De britiske studerendes oprør er blot det første symptom på en generel proces med radikalisering, der vil påvirke hele det omgivende samfund. BBC’s ledende politiske korrespondent sagde: ”Regeringen har måske vundet afstemningen, men uden for parlamentet har de tabt diskussionen, og de har mistet kontrollen med Londons gader.”
Ved middagstid den 9. december samlede studerende sig i forskellige dele af London for at marchere mod byens centrum. Over hele London havde studerende gjort en stor indsats for at bringe skoleeleverne på gaden om morgenen og dagene før med løbesedler. Mindst halvdelen af demonstranterne var skoleelever, nok flere. Mange var arbejderbørn fra fattige områder. Selv Financial Times indrømmede, at omkring 20-30.000 elever deltog.
Demonstranterne kom fra mange forskellige steder og mødtes ved Trafalgar Square, hvor de blev mødt af en politikæde, der blokerede deres adgang til Whitehall. Studerende blev ved med at strømme til, og de blev grebet af øjeblikket. De råbte slagord og marcherede med høj fart. De først ankomne ventede ved Trafalgar Square på at andre skulle ankomme. Dernæst fortsatte de studerende hurtigt ind i St. James Park i stedet for Embankment, hvor den officielle afslutning skulle finde sted. Trods deres antal blev politiet overlistet og udmanøvreret af de studerende, der dukkede frem på mange forskellige gader og sidegader.
Det er helt tydeligt, at de studerende ikke respekterede autoriteten hos bureaukratiet i studenterorganisationerne NUS og UCU, der forsøgte at få dem til at gå ned til Embankment i en respektabel og ”fredelig” protest. Men det billede, der blev præsenteret i medierne af en anarkisk og kaotisk hob, er ikke korrekt. Demonstranterne var i virkeligheden velorganiserede og forsøgte konstant at holde bevægelsen i gang og angribe de svage steder i politiets kæder.
De brød i sidste ende gennem kæden ved Parliament Square, og de fyldte pladsen op førend politiet kunne genvinde kontrollen. De studerende var – på trods af politiets forhindringer – fast besluttede på at komme ind på Parliament Square for at komme tættere på, hvor afstemningen skulle finde sted, så protesterne kunne høres indenfor i parlamentet. Det lykkedes.
Politiske følgevirkninger
Mens massebevægelsen kogte udenfor blev et andet drama udspillet indenfor i “parlamenternes moder”. Ansigtsudtrykkene hos regeringens medlemmer på de forreste bænke afspejlede deres ekstreme ubehag. Protesternes omfang overraskede dem, ligesom den generelle sympati overfor protesterne i offentligheden gjorde det.
De mest seriøse resultater kunne Liberaldemokraterne mærke. De er nu i dyb krise. Demonstranternes had var rettet mere mod dem end mod de konservative. I valgkampen lovede de at afskaffe studieafgifterne. Nu hæver de dem. Det har medført en bølge af vrede og indignation blandt mange unge, der stemte på Liberaldemokraterne ved valget.
Foran tv-kameraerne råbte en studenterleder: “hænderne op, alle dem der stemte på Liberaldemokraterne!” Nogle få hænder blev rejst genert, som hvis dem det drejede sig om var blevet bedt om at bekende en seksuelt overført sygdom. ”Hænderne op, alle der vil stemme på Liberaldemokraterne næste gang!” Ikke en eneste hånd blev rejst, mens der blev råbt ”Aldrig!” og ”Aldrig igen!”
Det gjorde et dybt indtryk på Liberaldemokraterne på græsrodsniveau og også i parlamentet. Et stort antal af deres parlamentsmedlemmer besluttede sig, under pres, for at stemme imod. Udsigten til at tabe sit mandat fokuserer sindet aldeles fremragende. Men topledelsen forblev faste – faste hvad angår at opgive enhver fordring på at have principper.
