28. Juni 2019 var det 50 år siden, Stonewall-optøjerne fandt sted, hvilket markerede begyndelsen af den moderne LGBT-rettighedsbevægelse. Efter andre revolutionære begivenheder i 1960’erne markerede optøjerne - beskrevet som “the hairpin drop heard ‘round the world” (“Hairpin drop” var et slangudtryk for at lade folk vide, at du var homoseksuel, red.) af New York-nyhedsavisen Mattachine - et skift blandt LGBT-personer væk fra individualiseret, småskala-aktivisme mod masseprotester og demonstrationer.
[Source]
De følgende år efter Stonewall markerede starten af Gay Liberation Front (GFL) og den første Pride-parade nogensinde. Imidlertid var bevægelsen fra sin begyndelse sønderrevet med interne konflikter. Stonewall-optøjerne, og hvad der fulgte dem, indeholder mange erfaringer for LGBT-bevægelsen i dag.
Baggund
Som socialister studerer vi disse begivenheder for at kunne drage politiske konklusioner fra dem og for at forstå begrænsningerne såvel som styrkerne ved bevægelsen. Vi er også nødt til at placere begivenhederne i deres historiske kontekst. Der er to hovedkontekster: den stigende klassekamp og andre befrielseskampe i 1960’erne; og den historiske isolation af LGBT-bevægelsen fra arbejderbevægelsen.
I slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede tog arbejderbevægelsen kravet om at afkriminalisere homoseksualitet op. I 1898 blev appellen om afkriminalisering af homoseksualitet, fremsat af Magnus Hirschfeld, støttet i det tyske parlament af det socialdemokratiske parti, den tids største eksisterende socialistparti. I 1921 lancerede Hirschfelds organisation, Institut for Seksuel Forskning, en ‘kongres for seksuel reform’, som blev besøgt af en delegeret fra det nyligt dannede Sovjetunionen.
Selv om homoseksualitetens sande natur ikke blev forstået fuldt ud på det tidspunkt, gik kommunister ind for at gøre op med alle former for undertrykkelse i det borgerlige samfund. Således afkriminaliserede Sovjetunionen homoseksualitet efter den bolsjevikiske revolution i 1917 - årtier før mange andre lande i Vesten såsom Storbritannien og USA.
Imidlertid blev alt dette revet væk, da Stalin kom til magten. Det stalinistiske bureaukrati bestod i det store og hele af tsarismens bureaukrater. Deres erklærede kommunisme var en tynd maske, bag hvilken samtlige af det borgerlige samfunds fordomme lå gemt.
Under rekonstruktionen af den industrielle økonomi baserede stalinisterne sig i øvrigt på den heteroseksuelle borgerlige familie som en arbejder-producerende enhed, i lighed med kapitalismens primitive akkumulation. Således trak de mange af den tidlige bolsjevikregerings reformer tilbage.
Størstedelen af kommunistpartierne i Tredje Internationale tog denne holdning til homoseksualitet til sig og opgav alt forsvar af seksuelle minoriteter. Denne politik forklarer apatien, som en stor del af arbejderbevægelsen havde over for LGBT-rettigheder, hvilket først skulle begynde at vende sig efter 1969.
Selvom en stor del af arbejderbevægelsen i 1930’erne ikke så denne politiske ændring fra Stalins side som et stort problem, blev det skarpt følt af homoseksuelle arbejdere. Dette afspejles i et brev, som Harry Whyte skrev til Stalin. Som medlem af Kommunistpartiet og homoseksuel mand var han tydeligvis forvirret over Stalins tilbagetrækning af de fremskridt, der skabtes under Oktoberrevolutionen. Han var chokeret over at se, hvordan homoseksuelle begyndte at blive arresteret. Han skrev:
“Man bør anerkende, at der er noget, der hedder uudrydelig homoseksualitet - jeg har endnu tilgode at møde fakta, der tilbageviser dette - og som konsekvens bør man i mine øjne anerkende eksistensen af denne minoritet i samfundet som uundgåelig, være det et kapitalistisk eller endda et socialistisk samfund. I dette tilfælde kan man ikke finde nogen retfærdiggørelse for at erklære disse mennesker kriminelt ansvarlige for deres særlige træk. Træk, for hvis tilblivelse de ikke bærer noget ansvar, og som de er ude af stand til at ændre, selv hvis de ville.”
