En af de vigtigste kendetegn ved en revolutionær situation er den pludselighed, hvorved stemingen blandt masserne kan ændre sig. Arbejderne lærer hurtigt på grundlag af begivenhederne. Og begivenhederne den sidste tid viser, at arbejdere og unge i Egypten lærer hurtigt.
Den egyptiske revolution går ind i en ny fase. Utilfredsheden som har hobet sig op gennem måneder i massernes indre, brød endelig ud i masseprotester som har forsat natten over på Tahrir-pladsen i Kairo. ”Det føles som januar 2011. Det lader til at revolution er tilbage i stor stil. Disse ord fra en BBC-korrespondent udtrykker præcist den situation som er kendetegnet ved en hurtig ændring i massernes bevidsthed.
Den gnist der udløste eksplosionen var resultatet af retssagen mod Ex-præsident Hosni Mubarak som blev anklaget for meddelagtighed i drabet på omkring 850 demonstranter under den revolutionære opstand i 2011. Men i virkeligheden har det dybere årsager som er rodfæstet i udviklingen af selve revolutionen. Vi ser en lignende udvikling i enhver revolution, ikke kun den russiske revolution, men også den franske revolution i 1789-93.
En revolution er ikke en engangsforestilling. Der er heller ikke en enkel, fremadskridende proces. Ben Ali og Mubaraks fald var store sejre, men de var kun første akt af det revolutionære drama. Marx påpegede at revolutionen har brug for kontrarevolutionens pisk for at gå fremad. Det er over et år siden starten på egyptiske revolution og masserne rør nu på sig igen.
I min artikel for to dagen siden påpegede jeg følgende:
”Vi ved fra historien, at enhver revolution passerer gennem en indledende fase med demokratiske illusioner. Masserne på gaden synes at avancere kontant og skubbe alle forhindringer til siden. Det er som et optog der kun kan gå én vej – fremad. Masserne mærker deres styrke og tror de er uovervindelige. I denne fase af revolutionen er den vigtigste idé enhed. ”Folket” er forenet.
Så kommer den anden fase. Begyndende med de mest avancerede og politisk bevidste elementer, begynder masserne at forstå, at de er blevet bedraget, at ingen af deres vigtigste mål er blevet opnået, og at intet grundlæggende har ændret sig. Gradvist udskiller de mere revolutionære og proletariske elementer sig fra de vaklende elementer, karrieremagerne, de borgerlige pampere og politikere, der har kapret revolutionen til deres egne formål.
Det er et uundgåeligt stadium. Det er dét stadium som den egyptiske nu passerer igennem.”
Begivenhederne der nu udfolder sig har bekræftet denne hypotese. Da egypterne sluttede sig til oprøret sidste år krævede de ikke blot et regime-skifte, men grundlæggende økonomiske forandringer. Revolutionen øgede forventningerne til en forbedring i levestandarden. Men disse håb blev hurtigt knust. Millioner af egyptere lider, som følge af høj arbejdsløshed og høje priser, lave lønninger, udbredt fattigdom og en gennemsyret korruption. Revolutionen handlede om brød, arbejde og boliger. Men i løbet af de sidste 15 måneder har intet ændret sig, og de fleste mennesker har endda oplevet at deres økonomiske situation er blevet forværret. Mange universitets kandidater kan ikke få arbejde. De fattige bliver endnu fattigere. Mange egyptere fra fattige kvarterer, som er ude af stand til at finde arbejde, bliver tvunget ind i flygtige jobs som at sælge cigaretter eller frugt på gaden.
For disse mennesker betyder præsidentkandidaterne meget lidt. Begge af præsidentkandidaterne vil være ude af stand til at håndtere Egyptens dybe økonomiske krise eller at skaffe jobs og boliger. Turismen, som plejede at indbringe 1 mia. dollars om måneden, er kollapset. Egypten er en nettoimportør af energi og har kun få naturressourcer selv. Energipriserne stiger, hvilket lægger en tung byrde på de fattigste. Den indenlandske produktion er standset i dele af Egypten som har set hundredevis af fabrikker lukke. Også eksporten er lavere sammenlignet med niveauerne før revolutionen. De udenlandske investeringer er gået i stå, af frygt for den politiske omvæltning.
