadtil appellerede arbejderstaten til fjendens soldater over klasselinjer. Udenlandske soldater der overgav sig, kunne få fri og uhindret passage til deres hjemland. De kunne endda få fulde borgerrettigheder, hvis de ønskede at bosætte sig i Sovjetunionen. Udenrigspolitik er en forlængelse af indenrigspolitiken. Arbejderstaten under Lenin og Trotskij førte en internationalistisk og revolutionær politik. Så den stalinistiske kontrarevolution fik også direkte konsekvenser for, hvordan Sovjetunionen forsøgte at forsvare sig selv. De forsøgte at udkonkurrere verdens mægtigste magt i materiel og teknologi. Det kostede omkring 11-13 % af det sovjetiske BNP imod 8 % af det amerikanske. En gigantisk byrde som de sovjetiske arbejdere måtte bære.

Det uløselige problem

Men militærudgifterne var langt fra det primære problem for Sovjetunionens økonomi. Mens økonomien havde været relativt let at håndtere i de første årtier, blev problemet med manglende feedback i systemet større og større.

Under kapitalismen regerer markedet. Gennem udbud og efterspørgsel tilpasser markedet produktionen. Mekanismen er anarkisk og medfører et enormt spild og en konstant overførsel af værdi fra de brede lag af arbejdere til en lille gruppe kapitalejere. Men der er feedback, hvor uproduktive virksomheder bliver udkonkurreret og trængt af markedet.

I en planøkonomi er der ikke konkurrence. Det er netop systemets fordel: Ressourcerne kan fordeles præcis til at opfylde det sociale behov. Men når der ikke er feedback fra et marked til at sikre kvalitet og produktivitet, må en anden mekanisme sættes i stedet: Demokrati. Kun dette kan sikre, at det sociale behov rent faktisk kan bestemmes. Uden demokrati er der en lille grupper administratorer, der bestemmer, hvortil ressourcerne skal allokeres, uden kontrol fra det store flertal. Og i alle led i systemet kan administratorer, der ikke er under demokratisk kontrol, rage til sig på flertallets bekostning.

Under kapitalismen er konkurrencen og grådigheden drivende i, at kapitalisten investerer størstedelen af sit overskud i nye produktionsmidler for at få endnu mere profit. Der er masser af spild men ikke desto mindre et grundlæggende incitament. I en deform arbejderstat er bureaukratiets privilegier ikke baseret på dets ejerskab, og det har ikke gavn af øgede investeringer. Tværtimod betyder introduktion af nye teknikker og teknologi bare mere arbejde og besvær, der stiller sig i vejen for opfyldelse af deres udstukne mål. Ikke bare mangler bureaukratiet incitament til at investere, det har direkte incitament til at trække penge ud af produktionen i alle dens led for at rage til sig. Bureaukratiet i en deform arbejderstat er rent parasitisk.

Krisen der udviklede sig i Sovjetunionens sidste år, var således ikke en overproduktionskrise, som vi kender dem fra kapitalismen, hvor der er overkapacitet: For mange varer, for mange produktionsmidler i forhold til, hvad der kan sælges. Stalinismens krise var en krise i det bureaukratiske kontrol- og ledelsessystem som underminerede planøkonomiens fordele.

I Vesten stødte økonomien med den såkaldte oliekrise i 1973 mod kapitalismens hovedbarrierer; det private ejerskab over produktionsmidlerne og nationalstaten. I Sovjetunionen og østblokken blev økonomien holdt tilbage af nationalstaten og bureaukratisk kontrol og ledelse.

I slutningen af 1970’erne sandede den sovjetiske kommandoøkonomi helt til. Væksten sneglede sig frem knapt over 0 %’s vækst. Det var tydeligt for alle, at der var noget grundlæggende galt. I forsøg på at få feedback gennem systemet og forbedre kvalitet og produktivitet prøvede de sig til tider frem med at åbne op for det politiske regime og tillade kritik, som det var tilfældet under Khrusjtjov. Men hver gang måtte de smække låget på igen, fordi deres position i toppen blev truet. I forsøget på at hæve produktiviteten indførte de til tider kapitalistiske mekanismer såsom akkordarbejde og et begrænset marked. Men det pressede arbejderne, mens bureaukratiet stadig scorede kassen, hvilket førte til stigende social uro. En bureaukratisk kommandoøkonomi er én stor modsætning med bureaukratiet som omdrejningspunkt. Det stalinistiske bureaukrati kunne trods dets forskellige krumspring ikke løse problemet, fordi det selv var problemet.

