Denne artikel er oversat fra Marxist.com, hvor den blev bragt lørdag den 28. september. Følg med på Marxist.com for at få de seneste analyser om udviklingen i situationen i Libanon.
[Source]
Det israelske militær har formået at dræbe lederen af Hizbollah, Hassan Nasrallah, sammen med andre ledere af organisationen, ved at udføre et massivt luftangreb på nabolaget Dahiyeh i Beirut. Det lader til at lederen af Hizbollahs sydlige front, Ali Karaki, også blev dræbt i angrebet. Netanyahu beordrede personligt angrebet, og han forsøger tydeligvis at fremprovokere Hizbollah, og dets primære allierede Iran, til en åben krig. Netop det scenarie er nu tættere på end nogensinde før.
Den amerikanske administration afviste hurtigt nogen indblanding i angrebet, selvom Israel siger at de informerede Washington om det på forhånd. Faktum er dog, at USA leverede missilerne, der blev brugt til at dræbe Nasrallah. Washington kan forsøge at fralægge sig ansvar fra angrebet, men amerikansk imperialismes rolle er tydelig for enhver.
Washington taler om våbenhvile, men Israel kan regne med USA’s fortsatte støtte, selvom de udfører det ene blodige angreb efter det andet. Biden og hans administration - sammen med alle Vestens regeringer, der støtter Israels såkaldte “ret til selvforsvar” - er smurt ind fra top til tå i blodet af titusinder af palæstinensere. Og nu tilføjer de libanesernes blod.
Det længste de vestlige imperialister, med USA i spidsen, er villige til at gå, er at tale om fred, anbefale midlertidige våbenhviler, samtidig med at de græder krokodilletårer over den død og ødelæggelse Netanyahu spreder.
De kommer ikke til at stoppe våbenleverancerne til Israel, som ville være den eneste konkrete måde at svække den zionistiske krigsmaskine. De vil blive ved med at støtte Israel, selv hvis det betyder at hele Mellemøsten bliver opslugt af en regional krig. De vil fortsætte med at forsvare Israel, selv hvis dets handlinger risikerer at få katastrofale konsekvenser for de mennesker, som bor i regionen, og for verden som helhed.
Demonstranter verden over refererer ofte til Israel som en ‘terrorstat’. Det bliver zionisterne dybt fornærmet over, og anklager i stedet Hizbollah i Libanon og det palæstinensiske folk for at være terrorister. Lad os sige det klart og tydeligt: det er palæstinenserne, som er de undertrykte - det er dem, som er blevet fordrevet fra deres hjemland; det er dem, som er tvunget ind i flygtningelejre; og det er dem, som i flere omgange har været udsat for massakre. Og den undertrykkende stat hedder Israel. Det er en stat, som føler, at den har ret til at bombe, ødelægge og dræbe for at holde de undertrykte på deres plads.
De kan lide at fremføre dem selv som ‘civiliserede’ og kan ikke lide at blive refereret til som terrorister. Men hvordan kan man ellers beskrive Israels angreb på Libanon? Luftangrebene ramte tætbefolkede områder i det sydlige Beirut, Libanons hovedstad. Over 800 mennesker er blevet dræbt i løbet af den sidste uge - hvoraf de fleste er uskyldige civile - og mindst 250.000 mennesker har været tvunget til at flygte fra deres hjem.
Bekaa dalen har også været udsat for alvorlige bombardementer, og som konsekvens har tusindvis flygtet fra området. En artikel i New York Times skriver at: “Hvor der engang lå fabrikker, butikker og huse, ligger der nu bunker af betonblokke, forvredne metalstykker og glasskår. Smaragdgrønne buske er dækket af kedeligt gråt støv, og højspændingsledninger, der blev revet ud af deres metalstolper i eksplosionerne, og som nu dingler over vejen og svajer i vinden.”
Vi fremhævede forleden i en artikel, at Iran har udvist ekstrem tilbageholdenhed på trods af konstante provokationer. De vestlige medier maler altid et billede af Iran som aggressoren og Israel som offeret. Men det er Israel, som er aggressoren. Det er den israelske regering, med Netanyahu i spidsen, som ønsker en regional storkrig. Det gjorde Netanyahu fuldstændig tydelig i sin tale til FN i fredags.
Det er ikke muligt at være i tvivl om Netanyahus intentioner, efter at have lyttet til ham. Han svor, at han ville fortsætte krigen mod Hizbollah.
Han sagde at, “så længe Hizbollah vælger krigens vej, har Israel intet andet valg, og fuld ret til at fjerne denne trussel. Vi vil fortsætte med at angribe Hizbollah, indtil alle vores mål er opnået.”
Han truede også direkte Iran, og resten af Mellemøsten, da han sagde at “der er ikke noget sted i Iran - som Israels lange arm ikke kan nå. Og det gælder også for resten af Mellemøsten”.
Den israelske hærs stabschef, Herzi Halevi, gjorde det tydeligt, at weekendens angreb ikke markerede afslutningen af Israels bombetogt. Han sagde, at det “ikke var det sidste værktøj i vores værktøjskasse. Budskabet er enkelt: enhver, som truer civile i Israel - vi ved hvordan man rammer dem.” Folk, som ønsker fred, bruger ikke sådanne ord, det gør imidlertid de, der søger krig.
Den kendsgerning, at det israelske militær har sendt beskeder til beboerne i nabolaget Dahiyeh i Beirut om at evakuere området og flytte til andre dele af byen, er en indikator på, hvad dets planer er for de næste par dage. Nadav Shoshani, en talsmand for det israelske militær, sagde meget bramfrit: “Er vi klar til en yderligere eskalation? Ja. Vores styrker er i høj alarmberedskab.”
Det iranske regime ønsker ikke en regional krig. Hizbollahs afmålte modsvar på Israels aggression viste, at de heller ikke ønskede at øge niveauet af militær konfrontation. De ønskede at holde konflikten på det samme niveau, som det har været gennem det sidste år, med træfninger og regelmæssige bombardementer over grænsen.
Imperialisterne - især europæerne - ønsker ikke en regional krig, da de kan se, hvilke katastrofale konsekvenser det vil få for dem selv. Og alligevel er situationen på vej mod det, de alle frygter.
Revolutionære kommunister identificerer altid, hvem de undertrykte og hvem undertrykkerne er, og vi står på samme side som førstnævnte. Krigsmagerne i denne kontekst er Netanyahu, Biden, Starmer, Macron og resten af de vestlige ledere. For at stoppe deres krigsliderlige politik er det ikke nok at appellere til dem. Der svarer til at appellere til fanden om at stoppe med at synde. De vil ikke lytte. De må i stedet væltes!