Vi bringer her Del 1 af et dokument skrevet i april 2006 og vedtaget samme sommer af den Internationale Marxistiske Tendens.
Introduktion
Efter den russiske Oktoberrevolution i 1917 var den Kinesiske Revolution i 1949 den næst-vigtigste begivenhed i historien. Den førte til afskaffelsen af godsejervældet og kapitalismen og med det enden på imperialistisk dominans i et stort område af kloden.
Men hvor den russiske revolution førte til skabelsen af en relativ sund arbejderstat etableret af arbejderklassens under ledelse af Bolsjevikpartiet – et revolutionært parti med et internationalistisk udsyn – førte den kinesiske revolution i 1949 med det samme til skabelsen af en stalinistisk deform arbejderstat.
De mest fundamentale betingelser for arbejderdemokrati manglede lige fra starten af. Der var hverken Sovjetter, eller arbejderkontrol, eller rigtige fagforeninger, der var uafhængige af staten, ej heller en ægte marxistisk ledelse. Dette skyldtes, at revolutionen blev udført under ledelsen af stalinisterne i front for en bondehær og ikke baseret på arbejderklassen i byerne. Bondehæren er det bonapartistiske herredømmes klassiske instrument. Mao, som baserede sig på denne bondehær, manøvrerede imellem klasserne på bonapartistisk vis ved at bruge den Røde Hær som en rambuk, først mod godsejervældet og senere også imod kapitalisterne.
Den kinesiske revolutions sejr var mulig på grund af en række særlige objektive omstændigheder. Hovedgrunden for, at den kinesiske revolution tog den form den gjorde, var først og fremmest den amerikanske imperialismes manglende evne til at intervenere. Den anden faktor var at Kina ikke kunne gøre fremskridt under kapitalismen og Chiang Kai Sheks fuldstændig degenererede borgerlige regime. De andre faktorer var tilstedeværelsen af en stærk stalinistisk deform arbejderstat i Rusland ved Kinas grænse.
Mao Zedong og de kinesiske stalinister skabte en stat i Kina i det stalinistiske Ruslands billede – en monstrøs bureaukratisk karikatur af en arbejderstat, og derfor begyndte den kinesiske revolution i 1949, hvor den russiske revolution sluttede.
Vi må huske, at den kinesiske revolution afskaffede kapitalismen i Kina på trods af perspektivet hos ledelsen i det kinesiske Kommunistparti. Maos originale perspektiv var hundrede års kapitalisme. Han havde den stalinistiske to-stadie teori, som sagde, at den socialistiske revolution ikke var mulig i et tilbagestående underudviklede lande, og det første trin derfor ville være ”demokratisk”, dvs. borgerligt. Kun efter at kapitalismen havde udviklet sig, ville kampen for socialisme være mulig.
Denne teori blev modbevist af, hvad der skete, da det kinesiske Kommunistparti kom til magten.
I begyndelsen dannede Mao en “folkefront” med en række af de borgerlige partier. Det førte nogen til at tro, at Mao ville ”forråde” revolutionen, som Kommunistpartiet havde gjort i Spanien og andre lande, hvor Folkefronten blev brugt til at standse arbejderklassens bevægelse. Der var dog en fundamental forskel i Kina i 1949. Statsmagten var i Maos hænder; ”grupperne af bevæbnede mænd” blev ikke kontrolleret af borgerskabet. Borgerskabet flygtede, sammen med Chiang Kai Shek til Taiwan. Der var ikke noget effektivt borgerskabet, der kunne dannes en reel alliance med.
Under disse forhold blev Folkefronten et redskab til at tøjle arbejderne i byerne, at stoppe dem i at gå videre end de grænser det stalinistiske regime opsatte. Men fordi der ikke var et ”progressivt borgerskab” med hvem de kunne bygge et ”demokratisk” kapitalist Kina, som kunne køre landet og økonomien effektivt, og fordi den egentlige statsmagt var i hænderne på den Røde Hær, var de tvunget til at overtage kontrollen med de vigtigste dele af økonomien.
På trods af at den kinesiske revolution ikke tog form af en proletarisk revolution, støttede den marxistiske tendens den, fordi den befriede produktivkræfterne fra kapitalismens og feudalismens begrænsninger og dannede grundlag for en udvikling af økonomien, som ellers ikke ville have været mulig. Marxisterne forklarede dog, at selvom Kommunistpartiet og statsbureaukratiet ville være i stand til at spille en relativ progressiv rolle i at udvikle Kina, ville de samme bureaukratiske misdannelser betyde, at de kinesiske masser måtte gennemføre en anden, politisk revolution for at gå frem mod ægte socialisme, ægte arbejdermagt.
Væksten i den kinesiske økonomi efter 1949 var spektakulær. Det er tilstrækkeligt at sammenligne den økonomiske udvikling i Kina og Indien i perioden 1949-1979. Begge lande startede ud på mere eller mindre det samme niveau, men væksten i Kina var langt højere gennem hele periode. Dette kan kun forklares ved det faktum, at Kina havde en centraliseret, statsejet, planlagt økonomi. Selvom langt mere kunne have været opnået under et styre med ægte arbejderdemokrati, var den planlagte økonomi under Mao et kæmpe skridt fremad og den vækst den muliggjorde, er det grundlag, som det moderne Kina hviler på i dag.