Lenin sidder nedtrykt ovenpå stalinismens ruiner. Tegning er fra Danmark i slutningen af 1960'erne.

Allerede Karl Marx forklarede, hvordan et regimes historiske berettigelse ligger i dets evne til at udvikle produktivkræfterne. I de stalinistiske lande havde bureaukratiet i de første årtier kunnet høste de lavthængende frugter. Assimilation af selv almindelige maskiner og teknikker fra de kapitalistiske lande udgjorde enorme fremskridt. Men i takt med den stigende kompleksitet gik bureaukratiet fra at være en relativ til en absolut bremse på produktivkræfternes udvikling.

Den økonomiske stagnation blev mere og mere uholdbar og fik stadig mere markante politiske udtryk. I Polen udbrød i 1980-81 igen en revolutionær bevægelse; denne gang omkring den uafhængige fagforening Solidarność (en fagforening og bevægelse som de prokapitalistiske elementer nogle år senere lykkedes i at overtage). Det var en alvorlig advarsel til sovjetbureaukratiet, om at noget radikalt måtte gøres, ellers var dets dage talte.

Begyndelse på enden

Ikke bare den stalinistiske kommandoøkonomi havde udviklet en terminal sygdom. Bresjnevs eget helbred var også i kraftigt forfald. Hans selvhøjtidelighed og forsøg på at skabe en personkult ligesom Stalin blev kun værre i takt med hans legemlige degenerering under indflydelse fra rygning og store mængder alkohol. Ligesom Stalin havde han store tanker om sig selv og fik tildelt sig selv over 100 medaljer og Sovjetunionens højeste ordner; nogle af dem flere gange. I slutningen af hans embedsperiode blev han genoplivet efter hjerteanfald adskillige gange og blev til sidst holdt kunstigt i live, fordi bureaukratiet frygtede for de sociale konsekvenser af et lederskifte. Men den 10. november 1982 kunne selv de dygtige sovjetiske læger ikke længere holde ham i live.

Bresjnevs død blev starten på en bizar periode i det stalinistiske system, hvor det ene levende lig efter det andet blev sat i spidsen for den tidligere så stolte nation. I stedet for Bresjnev blev Jurij Andropov udpeget. Som tidligere KGB-chef havde han en vis indsigt i unionens virkelige tilstand og var klar over, at der måtte reformer til fra toppen for at hindre oprør fra bunden og sammenbrud. I dette arbejde fik han hjælp af en vis Mikhail Gorbatjov.

Andropov indførte en række økonomiske reformer: Bl.a. forsøg på at disciplinere arbejderne. Udeblevne arbejder skulle arresteres. Og på den anden side blev visse korrupte bureaukrater anholdt og retsforfulgt i et forsøg på at øge opbakningen til regimet og sikre bureaukratiets overlevelse som helhed. Men Andropov holdt ikke længe. Allerede i slutningen af 1983 blev han permanent indlagt, og den 9. februar 1984 døde også han. I stedet trådte den lige så gamle og knapt levende Konstantin Tjernenko, der kun holdt 13 måneder, før han den 10. marts 1985 døde af følgesygdomme fra rygning og druk.

Den store reformator

Andropovs yngre protegé Mikhail Gorbatjov tog over. Ligesom zaren i 1861 havde ophævet stavnsbåndet for at redde regimet, forsøgte Gorbatjov sig på samme vis. Til SUKP’s 27. kongres samt ved Centralkomiteens plenarforsamling i januar 1987 lancerede han sin plan om radikale og gennemgribende reformer: Glasnost (“åbenhed”) og perestrojka (“omstrukturering”).

Nu skulle der virkelig tages fat på alle problemerne! Gorbatjov indførte elementer af stakhanovisme (et system fra stalintiden med et mindre antal mønsterarbejdere som bliver betalt mere end almindelige arbejdere til gengæld for at sprænge akkorden og sætte tempoet). Målet var at få bugt med kvalitet- og produktivitetsproblemerne. Men for arbejderklassen blev perestrojka kendt som “katastrojka”. Det blev ensbetydende med angreb og lønnedgang på grund af det øgede pres for at opfylde mål under forudsætninger, der umuliggjorde det: Det er svært at opfylde produktionsmål, når råmaterialerne mangler, maskinerne ikke vedligeholdes osv. osv. Alligevel blev arbejder spillet ud mod arbejder og fabrik mod fabrik. Det var ikke ligefrem noget, der sænkede utilfredsheden med regimet.

