Vi har i den sidste måned været vidne til et modigt oprør fra flere forskellige dele af ungdommen. Det har været et oprør mod mange af de utålelige betingelser som vi er blevet tvunget til at leve under, og fremtidige forringelser som vil forværre vores forhold yderligere.
Selvom der i årene efter krisen har været en relativ stilstand, så er det blevet tydeligt først med SU-bevægelsen i vinters og nu protesterne mod Fremdriftsreformen, at stilstanden er blevet erstattet af aktiv modstand mod regeringens besparingshelvede. De skeptikere der erklærede ungdommen for forkælede, ligeglade og passive må være svært skuffede. Hvad vi oplever nu er blot et første og famlende skridt, der vil blive efterfulgte af endnu større sociale eksplosioner i fremtiden.
Dette oprør er en direkte konsekvens af et økonomisk system der ikke længere kan give den yngre generation nogen fremtidsforhåbninger, og et udtryk for den vrede og indignation som har simret under overfladen i flere år.Men ikke nok med at fremtiden ser dyster ud – for mange er nutiden langt fra noget at være begejstret for. Det så vi udtrykt blandt SKP-lærlingene i deres strejke i Ålborg, som blev støtte af solidaritetsstrejker blandt SKP-lærlinge i København. De er trætte af at leve for en sulteløn og kræver ordentlige forhold og løn under deres uddannelse. Samtidig står mange af dem til at ryge direkte ud i arbejdsløshed når de er færdige.
Denne strejke blev startet fra bunden og på initiativ af lærlingene selv. Det samme kan siges om de universitetsstuderende. Som en reaktion på Københavns Universitets (KU) bestyrelses forslag om implementering af Fremdriftsreformen, eller som den blev døbt "Hurtigere-Ud"-reformen, så begyndte de studerende, ofte igennem deres lokale organer, spontant og på eget initiativ at organisere stormøder til at diskutere hvordan man skulle reagere på dette.
Massekamp gav resultater
Det blev hurtigt en national kamp med aktioner, stormøder og blokader på de fleste store universiteter i landet, og som kulminerede i den store demonstration d. 27. november på Vor Frue Plads. Massekampen skabte hurtigt resultater: ministeren blev nød til at forsøge at udskyde implementeringen af reformen, KU bestyrelse trak indtil videre deres forslag tilbage og på Roskilde Universitet (RUC) var der også mindre indrømmelser fra bestyrelsen.
De gode argumenters tid er forbi. Selvom der var nærmest konsensus i universitetsverdenen om at denne reform ville betyde ringere undervisning, større frafald, øget ulighed i uddannelsessystemet og i sidste ende ville forsinke de studerende, så bed det ikke på den radikale minister Morten Østergaard. Han ville for alt i verden få reformen igennem som et led i regeringens generelle nedskæringsdagsorden, og for at øge udbuddet af arbejdskraft – altså arbejdsløshed – for at sænke lønningerne. Så selv om han nu er gået i defensiven, så betyder udskydelsen af implementeringen af reformen blot at den bliver en realitet i 2015, frem for i 2014. Det er stadig fuldstændig uacceptabelt! Det eneste Morten Østergaard forstår, er magtdemonstrationer gennem massemobiliseringer og massekamp.
En ledelse for kampen
Der har på ingen måde manglet energi eller vilje fra de studerendes side. Der har til gengæld været en imponerende gejst blandt de studerende, som for de fleste vedkommende aldrig har været involveret i sådanne kampe før og derfor ingen erfaring har med det.
Det der har manglet har været organisering, koordinering og en klar strategi. Det er også derfor ærgerligt at Studenterrådene og deres paraplyorganisation Danske Studerendes Fællesråd (DSF) ikke har sat sig mere i spidsen for bevægelsen. Det er dem der har tråde ude i alle dele af det enkelte universitet og også har muligheden for at samle bevægelsen på landsplan. En af svaghederne ved denne bevægelse har været at meget information har været arbitrær fordi det er gået igennem tilfældige vennegrupper, Facebook og bekendte.
Studenterrådene og DSF er de centrale organisationer som har midlerne til at nå ud til alle studerende.
De kampe der var i 00'erne viste med al tydelighed at hvis studerendes ikke viser vilje til at forsætte kampen efter en enkelt dags demonstration, så er politikerne fuldstændig ligeglade og trumfer deres asociale politik igennem. Det blev bekræftet med SU-kampen i vinters, som yderligere viste at man ikke kan blot kan forhandle parlamentarisk. Det forsøgte man, og endte op uden noget som helst.
De seneste ugers massekamp har givet større resultater end al den parlamentarisk forhandling og lobbyarbejde der er blevet lavet de sidste mange år tilsammen. Det er derfor vigtigt at vores organisationer lægger en plan for kampen, hvordan den skal eskaleres og hvordan man kan udvide den.
Samle kampen
En positiv del af demonstrationen (eller det alternative udvalgsmøde) i forgårs var at Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) i København også havde støttet op. Det burde også være en del af DSFs rolle: at række ud til alle de andre studerende, elever og lærlinge og samle kampen for en god og gratis uddannelse på tværs af alle uddannelser. Vores styrke er vores energi og antal, og derfor burde den logiske konsekvens af et angreb på en af vores uddannelser være at samle den brede del af ungdommen til samlet kamp.
Samtidig er det nødvendigt at nå ud til arbejderklassen, startende med de ansatte på universitet og deres fagforeninger. De har lige så stor interesse i at kæmpe mod alle slags forringelser på universiteterne som vi har. Det mest effektive ville være at inddrage endnu større dele af arbejderklassen. Faglige kampe og kampen for bedre uddannelser er på ingen måde nogen modsætning, tværtimod. Arbejdere har kun interesse i at deres børn får en så god uddannelse som muligt og vi i det hele taget har adgang til universitetet, hvilket på ingen måde er mejslet i sten.
Fremdriftsreformen vil med sit øget pres og intensitetskrav være med til at lægge endnu flere hindringer i vejen for unge som ikke kommer fra velstående hjem, som kan sørge for underhold, privat ekstraundervisning osv. På den anden side har studerende kun interesse i at kæmpe for bedre løn- og arbejdsforhold på et arbejdsmarked vi kommer til at møde i fremtiden.
Det er derfor nødvendigt at forbinde alle kampene: angrebene på de forskellige former for arbejdsløshedsunderstøttelser (såsom dagpenge og kontanthjælp), angrebene på uddannelse og chefernes angreb ude på arbejdspladserne. Kort fortalt er det nødvendigt at samle kampen mod smadringen af resterne af velfærdssamfundet. Arbejderklassen vil ikke acceptere forringelser af deres livsgrundlag for evigt, og derfor er vores nuværende kamp kun forspillet for en eksplosion i klassekampen i fremtiden.
Demonstrationen i går satte en midlertidigt punktum for de fælles aktiviteter Studenterrådet ved KU har planlagt før jul. Men næste kapitel kan nemt blive åbnet efter jul med alle erfaringerne fra den sidste måneds kamp, og nu må tiden bruges på forberedelse: netværk, kontaktpersoner på alle hold, agitation og forberedelse af de studerende på at tage kampen et nyt skridt frem.] Først og fremmest må Studenterrådende og DSF stille sig i spidsen og samle kampene. Vi anbefaler disse skridt som de første der må tages for at vinde kampen:
- DSF må indkalde til en national demonstration og stormøde!
- Samle alle unge i uddannelser i kamp for god og gratis uddannelse!
- Inddrag de ansatte på uddannelserne!
- Bred kampen ud til resten af arbejderklassen!