Kvindekamp og klassekamp

Her på 100 året for vedtagelsen af 8. marts som kvindernes internationale kampdag, er det på sin plads at tage kvindespørgsmålet op til grundig debat i hele arbejderbevægelsen og blandt alle unge og arbejdere, der ønsker et lige samfund. Ideerne om klassekamp er blevet forkastet af mange på venstrefløjen. Men som marxister mener vi, at kvindens undertrykkelse er uløseligt forbundet med klassesamfundet.

”Klassekamp er kvindekamp! Kvindekamp er klassekamp!” Sådan lød sloganet i 1970’erne fra især rødstrømperne. Mange trækker i dag lidt på smilebåndet over dette slogan, men der er desværre ikke så meget at trække på smilebåndet af. Kvinder undertrykkes stadig både i Danmark og resten af verden.

Kapitalisterne bruger enhver splittelse i arbejderklassen til at angribe forholdene.

Kampen mod kvindeundertrykkelse er en kamp for hele arbejderklassen uanset køn. Arbejderklassens eneste styrke er enhed og sammenhold.

Vi mener, at sammenkædningen af kvindekamp og klassekamp er helt afgørende, hvis man vil kæmpe for lighed mellem kønnene og ikke mindst menneskehedens befrielse.

Denne artikel går mere i dybden med kvindeundertrykkelse og kvindekamp i Danmark. Danmark er et af de mest udviklede lande, når det kommer til kvinders rettigheder og ligestilling. Alligevel eksisterer der stadig her kvindeundertrykkelse. Ved at se nærmere på Danmark som eksempel, kan vi både lære af erfaringer for kvindekamp og klassekamp, og se på hvad det er, der gør, at der stadig, trods lighed for loven, lige adgang til uddannelse og arbejdsmarked, eksisterer ulighed.

Arbejderkvindernes internationale kampdag

I august 1910 vedtog den socialistiske kvindekonference at holde en kampdag for arbejderkvinderne en gang om året. De første år holdtes kampdagen på en søndag i marts, men den er siden blevet fastlagt til d. 8 marts.

Konferencen var indkaldt af den tyske socialdemokrat Clara Zetkin, leder af det internationale socialistiske kvindesekretariat, og forslaget om afholdelsen af kvindernes internationale kampdag var også hendes. 99 kvinder fra 17 forskellige lande deltog i konferencen, der blev afholdt i København i Folkets hus på Jagtvej 69 (det senere Ungdomshus).

Et af konferencens hovedpunkter var kampen for kvindernes valgret, som det kun var kvinderne i Finland, der havde fået. De danske kvinder havde fået valgret til kommunerne i 1908, men fik først valgret til Folke- og Landsting i 1915.

I resolutionen fra Clara Zetkin står der bl.a.:

"I forståelse med Proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske Kvinder i alle Lande hvert År en Kvindedag, som i første Linie har Agitation for Kvindernes Valgret til Formål. Fordringen må belyses i sin Sammenhæng med den socialistiske Opfattelse. Kvindedagen må have en International Karakter og forberedes omhyggeligt." [1]

Konferencen besluttede, at man skulle bruge kampdagen til følgende:

Kampen for kvinders valgret
Kampen mod krigsfaren
Kampen for omsorg for mor og barn
Kampen mod prisstigninger [2]

Den første internationale socialistiske kvindekonference blev afholdt i Stuttgart i 1907 som optakt til Anden Internationales kongres. I 1889 blev Anden Internationale stiftet, efter Engels anvisning. Det tyske socialdemokrati, der spillede en central rolle i internationalen, etablerede allerede i 1890’erne et kvindesekretariat under ledelse af Clara Zetkin.

Indtil da havde der været et forholdsvist frit flow mellem arbejderbevægelsen og kvindebevægelserne, der anså sig for at være tværpolitiske, men som især var fyldt med småborgerskabets kvinder. Men i 1907 vedtog arbejderbevægelsen at sætte spørgsmålet om valgret øverst på dagsordenen og samtidig at afbryde samarbejdet med de “borgerlige” kvindeorganisationer og i stedet føre sin egen kampagne.

Nu blev det gjort klart, at det var arbejderklassens kvinder, som socialisterne kæmpede for, og at kvindespørgsmålet ikke kunne adskilles fra klassespørgsmålet, fra kampen mod al undertrykkelse overhovedet og for et socialistisk samfund.

Småborgerskabets kvinder så ikke kvindespørgsmålet som et klassespørgsmål men mente, at alle kvinder havde samme interesser på tværs af klasser. Det gjaldt om retten til at stemme, til uddannelse og til for eksempel at kunne blive advokater og læger. Marxister kæmper også for fuld ligestilling overfor loven, lige adgang til uddannelse osv., men vi forklarer også, og det har vi også senere set, at selv om der er ligestilling for loven, betyder det ikke, at undertrykkelsen forsvinder. For middelklassens kvinder betyder det, at de kan tage en uddannelse, blive læger osv., men det løser ikke problemerne for det store flertal af kvinder. Marxister kæmper derfor imod denne form for småborgerlig feminisme, der ikke ser klassemodsætningerne og kapitalen som fjenden, men som i stedet ser det som en fælles kamp for alle kvinder imod det mandsdominerede samfund.

Som marxister kæmper vi fuldstændig for kvindens frigørelse, men er imod feminismen, fordi den er en småborgerlig retning, der overser klassemodsætningerne. Samtidig anerkender vi, at mange gode socialister anser sig for at være feminister, og vi ønsker at kæmpe sammen med enhver, der vil kæmpe for kvindens frigørelse gennem socialismen.

I Danmark indtog fagbevægelsen og Socialdemokratiet samme position som internationalen og vedtog i 1908 følgende;

Der er én arbejderbevægelse. Den varetager skolingen af medlemmer og socialdemokratiske vælgere.
Der er ingen plads til separate kvindeforeninger i partiet. Der er kun plads til kvindefagforeninger i fag uden mænd og underordnet centralorganisationen.
Kvinders adgang til partiet skal lettes. De betaler halvt kontingent.
Kvindebevægelsen og kvindepartier er irrelevante.

I 1914 brød første verdenskrig ud, og det splittede den socialistiske internationale bevægelse i to fløje; den reformistiske og den revolutionære, et split der blev yderligere uddybet med den russiske revolution.

Reformisterne mente, at man kunne reformere sig til et ordentligt samfund ved for eksempel at få lige valgret for alle, kæmpe for højere lønninger osv. De forsvarede det kapitalistiske samfund og ønskede blot at ændre det gradvist. På den anden side stod de revolutionære, som bl.a. Clara Zetkin og Rosa Luxemburg sluttede sig til, som forklarede, at samfundet ikke bare kan ændres gradvist. Enhver indrømmelse fra kapitalisterne er en kamp, og frigørelse kan ikke opnås uden at ændre samfundet grundlæggende. Det var primært den revolutionære fløj, der efter den russiske revolution dannede Tredje Internationale bestående af kommunistpartierne, der fastholdt fejringen af 8. marts som kvindernes internationale kampdag.

Kvindeundertrykkelse

70 procent af verdens 1.3 milliarder fattige er kvinder og piger[3]. Ca. 25 procent af mændene i udviklingslandene lider af anæmi pga. jernmangel, mens det gælder for ca. 45 procent af kvinderne. Jernmangel betyder, at 300 kvinder dør under fødslen hver eneste dag[4].

Især i ulandene eksisterer der mange steder barbariske forhold for kvinder. Kvinder sælges som koner, mens de er børn, i Pakistan er der mange eksempler på kvinder, der vansires af gasudslip eller sågar slås ihjel af deres mandlige familiemedlemmer, hvis de har forbrudt sig mod mandens og familiens ære, og der skal 5 kvindelige vidner til i en retssag for at ophæve en mands vidneudsagn.

Den franske utopiske socialist og filosof Charles Fourier sagde, ”at menneskeligt fremskridt kan måles i kvindens fremskridt mod frihed”. Kvindernes forhold er heldigvis blevet langt bedre i de udviklede kapitalistiske lande. Det skyldes ikke mindst, at den økonomiske udvikling her er nået meget længere, så forholdene er blevet forbedret, og kulturen dermed også blevet trukket op på et højere niveau. Men selvom forholdene er forbedret, og selvom der eksisterer lighed overfor loven, eksisterer der stadig kvindeundertrykkelse og ulighed mellem kønnene.

Danmark er et godt eksempel på dette og fortjener en mere dybdegående analyse.

I Danmark blev ligelønsloven vedtaget i 1976 og siden har lønforskellen mellem mænd og kvinder stået i stampe på mellem 12-19 procent alt efter erhverv[5]. Det er nok en del af forklaringen på, hvorfor mænd både i 1987 og 2001 brugte mere tid på deres arbejde end kvinder, og kvinder i gennemsnit bruger 1 time mere om dagen på husholdningsarbejde end mænd (husarbejde, hente og bringe børn osv.). Vi skulle mene, at samfundet bevæger sig fremad, at vi med teknikkens udvikling kunne få mere fritid. I stedet stiger arbejdstiden både ude og hjemme for både mænd og kvinder. Mændenes tidsforbrug i hjemmet er steget med en time siden 1987, kvindernes med en halv time[6].

Jagten på mere profit og den øgede konkurrence på verdensplan har ført til en intensivering af arbejderklassens udbytning, med på den ene side stigende arbejdstempo og produktivitet, men samtidig også en udvidelse af arbejdstiden. Det er et verdensomspændende fænomen fuldstændig sammenkædet med den kapitalistiske produktionsmåde. På samme tid har de sidste tre årtiers udhuling af arbejdernes sejre, privatiseringen af de sociale serviceområder og nedskæringer i velfærden lagt en større byrde på arbejderklassen med at sikre ordentlig omsorg for deres børn og gamle.

Juridisk er kvinden ikke længere afhængig af manden, men enhver ved, at forholdene som enlig mor er meget vanskelige, både med at få økonomien til at hænge sammen og ikke mindst hverdagen med arbejde, aflevering og hentning af børnene i daginstitution og alt det andet praktiske arbejde. Så mens den juridiske afhængighed er afskaffet, er der stadig tusinde bånd, der binder kvinden til manden og hjemmet.

Traditionelt er kvindernes arbejdsløshed højere end mændenes, og kvinderne er blevet brugt som arbejdskraftreserve, og under kriser er det dem, der er blevet hårdest ramt. Den nuværende krise er den første krise, hvor der er flere mænd end kvinder, der er arbejdsløse i Europa og også i Danmark. Men det skal nok ændre sig. Krisen ramte de private produktionserhverv, hvor det især er mænd der er ansat, hårdt. I den kommende periode vil vi se hårde angreb på velfærden, det vil sige den offentlige sektor, hvor mange kvinder arbejder. Når arbejderne hænger på træerne, vil arbejdsgiverne også i højere grad begynde at ansatte mænd – hvem vil ansætte en kvinde i den fødedygtige alder, og mange kvinder vil tænke, at de lige så godt kan føde nogen børn, som at søge et arbejde de alligevel ikke kan få.

