Pakistans valg: Alle valgsvindels moder

Før resultatet var kommet ind gik præsident Musharraf på statsligt TV og erklærede, at valget var ”nationens stemme” og at ”alle valgs moder” måtte accepteres. Men i virkeligheden var dette alle valgsvindels moder. De foreløbige resultater fra valget til Nationalforsamlingen var ved middag i dag (tirsdag 19. februar) følgende:

Selv efter pakistanske standarder var valget en god øvelse i valgfusk. Natten over var masserne blevet frarøver deres sejr af de lumske personer fra Islamabad og Washington. Attentatet på Benazir Bhutto havde øjeblikkeligt fået masserne i aktion og hvis valget var blevet holdt på det tidspunkt, ville det have resulteret i en jordskredssejr til Pakistans Folkeparti, PPP. Det er der ingen der tvivler på og netop af den grund besluttede den regerende klike sig for at udskyde valget.

Valgdeltagelsen var lav, og det skadede PPP. Ingen tal var endnu opgivet fra valgkommissionen omkring valgdeltagelsen af ca. 82 millioner registrerede vælgere fra valgsteder landet over. Dog siger rapporter fra de fire provinser, at valgdeltagelsen var lavere end 41.76 procent, sammenlignet med valget i 2002, hvor PPP fik flest antal stemmer, men dog ikke nok til at udgøre en regering pga. præsident Musharrafs politik med at sideordne partiet med PML-N.

Der er mange forklaringer på den lave valgdeltagelse. PPP’s højrefløj havde ikke ført nogen kampagne – de holdt sig udelukkende til stemmerne fra de masser, der sympatiserede med attentatet på Benazir Bhutto. Ved at forsinke valget i over en måned, havde regimet (med hjælp fra amerikanerne) tid nok til, at den umiddelbare forargelse kunne lægge sig, alt imens de brugte statsapparatet til at gøre klar til valgsvindel i uhørt skala. Dette var en bidragende faktor til det lave stemmetal, da de fleste folk vidste, at resultatet var afgjort på forhånd. Voldelige optrin blev bevidst organiseret med for at skabe en følelse af frygt og terror i dagene op til valget.

Selv om dem der plantede bomberne var medlemmer af ekstremistiske grupper; Jihad fascister, Taliban og MQM-fascister, var det medlemmer af den pakistanske stat, der selv trak i trådene. I weekenden op til valget blev 47 medlemmer af PPP dræbt i nordvest grænseområdet Pukhtunhua. I Balochistan hærgede volden på selve valgdagen. I Karachi organiserede MQM et bombeattentat på den marxistiske kandidat Riaz Lund. Mange folk var bange for at gå uden for en dør, blot for at stemme, - for hvem havde lyst til at risikere sig eget liv, når ens stemme alligevel var meningsløs?

Aftale med Washington

Pakistan bestemmer ikke sin egen skæbne selv. Landets skæbne bliver bestemt i Washington på linje med de nuværende interesser for amerikansk udenrigspolitik. Dette resultat var åbenlyst et resultat bundet på en aftale mellem Musharraf og Washington, for at imødekomme skabelsen af en PPP regering, der ville have været presset af en ophidset arbejderklasse. Denne taktik blev brugt for at støtte Nawaz Sharif i at skabe en koalition mellem PPPs højrefløj og PML-N. Som en del af denne aftale ville Musharraf blive nødt til at droppe sit eget ’parti’, også kaldet ’kongens parti’, og PPP ville blive nødt til at droppe sin højrefløj. Det var det, der var den sande mening med resultatet af valget.

’Kongens parti’ blev ydmyget under valget og stemmerne for Nawaz Sharif var overraskende mange. Det gav PPP lederne en undskyldning for en koalition – noget de havde forberedt i lang tid. I flere måneder havde der været tale om en politik med ’national forsoning’, ’demokrati’, ’liberalisme’ osv. Ordet ’socialisme’ var tydeligt fraværende. Med andre ord: endnu før valget havde de forberedt at sælge ud og skabe en koalition.