Men bureaukratiet havde mange mangler. Det havde især et snævert nationalistisk udsyn, som var karakteristisk for alle stalinistiske regimer. Havde Kina og Rusland været ægte arbejderstater, var de gået sammen i en Socialistisk Føderation med landene i Østeuropa og havde udviklet en international plan for produktionen ved forenet og rationelt brug af de menneskelige og materielle ressourcer fra alle disse lande. I stedet frembragte – som marxisterne havde forudsagt – det nationalistiske udsyn hos både det kinesiske og sovjetiske bureaukratier en konflikt.
Det førte til splittet mellem Kina og Rusland i 1960. Sovjetbureaukratiet havde forsøgt at bringe Kina ind under dets ”interessesfære”. Det kunne det kinesiske bureaukrati ikke tolerere, og da Mao ikke var kommet til magten på grundlag af en fremrykkende russisk hær (som i de fleste østeuropæiske lande), havde han sit eget uafhængige grundlag, lignende Titos. Marxisterne pointerede faktisk på det tidspunkt, at Stalin ville stå overfor en ny Tito. Som konflikten brød frem, trak de russiske stalinister deres støtte, eksperter osv. tilbage, og tilførte dermed den kinesiske udvikling et alvorligt slag på det tidspunkt. Det var efter dette, at det kinesiske bureaukrati indlod sig på den yderst reaktionære selvforsyningsvej, ved at isolere Kina fra resten af verdensøkonomien og derved fra den internationale arbejdsdeling.
Mao forsøgte at skjule hvad han i virkeligheden var i gang med ved at fordømme sovjetbureaukratiets ”revisionisme”, fordi han havde brug for ideologisk og teoretisk retfærdiggørelse af hans split med Sovjetunionen. Men i bund og grund var det kinesiske bureaukrati ikke forskelligt fra dets sovjetiske modpart. Det forsøgte at bygge sin egen version af ”socialisme i et land”, noget der er umuligt at opnå, selv i et land af kontinental størrelse.
Således var det tilbagestående og isolerede Kina nødsaget til at udvikle produktionsmidlerne ud fra et meget lavt udgangspunkt og uden hjælp fra den mere avancerede teknik tilgængelig i Rusland på det tidspunkt. Det betød, at udviklingen i Kina blev opnået med enorme omkostninger, både målt i menneskelige og materielle ressourcer. Ikke desto mindre blev Kina forvandlet fra et tilbagestående kolonialt land, imperialisterne legeplads, til en mægtig magt.
På trods af dets mangler, formåede det kinesiske bureaukrati at opnå det, som det svage kinesiske borgerskab fuldstændig havde fejlet at gøre, at skabe en ægte national enhed og en moderne stat for første gang i landets historie. Landbrugsrevolutionen blev også opnået i et snuptag, og nationaliseringen produktionsmidlerne lagde grunden for udviklingen af den kinesiske økonomi i en uhørt skala.
Mellem 1949 og 1957 var den gennemsnitlige årlige vækstrate i den kinesiske økonomi 11 procent og i perioden fra 1957 til 1970 fortsatte den industrielle produktion med at vokse 9 procent, langt højere end i den kapitalistiske verden, (i den samme periode var vækstraten i Indien under halvdelen af Kinas.) I 1952 producerede Kina kun 1000 traktorer om året, en indikator på at landbruget stadig var meget primitivt. I 1976 producerede Kina 190.000 traktorer om året.
Alt dette blev opnået på trods af forstyrrende vovestykker som Det Store Spring Fremad i 1958 og Kulturrevolutionen i 1966. Det Store Spring Fremad var ansvarlig for et alvorligt fald i landbrugsproduktionen, der førte til en hungersnød, som tog livet af 15 millioner kinesere, og mellem 1967 og 1968 var der et fald på 15 procent i den industrielle produktion, der førte til et skarpt fald i massernes levestandard. Efter disse store afbrydelser i den økonomiske udvikling kom økonomien sig takket være statsplanen.
Selv i 1974 hvor resten af verden var i recession – den første samtidige verdensrecession siden 2. verdenskrig, hvor der var et samlet fald i verdensproduktionen på 1 procent – voksede Kina med 10 procent. Dette kan sammenlignes med USSR i 1930’erne og viser fordelene ved en planlagt nationaliseret økonomi.
Virkningen af alle dette ændrede det kinesiske samfund og bragte det ind i det 20. århundrede. Før 1949 var analfabetismeraten i Kina på 80 procent. I 1975 gik 93 procent af alle børn i skole. Der var en vældig udvikling af sundhedssystemet, boligforhold osv. Den forfærdelige fattigdom, som eksisterede før revolutionen, var blevet udryddet med en ægte fremgang i levestandarden og også en række vigtige sociale gevinster. Den forventede levealder var i 1945 på 40 år, men i 1970 var den nået op på 70, tæt på var den var i de fleste udviklede kapitalistiske lande. Kvinders forhold var også blevet forbedret meget, som for eksempel afskaffelsen af sammenbindingen af kvindens fødder og andre reformer viser.
