”Nok er nok! Vi er de 99%!” det er den følelse der udtrykkes af de modige unge, der nu besætter Frihedspladsen i New York City, bare et par meter fra Wall Street. Der er en ophobede følelse hos millioner – nej – milliarder af mennesker over hele verden. Nu er det nok med arbejdsløshed! Nu er det nok med krig! Nu er det nok med fattigdom! Nu er det nok med diskriminering!
Vi lever i den rigeste og mest produktive æra i menneskehedens historie. Men kapitalismens absurde, irrationelle og umenneskelige begrænsninger betyder, at der ikke er nok arbejdspladser, boliger eller mad til alle i en verden, hvor der egentlig er mere end nok til alle. Det har altid været den barske virkelighed for hundreder af millioner over hele kloden. Men nu er det også blevet virkelighed i verdens epicenter for kapitalistisk grådighed, spekulation og ligegyldighed overfor menneskelig lidelse: Wall Street.
Og det spreder sig. Besættelser har spredt sig til byer over hele landet og over hele verden, inspireret af hinandens heroiske modstand mod nedskæringer, spareplaner og lidelse, der påtvinges os alle. Det er begyndelsen på en ny opvågnen, en ny bevidsthed og vigtigst en ny lyst til at handle, til rent faktisk at gøre noget. Tusinder af unge, der tidligere blev hånet som apatiske og upolitiske, har nu antændt millioners fantasi.
Ikke siden antiglobaliseringsbevægelsen i 1999 og 2000 har vi set sådan en sådan samling af sideløbende kampe. 11.september, the Patriot Act, et årti med krige og oprigtige illusioner til Demokraterne, drev mere eller mindre vreden og utilfredsheden under jorden. Nu kommer den tilbage som en hævn på et endnu højere niveau. Nu er ”globaliseringen” ikke længere den abstrakte fjende. Fjenden er tydeligere end nogen sinde: virksomhedernes dominans over økonomien og politik. Flere og flere begynder at forstå, at roden til alle disse onder er det samme: kapitalismen.
Kapitalismen er et system, der forsvarer den kapitalistiske klasses interesser. Eftersom mindre end 1% af befolkningen rent faktisk er kapitalister, er det et system, der opererer imod de andre 99%’s interesser. Det følger, at hvis vi begrænser os selv til at finde løsninger på krisen indenfor kapitalismens grænser, begrænser vi os selv til at finde løsninger, der kun virkelig kan komme den øverste 1% til gode. Vi har brug for en anden tilgang. Vi må se ud over det nuværende systems snævre horisont. Arbejderklassen, det store flertal, har al ret og et brændende behov for demokratisk at styre samfundet i sin egen interesse.
Besæt bevægelsen mangler stadigt at samle sig omkring et klart program og ledelse. På grund af manglen på en ambitiøs ledelse fra fagforeningerne og fraværet af et massearbejderparti i dette land, burde det ikke være en overraskelse. Men begivenhederne og erfaringen vil hjælpe det mest fremskredne lag med at drage revolutionære konklusioner. Indtil nu har bevægelsen ikke draget arbejderklassens brede lag, den organiserede arbejderbevægelse, med ind i bevægelsen. Men det er altid sådan, at revolutionære massebevægelser starter. Ungdommen er samfundets traditionelle ”barometer”, de første der bevæger sig. Men de problemer, som arbejderklassen står overfor, kan ikke løses gennem reformer eller ved at ”fixe” systemet. De håbede, imod alt håb, at krisen ville gå over – men den er kun blevet værre. Før eller senere vil de også blive nødt til at gå ind på vejen med massekamp, og når de gør det vil hele dynamikken ændre sig.
Allerede nu har mange fagforeninger erklæret deres solidaritet med besætterne på Wall Street. Solidaritetsudtalelser er vigtige. Men hvad, der virkelig er brug for, er afgørende handling. New York Citys 1,2 millioner organiserede arbejdere kunne lukke Wall Street ned med et enkelt slag ved at stoppe trafikken, lukke ned for elektriciteten, telefonlinjerne og vandet, suspendere affaldsafhentningen og stoppe vedligeholdelse, ved at lukke hoteller og restauranter ned og mobilisere titusinder arbejdere til fysisk at besætte det nedre Manhattan. Besæt bevægelsen må række ud til at fagforeningerne, må sprede bevægelsen til alle arbejdspladser, skoler og lokalområder. Fagforeningerne må for deres del tage initiativet og række hånden ud til besæt bevægelsen, styrke bevægelsens kræfter med den organiserede arbejderbevægelses kolossale antal, magt og ressourcer.