Ved siden af denne inderlige appel skrev Stalin kun få korte sætninger: “Arkiv. En idiot og degenereret individ. J. Stalin.”
Isolation
Den reaktionære genkriminalisering af homoseksualitet af det stalinistiske bureaukrati kom til at isolere den spirende LGBT-bevægelse fra resten af arbejderbevægelsen i årtier fremover. Lederne af de socialdemokratiske partier og fagforeninger gjorde heller ingenting for at afhjælpe dette og valgte således at falde ind på række med borgerlige moralitet frem for at kæmpe mod fordom og undertrykkelse, hvilket viste begrænsningerne i kombinationen af reformisme og stalinisme i fagforeningernes lederskab.
Under McCarthyismen i USA blev homoseksuelle forfulgt, en periode kendt som “lavender scare”. Bøsser og lesbiske blev anset som værende sikkerhedsrisici og sandsynligvis kommunistsympatisører. Ofrene i denne periode modtog ingen hjælp fra fagbevægelsen eller den bredere arbejderbevægelse. Før 1969 ignorerede fagbevægelsen stort set problemerne, som LGBT-miljøet stod ansigt til ansigt med.
I denne kontekst af isolation er det desto mere forbløffende, at Stonewall-optøjerne blev startskuddet for en massebevægelse for LGBT-rettigheder. Imidlertid er det ikke et sammentræf, at begivenhederne optrådte lige efter et af de mest politisk turbulente årtier i det 20. århundrede.
Kun et år tidligere i 1968 blev verden rystet af revolutionære bølger og demonstrationer i flere lande, herunder Frankrig, Pakistan og Mexico. De sene 1960’ere så også Foråret i Prag i Tjekkiet og tilblivelsen af borgerrettigheds- og anti-Vietnam-bevægelser i USA. Over hele verden var der en dyb utilfredshed med status quo. Dette resulterede i, at klassekamp var tilbage på dagsordenen, og folk lærte, at massebevægelser kan ændre tingenes tilstand.
De sene 1960’eres revolutionære stemning var en vigtig baggrund for Stonewall-optøjerne. Selv om dem, der befandt sig på baren, måske havde lavet optøjer alligevel, flokkedes mennesker på gaden for at deltage, fordi de også var trætte af “business as usual”, hvilket forvandlede små gadeuroligheder til store optøjer og demonstrationer.
Kogepunktet
Delvist på grund af adskillelsen af LGBT-bevægelsen fra arbejderbevægelsen havde LGBT-rettighedsaktivister bevæget sig væk fra politik. Homophile Movement, som det blev kaldt, havde til hensigt at bevise, at homoseksualitet ikke udgjorde en trussel mod den borgerlige kernefamilie eller det vestlige kapitalistiske samfund.
I konteksten af stigende radikalisering og krav om bredere demokratiske rettigheder fra arbejderklassen globalt blev der alligevel taget store skridt frem for LGBT-rettigheder. Eksempelvis i Storbritannien, hvor homoseksualitet blev afkriminaliseret af Labour-regeringen i 1967, to år før Stonewall-optøjerne. I USA var homoseksualitet dog ikke fuldt afkriminaliseret før 2013.
Imidlertid er det også vigtigt at forstå, at dette var en reform, som kapitalismen kunne acceptere, fordi den ikke fundamentalt truede grundlaget for klassesamfundet som sådan.
Lovliggørelsen af homoseksualitet var et vigtigt skridt fremad. Men for alle, som ikke var en del af enkelte privilegerede udsnit af det homoseksuelle miljø, var der stadig meget seriøse problemer. Frygten for at miste sit job var skræmmende for de, som levede under trange kår. Der findes ikke meget data om hyppigheden af hadforbrydelser før 1969, men det er nemt at forestille sig, at det var hverdagskost.
Dette understøttes også af nyhedsrapporter. For eksempel den 9. marts 1969, kun få måneder før Stonewall-optøjerne begyndte, hvor en homoseksuel mand ved navn Howard Efland blev banket til døde af Los Angeles distriktspoliti. I New York på den tid var det næsten umuligt at være åbent homoseksuel. Dans med en af samme køn var forbudt, og barer var ikke tilladt at servere alkohol til homoseksuelle personer. Hvis personer bar færre end tre beklædningsgenstande der svarede til deres tildelte køn, kunne de fængsles. Dette, sideløbende med konstant chikane fra politiet og medlemmer af offentligheden, gjorde dét at være homoseksuel farligt og til tider dødeligt.