I sin roman David Copperfield, fremmaner Charles Dickens karakteren kendt som Uriah Heep, et klynkende, falsk ekspedient, der er blevet en stående vending for vammel underdanighed og falskhed. Vince Cable, Liberaldemokraternes Uriah Heep, leverede den 9. december en optræden, der var enestående selv i det britiske parlaments omfangsrige annaler over hykleri.
Med den form for selvsikker kynisme, der kommer fra årevis af erfaring i virksomhedernes bestyrelseslokaler, meddelte erhvervsministeren til et vantro Underhus, at hans plan om at tredoble universitetsafgifterne og i realiteten smække døren til højere uddannelse i for arbejderklassens børn var ”retfærdig”, ”fair” og ”progressiv” og at det var til de fattiges bedste.
Ved denne strålende lektion i skamløs løgnagtighed må selv den mest hårdhudede højreorienterede konservative have undertrykt et gisp af vantro. Vante, som de er i dette hellige kammer, til at høre sort beskrevet som hvidt, tog denne virtuose forestilling pusten fra dem. Den konservative leder David Camerons udtryk for taknemmelig solidaritet, da hans kollega fra Liberaldemokraterne endelig satte sig ned, var fuldstændig uforstilt og oprigtig.
Det er ikke et tilfælde, at Cameron nådigt overdrog opgaven med at forsvare denne politik til Liberaldemokraterne. Han har brugt en masse tid på at perfektionere sit billede som ”den rare konservative”, og han har intet ønske om at ødelægge dette billede. Derudover havde demonstranterne endda held til at påvirke det konservative partis rækker, hvilket tvang de konservative indpiskere til at bruge hårde metoder for at få de konservative parlamentsmedlemmer til at stemme med regeringen. Trods dette gjorde seks konservative oprør, og to stemte blankt.
Som et resultat at den sydende utilfredshed i det liberaldemokratiske parti stemte 21 ud af dets 57 parlamentsmedlemmer imod regeringen, og yderligere seks stemte blankt – i alt var det 27, der nægtede at stemme for koalitionen. Blandt de, der stemte blankt, var Simon Hughes, leder af Liberaldemokraternes parlamentariske gruppe. Her har vi konturerne af en fremtidig splittelse i partiet, der kan betyde en tidlig ende for koalitionen.
Koalitionen er derfor i vanskeligheder. Men hvad kan man sige om lederne af ”Hendes Majestæts opposition”? Hvis der var et tidspunkt, hvor folk søger en klar ledelse og en aggressiv opposition, er det nu. Så hvad har den nuværende ledelse for Labour gjort?
Siden han blev valgt til posten som partileder, har Ed Miliband imiteret den usynlige mand. Mange partimedlemmer undrede sig over, hvornår han ville bryde sin tavshed. Nu, da han endelig har gjort det, ønsker de, at han aldrig havde gjort det. Hvad er Labour-lederens svar til koalitionens plan om at ødelægge de videregående uddannelser?
På spørgsmålet om hvorvidt han ville rulle tiltagene tilbage svarede Miliband:
“Jeg synes det er en dårlig beslutning, men jeg vil ikke falde i den fælde som Liberaldemokraterne faldt i med at komme med løfter, som jeg ikke er sikker på, jeg kan holde. Jeg tror, at lektien for politikerne er, at man skal lave løfter og levere mere udover, snarere end man skal love for meget og så bryde dine løfter.”
Med andre ord betyder det: “Når jeg er i opposition må jeg ikke love noget. Så når jeg er ved magten, vil jeg gøre præcis hvad jeg har lovet.” Dette er næppe et program til at skabe entusiasme blandt ungdommen – eller nogen andre.