Kvindespørgsmålet er dog mere end den målelige forskel i løn, og hvem der laver hvad i hjemmet. Kvindespørgsmålet er mere generelt kvinders forhold og også et ideologisk og kulturelt spørgsmål. Der eksisterer stadig et utal af fordomme og chauvinisme overfor kvinder. Med kapitalismens generelle forfald sker der også en forråelse af kulturen, ikke mindst i synet på kvinder.

Kvindeundertrykkelsen antager mange former verden over på grund af landenes forskellige økonomiske stadier og forskellige kulturelle udvikling. Men kvindeundertrykkelsen har uanset sin form den samme oprindelse og dermed også samme løsning.

Ulighedens oprindelse

Marxister er historiske materialister. Det betyder, at vi forstår udviklingen af menneskets materielle forhold som det grundlæggende.

Engels forklarer i ”Familien, privatejendommens og statens oprindelse”, hvordan kvindeundertrykkelsen er uløseligt forbundet med klassesamfundet. I starten af menneskehedens historie kunne vi kun producere nok til akkurat at overleve, på det tidspunkt kunne der derfor ikke eksistere ulighed.

Eksisterede der en arbejdsdeling, var det en arbejdsdeling mellem køn baseret på det biologiske faktum, at kvinder i en del af tiden var bundet til ”hjemmet” på grund af børnefødsel, amning osv. Præcis hvordan arbejdsdelingen var mellem mænd og kvinder, og hvorvidt der eksisterede en arbejdsdeling i begyndelsen af det menneskelige samfund, ved vi ikke her. Men i takt med udviklingen skete der en arbejdsdeling mellem kønnene. Kvindernes opgave bestod, udover børnepasningen, i at indsamle rødder, bær o.l. og ikke mindst tilberede maden. Mændenes opgave var at jage, gå i krig osv. Mange studier peger på, at kvindens opgave var afgørende for overlevelsen, og kvinderne nød stor respekt og børnene blev for eksempel regnet gennem moderlinjen (da moderen var den eneste forælder, man kunne være sikker på[7]).

Det er vigtigt at huske på, at de første menneskelige samfund slet ikke ligner det samfund, vi kender i dag. Mens det patriarkalske system er et samfund, hvor kvinderne undertrykkes, er der ikke noget, der peger på, at kvinderne undertrykte mændene før patriarkatet, men snarere at der var en gensidig respekt. Der fandtes ikke på samme måde familier med en mor og en far, i stedet levede familierne i klaner eller stammer, og opdragelsen af børnene var en fælles opgave for alle samfundets medlemmer.

Efterhånden begyndte mennesket at udvikle den måde, som vi skaffer os føden på. De begyndte at dyrke jorden, indhegne og opdrætte dyr. Mennesket begyndte for første gang at kunne producere et overskud ud over den basale overlevelse. Det var et kæmpe fremskridt. Men det betød også, at der for første gang begyndte at opstå ulighed. Nogle begyndte at have mere end andre, og med det opstod klassesamfundet. Ud over spaltningen i klasser betød det også ulighed mellem mænd og kvinder. Det var de arbejdsområder, der traditionelt havde hørt til manden, der kunne skabe et overskud, og det gav manden en overlegen stilling. Det betød også, at manden efterhånden ønskede at kunne videregive sin ejendom til sine børn – arvelinjen måtte nu gå gennem den mandlige linje, hvilket også krævede monogami fra kvindens side.

“Moderrettens omstyrtelse var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden tog styret også i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl.” (Engels, Familien, privatejendommen og statens oprindelse.)

Kvindeundertrykkelsen opstod med klassesamfundets opståen, og kampen for kvindens frigørelse kan ikke adskilles fra en kamp imod klassesamfundet.

Med ændringerne i produktionsmåden har også statsformen, ideerne og undertrykkelsesformerne ændret sig.

Grundlaget lagt for kvindens frigørelse

Engels forklarer i Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, hvordan det blev kvindekønnets historiske nederlag, at kvindens arbejdsområde mistede sin offentlige karakter. Samtidig forklarer han, hvordan kapitalismen for første gang ændrer på dette. Under kapitalismen trækkes hele familien ind i produktionen, og mens det på den ene side lægger en dobbeltbyrde på kvinderne med både lønarbejde og husarbejde, så er det samtidig grundlaget for kvindens befrielse. Kvinden bliver gennem arbejdet en del af arbejderklassen og dermed også klassekampen.

“Det står ikke bedre til med mandens og konens ligeberettigelse i juridisk forstand inden for ægteskabet. Den hævdvundne ulighed mellem de to, som vi har overtaget fra tidligere samfundstilstande, er ikke årsagen til, men virkningen af kvindens økonomiske undertrykkelse. I den gamle kommunistiske husholdning, der omfattede mange ægtepar og deres børn, var ledelsen af husholdningen, der var lagt i kvindernes hænder, lige så vel en offentlig, for samfundet nødvendig industri, som mændenes arbejde for at skaffe føden til veje. Med den patriarkalske familie, og endnu mere med den monogame enkeltfamilie blev dette anderledes. Husførelsen mistede sin offentlige karakter; den kom ikke mere samfundet ved. Den blev en privattjeneste; konen blev den øverste tjenestepige, hun var fordrevet fra den samfundsmæssige produktion. Først vor tids storindustri har atter åbnet vejen til samfundsproduktionen for hende, og kun for proletarkvinden; og det på en sådan måde, at når hun opfylder sine pligter i familiens privattjeneste, er hun udelukket fra arbejdsmarkedet og kan intet tjene, og når hun tager del i den offentlige industri og vil være selverhvervende, er hun ude af stand til at opfylde sine pligter i hjemmet. Og på samme måde som på fabrikken går det kvinden i alle beskæftigelsesgrene, lige til medicin og jura. Den moderne enkeltfamilie er bygget på kvindens åbenlyse eller tilslørede husslaveri, og det moderne samfund er en masse, der er sammensat af lutter enkeltfamilier som dets molekyler. Manden må nu til dags i langt de fleste tilfælde være erhververen, familieforsørgeren, i hvert fald i de besiddende klasser, og det giver ham en herskerstilling, som ikke behøver nogen juridisk ekstraprivilegering. Han er bourgeoisen i familien, konen repræsenterer proletariatet. Men i den industrielle verden træder den specielle karakter af den økonomiske undertrykkelse, der tynger proletariatet, først da frem i sin fulde skarphed, når alle kapitalistklassens lovmæssige særprivilegier er afskaffet og begge klassers fulde juridiske ligeberettigelse indført; den demokratiske republik ophæver ikke modsætningen mellem de to klasser, tværtimod, den skaber netop den jordbund, hvorpå den rigtig kommer til udfoldelse. Og på samme måde vil også den særlige karakter af mandens herredømme over konen i den moderne familie og nødvendigheden af, så vel som metoden til at tilvejebringe en virkelig social ligestilling af de to først da træde frem i fuldt dagslys, når de er blevet fuldkommen juridisk ligestillet. Det vil da vise sig, at den første betingelse for kvindens frigørelse er genindførelsen af hele kvindekønnet i den offentlige industri, og at dette igen kræver, at enkeltfamilien mister den egenskab at være samfundets økonomiske enhed.” (Engels, Familien, privatejendommens og statens oprindelse, vores fremhævning.)

I Danmark har kvinders andel af arbejdsstyrken været stigende fra slutningen af 1960'erne og frem til i dag. Efter anden verdenskrig var der et længere opsving i kapitalismen med en enorm udvikling af produktionen og udvidelse af verdensmarkedet, der tillod en udvidelse af velfærden. Den generelle lettelse af husarbejdet og de forbedrede muligheder for børnepasning, pasning af ældre osv. gjorde det muligt for kvinderne at arbejde (Danmark har den højeste dækningsgrad i forhold til børnepasning). Samtidig skabte det en stor offentlig sektor, hvor mange kvinder blev beskæftiget[8].

Kvindernes erhvervsfrekvens i Danmark, dvs. andelen af kvinder i den erhvervsaktive alder, der arbejder, steg kraftigt. I 1960 var erhvervsfrekvensen helt nede på 33,9 procent, hvor mænds var 83,6 procent[9], i 1981 var den steget til 70,8 procent, hvorimod mænds erhvervsfrekvens var 86,8 procent. I 1998 var mændenes erhvervsfrekvens faldet til 81,6 procent, mens kvindernes erhvervsfrekvens var steget til 73,2 procent (www.lige.dk).

I 1967 udgjorde kvindernes del af arbejds¬styr¬ken knap 800.000. Det tilsvarende tal for 1998 er over 1,3 millioner. Den samlede arbejdsstyrke er i samme tidsrum vokset fra 2,3 millioner til 2,9 millioner. (Ibid.)

Til sammenligning var de tilsvarende tal:

1971 i England: Kvinder; 42,4 procent, mænd; 80,6 procent (ibid.)
1973 i USA: Kvinder 42 procent, mænd 75,5 procent.
1990 i England: kvinder 50.3 procent, mænd 70.5 procent
1990 i USA: kvinder 54,3 procent, mænd 72 procent
2008 i England: kvinder 56,2 procent, mænd 68.5 procent
Og i Sverige var kvindernes andel af arbejdsstyrken: 1975: 42 procent, 1980: 45 procent, 1985: 47 procent, 1990: 48 procent, 2008: 47 procent.( Kilde: SCB.)

Kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet har lagt grundlaget for kvindens frigørelse, men også kun grundlaget. Efterkrigsopsvinget var en historisk undtagelse, og krisen ramte i starten af 1970’erne. Udbygningen af velfærden gik mere eller mindre i stå, forholdene for offentligt ansatte skæres ned år efter år. Forholdene forringes for børn, syge og gamle hvilket lægger et kæmpe pres på især kvinderne.

Kapitalismen skaber ikke fremgang for arbejderkvinderne eller for flertallet af verdens befolkning. Kun med et socialistisk samfund kan vi skabe grundlaget for fuldstændig frigørelse.

Kvindekampen og socialismen

Under kapitalismen skabes potentialet for afskaffelsen af kvindeundertrykkelse, ligesom grundlaget lægges for afskaffelse af al undertrykkelse overhovedet. Kapitalismen var i starten et progressivt system, der udviklede produktionsmidlerne til hidtil usete højder. Vi kan nu producere nok til at ingen behøver lide nød, og uligheden kan afskaffes, ved at leveniveauet for det store flertal hæves betragteligt. Under kapitalismen produceres der for profit ikke menneskelige behov. Under kapitalismen kastes millioner ud i arbejdsløshed, mens andre millioner nedslides, ny teknik indføres for at få folk til at arbejde hurtigere og fyre resten.

