I april blev Silvio Berlusconis sejr i valget udlagt som et knusende nederlag for venstrefløjen og arbejderbevægelsen i Italien. Der var mange der mente at klasse kampen var strøget af kalenderen i den kommende tid. Selv Berlusconi havde denne illusion.
Man burde forstå, hvorfor denne rimeligt uintelligente og uslebne repræsentant for den herskende klasse ville tænke dette. Han vandt et stort flertal i både parlamentet og senatet. Han stod overfor en meget svag opposition i parlamentet, der var delt i tre borgerlige partier (Det Demokratisk Parti, Italia dei Valori ledet af den tidligere dommer Antonio Di Pietro og Sammenslutningen af Kristendemokrater), mens venstrefløjsoppositionen, som under valget var gået sammen under navnet Regnbuevenstre, havde tabt alle dens medlemmer af parlamentet og senatorer ved kun at mønstre sparsomme 3 %. For første gang siden 1880’erne (hvis man ser bort fra perioden med fascistisk diktatur) var der ikke nogen socialistiske eller kommunistiske medlemmer af parlamentet i Italien.
I denne situation gned alle reaktionære kræfter, kirken, arbejdsgiverne, alle højrefløjs partierne, deres hænder i glæde. Nu skulle Italiens arbejdere læres en lektie. Men sådan en overfladisk tilgang, især i en sådan flygtig situation, som den der hersker i Italien, kan være meget misledende.
Marxisterne blev ikke kastet ud af kurs af disse udviklinger. De forklarede, at, givet den objektive situation og den italienske kapitalismes råddenskab, den militante tradition hos arbejderne og ungdommen, den kommende økonomiske krise og Berlusconi og hans omgivne højrefløjspolitikeres provokerende attitude ville få arbejderne til at svare igen, og situationen ville hurtigt vende sig mod venstre, både i masse organisationerne og politiske partier som Rifondazione Comunista. Og dette er præcist, hvad der sker nu.
Skoler og universiteter i oprør
Det mest slående eksempel på, hvor hurtigt ting kan vende, udfolder sig som en massiv studenter- og lærerbevægelse, mens vi skriver denne artikel. Universiteter er blevet besat i Bologna, Cagliari, Milano, Rom, Napoli, Pisa, Lecce, Padua, Torino, etc. I Milano, Palermo, Sassari og Cagliari er den normale undervisning blevet suspenderet og erstattet med aktiviteter for at styrke mobiliseringen og diskutere detaljerne i de undervisningsmodreformer, som er ved at blive behandlet i parlamentet. Masseforsamlinger af studenter, lærere, forskere og andre arbejdere bliver holdt på alle fakulteter på fleste universiteter. ”Udendørstimer” er blevet organiseret i Bari, Bologna, Trento og Napoli. Massedemonstrationer er blevet afholdt i Parma, Genova, Bologna, Napoli, Rom, Milano, Pisa, Cosenza, Catanzaro, Siena, Turin, L’Aquila, Venedig, Sassari etc. og flere byer som for eksempel Pavia, Bergamo og Trieste vil følge. En stor demonstration, der bevæger sig fra La Sapienze universitetet i Rom, har omringet senatet.
Gymnasieeleverne er også på barrikaderne. At lave en list af alle besatte skoler ville være umuligt, og studenterdemonstrationer bliver afholdt på daglig basis over hele landet. Folkeskoler og mellemskoler er også i oprør sammen med fagforeningerne, der samarbejder med komiteer af lærere og forældre i organiseringen af protesterne mod regeringen. Der har endda været rapporter om besatte folkeskoler!
Det, der har udløst denne bevægelse, er et forsøg fra højrefløjsregeringen på at skære i statsstøtten til undervisning i skala der ikke før er set. Berlusconi og hans ministre Giulio Tremonti og Mariastelle Gelmini troede, at det var det rigtige øjeblik til et pludseligt angreb, og de samlede alle deres planer i et stort skud. De troede, at fagforeninger og venstrefløjen efter post-valgchokket ville være for forvirret til at svare igen. Dette var klart en seriøs fejlberegning.
