I det ugentlige Tv-program ”Aló Presidente”, sendt d. 22. april fra Urachiche i Yaracuy, opfordrede præsident Chávez alle venezuelanere til at læse og studere Leon Trotskijs skrifter, og han udtalte sig positivt om ”Overgangsprogrammet”, som er skrevet af Trotskij til den stiftende kongres af 4. internationale i 1938.
Som svar til en seer af programmet, Ramon Gonzalez, forklarede Chávez, at han for nyligt havde læst en pjece, som ministeren for folkelig magt over arbejde og social sikkerhed, José Ramón Rivero, havde givet ham. Ministeren er en tidligere fagforeningsmand fra delstaten Bolivar, som fortalte Chávez, at han er trotskist, da han hørte om Chávez’ hensigter om at udpege ham til minister for arbejde.
”Jeg kan ikke klassificeres som trotskist, men jeg er godt der hen ad, for jeg respekterer Leon Trotskijs tanker meget. Og desto mere jeg respekterer ham, desto mere forstår jeg ham. For eksempel er Den Permanente Revolution en ekstrem vigtig tekst, som vi alle må læse og studere, ingen her kan sige, at de allerede ved det.”
Chávez understregede Trotskijs idé om, at forholdene for socialisme skal være modne, og sagde, at det er forholdene i Venezuela bestemt. ”Leon Trotskij, i en pjece som jeg ikke har taget med, jeg vil tage den med, men jeg glemte det. Når men, jeg læste den tidligere her i morges, det var teorien om overgangen, det er en kort brochure, ikke mere end 30 – 40 sider, men den er sin vægt værd i guld, og er ekstremt let skrevet. Når han siger, når du taler Ramón, Rafael Ramón González Ramírez, fra Valera, fortæller han os, at vi i Venezuela har forholdene, som giver os mulighed for at blive et land, men et socialistisk land, et velstående socialistisk land, socialistisk udviklet. For når vi taler om udvikling, må vi være forsigtige. Venezuela bliver et udviklet land! Men vi må være forsigtige, for det er ikke et spørgsmål om at kopiere modellen fra Norden. For den model ødelægger verden, min ven, det er derfor, jeg bruger det begreb, som lige er faldet mig ind: Socialistisk udvikling, er en miljøvenlig udvikling.”
Præsident Chávez er blevet ramt af Trotskijs konstatering af, at i Europa og andre lande, er forholdene for en proletarisk revolution ikke bare modne, men er ved at blive rådne.
”Trotskij, i denne pjece, skrevet i mellem de to krige, efter 1. verdenskrig og da 2. verdenskrig er ved at bryde ud, i 1930’erne… Hvilket år var det Trotskij blev myrdet? Kan ingen huske det? Nå, det må så være lektier for alle de tilstedeværende. Han siger, altså Rafael, at forholdene for en proletarisk revolutionen i Europa og andre udviklede lande i Norden ifølge hans kriterier på det tidspunkt, ikke bare er modne, men er ved at rådne, fordi også det som er på sit højdepunkt kan rådne, det sker, og det kan ske. Dette udtryk ramte mig på en kraftig måde, Maria Cristina (Minister for folkelig magt for let industri og handel), fordi jeg aldrig havde læst det før, det, det betyder er, at forholdene kan være der, men hvis vi ikke ser dem, ikke forstår dem, og hvis vi ikke er i stand til at udnytte tidspunktet, så vil de begynde at rådne. Ligesom alle andre produkter fra Jorden, en mango, osv.”
Og så begynder Chávez at referere til Trotskijs centrale punkt i Overgangsprogrammet, da han begynder at forklare at ”De historiske kriser for mennesket er reduceret til en revolutionær ledelse.”
”Så,” fortsætter Chávez, ”Trotskij peger noget ud, som er ekstremt vigtigt, han siger [at forholdene for en proletarisk revolution] er begyndt at rådne, ikke på grund af arbejderne, men på grund er lederskabet som ikke så, som ikke forstod fagforeningens magt, som var feje, og som underordnede sig under kapitalismens magt, og det borgerlige demokrati. De blev afhængige af systemet, de store kommunistiske partier, de kommunistiske internationaler blev også afhængige af systemet. Og derfor var der ikke nogen til at udnytte fordelen på grund af manglen på et intelligent, dristigt og punktligt lederskab, der kunne orienterer masserne offensivt i disse forhold. Og så kom 2. verdenskrig, og vi ved alle, hvad der skete der, og ved århundredets slutning faldt Sovjetunionen og derved faldt den ”rigtig eksisterende socialisme”.
