Den 18. marts, gav Ruslands præsident Vladimir Putin en trodsig tale foran Dumaen i Moskva, hvor han annoncerede annekteringen af Krim, efter at en afstemning søndag [den 16. marts] havde bekræftet, at det overvældende flertal af befolkningen på Krim er for at blive en del af den russiske føderation. Umiddelbart efter hans tale, underskrev myndighederne på Krim en traktat som udfører denne beslutning i praksis, og som nu, i skrivende stund, bliver ratificeret i Ruslands Parlament.
Putins tale viser, at fløjelshandskerne er af, og var som et utilsløret slag i ansigtet på Obama, i det den skånselsløst afslørede grænserne for amerikanske imperialismes magt og dens europæiske allierede.
Som enhver kunne forudse, var koret af vestlige diplomaters mumlerier, skjulte trusler og protester, som skulle forhindre Rusland i at eskalere interventionen i Ukraine, fuldstændig uden effekt. FN's Generalsekretær Ban Ki-moons tur til Moskva var endnu mere komisk, når man tager i betragtning, at Rusland har vetoret i Sikkerhedsrådet. De interesser der er på spil er så store, at Putin ingen intentioner har om at bakke tilbage, ej heller kan han - tværtimod.
I felten er pro-russiske styrker i færd med at konsolidere deres greb om Krim, og har overtager to baser onsdag, inklusiv den ukrainske flådes hovedkvarter i Sevastopol. Den ukrainske regering har annonceret, at de vil trække deres militære personel på 22.000 mand, der er stationeret på Krim, tilbage.
Putins tale understreger den stigende frustration hos den herskende klasse i Rusland, mod USA's konstante indblanding i hvad de anser som deres naturlige indflydelsessfære:
”Vi kan se hvad der sker; vi kan se, at disse handlinger var rettet mod Ukraine og Rusland og mod den eurasiske integration. Alt dette imens Rusland forsøger at indgå i dialog med vores kolleger i Vesten. Vi foreslår hele tiden samarbejde på alle nøglespørgsmål; vi vil styrke vores indbyrdes tillidsniveau og vi ønsker at vores relationer skal være lige, åbne og fair. Men vi ser ingen lignende skridt fra den anden side.
Tværtimod har de ofte løjet overfor os, truffet beslutninger bag vores ryg, præsenteret os for et fait a complete. Det skete med NATO's ekspansion til Østen, så vel som deployeringen af militær infrastruktur ved vores grænser. De blev ved med at fortælle os det samme: 'jammen, dette er ikke noget der har med Jer at gøre'. Det er let at sige.
Det skete med deployeringen af et missilforsvarssystem. På trods af vores bange anelser, er projektet i gang og bevæger sig fremad. Det skete med det endeløse fodslæberi i forhandlingerne om visa-spørgsmål, løfter om fair konkurrence og fri adgang til de globale markeder.”
Og videre:
”Kort sagt, vi har alle grunde til at antage, at den berygtede inddæmningspolitik, som blev ført i det attende, nittende og tyvende århundrede, fortsætter i dag. De forsøger konstant at skubbe os op i et hjørne, fordi vi har en selvstændig position, fordi vi fastholder den, og fordi vi siger tingene som de er og ikke begiver os af med hykleri. Men alt har en grænse. Og med Ukraine har vores vestlige partnere krydset grænsen, opfører sig som rovdyr og handler uansvarligt og uprofessionelt.
Hvorom alting er, var de fuldstændig klar over, at der er millioner af russere der bor i Ukraine og på Krim. De må har manglet al politisk instinkt og sund fornuft, siden de ikke var i stand til at forudse alle konsekvenserne af deres handlinger. Rusland fandt sig selv i en position som det ikke kunne trække sig fra. Hvis man trykker fjederen helt i bund, vil den springe voldsomt tilbage. Det må man altid huske på.
I dag er det afgørende at stoppe dette hysteri, at gendrive koldkrigsretorikken og at acceptere det åbenlyse faktum: Rusland er en selvstændig, aktiv deltager i internationale affærer; lige som andre lande, har det sine egne nationale interesser, der må tages med i betragtning og respekteres.”
Det russiske militær og den opadstigende borgerlige elite har set deres indflydelsessfære kollapse over de sidste 25 år og blive til jagtmarker for de vestlige magter. De var magtesløse i at forhindre USSR's kollaps og siden det samme for Fællesskabet for Uafhængige Stater. Det nye er imidlertid, at den russiske herskende klasse har konsolideret sin position over de seneste år og genopbygget, i hvert fald delvist, sin selvtillid, styrke, økonomiske og militære magt og er i stand til at underbygge sine ambitioner med indflydelse og militær magt.