Nawaz Sharif, en falleret politiker, der var helt færdig i 1998, har nu fået et mirakuløst comeback, takket været CIA, Musharraf og PPP-lederne. Det er ret tydeligt, at alle hans angreb på Musharraf ikke var andet end varm luft og demagogi, designet til at tiltrække anti-Musharraf stemmer. Nu har han slået en handel af med selv samme Musharraf, som han fordømte i går. Ligeledes har han været i gang med at indgå en aftale med PPP lederne. Dette forklarer hans farce-opførsel efter attentatet på Benazir Bhutto, hvor han kom til begravelsen for at give sin tårevæddet kondolence til Bhutto familien.

Grundstene til PML-N er lagt af småborgerskabet – små butiksejere og mindre handels- og forretningsmænd, men selv er Sharif en storkapitalist og en fjende af arbejderklassen. Han repræsenterer Pakistans store jordbesiddere og kapitalister. Med statens hjælp og millioner fra Saudi Arabien fik han succes med at mobilisere sit grundlag, med længsel efter ’de gode gamle dage’, hvor Sharif havde magt og både sine egne og andres lommer.

Men PPPs grundlag er baseret på arbejderne og bøndernes længsel efter at undslippe deres elendighed og en fundamental omvæltning i samfundet. PPPs korrupte højrefløj kan ikke skabe nogen form for entusiasme blandt masserne med alt deres snak om ’national forsoning’ og ’liberalt demokrati’. Efter mordet på Benazir Bhutto var masserne klar til at kæmpe for en forandring i samfundet, men det skræmte PPP mere, end det skræmte Musharraf.

Amerikansk imperialisme har stået bag Musharraf, på trods af deres ofte gentagede støtte til demokrati. Imperialisternes demokrati, såsom humanisme og de mindre nationers rettigheder er kun tomme ord der lægger skjul på deres egentlige interesser. Men Musharrafs regime var et svagt regime og var ude af stand til at udleve deres Washingtons ønsker. Plaget af islamistisk oprør, terrorisme, splittelse i staten og kaos, var diktaturstaten smuldrende. Washington besluttede, at det var på tide at skifte kurs, eftersom de indså, at de lænede sig op at et knækket strå. I en rum tid, havde der været kultiveret forbindelser til Benazir Bhutto, som de ville have til at lave en aftale med Musharraf.

Den amerikanske imperialismes strateger kom til den konklusion, at Musharraf ikke længere var til nogen nytte og måtte derfor undværlig. De kiggede nu i Benazir Bhuttos retning, i håb om hun kunne overtage hans plads, men begivenhederne i Pakistans gader, overgik de regerende kredses beregninger. Splittelserne og konflikterne i toppen var en sprække, som massernes ophobede utilfredshed trængte sig fremad igennem.

Som vi forudså, ville Benazir Bhuttos hjemkomst bringe millioner af arbejdere og bønder på gaden. Dette ikke på grund af, men på trods af Benazirs politik og opførsel. Masserne læste ikke det med småt, men så Benazirs hjemkomst som et håb for at kunne få løst deres mest påtrængende problemer. Pakistan er på randen af økonomisk kollaps med alvorlig arbejdsløshed og stor elendighed. Utilfredsheden blandt de undertrykte masser blev afsløret for alverden i den kæmpe demonstration, hvor tre millioner fejrede Benazir Bhuttos hjemkomst. De reaktionære i Pakistan var naturligvis fjendtlige mod PPP og Benazir Bhutto, som de så som den mest synlige person i massernes bevægelse. De begyndte at forberede den morderiske kampagne, som mundede ud i attentatet på Benazir.