Stonewall-baren i New York var den eneste bar for homoseksuelle mænd, hvor dans var tilladt. Baren blev besøgt af et bredt spektrum inden for LGBT-miljøet, inklusive transkønnede personer, drag queens og lesbiske, med et hovedklientel af bøsser. Modsat hvad myten fortæller, var unge hjemløse mænd ikke hovedklientellet, men de prøvede ofte at komme forbi udsmiderne i døren og fik drinks fra barens andre gæster. Kun få drag queens fik tilladelse af udsmiderne til at komme ind, men Stonewall var én af to barer i byen, hvor de blev tilladt at komme ind overhovedet.
Politiransagninger på homo-barer var hyppige og forekom omkring en gang om måneden. Disse ransagninger var fuldstændig dehumaniserende. Lyset blev tændt, for at dansende par hurtigt vidste, at de skulle skille sig ad, således at de ikke blev taget i den ulovlige handling at danse med en af samme køn. Kunderne blev stillet op på række og undersøgt for at sikre, at de bar minimum tre af de “rigtige” beklædningsgenstande. Imidlertid var det på den tid hverdagskost, og folk protesterede sjældent - selv om vreden boblede. Stonewall-optøjerne var det ekstraordinære øjeblik, hvor denne bitterhed kogte over.
Hvad skete der?
Ransagningen om natten den 28. var mere alvorlig end almindeligvis, måske fordi politiet langt om længe havde besluttet at lukke baren ned for bestandigt på grund af barens mafiaejeres afpresning af velhavende kunder. Omkring 200 mennesker var til stede, hvoraf mange aldrig havde oplevet en politiransagning før.
Da kunderne blev stillet op på række, nægtede gæster klædt som kvinder at følge med betjentene ud på toilettet, hvor de skulle afklæde sig for at verificere deres køn. En fornemmelse af vrede og ubehag begyndte at sprede sig, ansporet af politiet, som begyndte at forgribe sig mod nogle af de lesbiske gæster ved at røre dem på en upassende måde, mens de blev visiteret. Mænd nægtede at vise deres identifikation, når de blev beordret til det. Politiet besluttede at begynde at arrestere kunderne.
En menneskemængde samledes uden for baren. I begyndelsen var det kun kunder fra baren, som var blevet sluppet fri uden at blive arresteret, men mængden voksede hurtigt. Mønter og senere ølflasker blev kastet mod en patruljevogn. En lesbisk blev marcheret ud af baren. Da hun klagede over, at hendes håndjern var for stramme, blev hun banket i hovedet. Da politiet prøvede at trække hende væk, råbte hun til tilskuerne: “hvorfor gør I ikke noget?”. Det gjorde de.
På dette tidspunkt var menneskemængden vokset til 500 eller 600 mennesker. Mange af disse var ikke homoseksuelle, men var blevet tiltrukket af postyret fra barer længere oppe og nede ad gaden. Mange af dem havde deltaget i andre demonstrationer, og delte foragten for politiet. En af disse var folkesangeren Dave van Ronk, som havde oplevet politibrutalitet under protesterne mod Vietnamkrigen. “Så vidt jeg vidste, så var hvem som helst, der stillede sig op mod panserne, okay for mig, og det var derfor, jeg deltog”, fortalte han senere.
Nu var protesterne blevet til store optøjer. Resten er historie. Politiet, som var vrede over at være tvunget til at trække sig på grund af homoseksuelle personer, som de anså for at være underlegne og feminine, slog hårdt tilbage og ryddede brutalt gaderne. Men den næste dag havde nyheden om optøjerne spredt sig, rapporteret af New York Times, New York Post og Daily News.
Samme aften samledes tusindvis af mennesker foran Stonewall Inn. Kampene mod politiet fortsatte indtil klokken 4 om morgenen. Dette gentog sig på tredjedagen.
Radikal bevægelse
Selv om Stonewall-optøjerne ikke var de første af sin slags, var de usædvanlige, fordi tusindvis af mennesker var involveret. De varede mere end seks dage og gav gnisten til dannelsen af mange nye homoseksuelle aktivistgrupper.