Sanktioner og gengældelser
Ruslands træk har fremprovokeret en bølge af nød-møder i NATO, en nød-middag for europæiske ledere og vokale protester fra den amerikanske administration og dets tætteste allierede, som truer med ”konsekvenser”. Men de befinder sig i det dilemma, at de hverken har vilje eller intentioner om at komme i direkte militær konfrontation med Rusland, men de har på samme tid brug for at begrænse skaden og booste deres nervøse regionale allieredes tillid, som føler at de er de næste der står for skud, så heller ikke de har råd til at blive set som nogen der ikke gør noget.
Den 19. marts annoncerede USA's præsident Obama sanktioner og bekræftede i går, efter EU-ledernes middag hvor hovednyheden var at de i det hele taget var lykkedes i at blive enige om noget som helst, ved at protestere højlydt mod den ”grundlovsstridige folkeafstemning” der blev afholdt på Krim. Disse sanktioner sigter mod nogle få russiske oligarker er som er tæt på Putin, men deres overordnede gennemslagskraft er latterlig.
Disse tiltag kan åbenlyst ikke betragtes som en seriøs afskrækning, men bortset fra militær intervention, hvilke muligheder er der så tilbage for dem? Her bliver scenariet pludseligt mere kompliceret. Vigtige økonomiske sanktioner, som fx at ramme russisk olie- og gaseksport, ville uundgåeligt have en negativ effekt på økonomierne i de europæiske lande, fordi Europa er afhængig af gasleverancer fra Rusland. Tidligere har Putin bevist, ved at lukke for gashanen ved flere lejligheder, at sådanne tiltag vil skade Europa mere end Rusland. Snakken om en mulig embargo mod russisk våbeneksport blev mødt af veto fra Frankrig, som har milliarder på spil i militære kontrakter med Moskva. Merkel påpegede i stedet, at Krim var tabt, og at en trussel om at pålægge Rusland økonomiske sanktioner kun skal bruges, hvis Putin udvider konflikten ud over Krim. Storbritannien er nervøs for den effekt sanktioner vil have på de russiske oligarkers investeringer i Londons finanskvarter The City.
Præsident Obama har nævnt, at tungere økonomiske sanktioner kunne være det næste skridt, men alt hvad der har seriøs effekt på de vigtigste europæiske økonomier vil uundgåeligt have globale konsekvenser, og kaste resten af verden ud i en dyb økonomisk depression. Det amerikanske diplomatis virkelige attitude blev reflekterede i det berygtede ”F**k EU” -telefonopkald fra den amerikanske embedsmand Victoria Nuland, som blev lækket i februar. Ud over det farverige sprog viste det, at det har været amerikansk imperialisme og ikke Tyskland og EU, der har styret slagets gang i Kiev og formet post-Janukovitj Ukraine, og således skubbet Rusland til at intervenere. Hvis det ikke var for de globale konsekvenser, ville de amerikanske imperialister formentlig ikke have så meget imod at se Rusland og Tyskland blive afsporet, drænet og svækket af en konstant kilde til ustabilitet i deres baggård, mens de selv sidder komfortabelt tusinder af kilometer væk.
Men selv disse grinagtige sanktioner kan hurtigt gøre en farce til en tragedie, hvis tingene eskalerer mere, som det ser ud til at kunne ske. Resten af det østlige Ukraine balancerer på en knivsæg. En radikalisering af den nationalistiske dagsorden fra den nye regering i Kiev kunne skubbe selv de fra, som ikke modtager Moskvas omfavning med entusiasme. En tilfældig hændelse kunne udløse militær intervention fra Rusland i resten af det østlige Ukraine, med undskyldning om at beskytte liv og levnede for den russiske befolkning der. Hvad der står klart er, at den russiske hær forbereder sig på at være klar, og koncentrer styrker langs grænsen.
Rusland har allerede annonceret, at der vil blive gennemført mod-sanktioner, startende med et forbud mod indrejse for en række ledende politikere i USA. Gengældelses-sanktioner kan få sin egen logik, når først de er startet. Rent faktisk er Putin lige nu ikke bange for sanktioner. Jo hårdere de er, jo stærkere vil hans position blive internt i Rusland.
Putin undsiger klogt det vestlige diplomatis hykleri og dobbeltmoral, som tillod amerikansk imperialisme og dens europæiske allierede at partere Jugoslavien og Tjekkoslovakiet fuldstændig ustraffet, mens de viftede med folkenes selvbestemmelsesret. Hvorfor bør samme standarder ikke gælde for Krim? Deployeringen af russiske tropper på landjorden, er blevet mødt med lettelse hos en majoritet af befolkningen på Krim, og endda støttet af en del af den etnisk ukrainske befolkning i regionen, som taler russisk som modersmål. Der har måske eller måske ikke været fiflet med resultatet af folkeafstemningen, men ingen sætter spørgsmålstegn ved det faktum, at den overvældende majoritet af befolkningen på Krim er for at blive en del af den Russiske Føderation, selvom mange af dem blot betragter Rusland som et beskyttende skjold mod yderligere eskalation af krisen i Ukraine.