Spørgsmålet om vold
Mediekampagnen med bagvaskelse af de studerende har nået nye dybder af hykleri og løgnagtighed. Hver aften på fjernsynsskærmene trakteres offentligheden med scener med vold og hærgen, der rutinemæssigt tilskrives de studerende. Fjernsynsjournalisterne sendes hastigt til hvert eneste tilfælde af uorden, hvor de lydigt viser billeder af maskerede unge, der smadrer vinduer, smører maling på ældgamle bygninger og støder sammen med stakkels, forsvarsløse urobetjente.
Aviserne og tv har forsøgt at dæmonisere de studerende, og de har i deres dækning tilskrevet al volden til ”små grupper af ballademagere”. På et tidspunkt forsøgte de studerende at bryde gennem politiets kæder ved Victoria. Det var på det tidspunkt, det blev grimt. Begivenhedernes rækkefølge er ikke helt klar, men to vigtige ting skete: Politiet red heste ind i mængden med stor fart, og en politimand faldt af sin hest og blev trampet på af den.
Fjernsynet hævdede med det samme, at politimanden var blevet hevet ned af sin hest af demonstranterne, men ud fra videooptagelser er det tydeligt, at ingen demonstranter var indblandet. Han mistede simpelthen balancen i den generelle tumult.
Øjenvidner siger, at mængden var chokerede over, hvad der var sket. Men denne hændelse opildnede politiet, eftersom betjenten åbenbart var blevet alvorligt såret. Dette gav dem den undskyldning, som de ledte efter. Demonstranter blev slået bevidstløse og mange fik slag i hovedet. Politiet slog tilfældigt ud uden hensyn til ofrenes liv og sikkerhed.
Financial Times rapporterede, at 43 demonstranter var blevet indlagt på hospitalet, men det er baseret på politiets tal og er højst sandsynligt en underdrivelse. Samtidig blev seks politibetjente indlagt på hospitalet, og yderligere seks blev såret. 34 demonstranter blev arresteret. Ifølge Londons politi blev 12 af disse anholdt for ”voldelig uorden”, to for brandstiftelse, fire for angreb på politiet, tre for hærværk og én for at være beruset og skabe uorden, og fire for ”indbrud”.
Disse anklager er del af samme velorganiserede kampagne for at tilsværte de studerende og fremstille dem som kriminelle. Men de virkelige forbrydere er regeringen og statens undertrykkelsestropper. Den vold, som politiet slog til med mod ubeskyttede demonstranters hoveder, bragte uden tvivl folks liv i fare. Ifølge øjenvidner skændtes ambulancefolkene og politiet om spørgsmålet om pleje, fordi politiet ønskede at det skulle være deres egne reddere, der tog sig af de sårede frem for ambulancefolkene.
En ung 20-årig studerende, Alfie Meadows blev ramt i hovedet af en politistav, og fik en blødning i hjernen. Han blev hastigt bragt til hospitalet i en nær-koma tilstand, og hans liv blev kun reddet ved en hasteoperation. Det bringer mindelser om mordet på Blair Peach, der blev slået i hovedet af politiet og dræbt under en demonstration imod et valgmøde, som blev afholdt af den Nationale Front i 1979.
Medierne præsenterer et fordrejet billede af ofrene som aggressorerne og aggressorerne som ofrene. Politiet, får vi at vide, er tvunget til at ”forsvare sig selv” ved at smadre hoveder og tilbageholde aldeles uskyldige mennesker i timevis i kulden, uden mad, vand eller toiletfaciliteter. Denne raffinerede form for tortur er blevet døbt det uskyldigt lydende navn ”kettling”. Det er en praksis, der helt klart er ulovlig, selv under gældende lov, og er lig med uberettiget fængsling.
Er det noget under, at unge mennesker, der er blevet udsat for så brutal en behandling af vores “ordenskorps”, syder af raseri? Er det noget under, at de er grebet af et brændende ønske om at lange ud efter myndighederne? Og under alle omstændigheder: hvad betyder et par ødelagte vinduer i sammenligning med generationer af vores ungdoms ødelagte fremtid? Hvad betyder et par isolerede tilfælde af ”vandalisme” imod offentlige bygninger sammenlignet med den systematiske vandalisme, der begås af disse bygningers beboere imod hele vores uddannelsessystem?
