Forord

Det er nu 30 år siden, at Ayatollah Khomeini kom tilbage til Iran fra sit eksil i Paris. Khomeinis ankomst til Iran var et led i fundamentalisternes forsøg på at halshugge revolutionen og redde kapitalismen i Iran fra undergang.

Denne artikel blev skrevet i februar 1979, midt under den iranske revolution og bragt i den britiske marxistiske avis Militant. Revolutionen kom fuldstændig bag på kapitalismens strateger. Som Ted Grant forklarer kom revolutionen også som et lyn fra en klar himmel for arbejderbevægelsens ledere. Men Ted Grant forklarer årsagerne til revolutionen ved at analysere de fundamentale faktorer i den udvikling, det iranske samfund havde gennemgået i årene under shahen (kejseren).

Ted Grant peger på, at den iranske revolution blev båret frem af massernes bevægelse. Han fremhæver især arbejderklassens rolle. Han viser, hvordan det var arbejderklassen, som i kraft af sin stilling i produktionen, der var den eneste kraft i samfundet, der var i stand til at trække stikket ud på det gamle regime.
Ted Grant forklarer i artiklen, at den hurtige industrialisering ikke stabiliserede shahens regime – tværtimod. Industrialiseringen skabte en vældig arbejderklasse i Iran, som skulle vise sig at være shahens banemænd.

I dag står Iran på tærskelen til nye revolutionære begivenheder. I den forbindelse er det vigtigt at tage ved lære af tidligere erfaringer for at undgå at gentage tidligere fejltagelser. Den iranske arbejderklasse er efter årtier med mullaherne grundigt vaccineret imod islamisk fundamentalisme. De kommende revolutionære begivenheder i Iran vil vise de iranske arbejderes store traditioner på et højere plan. Det vil sende chokbølger ud over hele Mellemøsten og videre ud.

Frederik Ohsten, Februar 2009.

Del 1

I sidste uge gik over tre millioner iranere på gaden i Teheran i en af de største demonstrationer i menneskets historie for at byde den religiøse leder, ayatollah Khomeini velkommen tilbage. Den foregående uge havde set barrikader og arbejdere i kamp mod hæren. I scener, der minder om februar revolution i 1917, vinkede soldater, der ellers burde støtte det gamle regime, til masserne og råbte ”Vi er med folket.”

Iran er et land i revolution. De kræfter, som er i kamp mod hverandre er på den ene side det enevældige monarki, der støttes af kapitalist- og godsejerklassen, som bakkes op af militæret og politiet. Over for dem står arbejderklassen og middelklassen, der ser til de muslimske gejstlige, især ayatollah (”hellig mand”) Khomeini i eksil i Paris.

Analysen, der følger, bestræber sig på at vise den reelle situation, der eksisterer i Iran og de vigtigste veje, som revolutionen kan følge. Revolutionen begyndte i virkeligheden for et år siden med demonstrationer mod Shahen og hans forhadte hemmelige politi SAVAK.

Et totalitært system kan kun opretholde sig selv ved hjælp af terror og et system af informanter mens masserne er passiv. Men når masserne går i aktion mod regimet er det begyndelsen til enden. Det uhyrlige hemmelige politi har vist sig at være impotent over for massernes bevægelse.

Presset fra neden skaber en splittelse øverst blandt den herskende klasse. I frygt for at de vil blive væltet de prøver de at indføre reformer fra oven for at undgå revolution fra neden. Det forklarer shahens "anger" på hans dødsleje og hans forsinket bebudede reformer, især med henblik på etablering af et "Parlament", som stadig var underordnet monarkiet.

Men disse "reformer" åbnede vejen for omstyrtelsen af Shahens herredømme. De banede vejen for arbejderklassens direkte intervention på historiens scene sammen med de forskellige lag af middelklassen.

Pahlavi-monarken blev tvunget til sit lidet glorværdige exit fra Iran. Dette skete på trods af modstand fra imperialismen, især den amerikanske imperialisme. Owen og Callaghan tilsmudsede på det skammeligste arbejderbevægelsen ved at ytre støtte til Shahen. Deres paniske forsøg på at holde liv i det vaklende iranske monarki er slået fejl

Olie har naturligvis været nøglen til britiske og amerikanske imperialismes politik. De har enorme investeringer i Iran. Iran er den næststørste eksportør af olie i verden, kun overgået af Saudi-Arabien. Denne olie er af vital betydning for de vestlige kapitalistiske stater og er en af de faktorer, der bestemmer den britiske og amerikanske imperialismes politik i forhold til Iran.