Trotskij om bureaukratiet
På trods af de store succeser var bureaukratiet ikke et historisk nødvendigt socialt lag i udviklingen af den kinesiske økonomi. Planen havde ikke brug for bureaukratiet for at kunne fungere. Tværtimod, planen virkede på trods af bureaukratiet. I Trotskijs artikel- og brevsamling kaldet In Defence of Marxism i en tekst skrevet i oktober 1949, finder vi følgende:
“Hvis det bonapartistiske rakkerpak er en klasse, betyder det, at det ikke er et mislykket forsøg, men et levedygtigt barn af historien. Hvis dets plyndrende snyltertilværelse er ”udbytning” i den videnskabelige forstand af begrebet, betyder dette, at bureaukratiet besidder en historisk fremtid som herskende klasse og er en absolut nødvendighed for det givne økonomiske system.” (egen oversættelse).
Trotskij forklarede, at bureaukratiet tværtimod ikke har nogen historisk fremtid. Det blev født ud af degenereringen af Sovjetunionen under forhold med ekstrem tilbagestående og isolation. Det kinesiske regime blev indrettet efter det stalinistiske Ruslands model, og det kinesiske bureaukrati spillede den samme rolle som dets sovjetiske modpart.
Tilstedeværelsen af dette bureaukrati betød, på trods af al retorikken, at der var sociale privilegier og uligheder indenfor det kinesiske samfund. I 1976 for eksempel var lønnen for en industriarbejder, som arbejdede 48 timer om ugen 12 dollars om måneden. Folk med længere uddannelser tjente 120 dollars eller mere. Det er en lønforskel på 10 til 1.
I Sovjet havde Lenin accepteret en forskel på 4 til 1 – et “borgerlige kompromis”, som han definerede det – som en måde at sætte økonomien i gang, men det blev set som et midlertidigt tiltag, imens bolsjevikkerne ventede på, at verdensrevolutionen udfoldede sig. Bolsjevikkerne havde et internationalistisk udsyn og så deres eneste egentlige redning i en verdensrevolution. Deres perspektiv var, at når først proletariatet i de mere udviklede lande omstyrtede kapitalismen, så ville en harmonisk udvikling af økonomien blive mulig, da mere moderne teknikker fra disse lande ville blive tilgængelige i det tilbagestående Rusland. Uheldigvis led revolutionen nederlag i det ene land efter det andet, og Rusland forblev endnu mere isoleret, hvorved med bureaukratisk degenerering blev beseglet.
Det kinesiske bureaukrati så ikke lønforskelle på same måde, som bolsjevikkerne havde gjort. Lønforskelle efter den kinesiske revolution blev ikke set som midlertidige ”borgerlige” kompromiser pålagt af revolutionens isolation og økonomiens underudviklede natur, men som konsolideringen af bureaukratiets rigdom og privilegier. Bureaukrater levede langt over almindelige arbejderes niveau. Implicit i en sådan situation var muligheden for genindførelsen af kapitalisme på et vist stadie.
For så vidt den planlagte økonomi garanterede dem deres magt, indkomst, privilegier og prestige, forsvarede de den. Men, som Trotskij havde pointeret i Sovjetunionen, ville bureaukratiet ikke være tilfredse med bare at drage fordel af privilegier baseret på deres administrative position i samfundet, de ville også være i stand til at give disse videre til deres børn. For at det kunne blive muligt, måtte ejendomsforholdene ændres. Han forklarer i kapitel 9 af Revolutionen Forrådt:
”Lad os endelig som en tredje variant antage, at hverken et revolutionært eller et kontrarevolutionært parti tager magten. Bureaukratiet vil fortsætte i spidsen for staten. Selv under disse omstændigheder vil de sociale forhold ikke stivne. Vi vil ikke kunne regne med, at bureaukratiet fredeligt og frivilligt vil underkaste sig en socialistisk lighed. Når det på nuværende tidspunkt har anset det for muligt at indføre rang og dekorationer, trods de alt for åbenlyse ubehageligheder ved sådanne handlinger, må det uundgåeligt i fremtiden søge sin støtte i ejendomsforholdene. Man kan måske indvende, at bureaukraten i topstilling er temmelig ligeglad med de herskende ejendomsformer, når de bare garanterer ham den nødvendige indtægt. Dette argument ser ikke alene bort fra det ustabile i bureaukratens egne rettigheder, men også fra problemet om hans efterkommere. Den nye dyrkelse af familielivet er ikke faldet ned fra himlen. Privilegier har kun deres halve værdi, hvis de ikke kan overføres til ens børn. Men retten til at testamentere væk er uløselig forbundet med ejendomsret. Det er ikke nok at være direktør for en trust, man skal også være aktionær. Bureaukratiets sejr på dette afgørende område ville betyde dets forvandling til en ny besiddende klasse.”
