"Strategi uden taktik er den hurtigste vej til sejr. Taktik uden strategi er larmen inden nederlag" (Sun Tzu, gammel kinesisk militærstrateg)
Som om det irakiske folk ikke har lidt nok de sidste fire år, annoncerede George W. Bush, USA's præsident i aftes [i sidste uge red.] hans "nye strategi" for Irak. Hans 20 minutters lange TV-transmitterede tale var i bund og grund den sædvanlige retorik om at "etablere demokrati" og "besejre terroristerne", men især var der en god del ønsketænkning. Han bad om mere tålmodighed fra en krigstræt nation, og indrømmede, at USA's taktik har slået fejl, og at administrationen ikke havde forudset eksplosionen af sekterisk vold, som har splittet den irakiske nation ad.
"Situationen i Irak er uacceptabel for det amerikanske folk, og den er uacceptabel for mig", sagde Bush. "Vore tropper i Irak har kæmpet bravt. De har gjort alt, hvad vi har bedt om. Hvor der er begået fejl, hviler ansvaret på mig. Det står klart, at vi bliver nød til at ændre vor strategi i Irak".
Så langt, så godt. Endelig indrømmer overhovedet for verdens mest magtfulde nation, at der er blevet begået fejl og at situationen i Irak er "acceptabel". Måske er det derfor, at republikanerne fik sådan en straf i midtvejsvalget, november sidste år. Måske er det derfor, at flertallet af amerikanere er trætte af denne krig, som koster milliarder og milliarder af dollars uden ende i sigte. Måske burde Hr. præsident vende tilbage til sine fulde fem, tage en lang indånding og overveje det irakiske mareridt med en sober mine... Det sidste ville selvfølgelig være for meget at forlange.
I stedet har den amerikanske administration andre planer. Under denne nye plan vil USA forøge antallet af tropper i Irak, som lige nu er på 132.000, med 21.500 mand. De fleste af disse styrker skal blive i Baghdad og inkorporeres med irakiske tropper, imens 4.000 skal sendes til den vestligt beliggende provins Anbar og kæmpe imod Sunni modstand.
 |
"Den irakiske regering vil udnævne en militær leder og to vice-ledere til deres hovedstad. Den irakiske regering vil opsætte den irakiske hær og nationale politibrigader rundt omkring i Baghdads ni distrikter. Når disse tropper er helt sat op, vil der være 18 irakiske hærbrigader og nationale politibrigaderdedikeret til denne indsats sammen med det lokale politi. Disse irakiske styrker vil operere fra lokale politistationer; styre patruljer og opbygge checkpoints og gå fra dør til dør for at få tillid fra borgere i Baghdad." (vores understregning).
Forestil dig at leve indeklemt med din familie i et hus et eller andet sted i et fattigt kvarter i Baghdad efter at have lidt i flere år under denne blodige krig. Du har set flere familiemedlemmer og venner blive dræbt foran dine øjne. Elektricitet og vand er knappe ressourcer. Blot at gå ud på gaden kan betyde, at dit liv slutter, så du foretrækker at blive hjemme. Så midt i det hele, stormer disse stressede og paranoide amerikanske marinesoldater, altid på vagt overfor angreb imod dem, sammen med et dusin irakiske soldater stormer igennem gaderne, smadrer din hoveddør, og skyder på alt hvad, der rør sig. Ville du stole på sådan en person? Det er i midlertidig, hvad der skete dagen før Bush's tale i North Haifa Street, hvor 50 mennesker blev dræbt ved ét raid. Det er hvad en "dør-tildør-runde" betyder i praksis.
Interessant nok gav Bush allerede i sin tale hint om en mulig udbredelse af volden: "Selv hvis vores nye strategi virker præcis som planlagt, vil dødelige voldsgerninger fortsætte - og vi må forvente flere irakiske og amerikanske tab. Spørgsmålet er om vor nye strategi vil bringe os tættere på succes. Det mener jeg, at den vil."