For tre år siden samledes mange af disse unge bag Obamas løfte om forandring. Nu tager de tingene i egne hænder. Med præsidentvalget blot 12 måneder væk er amerikanerne vrede og frustrerede. Hele 90% mener, at økonomien er rådden, en ny rekord. Regeringen er på sit laveste popularitetsniveau nogensinde. Kun 15% af amerikanerne stoler på, at den føderale regering gør, hvad der er rigtigt altid eller det meste af tiden. For bare et år siden var det tal 25%. Og alligevel vil langt det store flertal have regeringen til at sikre arbejde, sundhed, uddannelse, social sikkerhed og at genopbygge landets smuldrende infrastruktur.
Det ligner måske en uforklarlig modsigelse. Men dybt nede viser det, at amerikanerne søger en kollektiv løsning på deres problemer. Men de stoler ikke på de nuværende regeringsrepræsentanter og strukturer til at sikre det. Og de har ret! Både Demokraterne og Republikanerne hopper og springer for de store virksomheder. Det er disse ikke-valgte enheder, der ikke står til ansvar for nogen, der i virkeligheden bestemmer i regeringen og økonomien. Det er dem, der bestemmer. hvem der har arbejde, hvem der har et hjem at leve i, hvem der har adgang til sundhed og uddannelse – og hvem der ikke har. Vælgerne ønsker, at spekulanterne bliver smidt for porten. Men hvem skal erstatte dem? Regeringen kan enten forsvare arbejdernes interesser eller den kan forsvare kapitalisterne. Enten vil den bruge sin magt og ressourcer på at forbedre flertallet liv eller den vil samle sine kræfter om at berige de rige. Hvis den ikke gør et indhug i de riges formuer og ejendom vil den presse masserne arbejds- og leveforhold endnu længere ned.
Uanset hvilke ”intentioner” en politiker har, er det det, som han rent faktisk gør, der tæller. Handling tæller mere end tusinde ord. Republikanske og Demokratiske regeringer tilbyder kun forskellige variationer over den samme erhvervsvenlige politik. Selv hvis vi siger, at der er ”gode demokrater” og endda ”gode republikanere” er det et indiskutabelt faktum: de vil aldrig komme nogen vegne med det overordnede apparat i deres respektive partier, der fuldstændig domineres af toppen af erhvervslivet. Det er derfor, vi har brug for en arbejderregering. Og for at opnå det har vi brug for et arbejderparti bevæbnet med et socialistisk program.
Indtil nu har arbejderbevægelsen ikke tilbudt en ledelse, hverken på gaderne eller politisk. Men det kan og vil ændre sig. Presset opbygges. Stemningen for et arbejderparti syder blandt fagforeningernes medlemmer. Obamas blodtransfusion til arbejdsmarkedet, den omtalte jobs bill [job lov], promoveres af fagforeningstoppen, men medlemmerne ved, at det langt fra er nok. Denne lov vil gøre meget lidt for at genskabe de millionvis af gode jobs med overenskomst, som er gået tabt. Den kan ikke formå at nedkøle den voksende polarisering af rigdommen og samfundet. Over de sidste ti år er indkomsten hos den øverste 1% steget med 18%, mens den mandlige arbejders indkomst er faldet 12%. Den såkaldt ”amerikanske drøm” er fuldstændig slået itu.
Efter krisen i 2008 blev vi fortalt, at et økonomisk opsvings ”forårsskud” var lige rundt om hjørnet. Opsvinget kom – men kun for de rige. I Grækenland, Spanien, Tunesien og Egypten kom den sociale eksplosion før. Men lignende forhold leder til lignende resultater. Forholdene for arbejdere og unge over hele verden er fundamentalt set ens. Som nat følger dag, har kapitalismens krise ny ført til klassekampens ”forårsskud” lige her i kapitalismens højborg.
Workers International Legaue [IMT i USA] byder besæt bevægelsen velkommen med åbne arme. Vi har deltaget i den i byer over hele landet fra begyndelsen. Men dette er blot begyndelsen på begyndelsen. Massen af arbejdere er endnu ikke gået ind på historiens scene og har taget deres skæbne i egne hænder. Men på et vist stadie vil de gøre det, det kan vi sige med sikkerhed. Os i WIL har fuld tillid til, at disse små skud med tiden vil vokse til en mægtig eg for revolutionen, der vil feje kapitalismen og alle dets onder til side en gang for alle. Vores opgave er at forbinde de revolutionære socialistiske ideer med denne bevægelse, der i sig indeholder mange af den amerikanske socialistiske revolutions fremtidige ledere.
Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)