Søndag den 22. marts blev en ny milepæl i kampen mod besparelser og nedskæringer i Spanien. Hundredetusinder, formentlig over en million, demonstrerede i Madrid lørdag den 22. i den sidste etape af March for Værdighed [Marchas de la Dignidad 22M], som har vandret fra hele landet til hovedstaden over de sidste par uger. Deres krav om ”Brød, Arbejde og Boliger” kan ikke blive tilfredsstillet indenfor kapitalismens grænser.
De seks kolonner af March for Værdighed havde vandret hundrede af kilometer, fra de fjerneste egne af landet og spredt budskabet i de landsbyer og storbyer de kom igennem. Mindst 1.000 busser var blevet lejet til at transportere folk på dagen, nogen rejsende om natten, mens andre måtte stå op om natten for at tilslutte sig marchen i Madrid. Politiet opsatte kontrolposter og stoppede hundrede af disse busser, kropsvisiterede passagererne og forsinkede deres ankomst. Den aktivistiske fagforeningsleder Morala fra den asturiske fagforening CSI, fik endda sin sandwich visiteret!
Ved deres ankomst til de industrielle byer omkring Madrid om fredagen den 21. marts, blev de seks kolonner modtaget af tusinder af arbejdere, kvinder, unge, de arbejdsløse, lokale aktivister og grupper af arbejdere i faglig kamp. Den følgende morgen, efter at have fået morgenmad af deres værter, begav de sig på vej for at tilbagelægge sidste ben af deres rejse og mødes med deres meddemonstranter i Atocha, Madrid. Scenerne var bevægende. Som de forskellige grupper af aktivister mødte hinanden, var der omfavnelse, tårer og glad sang af kampsange
Den sydlige kolonne (den største der kom fra Andalusien) havde overnattet i Parla og gik så igennem Getafe, for at ankomme i Madrid med titusinder i sine rækker. En af de mest imponerede karakteristika ved March for Værdighed, var følelsen af enhed, på tværs af nationale og sproglige barrierer. De grønne og hvide flag fra Andalusien blandede sig med det asturiske gule kors over blåt, Cataloniens gul- og rødstribede flag og mange andre. I dyb kontrast til den vederstyggelige spansk-chauvinistiske kampagne som Rajoy-regeringen og de kapitalistiske medier fører, adresserede talerne demonstrationerne på både catalansk, baskisk og galicisk, til tordnende klapsalver.
Bevægelsen har tydeligvis bevæget sig væk fra de første anti-politiske fordomme, som man så under 15M Indignados-bevægelsen, som March for Værdighed udspringer fra. Der var en bemærkelsesværdig tilstedeværelse fra den organiserede venstrefløj, særlig Forenet Venstre (IU), Kommunistpartiet og Kommunistisk Ungdom, og tilstedeværelsen af republikanske flag, de røde kommunistiske faner og de anarko-syndikalistiske sort-røde flag blev velkommet og fejret. Hele sektioner af demonstrationen sang den traditionelle kampsang for minearbejderne ”Santa Barbara”, så vel som ”Internationale” og ”A las barricadas”.
Det var en gigantisk demonstration som fuldstændig fyldte otte spor i hele de 2,5 km som adskiller Atocha fra Colon og som forhindrede titusinder i rent faktisk at bevæge sig. Dette er hvordan en kammerat fra Lucha de Clases [den spanske sektion af IMT] beskrev det: ”Colon-pladsen var allerede fuldstændig fyldt. Arrangørerne bad demonstranterne om at marchere videre, mod La Castellana og Genova, for at skabe plads til den flodbølge af mennesker der stadig ankom. Tusinder og tusinder fulgte rådet, hurtigt og på disciplineret vis. Det var vanskeligt at gå, vi blev presset mod hinanden, og hvert skridt tog flere sekunder. Titusinder gik hjem endnu inden den afsluttende demonstration var begyndt. Togene var helt fyldte, men stadig fyldte menneskemængden vejene på hele demonstrationens rute.”
Det er interessant, at marchen hverken var indkaldt eller støttet af nogen af lederne af de to hovedforbund CCOO og UGT, ej heller af det officielle ”oppositions” parti, det ”socialistiske” PSOE.