Imperialisterne var ikke bange for Benazir Bhutto, som ikke forpassede nogen lejlighed til at fremstå som en pro-vestlig ”moderat”. Men bag Benazir og PPP stod masserne, som længtes efter forandring. De er loyale overfor de oprindelige socialistiske ideer i PPP og forlanger roti, kapra aur makan’ (brød, tøj og husly) som Pakistansk kapitalister ikke er i stand til at give dem. Oprindeligt ville imperialisterne gerne balancere mellem Sharif og Bhutto. De ville gerne skubbe dem ind i en koalition, som en slags beskyttelsesforanstaltning imod masserne, men Washington blev taget på sengen af masserne mobilisering, der ledsaget Benazirs hjemkomst. Spørgsmålet meldte sig, om en PPP regering ville være for farlig pga. de forventninger den ville rejse i masserne. De begyndte at revurdere deres position.

Selektivt valgfusk

Alle seriøse observatører var enige om, at der var omfattende valgsvindel. Navnen på stemmerne var blevet fjernet fra vælgerlisterne – de var simpelthen bare blevet væk, alt imens døde mennesker stemte. Enkelte kandidater blev givet hundredvis af stemmesedler, til at kunne udfylde, mens de stemte. Valgstederne var placeret steder, hvor man var sikker på ’de rigtige’ stemmer var og placeret langt væk fra de steder, hvor man vidste ’de forkerte’ ville stemme. På den måde blev en stor del af vælgerne effektivt berøvet deres stemme. Politiet og andre offentlige var vant til at intimidere vælgere. Dette var omfattende.

Denne form for svindel er aldeles typisk og kan blive mangedoblet i tusindtal i enhver storby, by og landsby i Pakistan. Der kom mange klager til Pakistans valgkommission, men de blev automatisk afvist. Naturligvis! Hvad troværdighed kan en valgkommission, der er oprettet af en diktaturstat med det ene formål at lave valgsvindel, have?

Det er intet nyt omkring svindleri ved valg i Pakistan, men dette svindleri var kvalitativt anderledes. Dette var ikke den gamle primitive og tilfældige form for valgfusk. Svindelen var omhyggeligt beregnet for at udelukke specielle kandidater, mens man tilgodeså andre. Hovedformålet var at udelukke PPPs venstrefløj fra Nationalforsamlingen. Det er bemærkelsesværdigt, at kandidaterne fra PPPs højrefløj var ’godkendt’ til at vinde, mens venstrefløjen blev udelukket på den groveste måde.

I Kasur stod den velkendte marxist Manzoor Ahmed, der er medlem af Nationalforsamlingen, i en meget stærk position. Han organiserede en meget vellykket kampagne, hvor han havde støtte fra arbejderne og bønderne. Han sejr virkede sikker, men den herskende klike og PPP’s højrefløj havde andre idéer. Manzoor havde altid været en torn i øjet på dem. I den sidste periode havde Manzoor med stor dygtighed brugt Nationalforsamlingen som en platform, hvorfra han kunne beskytte arbejderne og idéerne om socialisme. Specielt overbeviste hans rolle om at forsvare planen for privatisering af stålfabrikken Pakistan Steel den regerende klike om, at der ikke kunne være plads til et arbejder-parlamentsmedlem Nationalforsamlingen.

Allerede sidste sommer var der et forsøg på at fjerne Manzoor fra PPP’s liste, da han blev kaldt til London for at forklare sine handlinger overfor Benazir Bhutto. Det er tydeligt, at CIA havde fortalt Bhutto, uden nogen form for utvetydighed, at hun måtte blive fri for det marxistiske medlem af Nationalforsamlingen før valget. Dog valgte hun i sidste øjeblik ikke at reagere, af frygt for konsekvenserne indenfor partiet. Men planen om at blive fri for Manzoor var stadig intakt og blev først ud i livet med andre midler.