Med en plan for økonomien vil vi med det samme kunne øge produktionen og udnytte teknikken til flertallets bedste. Arbejdstiden vil med det samme kunne sættes ned, hvilket er et afgørende skridt i retning af kvindernes frigørelse. Samtidig kan vi indføre en lang række andre ting, der kan føre os tættere på frigørelse af kvinderne.

For det første vil vi bruge ressourcerne til at udbygge den offentlige velfærd, som den ser ud i dag, så både ansatte og børn, gamle og syge får ordentlige forhold. Derudover vil vi kunne bruge teknologien til at fjerne mere eller mindre al husligt arbejde. Robotstøvsugere, opvaskemaskiner til alle, offentlige vaskerier, renoverede boliger, offentlig vinduespudsning, rengøringshjælp, folkekøkkener med god, sund og billig mad til alle, madordninger i alle børnehaver, skoler, arbejdspladser osv. vil bare være starten på at befri menneskeheden. Vores fantasi er begrænset af vores nuværende forhold, det vil være op til vores børn og børnebørn at udtænke alle de ting, der kan tjene til menneskets frigørelse.

Men det kommer ikke af sig selv, det kræver, at vi fratager kapitalisterne deres private ejendomsret til produktionsmidlerne, det vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder og på den måde overtager kontrollen med de vigtigste dele af økonomien.

Produktionsmidlerne, det vil sige, fabrikker, virksomheder, maskinerne osv. ejes af et lille mindretal, kapitalisterne. Det er dem, der bestemmer hvad og hvornår der skal produceres, efter hvad de kan tjene profit på. Men i virkeligheden skabes værdierne af det store flertal, dvs. arbejderklassen, der hver dag må gå på arbejde for kapitalisterne. Arbejderklassen må overtage de vigtigste dele af økonomien, det vil for eksempel i Danmark sige, de 200 største virksomheder, så det er flertallet, der demokratisk bestemmer, hvad der skal produceres, så der kan lægges en plan for at udnytte teknologien og produktionen bedst muligt, så produktionen kan øges og arbejdstiden sættes ned.

Kun på den måde kan vi fjerne alt det, der trællebinder kvinder og mænd til husarbejde og mange timers arbejde for andre. Gennem en socialistisk plan for økonomien kan menneskets virkelige potentiale for kultur, videnskab, kreativitet osv. for første gang udfoldes fuldt ud.

Efter den russiske revolution tog den nye magt, bolsjevikkerne, kvindespørgsmålet meget alvorligt. Oktoberrevolutionen gav plads til, at de brede masser for første gang kunne deltage i politik.

”Hvis man ville beskæftige sig med politik i det gamle, kapitalistiske samfund, krævedes der en særlig forberedelse, og derfor var kvindernes deltagelse i poli¬tik, selv i de mest fremskredne og frie kapitalistiske lande, forsvindende lille. Vor opgave består i at gøre politik tilgængelig for enhver arbejdende kvinde. Fra det øjeblik privatejendom til jord og fabrikker blev tilintetgjort og godsejernes og kapitalisternes magt styrtet, er de politiske opgaver blevet enkle, klare og aldeles forståelige for de arbejdende masser og de arbejdende kvinder. I det kapitalistiske samfund er kvinden sat i en ikke-ligeberettiget stilling, der betyder, at hendes deltagelse i politik udgør en forsvin¬dende lille del sammenlignet med mandens. For at ændre denne situation må det arbejdende folk have magten, og da vil hovedopgaverne inden for politik indeholde alt det, der direkte berører det arbejden¬de folks egen skæbne.” (Lenin, Om opgaverne for den kvindelige arbejderbevægelse i Sovjetrepublikken, Tale på Moskvas 4. bykonference for partiløse arbejderkvinder, 23. september 1919)

Det første, bolsjevikkerne gjorde, da de var kommet til magten, var at indføre fuld ligestilling mellem kønnene overfor loven med for eksempel ret til skilsmisse og abort og civile vielser udenfor kirken. Men, som Lenin forklarer, er ligestilling overfor loven langt fra nok.

Udviklingen af produktionen må derefter bruges til at lave børnehaver, skoler, fritidshjem, folkekøkkener og opfinde maskiner, der kan lette husarbejdet. Mange af disse ting findes i dag, men de er for det første ikke tilgængelige for alle, og kvaliteten angribes jævnligt. Som forklaret i indledningen stiger husarbejdet og arbejdstiden for både mænd og kvinder, mens åbningstider og kvaliteten af børnepasningen, ældrepleje osv. falder. Vores vision er ikke en deling af husarbejdet og lønarbejdet, men tværtimod en afskaffelse af alt slid.

”Den bolsjevikiske, den sovjetiske revolution rammer roden til kvindernes undertrykkelse og ulighed så dybt, som intet andet parti og ingen anden revolution i verden har vovet at gøre. Her i Sovjetrusland er der intet spor tilbage af lovfæstet ulighed mellem mand og kvinde. Især den nederdrægtige, gemene, hykleriske ulighed i ægteskabs- og familieloven, i forholdet til barnet er blevet fuldstændig afskaffet af sovjetmagten. Det er kun første skridt til kvindens frigørelse. Men ikke en eneste af de borgerlige, nok så demokratiske, republikker har vovet at tage selv dette første skridt. De har ikke vovet det af angst for ’den hellige privatejendom’. Andet og vigtigste skridt er afskaffelse af privatejendommen til jord, fabrikker og virksomheder. Hermed og kun hermed åbnes vej for kvindens fuldstændige og virkelige frigørelse, for hendes frigørelse fra ’husslaveriet’ ved overgangen fra hver enkelt families småhusholdning til socialiseret storhusholdning. Denne overgang er vanskelig, for det drejer sig her om at omforme de mest rodfæstede, vanemæssige, hårdhudede, forbenede ’ordninger’ (sandt at sige uorden og barbari, og ikke ’ordninger’). Men overgangen er begyndt, tingene sat i bevægelse, vi er trådt ind på en ny vej.” (Lenin, Arbejderkvindernes internationale dag, 1921)

Men økonomien i Sovjet var ikke udviklet nok til at afskaffe husarbejdet og familien – familien kan ikke afskaffes, men må erstattes af noget andet. Det var Sovjets tilbageståenhed og isolation, der skabte grundlaget for, at bureaukratiet med Stalin i spidsen kunne overtage magten i Sovjet, og det var på baggrund heraf, at Sovjet ikke formåede at udvikle en ny familietype, men tværtimod gik tilbage til normerne fra det kapitalistiske borgerlige samfund.

I stedet for at bekæmpe ulighed og undertrykkelse havde bureaukratiet omkring Stalin brug for de borgerlige normer til at konsolidere deres magt. Med den bureaukratiske degenerering af Sovjet skete der en voldsom indskrænkning i den generelle frihed for sovjetborgerne, men i særdeleshed for kvinderne. Retten til fri abort og gratis skilsmisse blev afskaffet, arbejder- og bondekvinderne forblev lænket til husarbejdet. Sovjetrusland havde også efter revolutionen den mest udviklede tilgang til homoseksualitet, hvad der ligeledes blev rullet fuldstændig tilbage af det stalinistiske bureaukrati.

Planøkonomi er ikke levedygtigt uden demokrati, og Sovjet kollapsede, som Trotskij havde forudsagt.

Men den stalinistiske degenerering af Sovjet må ikke få os til at afvise socialismen. Sovjet var ikke socialisme, og revolutionens første år viste, at revolutionen er et absolut nødvendigt første skridt, der skaber hele grundlaget for kvindens og menneskehedens frigørelse.

”De fysiske forberedelser for forholdene for et nyt liv og den nye familie kan igen grundlæggende set ikke adskilles fra arbejdet med den generelle socialistiske opbygning. Arbejderstaten må blive rigere, for at det kan blive muligt seriøst at tage sig af børnenes offentlige uddannelse og familiens frigørelse fra køkkenets og vaskeriets byrde. Socialiseringen af familiens husholdning og offentlig undervisning af børnene er utænkelig uden en markant forbedring i vores økonomi som helhed. Vi har brug for flere socialistiske økonomiske former. Kun under sådanne betingelser kan vi fritage familien fra de funktioner og de bekymringer, der nu undertrykker den og får den til at falde fra hinanden. Vask må foretages på offentlige vaskerier, bespisning på offentlige restauranter og syning på offentlige systuer. Børnene må undervises af gode offentlige lærere, der føler et virkeligt kald overfor deres arbejde. Så ville båndet mellem mand og kone blive befriet fra det ydre og tilfældige, og den ene ville ophøre med at absorbere den andens liv. Ægte lighed ville endelig blive etableret. Båndet mellem dem vil afhænge af gensidig tiltrækning. Og på den baggrund især vil familien opnå en indre stabilitet, naturligvis ikke den samme for alle, men ikke tvungent for nogen.” (Trotskij, Fra den gamle familie til den nye, 1923).

Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at man skal spise i et folkekøkken, og aldrig selv må lave mad, ligesom offentlig børneopdragelse ikke betyder, at børnene ikke skal opdrages af deres familier. Hvad det betyder er, at al tvang fjernes. Man skal ikke længere købe ind, lave mad, vaske op, gøre rent og smøre madpakker hver dag, kun hvis man vil. Der vil være vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidshjem, hospitaler, ældrepleje osv. med veluddannet personale, der har tid til at gøre deres arbejde ordentligt og hele tiden udvikle sig fagligt samtidig. Arbejdstiden vil med det samme blive sænket.

Vi er selvfølgelig kommet langt længere i dag med den teknologiske udvikling, med for eksempel vaskemaskiner, opvaskemaskiner, mikrobølgeovne osv. Bolsjevikkernes mål var i forhold til samtiden utrolig visionære. Tænk på hvad man ikke kunne opnå i dag på baggrund af teknologiens nuværende niveau.

Men hvordan kæmper vi så for kvindens frigørelse? For at kunne svare på det, må vi gå dybere ind i diskussionen om, hvordan uligheden mellem mænd og kvinder er opstået.

Biologi og den kvindelige natur

Nogen hævder, at grundlaget for uligheden mellem mænd og kvinder er biologisk.

Dette argument om biologien kan antage flere former. Mange feminister hævder, at kvindeundertrykkelsen skyldes patriarkatet, at det er indbygget i mændenes natur at undertrykke kvinder. Men som Engels forklarer, så viser menneskehedens tidlige historie, at kvinder ikke altid har været undertrykt og mændene underlegne. Det er altså intet bevis for, at det skulle være biologisk indbygget i mænd, at de skal undertrykke kvinder, ligesom det generelt ikke er indbygget i mennesket at undertrykke andre. Det ville da også være en yderst pessimistisk konklusion, så var der jo intet at stille op.

Andre henviser til den ”kvindelige natur”. Henvisningen til den kvindelige natur er lige så reaktionær som påstanden om, at kvindeundertrykkelse er indbygget i manden. Det er en opfattelse, der minder om de, der forsøger at sige, at socialismen ikke er mulig, fordi den menneskelige natur er grådig, egoistisk osv.

