For
syv år siden blev verden chokeret af terrorangrebet på World Trade
Center. Eksplosionerne der ødelagde tvillingetårnene rystede ikke kun
New York. Chokbølgerne fra eksplosionerne forårsagede en grundlæggende
ændring i verdenspolitikken. Det amerikanske folk blev psykologisk
forberedt på en mere aggressiv udenrigspolitik, strenge indskrænkninger
i borgerrettighederne, stigende magt til statslig undertrykkelse og
større udgifter til militæret.
Men syv år efter er det et radikalt anderledes billede, der viser sig.
Imperialisternes gamle tillid er væk. Den mægtigste magt i
verdenshistorien er sunket ned i en krig i Irak, der har kostet over
4.000 amerikanske soldater livet og mindst 35.000 sårede (uofficielle
skøn sætter tallet til 100.000). Besættelsen af Irak har kostet USA
milliarder af dollars siden invasionen. Ifølge et skøn er de samlede
udgifter til krigen på 3000-5000 milliarder dollars (oprindeligt
skønnede det Hvide Hus at krigen ville koste mellem 50 og 60
milliarder). Ikke engang det rigeste land i verden kan i længden klare
sådan et dræn af blod og guld.
Pentagon bruger næsten fem milliarder dollars om måneden i Irak og
Afghanistan. I Vietnam brugte de 111 milliarder på otte år (1964-72).
Justeret for inflation ville det være over 494 milliarder dollars, et
gennemsnit på 61,8 milliarder om året. Men de havde en halv million
tropper i Vietnam, hvorimod de kun har 150.000 i Irak og Afghanistan.
Dengang var tropperne lavtlønnede værnepligtige, hvor de nu er
professionelle soldater, der er bedre trænet og bedre udstyrede, men
også bedre betalte. Til disse tal skal man lægge udgifterne til
genopbygning.
I Afghanistan kæmper de også en kamp, de taber. Denne morgen erkendte
en talsmand for det amerikanske militær, at krigen ikke går godt.
Afghanerne hader de udenlandske besættelsestropper for de vilkårlige
bombardementer af civile. For eller siden vil de være tvunget til at
standse forsøget på at kontrollere Afghanistan ligesom briterne gjorde
for et århundrede siden. De vil være tvunget til at ty til samme
”løsning” som repræsentanterne for den britiske majestæt, nemlig at
bestikke stammeledere. Det ville være det fornuftige at gøre, men
almindelig fornuft er ikke en egenskab, man forbinder med Bush,
Rumsfeld og Cheeney.
”Bush-doktrinen”
Sovjetunionens kollaps førte til
en situation, der ikke har noget fortilfælde i historien. Tidligere var
der altid to, tre eller flere stormagter, der kæmpede om magten, og som
havde tendens til at udligne hinanden og opnå en vis magtbalance. Men
med Ruslands magts kollaps var der kun en enkelt supermagt i verden –
USA – som, med Shakespeares ord, ”betrådte verden som en kæmpe.”
Kolossal magt medfører kolossal arrogance. USA’s herskere så sig selv
som hele planetens ledere. Og med valget af George W bush til det Hvide
Hus vendte tilstanden sig endnu værre. Denne ignorante og snæversynede
reaktionære har måske ikke læst mange bøger ud over Biblen, men han har
ganske givet set mange film med John Wayne, hvori det gode altid sejrer
over det onde, og det syvende kavaleri altid tropper op i sidste
øjeblik for at besejre indianerne.
Den 11. september var ikke årsagen til den aggressive imperialistiske
politik, som Bush antog. Den var allerede udarbejdet før han
overhovedet satte sine fødder i det ovale værelse, og ligeledes var
invasionen af Irak. Men det gav ham den undskyldning, han behøvede til
at udføre den aggressive politik efter verdensdominans, som har fundet
sin ”teoretiske” berettigelse i den såkaldte Bush-doktrin. Denne
doktrin er ganske uden fortilfælde, idet den river al national
suverænitet i stykker, som det internationale diplomat har været
baseret på siden Westfalen-traktaten fra det syttende århundrede. Den
siger grundlæggende set, at ingen stat kan blande sig i en anden stats
indre anliggender eller bruge den anden som undskyldning for krige og
invasioner.
Det vær præcis det, som Bush og Blair gjorde i Irak. De brugte en
undskyldning om diktatur og den angivelige tilstedeværelse af
masseødelæggelsesvåben for at retfærdiggøre en kriminel aggression imod
det, der skulle forestille at være en suveræn stat. Årsagen til at de
erklærede krig imod Saddam Hussein havde intet at gøre med humanitære
eller demokratiske motiver eller for den sags skyld bombningen af World
Trade Center. Der har aldrig været skyggen af bevis for irakisk
indblanding i den affære. Der var heller ingen forbindelse mellem
Saddam Hussein og al Qaeda. I virkeligheden ville der være langt større
grund til at invadere Saudi Arabien af disse årsager.
Hvad angår argumentet om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben, som
kunne ramme vestlige mål, så var det en uhyrlig påstand – en løgn der
øjeblikkeligt blev afsløret efter Bagdads fald. De store oliereserver
var en ikke uvæsentlig faktor i imperialisternes beregninger. Men det
var ikke den eneste grund. Hvis de havde ønsket det, kunne de have fået
greb om den irakiske olie med andre, mere økonomiske, midler. Men de
valgte krig. Hovedårsagen til, at imperialisterne besluttede sig for at
smadre Saddam Hussein var, at han ikke var klar til at gøre, hvad de
ønskede af ham. De amerikanske imperialisters politik i det 21.
århundrede er meget enkel: gør som vi siger, eller vi bomber jer! Det
er en tilbagevenden til kanonbådsdiplomatiet, som britisk imperialisme
førte tidligere, men nu på langt større skala.
Imperialisme og ”retten til selvbestemmelse”
Efter Sovjetunionens fald blev Washington en stærk fortaler for ”retten
til selvbestemmelse” for republikkerne i det, der stadig var en suveræn
stat ved navn Jugoslavien. Ved at bruge dette ”hellige og ukrænkelige
princip” som undskyldning intervenerede USA under NATO’s flag militært
på Balkan for at holde opsyn med opsplitningen af Jugoslavien. Denne
forbryderiske handling, som gik imod det arbejdende folks interesser i
alle republikkerne, ville have været utænkelig mens Sovjetunionen
eksisterede. Men med USSR’s kollaps og bevægelsen i retning af
kapitalisme i Rusland, var Rusland ude af stand til at intervenere.
Jeltsin, og den bande af forbrydere der omgav ham i Kreml, spillede en
foragtelig rolle. Mens generalerne i Moskva sydede af raseri og
indignation, fik NATO og organisationens amerikanske herrer lov til at
slippe væk med mord (naturligvis kun af humanitære årsager). Som en
sutteklud til Moskva fastholdt Washington en diskret (relativ) tavshed
om den blodige invasion af Tjetjenien. Det var et spørgsmål om ære
blandt røvere, eller som det gamle ordsprog lyder, ”den ene hånd vasker
den anden”. Det er i virkeligheden det mest hellige og ukrænkelige
princip i borgerligt diplomati.
Siden Rusland blev antaget at være svagt, og siden svaghed altid
indbyder til aggression, voksede Washingtons dristighed mere og mere.
Amerikanerne blev aldeles uforskammede i deres attitude over for
Rusland. De var ikke tilfredse med opløsningen af den russisk ledede
Warszawa-pagt, så de tog det usete skridt at invitere tidligere
allierede med Rusland i Østeuropa til at blive medlemmer i NATO,
hvilket flere gjorde. Langsomt men sikkert blev Ruslands vestlige
grænser omringet af medlemmer af en fjendtlig militær alliance. Alle de
beroligende taler fra Washington kunne ikke skjule denne kendsgerning.
Ligesom i Jugoslavien gjorde imperialisterne brug af retten til
selvbestemmelse i Irak for at underminere og omstyrte et styre, de ikke
brød sig om. Også her ser vi, at den såkaldte ret til selvbestemmelse
på imperialisternes læber blot er hyklerisk løgn og falskneri. USA
rejste shiabefolkningen og kurderne imod regeringen i Bagdad. Det var
ikke vanskeligt at gøre i lyset af Saddam Husseins regimes
undertrykkende politik. Men lad os huske på, at de også rejste shiaerne
i det sydlige Irak i 1990 – og efterlod dem til deres egen skæbne så
snart USA’s umiddelbare interesser var blevet tjent med den irakiske
hærs tilbagetrækning fra Kuwait. Formålet med øvelsen var ikke at
hjælpe shiaerne eller kurderne, men kynisk at gøre brug af deres
dårlige stilling for at kaste sand i øjnene på verdens offentlighed og
dermed hjælpe til deres manøvrer i regionen. Efter den anden krig, der
førte til invasion og besættelse af Irak, har shiaerne lært at forstå
Washingtons virkelige, rå holdning over for dem. I morgen vil kurderne
i det nordlige Irak lære samme lektie.