Ramaskriget over Charles og Camilla
10. december var aviserne domineret af en lille episode. Torsdag aften var Prins Charles og Camilla på vej til en behagelig aftens underholdning på London Palladium da deres Rolls Royce blev omringet af studerende der udtrykte deres hengivelse overfor den kongelige familie ved at råbe ”Af med deres hoveder!”
Charles og Camilla led på ingen måde overlast, selvom de var rystede. Men den førnævnte Rolls Royce kom ikke så heldigt ud af det med et smadret vindue og et nyt lag hvid maling. Et billede, der viste parrets måbende reaktion i bilen, var på forsiden af alle aviser i London denne morgen.
Hvordan de to royale familiemedlemmer kan være blevet ledet midt ind i protestdemonstrationen er et mysterium, og er ikke til ære for sikkerhedsforanstaltningerne ved det kongelige palads. Men episoden bruges naturligvis til at aflede opmærksomheden væk fra de virkelige spørgsmål.
Politiske ledere snubler over hinanden i deres hast for at fordømme dette lumpne angreb på vores kongefamilie. De samme politikere, der konstant tærsker langhalm på folk, der ”nasser på det offentlige”, skynder sig hastigt at forsvare disse royale parasitter, der hvert år tager millioner af pund fra de britiske skatteydere for at opretholde deres ødsle livsstil, som bliver betalt af det offentlige.
Overklassen anser monarkiet for at være en vigtig reserve for reaktionen, og de har omhyggeligt opdyrket monarkistiske følelser i befolkningen. Et sådant angreb på kongefamilien er stort set ukendt i Storbritannien. Man skal formentlig tilbage til første del af 1800-tallet for at finde noget, der minder om det.
Det er i sig selv en bemærkelsesværdig udvikling. Det viser en ændring i folks indstilling til monarkiet. De studerende så den ødsle luksus, der er betalt af de offentlige kasser samtidig med, at deres eget levebrød er truet af store nedskæringer. De udtrykte deres harme imod et symbol på alt, der er uretfærdigt, urimeligt og korrupt i det britiske samfund.
Man kan diskutere, om denne taktik var tilrådelig, siden det har givet bladsmørerne en propagandafordel. Men de unge studerendes instinkter var en sund reaktion imod privilegier og snylteri. Al vor sympati er med dem, og ikke med de professionelle hyklere, der kræver, at de bliver straffet med ”lovens strengeste straf”.
De unge protesterendes ord ”af med deres hoveder” er blot tomme ord, der utvivlsomt blev sagt i spøg. Men når premierministeren truer med at bruge lovens fulde udstrækning imod dem er det ingen spøg. Samfundets top ømmer sig stadig efter en demonstration, der næsten spolerede deres planer, og de er fast besluttede på at tage hævn.
David Cameron sagde i en tale fra Downing Street, at ”ansvaret for vold og ødelæggelse af ejendom hviler på de, der udøvede volden, og jeg ønsker, at de skal anholdes og straffes på rette vis.”
Man kan forvente at høre tale af denne art fra lederen af det konservative parti. Men det er en ganske anden sag at høre samme slags tale hos lederen for Labour.
Det er umuligt ikke at føle dyb afsky, når man læser ordene fra Ed Miliband:
”Der er aldrig nogen undskyldning for vold i gaderne, ej heller for at angribe nogle af nationens vigtigste symboler. Angrebet på Prinsen af Wales’ bil, hvori han selv og hertuginden af Cornwall kørte, er ligeledes aldeles uacceptabelt. Jeg er sikker på, at politiet vil tage alle de nødvendige skridt for at identificere de ansvarlige.”