Borgerlige historikere og journalister er kommet med alle mulige påstande for at prøve at forklare, hvordan en så umiddelbart underkuet og eftergivende gruppe af mennesker så brat kunne foretage en kovending og gå i kamp. De sammenkoblede som bekendt optøjerne til det homoseksuelle miljøs sorg over Judy Garlands død, en påstand, som er lige så stereotyp og nedværdigende, som den er tåbelig. Som et vidne, Bob Kohler, udtrykte det:
“Når folk taler om Judy Garlands død som værende forbundet med optøjerne, gør det mig tosset… Judy Garland var middelklassebøssernes midaldrende yndling. Jeg bliver oprevet over dette, fordi det banaliserer det hele.”
Marxister ved, at der findes en meget enklere forklaring. Mens folk måske nok er føjelige og medgørlige på overfladen, kan vedvarende dehumanisering og dårlig behandling kun lede til en opbyggelse af enorm vrede, som i sidste ende nødvendigvis må komme til udtryk. Og når dette sker, kan resultatet være eksplosivt.
Gay Liberation Front (GLF) var en af de vigtigste organisationer, der blev dannet efter optøjerne. Mange af de, der deltog i Christopher Street-frihedsparaden var involverede. Men bemærkelsesværdigt nok var en stor del af denne organisation dannet af meget militante unge mennesker, som havde deltaget i optøjerne, og som også havde været indblandet i andre kampe såsom bevægelsen mod Vietnamkrigen. Denne organisation var meget dristigere end nogen anden, der kom før den, og med eksplicit brug af ordet “Gay” i dens navn. Selv brugen af “Liberation Front” var en reference til andre grupper såsom de algeriske og vietnamesiske nationale frihedsbevægelser.
Den voksende militante holdning var tydelig for forkæmpere som Frank Kameny og Barbara Gittings, som var meget prominente i den homofile bevægelse. På det første GLF-møde, de deltog i, blev de konfronteret af et ungt, militant medlem, som forlangede at få deres navne at vide, og hvem de repræsenterede!
GLF brød med taktikken om at appellere til borgerlig moralitet, som var støttet af den homofile bevægelse. I lyset af de kæmpestore fordomme, LGBT-personer stod ansigt til ansigt med, var det beundringsværdigt, at GLF forsøgte at række ud til andre grupper såsom Black Panthers og anti-krigsdemonstranter. De sigtede mod at “arbejde sammen for at omstrukturere det amerikanske samfund” - et mål, der nøje afspejlede 1960’ernes revolutionære stemning.
Imidlertid var der ikke nogen tydelig politisk retning for denne bevægelse. De vidste ikke, hvordan denne ‘omstrukturering” skulle se ud. Og mens størstedelen af lederskabet i GLF indtog en klar antikapitalistisk position, var der kun få erklærede kommunister eller marxister med en forståelse af roden til LGBT-undertrykkelse i det borgerlige samfund.
Uden denne klarhed faldt organisationen sammen på grund af indbyrdes stridigheder og opløstes fire måneder efter dens dannelse på grund af uenigheder omkring ‘fremgangsmåde’. Imidlertid fortsatte dele af GLF og kom til at tage vigtige skridt fremad for LGBT-miljøet. Dette indbefattede at organisere demonstrationer mod elektrochokterapi og at få homoseksualitet afklassificeret som en sygdom af American Psychiatric Association.
Identitetspolitik
Identitetspolitik er ensbetydende med afvisning af idéen om, at politisk massekamp kan løse problemerne for forskellige grupper. Det er ofte baseret på en misforståelse af, hvor undertrykkelse kommer fra - eksempelvis ved at argumentere for, at det er den menneskelige natur, at mænd undertrykker kvinder. Var det sandt ville gøre det umuligt for mænd og kvinder at forene sig i kampen for politisk forandring.
Som marxister ved vi imidlertid, at dette ikke er tilfældet. Før klassesamfundets fremkomst er der ikke nogen beviser for, at den undertrykkelse, vi ser i nutiden, eksisterede. Undertrykkelsen af kvinder og LGBT-personer har sine rødder i klassesamfundet.
Én gruppes seperatisme over for en anden vil ikke afskaffe undertrykkelse, hvis der stadig er kapitalister og arbejdere på begge sider. I 1970- og 1980’erne blev disse argumenter dog meget populære og gennemtrængte sociale bevægelser, som manglede klare socialistiske idéer.