Imperialisterne sidder fast i en blodig krig i Irak, hvor de ikke har opnået deres mål.
Fem år efter invasionen er Irak stadig et blodigt roderi. Over fire millioner irakere er flygtet fra landet eller er interne flygtninge. Hundredvis bliver stadig dræbt hver måned. Volden og blodsudgydelserne har nu spredt sig til de nordlige områder, som kurderne kontrollerer, især i etnisk blandede byer som Kirkuk og Mosul. Og der er ikke nogen løsning om administration og distribution af olieindtægterne i sigte. Det eneste resultat vil være et mareridt af etniske konflikter i enorm skala, som endda kan ende i opløsningen af selve Irak. Det vil være årsag til fremtidige krige, hvor nabolandene Tyrkiet, Syrien og Iran vil blive inddraget i konflikten. Det er den giftige gave, som imperialismen har givet folkene i denne ulykkelige region.
Den nyeste og mest åbenlyse provokation var beslutningen om at opstille amerikanske atommissiler i Tjekkiet og Polen. Det var angiveligt rettet imod – Iran! Men denne dårlige undskyldning imponerede ikke russerne, som advarede Vesten om, at de ville rette deres egne missiler imod Tjekkiet og Polen. Det er ganske sandsynligt, at det var denne seneste aggressionshandling, der fremprovokerede den russiske militære aktion i Kaukasus. De russiske generaler har fået nok, og de havde besluttet sig for at rette et slag imod Washington, der kunne sende en meget klar besked til USA’s satellitstater og kandidater til NATO-medlemskab.
Krigen i Georgien
Syv år efter 11. september repræsenterer krigen i Georgien endnu et vendepunkt i verdenssituationen. Som en tung sten, der bliver kastet i en sø, har den forårsaget bølger, der vil påvirke hele verden. Over en nat fik den indbildske arrogance hos den amerikanske imperialisme, som har lært at se på hele planeten som sin indflydelsessfære, et hårdt slag, som den muligvis ikke kommer sig over. Ved et slag har russerne opnået en let sejr, ikke kun mod Georgien, men mere vigtigt imod USA. Det åbner for et helt nyt stadie i konfrontationen mellem Rusland og Vesten.
Hvorfor invaderede Saakashvili? Moskva placerer al ansvaret for krigen på Saakashvilis eventyr i angrebet på Sydossetien. Det er en ubestridelig kendsgerning at den georgiske leder er en eventyr-politiker, der legede med ilden i august og brændte sine fingre. Selv hans allierede i Washington nægter ikke dette. Men kun en blind person er ude af stand til at se, at alle parter i konflikten var klar for længe siden – militært, politisk og moralsk. Det gælder både Georgien og Rusland. Men den amerikanske imperialisme var også dybt involveret.
Saakashvili afhænger af de kræfter, som bragte ham til magten. Had er det for kræfter? I første omgang amerikansk imperialisme, men også i nogen grad georgiske flygtninge fra Abkhasien og delvist også fra Ossetien. Der er 250.000 flygtninge i et land med en befolkning på omkring fire millioner indbyggere. I Tbilisi er muligvis hver tiende person flygtning. For et land med et ineffektivt landbrug og uudviklet industri er det en ubærlig situation. Forholdene for de georgiske masser er utålelige. Officielt er 13 procent af befolkningen arbejdsløse. Det virkelige tal er imidlertid langt højere, og i hovedstaden Tbilisi er det endnu værre.
De fleste abhasiske flygtninge plejede at være velhavende folk, små forretningsdrivende, ansatte i turistindustrien og rige bønder, som klarede sig godt i Sovjetunionen. I dag er disse folk lumpenproletarer og fattige småhandlende. Disse folk ændrede politisk regimet i Tbilisi to gange. De var bag omstyrtelsen af Gamsakhurdia. Dengang blev det kaldt et ”kup”, men den senere omstyrtelse af Shevarnadze (som blev organiseret af Washington) blev døbt ”rose-revolutionen” i Vesten, og roser er, som vi ved, meget søde.
Bag den nye leder i Tbilisi stod de georgiske militarister og chauvinister, som ønskede krig. De forventede, at Shevarnadze ville efterkomme dette ønske, men de blev trætte af at vente, og i stedet besluttede de sig for at kaste ham bort og bringe Saakashvili til magten. Hvad var resultatet? Den svage nationale økonomi blev bebyrdet med et umuligt militærbudget – over en milliard dollars om året, hvilket er en tredjedel af det nationale budget og en tiendedel af det totale BNP. Denne ”rose-revolution” duftede ikke så sødt for masserne når alt kom til alt.
Saakashvilis politik var en politik med ”kanoner før smør”, og hele byrden faldt på skuldrene af de georgiske arbejder og bønder, som ikke bare stod uden smør, men også uden brød. Massedemonstrationerne i Tbilisi sidste december advarede Saakashvili om, at folkets tålmodighed var ved at være opbrugt. Den eneste vej til at holde regimet oppe var gennem et udenlandsk eventyr, der ville aflede folks opmærksomhed fra de mest presserende problemer. Saakashvili begyndte ved at fremprovokere en handels- og emigrationskrig med Rusland – et meget farligt spil! For sådanne ting ender som regel med krig. For dette opnåede de entusiastisk støtte fra Washington. Den georgiske regering afhang i sine krigsforberedelser aldeles af de amerikanske rådgivere.
Det var den samme taktik, den amerikanske imperialisme antog i Balkan. Lad os huske på, at i midten af 1990’erne trænede private amerikanske firmaer den kroatiske hær. Denne amerikanske støtte var det, der satte de kroatiske styrker til at indtage Srpska Krajina på blot to dage og fordrive hele den serbiske befolkning. Efter dette havde Kroatien held til at ansøge om NATO-medlemskab, hvilket gjorde de territoriale anneksioner næsten uomstødelige. Det var klart dette eksempel, de georgiske leder forsøgte at efterligne. Der var bare et enkelt problem. Det var kun muligt at sejre, hvis Rusland ikke intervenerede. I deres vanvid troede lederne i Tbilisi at USA ville garantere dette. Når alt kom til alt, holdt de ikke Rusland ude af Jugoslavien?
Af sine egne grunde (som ikke nødvendigvis er sammenfaldende med USA-imperialismens interesser) havde Saakashvili travlt med at gå i lag med osseterne. Den 7. august beordrede han bombardementet af Sydossetiens hovedstad. Hvorfor gjorde han det? Det er klart, at han ikke ventede, at Rusland ville reagere, som det gjorde, ellers ville han aldrig være begyndt. Hans overdrevne selvtillid var tydeligvis forbundet med hans alliance med USA. Som minimum følte han sig beskyttet af Storebror. Pentagon kan have brugt Georgien til at trænge ind på Ruslands randområde for at afprøve, hvor langt de kunne gå uden at fremprovokere et alvorligt militært svar. Amerikanerne troede formentlig, at Sydossetien ville være et let mål. Det var en lille og ikke-levedygtig stat – en kunstig skabning fra Moskva, anført af et korrupt gangsterregime, hvis største rolle så ud til at være at provokere Georgien. Ville Rusland gide at forsvare det?
Under alle omstændigheder sendte den amerikanske efterretningstjeneste helt klart de forkerte signaler til Tbilisi. Hvordan kunne CIA begå en så alvorlig fejltagelse? På overfladen ville det se umuligt ud. Men man må huske på, at efterretningstjenester også begår fejl, og CIA har begået ikke så få i tidens løb. Det er ganske muligt at Pentagon havde en idé om at afprøve Ruslands reaktion ved at trænge ind i landets periferi og se hvor langt NATO kunne gå uden at fremprovokere et militært svar. Det er også muligt at CIA ikke forventede et sådant svar, fordi de baserede sig på tidligere erfaringer. Hvis det var tilfældet, begik de en alvorlig regnefejl.
På den ene eller anden måde havde den amerikanske imperialisme en hånd med i denne affære. Den opbyggede den georgiske hær og den stod bag Saakashvili og opfordrede ham til at ”stå op imod russerne.” Måske forventede de ikke, at han ville tage det så bogstaveligt og lancere angrebet i august. Uden tvivl har nogle af dem forbandet ham efterfølgende. Men med alle deres handlinger forberedte amerikanerne en eksplosion. Lunten ventede bare på at blive antændt.