Angreb på uddannelse
Studerende og akademikere kender til faren for at miste nogle af landets prægtigste og mest misundelsesværdige aktiver. Hvis den konservativ-liberale plan bliver gennemført, vil den sætte en stopper for adgang til videregående uddannelse for børn med rødder i arbejderklassen, og mange børn af middelklassefamilier vil tænke sig om en ekstra gang, førend de går på universitetet. Universitetet vil vende tilbage til det, det altid var tidligere: et privilegeret reservat for de riges børn.
Det er blot ét eksempel på, at den herskende klasse er fast besluttede på at skrue tiden tilbage. Det skyldes ikke ondskab. Det skyldes en nødvendighed. Borgerskabet har ikke blot ikke råd til at give nye reformer. Det kan ikke tolerere de indrømmelser, de tidligere blev aftvunget under pres fra arbejderklassen.
Dilemmaet kan udtrykkes således: borgerskabet har ikke råd til at fastholde levestandarden på sit nuværende niveau, men arbejderklassen har ikke råd til yderligere angreb på levestandarden. Det, der er på spil her, er forsvaret for de halv-civiliserede normer, der blev vundet bid for bid gennem kamp. Destruktionen af disse leveforhold vil kaste hele samfundet tilbage til tidligere tiders fattigdom og uvidenhed.
Dr. Deborah Bowman, 32, der er er leder af engelskstudiet på Gonville and Caius College, sagde:
”Der er fare for at gøre en universitetsgrad til en genstand,” sagde hun. ”Det burde være i orden at sige, at vi ikke blot er økonomiske enheder. Ønsker vi et land, hvor vi alle forsøger at tjene så mange penge, vi kan – eller hvor vi har tilfredsstillende liv? Der er fare for, at vi skaber et uddannelsessystem, hvor dette bliver set som én og samme ting – og det er de ikke.”
Pengemændene i Londons City-kvarter ser intet behov for kultur. De ønsker at åbne universiteterne (og hospitalerne, klinikkerne, de almene boliger, skolerne og alt andet) for den private sektor, som vil skumme fløden fra de bedste hjerner og – gratis – drage nytte af forskning, som det offentlige har betalt for. I de nye, markesorienterede universiteter er der ikke plads til selvstændigt tænkende individer eller kritisk, kreativ tænkning. De vil blive reduceret til malkekvæg for private virksomheder. Vores universitetssystem vil blive ofret på den private profits alter.
De konservative og deres liberaldemokratiske venner ønsker at gøre universiteterne til markedsorienterede forretninger, der skal ledes af folk, der opfører sig som direktører i store firmaer. Det er ikke for ingenting, at opgaven med at gennemgår de videregående uddannelser er blevet givet til den tidligere chef for olieselskabet BP. Det er et klart tilfælde af ”snigende korporatisme”.
Alt dette skal ikke finansieres af de store virksomheder, men af de studerende selv, der vil stå tilbage med en ubetalelig gæld resten af deres liv. Det er den samme syge logik, der sagde, at staten skulle give penge til bankerne, og at pengene skulle tages fra sundhedsvæsenet, uddannelserne, boligerne og det sociale sikkerhedsnet. De rige skal understøttes af de fattige. Det er omvendt Robin Hood.
Tilværelsen lærer
Lenin var glad for den russiske talemåde ”man lærer af tilværelsen”. Folk lærer mere i løbet af én dags kamp end de gør i løbet af 20 år med ”normal” tilværelse. En pige, der studerer kunsthistorie på King’s College og kommer fra en velstillet familie og har gået på privatskole i det centrale London, sagde: ”Jeg har lært mere på otte dage her, end jeg nogensinde har lært tidligere.”
Inden disse begivenheder stolede denne studerende på regeringen, og hun var ikke indblandet i nogen form for politisk aktivitet. Det var nedskæringspolitikken, der overbeviste hende om, at hun skulle deltage i besættelsen af studiet ”med ønske om at lære”, og hun befandt sig pludselig midt i samtaler om Marx, William Morris og Ruskin. ”På tre dage indså jeg, at regeringens politik er ideologisk, ikke kun økonomisk.”
