Hugo Chavez er ikke mere. Friheden, socialismen og menneskehedens sag har mistet en modig forkæmper. Han døde tirsdag d. 5 marts kl. 16.25 lokal tid. Nyheden blev annonceret af Visepræsident Maduro. Præsidenten var blot 58 år, og havde været ved magten i 14 år. Han har kæmpet mod kræften de sidste to år, men da nyheden om hans død blev annonceret, kom den som et chok.
Så snart præsidentens død blev kendt, begyndte folk at samle sig på Bolivar pladser i centrum af byerne over hele landet. Der er mange rapporter om folk, der er brudt ud i tårer eller er blevet helt tavse. Grupper af fortvivlede mennesker samlede sig uden for militærhospitalet i Caracas hvor han døde.
De spontane udgydelser af sorg omdannedes hurtigt til en massedemonstration af trods. Som så mange gange før er folket gået på gaden i Caracas, når revolutionen var i fare.
Grunden til denne udgydelse af støtte og følelse er ikke svær at forstå. I massernes øjne repræsenterer Chavez revolutionen, deres egen opvågning til politisk liv, kampene kæmpet det sidste årti, følelsen af at for første gang havde almindelige arbejdende mennesker og de fattige styringen. Han repræsenterer den mand, der stod op imod imperialismen og oligarkiet.
Nogle overfladiske borgerlige kommentatorer siger, at masserne elskede Chavez, fordi han sikrede bedre leveforhold gennem missiones, de sociale programmer. Det spillede selvfølgelig en vigtig rolle. Men det går videre end at disse imponerende sociale fremskridt, blev vundet gennem kamp, masserne måtte mobiliseres en masse i gaderne ved flere lejligheder for at forsvare revolutionen fra det kontrarevolutionære oligarki og imperialismen. Det er hvad der har styrket forholdet mellem masserne og præsidenten.
Lad os ikke glemme, at ikke alle græd i går nat. I overklassekvartererne i det østlige Caracas dyttede mange i deres horn i bilerne og i Miami, jublede de reaktionære escualidos åbent. Den herskende klasse og imperialismen hadede Chavez og ønskede at komme af med ham så hurtigt som muligt, af den samme grund som masserne støttede ham.
Sorg-demonstrationerne over tabet af Hugo Chavez var ikke begrænset til Venezuela. Over hele Latinamerika udtrykte arbejdere og bønder, og deres organisationer, deres værdsættelse af den revolutionære leder. Selv udover hans eget kontinent er støtten kommet fra venstrefløjen og progressive organisationer.
Sidste nat i Caracas og mange andre byer råbte folk: “Vi er alle Chavez!” og ”Chavez lever!” Tusinder havde samlet sig på Bolivar pladsen og gik derfra mod Miraflores præsidentpaladset, og råbte trodsige paroler, ”et samlet folk kan aldrig besejres”, ”de skal ikke komme tilbage” og ”kampen fortsætter”.
Det er det vigtigste af det hele. Masserne ved, at de er i en krig og i krig, uanset hvor mange soldater, der er faldet i kampen, vil andre træde frem og tage deres plads. Hvad end der sker, vil kampen fortsætte. Det er budskabet fra gaderne i Caracas og enhver anden by og landsby.
Af hele vores hjerte sympatiserer vi med den ærlige sorg hos folket, der græd åbent i Caracas’ gader. De tårer der udgydes af arbejderne og de fattige er ægte og udtrykker en ren og ærlig følelse. Men ligesom der er massernes ægte tårer, er der andre der græder krokodilletårer.
Den britiske udenrigsminister Willian Hague sagde, at han var “bedrøvet” over at høre om dødsfaldet, og sagde af Hr. Chavez havde efterladt et ”varigt indtryk” på Venezuela. BBC var denne morgen tvunget til at indrømme: ”han vandt vedvarende støtte blandt de fattige og gentagne valgsejre ved at bruge den venezuelanske olierigdom til at forfølge socialistisk politik.” (BBC News, 6. marts)
Hvor mærkværdigt! Dem, der hadede Chavez og gjorde alt de kunne for at underminere ham, da han var i live, er gået med i et kynisk lovprisningskor, nu da han er død.