Skoler har været specielt hårdt ramt med nedskæringer, der ville beløbe sig op til 8 milliarder euro over tre år (60 milliarder kr.). Udgifterne til universitetssystemet ville blive skåret med 1,5 milliarder euro over 5 år. Statsuniversiteterne skal privatiseres ved at forvandle dem til private fonde (en proces der allerede blev iværksat de sidste par år i aktivt samarbejde med centrum-venstreregeringer). Flere forholdsregler er blevet foreslået, der vil formindske antallet af ansatte i statsuniversitetssystemet, og det i et land hvor skolerne og universiteterne på den ene side har et forfærdelig behov for flere lærere, og der på den anden side hvert år er tusindvis af færdiguddannede, der bliver tvunget til at forblive arbejdsløse, emigrere eller forblive arbejdsløse eller acceptere fornedrende skodjobs. Håbefulde og stræbsomme forskere og unge midlertidig ansatte på universiteter og skolepersonale, som prøver at blive lærere, bliver endnu engang frustrerede, og dette har skabt en særlig militant stemning blandt den del, der nu organiserer strejker og andre kampe.
Gelmeni, den nye undervisningsminister, har lavet et forslag der inkluderer en forøgelse af klassekvotienten til tredive elever og en formindskelse af antallet af timer og lærere og derved formindske undervisningskvaliteten på statsuddannelser. Skoler i mindre byer og landsbyer (på grund af de geografiske særegne i landet, er der mange skoler i landsbyer som disse) vil blive lukket, og andre skoler vil brutalt blive sammenlagt og ”rationaliseret”, hvilket vil skabe seriøse problemer for arbejderklasse familier og samtidigt vil skabe større arbejdsløshed.
Indtil for ikke så lang tid siden var de fleste elever i italienske skoler kun en halvdel af dagen i skole. Dette blev ændret i 1971 med den trinvise introduktion af et succesfuldt fuldtidsskema i folkeskoler, hvor to, og siden firserne, tre lærere var ansat per klasse. Skemaet tilladte også arbejderklassekvinder med børn at have en normal karriere, mens deres børn var i skole i længden af en normal arbejdsdag. Alt dette vil blive ødelagt takket være genintroduktionen af én lærer per klasse.
Et ændringsforslag forslået af det ekstremt højreorienterede Liga Nord (en indflydelsesrig del af Berlusconis koalition) har også givet et racistisk og populistisk indhold til dette voldsomme angreb: de har fremlagt ideen om opdelte klasser med immigrant børn, for at prøve at separere dem fra ”fuldblods”-italieneske børn. Selv den katolske kirke har anerkendt, at dette ville betyde skabelsen af ghettoer i undervisningssystemet.
Det er ret klart, at alt dette er et forsøg fra regeringens side om at skære i de offentlige ydelser på strengeste vis. Og de studenterne er ved at blive mere og mere opmærksomme på det faktum, at alt dette flyder fra en generel krise i dette system. Sammenhængen mellem alle disse politikker og den nuværende krise i verdenskapitalismen er ikke gået ubemærket forbi de studenter, der på deres bannere skrev: ”Vi vil ikke betale for jeres krise.”
Autoritet og repression
Studenter har altid været en traditionelt oprørsk del af samfundet i Italien. Og som i mange andre lande er gymnasieelever i Italien meget politisk aktive, og de er ofte de mest sensitive barometre for forandring i det politiske klima.
Derfor var angrebene på studenterne og deres lærere i deres første år tilbage ved magten en meget kortsigtet provokation fra højrefløjsklikken omkring Berlusconi. Den nuværende bevægelse, der er opstået, vil sandsynligvis have den samme effekt som demonstrationerne mod G8 i Genova i 2001, da den tidligere Berlusconi-regering lige var kommet til magten. Som i 2001, med det brutale mord på Carlo Giuliani, vil statsundertrykkelse kun hjælpe ungdommen med at igangsætte en meget bredere bevægelse, der involvere størstedelen af arbejderklassebefolkningen.