Landet er verdens fjerdestørste producent af olie. I 1976 producerede Iran 295 millioner tons (10 pct. af verdensproduktionen), Sovjetunionen producerede 515 mio. tons (17,6 pct.), USA producerede over 404 millioner tons (13,8 pct.) og Saudi-Arabien producerede næsten 422 mio.

Overgang

Shahens herredømme efter 1953 gjorde i Iran til et land i forandring. Det er blevet et semi-kolonialt land, halvt industrialiseret og halvt en koloni. Samtidig med at landet er domineret af den amerikansk-engelsk imperialisme har Iran forsøgt at finde sin egen imperialistiske vej. For eksempel i Den Persiske Golf, hvor Iran efter briternes tilbagetrækning fra dette område af verden, erobrede et par øer og forsøgte at spille rollen som politibetjent i Golf-staterne.

Shahen opretholdt sit regime ved hjælp af et veludviklet instrument til at terrorisere og undertrykke befolkningen i form af SAVAK, det hemmelige politi. Det kan bedst sammenlignes med Gestapo med dets djævelske tortur, snigmord, henrettelser og de rædsler, de påførte det iranske folk.

Samtidig forsøgte shahen at gøre Iran til en af verdens stormagter ved at industrialisere Iran i et hæsblæsende tempo. Det skete især efter 1973, da olieprisen steg til det fire-dobbelte. Det gav shahen milliarder til investering.
Shahen forsøgte at spille rollen som absolut monark i den gamle forstand for det iranske regime. Samtidig forsøgte han at modernisere landets økonomi. For at få et grundlag indførte han "jordreformer". Disse "jordreformer" berigede adelen, de fraværende jordejere, der dominerer Iran. De fik enorme rigdomme i erstatning, som de kunne investere i industrien. Idéen var at omdanne adelen til en kapitalistisk klasse, en herskende klasse efter vestligt forbillede.

Det egentlige motiv bag jordreformen var at flytte bønderne fra jorden for at levere arbejdskraft til fabrikkerne. Som The Economist bemærkede: ”Han (shahen) tillod sin tidligere premierminister at erstatte de iranske landsby-familier med splittende bedriftslejrs, hvilket undergravede hele ånden i en jordreform.”

Den massive industrialisering blev indledt under Shah helt forvirret dem, der hævder, at lede – eller ønsker at lede – de iranske arbejdere. Dette gælder især for det kommunistiske parti (som hedder Tudeh partiet). Under hele shahens regeringstid har det opført sig som var det dødt. Det har overhovedet ikke fremsat en uafhængig politik. Dette kan forklares med det russiske bureaukratis udenrigspolitik. Tudeh partiet i Iran er i vid udstrækning et parti, der er domineret af det russiske bureaukrati.

Det russiske bureaukrati ønskede ingen konflikt med amerikanske imperialisme i Iran på grund af Irans enorme betydning som en olieproducent. Det er længe siden, at bureaukratiet i Sovjetunionen opgav enhver tanke om revolutionær udvikling, som direkte vil true imperialismens vitale interesser, især den amerikanske imperialismes interesser, på grund af den uundgåelige forværring af forholdet mellem Rusland og USA, der vil opstå under disse omstændigheder.

”Gul presse”

Den "gule presse" i Storbritannien sagde, at disse begivenheder sker på grund af det russiske bureaukratis intervention og undergravning, på grund af, at Sovjetunionen og det kommunistiske parti blander sig. Det passer ikke.

Tværtimod, det russiske bureaukrati forsøgt at støtte shahen. De bedriver indbringende handel med shahen med de enorme mængder af naturgas, der skal eksporteres fra Iran til Sovjetunionen, og generelt bestræbt sig på at opretholde venskabelige forbindelser med shahen. De så skævt til den revolutionære udvikling i et naboland, specielt en med en så stor arbejderklasse, som viste sin revolutionære karakter i løbet af disse begivenheder.

De ændrede styrkeforhold på verdensplan, har ført til, at det sovjetiske bureaukrati har samlet enorm magt til sig mens den amerikanske imperialisme er blevet svækket. Selv om det ikke er parat til at træffe foranstaltninger selv, advarede det sovjetiske bureaukrati imod ethvert indgreb fra amerikansk imperialismes side direkte i anliggender i Iran. Dette, påpegede de, ville fremprovokere et umiddelbart modsvar fra Sovjetunionens side, som da ville sende tropper ind i Iran.

