Hong Kongs voldsomme protestbevægelse fortsætter nu på anden måned. På trods af voksende pres fra Beijing og regeringen, der er ledet af Carrie Lam, bliver bevægelsen stadig mere radikal. Den har udviklet sig fra borgerlig-liberale metoder til nu at benytte klassekampens metoder. Da Carrie Lam efter mange dages stilhed kom med et modsvar til generalstrejken, havde hun på mange måder ret i, at Hong Kong-bevægelsen er ved at nå et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.
[Source]
På trods af den store forvirring skabt af et utal af mere eller mindre ærlige interessenter presser masserne i Hong Kong på for at overkomme akutte sociale modsætninger skabt af det kapitalistiske system. Det står dog klart, at de reaktionære bånd fra de borgerlig-liberale og reformistiske ledere vil blive en lænke om benet på hele arbejderklassens mulighed for fremskridt, såfremt der hverken er et politisk marxistisk lederskab, et klassekampsperspektiv og et socialistisk program.
Mandag den 5. august stræbte Hong Kongs masser efter at skrive historie med forsøget på at mobilisere en generalstrejke. Den sidste fuldkomne generalstrejke i byen foregik i 1925 mod britisk imperialisme.
Den historiske udvikling og materielle omstændigheder samt stalinistiske og reformistiske bedrag har i lang tid berøvet flere generationer af Hong Kongs arbejderklasse fra at gøre sig erfaringer med kamp og organisering. På dette tidlige stadie, hvor der stadig famles efter metode og strategi, befinder den nuværende bevægelse sig desværre i en farlig og desorienterende sammensmeltning med pro-vestlige imperialistiske frontfigurers paroler, perspektiver og interesser.
Bevægelsens hidtidige udvikling fremhæver den presserende nødvendighed af en skarp differentiering mellem klasserne.
Historisk baggrund for strejken den 5. august
De vestlige imperialistiske kræfters historiske udviklingstempo gav den herskende klasse tid, levedygtighed og fremsyn til at kunne opbygge et borgerligt diktatur, der gav dem en bred vifte af værktøjer til at værne om deres status. Dette har udviklet sig til et system med borgerligt demokrati i mange forskellige varianter - alle med det tilfælles, at de ultimativt sikrer en ukrænkelig privatejendomsret, nationalstat og “lov og orden”, for at kunne opretholde det frie marked og akkumulation af profit baseret på udnyttelse og udbytning af arbejderklassen.
Det borgerlige demokratis institutioner giver den herskende klasse et godt værktøj til at måle stemningen blandt masserne med, hvilket gør det muligt for den at tilpasse dens manøvre. Som Friedrich Engels forklarede det i Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse:
“Så længe den undertrykte klasse, i vort tilfælde proletariatet, endnu ikke er moden til selv at frigøre sig, så længe vil dets flertal anse den bestående samfundsordning for den eneste mulige og politisk være kapitalistklassens hale, dens yderste venstre fløj. Men i samme grad, som det modnes til at udvirke sin egen frigørelse, i samme grad konstituerer det sig som et særligt parti, vælger sine egne repræsentanter, ikke kapitalisternes. Den almindelige stemmeret giver således en målestok for arbejderklassens modenhed.”
Demokratiske rettigheder er præcis hvad regimet i Beijing ønsker at tilbageholde. Regimet forsøger desperat at nedkæmpe alle forsøg på uafhængig organisering af arbejderklassen. For at undgå en kinesisk arbejderrevolution eller Det Kinesiske Kommunistpartis (CCP) egen opløsning som følge af udefrakommende vestlige imperialistiske kræfter, kan CCP-bureaukratiet som en helhed kun sikre sin egen overlevelse gennem kapitalistisk kontrarevolution på sine egne præmisser og uden at give nogen borgerlige demokratiske rettigheder til arbejderklassen.