Fru Gelmini prøvede at give skolemyndighederne mere magt til at undertrykke studerende, allerede før at protesterne startede med at vokse. Det er overhovedet ikke tilfældigt, at vi i hendes ”reform” finder konceptet om, at studerende kan blive tvunget til at tage et skoleår om kun på baggrund af de karakterer han eller hun får i karakterbogen for ”opførsel”. Sådan var det førhen, men flere års studenterkampe og protester har tvunget myndighederne til at droppe denne ide. Hvis en elev i det italienske uddannelsessystem ikke består årets afsluttende eksamener kan den studerende enten tage eksaminerne om i september ellers skal tage hele året tages om. Ideen om, at en elev kan dumpe kun på baggrund af sin opførsel, er et repressivt værktøj i skolemyndighedernes hænder. At organisere en strejke, besættelse eller nogen form for protest kan ses som ”dårlig opførsel”. Gelminis seneste forslag hælder derfor bare benzin på et allerede brændende bål af elevprotester.
Hendes offentlige udtalelser efterlader ingen tvivl om hendes reaktionære repressive tilgang til undervisning: “Det er min overbevisning at 1968 gjorde stor skade på skolesystemet - skade der så absolut må repareres. Det er altoverskyggende at vi genskaber ansvar, hierarki, respekt for autoriteter og autoritetstro. Dette er min og hele regeringens forpligtigelse.”
Den 22. oktober truede Berlusconi eleverne: ”Vi vil ikke lade skoler og universiteter være besat. Jeg vil hurtigt mødes med indenrigsministeren, og jeg vil instruere ham i at stole på politistyrken for at forhindre dette fra at ske.”
Næste morgen sagde han, som han har gjort så mange gange før, at han var blevet ”ondskabsfuldt fejlciteret af den venstreorienterede presse”, selvom det han sagde, var blevet optaget på den officielle video fra hans pressekonference. Ved et mærkeligt tilfælde havde den højreorienterede avis Libero samme morgen en forside hvor der stod: ”RING TIL POLITIET. I morgen organiserer de studerende blokader for at stoppe dem der ønsker at studere. Politiet må skride ind med alle lovlige midler. Uden tøven.” Lederen var skrevet af Renato Farina, også kendt som Agente Betulla (”Agent Birk”) et Forza Italia-parlementsmedlem, som har indrømmet at have arbejdet for det italienske hemmelige politi SISMI, og som i 2006 og 2007 blev dømt for at have skrevet artikler og interviews under deres ordre.
Et endnu mere ekstremt synspunkt blev fremsat i et interview fra den 23. oktober med senator Cossigia. Cossigia var en kristendemokratisk indenrigsminister i 1970’erne, senere republikkens præsident og nu senator på livstid. Hvor Agent Betulla foreslog brugen af lovlige midler, fremsatte hr. Cossiga, at ulovlige midler også ville kunne gøre det. Det følgende uddrag af interviewet giver et billede af, hvilke taktikker han foreslår Berlusconi skulle tage i brug.
“…. lad skolebørnene være, for forestil dig, hvad der ville ske, hvis et ungt barn blev dræbt eller kom slemt til skade…”
Intervieweren spurgte ham: “Og hvad så med de universitetsstuderende?”
Hans svar var: “ Lad dem fortsætte i noget tid. Træk politiet væk fra gaderne og universitetsområderne, infiltrer bevægelsen med provokatører, som er klar til hvad som helst, og lad demonstranterne være i fred i omkring ti dage, mens de ødelægger butikker, afbrænder biler og vender op og ned på byerne. Efter at have fået befolkningens støtte, og efter at have sikret sig at lyden af ambulancesirener er højere end sirenerne fra politi og urobetjente - så bør politiet skånselsløst angribe studenterne og sende dem på hospitalet. Arrester dem ikke, dommerne vil bare løslade dem med det samme; bare tæv dem godt og grundigt og også de lærere der anstifter bevægelsen.”
Intervieweren spørger: “Også lærerne?”
Cossigas svar er: “Især lærerne… ikke de ældre, men de yngre. Forstår du hvad der sker? Der er lærere, der indoktrinerer børn og tager dem ud på gaden, en kriminel adfærd!”
Intervieweren siger: “Men er du klar over, hvad de vil sige i Europa efter en sådan kur? De vil sige, at fascismen er tilbage i Italien.”
Cossiga svarer: “Nonsens, dette er en demokratisk recept: sluk flammen før det bliver en storbrand.”
Interviewer: “Hvilken storbrand?”