Denne advarsel fra det sovjetiske bureaukratis side blev bemærket af diplomater fra USA. Galningene i Pentagon havde antydet, at hangarskibe og skibe med marineinfanterister skal sendes til Den Persiske Golf for at gribe ind mod den iranske revolution. Dette blev afvist af udenrigsministeriet, som forstod de konsekvenser dette ville få på verdensplan i den koloniale verden, og selvfølgelig følgerne i Iran og Sovjetunionen.

Dette viser imperialismens aftagende magt. Amerikansk imperialisme tøvede ikke med at gribe ind i Vietnam, Libanon eller i den Dominikanske Republik. Nu er de amerikanske imperialister ude af stand til at gribe direkte ind i Iran på grund af nationale og internationale faktorer.

I denne situation har den vigtigste bekymring for Kommunistpartiet været at samle sig bag religiøs reaktion og ayatollahen, og de har rejst krav om oprettelse af en slags "demokratisk muslimsk republik".

Men det er ikke kun det iranske Kommunistiske Parti, der har vist en svag reaktion i Iran i løbet af de seneste begivenheder. Ultra-venstre sekterne har også, som sædvanlig, spillet en negativ rolle. Nogle af dem har ytret sympati og støtte til de "revolutionære" studerende i Iran.

Studenterne

Men revolutionerende studerende i Iran blev ikke rettet enten mod arbejderklassen, eller til at formulere et program for arbejderklassens indsats, men tværtimod fik de at vide af sekterikerne, at de skulle benytte sig af nyttesløse metoder med individuel terrorisme. Som altid opfatter sekterne arbejderklassen som ubrugelig, uvidende, analfabeter og fuldstændig magtesløs til at ændre styrkeforholdet, der eksisterede i Iran. Deres opfattelse blev forstærket af, at arbejderklassen var fuldstændig uorganiseret før den nuværende udvikling af begivenhederne.

Argumentet fra sekterikerne, og de, der er orienteret mod individuel terrorisme, var, at shahen industrialiserede landet, og at alle kort derfor var på hans hænder. Shahen havde hævet arbejderklassens levestandard. Shahen havde gjort enorme indrømmelser til arbejderklassen og til bondestand. Det ville føre til stabilitet i hans styre. De erklærede, at shahen kunne sidde på magten i årtier som følge af den ”hvide revolution” og udviklingen af industrien. I øvrigt blev denne idé også godtaget af imperialisterne. For eksempel udsendte CIA en rapport så sent som i september 1978, der sagde, at shahen havde et stabilt styre og ville fortsætte ved magten i mindst de næste ti til femten år!

Den virkelige tragedie i Iran, er det faktum, at der ikke var en gruppe marxister, enten iblandt arbejderklassen eller de studerende, der kunne forberede sig til disse store begivenheder som Lenin og bolsjevikkerne havde forberedt sig i Rusland.
De kortsigtede sekterikere kunne kun se dysterhed og mørke i den enorme udvikling af industrien. Militant, på den anden side, erklærede, at udviklingen af industrien også øgede arbejderklassens magt enormt, en magt, som er blevet påvist i den seneste periode i Storbritannien, i Spanien, USA, i Japan, og i Vesttyskland .
Massestrejkerne er et vidnesbyrd om arbejderklassens opvågnen og arbejdernes magt.

Den ubeskrivelige tortur og fraværet af rettigheder og frihed, de ydmygelser, som bliver påført masserne og specielt arbejderklassen i Iran, har fremkaldt en uforsonlig bevægelse blandt masserne. På overfladen så det ud som om, at shahen sad sikkert i sadlen, og dette var desværre det eneste, de radikale i Iran kunne se.
Når alt kommer til alt er det kun seks til otte måneder siden, at shahen gav råd til Storbritannien om, hvordan man kan håndtere strejker, og den "permanent ustabilitet" i de "demokratiske institutioner i Storbritannien"!

Revolutionens gamle muldvarp gravede imidlertid under den tilsyneladende totalitære fred, der eksisterede i Iran. CIA og imperialismen blev taget på sengen, og det samme gjorde arbejderklassens organisationer.

I de sidste par år har der været mange symptomer på krise i regimet. På grund af forbuddet mod alle organisationer i opposition til shahens ”parti”, var der en tendens til at oppositionen samlede sig omkring moskeerne. Det er især tilfældet for bønderne, middelklassen, og selv for handelsstandens modstand mod shahens regime.

På grund af det kommunistiske parti og de radikales svigt blev selv forsøg på at organisere modstand i arbejdernes rækker udtrykt igennem moskéerne. Der blev afholdt radikale prædikener, som selv om de var uklare og tågede, blev tolket af masserne på deres egen måde.