Det her er en verden adskilt fra dem, som siger, at der ikke kan blive socialisme i Venezuela, fordi bevidstheden hos arbejderne ”ikke er høj nok”, lige meget hvor overraskende denne tanke kan være, er der folk, selv i Venezuela, der siger nøjagtig det samme.
Chávez angriber også lederne af det Venezuelas Kommunistiske Parti (PCV), der nægter at gå med i det nye forenede socialistiske parti. Lederne af PCV, en gruppe der består af mange ærlige og modige arbejderklassekæmpere, har spillet en sørgelig rolle i den Bolivianske revolution. I stedet for at stå i front argumenterede de fra begyndelsen for, at socialisme var den eneste vej at gå, de gjorde præcis det modsatte. De brugte det første år af revolutionen på at argumentere ihærdigt for, at den venezuelanske revolution kun var i sit ”anti-imperialistiske, demokratiske stadie”, og at socialisme slet ikke var på dagsorden. Først da Chávez gik ud og talte om socialisme, turde PCV nævne ”S-ordet”. Og selv nu insisterer de på, at den nuværende ”fase” er ”national befrielse”, som kræver en ”alsidig alliance af klasse og sociale lag, inkluderet de ikke monopolindehavende borgerlige”!!! (fra den 8. kongres, 2007)
Siden Chávez begyndte at tale om socialisme i januar 2005, er dette blevet et stort emne i alle hjørner af Venezuela. Chávez’ konklusion var, at under kapitalismen er der ikke nogen løsninger på massernes problemer og vejen frem er socialisme. Dette repræsenterede et kæmpe skridt fremad i hans politiske udvikling. Han startede med at reformere landet, og give masserne nogenlunde anstændig syge- og uddannelsesservice og jord. Og han havde opdaget igennem sine egne erfaringer og læsning, at dette ikke var muligt under kapitalismen.
Men lige så snart han nævnte socialisme, gik reformisternes, bureaukraternes og kontrarevolutionernes infiltratorer i den bolivianske bevægelse i panik. De kunne ikke offentligt gå ud og modsige præsidenten, fordi hans ord var i tråd med massernes følelse og håb. I stedet begyndte de at udvaske betydningen af, hvad han har sagt. Mest af alle har Heinz Dieterich forsøgt at udvikle en ”teoretisk” retfærdiggørelse mod socialisme, ved at binde det til ordene ”socialisme i det 21 århundrede”. I grunden prøver han at dreje det til, at det ikke betyder ekspropriation af produktionen, men mere en blandet økonomi. Dvs. at socialisme for Dieterich faktisk betyder… kapitalisme. Som en tryllekunstner, tror Dieterich, at han kan tage Chávez’ erklæring i sin varetægt og putte den ned i en hat og trylle en kapitalistisk kanin op.
Men Chávez er meget bevidst om, hvad han mener. Og her de sidste måneder, har han været yderst utålmodig, i forsinkelsen af strategien mod bureaukratiet og kontrarevolutionen inde i bevægelsen. Og han har gjort det meget klart, at når han snakker om at bygge socialisme, så snakker han om at gøre det nu. Og ikke engang langt ude i fremtiden. I hans kommentar om Trotskij lægger han stor vægt på ét punkt:
”Her er forholdene givet, og jeg tror at denne tanke eller refleksion af Trotskij er vigtig i den periode vi lever i, forholdene er givet her i Venezuela og Latinamerika - jeg vil ikke kommentere på Europa eller Asien nu, der er virkeligheden, dynamikken og rytmen en anden. Men i Latinamerika er forholdene givet, og det gælder selvfølelig om at udføre en virkelig revolution.”
Reformisterne og stalinisterne argumenterer, selv i dag, for at forholdene for en revolution ikke er modne.