Ideen har slået rod i massernes bevidsthed; at intet grundlæggende har ændret sig. Nogle af navnene har ændret sig, men systemet er stadig det samme. De samme chefer styrer fabrikkerne. De samme korrupte embedsmænd tømmer nationens rigdom. De samme politiofficerer står for i spidsen for statsrepressionen. De samme generaler trækker i trådene bag kulisserne.
Nu har al den utilfredshed og frustration, der er blevet ophobet, fundet et brændpunkt i retssagen mod Mubarak. Den tjener til at samle hele befolkningens bevågenhed.
Retssagen mod Mubarak
Den 84-årige tidligere præsident var den første tidligere leder til at blive retsforfulgt i egen person siden starten på det arabiske forår i begyndelsen af 2011. Ved domsafsigelsen sagde dommeren Ahmed Refaat, at Mubarak og hans tidligere indenrigsminister Habib al-Adly havde ”undladt at stoppe sikkerhedsstyrkerne i at bruge dødelig magt” mod ubevæbnede demonstranter.
I sidste ende blev de to mænd fundet skyldige og dømt til fængsel på livstid. Dommeren, som tydeligvis frygter den folkelige reaktion, insisterede på, at den 10-måneder lange retssag havde været fair. Han sagde at Mubarak-tiden havde være ”30 års mørke” og roste hvad han kaldte ”sønnerne af nationen som rejste sig fredeligt for frihed og retfærdighed”. Men disse ord lyder som en grusom hån af de forhåbninger som millioner af almindelige egyptere risikerede deres for liv ved at trodse diktaturet og gå på gaden sidste år.
Ifølge egyptisk lov er den maksimale straf for disse forbrydelser dødstraf. Mange egyptere blev dræbt under opstanden, og deres familie og venner forventede at de mænd, der var ansvarlige for mordene skulle betale den ultimative pris for deres forbrydelser. I stedet, kan Hosni Mubarak forvente at tilbringe nogle år i en behagelig fængselscelle, hvor han vil blive forsynet med luksusgoder indtil han bliver løsladt på grund af ”dårligt helbred”.
Forberedelserne for til dette fupnummer er allerede blevet gjort. Statsligt-TV reporterede, at Mubarak da han overflyttet til fængslet, nægtede han i første omgang at forlade helikopteren for derefter at lide af alvorlige helbredsproblemer. Han er eftersigende blevet indlagt på fængselshospitalet. For at føje spot til skade, blev Mubarak og hans to sønner, Gamal og Alaa frikendt på separate anklager om korruption, selvom hans sønner forbliver i varetægt, da de er tiltalt for kursmanipulation. Tydeligvis var plan A, at kaste Mubarak ud som et kødben til en hund for at bevare resterne af det gamle regime. Hvis det ikke virkede ville de smide hans to sønner samme vej. Men tingene gik ikke efter planen.
Umiddelbart efter dommen udbrød der slagsmål i retten. Udenfor blev dommene i første omgang mødt af festligheder, men vreden tog snart over, da nyheden om frifindelserne spredtes. Hvad der gjorde menneskeskaren endnu mere rasende var nyheden om frifindelsen af fire centrale folk i efterretningstjenesten og to lokale sikkerhedsfolk, der var på anklagebænken sammen med Mubarak. Fire af indenrigsministeriets embedsmænd og to lokale ledere af sikkerhedsstyrkerne blev renset for delagtighed i mordene på demonstranterne. Hver eneste af de politimænd der beordrede deres mænd til at skyde på ubevæbnede demonstranter er blevet løsladt uden sigtelse.