Mange akademikere er gået over på de studerendes side. Mange lærere og undervisere bakker aktivt op om de studerende. Andy Martin, der underviser i Cambridge, og som deltog i besættelsen af universitetet, fortalte til The Independent: ”Mine studerende har haft en politisk vækkelse. Og jeg støtter op om dem.”
Da besættelsen af Cambridge Universitet gik ind i sin tiende dag, meddelte The Independent, at det ikke var nogen ”vandalisme”. Ingen berusede udskejelser (alkohol og tobak var forbudt). Ingen molotovcocktails, ingen barrikader. Men mange lidenskabelige og fornuftige diskussioner, skilte med citater fra Wittgenstein og en stemning af oprør. ”Jeg har aldrig oplevet en så godmodig og intelligent demonstration,” sagde en af universitetets undervisere.
Politiets knipler uddanner hurtigt de studerende i statens virkelige natur, som Lenin beskrev som ”bevæbnede grupper til forsvar for den private ejendomsret.” Som svar til borgerskabet og dets prostituerede mediers hykleriske kor, så lad os huske på, at ingen af tidligere tiders fremskridt nogensinde blev givet frivilligt af den herskende klasse. De måtte erobres gennem hårde kampe.
Uretfærdige love måtte bekæmpes på gaderne gennem strejker og demonstrationer, hvoraf mange var ulovlige og brutalt blev undertrykt af ”ordensmagten”. De, der kæmpede for vores frihedsrettigheder, blev udsat for brutal repression, de blev tæsket af politiet, skudt ned af dragonerne, frihedsberøvet og forvist til en tilværelse som levende døde i kolonierne, tortureret, tvangsfodret, pisket og hængt. Alt sammen skete det under parolen om ”lov og orden” og for at forsvare deres såkaldte civilisation imod ”anarki”.
Naturligvis er politiet ikke mere homogent end nogen anden del af samfundet. Et generelt oprør i samfundet må også påvirke dem. Der er tegn på, at det allerede er ved at ske. En studerende sagde til The Guardian: ”Jeg snakkede med en politimand, og han sagde, ’jeg støtter jer også, fordi jeg har to børn’. Og han sagde til sine børn, ’hvis I vil deltage i demonstrationen, så gå direkte derhen. Lad være med at gå over til skolen’”.
På trods af den ensidige dækning i medierne, blev befolkningens stemme ved at bryde ind. En lærer råbte ind over et BBC-journalists interview med en anden, og det tvang journalisten til at tale med ham. Han sagde noget i retning af:
”Hvordan kan I tale om vold? Den virkelige vold bliver begået af folk derinde, der fratager mine sønner retten til at gå på universitetet. Jeg er lærer, og jeg er klar over, hvor mange børn i mit område, der har behov for EMA [en art SU til børn af familier med lav indkomst] for at kunne gå i skole.”
To skolepiger fra London forklarede på BBC, hvordan de havde givet redningspakker til bankerne og de rige, men nu angriber arbejderklassen. Nogle drenge fra fattige arbejderfamilier i det østlige London sagde, at der ikke er nogen måde, hvorpå de kan betale 9.000 pund for at gå på universitetet, og hvis EMA bliver afskaffet, så er der intet, der holder dem fra at sælge stoffer på gaden.
Kampen fortsætter
Denne fantastiske bevægelse tilbageviser de skeptikere, der tidligere har hævdet, at dagens ungdom er apatisk. Hvor er apatien nu? Dagens ungdom går på gaden ganske spontant og udviser stor beslutsomhed, mod og livskraft. De er ikke blevet slået tilbage af politiets brutale taktik og mediernes ondsindede smædekampagne. De er blevet vækket til liv og kamp. De føler deres antals styrke. På gaderne er der en kammeratlig og trodsig atmosfære. Det er den stemning, der kan vinde!