Shahen fordrev kirken fra sine jorder. Dette gavnede ikke bønderne, men kun adelen. Det betød, at Ayatollaherne, eller hellige mænd, de ledende repræsentanter for de muslimske gejstlige i Iran, blev tvunget ind i modstand mod regimet.

Masserne fortolkede mullahernes prædikener af mullaherne som en kamp mod shahens totalitære og autoritære styre. Mullaherne fremsatte krav om genindførelse af forfatningen fra 1906.

Man skal huske, at næsten to tredjedele af befolkningen i Iran stadig er analfabeter. Dette er en konsekvens af den arv af råddenskab fra det gamle styre under godsejerne og adelen.

Demonstrationer

Mellem oktober 1977 og februar 1978 var der masse ulovlige demonstrationer for demokratiske rettigheder. Derefter var der i slutningen af 1978 store bevægelser af studerende, handlende, og nu også arbejderklassen. Ved at bruge religiøse festdage som en undskyldning, begyndte der at forekomme demonstrationer med tusindvis af deltagere. Shahens undertrykkelse ved hjælp af hæren og politiet forargede blot befolkningen og resulterede i større og større bevægelser i Teheran, og i alle byer i Iran.

I takt med at kampen blev uddybet, blev det arbejderklasses bevægelse, der blev den vigtigste rambuk til at vække folk, ligesom i Rusland. Under den første russiske revolution i 1905 blev revolutionen indledt med en demonstration, anført af præsten Fader Gapon, som krævede indrømmelser og opfordrede til at tsaren, "Lille Far" skulle rette op på forholdene. Dette blev mødt med skarpe skud fra hæren, og flere hundrede blev dræbt og tusinder såret, og den russiske revolution i 1905 var begyndt. På samme måde så vi begyndelsen af revolutionen i Iran.

Imidlertid er der store forskelle mellem Rusland i 1905 og den nuværende bevægelse i Iran. Den iranske revolution er begyndt med en langt større bevidsthed hos masserne. Masserne bønfaldt ikke ”deres far” shahen, tværtimod krævede de monarkiet opløst. Deres paroler var ”Ned med shahen” og "Død over shahen”.

Arbejderklassen i Iran er en langt større del af befolkningen, end den russiske arbejderklasse før revolutionen i 1917. Der er to millioner iranske arbejdere i fremstillingsindustrien alene, og 750.000 i transportsektoren samt andre industrier. Desuden er der store lag, som er tæt på arbejderklassen blandt funktionærer, i handelserhverv, i den offentlige forvaltning, catering, og i de små virksomheder af denne karakter.

Størstedelen af fremstillingsindustrien i Iran er lille, men alligevel er der visse gigantiske monopoler, som dominerer scenen. Nogle beskæftiger hundreder, tusinder og endda titusindvis af arbejdere. I Rusland udgjorde arbejderklassen kun fire millioner ud af en befolkning på 150 mio. I Iran udgør arbejderklassen mindst tre til fire millioner ud af en befolkning på 34 millioner.

Med andre ord er styrkeforholdet, hvad angår arbejderklassens talmæssige styrke, endnu gunstigere i Iran end det var i Rusland i 1905 eller i 1917.

Arbejderne

Men på den anden side: i Rusland var der bolsjevikiske kadrer og et parti, og en vis socialistisk bevidsthed, i det mindste i de fremskredne lag af arbejderklassen.

Den rolle, som arbejderklassen har i produktionen betyder uundgåeligt, at den udvikler en kollektiv bevidsthed, både i selve arbejdsprocessen og processen med kamp mod deres undertrykkere. Dette er grunden til, at det kun er arbejderklassen, der kan ændre samfundet.

Frem for alt er regimet blevet afgørende undermineret af bevægelsen blandt oliearbejderne, den såkaldt privilegerede del af arbejderklassen.
I løbet af de sidste to måneder har der været generalstrejker med jævne mellemrum i oliefelterne. Trods hærens undertrykkelse, arrestationer af ledere og skyderier, har oliearbejderne stået fast og nægtet at arbejde med henblik på at producere olie til det forhadte regime indtil shahen er gået af. Igen og igen har masserne, herunder middelklassen, demonstreret.

SAVAK

Embedsværket og de bankansatte har, ligesom i Portugal, udgjort et vigtigt led i bestræbelserne på at bringe det absolutte monarki i knæ. Deres strejke førte til, at finanserne i landet blev lammet. Strejken var især effektiv på centralbanken i Iran. Dette blev fulgt af, at vrede masser brændte 400 banker af.