Med andre ord; den nuværende strategi, selv hvis den virker (og det er et stort hvis), vil rent faktisk ikke stoppe den sekteriske vold. Den tidligere strategi medførte allerede blodbadene i Fallujah og Haditha og torturen i Abu Ghraib fængslet.
Nu proklamerer Bush kynisk, at der førhen "ikke var nok irakiske og amerikanske tropper til at sikre kvarter, der var blevet ryddet for terrorister og oprørere, og der var for mange restriktioner på de tropper, som vi rent faktisk havde". Nu er det åbenbart en aftale med den irakiske premierminister Nouri Maliki om, at enhver restriktion på de amerikanske tropper vil blive ophæftet. Fløjlshandskerne er bleven taget af, og amerikanerne kan gøre hvad der passer dem. Det eneste resultat vil blive flere blodsudgivelser.
Vil denne strategi fungere? Hr. Bush var hurtig til igen at forsikre den amerikanske offentlighed:
"Mange der lytter i aften vil spørge, hvorfor denne indsats vil fungere når tidligere missioner for at sikre Baghdad ikke fungerede. Men her er forskellen: Ved tidligere missioner ryddede irakiske og amerikanske styrker mange kvarterer af terrorister og oprørere, men når vore styrker bevægede sig videre til andre mål, kom morderne tilbage. Denne gang vil vi have det antal styrker som vi behøver for at holde på de områder, som vi har ryddet. Under tidligere missioner, forhindrede politisk og sekterisk indblanding de irakiske og amerikanske tropper i at gå ind i kvarterer, som er hjem for dem, der opfostrer den sekteriske vold. Denne gang vil irakiske og amerikanske styrker have et grønt lys til at gå ind i de kvarterer - og premierminister Maliki ønsker, at ingen politisk og sekterisk indblanding accepteres."
Problemet for amerikanerne er, at de starter fra et meget svagt udgangspunkt. I den seneste periode er det blevet mere og mere klart, at den amerikanske strategi i Irak har fejlet, og at det kun er i et spørgsmål om tid før betydelige dele af den amerikanske hær, vil blive tvunget til at trække sig tilbage. Ingen af de forskellige partier ser USA som en langvarig spiller i Irak, og på trods af Bush og Blairs retorik om, at "blive indtil jobbet er fuldført" er det rimeligt at tro, at de seriøse strateger i den herskende klasse ved, at de før eller senere må forlade den synkende skude. Alt i alt er Iran, Iraks stærke nabo som intervenerer kraftigt i Irak, meget mere relevant for den nuværende krise end amerikanerne er. Sunnierne kan ikke engang vende sig mod amerikanerne for at få beskyttelse, selvom de frygter iranerne og shiitterne i deres eget land. Almindelig sund fornuft siger, at USA's mægtige hær har fejlet, og er løbet tør for muligheder.
Som en næsten slået pokerspiller, står den amerikanske over for det samme problem, som alle gamblere, der er ved at tabe, står overfor: hvis han forlader bordet vil han ikke være i stand til at vinde sine tab tilbage, for slet ikke at tale om at forlade bordet med lommerne fulde af gysser. Enhver gambler hvis skæbne ser ud til at være beseglet, står overfor for fristelsen om at tage den faldende mængde chips og prøve at komme tilbage. Når det kommer til alt, er risikoen måske det værd, og han kunne være heldig. Dette synes at være strategernes rationale i det Hvide Hus. Det kan godt være, at de har en eventuel tilbagetrækning bagerst i deres tanker, men før en sådan ydmygelse er "den sidste indsats" en fristelse, som ikke kan modstås. Endelig ved vi, hvad George W. Bush's strategi for Irak medfører: Kaste mere benzin på bålet og håbe at slippe af sted med det. Uheldigvise for disse damer og herre vil denne nødtvungne gambler-strategi med en stadig forhøjelse af indskuddet med sikkerhed resulterer i at give bagslag, og som alle andre middelmådige hasardspiller vil de øge deres tidligere tab ved at tabe pengene til taxaen hjem. De antikke grækere kaldte det hybris (hovmod), og som man siger, står hovmod overmod for fald.
