I den største strejke siden den historiske generalstrejke i 1926, strejkede d. 28 marts over 1 million lokalt statsansatte til forsvar for deres pensioner. Dette var uden tvivl den største og mest massive offentlige strejke i England nogensinde.
Rådhuse, skoler, gymnasier, brandstationer, politistationer, brobetaling og lufthavne var blandt de services, der blev påvirket, mens arbejderne sendte følgende besked til regeringen: fingrene væk fra vores pensioner! For første gang i dets historie var Mersey tunnelen i Liverpool lukket. I Nordirland og Newcastle stod alle busser og toge stille, mens næsten ingen busser kørte i Cardiff og Edinburgh. Affaldet blev ikke hentet og gaderne ikke fejet.
 |
|
Strejkende offentlige ansatte marcherer gennem |
I alt deltog arbejdere fra 9 fagforeninger I strejken. For første gang deltog også de arbejdere, hvis job er blevet skilt fra til private virksomheder. Dette er et kæmpe fremskridt. Tidligere har fagforeningerne nægtet at lade disse arbejdere stemme. Under Toryernes [de borgerlige] anti-fagforeningslove, opretholdt af ”new” Labour regeringen, anses enhver strejke, der ikke er direkte rettet mod den faktiske arbejdsgiver – i dette tilfælde den private leverandør, for at være en ”ikke legitim faglig uenighed” og derfor, ulovlig. Dette har været en enorm barriere for solide og effektive strejker tidligere. I Islington truede den private leverandør, der kører dagrenovationen og gaderenholdelse med retslig tiltag mod GMB fagforeningen, fordi han påstod strejken var ulovlig. Klokken 5 om morgenen opstillede Unison medlemmer, der kører skolebusserne en blokade udenfor depotet og GMB medlemmerne nægtede at bryde igennem den, hvilket forhindrede arbejdet i at blive udført.
Regeringens planer om at afskaffe den såkaldte 85-års regel. Reglen hvor arbejdere hvis kombinerede alder og antal år på pensionsordning i alt giver 85 er i stand til at trække sig tilbage på fuld pension i en alder af 60 år. Det er værd at bemærke, at 75 procent af alle arbejdere i de den lokale regerings pensionsordning (LGPS) modtager en pension på under 96 pund om ugen. Og dette efter at de i mange år har betalt en del af deres løn hver måned til ordningen. Den gennemsnitlige pensionerede kvindelige arbejder modtager kun omkring 31 pund om ugen fra ordningen. Ikke en formue, men vi ønsker at fastholde hvad vi har.
Det er bemærkelsesværdigt, at en af grundende til at LGPS er i finansielle vanskeligheder, er at kommunerne nu beskæftiger et betydeligt mindre antal arbejdere end de gjorde for omkring 20 år siden – alligevel er arbejdsbyrden forblevet den samme! Derudover er mange arbejdere, hvis jobs er blevet privatiseret nu udelukkede fra ordningen. Der er derfor færre og færre arbejdere, der arbejder og stadig betaler til ordningen og støtter de arbejdere der allerede er gået på pension.
Sidste år blev en strejke der involverede alle de ansatte I den offentlige sektor afblæst i sidste øjeblik da fagforeningslederne indgik en aftale med regeringen. Dette tillod regeringen at give indrømmelser til lærerne, tjenestemændene, brandmændene og de ansatte i NHS, hvilket efterlod de lokale offentligt ansatte alene. Derfor, mens lærernes pensioner står uberørte, lige nu, gør lærermedhjælpernes det ikke. Brandmændenes pensioner er heller ikke på nuværende tidspunkt truet, mens det administrative personale på brandstationernes er.
Men de arbejdere hvis fagforeninger allerede har forhandlet en aftale på plads om deres pensioner, har vist fantastisk solidaritet med de kommunalt ansatte. Et stort antal medlemmer i lærernes fagforening nægtede f.eks. at arbejde uden hjælpepersonale – lærermedhjælpere, administrativt personale og skolebetjente. Postarbejderne nægtede at uddele post til bygninger hvor arbejderne var i strejke.
Denne strejke afspejler en genoplivning af klassekampen og klassesolidariteten i England og viser den organiserede arbejderklasses styrke. Arbejderne er inderligt trætte af ”New” Labour. De snuskede beskyldninger der omringer regeringen – at forretningsmænd har givet pengesummer som de fleste arbejdere aldrig vil få at se i et helt liv til gengæld for et sæde i overhuset [House of lords] – sammen med den fortsatte pro-kapitalistiske politik, har været med til at øge følelsen af uretfærdighed hos arbejderne, hvis sølle pensionsrettigheder nu er truet.
Fagforeningsledere har været dybt involveret i forhandlinger med regeringen i optakten til strejken d. 28 og det ser ud til at de var overbevist om, at en aftale kunne være nået. Men det ser ud til at regeringen satte hælene i. Flere strejker er nu planlagt, inklusiv en på dagen for lokalvalgene i maj. Aviserne rapporterede dog d. 29 at regeringens ministre, åbenbart chokerede over strejkens omfang, har bedt om hastemøder med fagforeningslederne.
Vi må være på vagt for at fagforeningslederne ikke giver indrømmelser på andre fronter, såsom en mulig stigning i de ansattes indbetalinger, for at bevare 85-års reglen. Arbejderne indgik en kontrakt med arbejdsgiverne da vi gik med i LGPS. Den kontrakt er ikke til forhandling. Arbejderne har betalt til ordningen i god tro, og har givet betydelige økonomiske ofre for at kunne gøre det. Vi har ret til at modtage hvad vi er blevet lovet, og i den alder vi blev lovet.
Det er afgørende at den største enhed mellem alle fagforeninger der er involveret opretholdes hvis regeringen nægter at trække i land og vi må gå i kation igen. Arbejdere fra forskellige fagforeninger deltog i fælles blokader og demonstrationer. Vi må sikre at fagforeningslederne også fortsætter med at samarbejde for at opnå maksimal enhed og maksimal effekt.
Fagforeningslederne må sikre, at de arbejdere hvis jobs er blevet privatiseret, men hvis forhold og regler stadig er afhængige af kommunernes overenskomstaftaler tillades at deltage i enhver fremtidig strejke, selv hvis det betyder at loven brydes. Vi kan ikke tillade at fortsatte med at kæmpe med den ene hånd bundet på ryggen. Den nuværende regering har overhovedet ingen intentioner om at tilbagekalde anti-fagforeningslovene og fagforeningerne må derfor være forberedte på at udfordre dem, selv med risikoen for konfiskering af værdier. Minearbejdernes fagforening fandt en vej udenom truslen om beslaglæggelse af dets fonde og værdier under strejken i 1984-85, inklusiv en massebesættelse af de regionale hovedkontorer i South Wales. Det kan gøres igen.
Vores pensioner er ikke til forhandling – ingen indrømmelser!
Maksimal enhed! Tving regeringen på tilbagetog!
Værdighed for pensionerede arbejdere!