Putin forberedte sig på denne krig for længe siden. Evakueringen af børn fra Tskhinvali begyndte tre dage før den georgiske hær indledte sit bombardement og angreb på byen. Tskhinvali var blevet bombet før, men det var første gang, en systematisk evakuering fandt sted. Det viser, at angrebet var ventet, og at Rusland havde forberedt sig på konflikten med Georgien på forhånd. De havde delt russiske pas ud til ossetere, hvilket gav Rusland en undskyldning for at intervenere for at forsvare sine ”borgere”. Desuden er det utænkeligt, at den russiske hemmelige tjeneste ikke var informeret om Saakashvilis planer. Og hvis de var klar over det, kunne de russiske leder så ikke have forhindret denne krig? Selvfølgelig kunne de det. Et par diplomatiske noter fra Moskva støttet af truslen om militær intervention ville have samlet sindene i Tbilisi. Men intet sådant blev gjort. Russerne ventede tålmodigt på angrebet som en edderkop venter på, at en flue flyver i sit spind.
Ud fra alt dette er det klart, at denne krig kun er et andet eksempel på skamløs magtpolitik. Resultaterne af krigen vil være øget ustabilitet over hele Kaukasus. Der er nu en ny bølge af flygtninge – denne gang georgiere, der flygter fra Sydossetien. Endnu en bølge af flygtninge kom fra Abkhasien, hvor myndighederne drog fordel af den georgiske hærs nederlag til at lancere deres egen offensiv og erobre andre dele af georgisk territorium, som de hævder retmæssigt er deres. Det betyder en ny bølge af bitterhed og had oven i den forgiftede tilstand med chauvinistiske og hævntørstige følelser i samfundet. Det er den ætsende jord, som krig og terrorisme fødes af og næres ved.
Ofre og aggressorer
Amerikanerne har gentagne gange nægtet at de var involverede i krigen, men det er åbenlyst forkert. USA har opbygget den georgiske hær, og de har talrige rådgivere i Georgien. Det er utænkeligt at den georgiske hær ville have handlet uden at deres regnskabsførere i Pentagon var klar over det og havde givet deres tilladelse. Ingen marionetdukke danser hvis ikke dens herre trækker i trådene. Det er imidlertid sandsynligt, at initiativet kom fra Saakashvili selv. Det er også muligt, at kun nogle elementer i det amerikanske hierarki kendte til initiativet og støttede det, mens andre enten ikke kendte til det eller gik imod det som et risikabelt eventyr.
Med ufattelig uforskammethed efter udbrud af fjendtlighederne, beskyldte Washington Rusland for konflikten og forsvarede ”stakkels lille Georgien”. De amerikanske talsmænd kastede de russiske påstande om folkemord i skraldespanden og hævdede, at dødstallene var ”under 200”. Det er umuligt at efterprøve disse tal (Rusland hævder, at der er 2000 dræbte eller forsvundne). Men der er ingen tvivl om de morderiske hensigter med bombardementet af Tskhinvali. Hvis den georgiske fremrykning ikke var blevet stoppet af den russiske hær ville myrderierne have fortsat. Vestens protester og hykleriske forsvar for Georgien som den ”forurettede part” er vildledende. Georgien er ikke en harmløs og uskyldig stat, som de vestlige medier ynder at fremstille landet som. I begyndelsen af 1990’erne begik Georgiens nationalistiske ledere overgreb i Sydossetien og Abkhasien. Senere, det er sandt, blev over 200.000 georgiere drevet ud af Abkhasien da Rusland støttede Abkhasien militært. Ikke desto mindre blev den georgiske borgerlige nationalismes hæslige ansigt igen vist i det brutale bombardement af Tskhinvali.
Russiske kampvogne rykker frem imod Tskhinvali 8. august som reaktion på det georgiske angreb på byen.
Amerikanerne forventede uden tvivl, at den georgiske hær ville kæmpe bedre. Men de må være skuffede. Den russiske hær skar gennem de georgiske styrker som en varm kniv gennem smør. De georgiske tropper, som havde udvist stort mod i deres bombardement af harmløse civile i Tskhinvali, flygtede uden at yde alvorlig modstand imod de fjendtlige styrker, som hurtigt rykkede frem gennem georgisk territorium og uden besvær indtog Gori. Hvis russerne havde ønsket det, kunne de have gået ind i selve Tbilisi. Men det var ganske klart ikke en del af planen. Russerne havde vist, hvem der bestemte. De havde ydmyget ikke blot den georgiske hær, men også amerikanerne, som stod bag dem. Amerikanerne måtte se til og skære tænder i magtesløshed mens russerne roligt indtog georgiske militærbaser og fragtede amerikanske våben og udstyr væk, samt alt andet der ikke var boltet til gulvet.
Den russiske fremrykning blev fulgt af udvisningen af georgiere fra Sydossetien. Det meste af dette beskidte arbejde ser ud til at være udført af de såkaldte ossetiske militser (det vil sige chauvinistiske bander) og andre ”irregulære”, som systematisk har ødelagt georgiske landsbyer. Resultatet har været, at tusindvis af georgiske familier (hovedsageligt almindelige bønder) er blevet fordrevet af sydossetere. Det er den samme ”etniske udrensning”, som vi er blevet vant til efter opsplitningen af Jugoslavien. Det er den pris, fattige folk betaler for de borgerlige chauvinisters forbrydelser og den kyniske stormagtspolitik hos de forskellige imperialistiske regeringer, der står bag dem og bruger dem som bønder i et beskidt spil.
Efter at have smadret den georgiske hær og rykket frem, næsten til Tbilisis forstæder, standsede den russiske hær. Fra Moskvas synspunkt var det ganske tilstrækkeligt – indtil videre. Det var ikke nødvendigt at indtage Tbilisi, eftersom russerne allerede havde gjort deres synspunkt klart. De havde taget hævn for de gentagne ydmygelser, som Washington havde tilføjet dem i Østeuropa, på Balkan og i Irak. De havde trækket en streg i sandet og sagt: ”hertil og ikke længere!” Imidlertid havde Kreml ikke gjort sit sidste træk i dette dødbringende skakspil. Putin ønskede at komme af med Saakashvili. Han vil næsten med sikkerhed have held til dette. I sidste ende vil Saakashvili blive holdt ansvarlig af vælgerne for sin beslutning om at indlede det ossetiske eventyr den 7. august. Han vil formentlig blive fjernet.
Dette vil være endnu en sejr for Kreml. Hvem der end afløser Saakashvili vil beskæftige sig med en ny tilstrømning af fattige flygtninge såvel som en arv af ødelagte fabrikker, broer og veje. Nye byrder vil blive lagt på befolkningen, og disse byrder vil blive meget værre af den uundgåelige styrkelse af militarismen og de store udgifter til ”forsvar”. Vejen til krig betyder intet andet end elendighed for masserne overalt.
Imperialisternes hykleri
Rusland spildte ingen tid før de anerkendte Abkhasien og Sydossetiens ”uafhængighed”. Abkhaserne og osseterne fejrede det i gaderne. Endelig havde de opnået deres belønning for at leve under russisk beskyttelse i 15 år. Men i virkeligheden er denne ”uafhængighed” fuldstændig falsk. De vil ende med at blive indsluset i den russiske føderation, hvor de vil finde ud af, at det ikke er meget bedre at leve under Storebror i Moskva end under Tbilisis kontrol. I hvert tilfælde vil de ikke opnå ægte selvbestemmelse.
Vesten nægter at anerkende de nye stater. Det vil ikke bekymre Moskva særlig meget. Det samme gælder for anklagen om, at Rusland er ”inkonsekvent” ved fortsat at insistere på, at Kosovos uafhængighed fra Serbien er ulovlig. Det er formentlig rigtigt, at en del af årsagen til dette er, at de vil undgå at danne præcedens for Tjetjenien eller andre genstridige republikker i Rusland. Men hvad så? International politik bliver ikke afgjort af formel logik, men af egeninteresser, der udtrykker sig gennem diplomatiske manøvrer, bakket op af rå magt.
The Economist skriver: ”I princippet bør under-nationale stater ind imellem være i stand til at løsrive sig, men Sydossetien og Abkhasien kvalificerer sig ikke. Ingen af enklaverne har på ordentlig vis rådført sig med sine befolkninger, herunder det store antal georgiske flygtninge. Ej heller har der været en lang, hård indsats for at finde en forhandlingsløsning. Hr. Saakashvili bør holde op med at love at genvinde kontrol med enklaverne, og Vesten bør insistere på behovet for internationale fredsbevarende styrker. Men Ruslands aggression i Georgien må ikke belønnes med at indrømme enklaverne uafhængighed. Det kunne virkelig danne en farlig præcedens i Ukraine, Moldova og ikke mindst i selve Rusland.”