Og han forsatte:
”At definere sovjetstyret som en overgang eller som noget midlertidigt, vil sige at forlade sådanne afsluttede sociale kategorier som kapitalisme (og dermed »statskapitalisme«) og også socialisme. Men foruden at være fuldstændig utilstrækkelig i sig selv, er sådan en definition i stand til at forme den urigtige ide, at fra det nuværende sovjetstyre er kun en overgang til socialisme mulig. I virkeligheden er et tilbagefald til kapitalisme i høj grad muligt. En mere fuldstændig definition vil nødvendigvis blive mere indviklet og dybgående.” [Vores kursivering]
”Sovjetunionen er et modsætningsfuldt samfund, halvvejs mellem kapitalisme og socialisme, hvori: (a) produktivkræfterne endnu langt fra er egnede til at give statsejendomsretten en socialistisk karakter, (b) tendensen hen imod primitiv akkumulation, skabt ved afsavn, vælder frem gennem utallige porer i planøkonomien, (c) reglerne for fordeling bevarer en borgerlig karakter og danner grundlaget for en ny differentiering af samfundet, (d) den økonomiske vækst fremskynder en hastig dannelse af privilegerede lag, mens den kun langsomt forbedrer stillingen for arbejderne, (e) ved at udnytte de sociale modsætninger har et bureaukrati omdannet sig selv til en ukontrolleret kaste, der er fremmed for socialismen, (f) den sociale revolution, der er forrådt af det herskende parti, eksisterer inden for ejendomsforholdene og i de arbejdende massers bevidsthed, (g) en videre udvikling af de opsamlede modsætninger kan lige så vel føre til socialisme som tilbage til kapitalisme, (h) på vejen til kapitalisme ville kontrarevolutionen være nødt til at bryde arbejdernes modstand, (i) på vejen til socialismen må arbejderne styrte bureaukratiet. Den sidste analyse vil vise, at problemet vil blive afgjort af de levende sociale kræfters kamp på både den nationale arena og på verdensarenaen.” [Vores kursivering]
”De doktrinære vil uden tvivl ikke blive tilfredsstillet ved denne hypotetiske begrebsbestemmelse. De ville synes om ubetingede formler: Ja-ja, og nej-nej. Sociologiske problemer ville bestemt være enklere, hvis sociale fænomener altid havde en bestemt og afsluttet karakter. Der er imidlertid ikke noget, der er mere farligt end for den logiske fuldkommenheds skyld at fjerne de elementer, der i dag forstyrrer ens skema og i morgen måske helt kuldkaster det. Vi har i vor analyse frem for alt undgået at krænke dynamiske sociale dannelser, som er uden fortilfælde og uden sidestykker. Den videnskabelige opgave, så vel som den politiske, er ikke at give en fuldt færdig definition af en ufuldendt proces, men at følge alle dens trin, udskille dens progressive tendenser fra dens reaktionære, fremstille gensidige påvirkningsforhold, forudse mulige forskelligheder i udviklingen og i et sådant fremsyn finde et grundlag for aktion.”
Som vi kan se, var tilbagevenden til kapitalisme en konkret mulighed i Trotskijs perspektiv. Han pointerede, at den nationaliserede planlagte økonomi ikke var sikker i hænderne på et sådan bureaukrati, og at det indebar truslen kapitalismen genkomst på et vist stadie.
En deform arbejderstat er per definition et overgangssystem mellem kapitalisme og socialisme, som enten vil blive omstyrtet af en politisk revolution eller glide tilbage til kapitalisme. Historisk opstod det første gang på baggrund af degenereringen af den russiske revolution. Det er et unødvendigt stadie i udviklingen af produktivkræfterne. Det var ikke en uundgåelig eller nødvendig social form. Havde den russiske revolution spredt sig til de udviklede lande i 1920’erne, var stalinismen aldrig blevet til noget.
På trods af deres begrænsninger udviklede disse regimer dog produktionsmidlerne i en uhørt grad. I den forstand havde de et progressivt indhold. Det udsprang af det statslige ejerskab over produktionsmidlerne og den planlagte økonomi. Trotskij analyserede dette i Revolutionen Forrådt og forudsagde, at så længe regimet kunne udvikle økonomien i et tilbagestående land, ville det have nogen succes. Men jo mere sofistikeret økonomien blev, desto mere ville bureaukratiet blive en lænke på dets udvikling.
Som økonomien voksede, begyndte bureaukratiet at fortære en større og større del af rigdommen. Med det kom spild, korruption og udplyndringer i stor skala af den rigdom som arbejderklassen og bønderne skabte. Vigtigere endnu, som økonomien udviklede sig og blev mere sofistikeret blev det klart at det bureaukratiske kommandosystem ikke kunne styre hver eneste detalje i en mere og mere kompleks økonomi. Bureaukratiet gik fra at være en relativ lænke på udviklingen af produktivkræfterne til at blive en absolut lænke på produktivkræfterne.
Trotskij lagde også vægt på spørgsmålet om produktivitet. Som vi vil se, viste dette sig at være et nøgleelement i forståelsen af, hvordan og hvorfor de stalinistiske regimer kollapsede i Østeuropa og Sovjetunionen. Trotskij forklarer i kapitel 1 af Revolutionen Forrådt:
”Sovjetindustriens dynamiske talopgivelser har ingen fortilfælde. Men de er langt fra de endelige.
Sovjetunionen er ved at hæve sig op fra et forfærdende lavt niveau, mens de kapitalistiske lande er ved at glide ned fra et meget højt. Kræfternes sammenspil bestemmes for tiden ikke af det dynamiske i væksten, men ved at stille de to lejres samlede magtforhold op mod hinanden, alt det som kan udtrykkes i materielle forråd, i teknik, kultur og frem for alt, det menneskelige arbejdes produktivitet. Når vi derfor nærmer os problemet fra dette statistiske synspunkt, ændres stillingen straks til ugunst for Sovjetunionen.”
