Når konservative vestlige kommentatorer ønsker at udstille et ”tredjeverdens” regime, som er i konflikt med et af de mere magtfulde kapitalistiske lande som USA, England eller Frankrig, så benytter de sig ofte af et journalistisk kneb: en ikke-valgt skurk, der blander sig. Ifølge dette kneb er de ”onde, tilbagestående lande” langt værre stillet end de ”civiliserede” Tyskland, Belgien eller Canada, fordi der er en ikke-valgt ayatollah i Iran, en ikke-valgt general i Myanmar, en ikke-valgt ”kær leder” i Nordkorea, og de kan holde taler i en moske i Teheran, på et militærakademi i Rangoon eller i et partihovedkvarter i Pyongyang, og dermed påvirke den nationale politiks kurs på afgørende vis.
Argumentet er, at det såkaldte ”civilsamfund” i disse lande er så tilbagestående, barbarisk og demokratisk analfabetisk at det bliver offer for disse tyranner, mens demokratiet i ”stærke, demokratiske civilsamfund” som Spanien, Sverige eller Østrig, frit udfolder sig og afviser enhver indblanding udefra.
Og dog ser det, efter en nærmere undersøgelse af disse lande, ud til, at forskellen på dem og lande som Iran, Burma og Nordkorea bliver mere uklare, når vi læser nyheder som dem fra 13. marts om, hvordan den Europæiske Centralbank opererer. Vi finder ingen rationelle, videnskabelige forklaringer, men noget der mere ligner religiøs mysticisme. Det kan udtrykke sig mere diskret, men ikke desto mindre er det et forsøg på at forvirre folk i Europa.
Vi vil ikke røre ved de romersk-katolske ypperstepræster – Hr. Ratzinger og hans kardinaler – i vigtige imperialistiske, om end gudfrygtige, lande som Italien eller Spanien. Vi vil ikke nævne det feudale nonsens med parasitiske monarker og aristokrater i vigtige imperialistiske lande såsom kongeriget Holland, det Japanske kejserdømme, det spanske kongerige og naturligvis alle ikke-republikkers moder, det forenede kongerige i Storbritannien og Nordirland. Vi vil ikke engang dvæle ved den udemokratiske magt, der er samlet i hænderne hos den militære elite eller almægtige sikkerhedstjenester i Washington D.C., London og generelt hos alle de imperialistiske hovedstæder på planeten.
Centralbankernes enevældige magt
Nej, vi vil blot koncentrere os om den seneste månedlige bulleting, som den Europæiske Centralbank, ECB, har udgivet. Denne finansielle institution bliver anført af en person ved navn Jean-Claude Trichet. Dens vedtægter er baseret på et begreb om ”finansiel og politisk uafhængighed”, hvilket antyder en meget begrænset ansvarlighed over for de nationale regeringer og EU-parlamentet, for slet ikke at tale om den almindelige arbejder, der bor i euroområdet. Trichet er derfor euroens ypperstepræst (eller tør vi sige ayatollah?), den eneste fortolker af dens upersonlige vilje. Lignende personer af hans slags har positioner i de andre vigtige centralbanker i Vesten. Den amerikanske centralbanks krig imod USA’s arbejdere bliver anført af Hr. Ben S. Bernanke, dollarens generalissimo. Der bliver set faderligt efter pundet af den kære leder af Bank of England, Hr. Mervyn King. Den japanske yen plejede også at have sin shogun, guvernøren af Bank of Japan: det var Hr. Toshihiko Fukui indtil den 19. marts, men stillingen er for tiden ledig for første gang siden anden verdenskrig.
Så hvad har Trichets folk oplyst os med? Den del af bulletinen, der fik mest opmærksomhed i pressen, var den del, der handlede om inflation. Den økonomiske krise, vi er på vej ind i på globalt plan, blev ikke direkte nævnt, formentlig på grund af overtro, men dens spøgelse var klart til stede på hver eneste side af rapporten.
Disse folk er åbne tilhængere af professor Dan Ariely, en guru indenfor ”adfærdsøkonomi” på Massachusetts Institute of Technology (MIT), som for nylig optrådte i et program på CNN for at forklare sin teori om tabuet omkring ”R-ordet”: vi bør ikke snakke om recession – forklarede han – fordi det at nævne det, får det til at ske, ”ligesom sex: du taler for meget om det, og du bliver ophidset”.