Initiativet var taget af Andalusiske Arbejderes Fagforening (SAT), ledt af de historiske ledere af landarbejderne Diego Cañamero og Sanchez Gordillo, som i aktivisters øjne, over hele landet, er symboler på aktivistisk fagforeningspolitik og direkte aktion. Deres appel var blevet taget op af hundrede af organisationer, venstrefløjspartiet og lokale anti-nedskærings platforme. Det var tydeligt at Forenet Venstre (IU) og Kommunistpartiet havde kastet deres vægt bag bevægelsen. Det var en virkelig bred front af alle de der har været involveret i hver eneste kamp mod den kapitalistiske krise, de sidste par år: arbejderne på Coca-cola og Panrico der er i ubegrænset strejke, aktivisterne fra Anti-udsætnings Platformen (PAH), Madrids Hvide Bølge mod privatisering af sundhed, de sejrrige Gamonal nabolagsaktivister, de asturiske og leonesiske minearbejdere, kampagneaktivister fra Den Grønne Bølge mod besparelser på uddannelserne og Madrids brandmænd som var demonstrationsvagter for dem alle.
Hvilken kontrast til lederne af CCOO og UGT, Toxo og Mendez, som tre dage inden marchen mødtes med præsident Rajoy og arbejdsgiverne og tog gruppebilleder og satte deres underskrifter på en skandaløs udtalelse om forhandling og socialt partnerskab! Som brandmændenes Madrid-afdelingen af CCOO sagde i en offentlig meddelelse: ”De der er på billedet repræsenterer os ikke”. Flere føderationer og regioner af CCOO og dusinvis af lokalafdelinger, brød ledelsens officielle tavshed og gik åbent ud og støttede March for Værdighed. CCOO bannere og flag var til stede i stort tal.
En anden signifikant karakteristika ved denne enorme demonstration, var dens tydelige arbejderklassekarakter. ”Viva la lucha de la clase obrera” (længe leve arbejderklassens kamp) var et udbredt kampråb. Faktisk var demonstrationen den 22. marts det koncentrerede resultat af hele bevægelsens erfaringer i de store kampe fra 2011-13, og derfor var den også på et højere niveau.
Demonstrationens massive karakter er endnu mere slående, hvis man tager med i betragtning, at den blev mødt af en fuldstændig boycott fra medierne, som fuldstændig ignorerede den, helt indtil sidste minut. Det viser, at der er en dyb strøm af anti-kapitalistisk vrede, som endnu ikke har fundet et klart politisk udtryk, men som kommer til syne, når den finder en kanal.
Som om det ikke kunne være anderledes, blev afslutningen af demonstrationen mødt af brutale angreb fra politiet på de fredelige demonstranter. Allerede inden udløb af den officielt tildelte tid, instruerede politiet tusinder af mennesker i Recoletos om at opløse demonstrationen, men uden at vente yderligere, gik de til angreb. Den herskende klasse kunne ikke tillade den enorme mængde, der krævede brød, arbejde og boliger, at være hovedoverskrift for 21-nyhederne, så de fremprovokerede uroligheder. Der er ingen tvivl om, at der var maskerede politiprovokatører i mængden, men det er også sandt, at der var en spontan reaktion fra en del af mængden som ønskede at kæmpe tilbage, og som en kort overgang lykkedes i at trænge uropolitiet tilbage.
Dagen derpå underdrev de kapitalistiske medier som sædvanligt antallet af deltagere i marchen og overdrev de voldelige episoder i slutningen. Deres problem er, at de er kraftigt miskrediterede, og på samme måde som hele bevægelsen var organiseret på en baggrund af fuldstændig tavshed fra medierne, vil deres løgne nu have lille effekt.
Spørgsmålet der nu trænger sig på er ”hvad nu?” Kammeraterne fra Lucha de Clases har argumenteret for, at de platforme der stod for organiseringen, indkaldelse og koordinering af bevægelsen, bør blive permanente og virke som enhedsfrontorganer, der kan organisere kampen mod nedskæringer og besparelser.
Hovedpointen er her, at selv de helt basale krav der blev rejst, og som nyder støtte fra det overvældende flertal (Brød, Arbejde og Boliger), ikke for alvor kan blive opfyldt indenfor det kriseramte kapitalistiske systems grænser. Der er behov for et alternativ til systemet selv. Som SAT lederen Diego Cañamero sagde det ved den afsluttende demonstration: ”demokratiet og økonomien må være i folkets hænder!” (se video HER )