Dette sender en direkte og meget klar besked til statens repressionsorganer: Du kan udfører drab og torturerer demonstranter fuldstændig ustraffet. Det er dette som har fremkaldt massernes raseri, udtrykt gennem demonstrationer over hele Egypten. Protesterne i Kairo var efterfulgt af massemøder i Alexandria, Suez og Mansoura imod dommen.
En dom, der skulle bringe en ende på den egyptiske revolution, men som havde den stik modsatte effekt. Det har åbnet sår, som er for nye og dybe til at blive healet. Det har eftertrykkeligt mindet folk om, at ingen af revolutionens mål er opnået. Frem for alt har det afsløret det gamle statsapparat, som stort set er uændret. Slagordet fra sidste års opstand: ”Ned med militærstyret” bliver sunget på pladsen og mange har højlydt fordømt lørdagens dom.
Atten måneder efter revolutionens start, der blev udkæmpet under revolutionens banner, er der ingen demokrati i Egypten. Retssagen mod Mubarak viser, at al snak om lov og orden er meningsløs. Der er intet uafhængigt retsvæsen: dommeren i Mubaraks retssag var tydeligvis ikke upartisk, men en marionet for regimet. Rigsadvokaten blev udnævnt af Mubarak selv.
Demonstranter på Tharir-pladsen, som var omdrejningspunktet for sidste års opstand, siger de har besluttet at påbegynde en sit-in. De har fået selskab af prominente offentlige personer og fodboldfans også kendt som Ultras, der har været impliceret i en række politiske konfrontationer.
BBC’s reporter Yolande Knell, som reporterer fra Tharir-pladsen, siger at der er en særlig vrede mod frifindelsen af embedsmændene, som mange ser som en tegn på at al snak om reform er hul snak, og at intet har ændret sig
”Dommen over Mubarak er en hån imod os. Han og Habib Adly (den tidligere indenrigsminister) fik én dom og deres rådgivere fik ingen”, fortalte demonstranten Sharif Ali til BBC. ”Når de vender tilbage til retten under appelsagen, vil de også blive sat på fri fod”.
Men, tilføjer BBC’s korrespondent, er andre samtidig strømmet på gaden i skuffelse over den aktuelle politiske situation.
Valgsvindel
Det nyligt afholdte præsidentvalg blev organiseret af den samme stat, der intakt er givet videre efter Mubarak-tiden, med alle de gamle bureaukrater, generaler og diverse gangstere som øverstbefalende. At forvente et fair og retfærdigt valg ville være at bede om det umulige.
Den første runde af det nyligt afholdte præsidentvalg har efterladt egypterne med et valg mellem en islamistisk kandidat fra det muslimske broderskab og en ex-premierminister fra Mubarak-æraen, det vil med andre ord sige med intet valg overhoved. Venstrefløjens kandidat, Hamdeen Sabahi, revolutionens virkelige kandidat blev skubbet ned på tredjepladsen bag den kontrarevolutionære kandidat Ahmed Shafiq, Mubaraks sidste premierminister.
Præsidentvalget vil intet løse. Det egyptiske folk forventede store økonomiske forbedringer efter sidste års opstand, men de udeblev. Befolkningen vil kræve, at den nye regering indfrier revolutionens løfter. Men hvad enten det muslimske broderskab eller Ahmad Shafiq danner den næste regering, vil det ikke løse noget. Kapitalismens krise udelukker enhver forbedring.
Budgetunderskuddet er tæt på 10% af BNP’en. Borgerskabet krævet seriøse reformer (dvs. vidtgående nedskæringer) i subsidier som udgør 30% af det nationale budget. Hvordan kan dette gøres samtidig med at beskytte de fattige? Det vil være en umulig opgave.
Så længe det kapitalistiske system forsætter med at eksistere i Egypten, er den eneste fremtid, der venter arbejderne og bønderne, en fremtid i fattigdom, sult og med faldende levestandart. Men dette var ikke hvad revolution burde stå for! Arbejderne strejker allerede for højere lønninger.
