En ud af 31 indbyggere i USA er i fængsel. Det såkaldte ”frie land” spærrer flere af sine indbyggere inde, end Kina eller Rusland gør – og problemet er stigende.
En ny rapport fra Pew Center on the States viser, at et rekordstort antal amerikanere – 7,3 millioner, eller én ud af hver 31 voksne – enten sad i fængsel eller var prøveløsladt. Tallene kommer fra det amerikanske justitsministerium og statistik fra Census Bureau. Rapporten viste, at USA, der har fem procent af verdens befolkning, har 25 procent af verdens fængselsfanger. USA – ”frihedens land” – spærrer langt flere af sine egne indbyggere inde end Rusland, Kina eller nogle af de diktaturer, som USA holder hånden under rundt omkring i verden, og problemet er stigende.
I 1999 sagde statistikken, at antallet af indespærrede amerikanere var én ud af 149. I 2008 var det ifølge Pew Center steget til én ud af 100. Det bør ikke komme som en overraskelse, at i et land grundlagt på slaveri og etnisk udrensning af den oprindelige befolkning, udgør minoriteterne størstedelen af fangerne. Siden 1990’erne har over 50 procent af de, der blev dømt til fængsel, været ikke-hvide. Sorte mænd har fire gange så stor sandsynlighed som hvide for at blive sat bag tremmer. Hver tredje sorte mand er i fængselssystemet, hvis man medtager de, der enten er prøveløsladt eller har en betinget dom. En ud af 11 er i fængsel hvert år. Andelen af kvinder, der bliver sat bag tremmer, fortsætter også med at stige, men mænd af alle racer kommer fem gange så meget i fængsel som kvinder.
Sammenligningen med slaveriet standser ikke her. Mens nogle stater stadig sender fanger i lænker ud på hårdt tvangsarbejde har de fleste stater legaliseret tvangsarbejde i fængslerne. Til dato har 37 stater gjort det lovligt at udbyde fangernes arbejdskraft til private selskaber som Boeing, AT&T, Target og Microsoft. Fangerne tjener småpenge, og profitterne fra fangernes arbejde tælles i milliarder af dollars. Siden fangerne ikke har ret til at danne en fagforening eller kæmpe for bedre arbejdsforhold ifølge den amerikanske lov, så er det ikke mærkeligt, at virksomheder, der plejede at udnytte sweat shops i Mexico, Kina og Sydøstasien nu vender hjem for at udnytte den fængslede arbejdskraft, der er til rådighed i det amerikanske straffesystem.
Når man tænker over, at kriminaliteten har været for nedadgående i to årtier kan det virke underligt, at indespærringen er taget til med over 300 procent i løbet af de seneste 30 år. Men det er ikke tilfældigt, at det falder sammen med en eksplosiv vækst i privatisering af fængselsvæsenet og i antallet af fængsler, der bliver drevet efter profit. Da et privat fængsel ikke kan tjene profit med mindre fængslet er fyldt op, har de private fængsler en materiel interesse i at holde fængslerne overfyldte og presse lovgiverne og dommerne til at øge antallet af domme og gennemføre flere hårde ”minimumsstraffe” for mindre lovovertrædelser. Over 70 procent af de indsatte i USA er bag tremmer for ikke-voldelige, narkotika-relaterede lovovertrædelser, og 79 procent af væksten i narko-relaterede domme i 1990’erne kom fra sigtelser for besiddelse af marihuana.
Michael Moores nye, populære dokumentarfilm Capitalism: A love story udstiller yderligere, hvor langt de privatejede fængsler vil gå for at sikre deres profitter. I Wilkes-Barre i Pennsylvania står dommerne Mark A. Ciavarelle Jr. og Michael Conahan over for en retssag efter at de har erkendt, at de har taget imod 2,6 millioner dollars i bestikkelse fra to private fængsler som gengæld for at de har sikret fængslerne kontrakter for 30 mio. dollars og har dømt hundredvis af mindreårige til at afsone i disse fængsler. Sagen er blevet forsidestof over hele USA, og der er nu indledt en føderal undersøgelse.
Disse og mange andre eksempler er blevet typiske i en tid med afmontering af den offentlige sektor. Under kapitalismens nuværende krise – og i årtier forinden – har massive nedskæringer, kapitalistklassens svar på de faldende profitrater, hærget ”velfærdsstaten” og alle de indrømmelser, som den amerikanske arbejderklasse vandt gennem organiseret kamp under det økonomiske opsving i efterkrigstiden.
Samtidig med, at begge store partier hælder milliarder af skatteydernes penge ud til krige imod fattige mennesker i fremmede lande, og ind i det hjemlige privat fængselsvæsen, gennemfører de et benhårdt nedskæringsprogram over for det offentlige uddannelsessystem, sundhedsvæsenet, offentlige arbejder, jobskabelse, infrastruktur og offentlige investeringer; selve de faktorer, der er væsentlige for at ændre på de forhold, der fører til kriminalitet til at begynde med.
Det kan imidlertid se ud til, at nogle lovgivere er begyndt at bløde op på deres ”hårde” linje. For eksempel beordrede en føderal dommer i februar, at Californien skal nedbringe antallet af indsatte i fængslerne med 40 procent for at standse overtrædelsen af de indsattes grundlovssikrede rettigheder. Imidlertid har dette meget lidt at gøre med en ”holdningsændring”, og meget at gøre med den knusende økonomiske byrde, der ligger på den californiske stat, der skal holde disse folk bag tremmer midt i en kæmpemæssig budgetkrise. USA lærte i 1980’erne under Ronald Reagan, at det ikke nytter noget, når staten i desperation hælder folk ud på gaderne, fordi det ikke ændrer på de større problemer, der til at begynde med førte til kriminalitet.
For at udrydde kriminalitet er vi først nødt til at gøre noget ved de forhold, som fører til kriminalitet: arbejdsløshed, desperation, fattigdom og håbløshed. Vi må kæmpe for ordentlige, stimulerende jobs, der er til at leve af, gratis uddannelse fra vugge til grav, ordentlige boliger, der er til at betale, et anstændigt sundhedsvæsen og adgang til sund, nærende kost for alle. Vi må kæmpe for at sætte en stopper for udbytningen af arbejdskraften i fængselssystemet såvel som på arbejdspladserne.
I sidste ende må vi sætte en stopper for den største af alle forbrydelser: kapitalisterne og deres love, politi, militær, politiske partier, domstole og fængslers tilegnelse af de værdier, som arbejderklassen producerer. Kun ved at kæmpe for – og opnå – socialisme kan vi for alvor sætte en stopper for denne situation og bygge en bedre verden for menneskeheden.