Når nye lande bliver til, har de altid to umiddelbare
ambitioner: at blive medlem af FN og tilknytte sig fodboldens styrende
organ FIFA – ikke altid i den rækkefølge! Fodbold vedbliver at være den
dominerende globale sport, spillet af millioner og set af milliarder.
Som indtægtskilde overgår det langt alle andre sportsrelaterede kilder
til indkomst, et faktum de store sportsvirksomheder har lagt mærke ved.
Globale firmaer som Nike, Puma, Adidas og resten producere ting som det
intet koster dem at lave og sælger dem så overalt i verden til massive
overpriser. Ikke underligt at de kalder fodbold det smukke spil.
De sidste få årtier har vi set en rystede udvidelse af
kommercialiseringen af fodbold i takt med, at kapitalismen er stormet –
med bevidst føjelighed fra fodbold autoriteterne – frem mod at opfylde
profitpotentialet.
TV selskaberne har, ved at drage fordel af den store tilvækst i
antallet af kanaler, der via satellitteknologi er blevet til rådighed,
købt rettighederne til at vise alle mulige kampe. Til gengæld for deres
millioner har fodbolden lagt disse kampe til rådighed i tider og på
steder, der uden hensyn til de enkelte fans ønsker, tilgodeser TV
stationernes krav. Tilhængerne har derfor set sæsonerne blive planlagt
hvad der falder TV producerne ind.
De rige magtfulde klubber har hånd i hånd med multinationale
sportstøjs- og TV-selskaber revet spillet i stykker og sammensat det
igen i deres eget billede. De gamle europæiske konkurrencer er blevet
omstrukturerede til mere profitable enheder som Champions League, med
seednings regler så man undgår, at de store klubber udgår tidligt. En
helt uofficiel klike af europæiske klubber kaldet G14 har udøvet en
stigende usund indflydelse på nationale og internationale
fodboldorganer. Dette omfatter vores egen (engelske, red.) Premier
League. Premier League som jo selv blev skabt for at tilgodese de rige
klubber på de fattiges bekostning og som virker mere end glad for at
danse til Highbury og Old Traffords (hjemmebaner for de to storklubber
Arsenal og Manchester United, red.) marketingafdelingers fløjte
Ikke overraskende følges store rigdomme med stor korruption. Først blev
Tyskland ramt af en stor dommerskandale, der involverede bestikkelse.
Nu vrider italiensk fodbold sig i krampe grundet en stor skandale, der
involverer topklubberne i landet. Disse er blevet beskyldt for at fixe
kampe og bestikke dommer til at handle i deres interesse – et faktum
som italienske fans i lang tid har mistænkt dem for. Dette er kun
starten, men fodbold autoriteterne vil, som sædvanlig, ikke kunne mande
sig op til lejligheden og takle problemerne.
Dette er næppe den ønskede baggrund for fodboldens største konkurrence,
verdensmesterskaberne som denne gang finder sted i Tyskland henover
sommeren. Alligevel passer det meget godt ind. Enhver som besøger
FIFA’s hjemmeside og som klikker sig ind på marketingsdelen, vil se
hvor omhyggelighed og opmærksomhed, der bruges på de kommercielle
sponsorer. For dem handler det ikke om sport, men om hvor meget omtale
de kan få. Det globale spil er blevet det globale marked og
verdensmesterskaberne et storslået udstillingsvindue for klubber,
agenter og selskaber.
Fansene er marginaliserede
Hvad så med fansene, der er kilden til denne indkomst? Fortrængte og
bespottede er deres stemme blevet marginaliseret. De bliver behandlet
præcist som en arbejdsgiver behandler sin arbejdsstyrke – reglerne er
de samme – og derfor må svaret også være det samme. Bevægelsen imod
Glazer-overtagelsen (da en amerirkanske rigmand udelukkende med profit
for øje overtog Manchester United, Red.) viser at fans kan organisere
når stemningen griber dem. Igennem årene har fansene gjort sig
anstrengelser for at organisere sig igennem forskellige uafhængige
supportergrupper osv. Selvom dette ofte har fejlet i at stå distancen.
Da Thatcher prøvede at introducere fodbold ID-kort i slutningen af
80’erne blev der igangsat en kæmpe kampagne, som involverede tilhængere
fra alle klubber. Det kan altså lykkedes.
Bestræbelserne på at organisere er dog blevet forhindret ved at udnytte
klub rivaliseringer, Vi-er-ikke-politiske-syndromet, og forsøg på at
absorbere bevægelsen i status quo. Hvis fodbolden skal beholdes som en
vigtig del af arbejderklassens kultur og ikke bare endnu en kilde til
kapitalistisk udnyttelse og afledning fra virkeligheden, skal en ny
stemning af mobilisering udvikles. The Football Supporters Federation
(en stor bred sammenslutning af fodboldfans) skal genoplives og
forbindes til de forskellige uafhængige og ægte tilhængeres grupper.
Endnu vigtigere må man gribe nælden og se på hvem der ejer og derfor
kører fodbold. Den nuværende bande vil ikke handle i vores interesser –
husk på hvor (og af hvem) Glazerne og Abrahamovicherne har fået deres
penge fra – og kan ikke forventes nogensinde at gøre det. Klubberne må
komme på offentlige hænder og kørt i almindelige menneskers interesser
som sports organisationer og ikke som kommercielle selskaber. De
forskellige styrende fodboldorganer burde også renses for ”snyltende
mappedrenge”. Disse burde erstattes af de folk, som har mere end bare
den næste fribillet og gratis måltid i tankerne og som hellere vil
forsvare og udvikle spillet med tilhængerne repræsenteret på alle
niveauer. Hvis dette ikke bliver gjort, vil den ubarmhjertige
udnyttelse af dette såkaldte folkets spil fortsætte indtil, der ikke er
noget tilbage at bevare.