Det er åbenlyst hykleri. Imperialisterne har altid retfærdiggjort deres aggressive handlinger ved at henvise til nationernes selvbestemmelsesret. I virkeligheden er små nationer som Georgien, Ossetien og Kosovo kun småpenge i det imperialistiske diplomati. Ifølge stormagternes egeninteresser bliver retten til selvbestemmelse på et tidspunkt højlydt proklameret at være hellig og ukrænkelig. Den næste dag, når en rivaliserende stat benytter sig af det samme ”hellige og ukrænkelige” princip for at retfærdiggøre intervention i en anden stats interne anliggender, påberåber de sig imidlertid et andet ”helligt og ukrænkeligt princip” – nemlig forsvaret af den nationale integritet. På den måde sørgede amerikanerne og deres allierede for at ødelægge Jugoslaviens nationale integritet, og forårsagede undervejs en række blodige krige, som kostede tusindvis af uskyldige liv, men nu forlanger de strengt, at Rusland skal respektere Georgiens territoriale integritet.
Imperialisterne bruger Georgiens "nationale integritet" som en brik i deres kyniske magtspil.
Imperialisterne har indigneret fordømt Ruslands intervention i Georgien som en aggressionshandling imod en suveræn stat. Men alt dette er vrøvl, tom retorik og stinkende hykleri. George Bush anklagede Rusland for ”bøllemetoder og intimidering”, og han krævede, at de trak tropperne ud af Georgien. ”Moskva må overholde sine forpligtelser til at trække sine invasionsstyrker tilbage fra al georgisk territorium,” samtidig med at USA’s invasionsstyrker er fast forskanset i Irak og Afghanistan. En sådan opførsel var uacceptabel blandt civiliserede lande i det 21. århundrede, sagde han, og det lykkedes ham på en eller anden måde at holde masken, da han sagde det.
Siden USA-imperialismen er den største voldsmand i verden, er de næppe i en position, hvor de kan belære andre om etisk opførsel i verdens anliggender. Og Hr. Bush overser belejligt den kendsgerning, at USA og NATO gentagne gange har overtrådt andre landes suverænitet. Som Ruslands præsident Dmitrij Medvedev korrekt hævdede, så ”kan man ikke have en regel for nogle, og en anden regel for andre.” For sin del benægter Vesten harmfuldt sammenligningen med Kosovo. De har gentagne gange hævdet, at Ruslands anerkendelse af Abkhasien og Sydossetien ”ikke kan retfærdiggøres af en forkert sammenligning med Kosovo”. For eksempel lød titlen på lederen i The Economist den 28. august 2008 Sydossetien er ikke Kosovo. Selve den kendsgerning at denne erklæring så ofte bliver gentaget, og så heftigt, er en indikator på dens urigtighed.
Hvorfor er tilfældet Georgien forskellig fra Kosovo? The Economist oplyser os: ”I Georgiens enklaver har de russiske styrker ageret som egennyttige urostiftere, ikke som neutrale fredsbevarere.” Men de amerikanske imperialister og deres allierede har konsekvent handlet ud fra de mest kyniske egeninteresser overalt. De er de største urostiftere i verden – en kendsgerning, som er synlig selv for en blind. Her vi allerede glemt den rolle, som tysk imperialisme spillede i at anspore til den kriminelle opsplitning af Jugoslavien? Hvorfor gjorde de det? Var det på grund af øm bekymring for slovenerne og kroaternes selvbestemmelse? Kun en tåbe kan tro dette. Nej, de manøvrerede for at etablere sig selv som en magt på Balkan, som de havde været før Anden Verdenskrig. Med andre ord agerede de netop som egennyttige urostiftere.
Hvorfor intervenerede de amerikanske imperialister i Jugoslavien? Var det virkelig for at opretholde kosovarernes nationale rettigheder? Nej, de drog kynisk fordel af Ruslands svaghed for at komme ind i en tidligere sovjetisk indflydelsessfære og vælte Serbiens Slobodan Milosevic, ikke fordi han undertrykte Kosovoalbanerne, men fordi han ikke var klar til at gøre, hvad Washington ønskede. Præcis det samme var tilfældet med Saddam Hussein – som tidligere var allieret med USA, men som ubelejligt vendte sig imod sin herre og var ude af kontrol. Hvilken anden beskrivelse kan man bruge om de amerikanske imperialisters handlinger i Irak end egennyttige urostiftere?
Naturligvis ville ingen egennyttige urostiftere i historien nogensinde drømme om at indrømme deres virkelige motiver. Nej! De mest beskidte og kyniske gerninger er altid blevet begrundet med de smukkeste idealer og humanitære motiver. Det er lige præcis diplomatiets rolle: at gøre ofret til aggressor og aggressoren til offer, at gøre ulven til lam og lammet til ulven. Det er det, diplomater får deres penge for!
Da de amerikanske imperialister invaderede Cuba for at gøre det til deres første koloni gjorde de det med det erklærede motiv at befri det cubanske folk fra det spanske åg. Senere, under Første Verdenskrig, kæmpede England imod Tyskland for at forsvare ”stakkels lille Belgien” imod de onde ”hunner”, og glemte belejligt at det samme ”stakkels lille Belgien” var brutal herre over millioner af koloniale slaver i Congo. Selv Adolf Hitler førte sine aggressionskrige under de mest inspirerende humanitære måls faner, navnlig at redde det stakkels, lidende tyske mindretal i Sudeterland fra den tjekkiske undertrykkelse. Og hvem kan glemme den vidunderlige ”krig for demokrati”, som de uselviske amerikanske imperialister førte i Vietnam? Listen er endeløs. Og dog er der stadig enfoldige sjæle, der hopper på dette!
Saakashvilis beslutning om at sende den georgiske hær ind i Sydossetien den 7. august resulterede i mange civile døde. Der har været mange rapporter om overgreb imod ossetiske landsbyer, og de vestlige medier har ikke benægtet disse, samtidig med at de mat hævder, at ”det ikke udgør etnisk udrensning” – en noget akademisk sondring fra osseternes standpunkt. På trods af dette fortsætter Washington og EU deres støtte til Saakashvili. Det minder en om det, de plejede at sige om diktatoren Somoza i Nicaragua: ”Han er et svin, men han er vores svin”.
EU – topmøde for ingenting
I teorien skulle Europa være en stormagt i verden medbetragtelig indflydelse over Rusland. EU’s befolkning er trods alt mere end tre gange så stor som Rusland, og EU er over et dusin gange rigere. Alligevel fremkom EU-topmødet den 1. september ikke med andet end varm luft. Embedsmænd og diplomater skyndte sig hjem fra deres sommerferier for at forberede et ekstraordinært EU-topmøde om krisen, indkaldt af det franske formandskab. På topmødet fordømte Europas politikere højlydt Rusland og krævede handling. Og dog er alt dette tom retorik. Topmødet bestod i megen stønnen over Ruslands anerkendelse af udbryderrepublikkerne Abkhasien og Sydossetien. Men om faktiske gengældelsesforanstaltninger var der knap nok mumlen.
Der var naturligvis en masse snak, herunder snak om en EU-mission for at ”overvåge” situationen i Georgien. Oprindelig fremførte de ideen om en EU-militærstyrke, men dette vrøvl blev hurtigt lagt på hylden. Når det kommer til forholdet mellem EU og Rusland er lederne stadig delte. EU er ikke et samlet land. Unionens højeste myndighed, det Europæiske Råd, består af 27 statsledere og regeringer, der repræsenterer interesserne hos 27 forskellige borgerskaber. For nogen tid siden stillede Henry Kissinger et meget rammende spørgsmål: når jeg vil tale med Europa, hvem skal jeg ringe til? Der er stadig ikke noget svar på dette spørgsmål. Forsøget på at lave en ny forfatning der ville skabe en fælles udenrigspolitik blev ødelagt af den irske folkeafstemning. Men under alle omstændigheder var det en utopisk ide.
Europa har et mindre problem – det er dybt afhængigt af russisk energi. 39 procent af EU’s gas kommer fra Rusland. Det betyder, at Europa er i klemme. Topmødet kunne derfor ikke forventes at komme med et meningsfuldt svar på den ”russiske aggression” af den enkle årsag at de forskellige ledere ikke engang kan enes om det mest grundlæggende spørgsmål: hvorvidt en reaktion overhovedet ville være en god ide eller kontraproduktivt. Splittelsen overfor Rusland viser endnu engang umuligheden af at opnå et kapitalistisk forenet Europa. Hvordan kan der være en fælles europæisk udenrigspolitik når der ikke er en fælles EU-interesse?
