Mandag morgen så vi et fænomen, vi ikke har set siden opstanden i december 1944. I alle de græske byer med over ca. 40.000 skoleelever, angreb unge teenagere ned til 15 år politistationerne. I Athen, Thessaloniki, Patras, Larisa, Korfu, Komotini samt mange andre byer i hele landet, blev de svært bevæbnede politifolk overmandet inde på stationerne af skoleelever, der kun var bevæbnet med små sten, tomater og yoghurt. Uden frygt udviste de tusindvis af teenagere et heroisk eksempel på kamp imod politivold.
Karamanlis-regeringen besluttede sig hurtigt for at lukke skolerne for en dag for at ”sørge over den unge elev”. I virkeligheden forsøgte regeringen at forhindre eleverne i at besætte skolerne. Mandag nat mødtes regeringen bag lukkede døre, og medierne meddelte, at nogle ministre gik så langt som til at foreslå, at hæren blev sat ind for at opretholde den ”offentlige orden”. Regeringen har officielt meddelt, at den har afvist sådanne forslag og vil holde sig på den ”demokratiske vej”, samtidig med at premierminister Karamanlis har kundgjort en række diskussioner med de oppositionspartierne med mål om at skabe en fælles front for ”national enhed”.
På trods af det endelige udfald og det standpunkt, der blev taget, er disse diskussioner blandt ministrene en alvorlig advarsel til Grækenlands arbejdere og unge om, hvad der kan ske i den næste periode, hvis de ikke opbygger et socialistisk alternativ til den nuværende rådne og barbariske borgerlige magt.
Regeringen forsøger desperat at finde støttepunkter i samfundet, og den samme nat fik de en meget nyttig allieret i de desperate og halvlumpne elementer, som med deres blinde metoder hjælper regeringen. Disse grupper, som udgør omkring 2000 folk, som er anarkister, holligan-elementer og også er infiltreret af provokatører fra politiet, ødelagde i virkeligheden fra begyndelsen den store demonstration med 25.000 mennesker, som mandag aften var blevet indkaldt af SYRIZA, kommunistpartiet KKE, organisationerne for de studerende og personalet på universiteterne samt skolelærerne. Uden nogen politisk logik hærgede de, smadrede små butikker sammen med banker, satte ild til ”luksusbiler” som Mercedes, men også scootere, kiosker og almindelige beboelsesejendomme. De plyndrede også butikker og stjal mobiltelefoner, ure og andre ting.
Tirsdag demonstrerede skoleelever og tusindvis af andre hele dagen i Athens centrum, og efter de havde deltaget i massevis ved begravelsen for den unge Alexandros, som var blevet myrdet et par dage forinden. Men politiet, der ikke var tilfreds med at have myrdet en enkelt skoleelev, angreb på provokerende vis demonstranterne uden for kirkegården. Et hold politifolk forsøgte at skræmme demonstranterne ved mange gange at skyde op i luften med skarp ammunition. Alt dette blev vist på de græske tv-kanaler, hvilket fremprovokerede en ny bølge af vrede mod regeringen i hele det græske samfund.
Regeringen har forsøgt at udnytte denne ”anspændte” stemning i samfundet til at få afblæst onsdagens generalstrejke. Karamanlis kom med en officiel forespørgsel til de faglige ledere om at afblæse strejke-demonstrationerne. Imidlertid var fagforeningernes ledere under pres fra arbejderklassen og var nødt til at afvise regeringens anmodning. Mens disse linjer skrives (onsdag), mobiliserer den græske arbejderklasse sig i en ny generalstrejke. Det er den tiende generalstrejke siden det borgerlige parti Nyt Demokrati (ND) dannede regering.
Atmosfæren i Grækenland er elektrisk. Marxisterne mener, at det kun er arbejderklassen, der, i fælles aktion med ungdommen – skarpt adskilt fra hooligan-elementernes og de lumpne elementers kriminelle metoder – kan besejre regeringen og dens chefer. Alle forudsætningerne er til stede for en stor sejr til bevægelsen og at denne regering bliver væltet. En radikal omdannelse af samfundet vil være mulig med den samling af kræfterne, som finder sted. Det forklarer væksten i arbejderpartiernes tilslutning.
Det, der mangler, er en ledelse med et klart politisk perspektiv, et virkeligt socialistisk perspektiv for at sætte en stopper for det nuværende system, der er skyld i den voksende fattigdom og stigende statslig vold. Den græske marxistiske tendens intervenerer i bevægelsen og fremfører krav, der svarer til bevægelsens behov. Der er et tomrum på venstrefløjen, og det, der er brug for, er en klar orientering for de græske arbejdere og de fremskredne unges masseorganisationer. Der må dannes en enhedsfront mellem arbejderpartierne sammen med fagforeningerne og ungdomsorganisationerne, og enhedsfrontens mål må være at vælte denne forhadte reaktionære regering og danne en arbejderregering på et program for ekspropriation af kapitalistklassen. Det er det eneste seriøse svar på de nuværende brutale metoder, som den græske herskende klasse benytter sig af.
Source: Socialistisk Standpunkt