Ifølge de seneste meningsmålinger ser det ud til, at partierne på den”traditionelle venstrefløj”, altså de partier med rødder i det gamle kommunistparti (KKE, Synaspismos og Dimar), kan få over 40 procent af stemmerne og dermed blive den største politiske kraft i landet. Det socialdemokratiske PASOK er kollapset og ligger på omkring otte procent.
Dimar tiltrækker en del vælgere, der flygter fra PASOK. Det skyldes især, at partiet indtil videre har holdt sig uden for regeringskoalitioner. Synaspismos ser også ud til at vinde støtte på trods af, at partiet har modereret sit sprogbrug, men til gengæld er partiet ikke forbundet med den sekteriske taktik, som kendetegner KKE’s ledere.
KKE’s interne liv
KKE står til stor støtte på grund af den overordnede situation, partiets opposition til regeringen og på grund af partiets radikale udtryk. Imidlertid forhindrer ledelsens sekterisme, at partiet kan nå sit fulde potentiale. Det græske kommunistparti lider stadig under sine gamle bånd til stalinisme og sekterisme, og det tjener til at splitte de græske arbejdere og demoralisere partiets unge og fagligt aktive.
Partiet har strenge interne forhold, som det har arvet fra den stalinistiske degeneration i 1920’erne. Kritikere bliver flittigt ekskluderet. En gruppe faglige ledere, der er meget populære i lærernes fagforening, blev eksempelvis ekskluderet for blot at udtrykke tvivl om partiets taktik. Denne atmosfære kvæler enhver seriøs, åben og ærlig debat blandt medlemmerne, og i det lange løb vil det frustrere et lag af aktivisterne. Samtidig kan det bane vejen for eksplosioner i partiet.
Sekterisme
Den sekteriske indstilling, der hersker i partiet, tjener samtidig kun til at isolere KKE og dets frontorganisationer fra alle de massebevægelser, der findes i Grækenland – lige fra protesterne over politiets mord på skoleeleven Alexis Grigoropoulos i 2008 til de nylige generalstrejker. KKE’s faglige fraktion PAME har for eksempel tradition for at indkalde til demonstrationer og strejker adskilt fra resten af den faglige paraplyorganisation GSEE, selv om PAME er en fraktion i GSEE. Under de unges protester mod politiets likvidering af den 15-årige Alexis Grigoropoulos i 2008, adskilte KKE sine unge fra de øvrige elever og studerende, der var i kamp mod regeringen.
KKE ser sig selv som et parti for den proletariske fortrop. Imidlertid agerer det systematisk på en måde, som adskiller denne fortrop fra den øvrige græske arbejderklasse. Dermed forhindrer KKE’s ledere, at millioner af unge og arbejdere stifter bekendtskab med kommunisternes idéer – og værre endnu forhindrer de, at partiets aktivister kæmper skulder ved skulder med andre arbejdere og unge.
I sin bog Venstre-kommunismen – en børnesygdom argumenterede Lenin hårdt imod idéen om kunstigt at adskille arbejderklassens fortrop fra flertallet af arbejderne. Han kaldte det for en forbrydelse med ødelæggende følger for klassekampen og kommunisternes indflydelse blandt masserne. Det er ikke blot et spørgsmål om den fysiske adskillelse mellem arbejderne i separate demonstrationer; det betyder i praksis at opgive kampen om ledelsen for arbejderklassen som helhed og dens masseorganisationer.
KKE-ledere afviser enhed
En stærk kommunistisk fraktion i fagforeningerne bør på dette stadie være i stand til at tiltrække de bedste arbejdere, rive dem bort fra reformisternes indflydelse og vinde dem for revolutionære idéer gennem vedholdende arbejde side om side med disse arbejdere og aktivister. Den bør i hvert fald ikke isolere sine egne medlemmer fra de øvrige arbejdere.
Den 11. februar skrev udenrigsudvalget under KKE’s centralkomité en artikel, hvori vi kan læse følgende:
”Den såkaldte ’enhed på venstrefløjen’ er en blindgyde, og vor afvisning af den betyder for KKE, at vi fastholder en alliancepolitik, der passer til interesserne hos arbejderklassen, de arbejdende lag og klassekampens behov. Vi retter vor opmærksomhed på den socio-økonomiske alliance, baseret på fælles aktion og fælles interesser, en fælles kamplinje i arbejderklassen, de selvstændige i byerne og bønderne. En alliance, der vil komme i konflikt med monopolerne og imperialismen og kæmpe for en anden udvikling for vort land, nemlig folkemagt og folkeøkonomi, hvor produktionsmidlerne vil være socialiserede, med central planlægning af økonomien og arbejderkontrol.”