Cossiga: “Jeg overdriver ikke, jeg tror virkeligt at terrorismen endnu engang vil farve dette lands gader med blod.”
Man kunne tilgives, hvis man troede, at gamle Cossiga taler under demensens indflydelse, men hvad der bliver beskrevet i interviewet, er taktikker, der ofte er blevet brugt af det italienske statsapparat, når det står over for ungdommens massebevægelser. I 1977, da Cossiga var indenrigsminister, myrdede politiet den 20-årige student Giorgiana Masa under en demonstration i Rom og Francesco Lo Russo i en demonstration i Bologna. Dengang hævdede politiet, at de skød advarselsskud op i luften, men der er masser af beviser, der bekræfter, at politiet skød direkte ind i mængden af protesterende studenter. Cossiga ved, hvad han snakker om, når han foreslår disse brutale taktikker.
Handling fulgte hurtigt fra disse ord. Flere besatte gymnasier er blevet angrebet af politi de sidste dage, og eleverne (nogle af dem mindreårige) er blevet arresteret. Demonstrationer med universitetsstudenter er i nogle tilfælde også blevet angrebet. Men det er allerede for sent: ilden er ude af kontrol, og ingen ”demokratisk recept” vil stoppe den nu.
Minister Gelminis ønske om en “rolig diskussion med alle studenter-, lærer- og forældreorganisationer” er ikke længere særligt troværdigt, og i hvert tilfælde vil bevægelsen ikke bøje sig, før de nuværende undervisningsmodreformer, der bliver behandlet i parlamentet, bliver fjernet.
Arbejderbevægelsen
Mens de studerende har sat den største bevægelse for den italienske ungdom i de sidste 30 år i gang, står arbejderne heller ikke stille. Lørdag den 27. september indkaldte det største fagforeningsforbund, CGIL (med 5.600.000 medlemmer), til stormøde, demonstrationer og sit-ins i alle de store byen imod de modreformer og nedskæringerne, som Berlusconi regeringen vil lave. De fleste af demonstrationerne var en succes, og gav derfor mere selvtillid til lederne i fagforeningen. Den følgende dag var borgerskabets kommentatorer bange for, at en radikal stemning ville overvælde fagforeningerne, så de bad indtrængende CGIL-lederne om at opføre sig ”ansvarsfuldt”.
Hovedpunkterne, som CGIL aktivisterne protesterer imod, er relateret til forhandlingerne omkring at svække det nationale lønforhandlingssystem. Forhandlingerne er lige nu mellem regeringen, chefernes foreninger og de største fagforeninger. Regeringen og chefernes foreninger kræver begrænsninger på strejkeretten. Men de har også fået en idé, som anses for at være virkelig skandaløs i et land som Italien, hvor inflation over de sidste år har undergravet lønnen. Deres idé er at justere lønningerne gennem landsdækkende forhandlingsaftaler i forhold til det forventede inflationsniveau, men det de regner for at være det ”forventede” inflationsniveau er meget værre end det man bruger nu. I praksis foreslår de et system, som automatisk vil skære i millioner af husholdningers indkomst over den kommende tid.
Disse forhandlinger skaber de samme følger, som sidste gang Berlusconi var i regering: fagforeningsbureaukratierne er splittede med CGIL og en lille venstrefløjsfagforening på den ene side og de to andre store hovedfagforeninger, de mere moderate CISL og UIL, på den anden side. Mens CISL og UIL er gode til at sælge ud og underskrive aftaler med Berlusconi og cheferne, er CGIL mere eller mindre tvunget til at være i opposition på grund af presset fra neden og også på grund af den aggressive indstilling fra regeringen, som åbent prøver at knuse dem.
Et eksempel på dette er, hvad der for nyligt skete i en vigtig industri, nemlig detailhandelsindustrien. CGIL underskrev ikke den nye landsdækkende aftale, men det gjorde CISL og UIL. Det samme er sket med tjenerne. På samme tid er CGIL's ledere under pres fra ledere af Det Demokratisk Parti (en del kommer fra det gamle PDS og før dette fra the gamle PCI, kommunistpartiet). Dette var for nyligt tilfældet på Alitalia, da en direkte indblanding fra lederen af Demokraterne, Walter Veltroni, overbeviste CGIL til at underskrive en meget dårlig aftale.
