I løbet af sin valgkampagne lovede præsident Barack Obama at være alting for alle. Efter otte år med Bush og Cheney, troede amerikanerne desperat på, at der kom reel ændring på dagsordenen.
Obama lovede aktivisterne en snarlig slutning på krigen i Irak, en opblødning på spændingerne med Latinamerika og reform af indvandringslovgivningen; til fagforeningerne lovede han EFCA (en lov, der vil give bedre mulighed for at indgå kollektive og overenskomster og oprette faglige klubber, red.); til millioner af Amerikanere uden sygeforsikring lovede han en sundhedsreform. Men højest på listen lovede han social stabilitet, og til kapitalisterne lovede han, at alt nok skulle blive ved det gamle.
Brudte løfter
Men hvilke løfter har han så holdt? Der er stadig amerikanske tropper i Irak, og der sendes flere til Afghanistan; den demokratisk valgte regering i Honduras er blevet væltet, der skal sendes flere amerikanske tropper til Colombia, og embargoen mod Cuba er der stadigvæk. Indvandrer-arbejdere har det værre end nogensinde før, således døde der 250 mexicanere i forsøget på at krydse grænsen alene i årets første par måneder. EFCA og sygesikring til alle er helt taget af bordet. Og når vi snakker om at formindske arbejdsløsheden og at redde folks hjem, går det helt galt. Millioner har mistet deres arbejde, og hundrede tusindvis er blevet smidt på gaden.
Det eneste løfte, han har holdt, er til de store virksomheder, hvor han har givet milliarder af dollars til de største og grådigste af dem alle, og en fortsættelse af krigen i Mellemøsten. En af de største slyngler i krisen, Merrill Lynch, har givet 3,6 milliarder dollars ud i bonusser sidste år, alt imens de prøver at overtale en dommer til at gå med til et forlig med staten. Det hvide hus' prognose er, at USA de næste 10 år vil få et underskud på over 9.000 milliarder dollars; det er mere end det samlede underskud i samtlige år siden USA blev grundlagt. I år 2020 vil den nationale gæld udgøre mere end tre fjerdedele af hele USA's økonomi. Og hvad har vi opnået? Spørgsmålet besvarer sig selv.
Illusionerne til Obama forsvinder
De geopolitiske efterretningsanalytikere på Stratfor har klart og tydeligt beskrevet Obamas taktik: ”Præsidenter – alle præsidenter – stiller op på en platform der vil vinde. Hvis de er gode præsidenter, vil de lægge disse løfter bag sig, for at styre som de må. Det er hvad Obama har gjort. Han fremstillede sig selv i valget som Bush´s modsætning. Men han har ført udenrigspolitik på samme måde som Bush. Det er fordi Bush's udenrigspolitik var skabt af nødvendigheder, og Obamas udenrigspolitik er skabt af den samme nødvendighed.”
Denne ”nødvendighed”, er forsvaret af de store virksomheder hjemme og udenlands. Med andre ord skal det store flertal af amerikanerne nok kigge langt efter nogen form for reel forandring. Obama kom til magten på en bølge af entusiasme og håb, men det er krystalklart, hvilken side han står på trods alle de fine ord. Det er ikke overraskende, at et flertal af amerikanerne nu er imod krigen i Afghanistan, og at hans tilslutning er faldet med 12 procent siden april. De flotte taler, der lovede fundamentale ændringer, er for længst gemt ned i skuffen. Og med dem folks ærlige illusioner om at forandring kunne komme fra endnu en politiker i de store virksomheders lomme.
Sundhedsreformen
Kampen om sundhedsreformen er et perfekt eksempel. Den har simret under overfladen i årtier, mens bogstaveligt talt millioner har lidt under sygdomme og er døde i det rigeste land i verden på grund af, at de ikke har haft adgang til de mest basale sundhedstilbud. De fleste faglige kampe har i de seneste år drejet sig om spørgsmålet om sundhedsydelser. 7 ud af 10 personlige konkurssager har været pga. astronomisk høje medicinalregninger. Nu, hvor Obama har prøvet at få denne meget moderate reform igennem, begynder alle de opbyggede modsætninger at springe op til overfladen. På den ene side er der hysteriet mod Obamas ”socialisme”, og på den anden side millioner af forvirrede og mere og mere frustrerede amerikanere, der vil have en rigtig løsning nu.
Der har nu flere gange været voldelige sammenstød på lokale politiske debatmøder, hvor man ser at samfundets voksende polarisering tit bliver udtrykt på en forvirret måde. Som det har været i næsten et århundrede, bliver tilhængere af et socialiseret sundhedsvæsen forfulgt, truet og endda overfaldet. Obama er ikke nogen socialist, og hans forslag til en ny sundhedsreform har ikke noget at gøre med sygesikring til alle. Men hvis det at kæmpe for et ægte universelt sundhedsvæsen, komme af med de private sygeforsikringer, og medicinal- og farmaceutindustrierne, der presser deres profitter ud fra arbejderklassens og de fattiges helbred, er ”socialisme” – jamen hvad er så problemet med socialisme?