De bankansatte afslørede, da de gik i strejke, at der i de sidste tre måneder er blevet ført 1.000 mio. pund ud af landet af 178 medlemmer af den herskende elite, herunder shahens slægtninge. Nu har shahen, som forberedelse til eksil efter at have sendt sin familie til udlandet, overført 1.000 mio. pund til banker i USA. Dette er ud over de omtrent 1.000 millioner pund, som han har i banker i Bonn, Schweiz og i andre dele af verden. Den iranske statskasse er blevet plyndret af autokratiet.

Revolutionen har involveret de fleste dele af landet bortset fra håndfuld kapitalister, godsejerne, tilhængerne af monarken og størstedelen af hærens officerer. De handlende og de små forretningsdrivende er blevet ruineret gennem udviklingen af moderne kapitalisme i Iran. Dette har styrket deres had til den absolutte hersker, som de ser som årsagen til deres problemer. Tusinder er blevet dræbt som følge af den undertrykkelse, der er blevet udøvet af staten, politiet, SAVAK, og hæren. Hver by i Iran har set demonstrationer, har oplevet at der bliver skudt imod disse demonstrationer, og har set forsøg på at organisere reaktion mod arbejderklassen og mod folket.

I mange af de mindre byer har der været fascistiske angreb fra hæren og politiet med håndplukkede bøller, ligesom de Sorte Hundreder i Rusland før revolutionen. De har været anvendt i forbindelse med vold og voldtægter for at terrorisere landsbyboere og arbejderklassen i de små byer i Iran. Utvivlsomt ville lignende metoder have været anvendt i de større byer, hvis de kunne slippe godt fra det.

Shahen gav den (for ham) ynkelige sum af 25 mio. pund til en velgørende fond med henblik på at skabe sig et venligt omdømme og eftermæle. Men shahen er naturligvis vant til det iranske regimes luksus, og da han gik i det, der svarer til eksil, ønskede han ikke at være fattig, så han tog nogle småpenge med sig – 1.000 mio. pund.

Millioner

Tendensen i alle moderne revolutioner har været, at masserne er kommet ud i millioner på gaden. Således så vi demonstrationerne i Portugal med mere end en million efter faldet af Caetano-regimet. I Iran har millioner demonstreret. Ifølge de tendentiøse rapporter fra den kapitalistiske presse har mindst én til to millioner demonstreret i gaderne i Teheran for at vælte shahen. Hundredtusinder af mennesker i Iran har demonstreret i alle byer med et anseeligt indbyggertal. Titusindvis i de mindre byer i Iran. Dette er en bevægelse blandt de fattige, de fordrevne, de udbyttede, der involverer arbejdere, middelklassen, funktionærer, de handlende, og endda en del af kapitalisterne har sluttet sig til bevægelsen for at pleje deres egne formål. De ønsker at kravle op på ryggen af arbejderne og middelklassen.

Del 2

I sidste uge væltede Bakhtiar-regeringen. I landets to største byer, Teheran og Isfahan, overgik magten til gaderne. De væbnede styrker var nødt til at blive trukket tilbage til kasernerne, da de ellers ville gå i opløsning under indflydelse af revolutionen. Denne artikel, skrevet før Bakhtiar-regeringens fald, forudsagde dens død og analyserer, hvilken retning, den iranske revolution kunne tage.

Shahens flugt markerer afslutningen på første fase af revolutionen. Det er en reaktionær drøm fra shahens side, at han kan lave et hurtigt comeback trods Bakhtiars manøvrer.

Monarkiet i Iran er endeligt smidt ud som følge af overgrebene, korruptionen, grusomhederne og torturen i løbet af det sidste kvart århundrede. Det vil aldrig igen blive påtvunget befolkningen i Iran så længe de har blot et minimum af rettigheder.

Det afgørende element i den iranske revolution, som i alle revolutioner, var den rolle, som hæren har spillet. Det er klart, at shahen praktisk talt har abdiceret, fordi det ville have været umuligt at kontrollere hæren i yderligere tid. Hæren er faldet sammen i mange dele. Her ser vi igen, at reformismens opfattelse om, at revolutionen er umuligt under moderne betingelser på grund af den rolle, som spilles af hæren, er aldeles forkert.

Den moderne hær er mere modtagelige for bevægelserne i befolkningen, i arbejderklassen, end nogen hær i historien. Det er ikke længere et spørgsmål om det ”fattige blodige infanteri”, fodtudser uden egentlig uddannelse, uden nogen reel forståelse. Tværtimod, hæren skal være højt specialiseret og meget mekanisk. De har opgaver som andre arbejdere og tænker som arbejdere.