Den 30. oktober er der blevet indkaldt til national strejke for skolepersonalet (lærere og ikke-akademiske arbejdere). I november holder universitetsarbejderne strejke. Disse strejker vil med garanti være en succes, og de vil slutte sig sammen med studentermobiliseringerne. Udfaldet fra strejkerne vil med stor sandsynlighed opmuntre arbejdere i andre industrier til at handle. Offentlige ansatte er under angreb, og de organiserer derfor også strejker. Andre vigtige sektorer vil følge.
Den økonomiske krise, som rammer den italienske økonomi utrolig hårdt, har også den effekt, at den forøger fagforeningsgejsten. Ungdomsbevægelsen er en indikation af, hvad der vil komme. De succesfulde strejker, som vi har set for nylig, er en anden indikation. Selvfølgelig vil der være op- og nedture, men den generelle retning er mod en stigende klassekamp.
Vi bliver også nød til at tage hensyn til muligheden for, at når arbejdsløsheden begynder at stige markant, når den italienske økonomi går ind i en dyb recession, kan det skabe en midlertidig effekt, som presser nogle arbejdere til at acceptere nogle ofre for at kunne beholde deres jobs, da fagforeningslederne vil fortælle dem, at dette er den eneste vej. Lederne af Det Demokratiske Parti er allerede gået med på de såkaldte ”anti-recession foranstaltning”, bekendtgjort af regeringen, der siger at de ikke vil organisere en opposition (som om de har organiseret en seriøs opposition på noget som helst disse dage!).
Uanset hvilken retning tingene vil udvikle sig i på kort sigt, så er det klart, at der lige nu ikke er noget stabilt forhold mellem klasserne i Italien, og der vil ikke blive opnået nogen vedvarende social fred fra det italienske borgerskab i de kommende år.
Et nyt Rifondazione kan kun blive skabt i kampen
Kammeraterne fra IMT i FalceMartello er nu blevet ansvarlige for reorganiseringen af Rifondazione blandt arbejderne. Det, der mangler i den italienske situation, er et parti og arbejderledere, der har mulighed for at udvikle en strategi og et program, som kan styrke alt det revolutionære potentiale, som opbygges i samfundet. Som vi skrev i en tidligere artikel efter det katastrofale valg tidligere i år, har et politisk jordskælv rystet Rifondazione Comunista, kommunistpartiet i Italien. Rifondazione Comunista er et parti, som opstod i 1991 fra et brud i det gamle PCI, Italiens Kommunist Parti. Højrefløjen dannede PDS og fusionerede senere med flere borgerlige partier, for at danne det nuværende Demokratiske Parti.
I den sidste Prodi regering, der blev udkonkurreret ved parlamentsvalget i år, havde både Det Demokratiske Parti og Rifondazione Comunista ministrer. Rifondazione betalte en meget høj pris for dets klassesamarbejde i den regering, da den mistede hver eneste parlamentsmedlem og senator, som partiet havde haft. I realiteten er det blevet omdannet til en ”udenomsparlamentarisk” kraft.
Efter valgnederlaget splittede det tidligere lederskab af partiet i to fraktioner. Højrefløjen, som havde bragt Rifondazione til en valgkatastrofe, er blevet reduceret til en minoritet, mens venstrefløjstendenserne inde i partiet, inklusiv den italienske sektion af Den Internationale Marxistiske Tendens (FalceMartello-gruppen), på den nationale kongres blev samlet i en fælles front omkring den nye sekretær, Paolo Ferrero, for at fordrive den gamle højrefløj.
Dette har ledt til en egentlig, men dog modsætningsfyldt, venstredrejning i partiets ledelse. Det er det direkte resultat af en radikalisering af partiets menige medlemmer. Alliancer med Det Demokratiske Parti på nationalt niveau er blevet udelukket af det nye flertal i Rifondazione, selvom linjen ofte ikke har været sammenhængende når det kommer til dannelsen af koalitioner på lokalt niveau (borgmester- og kommunalvalg osv.) Processen med at opløse Rifondazione i en angiveligt ”bredere” reformistisk ”Regnbue Venstre”-parti er blevet stoppet; som en konsekvens af dette fører mindretallets højrefløjs fraktion, omkring Bertinotti og Vendola, en ondskabsfuld fraktionskamp i et forsøg på at splitte partiet og danne et nyt mere ”moderat” parti sammen med de såkaldte progressive kræfter.