Der findes ingen ”menneskelig natur”. ”Den menneskelige natur” skifter over tid med samfundets udvikling. Der er langt større forskel på en stenaldermand og en moderne mand, end der er på kvinder og mænd i dag. Bare se på forskellen mellem, hvordan man mener, at en kvinde skal opføre sig i en afrikansk stamme og i dagens Danmark. Eller bare se på forskellen på en pige opvokset i Hollywood og en pige opvokset i en lille landsby i Kina. Der er milevid forskel.

Ted Grant og Alan Woods forklarer i deres bog om marxisme og videnskab Reason in Revolt, hvordan den menneskelige natur er et produkt af historien:

”Marx og Engels forklarer, at ’mennesket skaber sig selv’. Den menneskelige natur er, ligesom bevidstheden, et produkt af de fremherskende sociale og økonomiske forhold. Det er derfor, at den menneskelige natur har ændret sig igennem historien, i takt med udviklingen af samfundet selv. For sociobiologen, ser de menneskelige karakteristika ud til at være fastlagt gennem vores gener og giver derigennem næring til myten om, at ’man ikke kan ændre den menneskelige natur.’ Men rent faktisk er den såkaldt ’menneskelige natur’ blevet ændret mange gange i løbet af menneskehedens historie [...]” (Grant og Woods, Reason in Revolt, s. 329, egen oversættelse)

Jamen, vil nogen indvende, piger og drenge opfører sig altså forskelligt. Bare se på, at drenge helst vil lege med våben og biler og piger helst med dukker. En mor svarede for nylig i TV på spørgsmålet om, hvorfor hun købte pigelegetøj til sin datter; ”Hun kan så godt lide lyserød, jeg tror, det er genetisk”. En simpel udgave af det biologiske argument, som man møder overalt i vores samfund. Det argument kan så udbygges med argumentet om, at piger har et indbygget moderinstinkt, og derfor bør være dem der passer børnene, og at deres plads derfor er i hjemmet.

Vi opdrages forskelligt

Hvordan vil man adskille biologi og kultur? Gennem årtusinder er der blevet skabt en kultur, hvor der er praktiseret en forskellig opdragelse af piger og drenge, fra den dag de er født. Det er selvfølgelig ikke noget, der ændrer sig af sig selv, og undersøgelser viser da også, at det stadig sker selv i udviklede lande som Danmark og Sverige. Det er indbygget i kulturen i alle lande, fordi der findes klasser og ulighed i alle lande. Det er derfor umuligt at sige, hvad den biologiske forskel på, hvordan piger og drenge opfører sig, er, hvis der er nogen overhovedet. Vi mener, at det er unægteligt, at der er en forskellig tilgang til opdragelsen af drenge og piger, og at det har en indflydelse i dannelsen af deres personligheder. Historien viser, at den måde mennesket opfører sig, de normer og værdier, der tillægges værdi, ikke afhænger af ”den menneskelige natur”, men netop af de materielle forhold og den kultur vi opvokser og opdrages i.

Et forsøg beskrevet af Ann-Elisabeth Knudsen, lektor i dansk og psykologi med speciale i udviklingen af børns hjerner, viser, hvordan vi behandler børn forskellig helt fra spædbarnsalderen. I forsøget bad man en gruppe forsøgspersoner om at tage sig af et tremåneders spædbarn en halv time. Forsøget foregik i et rum med skjult kamera. Barnet var bevidst klædt i kønsneutralt tøj, så man ikke kunne se, om det var en dreng eller pige. ”Efter at have siddet med barnet et stykke tid, bliver det samtlige personer for meget (både mænd og kvinder). De er forsøgsvis gået i gang med en leg, men er tydeligt kropsligt utilpasse og kejtede, og før moderen er tilbage, har alle forsøgspersoner, uden undtagelse, lige lettet lidt på bleen for at checke barnets køn! Lettelsen er tydelig at spore på de efterfølgende videooptagelser, næsten som om de udtrykker: ’Nåh, du er sådan én!’, ’så ved jeg godt, hvordan jeg skal holde, snakke og lege med dig’. Det er tankevækkende, især i betragtning af, at der ikke er de helt store fysiologiske forskelle på, hvilke behov en tremåneders pige og dreng har. Så forskellen i vores behandlingsstrategi for så små børn må være dybt afhængig af vores ubevidste kønsforventninger” (Ann-Elisabeth Knudsen 2002 Pæne piger og dumme drenge, egen fremhævning).

Ann-Elisabeth Knudsens grundpointe er, at ”hjerner udvikler sig, som de bliver påvirket til”. Så når vi behandler drenge og piger forskelligt, udvikler deres hjerner sig også forskelligt. Heldigvis udvikler hjernerne sig hele livet og kan dermed påvirkes hele livet.[10]

Forsøget viser, at piger og drenge påvirkes forskelligt fra fødslen, og som forklaret ovenfor så ændrer ”den kvindelige natur” og ”den mandlige natur” sig med historiens udvikling. Med ændrede påvirkninger kan vi ændre udviklingen af piger og drenge. Der er altså intet biologisk grundlag for at sige, at kvinder hører til i hjemmet, ikke kan forstå matematik, eller på anden måde er manden underlegen. Ligeså lidt er der noget grundlag for at påstå, at mænd har en biologisk trang til at undertrykke kvinder. Mennesket udvikler sig som det påvirkes til. [Mange rejser i samme diskussion spørgsmålet om seksualitet. Det er ikke noget, vi her kan give et nærmere bud på, men som må undersøges nærmere.]

Piger og drenge mødes fra fødslen med forskellige forventninger, og i takt med kapitalismens generelle stagnation og dermed kulturelle degenerering er det ikke blevet bedre. Den svenske ombudsmand fordømte for nylig et legetøjskatalog fra Toys R’us for at være for kønsstereotypt. [11] Man kan selv slå op i det nærmeste legetøjskatalog og se, at siderne er blevet mere og mere opdelt i lyserød og blå; lyserøde børnecykler med cykelkurv og barnesæde til pigerne og blå racercykler med ild ned ad siden til drengene. Dukker til pigerne og teknisk Lego til drengene.

Som hjerneforskningen viser, er der et kæmpe potentiale for udviklingen af mennesket, uanset køn, efter at alle de bånd, der i dag tynger os, fjernes under socialismen. Når menneskets største bekymring ikke længere er det daglige brød, kan energien bruges på at udvikle de talenter, som vi hver især besidder, kvinder og mænd.

En social konstruktion?

Delvis som modstand mod denne form for reaktionære argumenter om, at kvindeundertrykkelse er biologisk funderet og dermed naturlig, opstod en anden retning indenfor feminismen; socialkonstruktivismen. Socialkonstruktivisterne peger korrekt nok på, at der sker en social konstruktion af, hvad køn er, og at det ikke er noget på forhånd biologisk givet. Men socialkonstruktivisterne afviser ikke blot, at biologien spiller en rolle, men al materialisme overhovedet.

Ifølge socialkonstruktivisterne findes der intet materielt grundlag for kvindeundertrykkelsen. Christel Stormhøj, Lektor på Roskilde Universitet forklarer det således:

”Skellet mellem det biologiske og det sociale/kulturelle køn opløses. Kroppen eksisterer ikke som et egentligt objekt logisk eller tidsmæssigt før dens artikulation [...] det betyder at det, som almindelig kaldes det biologiske køn, betragtes som delvis konstitueret af de diskursive former og dermed som en virkning [...] Kønnet kan derfor ikke ses som baseret på [...] et fundament af materiel karakter, der er ydre i forhold til diskursen[12].” (Stormhøj, ”Videnskabsteoretiske positioner i samfundsvidenskabelig, feministisk teori”, i ”Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne”, 2003)

Mange mere venstreorienterede unge er blevet tiltrukket til denne retning, fordi den kategorisk afviser biologiargumentet, kritiserer de opstillede normer og undertrykkelsen og generelt magt. Der er lavet mange interessante socialkonstruktivistiske undersøgelser af, hvordan forestillinger om køn skabes. Men som marxister afviser vi socialkonstruktivismen som en retning, der hverken kan forklare eller ændre kvindeundertrykkelsen.

For det første må man spørge sig selv; hvad er grundlaget for denne sociale konstruktion? Til det spørgsmål får man svaret; sociale konstruktioner udvikler sig fra hinanden. Ja, men hvad var så oprindelsen til den første konstruktion, og hvorfor udviklede konstruktionerne sig i én bestemt retning og ikke en anden? Det kan socialkonstruktivisterne ikke svare på. Socialkonstruktivismen er i bund og grund en idealistisk retning. Ikke forstået som man i daglig sprog forstår idealisme, som smukke idealer, men filosofisk idealisme, hvor historien forklares som tankens, ideernes historie, og hvor folks handlinger forklares ud fra abstrakte tanker og ikke materielle behov. For den filosofiske materialisme er ideerne og tankerne også vigtige, men de spiller ikke en selvstændig rolle adskilt fra deres materielle grundlag.

Løsningerne bliver derfor lige så svævende. Hvis det er de sociale konstruktioner, normerne og sproget, der er afgørende, og den materielle virkelighed ikke eksisterer eller spiller nogen rolle, bliver løsningen at forsøge at udvide rammerne for normen, at vise at det er muligt at gøre tingene anderledes. Det resulterer i en masse (ofte gode) artikler, undersøgelser og lignende, der påviser den undertrykkende norm og alle mulige former for ”sociale eksperimenter” med forskellige familie og bo-former, som vi for eksempel så i 1970’erne. Mange af forsøgene som kollektiver havde mange gode sider, som for eksempel en fælles fordeling af huslige pligter, børnepasning osv., men at løse problemet med undertrykkelse generelt og kvindeundertrykkelse specifikt kunne de ikke, fordi de ikke tog fat om problemet rod; den materielle årsag til undertrykkelsen.

De sociale konstruktioner, ideerne, normerne, opfattelser har et materielt grundlag, som allerede Engels forklarede i ”Familien, privatejendommen og statens oprindelse”.

Marxisme og bevidsthed

At marxismen er materialistisk, betyder først og fremmest, at vi anerkender, at verden eksisterer uden for og uafhængigt af vores bevidsthed om den. Beviset er, at vi kan lave eksperimenter. Ideer, og dermed forestillinger om køn, konstruktioner og lignende kan ikke eksistere uden en materiel hjerne, der behøver en krop, der behøver mad og drikke.

Ideerne og normerne afhænger i sidste instans af den materielle basis. Marx forklarer sammenhængen på følgende måde:

“Det almindelige resultat, som jeg kom til, og som, da det først var vundet, tjente som ledetråd i mine studier, kan kort formuleres således: I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man stadig skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den. Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode ud fra dens egen bevidsthed, men må tværtimod forklare denne bevidsthed ud fra modsigelserne i det materielle liv, ud fra den forhåndenværende konflikt mellem samfundets produktivkræfter og produktionsforhold.” (Marx, Forord til kritikken af den politiske økonomi, vores fremhævning).