Det betyder basalt set, at den eneste enhed, de forestiller sig, er enhed under KKE’s faner. Det er en sekterisk taktik, der betyder, at man gemmer sig bag revolutionære fraser uden at tage hensyn til kommunisternes virkelige styrke i samfundet, massernes virkelige følelser og udsigten til en revolutionær løsning for Grækenland.
Lad os være klare på dette spørgsmål. Vi har gentagne gange fordømt den venstre-reformistiske kurs hos Synaspismos med deres utopi om at reformere EU og den Europæiske Centralbank. Pointen er imidlertid, at den manglende sammenhæng og utopien i disse krav er nødt til at blive demonstreret i praksis for arbejderklassen, og ikke blot udpeges og kategoriseres som reformistiske. Men kan ikke blot vente på, at masserne pludselig forstår de revolutionæres krav på grundlag af argumenter eller ved blot at kalde de øvrige partier for opportunister. Hvis masserne allerede havde forstået forskellen på kommunisterne i KKE og Synaspismos ville de ikke støtte Synaspismos, og de ville bevæge sig i retning af KKE.
KKE’s program
Hvilket program fremsætter KKE for arbejderne? Partiet rejser følgende som sine centrale krav: exit fra EU, afvisning af at betale gælden, samt folkemagt.
Parolen om ”folkemagt” er mindre klar end ”arbejdermagt”, fordi det ikke forklarer, hvilken rolle, den græske arbejderklasse bør spille i at tage magten og ændre samfundet. Det er ikke en akademisk kritik: tværtimod mener vi, at vi har brug for at klargøre arbejdernes rolle i processen. Vi mener, de bør spille en ledende rolle over for studenterne, småborgerne og bønderne. Kun arbejderklassen kan lede denne proces. Det er ikke af romantiske årsager, men på grund af den rolle, arbejderne spiller i den kapitalistiske produktion og deres evne til at gå sammen om et revolutionært program. KKE’s ledere forklarer ikke, hvordan det kan ske.
I november 2011, da regeringen ville udskrive folkeafstemning, udsendte KKE en officiel erklæring, hvori der stod, at afstemningen måtte modgås på grundlag af en kamp med følgende krav: ”Stop for opofrelse for krisen og plutokratiets profitter. Regeringen og de partier, der ofrer folket for at redde kapitalismen og EU, må træde tilbage. Respekt for arbejderne og folkets rettigheder. Arbejderklassen og folket må eje de værdier, de skaber gennem folkemagt, udmeldelse af EU og annullering af gælden.”
Det forklares imidlertid ikke, om en udtræden af EU blot vil betyde tilbagevenden til drachma. Hvis det er tilfældet vil det omgående vil føre til en politik med devalueringer, hvilket ikke blot vil betyde inflation og udhuling af arbejdernes købekraft, det vil også føre til protektionistiske tiltag fra EU imod græske varer.
Lederne af KKE forklarer desuden ikke, på hvilket konkrete program, de opfordrer masserne til at kæmpe. For at mobilisere millioner af mennesker er det ikke tilstrækkeligt at gentage sandheder om kommunisme og folkemagt. Det kan højst mobilisere fortroppen, som stadig ikke får tilstrækkelige redskaber til at forbinde sig med de store masser af udbyttede.
KKE udvikler ikke et overgangsprogram, der kunne sætte de græske arbejdere i stand til at forstå den store modsætning mellem deres egne behov og interesserne hos bankerne og storkapitalen, og samtidig pege på en vej til at vælte det kapitalistiske system. Partiets propaganda er fokuseret på et ”maksimumsprogram”, der ikke er forbundet til den græske befolknings virkelige levevilkår.
Spørgsmålet er, hvordan vi opnår denne folkemagt, hvordan kan den fastholdes, og hvad skal vi gøre, når vi først har erobret den? Folkemagt skal findes, hvor den udtrykker sig, ikke i ledernes abstrakte fantasi. For eksempel stemplede KKE folkeforsamlingen på Syntagma-pladsen som småborgerlig og ikke på linje med partiets ideer. KKE-medlemmer fik af ledelsen forbud imod at deltage i forsamlingen, hvilket udelukkede, at befolkningen i Athen kunne høre kommunisternes synspunkter.
Det politiske standpunkt hos den nuværende ledelse af KKE består af to elementer: for det første: revolutionære fraser, der åbent taler om socialisme og folkemagt. For det andet bliver dette kombineret med en konstant manglende evne til systematisk at forfølge disse mål. Det vil sige, at det er en typisk centristisk position.