Rapporten fra ECB giver nogle data om, hvad der forårsagede de nylige stigninger i inflationsniveauet i euroområdet. Det er ingen overraskelse, at de fortæller, at det hovedsageligt skyldes stigninger i priserne på fødevarer og energi, det vil sige de mest grundlæggende varer, der påvirker arbejdernes levestandard.
Stigende priser på kilderne – i de olie-, gas- og fødevareeksporterende underudviklede lande – får som regel skylden, men de glemmer belejligt at nævne, at årsagerne bag de stejle stigninger i olie- og gaspriser har meget at gøre med de imperialistiske magters krigsmageri. Derudover bliver fødevarepriserne presset op af OECD-landenes forsøg på, i hvert fald delvist, at erstatte fossilt brændstof med biobrændsel, hvilket forårsager mangel på basale landbrugsprodukter, som kunne bruges til at brødføde sultne mennesker.
Men det er ikke hele historien. Det ser ud til, at der også foregår en masse spekulation fra fødevareindustriens side. I Venezuela foregår denne slags spekulation ud fra åbenlyst politiske motiver. Det forklarer, hvorfor Hugo Chavez har erklæret, at hans regering vil nationalisere visse kødproducerende fabrikker som svar på ryggesløs kapitalistisk sabotage gennem spekulation i fødevarepriserne. Dette tiltag er aldeles berettiget og fortjener støtte, og der må føres tilsyn med implementeringen af det, men vi kan være sikre på, at ingen af de europæiske regeringer vil gøre det samme. De vil blot lade priserne stige, og dermed ikke giver arbejderne andet valg end at ty til strejker for at få lønnen til at holde trit med de galoperende priser.
Euroens ypperstepræster skaber, ligesom alle kirkers præster, et problem, for derefter at erklære, at enhver mulig løsning på problemet er en synd; du må blot bøje hovedet og bære byrden. Det bliver erklæret for en synd at klage eller protestere. Hvis du ønsker at blive accepteret som rettroende, men tilfældigvis er sulten, fordi din løn er for lav, og går på gaden for at protestere, eller endnu værre melder dig ind i en fagforening eller bliver socialist, bliver det opfattet som gammeldags, eller som en præst ville sige, ”en synd”, du bliver lyst i band! Du forventes ydmygt at acceptere din lod, forblive sulten og holde munden lukket. På den måde ser vi, hvordan kapitalisterne hæver priserne på alle basale fødevarer, men de økonomer, de har på lønningslisterne, forbyder dig at efterspørge en automatisk justering af lønnen. Alt sammen i sandhed vældig rart!
Inflation – en snedig form for tyveri
Arbejderne kan nemt se, at inflation er en snedig form for tyveri. Lad os sige, at de har underskrevet en ansættelseskontrakt, et stykke papir der anerkender, at deres løn vil være 1000 dollars om måneden, som sætter dem i stand til at købe en vis mængde varer. Derefter indser de, at de tjener det, der svarer til en langt mindre mængde varer – stadig 1000 dollars om måneden på papiret, men den samme mængde penge har mindre værdi nu. Den syndige arbejderklasse bliver let fristet til at reagere imod dette legaliserede røveri ved at kræve dyrtidsregulering, det vil sige indførelse af en glidende lønskala, som for hver måned eller hver anden måned gør, at hver arbejder er berettiget til at modtage en automatisk lønforhøjelse for at kompensere for inflationen.
Men, præcis som med deres religiøse sidestykke, informerer euroens ypperstepræster os om, at det der umiddelbart ser ud til at være løsningen, vil medføre forfærdelige konsekvenser i det lange løb. Og bare for at gøre det en lille smule mere truende, skal disse økonomiske synder for det meste sones her i dette liv og ikke i livet efter døden.
Stigende “opfattelse af inflation blandt forbrugerne”
Læg mærke til hvor elegant hyklerisk sproget er der bliver brugt i forordningen fra disse ECB teologer. Ifølge Forbes:
“Der er bekymring om lønpres i 2008, på grund af stigende opfattelse blandt forbrugerne om inflation og voksende offentlig bekymring om købekraft.”