Dette er grundlaget ikke bare for CCP-regimets magt over Hong Kong men vigtigst af alt for den lokale kapitalistklasses magt. Sidstnævnte spiller en fremtrædende rolle i Kinas samlede kapitalistiske økonomi og gav den første kapitalindsprøjtning til Kina, der ledte til opløsningen af planøkonomien og genindførslen af kapitalisme. Regimet, der bygger på “Et land - To systemer” i Hong Kong, er primært fokuseret på at opretholde Hong Kongs kapitalistklasses diktatur over byen samt at bevare det kinesiske markeds adgang til vestlig kapital. Det har aldrig været på tale for bureaukratiet i Beijing, at give flere demokratiske indrømmelser til Hong Kongs befolkning, da det ville true dets greb om den kinesiske arbejdsklasse som en helhed.
At forstå ovenstående perspektiver, er et spørgsmål om liv eller død for Hong Kongs arbejderklasse, ligegyldigt hvilken form dets kamp vil tage. Enhver kamp for reelle demokratiske og økonomiske fremskridt skaber nødvendigvis behovet for klasse-baserede metoder samt behov for at kampen spredes til Kinas fastland.
Den snoede vej mod strejken den 5. august
De liberale frontfigurer for den nuværende bevægelse har ingen sådan forståelse, men de får meget opmærksomhed og dækning i de borgerlige medier. Og hvad værre er, at den reformistiske ledelse, der angiveligt skulle være “anti-establishment” (i Hong Kong betyder det “anti-Beijing”) søgte at finde en taktik, der både kunne tilfredsstille Beijings og Hong Kongs kapitalistklasses ønske om lov og orden, og den vestlige imperialismes interesser. De afspejler det faktum, at Hong Kongs borgerskab og det kinesiske borgerskab har en fælles interesse i at opretholde den ubarmhjertige udbytning af arbejderne i Hong Kong og i resten af Kina.
Da den nuværende bevægelse, som nødvendigvis måtte have en spontan natur, udbrød i begyndelsen af juni, var spørgsmålet om en generalstrejke allerede på tale. Idéen om en generalstrejke blev stærkere i kraft af Carrie Lams direkte afvisning af at bøje sig overfor de fredelige demonstrationer i juni med millioner af deltagere. Endnu inden strejkerne den 5. august, har masserne i Hong Kong allerede tildelt arbejdsgiverne mærkbare slag. Ifølge Financial Times, er virksomhedsaktiviteterne i den private sektor allerede faldet til det laveste niveau siden den sidste globale finanskrise.
Stillet over for en så stærk opfordring til klassekamp har den liberale Civile Menneskerettighedsfront i stedet for at organisere en sådan, to gange støttet en generalstrejke for så senere at trække deres støtte igen. Hong Kongs Fagforeningskonføderation (HKCTU), der under Carol Ngs ledelse har brystet sig som den “ægte fagforeningsledelse” overfor den Beijing-kontrollerede Hong Kong Fagforeningsføderation (HKFTU), har gentagne gange valgt at karakterisere generalstrejken som en “masse-fridag”, hvilket betød, at arbejderne skulle have tilladelse fra deres arbejdsgivere til at strejke. Dette var den samme forklaring som HKCTU gav arbejderklassen i optakten til forsøget på generalstrejke den 5. august.
Efter generalstrejken den 5. august udtalte Carol Ng, at 35.000 arbejdere deltog i strejken, hvilket hun påstod var en tredjedel af hendes medlemmer. Dette på trods af at HKCTU’s medlemstal fra 2017 lader til at have været på 140.000 medlemmer. Selvom det var et betydeligt antal står det dog også klart,at HKCTU ikke lykkedes i at mobilisere langt størstedelen af deres egne medlemmer. Ikke alene er det nødvendigt at overbevise både fagforeningernes egne medlemmer og de uorganiserede arbejdere, nej, hvis HKCTU skal kunne vende situationen må de skabe et massearbejderparti med et slagkraftigt socialistisk program, der står i tydelig opposition til kapitalismen og arbejdsgiverne, og som er klar til at kæmpe udenfor de love og rammer, der er blevet defineret af CCP og Hong Kongs kapitalister.