I marxistisk sprogbrug er centrisme en politisk strømning, der er karakteriseret ved at vakle mellem reformisme og revolution og – afhængig af øjeblikkets pres – igen og igen kan bevæge sig til højre eller venstre, og som ikke kan fastholde et klart og sammenhængende revolutionært perspektiv.
Arbejderbevægelsen har i historiens løb set sådanne tendenser mange gange i revolutionære og før-revolutionære situationer. Et eksempel er de ”to røde år” i Italien i 1918-20, hvor Socialistpartiet blev domineret af den ”maximalistiske” tendens med Serrati og Lazzari, der åbent talte om socialisme, revolution, omvæltning af kapitalismen og arbejdermagt. Men samtidig var de helt igennem ude af stand til at føre disse krav til deres konsekvens. Derfor frasagde de sig i praksis den ledende rolle under fabriksbesættelserne i september 1920 og arbejdernes forsøg på at tage magten inden Mussolinis fascistiske kup.
For venstrefløjens enhed om et revolutionært program
Den nuværende situation i Grækenland er dramatisk, for at sige det mildt. Den herskende klasse taber i stigende grad opbakning i befolkningen, og den sociale polarisering skærpes yderligere. Der er en stor venstredrejning. Til venstre for det socialdemokratiske PASOK står KKE og Synaspismos hver til at få omkring 12 procent af stemmerne. Dimar (Demokratisk Venstre) står til 18 procent. Hvis der var en alliance mellem disse partier, ville det være landets største politiske kraft.
Desværre gemmer alle tre partier sig bag deres egne undskyldninger. Synaspismos har appelleret til venstrefløjen om enhed, men de har ikke fulgt op på det. KKE gemmer sig bag en maske af ideologisk renhed og frygter den virkning, en sådan enhed ville have på masserne. For en sådan fælles front ville ikke blot gælde parlamentsvalg, men også sociale og faglige aktioner. En enhedsfront ville udløse en energi, der overstiger summen af de enkelte partier, den ville hærde masserne og styrke deres tro på egne kræfter til at ændre den nuværende situation.
I Venstre-kommunismen – en børnesygdom pegede Lenin på, at en revolutionær krise kan udspringe af en parlamentarisk krise, herunder tilfælde hvor regeringen er baseret på arbejderpartier. Det er nødvendigt at arbejde hårdt for at opnå aktionsenhed om konkrete krav for at forsvare den græske arbejderklasse og ungdommens fælles interesser.
For at opnå en enhedsfront er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at fordømme reformisternes forræderi eller at opfordre arbejderne fra Synaspismos til at forlade deres parti og gå med i KKE: vi har brug for et program med delkrav og overgangskrav samt en plan for mobilisering, og det er på dette terræn, vi må udfordre de reformistiske ledere. På grundlag af krav som en tidsubestemt generalstrejke for at vælte regeringen, hæve lønningerne, afvise gælden og nationalisere de vigtigste dele af økonomien, vil det være muligt at opnå en alliance mellem venstrefløjens partier. Der har været utallige generalstrejker på 24 eller 48 timer i Grækenland. De tjente til at give arbejderklassen en mulighed for at vise sin styrke, slutte rækkerne og varme musklerne op til det afgørende slag mod den herskende klasse. Imidlertid er sådanne strejker ikke længere tilstrækkeligt. Hvis man indkalder til flere sådanne strejker, kan det føre til det modsatte resultat, hvis ikke de praktiske problemer, arbejderne står over for, bliver løst. Dermed kan en parole om endnu en 24-timers eller 48-timers generalstrejke blive meningsløs.
En tidsubestemt generalstrejke indtil regeringens fald vil i stedet omgående rejse spørgsmålet om magten. Det vil flytte fokus fra den rent faglige og økonomiske front til den politiske front og åbent stille spørgsmålet om, hvem der styrer samfundet. PAME, der er KKE’s fraktion i de faglige paraplyorganisationer GSEE og ADEDY, bør systematisk kræve af reformisterne, at de indkalder til en sådan strejke. Den folkemagt, som KKE taler om, kan opstå ud af folkelige forsamlinger i alle byerne gennem valg til en landsdækkende national komité med valgte delegerede, der til alle tider står til ansvar for basen og kan kaldes tilbage. En sådan national komité vil have til opgave at lede og koordinere strejker og protester i hele Grækenland. Dette vil være et kolossalt referencepunkt for arbejderne i de øvrige europæiske lande, i første omgang i Portugal, Italien og Spanien, hvor arbejderne kan gå samme vej. Løsningen på den græske revolutions problemer kan ikke findes inden for landets nationale grænser, som KKE ser ud til at tro, men kun ved at kæmpe for Europas forenede socialistiske stater.
Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)