De kan ikke engang få sig selv til åbent at indrømme at priserne faktisk er steget temmelig kraftigt, samtidig med at reallønningerne er stagneret! Ifølge denne mystiske tænkning er det ikke sådan at inflationen er steget; nej, det er alt sammen pga. “opfattelse af inflation blandt forbrugerne”! Vi bevæger os her ind i en fantasiverden, hvor sandhed bliver til fiktion og fiktion bliver til sandhed! Er det virkelig sådan, at forbrugerne tror, at priserne stiger, eller er det faktisk en virkelig proces? Vi kan være sikre på at sælgerne ikke har nogen sådan illusioner. De vil seriøst gerne have os til at tro, at den virkelige købekraft ikke er faldet særligt meget, endda selvom at deres helt egne statistiker fortæller en ganske anden historie. Så er det udelukkende “offentlig bekymring om købekraften”, der giver inflationen sådan et dårligt navn! Men hvis det virkelig alt sammen handler om opfattelse og bekymringer, og ikke virkelige processer, hvorfor er de da så bekymrede for noget der ikke er andet end “opfattelser”? Udgav de deres seneste bulletin udelukkende for at modgå udbredte kollektive økonomiske hallucinationer?
På trods af alle disse magiske ord, der har til hensigt at mane problemet væk, bliver vores guruer i ECB mere og mere foruroligede. Men er de bekymrede om forholdene for de europæiske arbejdere? Er de bekymrede fordi en ny generation af arbejdere lever under niveauet, som deres forældre kunne nyde tidligere? Er de bekymrede fordi folk fra arbejderklassen, i hvad der skulle forestille at være en af de mest avancerede regioner på planeten, finder det meget svært at få tingene til at hænge sammen? Er de bekymrede for væksten i arbejdsløsheden, udbredelsen af løsarbejde, uvished om fremtiden, stress og erfaringer med personlig nedbrydning for både arbejdere og funktionærer overalt i Europa?
Overhovedet ikke! Faktisk er deres bekymringer det modsatte. Hvad der bekymrer dem er “lønpres”, altså muligheden for at lønningerne kan stige. At sige at man er bekymret for lønstigninger er blot en høflig måde at sige, at man vil havde lønningerne til at falde. Disse folk på toppen af pyramiden ser ikke ud til at havde de samme prioriteter som de fleste folk, der lever i Europa.
Faktisk så har de nogle gode råd til os. Ifølge dem, skulle vi, arbejderne, ikke prøve at justere vores lønninger til at følge med inflationen, for ellers ville de, kapitalisterne, justere priserne til at følge de stigende lønninger. Vi kunne stille spørgsmålet: i stedet for at stoppe os i at justere vores lønninger, hvorfor stopper I ikke med at justere priserne? Vi kan forudsige deres svar: det er sådan det frie marked fungerer. Ligesom ypperstepræsterne kan kapitalisterne gøre hvad som helst de synes, mens at dem under dem, arbejderne, er nød til at følge strikse regler dikteret af nogen højt betalte rådgivere. Vi er således “frie” til at købe dyre varer på markedspladsen, men vi er ikke frie til at sælge vores arbejdskraft til en højere pris.
En dyrtidsregulering af lønningerne...
Ideen om dyrtidsregulering (det danske ord for en glidende lønskala, red.) af lønningerne som modsvar til konstante stigninger i priserne blev udviklet for langt tid siden af arbejderbevægelsen. Trotskij forklarer i Overgangsprogrammet fra 1938, at:
“Hverken inflation eller stabilisering kan tjene som paroler for proletariatet [...] Imod en voldsom forhøjelse af priserne, […] kan man kun kæmpe med parolen glidende lønskala. Dette betyder, at kollektive overenskomster bør sikre en automatisk forhøjelse af lønningerne i forhold til prisstigningerne på forbrugsgoderne.”
Borgetskabet protesterer altid imod ideen om at pristalsregulere lønnen ved at hævde, at det vil have en negativ indflydelse på inflationen. Men dette er en vildfarelse. Pristalsregulering af lønnen er altid blevet taget op af arbejderbevægelsen som modsvar til inflation. Det er aldrig årsagen til inflation.