Tag for eksempel Sverige. De er ikke afhængige af Rusland til energiforsyning. Den svenske udenrigsminister Carl Bildt har derfor råd til at spankulere frem og tilbage som en hane og gale op om principper og kræve, at ”den russiske aggression ikke må gå ustraffet hen”. Bedrøveligvis tager ingen Stockholms meninger særlig alvorligt på dette eller ethvert andet spørgsmål. For det første er det svært at forestille sig den svenske hær marchere mod Moskva. For det andet får man den ide, at det pludselige tilfælde af ”principper” ikke er uforbundet med de store og profitable investeringer, som de svenske kapitalister har i de baltiske lande, som nu ser mindre sikre ud end de gjorde for blot få måneder siden. Rusland må derfor ”straffes” for sine handlinger i Georgien af frygt for, at de kan blive fristet til at gentage dem i den baltiske region og ikke blot skade de svenske moralske følelser, men – mere alvorligt – de svenske økonomiske interesser.
På den anden side er Tyskland og Italien dybt afhængige af russisk gas. Derfor insisterer de, samtidig med at de jamrer over Ruslands dårlige opførsel i Georgien, på at Rusland ikke skal straffes, men ”inddraget som partner”. I nyere konflikter, der førte til sammenstød mellem Rusland og lande som Polen eller Estland, var det en foretrukken replik blandt tyske diplomater og politikere at klage over, at enkelte lande ikke har ret til at tage det bredere EU’s gode forhold til Rusland som ”gidsel”. Det vil sige: ”I polakker og estere har ingen ret til at ødelægge vores gode forhold til Rusland, som forsyner os med det meste af vores gas og udgør et marked for vores eksport.”
Så er der det Forenede Kongerige i Storbritannien, som nu til dags hverken er så forenet eller stort som tidligere. Hendes majestæts regering er en af de, der udgyder de højeste krav om ”samlet europæisk aktion imod Rusland”. Uheldigvis bliver virkningen ganske ødelagt af Gordon Browns skikkelse, som hårdt forsøger at fremstå som statsmand (ligesom Tony Blair) og kun har held til at fremstå endnu mere ynkelig end sin forgænger. Alle i Europa ved, at Storbritanniens magt er så reduceret, at de kun kan få en rolle i verdens anliggender ved at agere Washingtons lakaj. Som belønning behandler denne dem med præcis den samme omtanke som enhver herre udviser over for sin lakaj: det vil sige ingen som helst. Trusler fra London bliver i Moskva mødt af en endnu mere respektløs, højrøstet latter.
The Economist jamrede over ”svaghed, egennytte og splittelse” i EU i sin udgave 28. august, og de rystede bedrøvet deres hoveder over dette uopbyggelige skue, og ytrede følgende visdomsord:
”Den nationale interesses kolde beregning er en kompleks størrelse, hvilket enhver spilteori-studerende kan fortælle. Splittelse ville være irrationel, hvis EU-medlemmerne altid så deres fælles interesser som det vigtigste. Men det gør de ikke, især ikke når det kommer til at beskæftige sig med store tredjelande, fra Rusland til Kina til USA.”
Og The Economist fortsætter sin jammerklage:
”Ej heller falder prisen for splittelse jævnt. Tag energi. Det bør være i EU’s interesse at trække sig bort fra blokkens afhængighed af russisk gas – hvilket er grunden til at de støtter rørledningsprojekter, der kan bringe gas ind fra andre steder. Men i hvert enkelt EU-land forventer vælgerne at have varmen tændt denne vinter og lyset tændt hele året så billigt som muligt (ej heller ville de tolerere at dele deres energi med nabolande i tilfælde af rationerede forsyninger). I de senere år har lande fra Tyskland og Italien til Bulgarien og Grækenland underskrevet aftaler, der øger EU’s afhængighed af Rusland og underminerer alternative ruter. Fra disse enkelte landes perspektiv føles en sådan egennytte formentlig ganske rationel.”
Javist! Man kunne knapt sige det bedre.
Al denne larm havde ingen virkning i Moskva. Tværtimod! Folkene i Kreml forventede disse protester og bøde dem faktisk velkomne. Jo højere protester, des mere skrigende er kontrasten mellem handlinger og ord. Vesten protesterer, slår i bordet, vedtager resolutioner og udsteder alvorlige trusler – og foretager sig præcis ingenting.
Krigen i Georgien markerer en afgørende vending i Ruslands holdning overfor Vesten. Konstantin Zatulin, et dumamedlem, der står for forbindelser med tidligere sovjetrepublikker, sagde det meget klart:
”Tiden, hvor vi havde brug for vestligt bifald, er ovre. […] Mikhail Gorbatjov lavede militære og politiske indrømmelser til Vesten: han gik med til samlingen af Tyskland og nedlæggelse af Warzsawapagten, men få år senere faldt landet, han var præsident for, sammen.”
Det er klart, at krigen vil have en alvorlig indvirkning på både indenrigspolitikken og forholdene til udlandet i Rusland i årene fremover. Russiske tropper er stadig i Georgien, hvilket viser Ruslands holdning til den fransk-forhandlede våbenhvile, der krævede, at de trækker sig tilbage til positionerne fra før krigen og en international diskussion om enklaverne. I virkeligheden vil Ruslands anerkendelse af Sydossetien og Abkhasien ikke ændre meget. Rusland havde næsten fuld kontrol over de to områder alligevel. Få lande vil følge Ruslands anerkendelse, men det vil ikke bekymre Moskva specielt.
Opdelingen af Georgien lægger grunden for en langsigtet konfrontation mellem Rusland og Vesten med ekko fra den kolde krig. Det bekymrer ikke russerne det mindste. Medvedev har sagt: ”Intet skræmmer os, herunder udsigten til en kold krig … vi har levet i anderledes situationer, og vi vil overleve.” Ruslands elite ved, at de har vigtige kort på hånden. De kontrollerer gasforsyningerne til store dele af Europa. De er en stor leverandør af olie på et tidspunkt hvor olie er en meget værdifuld vare. Amerikanerne afhænger af Ruslands samarbejde i forbindelse med deres krig i Afghanistan. Moskva har derfor råd til at ignorere truslerne om ”ikke-samarbejde” fra NATO, EU og Washington.
Vesten vil, på trods af al råben op og retorikken, være nødt til at sluge Ruslands beslutning. ”Når man krydser vejen skal man se efter farer,” erklærer Hr. Zatulin. ”Vesten kan bruge psykologisk pres. Men Europa har ikke råd til at sige nej til vores gas, og USA har brug for vores hjælp med Afghanistan og Iran.” Det er kun en konstatering af kendsgerningerne, og Vesten ved det.
Bør vi støtte Rusland?
Mange på venstrefløjen (herunder denne skribent) nød synet af, at den amerikanske imperialisme blev ydmyget. Det var ganske morsomt at se disse herrer og damer (glem aldrig damerne!) vende og vride sig som en fisk, der hænger for enden af linen. Det var endnu sjovere at læse deres ynkelige undskyldninger og det diplomatiske sofisteri, som de brugte i forsøg på at overbevise verden om, at det der var i orden for dem i Jugoslavien, Irak og Afghanistan var aldeles forkert for russerne i Kaukasus.
For at understrege deres ”dybe bekymring” har de nu sendt Dick Cheney, USA’s vicepræsident – denne ultra-reaktionære krigsmager, profitmager og bandit – til Tbilisi for at forsikre Saakashvili om sin udødelige støtte. Hvilket smukt par de udgjorde! Men dette besøg gjorde intet ud over at gøre Moskva rasende, hvilket, da de har en stærk militær tilstedeværelse i og nær Georgien, måske ikke var det smarteste træk at foretage sig. Men mændene og kvinderne i det Hvide Hus er muligvis ikke de kløgtigste mennesker i verden.
Imidlertid bør vi ikke, mens vi er glade for at se George Bush få et velfortjent blåt øje, begå den fejltagelse at tro, at min fjendes fjende er min ven. Putin og Medvedev er aldeles ikke osseternes, abkhasernes eller arbejderklassens venner. De er repræsentanter for det russiske oligarki – den reaktionære bande af korrupte monopolkapitalister, som er blevet vanvittigt rige ved at plyndre Sovjetstatens aktiver. De kan ikke spille en progressiv rolle, hverken i Rusland, Kaukasus eller nogen andre steder.