På denne måde er hæren meget tilbøjelig til at reagere på arbejdernes bevægelser. Hæren består af arbejdernes, bøndernes og middelklassens sønner, brødre og slægtninge. Vi ser i hver revolution i historien, især i den russiske revolution i 1917, og i den tyske revolution i 1918, hvordan masserne af de væbnede styrker gik over til folkets side, da de så muligheden for et fuldstændigt brud med gamle regime.

I Iran var der episoder som da en soldat skød to af sine officerer, da der blev givet ordre til at åbne ild på demonstranter, og derefter begik han selvmord.

Der var en massebevægelse, men ingen klar opfordring til hæren til at gå over på folkets side. Derfor følte soldaterne sig stadig underlagt den tunge militære disciplin og truslen om at komme for en militærdomstol for mytteri.

Der var mange episoder, hvor soldater gik med demonstranterne eller tillod demonstranterne at klatre på toppen af kampvognene. Andre hændelser viser det modsatte. Nogle officerer skød fem officersaspiranter for at forsøge at forlade kasernen og slutte sig til demonstranterne.

I de vigtigste byer i Iran var der lignende tilfælde af, at soldaterne nægtede at skyde, af at soldaterne sluttede sig til demonstranterne og at soldater skred til handling imod deres officerer. Mange af de laverestående officerer har også sympati med massernes bevægelse.

Årsagen til at hæren ikke gik over til arbejderklassens side, som i Rusland i 1917 og i Tyskland 1918, var at der ikke var nogen organisation, der var i stand i stand til at vise en vej fremad.

Hvis et socialistisk alternativ var blevet fremført for arbejderne og soldaterne, ville hele situationen i Iran uden tvivl have været ændret. Millioner af løbesedler kunne have været uddelt til soldaterne. Selv med en organisation i et par hundrede eller tusinde medlemmer kunne millioner af flyveblade have været delt ud til arbejderne og soldaterne. De kunne have forklaret de problemer, Iran står over for på nuværende tidspunkt, og under disse omstændigheder, er det næsten uundgåeligt, at hæren ville gå over til folkets side.

Revolution vil, ligesom den spanske revolution i 1931/37, få mange op- og nedture. Masserne kan blive slået tilbage efter en periode med kamp. Reaktionen kan være i stand til at konsolidere sig.

Men det vil ikke være muligt i den nærmeste fremtid for hæren til at etablere et militærdiktatur, som det imperialistiske Vesten ville have ønsket. Ethvert forsøg på militærdiktatur ville blive besvaret med en endnu mere rasende bevægelse fra massernes side og vil føre til en splittelse i hæren.

En indikator for modenheden af situationen i Iran for en socialistisk revolution er den kendsgerning, at de liberale, Irans såkaldte Nationale Front, faktisk har været nødt til at vedtage et ”socialistisk” eller semi-socialistisk program. Det ville svare til, at Kadetterne (de liberale i Rusland før 1911) blev forenet med det Socialrevolutionære parti (partiet for radikal jordreform), og som hævdes at være et socialistisk parti.

Men ligesom de liberale i Rusland nærer lederne af Den Nationale Front, såsom Sanjabi, der kommer fra de øverste lag af middelklasse (eller endog fra kapitalistklassen), en enorm frygt for masserne. Bakhtiar, der har officielt blevet smidt ud af Den Nationale Front har imidlertid dannet en regering med støtte og hjælp fra shahen og hæren.

Sanjabi såvel som Bakhtiar vil gerne bevare monarkiet. De ser gerne et monarki i et begrænset omfang, således at et konstitutionelt monarki kunne fungere som et bolværk imod revolutionen, imod arbejderklassen. De har bevaret de liberales klassiske rolle i en revolution. Deres væsentligste indsats er at forsøge at dæmpe revolutionen, og få en ændring af systemet uden at ændre de grundlæggende strukturer i det nuværende samfund.

Vi se, hvordan det, Trotskij kaldte loven om kombineret udvikling, manifesterer sig i Iran. Alle elementer for den socialistiske revolution er der. De liberale kan aldrig opfylde de mål og behov, som den arbejdende befolkning eller endda bønderne har. I sidste ende er de repræsentanter for kapitalistklassen og finanskapitalen.

I et interview erklærede, Sanjabi, lederen af Den Nationale Front:

”Vi i Den Nationale Front ønsker at opretholde hæren, vi ønsker en stærk hær, og vi ønsker ikke at gøre noget for at bekæmpe hæren ... Vi har aldrig opfordret til desertering eller forsøgt at skabe dårlig disciplin. Men det er sket, og hvis det fortsætter kan det være farligt.”