De liberales selvmorderiske synspunkter
De mere liberale og småborgerlige studenterfigurer, såsom Joshua Wong, Demosisto partiets mest berømte medstifter, har spillet en endnu mere destruktiv rolle, og har gentagne gange opfordret til at USA, Europa og Japan skal intervenere. Dette på trods af at Trump åbent har karakteriseret Hong Kong-bevægelsen som »optøjer«, i hvad der sandsynligvis var et kortvarigt forsøg på at imødekomme Kina i den nuværende handelskrig. Derudover har Wong åbent takket demokraternes talskvinde, Nancy Pelosi for hendes udtalelse, der støtter “Hong Kongs Menneskerettigheds- og Demokratilov”, der er sponsoreret af Chris Smith (Republikaner fra New Jersey), som er en anti-abort, anti-LGBTQ og imperialistisk reaktionær.
Da bygningen for den lovgivende forsamling blev stormet i juni, og det britiske koloniflag blev hejst, påstod Wong, at det var en desperat handling fordi »vi har forsøgt alt«. Hvordan det at hejse det britiske koloniflag skulle hjælpe nogen, er dog en gåde. Forventede de, at de britiske imperialister skulle sende deres flåde afsted, for at beskytte Hong Kongs demokratiske rettigheder? Som Trumps udtalelse viser, er Hong Kong befolkningens rettigheder intet værd i den større kamp mellem de imperialistiske magter. Yderligere kan det tilføjes at, de ikke havde »forsøgt alt«. De havde ikke gjort nogen seriøse forsøg på at mobilisere arbejderklassen. Det var før en generalstrejke endnu var blevet forsøgt.
Læren af strejken den 5. august
Generalstrejken den 5. august blev endelig til virkelighed omend den liberale ledelse gav den en forvrænget form. Den mest tapre indsats kom fra lufthavnsarbejderne. 3.000 stewardesser og andre logistik-arbejdere tog en masse-sygedag for at lamme Hong Kongs Internationale Lufthavn. Dette var den største bedrift for bevægelsen hidtil og metoderne bør udvikles til fremover at være meget mere end at tage en sygedag. De bør eskaleres til en aktiv strejke uden hensyntagen til arbejdsgivernes interesser og kulminere i at arbejderne besætter og overtager kontrollen med faciliteterne.
Der blev gjort forsøg på at lægge metronetværket ned, men resultaterne har været blandede. Det er sandt, at flere metroarbejdere lukkede de stationer, hvor de arbejdede, og at der var flere individuelle demonstranter, der ikke arbejdede på stationerne, men som forhindrede togenes døre i at lukke for at standse dem. I det mindste forsøgte demonstranterne, gennem timevis af forberedende propagandaarbejde på stationerne, at vinde majoriteten af metroarbejderne over, men det lykkedes dem ikke. Det var nødvendigt at vinde arbejderne for at lukke metroen fuldstændigt og for at give strejken legitimitet over for pendlerne. Ansvaret for det fejlslagne forsøg kan endnu engang tilskrives fagforeningledelsens manglende manglende indsats for at starte diskussionen og forberede en afstemning om at strejke.
Fagforeningsledelsens manglende evne til at tage ansvar for klassebevidst, militant og organiseret handling resulterede i, at den den aktive rolle faldt på skuldrene af unge mennesker som manglede erfaring med klassekampens metoder og paroler. Konfronteret med brutal politiundertrykkelse, angrebet med gummikugler og tåregas blev parolen »Vind Hong Kong tilbage - Vor tids revolution« populær. Dette tvetydige slogan har dog en historie. Det blev først benyttet af anti-Kina seperatisten fra den yderste højrefløj Edward Leung, da han stillede op til det Lovgivende Råd i 2016. Parolen gav ny ammunition til CCP-regimet. I den anden pressekonference afholdt af Statsrådets Kontor for Anliggender for Hong Kong og Macau (HKMAO) drog talsperson Yang Guang fordel af denne tvetydighed og spurgte: »Hvem vinder disse mennesker Hong Kong tilbage til?«. Han insinuerede, at bevægelsen forsøgte at underlægge Hong Kong vestlig imperialisme endnu en gang. Dette sammen med en række hadefulde ord såsom »chinks« og »skadedyr«, var kun med til at styrke den kinesiske arbejderklasses opfattelse af, at bevægelsen er antagonistisk over for hele det kinesiske folk - en opfattelse, der er til Beijings fordel.