I december 2006 markerede præsidentvalget endnu et sving til venstre i den bolivariske revolution. Højrefløjen i bevægelsen er begyndt at blive ekstremt bekymret for, hvad følgerne vil blive, når Chávez taler om trotskisme ved sin edsaflæggelse til parlamentet, og derved tager endnu et skridt mod venstre. Linjerne er trukket op og splittelsen inde i den bolivariske bevægelse er blevet synlig, og er begyndt at få sit udtryk i debatten om skabelsen af et nyt parti.
Chávez har forstået dette og på det første møde for fortalerne for det nye forenede socialistiske parti d. 24. marts forklarede han, at ”som revolutionen tager til og udvider sig vil disse modsætninger komme ud i det åbne. Selv modsætninger der indtil nu har været skjult vil blive intensiveret, fordi vi her taler om økonomiske spørgsmål, og fordi intet er værre for en kapitalist end smerter på pengepungen.”
Ledende folk i nogle af de bolivariske partier (specielt PODEMOS og PPT, men også PCV) har afvist at gå med i det nye forenede socialistiske parti. Grunden hertil er klar. De frygter dette nye parti, de revolutionære massers konstante ånde i nakken og al denne snak om socialisme. På et for nylig afholdt møde d. 19 april, hvor 16.000 støtter af PSUV blev sværget ind, angreb Chávez åbent en række ledere af PODEMOS. ”Efter min opfattelse har han taget sin maske af og sluttet sig til oppositionen”, sagde han om Ramon Martinez, der er en guvernør fra PODEMOS i Sucre. Til Martinez udtalelse om at han gik ind for ”demokratisk socialisme” svarede Chávez, at forskellen lå i, at ”jeg er socialist og han er socialdemokrat”, og han tilføjede at ”jeg går ind for revolutionær socialisme”.
I en tale om behovet for en revolutionær ledelse citerede Chávez også Lenin:
”Dette er grunden til, at jeg insisterer på nødvendigheden af et parti. Vi har ikke haft en forenet og orienteret revolutionær ledelse med en bevidst strategi, der formåede at leve op til tidens krav, som Vladimin llich Lenin engang sagde, som et maskineri der er i stand til at kanalisere millioner af forskellige viljer om til én samlet vilje, er uundværligt i forhold til at fuldføre en revolution. Ellers går den tabt, som en flod der løber over sine bredder, som Yaracuy, der, når den når det caribiske hav, mister sit flodleje og bliver til en sump.
Chávez’ politiske bevidsthed stemmer overens med - og afspejler de konklusioner som titusinder af revolutionære kæmpere i Venezuela, drager på fabrikkerne, i byområderne og på landet. De bliver mere og mere utålmodige, og de ønsker, at revolutionen skal vinde én gang for alle.
Sanitarios Maracay
De seneste begivenheder, hvor arbejderne fra Sanitarios Maracay blev arresteret og banket, da de var på vej til en march til forsvar for arbejderkontrol og ekspropriation i Caracas, viser med al tydelighed de modsætninger og farer, den venezuelanske revolution står overfor. Arbejderne har besat fabrikken og kørt den under arbejderkontrol i 5 måneder, og kræver den eksproprieret under arbejderkontrol. De har valgt en fabrikskomite, der skal planlægge produktionen og organisere kampen. Dette er præcis den praktiske anvendelse af det Trotskij beskriver i overgangsprogrammet.
”Sit-down strejker… går ud over grænserne for den ”normale” kapitalistiske forretningsgang. Uanset hvilket krav de strejkende rejser, retter den midlertidige besættelse af fabrikken et slag mod afguden, den kapitalistiske ejendom. Enhver sit-down strejke rejser i praksis spørgsmålet om, hvem der bestemmer over fabrikken: kapitalisten eller arbejderen? Hvis sit-down strejker rejser dette spørgsmål for en kort periode, giver fabrikskomiteen det et organiseret udtryk. Fabrikskomiteen der er valgt af alle ansatte på fabrikken, skaber straks en modvægt til administrationens vilje.”