For eksempel: i Italien i 1980’erne var der en vigtig konflikt mellem borgerskabet (også bakket op af Socialistpartiet i regeringen) og arbejderbevægelsen (anført af Kommunistpartiet og den største fagforening, CGIL) på spørgsmålet om dyrtidsregulering, det berømte scala mobile. I en periode med nedgang i klassekampen (sammenlignet med 1970’erne) lykkedes det dem at tvinge arbejderne til at acceptere en de facto ophævelse af dyrtidsreguleringen. Hovedargumentet, de brugte – som altid – var, at dyrtidsregulering styrkede inflationen. Imidlertid er sandheden altid konkret. Selv seriøse studier af borgerlige økonomer, var nødt til at indrømme, at den italienske dyrtidsregulering kun var ansvarlig for under en 25 procent af det stærke inflations pres i 1980’erne. Inflationen fortsatte med at være højere end lønstigningerne. I dag har de stadig ikke elimineret inflationen; faktisk er den begyndt at stige igen. Resultatet af alt dette har været, at købekraften for lønningerne er faldet dramatisk over de sidste 20 år. Så hvad er årsagen til inflation nu, hvis reallønningerne er faldet dramatisk? Det er klart nok ikke lønninger der fremprovokerer inflation. Problemet ligger andetsteds, men som med alle tabuer må disse ord ikke blive udtalt af frygt for at afsløre sandheden.
...Og en glidende arbejdsstidskala
En anden myte, de vil havde os alle til at tro på, er at arbejdsløshed hører fortiden til. Men den er også begyndt at stige. Trotskij rejste ideen om en glidende arbejdstidsskala. Hvis der er mindre arbejde til rådighed, så reducér arbejdsugen, så alle kan have et job. Dette er et krav, som igen vil blive relevant til vores dages situation. Europæiske lande vil snart have stigende niveauer af arbejdsløshed, hvis den nuværende opbremsning i økonomien ender ud i en fuld udviklet recession. Trotskij skrev:
“Imod arbejdsløshed, […] er tiden moden til at fremsætte parolen om glidende arbejdstidsskala sammen med parolen om iværksættelse af offentlige arbejder. […] På dette grundlag ville alt det arbejde, der er til rådighed blive fordelt blandt alle arbejdere i overensstemmelse med, hvordan arbejdsugens omfang bestemmes. Enhver arbejders gennemsnitsløn forbliver den samme som under den gamle arbejdsuge. Lønningerne ville, med en så streng garanteret minimumsgrænse, følge prisernes bevægelse.”
Er dette ikke et rimeligt krav? Ikke hvis du bor i ECB templet. Disse ypperstepræster fortæller os, at dette ikke kan ske. Men hvad er grunden til at disse rationelle midler er sådanne tabuer under kapitalismen? Forklaringen er, at det altid er reelle producent af rigdom, arbejderklassen, der må betale for manglerne ved det kapitalistiske system. Hvad de ikke vil sige i deres forordning er den basale sandhed, at hvis det ikke er tilladt arbejdsgiverne at lægge vægten af den økonomiske krise på arbejdernes skuldre igennem nedskæringer i deres købekraft (inflation) eller at fyre nogen af dem af når situationen bliver dårlig (arbejdsløshed), så er det deres profitrate, der vil blive påvirket.
Det er derfor at hvad der ser rimeligt ud for arbejderne er urimeligt for kapitalisterne. Som Trotskij fremlagde det:
“Ejendomsbesidderne og deres advokater vil bevise det ’uigennemførlige’ i disse krav. Mindre, især ruinerede kapitalister, vil desuden henvise til deres regnskabsbøger. […]Hvis kapitalismen er ude af stand til at tilfredsstille de krav, som uundgåeligt opstår af de ulykker, den selv har skabt, så lad den gå til grunde. 'Gennemførlighed’ eller ’uigennemførlighed’ er i hvert enkelt tilfælde et spørgsmål om styrkeforholdet, som kun kan afgøres gennem kamp.”