Han tilføjede følgende betydelige pointe:
“ Men det centrale i spørgsmålet: Hvem vinder? ikke bare i det militære, men endnu mere i det økonomiske, stilles i Sovjetunionen i verdensmålestok. Militær intervention er en farlig sag. Men interventionen af billige varer i en kapitalistisk hærs bagagevogne er langt farligere.” (Revolution Forrådt, kapitel 1)
Trotskij skrev så tidligt som august 1925 en meget fremsynet og skarp analyse af de problemer, som den unge sovjetstat stod overfor i Wither Russia? (senere kendt som Towards Capitalism or Socialism?). I dette værk stiller Trotskij spørgsmålet ligefremt: ”Hvad er vores udviklingsrate, når man se på det fra verdens økonomiens synspunkt?” Og i svaret på hans eget spørgsmål siger Trotskij følgende:
“Præcis på grund af vores succeser er vi gået ind på verdensmarkedet, dvs. vi er gået ind i systemet med universal arbejdsdeling. Og på samme tid er vi forblevet omringet af kapitalisme. Under disse forhold vil vores økonomiske udviklingsrate bestemme vores modstandsstyrke overfor det økonomiske pres fra verdenskapitalismen og verdensimperialismens militær-politiske pres.” (Egen oversættelse. The Challenge of the Left Opposition – 1923-25, Pathfinder, 1975, side 330)
Trotskij lagde stor vægt på spørgsmålet om sovjetøkonomiens vækstrate i 1925. Han betonede at, “… fremskridtsraten er præcis det afgørende element!” Og tilføjede:
“Det er ret klart, at i takt med at vi bliver en del af verdensmarkedet, vil ikke kun vores muligheder men også vores farer øges. Kilden kommer her igen, som til så mange andre forhold, fra vores form for bondeøkonomi, vores teknologiske tilbageståenhed, og verdenskapitalismens nuværende enorme produktive overlegenhed i forhold til os …” (Egen oversættelse. ibid. side 344)
“De borgerlige landes grundlæggende økonomiske overlegenhed består af det faktum, at kapitalismen på nuværende tidspunkt stadig producerer billigere og bedre varer end socialismen. Med andre ord, arbejdsproduktiviteten i de lande, der stadig lever i tråd med den gamle kapitalistiske civilisations lov om inerti, er på nuværende tidspunkt betydeligt højere end i det land, som er begyndt på at bruge socialistiske metoder under forhold med nedarvet barbarisme.
Vi er bekendt med den grundlæggende historistiske lov: at sejren i sidste instans tilfalder det system, som giver det menneskelige samfund det højeste økonomiske niveau.
Den historiske strid vil blive bestemt – og selvfølgelig ikke på en gang – ved en sammenligning af koefficienterne for arbejdsproduktiviteten.” (Egen oversættelse. ibid. side 345)
Det, Trotskij siger her, er meget vigtigt for at forstå, hvad der skete årtier senere i de tidligere stalinistiske lande. Selvom den planlagte økonomi tillod Sovjetunionen at gøre kæmpe fremskridt i udviklingen af produktionsmidlerne, haltede landet stadig langt bagefter de udviklede kapitalistiske lande. Men så længe bureaukratiet udviklede produktivkræfterne var en relativ stabilitet sikret for de stalinistiske regimer. I 1930’erne blev produktivkræfterne ikke bare udviklet, men de udviklede sig meget hurtigere end i den kapitalistiske verden. Det forklarer de stalinistiske regimer ukuelighed i denne periode og også hvorfor at pro-kapitalistiske tendenser indenfor bureaukratiet ikke endnu udkrystalliserede sig som en levedygtig kraft.
Trotskij forklarede dog også at på et vist tidspunkt i dets udvikling, vil bureaukratiet gå fra at være en relativ lænke til at blive en absolut lænke på udviklingen af produktionsmidlerne. Vækstraten ville flade ud og genåbne muligheden for kapitalismens tilbagevenden. Det er, hvad der skete i 1960’erne og 1970’erne. Den økonomiske vækst i Sovjetunionen sank først til et niveau sammenligneligt med det kapitalistiske Vestens og stoppede derefter helt.
Når det punkt først var nået, var der, ifølge Trotskij, to muligheder: enten ville arbejderne vælte bureaukratiet, mens de bevarede den planlagte økonomi under arbejdernes demokratiske kontrol og ledelse, eller der ville være en kontrarevolutionær tilbagevenden til kapitalisme.
Historien har vist, at det sidste blev disse regimers skæbne. I Rusland og Østeuropa, som havde været i krise siden 1970’erne, så vi systemets kollaps, da det blev klart, at det ikke længere kunne udvikle økonomien. I Rusland kollapsede systemet temmelig pludseligt og det tog flere år inden økonomien endelig stabiliserede sig og begyndte at vokse igen på et kapitalistisk grundlag.
Det kinesiske bureaukrati tager ved lære
I Kina udviklede bureaukratiet sig i nogen grad anderledes. Det kinesiske bureaukrati iagttog opmærksomt hvad, der var ved at ske i Rusland. Den fløj af bureaukratiet som Deng repræsenterede tog ved lære af erfaringen fra Rusland og fra sin egen nylige fortid. Kina har en kontinental størrelse med en enorm befolkning, men selv dette uendelige land kunne ikke udvikle sig isoleret fra resten af verdensøkonomien. ”Socialisme i et land” havde vist sig at være en fiasko. Det selvforsyningssystem, som bureaukratiet havde forsøgt at bygge under Mao, havde endelig afsløret alle dets begrænsninger.