Imperialismen og naturligvis shahen selv har været imod forsøget på at oprette et militærdiktatur, fordi det under de nuværende betingelser ville være helt ude af stand til at opretholde sig selv over for massernes modstand.

Bakhtiar-regeringen kan ifølge sin natur være en nødløsning og et overgangsregime. Selv imperialisterne kan se, at Bakhtiar-regimet ikke er i stand til at klare sig særligt længe, og derfor gør de tilnærmelser til Ayatollah Khomeini.

Khomeini har erklæret, at han ikke ønsker at etablere et reaktionært militærdiktatur eller at danne et semi-feudalt diktatur. Det er dette element i deres program, hvor mullaherne har hævdet at stå for frihed og demokrati, som har været en stærk kilde til tiltrækning af middelklassen såvel som dele af arbejderne.

Men Khomeinis utopiske program kan ikke på nogen måde løse de problemer, det iranske folk står over for på nuværende tidspunkt.

Khomeini har gjort det klart, at han ikke vil acceptere mindre end afskaffelse af monarkiet. Rigsforstanderskabet, som er blevet oprettet af Bakhtiar-regeringen vil ikke være i stand til at bevare kontrollen eller at holde sædet varmt for shahen. Selv shahens abdikation er ikke længere tilstrækkelig. Nu er det et spørgsmål om afskaffelse af monarkiet.

I den situation, der hersker i Iran, kan en organisation med blot tusind marxister, tusind revolutionære, gøre en afgørende forskel. Det er muligt, at en sådan organisation kunne komme fra de kræfter, som samler sig omkring Den Nationale Front.

Den Nationale Front vil, når den begynder at få en masse-basis, uundgåeligt splitte. Det såkaldte Kommunistiske Parti (Tudeh-partiet) stiller sig bag ayatollaherne, især Ayatollah Khomeini. De har intet perspektiv, intet program, ingen politik, andet end at støtte den borgerlige revolution på netop dette tidspunkt.

Uden en alternativ organisation er det muligt, endda sandsynligt, at der vil ske en hurtig vækst i Tudeh-partiet. En sådan vækst vil under moderne forhold resultere i en splittelse inden for det kommunistiske parti. Der vil opstå et modsætningsforhold mellem medlemmer og ledere. Splittelser vil udvikle sig i takt med at medlemmer med arbejderbaggrund kommer i konflikt med middelklasse-ledelsen. Lederne ønsker at støtte ayatollahens teokratiske messias-ideologi uden kritik eller en anden politik eller perspektiv.

Men de liberale og mullahernes nøgenhed vil hurtigt blive afspejlet i løbet af revolutionen.

Revolution er i sin natur ikke en enkelt handling. Den iranske revolution vil strække sig over en årrække. Masserne vil lære i de hårde erfaringers skole. Hæren vil blive radikaliseret, i takt med at soldaterne vænner sig til den kendsgerning, at det var massernes bevægelse, som tvang shahen til at gå af. Hæren vil blive påvirket af stemningen i masserne, og det vil ikke være muligt for shahens gamle generaler at genskabe disciplin på trods af alle bestræbelser fra Khomeini eller de liberale.

Det er sandsynligt, at Khomeini kommer til magten. Alle Bakhtiars formaninger om, at staten ikke kan tillade, at kirken kommer til at spille en direkte og ledende rolle i politik vil være forgæves.

Men når de kommer til magten vil de reaktionære og middelalderlige tanker om at afskaffe rente uden at ændre den økonomiske basis i samfundet vise sig at være ørkesløse og resultere i kaos. At fastholde den kommercielle og industrielle kapital samtidig med at afskaffe rente eller åger er helt utopisk. Selv i middelalderen, hvor doktrinen hos både den kristne og muslimske kirke var imod åger, fortsatte det med at eksistere i mange former. Det vil have katastrofale konsekvenser på økonomien i Iran at gøre det samtidig med at kapitalismen forblev, og det vil uundgåeligt være nødt til at blive droppet.

Støtten til Khomeini vil smelte væk efter han danner en regering. Det vil blive synligt, at hans program for en muslim teokratisk republik ikke kan løse problemerne for det iranske folk.

Masserne har ikke kun forventninger om demokratiske rettigheder, men om en højere levestandard. Fagforeningerne i Iran vil få en eksplosiv vækst. Allerede nu breder de sig hurtigt i takt med, at arbejderne føler det elementære behov for en organisation. De vil nå et mægtigt omfang i perioden, der ligger forude. Præcis som i Portugal, hvor 82% af arbejderklassen nu er organiseret i fagforeninger, vil lignende resultater blive nået i Iran i de kommende måneder og år. Muligvis vil flertallet, og endda størstedelen af arbejderklassen i Iran vil blive organiseret.