Identitetspolitikkens negative indflydelse efter Stonewall blev tydelig. Det, der var tilbage af GLF, splintredes endnu mere. Lesbiske og etniske minoritetsgrupper såvel som andre grupper såsom Lavender Menace, Gay News og London Lesbian and Gay Switchboard brød hurtigt fra.
Dette var ikke en fejl begået af de mennesker, der dannede disse mindre grupper. Split var ofte reaktioner på sexisme og racisme inden for bevægelsen eller andre seriøse uenigheder. Men uden et klart mål for folk at kæmpe hen imod var der ikke noget til at holde bevægelsen sammen.
Som følge heraf var det ikke før HIV-krisens forenende effekt, at velorganiserede, forenede grupper af LGBT-aktivister blev normen, frem for små-fraktioner. Langt mere kunne være opnået i det mellemliggende årti, havde det ikke været for indbyrdes slagsmål på grundlag af identitet og interne uenigheder. At uenighederne eksisterede var ikke problemet. Men uden politisk klarhed kunne de ikke løses på nogen anden måde end ved flere split.
Samlet styrke
“En sort transkvinde kastede den første sten ved Stonewall” er et velkendt omkvæd i moderne LGBT-genfortællinger af Stonewalls historie. I virkeligheden er der ingen, der med sikkerhed ved, hvem der kastede den første sten, selv om individer såsom den unavngivne lesbiske person, som blev arresteret af politiet, såvel som aktivister som Marsha P. Johnson, spillede en vigtig rolle i optøjerne og bevægelsen, der fulgte.
Det var dog den samlede styrke af massedemonstrationer og -optøjer, der havde gennemslagskraft, ikke identiteten på personen, der kastede den første sten. I virkeligheden fik de første oprørere følgeskab af folk fra mange forskellige grupper. Borgerlige historikere tilslører ofte denne vigtige kendsgerning og fremhæver istedet individets rolle.
Stonewall-optøjerne viser resultaterne, der kan opnås af massebevægelser. Dette bør med god grund lovprises som et afgørende øjeblik i kampen for LGBT-rettigheder. Dog er den moderne bevægelse nødsaget til at drage konklusionerne fra GLF’s splittelse.
LGBT-kampen må forbindes til arbejderbevægelsen og have et klart socialistisk politisk program. Stalinismens rolle i at splitte arbejderbevægelsen væk fra kampen for LGBT-rettigheder og manglen af en klar politisk retning betød, at bevægelsen ikke opnåede det, den kunne have gjort.
Desuden var dette starten på en lang tendens til spaltninger i LGBT-rettighedsbevægelsen i mindre grupper på grundlag af identitet, der ofte ser andre medlemmer af LGBT-miljøet som deres fjender.
Dette gentages i dag i bevægelsen, eksempelvis i debatterne inden for Labour-partiet om at sætte transkønnede kvinder på opstillingslister kun for kvinder. Disse debatter er ofte anført af en lille gruppe af kvinder, hvoraf mange er lesbiske, og som baserer deres forståelse af undertrykkelse på identitetspolitik og biologisk køn.
Men denne debat spiller en reaktionær rolle både i LGBT-kampen og i kampen for kvinders frigørelse. Radikale feminister i arbejderbevægelsens insisteren på at prioritere denne debat over at føre kampagne for en socialistisk Labour-regering er spild af tid. Disse argumenter vil udelukkende have den effekt, at unge LGBT-personer frastødes fra arbejderbevægelsen.
Hvis LGBT-bevægelsen skal opnå sit mål om at gøre en ende på undertrykkelse for alle - og afslutte hvad de tidligste pionerer i vores bevægelse satte i gang - må vi have et klart politisk program. Vores uenigheder og debatter må være om politiske mål, ikke navlebeskuende identitetspolitik. Vi må forstå vigtigheden af de andre revolutionære kampe i 1960’erne for Stonewalls historie, og for at lykkes at vi må bygge videre på arven fra dengang og forbinde os med andre bevægelser.
Når alt kommer til alt er den eneste vej til at overkomme alle former for undertrykkelse at gøre en ende på klassesamfundet og at omstyrte forsvarerne af dette undertrykkende system - de, som nærer fordomme, splittelse og diskrimination for at fremme deres egne interesser. Det er ensbetydende med at forene alle undertrykte lag som integrerede dele af arbejderklassens bredere kamp for at transformere samfundet.