Reformer er et klassespørgsmål
Problemet er, at det ville fjerne kontrollen fra et lille mindretal, og lægge det i hænderne på det store flertal. Der er store penge på spil. Ifølge Harpers Index, er gennemsnittet for præmier, der er betalt til de store sundhedsforsikringsfirmaer, steget med 87 procent siden 2002. For de ti største sundhedsforsikringsfirmaer var profitterne steget med 428 procent. Det er slet ikke ubegrundet, når sundhedsindustrien bruger næsten to millioner dollars om dagen på lobbyarbejde i kongressen mod sygesikring til alle, eller noget der bare ligner det!
Det universelle sundhedsvæsen i Europa og andre lande rundt om i verden kom ikke ud af den blå luft. Retten til medicinsk behandling kæmpede arbejderne i disse lande for i store massekampe. Ligesom retten til ottetimersdagen blev tilkæmpet med næb og klør, ligeså skulle man vriste retten til et sundt liv ud af hænderne på den herskende klasse. Retten til at nyde godt af de fantastiske medicinske og teknologiske fremskridt menneskeheden har udviklet over de sidste årtier er et klassespørgsmål. De rige og alle deres politikere har glimrende sundhedsforsikringer. De mere end 47 millioner amerikanere uden dækning er arbejdere og fattige. Millioner af andre, der har dækning, er kun en fyreseddel eller endda bare en enkelt udeblevet betaling væk fra total økonomisk katastrofe, hvis der skulle opstå en medicinsk nødsituation. Sagen er klar: krisen i sundhedssystemet kan ikke løses indenfor rammerne af et profitorienteret system.
Arbejderbevægelsen må mobilisere
Debatten om sundhedssystemet i kongressen er kørt fast og indsnævret til de smallest mulige grænser. Men der er en vej ud af blindgyden. Til trods for angrebene og tilbageslagene over de sidste par årtier, er de 15 millioner organiserede arbejdere i USA stadig en kraftfuld styrke i samfundet. Hvis disse arbejdere gik i strejke, var der knap nok en eneste lastbil, fly og eller tog der ville flytte sig, for slet ikke at nævne offentlige skoler, universiteter, samt mange andre offentlige arbejdspladser. Dette, kombineret med massive mobiliseringer på gaderne, ville virkelig lægge pres på Washington!
Richard Trumka, den tidligere leder for minearbejdernes fagforening og tilsyneladende ”kronprins” i det amerikanske LO, AFL-CIO, har markeret sig som tilhænger af offentlig sygesikring for alle. Nu er det på tide at sætte handling bag ordene. Den organiserede arbejderbevægelse brugt millioner og mobiliserede medlemmerne for at få valgt Obama. Vi mener, at disse penge og denne energi ville have været bedre brugt til at opbygge et masse-arbejderparti med kandidater fra arbejderbevægelsen. AFL-CIO-kongressen i september er en enorm mulighed for at ændre kursen. Ledelsen bør mobilisere de millioner af almindelige, organiserede arbejdere, og række ud til de uorganiserede og arbejdsløse, for at kæmpe for et landsdækkende sundhedssystem for alle.
Demokraterne er et overklasse-parti
Demokraterne har haft deres chance. De har ikke flere undskyldninger nu, hvor de har kontrol med det Hvide Hus og har et stort flertal i Kongressen. Alligevel kunne de ikke engang gennemføre en simpel reform som EFCA. Det er på høje tid, at arbejderbevægelsen bryder med dem og rejser spørgsmålet om et masse-arbejderparti, et parti af og for den arbejdende befolkning. Hvis ledelsen for AFL-CIO viser vejen og bryder med ”partnerskabet” med arbejdsgiverne og deres politiske partier, vil det åbne sluseportene for en organisering og mobilisering i arbejderklassen, som ikke er set siden 1930’erne.
Kapitalisternes svar på krisen er en ondskabsfuld bølge af fyringer, nedskæringer og virksomhedslukninger. Levestandarden bliver drevet stadig længere nedad samtidig med at de rige bogstaveligt talt bliver rigere, og de fattige bliver fattigere. Arbejderbevægelsen har brug for sit eget svar: organisering, mobilisering, fabriksbesættelser under arbejderkontrol for at forhindre lukninger, og et klart brud med erhvervstoppens partier.
Ingen vej frem under kapitalisme
Der er tegn på, at nogle af økonomiens aspekter er ved at stabilisere sig. Men vi må spørge: hvem vil drage nytte af en bedring i økonomien? Vil det være endnu et ”jobløst” opsving? Hvor længe vil opsvinget vare inden den næste recession? Hvorfor er vi nødt til at leve i frygt for at miste vores hjem, arbejdspladser og sygesikring, selv i ”gode tider”? Det kapitalistiske system gennemgår en konjunkturcyklus, og arbejderne bliver udbyttet uanset om der er opsving eller krise – tingene blive blot værre under en krise.
Selv om et flertal var imod Irak-krigen, fortsatte Bush den. Selv om et flertal nu er imod krigen i Afghanistan, udvider Obama den. Flertallet ønsker sygesikring for alle, og alligevel er det ikke engang ”på forhandlingsbordet”. Hvordan kan det være? Hvis dette virkelig er et demokrati, så burde flertallet have virkelig magt. Det er derfor, vi mener, at socialisme, hvor flertallet demokratisk vil bestemme over økonomien og regeringens politik, er den eneste vej frem for menneskeheden.
Source: Socialistisk Standpunkt