Gorbatjov langede også ud imod bureaukratiets “ulovlige” privilegier, men øgede samtidigt de lovlige. Han løftede censuren og indførte valg til de lavere positioner i samfundet i forsøg på at svinge pisken over det konservative bureaukrati. Men hans projekt var en farlig leg med ilden. Man kan ikke tilskynde initiativ og kritik af fejl for at få højere produktivitet og samtidigt forsvare bureaukratiets parasitiske privilegier. Bureaukratiets legitimitet var i frit fald. Modsat den tidligere generation var den nye generation af bureaukrater helt uden forbindelse til revolutionen. De var afkom af bureaukrater, født ind i et privilegeret liv uden andet mål for øje end fester, druk og luksus. De var som passagererne på et Titanic, der i demoralisering over den mørke fremtid går amok i et nihilistisk orgie.

Gorbatjov fyrede 50 % af ministrene og 30 % af partisekretærerne; i alt 200.000, et højt tal, men kun en brøkdel af de omtrent 19 mio. bureaukrater. Samtidigt forsøgte han desperat at gå balancegang mellem reformfløjen og den gamle fløj af stalinistiske hardlinere. De økonomiske reformer havde til at begynde med en vis effekt, men det var kortvarigt.

Årene 1989-90 var væksten i Sovjetunionen på 0 % per indbygger. Samtidigt betød øget deltagelse i verdensmarkedet en stigende gældsbyrde. I stedet for intentionen om økonomisk disciplin medførte de økonomisk reformer kaos. I 1990 var der en rekordslående høst, men der var ikke mad på hylderne grundet spekulation, elendig administration og direkte sabotage. En fjerdedel af befolkningen var sunket ned i dyb i fattigdom.

Virkelighedsflugt gennem drukkenskab har været et konstant problem i Rusland i tusind år som konsekvens af de hårde sociale forhold. Med den økonomiske krise og generelle opløsning i 80’erne forværredes alkoholproblemerne kraftigt. Ifølge avisen Izvestia havde 27 mio. russiske arbejdere på den tid så store alkoholproblemer, at de udeblev fra arbejde mindst to dage om ugen. I en undersøgelse omfattende 800 fabrikker viste det sig, at kun 10 % af arbejdsstyrken var på arbejde i den sidste time af skiftet.

Gorbatjov forsøgte at slå ned på alkoholproblemet. 90 % af vodkabutikkerne blev lukket, og forbruget faldt omgående med 40 %. Men det ledte også til et fald i skatteindtægterne på 30 % og et massivt budgetunderskud. Og hurtigt svarede illegal destillering på efterspørgslen. I 1988 producerede disse således mellem 40-50 % mere end statsfabrikkerne.

Mens arbejderklassen sank stadig længere ned i socialt armod, var tingene anderledes på toppen af samfundet. Ikke bare havde de deres indenlandske privilegier men også adgang til Vestens rigdom. På den ene side kunne de se kaos. På den anden, derovre i den kapitaliske verden; luksus. Flere og flere højtstående bureaukrater der kun kort inden havde prist Stalin og de kommunistiske idealer, begyndte i 1990 at erklære socialismen for død, og at den eneste vej var kapitalismen, og de dannede en ny og aggressiv prokapitalistisk fløj i bureaukratiet.

Gorbatjov forsøgte stadig at balancere mellem fløjene, mens han fortsatte reformerne i et desperat forsøg på at rette op på de massive problemer. Men alle tiltag virkede modsat intentionen. Fjernelsen af priskontrollerne, decentralisering, deregulering af lønninger og krav om maksimalt budgetunderskud på 3 % bragte økonomien og samfundet i direkte fald i så stort omfang, at den militære del af bureaukratiet begyndte at blive nervøs. Ikke mindst fordi decentraliseringen pustede til løsrivelsestendenser i republikkerne, hvor nationale bureaukrater så sit snit til øget magt og rigdom. Unionen vaklede.

Det selvreformerende bureaukrati?

