Allerede før Obama er indsat på præsidentposten kan vi drage visse konklusioner om hvilken administration, vi kan forvente fra Obama, baseret på hans valg af kabinet. Barack Obama blev valgt på løftet om ”forandring”. Socialist Appeal (IMT i USA, red.) har forklaret at det ikke er andet end et tomt kar som ærlige støtter har fyldt med deres eget indhold, med hvad de ønsker at se i ham. Nu begynder der at tegne sig et konkret billede af, hvad vi kan forvente. Repræsenterer nogen af de folk, han har udpeget til sin regering, noget der seriøst kan kaldes ”forandring”?
De fleste folk forstår, at Hillary Clinton som udenrigsminister ikke repræsenterer forandring. Men hvad med de andre, mindre kendte, valg? Bill Richardson blev til at starte med valgt til handelsminister, der som The Economist pointerer, er ”et lavt-profileret job der ofte gives til præsidentens gamle, ubetydelige venner.” En profeti der blev opfyldt, eftersom den ubetydelige Richardson allerede har måttet træde tilbage før han overhovedet nåede at sætte sig i kontoret, under beskyldning for korruption i sin hjemstat New Mexico.
Privatskoler
Arne Duncan, leder af Chicagos offentlige skoler, vil blive den nye undervisningsminister. Obama har lovet sit overklasse-bagland, at Duncan ikke vil modstille tilskud til skolegang med ”status quo”, og garanterer dermed at offentlige penge fortsat vil strømme til Charter-skolerne (privatskoler, der drives for offentlige midler, red.), måske vil tilskuddet endda øges. Det er hvad Obama kalder ”ikke at være forbundet til en bestemt ideologi.” Ingen af disse valg repræsenterer et fundamentalt (eller blot en kosmetisk) brud med den overklasse-politik der var hos regeringen, som gik forud for Obamas.
Hvad med miljøet?
Tingene ser ikke bedre ud når vi ser på miljøstrategien fra Obamas team. John Kerry, der uofficielt repræsenterede den kommende administration ved et nyligt afholdte FN klimatopmøde i Polen, udtalte, at USA kun ville underskrive den nye traktat, hvis Kina og andre fattigere lande gjorde det samme. Det er praktisk talt et standpunkt, der er identisk med Bush administrationens. Det er blot en undskyldning for at opretholde business as usual i en periode hvor ren energi viger fra det politiske landskab. Som oliepriserne falder, forsvinder den private sektors incitamenter til at udvikle renere alternativer, da borgerlige cost-benefit analyser hellere tager hensyn til de kommende kvartalsregnskaber snarere end fremtidige generationer.
Minister for landbrugs-baroner
Ind kommer Tom Vilsack, Obamas valg til minister for landbrug, som Washington Post korrekt omtaler som en ”stærk fortaler for ethanol.” Vilsacks hjemstat Iowa er den største modtager af landbrugsstøtte og en førende producent af biobrændsel, en ekstremt ineffektiv form for brændstof der fører til mere sult end renere luft. Des Moines Register online pointerer at Vilsack vil blive ”en landbrugsminister der sympatiserer med de store landsbrugsvirksomheder. der dominerer Iowa og en tilhænger af biobrændstof og landsbrugsmæssig bioteknologi…. Med andre ord Vilsack ser ikke ud til at ændre det amerikanske landbrugsministerium i en radikalt ny retning, som mange af Obamas liberale tilhængere havde håbet.”
Så hvad tilbyder Obama reelt? mere af det samme, da han placerer de fire største ministerier med et budget på mere end 100 milliarder dollars i hænderne hos det såkaldte ”centristiske” kartel for landbrugets virksomhedsinteresser. Landbruget i USA er hovedsageligt koncentreret i nogle få velhavende hænder. To procent af landbrugene producerer 50 procent af alle landbrugets produkter; 98 procent af fjerkræsproduktionen kontrolleres af blot fire selskaber. Vilsacks fortid viser at det præcis er disse folk han repræsenterer.
Brug for ægte forandring - en socialistisk forandring
I en rationel økonomi, som er organiseret demokratisk, ville majs og andre produkter kunne bruge stil at brødføde planeten. I dag støttes kæmpe landbrugsfirmaer med føderale skattedollars for en fuldstændig irrationel brug af landbrugsjord, ofte for ikke at producere noget som helst, mens millioner sulter i USA og i resten af verden. De sulter ikke fordi der ikke er mad, men fordi kapitalismen er ude af stand til at sælge den rigelige mad, der produceres for profit. Dette er den ”status quo” som Obama og Vilsack forsvarer.
Er dette den ”forandring” millioner har stemt for? Enhver politik der ikke beskæftiger sig med koncentrationen af selskabernes magt kan ikke løse de problemer, menneskeheden står overfor. Det betyder, at den eneste løsning er nationalisering af landbrugsgiganterne, at sætte dem under demokratisk arbejderkontrol, og dermed sikre at moderne industrielle landbrugsmetoder bruges til at brødføde menneskeheden frem for at fore Farm bureauets lommer. Landbrug og fødevarepolitikken generelt bør planlægges rationelt som en del af en general plan for produktionen for hele økonomien, i harmoni med miljøet. Det er den forandring, vi virkelig behøver.
Source: Socialistisk Standpunkt