Deng-fløjen iagttog Rusland og Østeuropa gå i krise og de stormfulde begivenheder i 1989-1991, hvor alle disse regimer kollapsede et efter et, og overgangen til kapitalismen blev indvarslet. De så dette engang massive, almægtige russiske bureaukrati kollapse som et korthus. I alle tidligere stalinistiske lande i Østeuropa og Sovjetunionen – og især i det tidligere Sovjetunionen – blev økonomien kastet tilbage, store dele af produktivkræfterne blev ødelagt og bureaukratiet mistede kontrollen med processen. Det tog nogen tid før økonomien stabiliserede sig og begyndte at vokse igen. I disse begivenheder kunne det kinesiske bureaukrati se sin egen mulige fremtid. De drog derfor den konklusion, at de ikke kunne tillade at det skete i Kina, og at det var nødvendigt med nogen ændringer af politikken for at undgå et lignende kollaps i deres eget land.
På samme tid viste begivenhederne på Den Himmelske Fredsplads, at det kinesiske bureaukrati på et tidspunkt kunne stå overfor samme skæbne. Dette sammen med Sovjetunionens kollaps havde en enorm indflydelse på det kinesiske bureaukratis overvejelser og skubbede dem til at bevæge sig videre fra det tidligere stadie med brug af markedsmekanismer for at opnå en produktivitetsstigning, mens man opretholdt princippet om, at statssektoren skulle dominere, til at accelerere processen som til sidst førte til situationen i dag, hvor den private sektor dominerer.
I takt med at økonomien i Kina voksede under Mao svarende til det, der skete i Sovjetunionen, voksede også bureaukratiets appetit, og også manglen på koordination mellem de forskellige sektorer af økonomien blev forstørret. Det forklarer fænomener som ”Det Store Spring Fremad” og ”Kulturrevolutionen”. Mao forsøgte at skubbe økonomien fremad med disse metoder, mens han på samme tid prøvede at tøjle bureaukratiets udskejelser, som truede systemets stabilitet.
Udskejelser fra et lag af bureaukratiets kan true den bureaukratiske kastes interesser som helhed. På den måde svarede det til, hvad Stalin gjorde i 1930’erne, hvor han slog til mod elementer indenfor bureaukratiet, men altid med det formål at bevare regimets stabilitet. Stalin fik tilmed bureaukrater skudt – han slog til mod den mest korrupte fløj af bureaukratiet for at redde bureaukratiet som helhed. Det var et element af dette i Kulturrevolutionen, da et lag af det kinesiske bureaukrati kom under angreb. Demagogisk angreb Mao, ”dem der gik mod kapitalisme” for at konsolidere hans egen position men på den samme tid tøjle de mest ekstreme former for korruption, som underminerede hele systemet.
Essensen i Kulturrevolutionen var ikke, som nogen i vesten har påstået, en bevægelse bestående af arbejdere og unge, der påtvang bureaukraterne deres vilje. Mandel og co. sammenlignede Kulturrevolutionen med Pariserkommunen, og viste derved deres fuldstændige mangel på evne til at forstå, hvad der virkeligt skete. De sammenblandede en bevægelse sluppet løs af en fløj af det kinesiske bureaukrati mod en anden fløj, med arbejdernes ægte oprør i Paris i 1871. De forstod ikke, at Kulturrevolutionen hele tiden var kontrolleret fra toppen af Mao som den øverste dommer.
Som vi allerede har forklaret, opnåede Mao med sine metoder langt fra at skubbe økonomien fremad, men kun sammenbrud og kaos. I tre år var der et fuldstændig kollaps i både landbrugs- og industriproduktionen, og alle skoler og universiteter var lukkede. Fløjen ledt af Deng Xiaoping var forfærdede og begyndte at drage konklusioner fra disse erfaringer.
Vi må forstå, at en planlagt økonomi kun kan fungere effektivt, hvis arbejderklassen kontrollerer alle niveauer. Arbejderne må diskutere planen på alle niveauer. Det er grunden til, at arbejderdemokrati, arbejderkontrol og arbejderledelse er essentielle elementer i planens funktionalitet. Arbejderne, som også er forbrugere, har en materiel interesse i at sikre, at planen fungerer effektivt på alle niveauer. Bureaukraten er kun interesseret i at nå sin kvote – uanset kvaliteten eller om det er koordineret med resten af produktionen – så han kan få sine bonusser.
Ydermere kan et centraliseret bureaukrati ikke tage beslutninger om alle aspekter af produktionen. Forfærdelige forvridninger og ineffektivitet skabes, når alting afhænger af en central bureaukratisk befaling. Den overordnede plan må kontrolleres af arbejdere på alle niveau. Det forklarer, hvorfor ”Det Store Spring Fremad” og ”Kulturrevolutionen” fejlede. Du kan ikke bekæmpe bureaukratiet med bureaukratiske midler. Så disse to episoder endte blot op med at forstørre den forvridning, som bureaukratiet havde medført.
Det er vigtigt at forstå, hvad der skete i Kulturrevolutionen for at forstå den senere udvikling under Deng. Det maoistiske bureaukrati havde lænet sig op af masserne for at slå til mod en del af bureaukratiet. Ved at gøre sådan udløste de, på bonapartistisk manér, kræfter fra neden, men der var en risiko involveret i dette. Havde de tilladt masserne at gå længere, ville det muligvis have betydet, at bureaukratiet havde mistet kontrollen. Da de havde tøjlet udskejelserne fra en fløj af bureaukratiet, satte de en stopper for den selv samme bevægelse, som de havde udløst, og i 1969 strammede de tøjlerne. Så deres hovedslogan gik fra at være ”Masserne har ret. Hvad, folket siger, er rigtigt” til ”Hvad der er rigtigt, er det, formand Mao tænker”.