Ved sidste valg, som Manzoor vandt, fik han 28.732 stemmer. Ved dette valg, efter at have ført en eksemplarisk kampagne, hvor han igen gik forrest på det revolutionære socialistiske program, fik Manzoor 43.232 stemmer – en betydningsfuld forøgelse, dog tabte han til Nawar Sharifs kandidater fra PML-N, der angiveligt skulle have fået 52.000 stemmer. PPPs lokale højrefløj havde gjort deres for at sabotere Manzoors kampagne, og i visse områder havde de direkte bedt folk om ikke at stemme på ham. Det lokale parti havde nægtet at samarbejde med ham og på trods af den velovervejet sabotage, fik Manzoor næsten fordoblet sit stemmetal. Men han blev under ingen omstændigheder godkendt til Nationalforsamlingen.

Resultatet blev besluttet, men ikke af arbejderne og bønderne, der så Manzoor som en helt, men af højere grupper af staten og af PPPs højrefløj, der så Manzoor som en skændsel. Den selektive natur af stemmesvindleriet og PPPs højrefløjs samarbejde med staten, kunne ses ved, at andre af PPPs højrefløjs kandidater, der aldrig havde kunne vinde noget valg i fortiden, nu blev valgt.

Valgfusk i Karachi

MQM fuskede, som vi havde forudset, med valget i Karachi. De påstod at have vundet de pladser, hvor PPP burde have vundet let efter mordet på Benazir Bhutto. I arbejderkredsen NA-257, hvor den marxistiske kandidat Riaz Lund havde organiseret en opsigtsvækkende og succesfuld valgkamp, blev valgresultatet uventet forsinket. Da kammeraterne utålmodigt fulgte resultaterne i fjernsynet, tikkede resultaterne fra de mindste landsbyer i Himalaya ind, men der forblev stilhed om NA-257. Resultaterne fra afstemningsstederne viste, at Riaz Lund førte.

Ifølge det “officielle” resultat, som først blev offentliggjort om morgenen den 19. februar, fik Riaz Lund 46.080 stemmer, hvilket er mere end dobbelt så mange som PPP’s kandidat fik ved sidste valg. I 2002 vandt MQM’s kandidat Muhammad Shamim Siddiqui pladsen med 45.480 stemmer. Men da resultatet endelig blev fremlagt, erklærede MQM ”sejr” med 134.448 stemmer. Det er et umuligt resultat, og det viser valgsvindelens åbenlyse karakter. Kammeraterne i Karachi har regnet ud, at Riaz Lund vandt med et forspring på omkring 27.000 stemmer. Karachis proletariat, der blev mobiliseret i stort antal af den inspirerende kampagne, er klar over dette. De ved, at de blev snydt og berøvet sejren af MQM’s banditter og den største bandit, Musharraf, som står bag dem.

I Waziristan, hvor kammerat Ali Wazir førte en meget modig kampagne, var resultatet endnu ikke kendt i dag (19. februar, red.). Der er fuldstændig mørklægning af nyheder. Ali Wazir havde ført sin kampagne under de allersværeste og farligste forhold overhovedet. Banditterne organiserede bombeangreb mod kandidater og partier, der ikke støttede dem. Men på trods af truslen mod sit liv vandt Ali Wazir sympatien hos de fattige arbejdere og bønder i Waziristan, som er trætte af fundamentalisterne og Taleban. Han organiserede en massedemonstration med 10.000 deltagere – noget der aldrig før er set i Waziristan.

På trods af mørklægningen af nyheder er det klart, at de religiøse fundamentalister er i nedgang. MMM, det fundamentalistiske parti som herskede i den nordvestlige grænseprovins i fem år, stod i fare for at blive fjernet fra både Nationalforsamlingen og den regionale forsamling. Dette er et svar til de ”venstreorienterede” på afveje, der har støttet de reaktionære fundamentalistiske bevægelser.