Det var ikke særlig svært for Kreml at forberede den russiske befolkning psykologisk til krig. Ifølge de fleste russeres mening skal grunden til krigen findes i USA’s ekspansionistiske planer og ønske om at etablere kontrol over Ruslands naboer. Denne opfattelse svarer til sagens kendsgerninger. I selve Rusland vil krigen føre til, at Kreml-kliken omkring Putin og Medvedev midlertidigt bliver styrket. Vestens forhåbninger om ”liberalisering” (det vil sige svaghed over for Vesten) under Medvedev er fordampede. Men på trods af indtrykket af styrke har den herskende klike i Kreml en skrøbelig hytte.
I dag er Putin og Medvedev sejrherrerne. De har taget hævn over amerikanerne for deres offentlige ydmygelse i Kosovo. De har vist GUAM-landene (Georgien, Ukraine, Aserbajdsjan og Moldova) hvad det betyder at gå imod Rusland. Men i virkeligheden er ingenting blevet løst. Ruslands herskende klikes ambitioner og dens nyvundne selvtillid kan føre den til nye eventyr og krige. Krigen med Georgien var en lille krig der blev sluttet hurtigt med få russiske tab. Men skridt for skridt kan Rusland blive trukket ind i mere alvorlige konflikter, for eksempel med Ukraine om Krim. Det er endda ikke udelukket, at de på et vist stadie vil være fristede til at gen-besætte de baltiske stater ved at bruge en undskyldning om de undertrykte russiske minoriteter.
Ingen af disse ting er i den russiske arbejderklasses virkelige interesser, men de afspejler de russiske kapitalisters interesser, der er grådige efter nye markeder, råmaterialer og indflydelsessfærer. Det er kommunisternes pligt at opretholde en uafhængig klasseposition til alle tider, og især i krigstid. Ingen tillid til kliken i Kreml! Intet samarbejde med kapitalisterne og udbytterne på det falske grundlag af ”national enhed”! Arbejderne må ikke tages ved næsen af demagogiske henvisninger til patriotisme, men må nådesløst tage masken af de selviske og rovgriske klasseinteresser, der ligger bag dem. Vi står for den ukrænkelige enhed mellem arbejderne i alle lande, imod aggressive kapitalistiske krige og anneksioner.
Lenin fremhævede altid disse grundlæggende elementer i kommunismen. Alligevel kapitulerede det såkaldte Kommunistiske Parti i den Russiske Føderation omgående til Putin og Medvedevs chauvinistiske politik. I stedet for at afsløre de virkelige interesser, der ligger bag denne politik, greb de ivrigt det russiske flag og tog del i det patriotiske kor. Lenin ville rotere i sin grav! På samme måde har de såkaldte fagforeninger fulgt den chauvinistiske vogn. Det er ikke overraskende siden lederne af ”Kommunistpartiet” og fagforeningerne for længe siden har opgivet en uafhængig klasseposition. De har kapituleret til kapitalisterne i fredstid, så det er logisk at de også gør det i krigstid.
Uden nogen til at tilbyde et klassealternativ er det ikke overraskende, at mange arbejdere midlertidigt er blevet påvirkede af patriotismens dampe. Men der er en forskel. Oligarkernes og de politiske repræsentanter i Kremls patriotisme er kun et udtryk for egoistisk grådighed. På den anden side indeholder den almindelige russiske arbejders patriotisme en begyndende klasse-utilfredshed. I årevis har den russiske arbejder set den kapitalistiske tilbagevendens triumfmarch. Han har set alle den russiske revolutions fremskridt blive afskaffet et efter et. Han har set statslig ejendom blive privatiseret og opkøbt af rige parasitter – både russiske og ikke-russiske. Han har set et land, der engang var stolt, blive ydmyget og plyndret. Han er vred og bitter over det, men kan ikke se nogen udvej, og ingen tilbyder ham et alternativ.
De russiske arbejdere hader imperialismen, og derfor er synet af den russiske hær, der tildeler USA et svært nederlag, noget at fejre. På kort sigt vil det styrke kliken i Kreml. Men patriotismens svimlende dampe vil forsvinde hurtigere end de, der kommer fra en flaske vodka. Og hovedpinen, de efterlader dagen efter, er uendeligt meget mere smertefuld.
Den kendsgerning at Rusland nu er fuldt integreret i den kapitalistiske verdensøkonomi betyder, at landet er mere udsat for turbulensen på verdensmarkedet. Den stadigt dybere krise i verdenskapitalismen, med stagnation i produktivkræfterne, mangel på kredit og en tilbagegang i efterspørgslen, betyder, at den stærke stigning i oliepriserne er ved at slutte. Oliepriserne falder allerede. Det vil påvirke den russiske økonomi i næste periode. Kombinationen af en økonomisk nedgang og stigende inflation vil skabe gunstige forhold for en øgning i antallet af strejker. Den russiske arbejderklasse vil langsomt genvinde sin styrke og moral gennem den økonomiske kamp, som uundgåeligt vil opnå et politisk og revolutionært indhold.
De ”Forenede Nationer”
Reformisterne og især de venstreorienterede har altid opfordret FN til at intervenere for at forhindre krige. Men i virkeligheden har de (u)Forenede Nationer aldrig forhindret en eneste krig siden organisationen blev stiftet efter 1945. Det er en tandløs enhed, en snakkebutik, der giver den brugbare illusion at de små og svage stater kan have indflydelse på verdens forhold, når det i virkeligheden er en håndfuld imperialistiske stater (frem for alt USA), der bestemmer alting. Hvis FN nogensinde vedtager en resolution, som de ikke bryder sig om, ignorerer de den bare og handler i overensstemmelse med deres interesser, som det var tilfældet i Kosovo og endnu mere åbenlyst i Irak.
På trods af alle sine protester var The Economist nødt til at indrømme:
”NATO’s luftkrig mod Kosovo og Serbien i 1999 blev, ligesom Irakkrigen i 2003, udført uden den legale tilladelse fra FN. Begge krige havde til dels regimeskifte som mål. Sidste februars anerkendelse fra mange Vestlige magter af Kosovos uafhængighed fra Serbien manglede igen den formelle FN-godkendelse (takket være Ruslands trussel om veto). Alt dette gjorde det uundgåeligt at der ville blive henvist til Kosovo, ligesom til Irak, som en undskyldning for andre eventyr. Vesten var klar over, at især Kosovos uafhængighed risikerede at blive en undskyldning for russisk anerkendelse af Abkhasien og Sydossetien.”
Der har vi det! Da det passede deres interesser bombede USA og dets allierede Jugoslavien uden at spørge FN om lov. De anså det heller ikke for nødvendigt at spørge FN før de invaderede Irak. Kort sagt agerede de som egennyttige urostiftere. Det var meget fint. Men da Rusland handlede på samme måde var det helt forkert. FN blev ikke hørt! Dette var et brud på international lov! Solon af Athen sagde engang: loven er som et edderkoppespind; de små bliver fanget og de store river det i stykker. USA har gjort det gentagne gange. Men alligevel ønsker de nu at belære Rusland om international lov! De (u)Forenede Nationer er et forum, hvor stormagterne ind imellem kan nå til enighed om sekundære spørgsmål. Men en af magternes vitale interesser er indblandet spiller FN ingen rolle. Sådanne spørgsmål bliver altid afgjort på den traditionelle manér: ved magt eller truslen om magt. Sådan var det, sådan vil det altid være, så længe klassesamfundet eksisterer.
Som man kunne forvente har FN overhovedet ikke spillet nogen rolle i den georgiske affære. Hverken russerne eller deres amerikanske modparter har været det mindste opmærksomme på FN. Saakashvili gad heller ikke at ringe til FN før han indledte sit angreb på Sydossetien. Først efter fiaskoen rettede regeringen i Tbilisi et ynkeligt forsøg på en appel til FN (om end indirekte). De appellerede ikke til Sikkerhedsrådet (hvor de omgående ville stå over for et russisk veto), men gik så at sige om til bagdøren og henviste til en ”international konvention om racediskrimination fra 1960’erne”, som ingen kunne huske eksisterede.
Tbilisi ønsker at bringe Rusland for FN-domstolen i Haag på grund af invasionen af Sydossetien og anklager Moskva for etnisk udrensning (og glemmer belejligt sine egne bedrifter på dette felt). Men selv hvis sådan en retssag skulle blive til noget ville det tage årevis at nå til en endelig beslutning. Desuden, som Mark Osiel, leder af international og humanitær lov ved TMC Asser instituttet i Haag, behjælpeligt pegede på:
”Alting ville nødvendigvis blive udtrykt i det specifikke sprog fra denne konvention, og dermed ville den dårlige behandling af etniske georgiere blive udtrykt i racediskriminations-termer i stedet for krigsforbrydelser imod menneskeheden,” og han fortsatte: ”Rusland kan selvfølgelig holde sig for næsen over for retten. Så begrundelsen for at gå i retten er ikke et umiddelbart forsvar for retslig hjælp som sådan, men snarere den ret symbolske betydning af en retsafgørelse til fordel for Georgien.”