Mange på venstrefløjen, også i Danmark, støttede dengang Gorbatjov. De troede, at det virkelig kunne lade sig gøre for et bureaukrati at reformere sig selv væk i takt med at økonomien udviklede sig ud af sin tilbageståenhed. Men som Marx forklarede, betyder udviklingen af produktivkræfterne ikke, at den politiske overbygning automatisk ændrer sig i samme takt. Tværtimod. Den bureaukratiske overbygning i Sovjetunionen var ufleksibel og kom mere og mere i modsætning til produktivkræfterne. Den måtte sprænges. Men den russiske arbejderklasse var i slutningen af 80’erne efter generationer med stalinistisk styre fuldstændig demoraliseret. De hadede bureaukratiet. Men alligevel var fortalerne for kapitalisme ikke i stand til at vække massernes entusiasme. Arbejderklassen kunne godt se, at disse egoister kun var ude på at udplyndre den kollektive ejendom på de brede massers bekostning. Resultatet var, at de russiske arbejdere som klasse i høj grad blev hjemme fra den politiske kampplads. Det var fatalt. Kun massernes aktive revolutionære deltagelse i form af en politisk arbejderrevolution kunne redde planøkonomien og befri den fra dens bureaukratiske lænker. Da det ikke skete, blev kampen om Sovjetunionens skæbne reduceret til en kamp mellem fløjene i SUKP: Den prokapitalistiske mod den gammelstalinistiske.

Som leder af prokapitalisterne trængte Boris Jeltsin sig frem i slutningen af 80’erne med base i Moskva, hvor han var førstesekretær for SUKP (pendant til borgmester). Han havde først bakket op om Gorbatjovs reformer, men han mente, at de gik for langsomt og var for uambitiøse. I 1987 trådte han som den første tilbage fra SUKP’s politbureau og fremstillede sig selv som værende imod partieliten. I Moskva fyrede han titusindvis af embedsfolk. Han brugte metroen i stedet for sin embedsbil og præsenterede sig i det hele taget demagogisk som en mand af folket og kom mere og mere i sammenstød med Gorbatjov som desperat forsøgte at kontrollere de kræfter, han selv havde været med til at fremtrylle. Det hele smuldrede, og Jeltsin stillede sig i spidsen for Ruslands løsrivelse fra Sovjetunionen, og Gorbatjov stod tilbage som overhoved for en union, der ikke længere eksisterede.

Stalinister: De nye kapitalister

Den sidste periode af Sovjetunionen var en forfærdelig menneskelig tragedie. Unionen blev opløst, og hardlinerne omkring militærbureaukratiet forsøgte sig med kup, men det faldt til jorden – ikke engang kupmagerne selv troede på deres projekt. Med hardlinerne stækket blev Rusland under Jeltsin og med fuld opbakning fra USA og Vesten sat i kapitalistisk chokterapi. Masseprivatiseringer af statslig ejendom gav anledning til, at tidligere bureaukrater sprang ud som kapitalister og plyndrede den kollektive rigdom. Priskontroller blev ophævet. Rublen blev sat fri og faldt til jorden som en sten, mens inflationen eksploderede. I løbet af 90’ernes krise blev den russiske økonomi halveret. Det var en krise, hvis omfang mindede om effekten af en storkrig. De russiske arbejdere betaler stadig prisen den dag i dag. Det medicinske tidsskrift The Lancet publicerede i 2009 (31/1/09) et studie, der konkluderede, at op mod en million mænd i den arbejdsdygtige alder døde som en direkte effekt af de forværrede vilkår; bl.a. som følge af arbejdsløshed efter masseprivatiseringerne fra 1999 til 2002.

Stalinismen fik form under Stalin og spredte sig som en sygdom i hele den kommunistiske bevægelse. Men den døde ikke med ham. Hans politik der var betinget af bureaukratiets objektive interesser, fortsatte i årtier, mens dens interne modsætninger udviklede sig på mere og mere kaotisk og absurd vis, mens de vejede tungere og tungere på den russiske revolutions største og mest fundamentale landvinding: Planøkonomien. Der var ingen løsning under stalinismen, som ikke er et levedygtigt system. Enten måtte en politisk revolution sætte bureaukratiet fra magten og revolutionen spredes til de udviklede kapitalistiske lande, som det oprindeligt var bolsjevikkernes perspektiv, eller også måtte planøkonomien gå under. Det var den økonomiske virkelighed. Jeltsin og den kapitalistiske restauration var endepunktet for stalinismens udvikling i Rusland, som Trotskij havde forklaret allerede et halvt århundrede tidligere. Sovjetunionens uskønne sammenbrud var historiens dom over stalinismen og den såkaldte virkeliggjorte socialisme: En tragisk negativ bekræftelse af den marxistiske teori.

Vi må ikke lade de mange ofre for stalinismen være forgæves men lære af Sovjetunionens historie for at genrejse den virkelige revolutionære og internationalistiske arv fra den russiske revolution.

Kilder:

Grant, Ted. Russia: From Revolution to Counterrevolution. London: Wellred Books, 2017.