Selvfølgelig står den amerikanske imperialisme tilbage med få muligheder. Tilbagetrækning vil på dette tidspunkt blive et historisk nederlag med eventuelt større konsekvenser end Vietnam-fiaskoen årtier tilbage. Fra Bush's synspunkt må USA demonstrere, at det har noget i ærmet, og at præsidentens hænder ikke er politisk bundet i Washington. Bortset fra de sædvanlige tomme ord om "demokrati" i et borgerligt demokrati, som tomme kan man kun forstå dem i lyset af gårsdagens beslutning om at øge antallet af tropper. Er det ikke et nydeligt tvist på demokratisk ansvarlighed? Ved midtvejsvalget i sidste november sendte amerikanerne et klart budskab ved at bryde republikanernes kontrol med Senatet og Repræsentanternes Hus. De gjorde det klart, at de ville gøre ende på denne krig. For bare et par dage side viste en Today/Gallup-meningsmåling, at amerikanerne modsatte sig ideen om at forøge troppeniveauet i Irak med 61 procent til 36 procent. Alligevel efter alle disse signaler fra vælgerne derhjemme og tommer løfter om, at han ville lytte til dem, gør han det stik modsatte. Dette viser bar, hvordan, at "kampen for demokrati" i Irak kun har afsløret sammenbruddet af demokratiet i USA selv.
Opperation Selvmord
Som et dyr, der er tvunget op i en krog, og er i livsfare, har Bush brug for at demonstrere, at han stadig kan forme USA's politik. Bolden er i hans lejr, og han er nødsaget til at bevise, at USA har evnen til at forøge militærstyrkerne i Irak, og at de kan opnå sejre. Kun på den måde kan psykologien i Irak og Iran ændres, og USA kan have noget at sige i spørgsmålet om Iraks fremtid. At forøge antallet af tropper i Irak uden at blive forhindret i det af de hjælpeløse demokrater, kunne faktisk blive set som en moralsk sejer efter republikanernes politiske nederlag tilbage i november. Derfor, lad troppebølgen rulle.
Problemet med denne antagelse er, at det i sin essens er politisk af natur. Hvis der er nogen ordentlig udtænkt plan, kan det kun være en med den hensigt at forvirre de andre politiske spillere i regionen, og som viser dem, at amerikanerne stadig er i gang. Fra et militært synspunkt giver den foreslåede bølge imidlertid ingen mening. Tydeligvis er krig bare en fortsættelse af politik med andre midler, men risikoen involveret i dette sats er præcis det, at den militære svaghed kan underminere de potentielle politiske fordele.
For det første har vi set lignende operationer før. I sommers sidste år blev Operation Sammen Fremad indledt. Dette var USA-offensiven, som skulle standse den eskalerende vold i Baghdad, men som fejlede i at opnå dens mål, som erfaret i oktober af nogle militære officerer selv. At sende tropper ind i Baghdad er ikke en opskrift på succes, og det medfører risikoen for at forværre en situation, som allerede er ude af kontrol. Selv en forøgelse af tropperne med 10.000 mand ville ikke være en garanti. Som Napoleon sagde, vil folket aldrig gnide sig mod en blottet bajonet. Militære operationer i et bymiljø er vanskelige, og de amerikanske tropper bliver konfronteret med en kombination af sunni-modstand, shiitiske militser og almindelig kriminelle bander. At opnå militær succes i Baghdad er ikke sandsynlig, og kan kun føre til endnu flere amerikanske ofre, som nu er oversteget 3000.
For det andet. Hvad skal vi forstå ved ordet "bølge"? Bush nævnte ikke direkte ordet i gårsdagens tale, men i de foregående dage blev dette skændige ord gentagende gange brugt af embedsmænd i Washington. En bølge antyder "hurtig", men det er svært, at se hvordan 21.500 tropper i Baghdad kan integreres i kampscenen foreløbigt. At flytte nye tropper, som ikke er velkendt i området i en yderst ømtålelig operation i en by på cirka 5 millioner, medfører alle slags farer.