Ved at slå ned på masserne, svang magtbalancen uundgåeligt mod den pro-kapitalistiske fløj. Da Mao havde standset masserne, blev magtbalancen afgjort indenfor bureaukratiet. Mao havde god grund til at bekymre sig om masserne, for der havde været forskellige strejkebølger og bevægelser fra neden i den forudgående periode, de sidste af disse i 1966-67 og i 1976 hvor der var en opstand blandt arbejderorganisationer for at vise deres utilfredshed med løn og arbejdsforhold. Hvad vi ser, er arbejderklassens tendens til at gå udover de grænser, som bureaukratiet har fastsat. Pointen, som vi må forstå, er, at det maoistiske bureaukrati ikke kunne gå så langt som til at give magt til arbejderne i forsvoret for statsplanen. Det ville have betydet tab af deres privilegier.
Men de stod stadig overfor problemet med at udvikle økonomien. Fra et ægte marxistisk standpunkt var den eneste mulighed at indføre ægte arbejderdemokrati, hvilket selvfølgelig var det sidste, bureaukratiet ville gøre. Vi må ikke glemme, at den del af bureaukratiet, som forsvarede planen, gjorde det for at forsvare sine egne interesser, sine egne privilegier. Trotskij forklarer situationen meget godt i In Defence of Marxism. Han siger, ”Bureaukratiet bekymrer sig først og fremmest om sin magt, sin prestige, sine indtægter. Det forsvarer sig selv meget bedre end det forsvarer USSR. Det forsvarer sig selv på bekostning af USSR og på bekostning af verdensproletariatet.” Det er grundlæggende bureaukratiets natur.
Et bred lagt af bureaukratiet åndede lettede op, da Kulturrevolutionen var ovre – de ville tilbage til stabiliteten og nyde deres privilegier indenfor systemet. Det er klart, at der allerede var en fløj af bureaukratiet, som diskuterede ideen om at introducere en form for markedsstimulans i økonomien.
Slutningen på Mao-æraen
Da Mao var død, gik den kapitalistisk orienterede fløj af bureaukratiet i offensiven og rejste spørgsmålet om markedet, om verdensmarkedet. Faktisk havde Deng Xiaoping og de andre en pointe; at det var umuligt at adskille Kina fra verdensøkonomien, og at det skulle deltage i verdenshandelen. Det var den oprindelige ide. I mangel på arbejderdemokrati, kan verdensmarkedet bruges som et groft tjek på fejlstyring og ineffektivitet.
Under de forhold, der eksisterede i Kina i 1970’erne, ville en slags NEP ikke være blevet udelukket, selv af et revolutionært marxistisk parti, præcis som Bolsjevikkerne havde gjort i starten af 1920’erne. Så længe de vigtigste dele af økonomien forbliver under statslig kontrol, under planens styring, kan disse metoder bruges til at stimulere og udvikle økonomien i en isoleret arbejderstat.
Lenin overvejede noget lignende, da han tilbød de vestlige kapitalister kontrakter i Sibirien, hvor der var mange råmaterialer, men hvor økonomien var underudviklet. Den svage, unge arbejderstat havde ikke midlerne til at udvikle Sibirien. Så Lenin insisterede på, at i en sådan situation var den eneste måde, man kunne få de investeringer og den teknologi, der var nødvendig til at udvikle produktionskræfterne, var ved at tilbyde kontrakter til udenlandsk kapital. Ideen var, at ved at garantere kapitalisterne profitter, kunne de udvikle regionen, skaffe sig de nye produktionsmidler og teknologien osv., og at det ville være til gavn for revolutionen.
Lenin pointerede i 1918 i ”Left-wing Childishness and the Petty Bourgeois Mentality” at ”Vi, Proletariatets parti, har ingen anden måde til at opnå evnen for at organisere produktion i så stor skala, andet end ved at opnå det fra førsteklasses kapitalistiske eksperter.” D. 4. februar det følgende år stillede han en resolution i Folkekommissærernes Råd (FR), i hvilken han slog fast: ”FR… mener, at udlicitering af kontrakter til repræsentanter for udenlandsk kapital generelt set, som et principspørgsmål, er tilladeligt i udviklingen af landets produktivkræfters interesse.”
Forskellen var selvfølgelig, at i 1918-1919 var der ikke nogen tvivl om Sovjetunionens natur. Det var en sund arbejderstat, eller i det mindste en relativt sund arbejderstat, hvor sådanne indrømmelser ville blive brugt til at styrke arbejderstaten, ikke svække den.
Vi må også huske, at det var verdensrevolutionens forsinkelse, der tvang Bolsjevikkerne til at lave disse kompromiser. De var acceptable så længe, statsmagten var i arbejderklassens hænder, og selvsamme stat havde kontrol over alle økonomiens nøglepunkter. Problemet var dog, at de udenlandske kapitalister ikke var tilfredse med at opnå kontrakter med arbejderstaten i 1921, de ville hellere knuse den. Med det kinesiske bureaukrati var det en helt anden sag. Kapitalisterne kunne lave aftaler med denne privilegerede kaste. Selv den ærke-reaktionære Nixon havde ingen problemer med at lave aftaler med det kinesiske bureaukrati.