Imperialisternes virkelige indstilling er udtrykt i udtalelserne fra Ed Royce (republikaner fra Californien), formanden for det amerikanske US House Foreign Affairs Committee, der sagde i en skriftlig udtalelse: ”Hugo Chavez var en tyran, der tvang det venezuelanske folk til at leve i frygt. Hans død giver et slag til alliancen mellem anti-amerikanske venstreorienterede ledere i Sydamerika. Gudskelov denne diktator er væk.”
Vi vil ikke have noget at gøre med dette hykleri, uærlige og tomme fraser. Vi sørger over Hugo Chavez, men vi må ikke være forblændede af tårer. Vi må ikke tillade os selv at blive ledt på afveje. Når sorgperioden er ovre, må kampen fortsætte. Chavez ville forvente intet mindre. Hugo Chavez var en fighter. Hvis han kunne tale, ville hans ord være de samme som Joe Hills, den amerikanske revolutionær: “Græd ikke for mig. Organiser jer!”
Imperialismens manøvrer
Amerikanske embedsmænd har ikke tøvet med at præsentere Chavez’ død som en mulighed for USA til at genopbygge et forhold til Venezuela og for landet selv til at gennemføre ”meningsfulde demokratiske reformer,” og præsident Obama varslede et ”nyt kapitel” i det latinamerikanske lands historie.
De beskriver dødsfaldet som en “udfordrende tid”. Men de siger ikke hvem, der udfordres og hvorfor Washington har bekræftet, hvad de beskriver som deres ”støtte til det venezuelanske folk”. De sagde ikke hvilke folk. De siger, de er interesserede i udviklingen af et konstruktivt forhold til Caracas. Men de specificerer ikke dette forholds indhold.
Når Obama taler om “meningsfulde demokratiske reformer,” mener han en tilbagerulning af alle de sociale, økonomiske og politiske erobringer fra de sidste 14 år. Når han taler om et ”nyt kapitel” i Venezuelas historie, mener han en tilbagevenden til det gamle tragiske kapitel af historien, hvor Venezuela var slavebundet til den amerikanske imperialisme og de store olieselskabers interesser.
Denne sirenesang fra Washington vil ingen lade sig narre af. Når de taler om ”støtte til det venezuelanske folk,” mener de støtte til den kontrarevolutionære opposition, borgerskabet og den del af den bolivariske bevægelse, som foretrækker aftaler med borgerskabet.
De har til formål at overbevise højrefløjen af den bolivariske bevægelse. De som i årevis har drømt om ”chavisme uden Chavez” øjner nu muligheden. Den tendens repræsenterer hverken mere eller mindre end borgerskabets femte kolonne i den bolivariske bevægelse. De er revolutionens farligste fjender.
Fjenderne forsøger allerede at udnytte de tragiske omstændigheder til at sprede forvirring og intrigere imod revolutionen. Vi forpligter os til at fortsætte og intensivere kampen for at forsvare den bolivariske revolution imod dens udefrakommende såvel som interne fjender. Af de to er den sidste den farligste.
Hvad nu?
Hvad er perspektiverne og hvad er marxisternes opgaver? Hugo Chavez døde før den store opgave, han havde sat sig selv for, blev fuldført: gennemførelsen af den socialistiske revolution i Venezuela. Det er nu op til arbejderne og bønderne – den egentlige drivkraft i den bolivariske revolution – at gennemføre denne opgave. At undlade dette, vil være at forråde hans arv.
Udenrigsminister Elias Jaua sagde, at nyvalg vil blive afholdt indenfor 30 dage. Nicolas Maduro vil være PSUV’s kandidat. Det siger sig selv, at marxisterne vil kæmpe for en sejr til PSUV og et nederlag til den kontrarevolutionære opposition. Men på samme tid må vi sikre, at den næste regering vil gennemføre en socialistisk politik.