Ja, FN er ret gode til symbolske handlinger, ligesom alle de resolutioner, de har vedtaget om at israelerne skal respektere palæstinensernes rettigheder i over et halvt århundrede. Det eneste sted, disse resolutioner kan bruges, er i det lokale i det israelske udenrigsministerium, hvor der står ”herrer” på døren. Og den samme skæbne vil overgå enhver resolution fra Haag om Georgien. Ruslands holdning er, ligesom Israels, ”hvad vi har beholder vi”. Og hvem skal modsige dem?
Reformisterne og pacifisterne vil ryste deres hoveder og trist beklage sig over den sørgelige tilstand i den verden, vi lever i. Ja, det er en meget trist verden, hvor moral altid kommer i anden række efter egeninteresser, grådighed og rå magt. Men det, der er brug for, er ikke sentimentale erklæringer til støtte for fred eller symbolske fagter, men en seriøs kamp for at ændre verden.
Kaukasus’ fremtid
Det er ubrugeligt at forlange fred i Kaukasus. Pacifisme er et udtryk for magtesløshed og et bedrag over for masserne. Marxister må sige det, som det er. Så længe regionen bliver domineret af nationalistiske kliker og korrupte gangstere vil der være krig på krig. Og så længe Rusland bliver regeret af et endnu mere korrupt og rovgrisk, borgerligt oligarki, vil de fortsætte med at drage fordel af disse konflikter og krige for at styrke deres greb om regionen mens imperialisterne vil gøre deres bedste for at stoppe det og styrke deres interesser, hvilket vil føre til flere konflikter og krige.
Alt dette er kapitalismens giftige frugt og arven efter stalinismen.
Kapitalismen betyder krig, endeløs og nådesløs krig på global skala.
Der er mange forkastninger i verdenspolitik, ligesom der er i
geografien. USSR’s fald afslørede mange forkastninger, som historien
har efterladt – i Balkan, Kaukasus og Centralasien. Stalinismen var ude
af stand til at løse disse nationale problemer og gav dem i
virkeligheden en mere krampagtig og eksplosiv karakter. Denne
kendsgerning blev brutalt afsløret ved USSR’s kollaps. Men
tilbagevendenen til kapitalisme har gjort situationen tusind gange
værre. At de chauvinistiske kliker er kommet til magten i alle de
tidligere sovjetrepublikker har skabt forholdene til endeløse krige,
konflikter, overgreb, terrorisme og etnisk udrensning. Militaristisk
demagogi og hævntørst har medført elendighed, fattigdom, lidelse,
brodermord og krige til folkene i den transkaukasiske region.
Sovjetunionens kollaps har udløst et helvede af barbari og krig for folkene i Kaukasus.
Ved USSR’s kollaps kæmpede Nordosseterne, som var russiske borgere, imod deres ingusetiske naboer, som også var russiske borgere. Krigen var et tragisk resultat af Stalins katastrofale politik på det nationale spørgsmål. Hundredtusindvis ingusetiske (så vel som tjetjenske) personer blev sendt i eksil på hans ordrer i 1940’erne.
Meget af det ingusetiske folks jord er ikke blevet leveret tilbage til dem. Tusindvis af ingusetere lever stadig under primitive forhold i noget, der egentlig er flygtningelejre. Potentialet for vold hvert øjeblik forklarer, hvorfor terrorister valgte Beslan, en by i Nordossetien, til et grufuldt terroristangreb mod en skole første september 2004. De ønskede, at osseterne skulle antage, at terroristerne var ingusetere og fremprovokere en ny borgerkrig, som kunne være brudt ud i 2004, og som stadig kan bryde ud i fremtiden. Men osseterne, der flyttede ind på deres jord og arbejdede på den i to eller tre generationer, og som heller ikke har andre steder at tage hen, har også rettigheder, der må tages i betragtning. Det er et kompliceret og følsomt spørgsmål.
Tag Sydossetien: det er ikke en homogen stat. Før den seneste konflikt var den en komplet blanding af georgiske og ossetiske landsbyer. Forsøg på at løse det nationale spørgsmål på kapitalistisk grundlag vil uundgåeligt føre til etnisk udrensning som i Jugoslavien. Tidligere levede georgierne og osseterne fredeligt side om side, ligesom serbere og kroater gjorde inden opsplitningen af Jugoslavien. Fremvæksten af aggressiv nationalisme ledsager uundgåeligt genrejsningen af kapitalismen. Det vil skabe et mareridt i Kaukasus som det allerede har gjort på Balkan. Indlemmelsen af Sydossetien i den Russiske Føderation vil intet løse, fordi russisk kapitalisme ikke har noget at tilbyde de fattige og arbejdsløse ossetere. Det vil ikke vare længe før desillusioneringen sætter ind. Langsomt vil folket indse, at de blot har skiftet den ene undertrykkende herre ud med en anden. Frustration blandt de arbejdsløse unge vil give en frugtbar jord til terrorisme. Nye modsætninger vil blive skabt og bane vejen til nye eksplosioner.
Ruslands gerninger i Georgien har intet løst og har skabt en generel følelse af uretfærdighed. Spørgsmålet vil blive stillet: ”Hvad med de tusindvis af ingusetere, der er blevet fordrevet fra deres hjem af ossetere?” Under krigen sagde mange ingusetere ”det er ikke vores krig”. Frøene til mange konflikter i Kaukasus blev plantet af Stalin. Hans grove nationalistiske politik i 1930’erne og 1940’erne førte til likvidering af de tjetjenske og ingusetiske nationer. Det lagde grunden for de senere krige i Tjetjenien og den generelle ustabilitet i hele området i dag. Efter årevis med blodige kampe er Tjetjenien for udmattet til at udkæmpe en ny krig med Rusland lige nu, selv om spørgsmålet om uafhængighed for Tjetjenien kan opstå igen om ti års tid.
Rusland fastholder stabilitet i Kaukasus ved brug af militær magt og frygt. Samtidig med at Rusland ”befriede” Sydossetien chikanerede den russiske sikkerhedstjeneste menneskerettighedsaktivister i Ingusetien og Dagestan. Deres metoder adskiller sig meget lidt fra de separatister og terrorister, de kæmper imod. Det vil føre til en intensivering af nationale konflikter i Kaukasus i fremtiden. Der er i virkeligheden ingen anden løsning end en socialistisk revolution og genetablering af en sovjetisk transkaukasisk føderation på grundlag af absolut lighed, broderlige relationer og arbejderne og bøndernes demokratiske kontrol – de eneste klasser der ikke har interesse i at erobre andre folks jord og undertrykke andre nationer.
De store masser af almindelige arbejdere og bønder i Georgien ønsker ikke at kæmpe for at kontrollere Sydossetien. Georgiske reservister, der blev indkaldt for at kæmpe, deserterede, og de soldater, der var der, siges at have været fulde af undskyldninger for invasionen. Men den russiske hærs handlinger med bombardement af byer som Gori har skabt had imod Rusland. Ligeledes har fordrivelsen af georgiske bønder og afbrændingerne af deres hjem og landsbyer båret ved til den georgiske hævntørsts bål, og det spiller bolden over til chauvinisterne. Ud af sådanne ting bliver fremtidige krige forberedt.
Hvad er løsningen?
Marxister anerkender nationernes ret til selvbestemmelse. Det er en demokratisk rettighed ligesom enhver anden demokratisk rettighed og må som sådan støttes af arbejderklassen. Imidlertid er det, som Lenin forklarede mange gange, ikke en absolut rettighed, som vi bør støtte i alle og ethvert tilfælde. Marx og Engels støttede i 1848-9 polakkerne og ungarernes nationale kampe men støttede ikke tjekkerne og slaverne. Årsagen var, at i den givne historiske sammenhæng blev polakkernes og ungarernes nationale befrielseskamp rettet imod det russiske tsardømme og tjente til at svække dettes greb om Europa (og især om Tyskland), hvorimod sydslaverne og tjekkerne blev brugt af det russiske tsardømme og det østrigske kejserdømme til at styrke reaktionen og knuse polakkerne og ungarerne. Med andre ord var deres holdning til det nationale spørgsmål og retten til selvbestemmelse bestemt af den internationale klassekamps konkrete forhold.