Kapitalistisk demokrati kan under moderne forhold med krisen i kapitalismen på verdensplan ikke etablere sig i længere tid i Iran. Arbejderne har allerede lært og vil lære endnu mere i løbet af kampen. Hvis masserne bliver besejret og et kapitalistisk bonapartistisk militærdiktatur bliver etableret, vil det ikke være stabilt, hvilket vi har set med de latinamerikanske kapitalistiske militær-politi diktaturer og diktaturet i Pakistan.

Selv i værste fald vil reaktion bane vejen for, at masserne igen kan hævne sig inden alt for længe. Det ville være en gentagelse af 1905 i Rusland.

Men en sådan udvikling er slet ikke nødvendig. Hvis marxismens kræfter har held til at få støtte i Iran, så kan det resultere i en strålende sejr på linje med revolutionen i Rusland i 1917.

En sund udvikling af revolutionen ville være en absolut katastrofe for Moskvas bureaukrati. Der er en stor asiatisk befolkningsgruppe, hvoraf i hvert fald en stor del symbolsk er muslimer, i den asiatiske del af Rusland i Kaukasus. Hertil kommer, at hvis en sund arbejderstat blev oprettet i Iran på grænsen til Sovjetunionen, ville det have en øjeblikkelig virkning på arbejderne i alle de vigtigste centre i Sovjetunionen - Moskva, Leningrad, Karkov, Odessa, Novosibirsk osv.

Men det kan kun lade sig gøre med udvikling af en marxistisk tendens, der har lært af erfaringerne fra de sidste 50 år, især erfaringerne fra stalinismens fremkomst i Rusland. Moskva-bureaukratiet ønskede ikke, og ønsker ikke, den udvikling, der har fundet sted i Iran.

Men hvis der var en mulighed for udvikling af proletarisk bonapartisme i Iran, en totalitært deformeret et-parti-stat som i Kina eller Rusland, de ville acceptere en sådan gave taknemmeligt trods komplikationer med USA.

Dette er også en af de faktorer i situationen, eftersom Iran kun er et semi-industrielt land, og stadig er et semi-kolonialt land. I betragtning af manglen på en stor revolutionær tradition af marxistisk karakter i Iran, er en sådan udvikling blandt de laverestående officerer og blandt en del af eliten, der læner sig op ad arbejderne og bønderne, mulig.

Moskva ønskede ikke den iranske revolution, men vil ikke nægte at tage imod frugterne fra en revolution, som ville styrke deres magt enormt i Middelhavsområdet, Mellemøsten og Den Persiske Golf. De ville være nødt til at forklare deres imperialistiske rivaler i EF, Japan og USA, at dette ville være et mindre onde end udviklingen af et arbejderdemokrati i Iran.

Ethvert marxistisk socialistisk parti vil begynde med kravet om frihed til at organisere sig, ytringsfrihed, frie valg, pressefrihed, og alle de demokratiske rettigheder, der er blevet vundet af arbejderne i Vesten gennem generationer af kamp.

De vil kræve 8-timers arbejdsdag, 5-dages uge, og en glidende regulering af lønnen i forhold til priserne. Disse krav vil være forbundet med behovet for en revolutionær grundlovsgivende forsamling, samtidig med at man fremlægger et program med revolutionære krav om ekspropriation af den korrupte bande, der har kontrolleret Iran så længe.

Ekspropriering af shahens rigdomme, ekspropriering af godsejerne, der investerede de penge, de fik af staten efter generationer af vanrøgt og udnyttelse af landbrugsbefolkningen; nationalisering af industrien uden kompensation eller erstatning på grundlag af beviselige behov, og en arbejderregering; for arbejderkontrol i industrien og arbejdernes forvaltning af industrien og staten.

For at få disse ting, vil det være nødvendigt at danne komiteer i arbejderklassen og foreslå, at disse udvides til også at omfatte de væbnede styrker og små forretningsdrivende, små forretningsfolk, og forbinde dem på en måde, som sovjetterne blev forbundet i Tyskland og Rusland i revolutionerne i 1917 og 1918. Desværre er der ingen organisation i Iran på nuværende tidspunkt til at fremsætte den marxistiske politik.

Arbejderbevægelsen i Storbritannien bør have som et af sine fremmeste, demokratiske krav: ingen indblanding i Irans politik, lad det iranske folk bestemme selv. De fremskredne arbejdere bør bistå i udviklingen af et marxistisk socialistparti i Iran som kan føre til succes.

Source: Socialistisk Standpunkt