Tusindvis af mennesker har deltaget i de sidste ugers protester. Protestbevægelsen spreder sig som en steppebrand og påvirker nye lag af unge, ikke blot på universiteterne, men også på skolerne.
I London fortsætter besættelserne på University College London, King’s College, the School of Oriental and African Studies og the London School of Economics.
De unge har vist, at de er klar til at slås, men hvilket referencepunkt har de? Problemet kan nemt fremsættes: der er et spørgsmål om ledelse. Rettere sagt er det et spørgsmål om et fuldstændigt fravær af ledelse. Storbritanniens ungdom er gået på gaden, fordi de føler, at de ikke har nogen stemme i hverken parlamentet eller de eksisterende politiske partier, som alle har accepteret behovet for barbariske nedskæringer i statens udgifter for at lukke det hul i finanserne, der blev efterladt efter redningen af bankerne.
I årevis har vi været vant til at høre de monotone klagesange om dagens ungdom fra midaldrende, forhenværende studenter-aktivister. De sukker over den tabte ungdom, dengang de stadig troede på andet end banklån og balancen på kontoen.
Fra talerstolen ved den officielle demonstrations afslutning, sagde en af talerne fra fagbevægelsen: ”1968 skulle forestille at være året med studenteroprør. Jeg kan sige jer, at I allerede har skabt en bevægelse, der er lige så stor som 1968.” Dette blev modtaget med meget højlydte klapsalver. Faktisk er den nuværende bevægelse på mange måder allerede på et højere niveau end maj 1968. En fransk akademiker og forhenværende anarkist sagde for nylig: ”De studerende er langt mere seriøse og fokuserede nu. De reagerer, fordi vi i dette land mangler en modmagt.”
Det er lige præcis pointen. Det, der er behov for, er en modmagt. Den magt eksisterer, men er uden for den nuværende bevægelse. Historien viser, at de studerende kan spille en vigtig rolle, men det er en rolle som barometer, der følsomt afspejler de spændinger og modsætninger, der udvikler sig i samfundet. Imidlertid er den eneste kraft, der er i stand til at ændre samfundet, arbejderklassen.
Uden arbejderklassens tilladelse er der ikke én pære, der lyser, ikke ét hjul, der drejer, og ikke én telefon, der ringer. Hvis fagbevægelsens ledere udviste blot en tiendedel af ungdommens beslutsomhed havde de allerede indkaldt til en generalstrejke imod nedskæringerne, der truer hele arbejderklassen.
Studenterbevægelsen står i skærende kontrast til fagbevægelsens ledere, der tillader regeringen at træde deres rettigheder under fode med kun en svag og halvhjertet modstand. Fagforeningerne må følge de studerendes eksempel! Tiden med tomme taler må være forbi. Det er på tide at mobilisere til en masse-kampagne med modstand, der kan fjerne denne reaktionære regering fra magten.
Den endelige afstemning i parlamentet var 323 for og 302 imod. Det var langt tættere end ventet, og det blev mødt af overraskelse i underhuset. Det viser, hvor spinkelt, regeringens grundlag er. BBC’s ledende politiske korrespondent sagde: ”Regeringen har måske vundet afstemningen, men uden for parlamentet har de tabt diskussionen, og de har mistet kontrollen med Londons gader.”
Kapitalismens seriøse repræsentanter forstår den virkelige situation. De studerendes oprør er blot det første symptom på en generel proces med radikalisering, der vil påvirke hele det britiske samfund. Det venstreorienterede parlamentsmedlem fra Labour John McDonells kommentar opsummerede situationen:
”Glem aldrig denne dag. Det var dagen, hvor uddannelse ophørte med at være en rettighed, men blev en vare, der kan købes og sælges. Kampen imod studieafgifter og nedskæringer på uddannelserne slutter ikke her. Det er kun begyndelsen.”
Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)