Det er det materielle, der bestemmer ideerne, og når det økonomiske grundlag forandres, forandres også ideerne.

Ovenstående viser tydeligt, at marxismen absolut ikke har en mekanisk opfattelse af forholdet mellem det materielle og ideerne, som mange forsøger at fremstille det som, og som en del såkaldte marxister gennem tiden reelt set også har gjort.

Marx og Engels havde aldrig en mekanisk opfattelse af forholdet mellem økonomien og ideerne. For at slå det fast med syvtommersøm, har vi medtaget følgende citat fra Engels.

”Efter materialistisk historieopfattelse er det i sidste instans bestemmende moment i historien produktionen og reproduktionen af de virkelige livsbetingelser. Mere har hverken Marx eller jeg nogensinde hævdet. Hvis nu nogen fordrejer dette til, at det økonomiske moment er det eneste bestemmende, så forvandler han denne sætning til en intetsigende, abstrakt og absurd frase. Den økonomiske stilling er basis, men overbygningens forskellige momenter - klassekampens politiske former og dens resultater - forfatninger, der udformedes af den sejrende klasse, efter at slaget var vundet, osv. - retsformer, for ikke at tale om genspejlingen af alle disse virkelige kampe i deltagernes hjerne, politiske, juridiske, filosofiske teorier, religiøse anskuelser og deres videre udvikling til et dogmesystem, udøver også indflydelse på de historiske kampes forløb og bestemmer i mange tilfælde i overvejende grad deres form. Der består en vekselvirkning mellem alle disse momenter, i hvilken den økonomiske bevægelse til sidst vinder overhånd som det nødvendige element midt i hele den uendelige mængde af tilfældigheder (dvs. ting og begivenheder, hvis indre sammenhæng er så løs eller så vanskelig at påvise, at vi kan betragte den som ikke eksisterende og ignorere den). Ellers ville det jo være nemmere at anvende teorien på en hvilken som helst historisk periode end at løse en simpel førstegrads ligning.” (Engels brev til Bloch 1890, Marx-Engels: Udvalgte skrifter, bind II, s. 488-491, Forlaget Tiden, København 1973.)

Den menneskelige bevidsthed er i virkeligheden dybt konservativ. I normale perioder i historien (som udgør langt størstedelen af tiden) halter den langt bagefter udviklingen af den materielle basis. På overfladen ser det ud til, at intet sker, at arbejderne aldrig vil gå i kamp og accepterer alle arbejdsgiverens angreb. Men man kan ikke drage konklusioner om, hvordan bevidstheden og klassekampen udvikler sig ud fra, hvordan det umiddelbart ser ud på overfladen. Det er en sådan forståelse, der får sekterikerne til at afskrive arbejderklassen som borgerliggjort. På en arbejdsplads kan der se ud til at være ro. Arbejderne finder sig tilsyneladende i alt, hvad chefen siger; de må ikke hilse på hinanden, så bliver de fyret, de skal arbejde hurtigere, møde ind et kvarter før for at skifte tøj, blive en halv time længere osv. Der sker intet. Men en dag har arbejderne fået nok, de vil ikke finde sig i mere, og de går i strejke. Ofte er det de lag, der tilsyneladende var mest tilbagestående, der kaster sig hårdest ind i kampen, som Biblen siger: ”de sidste skal blive de første”.

Bevidstheden udvikler sig ikke i en lige linje men i spring, under en kamp indhenter bevidstheden den objektive situation og bevæger sig frem med stormskridt. Det er selvfølgelig ikke en lige linje fremad. Der kommer nederlag, tilbageslag og sving til både højre og venstre. Det er marxisternes opgave ved hvert skridt, hvad enten det er en sejr eller et nederlag, at gøre hvad vi kan for at øge arbejderklassens bevidsthed om egen styrke og drage konklusionerne.

Der er et dialektisk samspil mellem de materielle strukturer og bevidstheden. Det er mennesker af kød og blod, der skaber historien og forandrer verden, men de gør det indenfor de rammer, som det materielle grundlag har opstillet. Når det materielle grundlag er omdannet, forandrer det med tiden ideerne osv.

“Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages. Den fører derfor nødvendigvis til, at den skiller samfundet i to dele, af hvilke den ene er ophøjet over samfundet. (F.eks. hos Robert Owen.) At forandringen af omstændighederne falder sammen med den menneskelige virksomhed, kan kun opfattes og forstås rationelt som revolutionerende praksis.” (Marx, Teser om Feuerbach)

Langt flertallet lærer gennem erfaring. Som marxister skal vi selvfølgelig føre en ideologisk kamp også imod kvindeundertrykkelsen og enhver fordom mod kvinder. Men selvom vi gang på gang forklarer, at vi lever i et klassesamfund, og det er nødvendigt at afskaffe den private ejendomsret, er det kun et lille mindretal, der bevidst indser dette, fordi de læser en bog eller hører en politisk tale. Det store flertal bliver først gennem kamp tvunget til at drage revolutionære konklusioner. På samme måde er det med kvindespørgsmålet.

Kvindekampen en del af klassekampen

Forskellen på feminister og marxister er, at feministerne sætter kvindespørgsmålet over eller på linje med klassespørgsmålet. Kvindeundertrykkelsen er en undertrykkelse på linje med klasseundertrykkelse, raceundertrykkelse osv. (for dem af dem, der altså anerkender, at der findes en klasseundertrykkelse, hvilket mange af dem også afviser).

Marxister derimod forklarer, at klasseundertrykkelsen er det grundlæggende. Det betyder ikke, at det ikke kan være hårdere at være en sort fattig kvinde end en mandlig hvid arbejder. Det betyder, at klasseopdelingen er den grundlæggende modsætning, som al anden undertrykkelse centrerer sig omkring. Som vi forklarede, opstod kvindeundertrykkelsen med klassesamfundets opståen. Kvindespørgsmålet kan ikke adskilles fra klassespørgsmålet.

Ligesom klassespørgsmålet ikke kan adskilles fra kvindespørgsmålet. Hvis arbejderklassen skal sejre, kan det kun ske ved at gå imod enhver splittelse. Kvindekamp og klassekamp er to sider af samme sag.

Med de mest basale lige juridiske rettigheder indført såsom stemmeret til begge køn o.l. bliver det mere og mere tydeligt, at kvindespørgsmålet er et klassespørgsmål. Borgerskabets kvinder krævede lige rettigheder til at tage den samme uddannelse som deres mænd, forsvare deres ejendom på lige vilkår med deres mænd, kort sagt få del i deres privilegier. Arbejderkvinden fik lov at dele arbejdslivets slid med deres mænd, dele sliddet i hjemmet med deres mænd, opleve kapitalismens angreb og nedslidning på lige fod med deres mænd. Vi kæmper selvfølgelig for ethvert krav om juridisk ligestilling mellem mænd og kvinder, men vi fastholder samtidig en klasselinje og forklarer, at ethvert demokratisk fremskridt ikke kan være andet end et springbræt til kampen mod kapitalismen.

På den anden side er det også klart, at kvindekampen er en uadskillelig del af klassekampen. Kapitalisterne gør hvad de kan for at splitte arbejderklassen. Kan de få en gruppe til at acceptere dårligere løn, så presser det lønnen for hele arbejderklassen. Kan de få en gruppe af arbejdere til at se ned på en anden gruppe, så splitter det den fælles kamp mod kapitalisterne.

Arbejderklassens eneste styrke er enhed på tværs af køn, race, seksualitet osv. det er derfor i hele arbejderklassens interesse, også mændenes, at bekæmpe kvindeundertrykkelsen.

Kvindespørgsmålet rejses ikke kun af venstrefløjen, men bruges også demagogisk af højrefløjen. Dansk Folkeparti har for eksempel brugt kvindespørgsmålet i en racistisk retorik mod indvandrere i Danmark, hvor de hævder, at de kæmper for kvindernes frigørelse, når de foreslår det ene mere racistiske og undertrykkende tiltag efter det andet. Kampen mod tvangsægteskaber i muslimske familier blev brugt som argument for indførslen af 24-års reglen. 24-års reglen forhindrer familiesammenføring for ægtefæller, hvis den ene er under 24 år. Derudover kan familiesammenføring kun ske, hvis ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark er større end deres samlede tilknytning til et andet land, hvis den part, der bor i Danmark, kan stille over 60.000 kr. som garanti, ikke har modtaget kontanthjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse i et år, og tjener nok til at forsørge sin ægtefælle. Sidst men ikke mindst er der krav om, at den kommende fælles bolig skal have en vis størrelse. Alt dette med begrundelse i bekæmpelse af tvangsægteskaber, som loven i øvrigt ikke har forhindret, da kvinderne blot sendes til et andet land for at blive tvangsgift, med hvem familien nu har udvalgt.

På samme måde er kvindespørgsmålet gentagne gange også blevet brugt til at legitimere den imperialistiske invasion af Afghanistan. Kapitalisterne bruger kvindespørgsmålet til at splitte arbejderklassen.

Småborgerlig feminisme

Desværre har den småborgerlige feminisme også indsneget sig i en del af arbejderbevægelsen, og trods gode intentioner har den skadelige virkninger. Mange på den danske venstrefløj har rejst krav om flere kvindelige ledere i dansk erhvervsliv. Men hvad kommer det til at betyde? Det ændrer absolut intet for det store flertal af kvinder, der ikke bliver chefer. Det gør ingen forskel, om de skal modtage 15 procent lavere løn af en kvindelig eller mandlig chef, om de skal fyres af en kvinde eller mand. Det ændrer ikke deres situation. Et argument for flere kvindelige chefer er, at det har vist sig at give positive tal på bundlinjen med kvinder i bestyrelserne – det vil i virkeligheden sige, at der bliver trukket endnu mere merværdi ud af arbejderne.

Mens kvindelige topchefer, professorer, toppolitikere får deres hjem passet af en underbetalt au pair pige, presses arbejderkvinderne til det yderste af lange arbejdstider, kortere og kortere åbningstider i daginstitutionerne osv. osv. Sådanne krav er med til at sløre klassemodsætningerne.

Igennem historien har borgerskabet på alle mulige måder forsøgt at skabe en følelse af, at ”vi står sammen” og gør noget for at løse problemerne. Den øverste top af sorte i USA får gode positioner, for at give indtryk af at problemerne løses, mens de resterende holdes nede.

Obamas valgsejr i præsidentvalget i USA skabte enorme håb om forandringer, men den har ikke betydet en forbedring af forholdene for det store flertal af sorte amerikanere.