Vi rejste disse krav fordi de er den eneste rationelle løsning til arbejderklassens problemer. Dette vil muligvis gøre kapitalisternes ypperstepræster nedtrykte, det vil muligvis få dem til at fortvivle over de uvidende massers syndighed, men sandheden vil altid komme frem i sidste ende. Hvis det system, disse folk forsvarer, ikke kan fungere uden at fyre og udpine arbejdere, så er det systemet der er noget i vejen med. Ingen mængde mystik i sproget hos EU-embedsfolkene og ECB-guruerne kan skjule dette.
USA er allerede gået ind i recession, og resten af verden er ikke langt bagefter. Ingen af disse fortalere for tilbageholdenhed kan uddrive den kendsgerning, at arbejderne vil se igennem al den tåge, al den snik-snak. Dette er hvad der virkelig bekymrer dem. Det er ligesom med den katolske kirke i middelalderen, der insisterede på at Biblen kun skulle være tilgængelig på latinsk, sådan at præsterne kunne fortolke den for de “uvidende masser”.
Kapitalisterne gør sig klar til recession
Fra kapitalisternes synsvinkel kommer det alt sammen i sidste ende an på en ting: hvordan man skal bevare profitraten. Det er den virkelige bekymring for ECB. De bekymrer sig i virkeligheden ikke om noget som helst andet, og den sande betydning af deres erklæring imod forbedringer i arbejdernes forhold er den følgende: de vil have, at recessionen bliver betalt af arbejderne og ikke arbejdsgiverne.
For at gøre deres pointe endnu klarere forklarer de, at det ikke bare handler om automatiske lønstigninger, men også om forhandlede løn stigninger: arbejderne skulle bare stoppe med at spørge om flere penge og acceptere deres triste skæbne! Dette er den slags typiske råd man får fra en præst… affind dig med din skæbne! Sådan fremlægger de det i ECB bulletinen:
“Desuden er lønudviklingen i den nuværende situation i den offentlige sektor nødt til at blive omhyggeligt kontrolleret, ikke mindst fordi de kan havde indflydelse på lønkrav i den private sektor.”
Det argument, der oftest benyttes til at retfærdiggøre deres opposition til enhver forbedring i lønnen i den offentlige sektor er, at byrden på statsbudgettet ville være ubærligt. Som marxisterne så ofte har forklaret, er det, der er på spil her ikke bare statsbudgettet, og deres erklæring bekræfter vores analyse. Private kapitalister er bekymrede for den effekt, som lønnen i den offentlige sektor har på deres egne ansatte. Dette er fordi, lønstigninger åbenlyst er smitsomme og ikke overholder de konstante forsøg fra politikere og aviser på at opdele klassen ved at spille den private sektors arbejdere op imod deres angiveligt “privilegerede” brødre og søskende, som er ansat af staten.
Arbejderne burde også være forberedt!
Hvis vi lyttede til ECB-ypperstepræsterne ville vi kunne tilgives for at tænke, at venstrefløjspartierne og fagforeningerne i Europa for øjeblikket kører en seriøs kampagne for at indføre dyrtidsregulering eller for at kræve store løft i lønnen i den offentlige sektor! Men det er overhovedet ikke tilfældet. Tværtimod: de fleste af Europas fagforeningsledere har set lyset og er blevet ECB-troende. Så hvorfor vier de så meget opmærksomhed til spørgsmålet om lønstigninger?
Svaret er enkelt: de ved at i morgen, så snart den økonomiske krise rammer, vil arbejderne forsøge igen og igen at kæmpe tilbage, og ideer som de, der engang blev fremført af Trotskij i Overgangsprogrammet vil blive indskrevet på deres faner.
Deres ord afslører, at de forbereder sig på de store kampe, der er på vej. Talerne, som deres ypperstepræster holder, er ligesom de velsignelser, paven gav til korsridderne, et ideologisk redskab til klassekampen. De forbereder sig. Vi må også være klar! Og den bedste måde at gøre dette på er ved at levere en rationel, videnskabelig analyse af de processer der udspiller sig i økonomi og politik, et marxistisk perspektiv.
Kapitalens ypperstepræster vil blive udstillet som det, de i virkeligheden er, og arbejderne vil endnu engang søge efter ideer, der kan give et ægte svar på de problemer, der påvirker dem. Endnu engang vil de vende sig imod ægte socialisme og marxisme.
Source: Socialistisk Standpunkt