Når vi beskæftiger os med det nationale spørgsmål og retten til selvbestemmelse i dag må vi bruge den samme videnskabelige metode som Marx, Engels og Lenin. I hvert tilfælde må vi spørge os selv: hjælper eller stækker denne udvikling arbejderklassens sag og den internationale socialistiske revolution? Vi må skære igennem den sentimentale og moralistiske retorik om ”stakkels små nationer”, ”aggressorer og ofre”, ”humanitær hjælp” og ”fredsbevarende missioner” og lære at spore de klasseinteresser, der ligger bag diplomatiets røgslør. Vi må spørge os selv: i hvis interesse bliver denne krig ført? Som advokaterne siger, Qui bono? (hvem gavner det?). Så vil vi ikke begå en fejltagelse.
Hvis vi i det nuværende tilfælde bliver spurgt, om vi støtter Georgiens ret til selvbestemmelse, vil vi svare bekræftende. Det georgiske folk har ret til at bestemme deres egen skæbne og til at leve fredeligt i deres eget hjemland uden frygt for udenlandsk aggression. Vi vil fremføre, at dette vil være langt bedre at have fastholdt Sovjetunionen og kæmpe for et ægte styre med sovjetdemokrati som i Lenin og Trotskijs tid, og at genskabe den gamle transkaukasiske sovjetiske føderation med fuld selvbestemmelse og lige ret til alle medlemsrepublikkerne. Naturligvis ville det være en frivillig sammenslutning, og retten til løsrivelse ville være garanteret. Men vi er sikre på, at fordelene ved sådan en føderation ville være så åbenlyse, at det ikke ville komme på tale.
Der var åbenlyst alvorlige problemer med den gamle Sovjetunion, som den degenererede under Stalin langs bureaukratisk-totalitære linjer. Men disse problemer blegner til ubetydelighed sammenlignet med de rædsler, som er fulgt efter opløsningen af USSR. Endeløse krige, terrorisme, arbejdsløshed, fattigdom og desperation: det har været de virkelige konsekvenser af bevægelsen mod kapitalisme i Kaukasus. I stedet for en frivillig og broderlig sammenslutning har vi had og strid, der sætter broder imod broder og søster imod søster, vi har blodig militarisme der spilder de rigdomme, som arbejderklassen producerer med sit sved og arbejde, og vi har en fanatisk chauvinisme, der ansporer arbejderne af den ene nationalitet til at slagte dem af en anden nationalitet.
Ja, vi anerkender det georgiske folks ret til selvbestemmelse, men ikke ubetinget. Vi forsvarer ikke deres ret til at undertrykke andre små nationaliteter som osseterne og abkhaserne. Forsvarer vi abkhaserne og osseternes ret til selvbestemmelse? Ja vi gør. Men hvilken slags selvbestemmelse er det, der afhænger fuldstændigt af støtte fra Moskva og lader sig blive brugt som småpenge i dennes diplomatiske intriger for at underkaste og undertrykke georgierne? På hvilken måde fremmer det arbejderklassen og socialismens sag? På ingen måde! Denne slags “selvbestemmelse” er et bedrag og en løgn. Det er blot et bekvemt røgslør til at skjule ambitionerne og grådigheden hos en større magt, nemlig Rusland, som ønsker at genindtage sin gamle position i Kaukasus. Disse folks indtræden i Rusland vil give dem omtrent den samme ”selvbestemmelse” som tjetjenerne nyder – det vil sige overhovedet ingen, ligesom der heller ikke er nogen virkelig selvbestemmelse i Nordossetien, Dagestan eller enhver anden region i Rusland.
På grundlag af kapitalisme kan der ikke findes en varig løsning af det nationale spørgsmål, hverken i Kaukasus, på Balkan eller i Mellemøsten. Ethvert forsøg på at ”løse” det nationale spørgsmål på grundlag af kapitalisme kan kun føre til nye krige, terrorisme, ”etnisk udrensning” og nye flygtningestrømme i en ond spiral af vold og undertrykkelse. Spørgsmålet om flygtningenes ret til at vende tilbage kan aldrig løses på kapitalistisk grundlag. Det vil uundgåeligt betyde øget konkurrence om få ressourcer, arbejdspladser, boliger, medicinsk hjælp, uddannelse og andre services. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med arbejdspladser og boliger til alle vil det uundgåeligt øge de nationale eller religiøse spændinger. Delvise reformer vil ikke løse problemet. En grundlæggende løsning er nødvendig. Man kan ikke kurere kræft med en hovedpinepille!
Det er aldeles muligt for folkene i Kaukasus at leve sammen i fred og harmoni. Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre? Disse nationaliteter har levet sammen i hundredvis af år. De har en lang tradition med fredelig sameksistens, og de kan genopbygge dette med god vilje på alle sider. Imidlertid er dette perspektiv fuldstændig umuligt under kapitalismen. Det kræver et fuldstændigt brud med det borgerlige styre. Det er nødvendigt at vende tilbage til programmet og politikken fra Lenin og den Kommunistiske Internationale da den stadig var en ægte, revolutionær organisation. Tsarstyrets Rusland var et fængsel for nationaliteterne. Bolsjevikkerne løste det nationale spørgsmål efter 1917, da arbejderne og bønderne væltede det undertrykkende regime og tog magten i deres egne hænder.
Før 1917 var der en frygtelig etnisk strid mellem aserbajdsjanerne og armenierne, kendetegnet ved blodige pogromer mod armenierne i Baku, som blev bakket op af kapitalisterne og tsardømmets myndigheder. Mange ville have sagt, at det var umuligt for aserbajdsjanerne og armenierne at leve fredeligt sammen, men det viste sig at være forkert. Bolsjevikkerne organiserede en transkaukasisk sovjetisk føderation med selvstyrende sovjetrepublikker. På grundlag af broderlige relationer og fuldstændig lighed gled det gamle nationale had snart i baggrunden.
Lad os fremhæve et slående eksempel. Der er en armensk enklave i Aserbajdsjan ved navn Nagorny Karabakh. I 1923 tilbød generalsekretæren for Aserbajdsjans Kommunistparti at overgive denne region til Armenien, men armenierne afslog. Hvorfor? Fordi de mente, at det nationale problem var løst, og de tillagde ikke spørgsmålet om Nargony Karabakh nogen særlig betydning. Efter opløsningen af Sovjetunionen er spørgsmålet om Nargony Karabakh imidlertid rykket frem i frontlinjen i forholdet mellem de borgerligt nationalistiske regeringer i Aserbajdsjan og Armenien. Krig brød ud og foregår stadig, om end med mindre intensitet end før. Mange folk er blevet dræbt eller fordrevet fra deres hjem, og den nationale fjendtlighed mellem aserbajdsjanerne og armenierne er øget og har forgiftet forholdet mellem to små lande.
Er det virkelig hvad folk i Kaukasus ønsker? Selvfølgelig ikke! Disse storslåede folk ønsker at leve i fred med deres naboer. De længes efter den stabilitet og relative velstand, de oplevede i Sovjetunionen på trods af alle problemerne og fejlene. For få år siden var jeg i Sankt Petersborg og blev inviteret til en lille bar (og butik), som var ejet af en georgier. Personalet var udelukkende folk fra Kaukasus: aserbajdsjanere, armeniere osv. Vi sad ved bordet og spiste og drak øl sammen. Da blev jeg uventet anmodet om at holde en politisk tale. Jeg var ikke forberedt på dette og forsøgte at afslå, men de insisterede. Så jeg besluttede mig at sige, hvad jeg havde i tankerne uden noget diplomati. Jeg sagde omtrent følgende:
“Vi er samlet omkring dette bord – folk fra Georgien, Armenien og Aserbajdsjan – spiser, drikker og snakker sammen som sande venner. Sådan bør det være. Jeg kender Kaukasus. Det er som en smuk have. Det burde være et paradis på jord. Men i stedet har de gjort det til et helvede. Der er konstant krige, hvor broder myrder broder. Det er, hvad kapitalismen har bragt til Kaukasus! Vi ved, at der var mange ting i vejen med USSR. Men ingen kan nægte, at den nationaliserede planøkonomi gav alle et arbejde og en bolig. Og der var fred mellem folkene. Det, der er brug for, er en socialistisk løsning, ægte socialisme baseret på en nationaliseret planøkonomi, men med ægte demokrati og en socialistisk føderation baseret på komplet lighed og broderlige forhold.”
Da jeg var færdig med at tale, lagde jeg mærke til, at folk ved bordet var tydeligt bevægede. Nogle havde tårer i øjnene. De huskede, hvordan tingene var og de sammenlignede det med de utålelige forhold, der nu hersker i deres smukke hjemland. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det overvældende flertal af de arbejdende folk i Kaukasus ville reagere på præcis samme måde. Det er det eneste budskab, der kan give håb til folkene: marxismens revolutionære, internationale budskab.
Source: Socialistisk Standpunkt