Ligesom Hillary Clinton som udenrigsminister ikke har gjort nogen forskel for flertallet af amerikanske kvinder. Thatcher i England i firserne og Angela Merkel i Tyskland i dag kan ikke siges at være et skridt tættere på kvindens frigørelse - tværtimod.

Kvindespørgsmålet er også i arbejderbevægelsen blevet brugt til at fremme højrefløjens dagsorden. Et af argumenterne for Helle Thorning Schmidt, højrefløjens kandidat, i formandsvalget i Socialdemokratiet imod Frank Jensen var, at hun er kvinde. Det samme var tilfældet ved sidste formandsvalg i LO, hvor venstrefløjens Harald Børsting vandt over højrefløjens Tine Auervig-Huggenberger.

Kvinder i toppen af arbejderbevægelsen kan lige så godt som mænd fjerne sig fra de almindelige medlemmer og svigte deres interesser og krav. Det er ikke kønnet, der afgør, om en person bedst kan føre kampen for kvindens frigørelse, men personens politiske linje.

Derfor afviser marxister også enhver form for positiv kønsdiskriminering, som for eksempel kønsopdelte talerlister, særlige kvoter i bestyrelser, udvalg o.l. Vi afviser særlige kvoter og pladser i bestyrelser reserveret til kvinder. Sådanne tiltag bruges ofte af højrefløjen til at få deres egne folk ind imod ægte klassekæmpere. Flertallet i ledelserne må bestemmes af politiske spørgsmål, ikke køn. Vi afviser ligeledes alle forslag om kønsopdelte talerlister til møder i bevægelsen. Det er ideerne, og ikke kønnet, der er det afgørende.

Udover at disse tiltag ikke virker, og ikke får flere kvinder på for eksempel talerstolen, er de samtidig nedværdigende og paternalistiske overfor kvinder, ikke mindst dem der rent faktisk er aktive, fordi de implicit indikerer, at kvinder ikke er i stand til at fremføre egne holdninger, kæmpe for egne ideer og vinde pladser i for eksempel bestyrelser på baggrund af ideer og kvalifikationer.

Vi går imod alle disse forslag, fordi de splitter arbejderklassen op mellem mænd og kvinder. Men vi kæmper i hele arbejderbevægelsen for, at kvindespørgsmålet tages alvorligt og diskuteres blandt alle, både mænd og kvinder.

Kvindekampen i arbejderbevægelsens start

Kvinder har været en del af arbejderklassen lige siden kapitalismens start. Og omtrent siden har kvinderne deltaget i klassekampen, den første strejke i Danmark, der involverede kvinder, fandt sted i 1886, hvor 225 uorganiserede kvinder på Rubens dampvæveri nedlagde arbejdet.

I dag udgør kvinderne 49 procent af medlemmerne i LO, men det har ikke været uden problemer for kvinderne at blive organiseret. Og der eksisterer stadig problemer.

I takt med at kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet er steget, er også deres organiseringsgrad og deltagelse i klassekampen. Nedenstående er nogle korte rids af nogle vigtige kampe blandt kvindelige arbejdere og ikke mindst konklusionerne heraf.

Mange feminister afviser den fælles kamp. De hævder, at mændene i arbejderbevægelsen var og er chauvinister, og at kvinderne må organisere sig separat, hvilket har været en konstant diskussion siden 1871, hvor både Socialdemokratiet i Danmark og Dansk Kvindesamfund blev stiftet. Der er ingen tvivl om, at der eksisterede og stadig eksisterer fordomme i arbejderbevægelsen, men historien viser, at det er gennem fælles kamp, at disse fordomme kan nedbrydes.

De strejkende kvinder på Rubens dampvæveri meldte sig ind i Tekstilarbejderforbundet og fik strejkestøtte herfra, men deres strejke endte i nederlag. Fagtoppen i Tekstilarbejderforbundet fremstillede nederlaget som et udslag af den kvindelige natur, at det var fordi, kvinderne ikke kunne stå sammen, ikke havde forstået hvornår og hvordan, det var bedst at kæmpe o.l. Det er første men absolut ikke sidste gang, at fagtoppen i den danske arbejderbevægelse har tørret et nederlag blandt de strejkende af på de strejkende selv, og når det har været kvinder, givet den kvindelige natur skylden. Det skete for eksempel igen senere under plattedamernes konflikt i 1970’erne, som vi kommer tilbage til.

I arbejderbevægelsens start var mange fagforeninger lukket for kvinder, selvom kvinder udgjorde ca. 20 procent af alle industriarbejdere i slut 1890’erne. Hertil kom andre former for kvindeligt lønarbejde f.eks. tjenestepiger. I mange arbejderfamilier var kvindens indtægt af stor betydning, og for kvindelige eneforsørgere var den helt afgørende.

Men selvom kvinderne generelt også var sværere at organisere, blandt andet fordi mange arbejdede hjemmefra og derfor var fuldstændig isolerede, og i øvrigt havde nok at se til med både arbejde og familie, steg organiseringen støt. I slut 1890’erne var ca. 20 procent af de kvindelige industriarbejdere medlemmer af en fagforening, hvilket var højere end de fleste andre lande.

Socialdemokratiet gik med sit program fra 1888 ind for ”Menneskets fuldkomne frigørelse uden hensyn til køn, race eller nationalitet,” og krævede samme valgret for kvinder og mænd og samme løn for samme arbejde.

Det betød dog ikke, at der ikke var og stadig er fordomme også i arbejderbevægelsen, og at arbejderbevægelsen på en lang række områder havde en reaktionær holdning til kvindespørgsmålet. Men feministernes kritik af arbejderbevægelsens holdning til kvindespørgsmålet rammer forkert.

For arbejderbevægelsen var det helt op til 1960’erne idealet, at kvinden skulle kunne gå hjemme og manden være familiens forsørger, og arbejderbevægelsens mål blev at skaffe ham en løn, som gjorde det unødvendigt for konen at arbejde ude. At det i virkelighedens verden ikke var en stor andel af arbejderklassens kvinder, der kunne gå hjemme, var en anden sag.

I dag er det nemt nok at sige, at det var et progressivt skridt, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet, men i slutningen af 1800-tallet og frem var der ikke meget at stræbe efter på arbejdsmarkedet for arbejderklassens kvinder. Borgerskabet og middelklassens kvinder kunne stræbe efter karrierer som læger, jurister o.l., mens arbejderklassens kvinder kun kunne stræbe efter 10-15 timers hårdt nedslidende arbejde. Samtidig var der ingen offentlig børnepasning, for borgerskabets kvinder kunne det problem løses med barnepiger, men for arbejderklassens kvinder var det et alvorligt problem.

Feminister kritiserer ligeledes arbejderbevægelsen for at tilsidesætte kvindernes interesser til fordel for de faglærte mandlige arbejderes interesser, for eksempel fremhæver de diskussionen om forbud af hjemmearbejde. I arbejderbevægelsens start arbejdede mange hjemmefra som for eksempel syersker. For mange kvinder var det den eneste mulighed for at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.

Fagbevægelsen kæmpede for et forbud, fordi det splittede arbejderklassen op, og de hjemmearbejdende var dårligt organiserede.

Fra feministisk side fordømmes kampen for forbuddet og det fremhæves til at argumentere for, at kvinderne må organiseres uden om fagbevægelsen. Marxisternes svar er; arbejderbevægelsen må rejse kravet om ordentlig, forsvarlig og billig børnepasning til alle, en løn til at leve af og en menneskelig arbejdstid.

Som Marx og Engels forklarer i det kommunistiske manifest:

“Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.” (Det kommunistiske manifest)

Der er ingen vej uden om arbejderbevægelsen. Kvindespørgsmålet kan heller ikke her ses adskilt fra spørgsmålet om klassekampen. Det er ikke kun på kvindespørgsmålet, at lederne i arbejderbevægelsen ikke har en progressiv linje. Gennem historien er arbejderbevægelsen splittet på mange linjer, for eksempel er faglærte og ufaglærte blevet spillet ud mod hinanden, eller som vi så det i foråret 2008 under de offentligt ansattes overenskomststrejker. Flere forskellige grupper af offentligt ansatte, sygeplejersker, pædagoger, social- og sundhedsassistenter o.l. strejkede i flere uger, fordi de var utilfredse med den overenskomstaftale, der var blevet fremlagt. Lederne for nogle af de fagforeninger for offentligt ansatte, der ikke var i strejke, var ude i pressen og forlange, at de strejkende ikke skulle have mere end den fremlagte aftale, da deres egne medlemmer så ville blive utilfredse. Lederne for de forskellige fagforeninger, der var i strejke, bekæmpede også hinanden, hvor DSR’s top for eksempel lagde stor vægt på, at sosu-assistenterne, der også var i strejke, ikke måtte tjene lige så meget som en sygeplejerske. Strejken havde været en oplagt mulighed for at stå sammen på tværs af fag og fælles kræve højere løn til de lavtlønnede kvindefag.

Men på trods af at ledelserne i fagforeningerne bekæmpede hinanden, betød strejken også, at nogle fordomme blev brudt ned, i takt med at kvinderne som en del af arbejderklassen også blev en del af kampene. Det er gennem fælles kamp, at enhed på tværs af køn, religion o.l. kan skabes.

I 1875 var der for eksempel en arbejdskonflikt, hvor der var optræk til, at uorganiserede kvinder ville overtage de strejkende mænds arbejde, hvilket ændrede holdningen hos tobaksarbejdernes fagforening, og de indså, at de også måtte organisere kvinderne. Formanden for tobaksarbejderne udtalte efter konflikten;

”Ved et beklageligt Fejlsyn har de kvindelige og de mandlige Arbejdere hidtil stået ligesom fjendtligt overfor hinanden som Konkurrenter, men også her havde Socialismen udøvet sin velsignende Virkning, idet man gennem de socialistiske Læresætninger var nået til Erkendelse om, at alle Arbejdere er solidariske lige overfor Kapitalens Overgreb. Af denne Lære er vi også kommet til Klarhed om Kvindens Ligeberretigelse med Manden, og følgelig må den kvindelige Arbejder for det samme Arbejde betales efter samme Forhold som Manden.” (citeret i Larsen i Arbejdernes historie i Danmark, 2007 side 376)

Plattedamernes strejke i 1970’erne

Op igennem 1960’erne vokser antallet af såkaldt vilde strejker, det vil sige strejker uden for overenskomstforhandlingerne. I mange af disse strejker, også i industrien, spillede kvinderne en vigtig rolle, som i Philipsstrejken i 1954, hvor et flertal af de ansatte var kvinder.

Hele vejen op igennem 1960’erne og starten af 1970’erne rejste kvindelige arbejdere gennem kamp krav om bedre forhold, højere løn og i flere tilfælde lige løn for lige arbejde uanset køn. I 1970’erne begyndte helt nye grupper at deltage i strejkerne, primært offentligt ansatte, hvoraf langt størstedelen var kvinder. Pædagoger, sygeplejersker o.l. begyndte at bruge strejken som våben.