Det er præcis, hvad der skete på Sanitarios Maracay, og det var kammeraterne fra den revolutionære marxistiske strømning, der ved deres intervention igennem de besatte fabrikkers revolutionære front (FRETECO) hjalp arbejderne til at drage de sidste konklusioner af deres egne erfaringer. I modsætning til hvad nogle venstreorienterede fagforeningsledere fremfører, er fagforeningernes rolle i en revolutionær situation ikke kun at lede de enkelte små kampes umiddelbare krav som løn og arbejdsforhold, men mere at højne arbejdernes bevidsthed overfor ideen om at tage magten. Som Trotsky forklarer i Overgangsprogrammet: ”Fagforeninger er ikke målet i sig selv; de er dog et middel på vejen til en proletarisk revolution.”, og han tilføjer ”gennem er periode med exceptionelt opsving i arbejderbevægelsen… er det nødvendigt at skabe en ad hoc organisation, som favner hele den kæmpende masse: strejkekomitéer, fabrikskomitéer og sidst sovjetter.”
Hvis fagforeningslederne i Venezuela igangsatte en seriøs kampagne for fabriksbesættelser, hvor arbejderne krævede, at bosserne ”åbnede op for deres regnskaber” (et af kravene i overgangsprogrammet), og som følge heraf argumenterede for eksproprieringer under arbejderkontrol, ville spørgsmålet om magten automatisk blive rejst. Det er præcist det CMR har vægtet højest og argumenteret for i Venezuela , som det også er blevet fremfør overfor de, som fokuserede deres programmer på spørgsmålet om valg inde i UNT.
På den anden side rejser arrestationerne og repressionen mod arbejderne fra Sanitarios Maracay også et andet meget vigtigt spørgsmål, som Trotskij også behandler i overgangsprogrammet på baggrund af betingelserne i Europa i 1930’erne: spørgsmålet om bevæbning af arbejdere og bønder. I Venezuela er det gamle statsapparat der stadig. Selvom det dog er svækket, kan guvernøren i Aragu (en kontrarevolutionær forklædt som medlem af den bolivariske bevægelse) bruge politiet og tilmed nationalgarden til at angribe arbejderne.
Dette understreger tydeligt den pointe, som marxister altid har fremført: arbejderne kan ikke tage det gamle statsmaskineri og bruge det til deres egne formål. I Venezuela er spørgsmålet om bevæbningen af arbejdere og bønder og dannelsen af folkemilitser (som Overgangsprogrammet omtaler) af allerstørste vigtighed, og noget der kunne gennemføres ret let. Hvis arbejderne sluttede sig til reservestyrkerne og hjemmeværnet på en organiseret måde på den ene fabrik efter den anden, ville det række langt i skabelsen af en folkemilits under arbejderkontrol.
Opgaverne forude
Først og fremmest viser situationen omkring Sanitarios Maracay, hvor farlig situationen er. Kontrarevolutionen bliver i stigende grad alarmeret af den venstredrejning, som revolutionen tager. De saboterer ethvert forsøg på at oprette arbejderkontrol (inkl. at bruge forsinkelsestaktikker for at få Inveval, der også er under arbejderkontrol, til at gå konkurs, se ”Inveval Workers protest in front of the Miraflores Palace\" på www.marxist.com). Igennem de sidste par måneder har de også forsøgt at sabotere økonomien ved at skabe mangel på fødevarer, og nu forbereder de sig på at få folk på gaden til d. 27. maj, hvor RCTV, (en oppositions tv kanal der deltog i organiseringen af kuppet) ikke vil få fornyet sin sendelicens.
Vejen frem er at ekspropriere oligarkiet og bygge en ny revolutionær stat baseret på fabriks- og lokalområdekommitterer. For at føre dette ud i livet er der brug for et revolutionært parti og en revolutionær ledelse. Dette er grunden til, at alle revolutionære bør slutte sig til det nye forenede socialistparti, og ledsage masserne i deres erfaringer og i dem fremføre ideerne fra Trotskij, og marxismens ideer der forsyner os med den mest korrekte guide til fuldførelsen af revolutionen. Det er præcist det kammeraterne fra den revolutionære marxistiske strømning (CMR) i Venezuela gør, og vi appellerer alle oprigtige revolutionære socialister i Venezuela til at slutte sig til dem.