Hvad Rusland viser hele verden er, at når fundamentale interesser kolliderer, kan de kun løses ved brug af magt og i den henseende har Rusland to store fordele over sine rivaler: en stærk opbakning blandt befolkningen på Krim og i Øst-ukraine – i hvert fald indtil videre – og magten til at mobilisere flere tropper, kampvogne og våben på landjorden – hurtigere og med mulighed for at forsyne dem for længere perioder – end nogen anden rival i regionen.
Men hvad er Putins virkelige mål og hvad er russisk kapitalismes nationale interesser? Vil denne krise uundgåeligt eskalere til en åben militær konfrontation mellem Rusland og den nye ukrainske regering i Kiev, bakket op af EU og USA? Hvad der står klart er, at en lang periode med indblanding fra de vestlige magter i Ukraine har udløst den nuværende krise, men de er nu ude af stand til at kontrollere det. Russisk intervention har yderligere eskaleret og nu får krisen sin egen logik, hvor alle deltagere reagerer empirisk for at bevare deres strategiske interesser.
Den eneste aktør der intet har at sige er folket i Ukraine, Rusland, tartarer eller ukrainer, som vil lide under konsekvenserne af denne magtkamp.
Putins tale – et manifest om russiske imperialistiske ambitioner
Implikationerne af Ukraine-krisen går langt ud over Ukraine og stiller Ruslands ambitioner, om at genoprette sin historiske indflydelsessfære, frem i lyset.
Putin advarede om, at alle russisktalende minoriteter i det tidligere Sovjetunionens republikker, som fx Ukraine, vil blive betragtet som en del af en eneste russisk nation. Dette kunne være basis for fremtidige interventioner over hele linjen, dog ikke nødvendigvis med militære midler. Skulle deres interesser blive truet, vil Rusland måske tage forholdsregler for at sikre deres beskyttelse. Én af ideerne som Putin har leget med er at udstede russisk statsborgerskab til etniske russere og russisktalende over hele det tidligere Sovjetunionen, og på den måde legalisere Ruslands ret til at bruge dem som retfærdiggørelse, for at påtvinge mere indflydelse på de lande der huser dem.
De mest eksplosive tilfælde er den russisktalende enklave Transdnjestr i Moldavien, som også for nyligt har bedt om at blive en del af Rusland, og de store uløste problemer med de russisktalendes status i de baltiske lande, som er særligt delikate, fordi de baltiske lande er de eneste tidligere sovjetrepublikker, der nu er del af EU og NATO.
Konkurrencen mellem Vest og Rusland vil uundgåeligt sprede sig og eskalere ud over hele regionen. Den russiske blitz-krieg mod Georgien i 2008, der nu matches af Krim-krisen, viste allerede den gang, at USA var ude af stand til at forsvare selv et land der var lige ved at gå med i NATO
Hvilke konsekvenser inden i Rusland?
Rusland er det mest ulige land i verden, ifølge den årlige Global Wealth rapport, publiceret i oktober af Credit Suisse. Bare 110 russiske borgere kontrollerer nu 35 procent af den totalt velstand i husholdningerne over hele landet. Denne statistik alene, giver et glimt af niveauet af det røveri almindelige russere har måttet finde sig i, siden den kapitalistisk restauration. Putin repræsenterer ikke almindelige russiske menneskers interesser, men eliten, kapitalisterne, militærhierarkiet og de øverste lag af statsapparatet.
Krim-krisen har givet Putin en ny portion offentlig opbakning, men effekten vil ikke være evig. For almindelige russere er livets realiteter for hårde til at kunne ignoreres for længe. Over det seneste år har en stigende radikal stemning udviklet sig blandt unge i Rusland og kritik af korruption og ulighed har været mere udbredt. I Putins tale ligger der en klar advarsel om, at eliten forbereder sig på at bruge den nuværende situation med konfrontation med amerikansk imperialisme til deres egen fordel på hjemmefronten, hvis det viser sig nødvendigt:
”Visse vestlige politikere truer os allerede, ikke bare med sanktioner, men også udsigten til stadigt mere alvorlige problemer på hjemmefronten. Jeg vil gerne vide præcis hvad de har i sinde: handlinger fra en femtekolonne, denne desperate bunke nationale forrædere, eller håber de at sætte os i en forværrende social og økonomisk situation, for at fremprovokere folkelig utilfredshed? Vi anser sådanne udtalelser for uansvarlige og klart aggressive i tonen, og vi vil svare derefter.”
Hvad Putin hinter mod, er at social uro ikke vil blive tolereret. I den næste periode vil det blive mere klart for alle i Rusland, hvad dette betyder i praksis. Den herskende klasse vil tage ethvert middel i brug, for at forsvare deres privilegier, hvis Ruslands arbejdere og unge formaster sig til at forlange bedre forhold. Vi har al tillid til at de russiske og internationale arbejdere svarer kapitalisterne derefter.