Perspektiver

I et dokument, vi udgav for nylig, skrev vi:

”Krisen i Pakistan er ikke en overfladisk politisk krise, men en krise i selve regimet. Den svage pakistanske kapitalisme, som er rådden og korrupt helt ind til benet, har ført et stort land med 160 millioner mennesker ind i en forfærdelig blindgyde. I over et halvt århundrede har det pakistanske borgerskab vist, at det er uegnet til at føre landet fremad. Det befinder sig nu i en blindgyde, som truer med at kaste det ned i en forfærdelig afgrund. Kun masserne, anført af arbejderklassen, kan vise en vej ud af dette mareridt. PPP’s virkelige grundlag er masserne: de millioner af arbejdere og bønder, revolutionære unge og arbejdsløse, som gik på gaden efter mordet på PPP’s leder. De hyldede ikke en enkeltperson, men et ideal: idealet om et ægte demokratisk og retfærdigt Pakistan: et Pakistan uden rige og fattige, uden undertrykkere og undertrykte: et socialistisk Pakistan.”

Der er ikke behov for at ændre en eneste linje af ovenstående. Men det umiddelbare perspektiv er mere komplicerede end som så. Manøvrerne og intrigerne finder sted i korridorerne i Islamabad og Washington. De har tilstrækkeligt med ressourcer til at fuske med valg og frarøve folk deres valg. Men de har ikke ressourcer nok til at løse de dybt rodfæstede problemer i det pakistanske samfund. Scenen er derfor sat til yderligere turbulens og omvæltninger.

Valgkampen var i sig selv en succes for de pakistanske marxister. De intervenerede med kandidater i fire valgkredse: Karachi, Kasur, Waziristan og i det nordvestlige grænseområde (Pukhtunhua). De fremstillede over en million plakater og løbesedler og organiserede massemøder og demonstrationer med deltagelse fra titusinder af arbejdere og bønder. Dette var en fantastisk skole i revolutionær træning. Over 500 kammerater blev sendt til forskellige områder for at arbejde med kampagnen. De lærte at nå masserne, at lytte til dem, forbinde sig med dem og fremsætte de rette overgangskrav, der afspejlede deres grundlæggende problemer samtidig med, at de hele tiden fremsatte ideen om en socialistisk revolution.

I denne valgkamp blev den pakistanske marxistiske tendens (The Struggle) virkelig sat på landkortet. Den opnåede enorm prestige blandt aktive arbejdere og unge. Det har udvidet vores periferi af kontakter, venner og sympatisører. Det virkelige mål er nu at bygge på disse fremskridt, vinde nye kammerater og styrke tendensen på alle niveauer. Det umiddelbare mål er at nå 5000 aktive kammerater inden årets udgang. Det vil sætte os i en meget stærk position til at drage fordel af situationen, der nu vil accelerere.

Det er sandsynligt at masserne først vil indtage en ”vent og se”-holdning i forhold til den nye regering, især hvis PPP deltager i den, hvilket det ser ud til. Men denne periode vil ikke vare længe. Massernes problemer er for dybe, klasseskellene i samfundet er for skarpe til at tillade en langvarig våbenhvile. Arbejderne og bønderne vil kræve mad, tøj og tag over hovedet, hvilket regeringen ikke vil være i stand til at give dem. Marxisterne i PPP vil kræve, at der ikke bliver indgået koalition med Nawaz Sharif. De vil fremsætte kravet om, at PPP bryder med de borgerlige og vender tilbage til partiets originale socialistiske mål.

Massernes bevægelse har fejet alle andre tendenser, der hævdede at stå for marxisme, til side. Nu er der kun en seriøs venstrekraft i Pakistan, og det er The Struggle. Store muligheder vil nu åbne sig for de pakistanske marxister. De har vist i praksis, hvordan de er i stand til at forbinde sig med masserne. I den næste periode vil borgerskabets og småborgerskabets program blive afprøvet og blive udstillet i massernes øjne. Historiens tidevand vil flyde i retning af revolutionær socialisme og den marxistiske tendens.

Source: Socialistik Standpunkt