Overbebyrdede imperialister
For det tredje og vigtigst af alt er de amerikanske tropper simpelt hen overbebyrdede. Styrken, som har været der siden 2003, har hele tiden svinget mellem 110.000 og 160.000, og dette har betydet, at hæren er blevet nødt til at arbejde med adskillige deployeringer. Den nye strategi vil nødvendigvis forlænge varigheden af adskillige deployeringer for hær- og marinestyrker. Dette sker på et tidspunkt, hvor troppernes moral er så lav som aldrig før. På toppen af dette er der i praksis kun få reservister til rådighed, og Nationalgarden kan være den sidste mulighed. Dette ville kun forøge presset på den amerikanske hær og dræne dets ressourcer.
Med forøgelsen af tropper i Irak har Bush endnu engang ignoreret de militære råd, men også rådene fra Studiegruppen for Irak, en to-partskommission blandt andet ledet af den tidligere udenrigsminister James Baker. Studiegruppen for Irak anbefalede enstemmigt en tilbagetrækning af tropper, ikke en forøgelse af tropper.
The Economist kommenterer:
"Ved at beslutte at forstærke krigsindsatsen finder hr. Bush sig selv næsten alene. General John Abizaid, leder af Centralkommandoen, som fører opsyn med den amerikanske strategi i Irak og Afghanistan, afviste næsten ideen om en "bølge" af styrker for to måneder siden. Han fortalte i en Senatshøring, at en forhøjelse af troppeniveauet med 20.000 kun ville have en "midlertidig effekt" på sikkerheden, og ville udskyde den dag hvor irakiske styrker, ville kunne tage kontrol. Hr. Bush har altid sagt, at han ville bøje sig for sine militære kommandører, men denne gang har han ikke fulgt deres råd. I stedet afskedigede han general Abizaid, og omrokerede nøglepersoner i hans Irak-hold." (Economist, 11. januar)
Isolation er faktisk det ord, som beskriver præsidenten. Mange ord er blevet sagt og skrevet om George W. Bush. Han er blevet betegnet som en sindssyg, en gangster og en hvirvelløs skabning. Alt dette er sandt, men at se på politik på en så snæver måde ville være at forveksle et symptom på en sygdom med dets virkelige årsag. Vi har flere gange hævdet, at Bush ikke er den mest intelligente og kompetente præsident USA nogensinde har haft, men hovedsagen er, at han er en afspejling af tilstanden på den politiske scene i USA og i den sidste ende kun en repræsentant for den amerikanske herskende klasse.
Bush's uvidenhed og dumhed er ikke det fundamentale spørgsmål. Det hele ligger i naturen af bæstet kaldet kapitalisme. Dette er des mere rigtigt i en epoke, hvor, på den ene hånd, de store magter er nødt til at føre en intens kamp om markeder og indflydelsessfærer mod hinanden. På den anden hånd eksisterer Sovjetunionen ikke mere, så der er nogen stor alternativ spiller i det internationale skakspil. USA har derfor ikke nogen åbenbar grund til at holde sig tilbage.
Men det faktum at den nuværende epokes karakter forstærker imperialistisk arrogance, betyder ikke, at det er ligegyldigt hvem, der leder den herskende klasse. Bush er med hans arrogante snæversyn et nøjagtigt udtryk for degenereringen af de amerikanske kapitalister, som øjensynligt har tabt evnen til at tænke forud. At sige at det ikke betyder noget hvem, der leder borgerskabet, ville være en meget mekanisk synsvinkel på historien. Det ville være det samme som at sige, at det ingen forskel gør, hvilken ledelse arbejderklassen har, eller at klasse-bevidsthed ikke er vigtigt for arbejdere. Den herskende klasses snæversyn spiller uden tvivl en rolle, som vi har set i det nuværende irakiske mareridtstogt.