Et afgørende element i skabelsen af den ”nye kurs” inde i partiet har været orienteringen mod arbejderklassen. Dette arbejde var forsømt af partiet under Bertinotti æraen, men det sidste landsmøde viste vigtigheden i dette arbejde. IMT-kammeraterne fra FalceMartello er dem, som har investeret mere i på dette område end nogen som helst anden tendens inde i partiet, og derfor er det ikke nogen overraskelse, at disse kammerater nu er blevet ansvarlige for partiets reorganisering på arbejdspladserne og blandt arbejderne. De har allerede bevist, at de kan bygge afdelinger af Rifondazione Comunista på en række af arbejdspladser og fabrikker. Dette arbejde vil nu blive optrappet under vejledning af den marxistiske tendens i partiet.
Efter den 11. oktober kan ingen i Italien påstå, at venstrefløjen ikke eksisterer mere, bare fordi det ikke er i parlamentet! Hvor hurtigt lykken kan vende i et arbejderparti som Rifondazione Comunista blev set den 11. oktober. Den dag repræsenterer et vendepunkt, da en massedemonstration ”imod regeringen og cheferne” blev indkaldt af Rifondazione Comunista sammen med det mindre PdCI (Partiet af Italienske Kommunister, en tidligere højrefløjsudsplitningsgruppe fra Rifondazione Comunista) og andre venstrefløjsgrupper. Som vi forventede, var demonstrationen en kæmpe succes med omkring 300.000 mennesker, der dukkede op, og som råbte revolutionære slogans og bar på røde flag med hammer og sejl samt meget militante bannere. Efter den 11. oktober kan ingen i Italien påstå, at venstrefløjen ikke eksisterer mere, bare fordi den ikke er i parlamentet!
Situationens ironi er egentlig, at da Rifondazione støttede koalitionsregeringen loyalt, kom der kun meget få, når de indkaldte til demonstrationer. Kun da den indkaldte til demonstrationer, som var udtrykkeligt imod den politik, som den selvsamme regering, som den var en del af, fik den mønstret anselige styrker. Nu da det er i opposition og udenfor regeringen, kan det mønstre enorme styrker, og i den situation, som er under opsejling, har det potentiale til at mønstre endnu flere.
Denne tilsyneladende pludselige og skarpe ændring i partiets lykke er et resultat af adskillige faktorer. Den første er, at den er blevet presset til at bryde med ideen om at vende tilbage til en koalition med dem, som udgjorde den tidligere regering, og med dette kommer et meget mere militant og radikal udtryk. Den anden er indflydelsen fra den verdensomspændte kapitalistiske krise, som rammer Italien meget hårdt.
Dog skal det siges, at det at genopbygge partiet og dets troværdighed ikke bliver nemt. To års koalition med Prodi og borgerskabet har virkelig kompromitteret partiet i manges øjne. Det Demokratiske Parti, som er det største anti-Berlusconi-parti, spiller den mest ondskabsfulde rolle ved at forvirre, demoralisere og aflede alle dem, der vil organisere sig imod Berlusconi.
Sidste lørdag mobiliserede Det Demokratiske Parti, under ledelse af Walter Veltroni, en kæmpe styrke i Rom. Politiet sagde, at der var 200.000, mens organisatorerne sagde, at der var 2.5 millioner. Ligegyldigt, hvor mange der var, var det et betragteligt fremmøde. I et lag af arbejderklassens øjne bærer Det Demokratiske Parti en del af det gamle kommunistpartis, PCI, traditioner.
I realiteten repræsenterer Det Demokratiske Partis ledelse en fløj af det italienske borgerskab, og de har et program, som stemmer overens på kapitalisternes behov. Det, der hjælper Det Demokratiske Partis ledelse til at forvirre arbejderne, er det faktum, at Rifondazione Comunista også var i Prodi-regeringen, og gjorde det meget svært for almindelige arbejderklassemennesker at se nogen fundamental forskel mellem de to.