Hvis denne opfattelse blandt kinesere fra hovedlandet tillades at blive opretholdt, og reaktionære personer fortsat accepteres som talspersoner for bevægelsen, så vil de dyrebare organisatoriske lektioner og erfaringer som Hong Kongs masser har fået med sig fra deres daglige kampe mod statsmagten (såsom hvordan man håndterer tåregas, hvordan man undgår ansigtsgenkendelse ved hjælp af lasere, mv.), ikke blive spredt uden for byens grænser, og vil ikke blive til gavn for verdens arbejderklasse i fremtidige kampe. De vil blot gå tabt.
Det er præcis på baggrund af disse udviklinger , at Beijing gjorde det forbudt at rapportere om situationen i Hong Kong inden for landets egne grænser. Det hjælper til at styrke propagandaen, der fremlægger bevægelsen som en kineser-hadende, vestlig imperialistisk sponsoreret bevægelse, der fuldstændigt modarbejder den kinesiske arbejderklasses interesser.
En vej til sejr eller en vej nederlag
Den kinesiske regering forsøger indtil videre at undgå direkte intervention fra Peoples Liberation Army (Folkets Befrielseshær - PLA). En sådan ville risikere at bevægelsen spredte sig til fastlandet, hvilket er, præcis hvad Beijing gerne vil undgå. Det er dog usandsynligt, at Beijing vil give indrømmelser til bevægelsen - hverken økonomiske eller politiske. Under den anden HKMAO-pressekonference udtalte en af talspersonerne for CCP-regeringen, at det store antal unge involveret i Hong Kong-demonstrationerne kunne tilskrives »dårlig uddannelse i nationalisme« eller ungdommen i Hong Kongs »manglende interaktion med resten af Kina og verden« frem for at tillægge deres deltagelse den skrækkelige økonomiske situation, som ungdommen befinder sig i. Dette er nødvendigt for de har brug for at opretholde illusionen om at “Et Land - To Systemer” har bragt velstand til Hong Kongs befolkning. Derudover, har Kina ikke råd til at sætte præcedens ved at give store velfærds-indrømmelser eller demokratiske reformer til Hong Kong, når kapitalismen skaber de samme sociale modsætninger i resten af landet, som den gør i Hong Kong.
Hong Kongs politi kommer højst sandsynligt til at være knytnæven, der skal slå bevægelsen ned, så snart den viser nogen tegn på svaghed. Hong Kongs regering har allerede købt uro-køretøjer fra Frankrig, der er udstyret med vandkanoner. Politiet i Hong Kong, ledet af den britisk-fødte Rupert Dover, reklamerer åbent på deres facebook-side med deres mærknings-teknologi for at advare alle demonstranter om, at de vil blive tilsølet med blæk, hvilket kan hjælpe politiet identificere dem flere dage efter.
På denne måde vil regeringerne i Beijing og Hong Kong trække tiden ud og løbende øge presset gennem Hong Kongs politi – og sætte deres lid til at liberale frontfigurer og manglen på en klassebaseret ledelse vil føre bevægelsen mod forvirring og demoralisering. Herefter kan benhård politisk undertrykkelse igangsættes.
Den eneste måde at undgå et sådant scenarie på, er ved at udvide bevægelsen til Kinas fastland. Marxister støtter opfordringerne til yderligere strejker og massernes vilje til at fortsætte kampen, kampen må udvikles ikke kun organisatorisk gennem dannelse af strejkekomiteer med repræsentanter valgt af alle Hong Kongs arbejdere og unge der deltager i kampen, men også i aktivt at udvide kampen ud over Hong Kongs grænser.
Alle ærlige, konsekvente demokrater, unge og socialister i Hong Kong må straks påbegynde propaganda på mandarin rettet mod de brede lag af kinesiske masser for at modvirke regeringens bagvaskelse, ved klart at inddrage de daglige økonomiske krav fra arbejderne på Kinas fastland i deres program og paroler. De må også åbent kritisere og marginalisere den nuværende liberale og reformistiske ledelse for at styre bevægelsen i retning af konsekvent klassekamp med et socialistisk program, der indeholder løsninger på bolig- indkomst- og alle økonomiske kriser, som rammer arbejderklassen over hele Østasien. Enhver anti-kinesisk, anti-kommunistisk eller pro-vestlig imperialistisk stemning må øjeblikkeligt bekæmpes, for de vil kun føre bevægelsen til nederlag.