En af de mest kendte og vigtigste strejker blandt kvinder i 1970’erne var nok plattedamernes strejke på den kongelige porcelænsfabrik i 1972/73. Det var en strejke, der blev et referencepunkt for hele arbejderklassen, som udløste en enorm solidaritet fra resten af arbejderklassen, og som viste, at kvinder absolut er i stand til at strejke.

Omkring 150 plattedamer, dem der maler platterne på den kongelige porcelænsfabrik, brokkede sig over forringede arbejdsforhold, der betød en nedgang i akkorden. Fabrikkens ledelse gik med til at indgå en ny lønaftale, men opsagde 2 uger senere aftalen. Plattedamerne nægtede at arbejde på den gamle aftale, men ville fortsætte arbejdet efter den nye. De krævede, at fabrikken overholdt den normale varsel på 2 måneder for opsigelse af en lokalaftale. På den baggrund sendte fabrikkens ledelse dem hjem med påstanden om, at de strejkede.

Plattedamerne mødte op på fabrikken hver dag og krævede at arbejde efter den nye aftale.

Sagen blev taget op i arbejdsretten, hvor plattedamerne fik medhold i, at fabrikken havde opsagt lokalaftalen ulovligt. Arbejdsretten idømte fabrikken en bod på 20.000 kr. for brud på overenskomsten, men samtidig idømte den plattedamerne en bod på 72.000 kr. for at have nedlagt arbejdet ulovligt. Et klokkeklart eksempel på arbejdsrettens klassekarakter.

Under strejken lærte plattedamerne, der tidligere ikke havde troet, at de kunne ændre noget, utrolig meget, og plattedamerne fik vist sig selv og resten af arbejderklassen, at kvinder sagtens kan strejke og i mange tilfælde gå forrest i klassekampen. Plattedamerne mødtes hver dag, hvor de diskuterede strejken, og mange af kvinderne, der tidligere ikke turde sige noget i større forsamlinger, begyndte at deltage i diskussionerne. Plattedamerne organiserede også rundtur til de arbejdspladser, hvor det var muligt, og fortalte om deres strejke. Ude på arbejdspladserne fik de enorm opbakning både moralsk og finansielt. I alt blev der samlet 352.311 kr. ind, hvilket på det tidspunkt var virkelig mange penge, og dommen i arbejdsretten førte til spontane indsamlinger landet over, der samlede yderligere 60.000 kr. ind.

Fagforeningen og LO kørte forhandlingerne i arbejdsretten fuldstændig uden om plattedamerne og behandlede i det hele taget kvinderne utrolig arrogant. Da plattedamerne spurgte, hvad en faglig voldgift var, fik de svaret fra deres tillidsmænd, at det er ”et lokale med et bord og to stole. [...] selvom vi forklarede jer det, ville I alligevel aldrig forstå det.” (Thygesen, Erfaringer fra en arbejdskamp, 1974)

LO’s formand Thomas Nielsen udtalte til pressen, at det var plattedamernes egen skyld, at de havde fået sådan en stor bod, og at de var ”tåbelige, stædige og stupide” (Plattepigernes kamp, 1974). Den store opbakning fra arbejdspladserne viste, at selv om ledelsen i fagbevægelsen behandlede plattedamerne arrogant, var det absolut ikke tilfældet med fagbevægelsens medlemmer.

Når feministerne anklager fagbevægelsen for at være mandsdomineret, glemmer de, at der er kæmpe forskel på top og bund. Toppen opfører sig generelt arrogant overfor medlemmerne uanset deres køn, men mest overfor marginaliserede grupper. Opgaven er at skabe enhed blandt medlemmerne mod denne opsplitning af arbejderklassen og på den måde presse toppen, i stedet for at være med til at øge opsplitningen.

Strejken havde som sådan intet med kvindespørgsmålet at gøre, men undervejs rejste den også spørgsmål af den karakter for de involverede kvinder.

En af plattedamerne forklarer hvordan det blandt andet skete:

”Vi har vel hele tiden haft det i os, at de ikke skulle have lov til at knokle os ned, selv om vi kun er piger – men det er først indenfor det sidste års tid, vi er blevet os rigtig bevidste. Ikke i første række som kvinder, men som mennesker. Tidligere var det helt utænkeligt, at kvinderne kunne sætte sig ned og gå i konflikt, men det er det altså ikke mere. Vi har fået at vide mange steder fra, at de ikke havde ventet, at en decideret kvindegruppe kunne holde ud så længe uden at blive uvenner indbyrdes. Det er den dér gammeldags opfattelse, mænd har af piger. Men der er det rigtige i det, at det formodentlig har været et større problem for mange af pigerne end det ville være for en tilsvarende gruppe mænd. Der er mange enlige mødre – og i det hele taget mange, der hænger på en masse. (Thygesen, Erfaringer fra en arbejdskamp, 1974 side 66)

Mange af kvinderne oplevede, at konflikten foregik på tre fronter; arbejdsgiverne, fagforeningen og hjemmefronten. For de enlige mødre var det naturligvis hårdt at være i konflikt, men også mange af dem med mænd havde det svært, hvor deres mænd hverken forstod hvad strejken skulle til for og beklagede sig over at blive forsømte. For flere af plattedamerne endte konflikten i en skilsmisse. En arbejdskamp har ofte omfattende konsekvenser, også personlige, for de involverede, og skilsmisser er for eksempel ikke sjældne.

Det er absolut ikke enestående, at når kvinder går i strejke, opnår de en helt anden opfattelse af sig selv, som flere af plattedamerne selv beskrev det, ”var de vågnet op”, og det ændrer også forholdene i hjemmet. Flere af kvinderne blev efterfølgende aktive i fagforeningen.

Men en enkelt strejke løser ikke i sig selv problemerne, en generel kamp mod kapitalismen er nødvendig, før mennesket virkelig kan blive frit. Følgende kommentar fra en af plattedamerne efter konflikten viser godt hvorfor:

“Nu skulle vi i arbejde. Det var mærkeligt. Jeg var fyldt med glæde, men samtidig gjorde det ondt. Jeg skulle arbejde på akkord igen. Jeg skulle ikke tænke, ikke tale, ikke handle. Jeg kunne ikke. Jeg kiggede på mine kammerater. Havde de det lige så svært? Det kunne da ikke være rigtigt, at vi igen skulle til at være produktive maskiner, uden nogen mulighed for at diskutere og finde rede i alt det, vi havde været igennem.” (Thygesen, 1974:79f)

Kampen for ligeløn

Ligelønnen blev indført i overenskomsterne på det private område i 1973 efter flere års hårdt pres fra kvindelige arbejdere i strejke bl.a. de kvindelige kranførere på værfterne og en fælles kampagne fra faglige kvinder og bl.a. rødstrømperne. Kvindeligt arbejderforbund i Danmark, KAD [13] havde i mange år rejst kravet om ligeløn, som de i 1945 vedtog som overenskomstkrav, og op igennem 1960’erne satte flere fagforeninger ligelønnen på dagsordenen.

Mere generelt i samfundet var der en større opmærksomhed på kvindespørgsmålet som led i den generelle radikalisering. Unge, især middelklassekvinder, begyndte at rejse kvindespørgsmålet og dannede forskellige grupper, der mere samlet blev kendt som rødstrømpebevægelsen. Rødstrømperne rejste fra starten kravet om ligeløn. Samme dag som rødstrømpernes første og senere så berømte aktion med BH-afbrænding på Strøget tog de ud på Tuborg og uddelte løbesedler med krav om ligeløn.

Rødstrømperne fik sat fokus på kravet, men det var først, da kravet blev taget op i arbejderbevægelsen af arbejderkvinderne fra fagforeningerne, at det blev muligt at gennemføre. I 1971 startede der en gruppe for ligeløn, hvor der deltog fagligt aktive kvinder fra bl.a. KAD’s afd. 5 (industrien), rødstrømperne og muligvis fra andre grupper. Det var ikke KAD som forbund, der som sådan var involveret, men venstrefløjen i fagforeningen. Gruppen arrangerede en demonstration for ligeløn og uddelte 13.000 løbesedler på de store arbejdspladser i København og fik involveret kvinder fra flere af de større arbejdspladser i organiseringen. Demonstrationen blev afholdt 8. februar 1971, og der deltog flere tusinde, og bl.a. kvinderne på Tuborg nedlagde arbejdet.

Demonstrationen og generelt et stigende antal ulovlige strejker såsom plattedamernes strejke, satte ledelsen i fagbevægelsen under pres, og KADs formand truede efter overenskomstforhandlingerne i 1971 med, at hvis ikke ligelønnen blev indført i 1973, ville de kvindelige arbejdere gå i strejke. Diskussionen om ligestilling begyndte også at brede sig ind i Socialdemokratiet, og i 1976 blev ligeløn indført som lov. Kampen for ligeløn blev succesfuld, fordi der blev mobiliseret blandt arbejderbevægelsens medlemmer, og der derigennem blev lagt et pres på toppen. Rødstrømperne fik rejst nogle vigtige debatter, og mange af rødstrømperne spillede en vigtig rolle også i arbejderbevægelsen.

Rødstrømpebevægelsen fortsatte dog ad de feministiske spor med en separat organisering af kvinderne og fokus på ”rene” kvindespørgsmål. Arbejderbevægelsen og til dels venstrefløjen blev afskrevet som usolidarisk og fyldt med fordomme. Det var nok til dels korrekt, at der var mange fordomme, som det for eksempel var tydeligt med LO formand Thomas Larsen, men historien har vist, at der ikke er nogen vej frem i separate grupper udenfor arbejderbevægelsen. Aktioner, uanset hvor spektakulære de er, og hvor stor pressedækning de får, kan ikke løse nogen problemer. Kampen må tages op i arbejderbevægelsen, i fagforeningerne og i arbejderpartierne.

Efterfølgende har vi set, at lønforskellen mellem mænd og kvinder ikke har flyttet sig en tøddel. Vedtagelsen af ligelønnen afslørede i virkeligheden blot, at problemet er langt dybere rodfæstet og ikke kan løses gennem love og vedtagelser.

Det ser ud til at ligelønnen igen kan blive et spørgsmål i overenskomstforhandlingerne til foråret 2010, da flere fra fagbevægelsens ledelse har foreslået det som et hovedkrav. Det er absolut et positivt skridt, men de største problemer for arbejderklassen lige nu er arbejdsløsheden, der eksploderer, og at arbejdsgiverne alle steder bruger truslen om fyring til at presse løn og arbejdsforhold. Der er en stor fare for, at kravet om ligeløn vil blive brugt af arbejdsgiverne til at kræve som minimum et lønstop og måske endda lønnedgang for de mandlige arbejdere. Det må vi ikke acceptere! Det vil være med til at splitte arbejderklassen. Vi må kræve, at arbejdsgiverne med det samme retter op på at gennemføre, hvad der blev vedtaget i overenskomsterne og ved lov for mere end 30 år siden, nemlig lige løn for lige arbejde!