Det er i særdeleshed et faktum, at følelsen af afsky mod alle politikere og politik generelt stadig er stor. De italienske arbejdere har over de seneste to årtier set ”centrum-højre”-regeringer (Berlusconi og Co) og ”centrum-ventre”-regeringer (Prodi, mange små borgerlige partier, Det Demokratiske Parti og Rifondazione Comunista), og det har den effekt, at det generelt frastøder arbejdende menneske, som har fået dem til at drage den konklusion at ”de er alle ens”.
Dette forklarer for eksempel den begyndende politiske forvirrede karakter i nogle af studentermobiliseringerne. Et nyt frisk lag er på vej ind i kampen under disse omstændigheder, et lag uden nogen tidligere erfaringer i politik eller kamp. Men de vil hurtigt lære. Statens undertrykkelse á la Cossiga og forræderiet fra oppositionspartierne vil uundgåeligt lære en masse af disse unge mennesker, som besætter universiteter og gymnasier og indtager gaderne i disse dage, en lektie, og en radikalisering og politisering af bevægelsen er uundgåelig. Dette er præcis, hvad Berlusconi regeringen frygter mest, fordi det ville styrke bevægelsen ved at give det et klarere perspektiv.
Bevægelsen har allerede haft en indflydelse på den ”offentlige mening”, som det blev i en meningsmåling i gårddagens Corriere della Sera. Artiklens titel var ”Regeringen mister støtte, men Det Demokratiske Parti vinder ikke på det”. Artiklen går videre og forklarer, at Berlusconi regeringens støtte, som var på 60 % for bare en måned siden, nu er faldet til 40 %; en stor vending i partiets lykke. Det interessante er, at dette fald i popularitet for Berlusconi ikke skaber nogen betydningsfuld stigning fremgang for Det Demokratiske Parti. Artiklens forfatter skriver om en ” tillidskrise” mod alle de politiske kræfter. Dette understreger yderligere potentialet for et parti som Rifondazione Comunista, hvis det ville vedtage en ægte revolutionær strategi, taktik og program.
På dette stadium bliver venstrefløjsaktivisterne inde i bevægelsen nød til tålmodigt at forklare som Lenin sagde – hvad må der gøres. Kampe, som er startet ud fra enkeltsager, skal forbindes med hinanden og forenes i én bevægelse. De studerende bliver nød til at forbinde sig med arbejderklassen, den eneste klasse som har den virkelige kraft til at ændre tingene. Det var det, der skete tilbage i 1968-69, da radikaliseringen af studenterne, blev forbundet med arbejderklassens voksende militans.
Marxisterne og alle de kæmpende lag inde i Rifondazione og Kommunisternes Ungdom har pligt til at fremsætte klassespørgsmål og at hæve det overordnede niveau for den politiske forståelse. De vil også være de mest entusiastiske organisatorer og de mest overbeviste kæmpere. Kun ved at demonstrere ved handling, at det kan spille en afgørende rolle i den fremtidige udvikling og forening af bevægelserne, kan Rifondazione Comunista sammen med Kommunisternes Ungdom etablere sig som et referencepunkt for masserne, der er begyndt at kæmpe imod. Dette er opgaven for alle ægte kommunister, som det blev sagt i Det Kommunistiske Manifest fra 1848 :
”Kommunisterne kæmper for arbejderklassens umiddelbare foreliggende mål og interesser, men i den nuværende bevægelse repræsenterer de tillige bevægelsens fremtid. […] Kort sagt, kommunisterne støtter overalt enhver revolutionær bevægelse mod de bestående sociale og politiske tilstande. I alle disse bevægelser fremhæver de, at bevægelsens grundspørgsmål er ejendomsspørgsmålet, uden hensyn til den udviklingsgrad, det har nået. […] Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og deres hensigter.”
Italien vil i den kommende periode igen være i klassekampens forreste linje i Europa, som landet var i slutningen af 1960'erne og gennem 1970'erne. De italienske magthavere møder en to-foldig krise: den rådne italienske kapitalismes specielle krise i konteksten med den globale krise i kapitalismen som helhed. Som sloganet, der blev skabt i kampen siger: de vil ikke finde det nemt at tvinge de italienske arbejdere og studerende til at betale for krisen.
Source: Socialistisk Standpunkt