Der er intet mere farligt end ideen om national enhed og forsoning mellem klasserne. Der må ikke indgås aftaler med oppositionen og ingen indrømmelser må gives til borgerskabet. Der kan ikke være forsoning mellem slaver og slaveejere, bønder og herremænd, arbejdere og kapitalister, udbyttere og udbyttede, undertrykkere og undertrykte.
De sidste to måneder har oligarkiet på den mest modbydelige vis udnyttet Chavez’ sygdom og har fordoblet deres kampagne med økonomisk sabotage, hamstring og spekulation. Regeringen har lovet at træffe hurtige foranstaltninger. Det eneste rigtige svar er at ekspropriere den herskende klasse, som kontrollerer produktionen og distributionen af fødevarer, store dele af bankvæsnet og nøgleinstrumenter i den venezuelanske økonomi.
Nicolas Maduro har lovet at bibeholde Hr. Chavez’ ”revolutionære, anti-imperialistiske og socialistiske arv”. Arbejderklassen og medlemmerne af PSUV må sikre, at dette er tilfældet. Det er ikke nok at levere taler, som priser Chavez, hvilket selv hans bitreste fjender gør, nu hvor han er død. Det er ikke tilstrækkeligt at holde taler om kærlighed, en tom frase som ingenting betyder.
Hvad der er brug for er ikke sentimentale taler, men at omsætte det socialistiske program som Chavez altid var forkæmper for til praksis: afskaffelse af kapitalisme gennem ekspropriering af banker, godser og kapitalister. Det er Hugo Chavez’ virkelige arv. Det er, hvad vi må kæmpe for at gennemføre.
Men der er også et andet af Chavez’ erklærede mål, som stadig mangler at blive omsat til praksis, et mål som han anså for fundamentalt, men som bureaukratiet begravede og glemte: skabelsen af en revolutionær socialistisk internationale.
I juni 2010, på PSUV’s kongres, proklamerede Chavez det for en presserende nødvendighed at danne en Femte Internationale. Han gjorde ikke dette som en eftertanke. Han tildelte det en prominent plads i hans taler, fordi han anså det for afgørende. Han havde ret.
Han døde før han var i stand til at omsætte ideen til praksis. Fra begyndelsen blev ideen mødt med fjendtlighed fra højrefløjen af den bolivariske bevægelse. Det blev bandlyst af stalinisterne og reformisterne, som aldrig delte Chavez’ entusiasme for socialisme og som gjorde alt i deres magt for at sabotere, fordreje eller udvande alle hans planer, inklusive en revolutionær internationale.
Den Internationale Marxistiske Tendens forpligter sig selv, til at fortsætte kampen for at bygge en sådan internationale. Vi opfordrer alle, som tager Præsidentens ord alvorligt, til at støtte os i denne store historiske opgave. Socialismen er international – ellers er den intet.
IMT vil gerne udtrykke sin sympati med det venezuelanske folk. Socialismens sag har mistet en stor fortaler. Menneskekroppen er en skrøbelig ting. Den er nem at tilintetgøre med en kugle eller en sygdom. Alle mennesker er født til at dø. Men der er ingen kraft i verden, som kan tilintetgøre en idé, hvis tid er kommet.
Manden Hugo Chavez er ikke længere hos os, men han lever videre. Vi forpligter os til at gøre alt i vores magt for at optrappe kampen for socialisme i Venezuela og over hele verden. Det er den eneste vej fremad; den eneste måde at ære mindet om Hugo Chavez.
- Gennemfør Hugo Chavez’ arv, ikke i ord men i handling!
- Eksproprier oligarkiet!
- Længe leve socialisme! Kampen fortsætter!
- Arbejdere i alle lande, foren jer!
London 5. marts 2013.
Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)