Utroligt nok, selv på et tidspunkt hvor alt er så skrøbeligt, har amerikanerne sågar valgt at åbne en anden front, denne gang i Somalia. Avisen The Guardian gjorde følgende observation:
"Sig hvad du vil om George Bush, men ingen kan beskylde ham for at følge efter pøblen. Når alle fra de amerikanske vælgere til militære officerer, sammen med en underlig enighed i verdensopinionen, råber ud med én stemme for at sige "det er nok" med krigen i Irak, går Bush i den helt anden retning - og beslutter sig for at udvide. Når hans hærschef klager over et desperat overstress i krigen imod terror, tager han dette som sit vink til at åbne en anden front. Og det er bare denne uge."
"Søndag nat igangsatte den amerikanske militær et luftangreb - ikke på Irak og Afghanistan, men på det sydlige Somalia. Nogle rapporter har i nat erklæret, at bombningerne er fortsat lige siden. Hvis ikke du ved at Somalia var på fjendelisten, hvis du har svært ved at forstå det - hvad så med Syrien og Iran og Nordkorea, for ligesom at holde styr på listen over USA's fjender, bør du ikke bebrejde dig selv. I disse dage udvider ondskabens akse sig hurtigere end EU med et par nye medlemmer, der tilføjes hver januar." (The Guardian, 10. Januar).
Det amerikanske borgerskab er langsomt men sikkert ved at ødelægge alle elementer af civilisation internationalt, som er blevet opbygget igennem årtier og århundreder. I Irak har de smadret hele byer med deres overvældende ildkraft og derved dræbt hundredetusinder uskyldige civile. Ødelæggelsen af Fallujah i 2004 var blot starten og torturkamrene i Abu Ghraib var bare en afspejling af et kriseramt imperiums undergang.
Robert Fisk citerede, i sin analyse af Bush tale, Pat Buchanan, den højreorienterede republikaner fra den intelligente del af den amerikanske herskende klasse, som tilbage i 2003 sagde:
"Vi vil snart starte en imperial krig imod Irak med den samme "Imod Berlin" gejst med hvilken franske og britiske tropper marcherede i august 1914. Men denne invasion vil ikke blive den børneleg, som neokonservative forudser. For et militant Islam som har millioner af virkeligt troende tilhængeres partitur, vil aldrig acceptere, at George Bush dikterer den islamiske verdens skæbne."
"Den ene bestræbelse som islamiske folk udmærker sig ved, er at smide imperialistiske magter ud med terror og guerillakrig. De drev briterne ud af Palæstina og Aden, franskmændene ud af Algeriet, russerne ud af Afghanistan, amerikanerne ud af Somalia og Beirut, israelerne ud af Libanon... Vi har startet vejen til imperiet, og over den næste bakketop vil vi møde dem som gik før os." (Citeret i The Independent, 11. Januar)
Hele den made hvorpå den amerikanske imperialismes krigsmaskine opfører sig på, kan kun sammenlignes med en elefant i en porcelænsbutik. Disse snæversynede, såkaldte "strateger", som i virkeligheden er normale bondeknolde der er bleven sat i magtpositioner, fremprovokerer en grundlæggende krise, der har alvorligt uroskabende konsekvenser i hele verden. De har intet lært fra historien og fra deres klassesynspunkt, underminerer de den relativt rolige sociale stabilitet, som fandtes under den kolde krig efter anden verdenskrig. De er på vej tilbage til det 19. århundredes kapitalisme, som også betyder, at de uundgåeligt skubber samfundet tilbage til den rå klassekamp, der fandtes i det 19. århundrede.
En del af borgerskabet - for eksempel den finansielle guru George Soros, som finansierede en anti-Bush kampagne - ser med sorg på, hvordan det hvide hus fremprovokerer oprør over hele kloden. Det eneste der holder klassekampens fulde udvikling tilbage, er den ærke-konservative ledelse af arbejderklassen, i fagforeningerne og de socialdemokratiske partier. Men jo mere de prøver at ligge låg på, desto mere damp bygges der op. Og USA er ingen undtagelse.