Utålmodighed og ønsket om at skyde genveje fører altid til katastrofe. Det er en fejltagelse at lægge for megen vægt på en-dags-begivenheder, såsom et manipuleret valg. Det er en endnu større fejl at lægge for meget vægt på den politiske kamp mellem borgerskabets forskellige fraktioner i toppen, og utilstrækkelig opmærksomhed mod de revolutionære tendenser, som udvikler sig på bunden. Den førstnævnte er forbundet til den sidstnævnte som skummet på toppen af bølgerne er forbundet med strømmene i havets dyb. Det vil med andre ord sige, at de er flygtige fænomener.
Den egyptiske revolution vil udfolde sig over en årrerække, med ebbe og flod. Der vil være fremskridt, men også nederlag og tilbageslag. Men gennem alt dette vil arbejderne og ungdommen lære. Denne ”læringsproces” vil være langt kortere, hvis de egyptiske marxister ikke laver alvorlige fejl, som den fejl at anbefale at stemme på det muslimske broderskab. Vi må for enhver pris bevare fuldstændig uafhængighed fra alle borgerskabets fraktioner
Ved at kombinere politisk urokkelighed med den nødvendige taktiske fleksibilitet, kan marxismens små kræfter begynde at få et ekko, begyndende med de mest avancerede lag i arbejderklassen og ungdommen. Erfaringen med en regering ledt af det muslimske broderskab, vil åbne millioners øje op for den virkelige klassekarakter af bevægelsen, og vil afsløre en kløft, der adskiller ord fra handling og forberede en skarp venstredrejning på et senere tidspunkt.
Valgsvindlen har givet en kraftig impuls til massebevægelsen. Dette understreger ukorrektheden af at forsøge at blokere for kontrarevolutionen ved at opfordre til at stemme på det muslimske broderskab som ”det mindste onde”. For at besejre kontrarevolutionen er der ikke brug for valgalliancer og kombinationer i toppen, men gennem direkte handling fra masserne.
De mest avancerede elementer i Egypten har forstået dette. I protest mod valgsvindlen stormede demonstranter hovedkvarteret for Shafiq’s kampagne i Fayoum-området syd for Kairo. Dette og frem for alt de masseprotester i Kairos gader og andre byer viser, at revolutionen ikke er besejret, og at den stadig har betydelige reserver af energi, og at den ikke vil overgive sig uden kamp. Dette og kun dette, er hvad vi må bygge os selv på.
Marxisterne skal have troen på sig selv, i deres program og ideer. Frem for alt skal de have tillid til de revolutionære masser og arbejderklassen. Lad os minde os selv om, at det afgørende element i den revolutionære ligning, som i sidste ende tvang Mubarak på porten, var interventionen fra arbejderklassen, og at arbejderklassen er nøglen til hele situationen.
Den egyptiske revolution blev forberedt af den største strejkebevægelse Egypten har oplevet i mere end et halvt århundrede. Fra 2004 til 2008 deltog over 1,7 mio. arbejdere i mere end 1900 strejker og andre former for protester. I den seneste periode har der været 3000 strejker i alle sektorer – både den offentlige og private. Mange af dem har været succesfulde, hvilket har ført til lønstigninger. Men den økonomiske kamp er ikke længere nok. Selv når strejker er succesfulde, og lønningerne er steget, er virkningerne hurtigt opvejet af inflationen.
Den egyptiske revolution er begyndt, men den er ikke færdig. For at løse det egyptiske samfunds problemer er det nødvendigt at bryde med kapitalismen, ekspropriere kapitalisterne og imperialisterne og udføre den socialistiske omdannelse af samfundet. Det er både muligt og nødvendigt. Lad vores parole være:
”Thawra hatta’l Nasr” (Revolution indtil sejren)