Efter Maos død fik ideen om at åbne landet for udenlandske investeringer vind i sejlene blandt bureaukratiet, og Deng Xiaoping personificerede denne ide. Dette afspejlede det faktum, at flertallet af bureaukraterne havde indset, at selvforsyningspolitikken havde fejlet, og Kina ikke kunne udvikle sig i isolation.
Deng var tidligere generalsekretær for partiet, men var blevet fjernet fra ledelsen under Kulturrevolutionen. Men fra januar 1974 var han endnu en gang medlem af Politbureauet. Før han endnu en gang blev fjernet fra alle sine positioner, nåede Deng ikke bare at blive premierminister, men også vice-præsident for partiet og chef for generalstaben – den næsthøjest rangerede mand i Kina, efter Mao. Til trods for hans høje stillinger blev han senere fordømt som et ”monster”, der førte an i en kontrarevolutionær konspiration, der fulgte ”en kapitalistisk politik”. Det mest overraskende var dog, at han fik lov til at beholde sit partikort. Normalt ville alle, der faldt i unåde hos ”den store leder”, være blevet ekskluderet, eller det der er værre. Dette skete ikke for Deng, fordi han havde en stor opbakning blandt bureaukratiet. Set i bakspejlet kan vi måske endda gætte på at flertallet af bureaukraterne – i hvert fald blandt de ledende lag – støttede Deng, men ikke kunne gøre noget pga. Maos position.
Den udbredte støtte til Deng indenfor bureaukratiet blev bekræftet efter Maos død. ”Firebanden”, der inkluderede Maos enke, legede med ideen om at fortsætte kulturrevolutionen. Men holdningen hos den dominerende fløj af bureaukratiet var helt klar. ”Firebanden” blev arresteret d. 6. oktober 1976, og fik aldrig igen nogen ledende positioner, og Deng fremkom derefter som leder af partiet i 1978.
Det er fra denne periode, at rødderne til den nuværende situation stammer. Debatten internt i kommunistpartiet om at åbne økonomien op for udenlandske investeringer startede i 1977-78. Dengs fløjs kom frem med begrebet ”markedssocialisme” for at beskrive, hvad de foreslog. De argumenterede for, at Maos æra havde efterladt økonomien i ét stort rod. Det var ikke helt sandt, for til trods for problemerne undervejs var økonomien vokset rimelig hurtigt de foregående 25 år.
Hvad, der dog er sandt, er, at i takt med at økonomien blev mere sofistikeret, jo mere viste begrænsningen i det bureaukratiske kommandosystem sig. Ligesom i Sovjetunionen var der mangel på koordination mellem de forskellige sektorer, ubalance i investeringerne de forskellige sektorer imellem, med overproduktion af nogle varer, og underproduktion af andre. Der var fusk, svindel, korruption, sabotage, spild og kaos i massivt omfang. Industriens produktivitet var faldende. Der var inflationære tendenser, mangel på forbrugsvarer og social utilfredshed.
Dette var begyndt at have en indvirkning på arbejderne og bøndernes behov, der var ved at blive rastløse. Alt dette kunne have været blevet løst ved at introducere reel arbejderkontrol og ledelse af økonomien. Men for at det kunne ske, ville det have krævet en politisk revolution; man ville skulle fjerne bureaukratiet fra magten. Men bureaukratiet havde ikke tænkt sig at give magten fra sig så let. Dengs (og hans fløj i bureaukratiet) holdning var, at hvis man ville fortsætte med at udvide produktivkræfterne og forbedre produktiviteten, var markedsstimulanser nødvendige.
Selvom de allerede havde overgået lande som England i absolut produktion, så var både Kina og Rusland langt bagefter det kapitalistiske vesten med hensyn til produktivitet. I Rusland var krisen allerede blevet åbenlys med en bemærkelsesværdig nedgang i væksten. I Kina forstod Dengs fløj nødvendigheden af at introducere de mest avancerede teknikker i den Kinesiske økonomi. Dette kunne kun ske ved at åbne Kina op for udenlandske investeringer, og ved at deltage på verdensmarkedet.
Hvis statsmagten havde været i arbejdernes hænder, kunne det have bremset tendenserne mod kapitalistisk genindførsel. Men statsmagten var i bureaukratiets hænder, og under de forhold udgjorde introduktionen af kapitalistiske incitamenter en reel trussel mod planøkonomien, om en total ødelæggelse af økonomien over en periode.
Vi skal dog ikke have en mekanisk tilgang til spørgsmålet. Det ville være nemt at sige i bagklogskabens klare lys, at siden, Deng kom til magten i 1978, har bureaukraterne haft en klar plan om at gå tilbage til kapitalismen, men det ville være forkert. Bureaukratiet bevæger sig empirisk, afhængigt af dets behov på det givne tidspunkt. Selv i Stalinistiske Rusland var der lange perioder med større åbenhed mod markedskræfterne og decentralisering, efterfulgt af perioder med gen-centralisering. De repræsenterede bureaukraternes forsøg på at få økonomien i gang. De var trods alt klar over, at hvis de ikke udviklede produktionsmidlerne, var deres egen privilegerede position truet.
Source: Socialistisk Standpunkt