Offentligt ansatte i strejkeopsving

Som sagt begyndte de offentlig ansatte, hvoraf langt størstedelen er kvinder, at strejke på lige fod med resten af arbejderklassen i 1970’erne i strejkeopsvinget.

Det danske arbejdsmarked er utrolig kønsopdelt. Kvinder udgør for eksempel 75 procent af de ansatte i kommunerne, og mænd omkring 66 procent af de privatansatte.(www.lige.dk) Forholdene for kvinder er derfor tæt forbundet med forholdene for offentlig ansatte. Op gennem både firserne og halvfemserne var der blevet skåret kraftigt ned i det offentlige, tjenestemandsansættelser blev afskaffet, der blev privatiseret, og generelt blev de offentligt ansattes arbejdsforhold angrebet. Antallet af børn pr pædagog eller lærer, gamle pr hjemmehjælper osv. steg.

Denne politik fortsatte med den borgerlige regering fra 2001 og frem. Men fra omkring årtusindeskiftet gik klassekampen ind i en ny periode, protesterne begyndte at tage til i styrke. Den borgerlige regering gennemførte især nedskæringerne gennem kommunerne, og i flere år førte det til store bevægelser. I efteråret 2006 strejkede blandt andet pædagoger i en lang række kommuner. Pædagogerne i Århus var i front i en 4 uger lang vild strejke, og i sommeren 2007 begyndte en helt ny gruppe, social- og sundhedsassistenterne, at strejke for bedre løn.

På halvandet år fra foråret 2006 og frem blev der afholdt 3 demonstrationer med mere en 100.000 deltagere imod nedskæringer på velfærden.

Det var ikke kampviljen eller modet, der manglede hos disse kvinder og mænd, men ledelse. De offentligt ansattes fagforeninger ville ikke støtte strejkerne og samlede ikke kampene på tværs af kommunerne, så strejkerne led nederlag, og nedskæringerne fortsatte.

I foråret 2008 var der overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte, hvilket endte i mange ugers strejke for sygeplejersker, pædagoger og sosu-assistenter. Kravet var ”ligeløn” og ”mandeløn til kvindefag”. Men det var uklart, hvad det betød. Men som forklaret ovenfor bekæmpede ledelserne for de forskellige fagforeninger hinanden, både dem i strejke og dem der ikke var i strejke, i stedet for at samle kampene.

Et grafisk billede var, at der på samme tidspunkt samme dag var én demonstration for sygeplejerskerne på Rådhuspladsen og én demonstration for pædagogerne på Christiansborg. Endnu engang var ledelserne for fagforeningerne med til at spille en del af arbejderklassen ud mod en anden. Samtidig med at sygeplejerskernes fagforening DSR rejste kravet om ligeløn, gjorde de det også meget klart, at ligelønnen gjaldt mere for sygeplejerskerne end for sosu-assistenterne.

Ligesom for plattedamerne betød strejken en kæmpe omvæltning for de involverede kvinder. Sygeplejersker strejkede for første gang i 1973 og sagde selv dengang, at de gjorde op med kaldstanken og Florence Nightingale, noget de strejkende gentog under strejken i 2008; nu var det slut med at være ”pæne piger”.

Strejken endte reelt i et lille nederlag, med en minimal lønstigning. Ikke på grund af de strejkende men på grund af ledelsen for de fagforeninger, der var i strejke. Fagtoppen involverede ikke de strejkende i beslutningerne, fordi det ville betyde, at de mistede kontrollen med strejken, og ligeså samlede de ikke kampene, fordi de var bange for at miste indflydelse, og fordi de ikke så kampen som en fælles kamp, men en kamp om at få mest muligt af de samme penge i stats- og kommunekasserne. Strejken burde have været spredt til andre grupper, ikke mindst de privatansatte, men det kunne have betydet, at strejken røg fuldstændig ud af fagtoppens kontrol, og der kunne være opstået en situation som under generalstrejken i Danmark i 1985.

For det første viser det tydeligt, at det ikke er fagtoppens køn, der afgør, om de vil gå forrest i kampen, da ledelsen for DSR består af 90 procent kvinder, og den ikke spillede en bedre rolle i at sikre en sejr i strejken, end de andre fagforeningsledelser.

Under strejken blev også et andet problem for de offentligt ansatte, og dermed en stor gruppe af arbejderklassens kvinder tydeligt.

I realiteten er det politikerne, der er arbejdsgiverne, men samtidig fralægger politikerne sig et reelt ansvar, med henvisning til at faglige kampe og det politiske i Danmark er adskilt. Men sagen er, at det ikke kan adskilles og slet ikke for de offentligt ansatte. Kampen for højere løn, bedre forhold for de offentligt ansatte og ikke mindst ligeløn er i høj grad et politisk spørgsmål og kan ikke kun løses ad faglig vej.

Arbejderbevægelsen ledelse, både for fagforeningerne og arbejderpartierne, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, burde samlet have fremlagt krav om en lønstigning svarende til løngabet for alle offentligt ansatte. På den måde kunne de have vist et klart alternativ til den borgerlige regerings politik.

Et andet problem for de offentligt ansatte er, at de reelt ikke har samme magt at sætte bag ordene som arbejdere i den private sektor. En strejkes formål er at ramme arbejdsgiverne på pengepungen, men når offentligt ansatte strejker, rammer det ikke nogen pengepunge, tværtimod rammer det ofte børn, gamle og syge. For at afhjælpe det problem laver for eksempel sygeplejerskerne altid nødberedskab, når de strejker. Så selvom alle sygeplejersker officielt var i strejke under overenskomststrejken i 2008, var der på mange afdelinger flere sygeplejersker på arbejde end til dagligt, fordi nødberedskabet viste sig større end hverdagen – hvilket også viser de fuldstændig afsindige arbejdsforhold. De offentligt ansatte kan ikke vinde kampen alene. De må appellere til og involvere arbejderne i den private sektor, som jo i allerhøjeste grad også har en interesse i en ordentlig velfærd.

Skellet mellem de offentlig ansatte og privatansatte arbejdere må ophæves. Tidligere forhandlede de offentligt og privatansatte overenskomster samtidig, og for eksempel spillede pædagogernes krav om en 35 timers arbejdsuge en vigtig rolle i generalstrejken i 1985. Efterfølgende er de offentligt og privatansatte blevet splittet op, så de forhandles forskellige år. Det var præcis for at genvinde kontrollen at LO’s ledelse besluttede at indføre dette kunstige skel, der blev brudt ned i 1985, da kampen udviklede sig til et kraftigt pres for enhed i arbejderklassen. Vi må kræve, at enhver splittelse ophæves både i organisationerne og i forhandlinger om løn og arbejdsvilkår.

Fremad til kvindens frigørelse!

Kvinder har til alle tider spillet en vigtig rolle i historien også i en række revolutioner lige fra kristendommens og Islams begyndelse til den franske revolution.

Den russiske revolution startede med, at russiske kvinder krævede brød og fred på arbejderkvindernes internationale kampdag.

Selvom mange af dem, der har deltaget i de seneste års strejker, er blevet desillusionerede, og den økonomiske krise generelt har medført et kollaps i antallet af strejker, betyder det ikke, at der ikke foregår noget under overfladen. For hver kamp lærer arbejderklassen, uanset om det er sejre eller nederlag.

Den nuværende stilstand er kun midlertidig, under overfladen drages der konklusioner. En af konklusionerne er, at kampen nu må gøres politisk, og et af resultaterne af de offentligt ansattes strejker har været en kæmpe vækst i antallet af medlemmer og stemmer til SF.

Arbejderklassen tvinges i kamp gang på gang, og de vil kræve en ledelse, der går forrest i kampen for deres interesser. En kamp for at ændre samfundet grundlæggende og skabe et socialistisk samfund. Nu er grundlaget skabt for at fuld frigørelse af kvinden og fjernelse af al undertrykkelse. Kvindekampen er en del af arbejderklassens kamp for befrielse.

Det er op til de nulevende generationer at skabe et samfund med ægte socialisme, hvor frigørelse af kvinden og hele menneskeheden er mulig. Op gennem historien har de kvindelige arbejdere vist deres mod og kampvilje og spillet en afgørende rolle i kampen for et socialistisk samfund. Et samfund hvor vi med Engels ord går fra ”nødvendigheden rige ind i frihedens rige.”

Noter

1: 8.marts: Kvindernes internationale kampdag, af Anette Eklund Hansen, Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv 2001.
2: ”90-årsdagen – ‘ikke det samme som sidste år, James’” af Lene Kjeldsen, www.kvinfo.dk
3: Udenrigsministeriets hjemmeside: www.kvinder.um.dk
4: Se world food programmes hjemmeside: www.wfp.dk
5: www.lige.dk
6: Ibid.
7: Samtidig et endegyldigt modbevis mod de, der påstår, at kvinder af natur er monogame, mens mænd ikke er i stand til at praktisere monogami.
8: I amter og kommuner udgør kvinder omkring 75 procent af de ansatte, mens mænd til gengæld udgør omkring 66 procent af de privatansatte. I staten udgør mænd 58 procent af de ansatte. Der er langt flere ansatte i kommuner og regioner end staten. Se www.lige.dk.
9: Christensen m.fl. 2006, Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000, s. 252
10: Hjernens udvikling er et emne, der lægger ud over denne artikels emne. Hjerneforskning kan både bruges progressivt til at opnå større viden om hjernens udvikling og forklare, at menneskets hjerne ikke er givet en gang for alle ved fødslen. På den anden side kan det føre til reaktionære konklusioner. Da Ann-Elisabeth Knudsen absolut ikke er socialist, bliver en af hendes konklusioner, at eftersom drenge og pigers hjerner er påvirket forskelligt (og vist også ifølge hende er forskellige), så kan det være en løsning at opdele drenge og pigers læseundervisning i folkeskolen. Det er konsekvensen af at holde sig indenfor kapitalismens rammer; i stedet for at ændre problemets grundlag, tager hun fat i symptombehandling og er dermed med til at forstærke forskellene.
11: Julekatalog til børn vækker vrede, dr.dk 02.12.09
12: Diskurs defineres af Stormhøj således; ”Én definition af diskursbegrebet er der ikke enighed om. Diskurs henviser i bred forstand til en afgrænset horisont af mening og handling samt sproget som den aktivitet, der skaber betydning og mening.”
13: KAD blev for nogle år siden lagt sammen med SiD, og fik fællesnavnet 3F. Mange så det som et nederlag for kvinderne. Vi mener, det var positivt, at de to blev sammenlagt, fordi enhed er den eneste vej frem. Men det kræver en kamp indeni 3F for en politik, der forsvarer arbejderkvindernes interesser og går forrest i kampen for hele arbejderklassens kamp.