Efter Anden Verdenskrig opstod der helt nye forhold: stalinismen havde konsolideret sig i USSR, Østeuropa og Kina, og det stalinistiske maskineri så uovervindeligt ud. Alligevel forudså Ted Grant i denne artikel, hvor han analyserer de ændrede forhold, stalinismens endeligt. Artiklen er et uundværligt dokument til forståelse af stalinismen og udviklingen op til Sovjetunionens kollaps samt som forberedelse til fremtidige begivenheder.

Forord af Frederik Ohsten

Denne artikel er skrevet i juni 1951. Den er senere blevet genoptrykt i bogen The Unbroken Thread i 1989, hvor denne udgave er oversat fra (med mindre andet er anført, er noterne taget fra denne udgave). Det mest slående ved artiklen er, at Ted Grant – daværende leder af de britiske trotskister – så klart forudsiger stalinismens kollaps. Man bør huske på, at dette var på et tidspunkt, hvor stalinismen formentligt var stærkere end nogensinde før eller siden. Stalinismen herskede over et areal, der gik fra Eideren til Stillehavet, fra det Sydkinesiske Hav til Ishavet. Den røde hær havde nedkæmpet det nazistiske Tyskland, og få år senere gjorde Maos styrker det af med det gamle regime i Kina, selv om det fik militær assistance fra USA. På overfladen så stalinismen uovervindelig ud – og det blev den ved med i flere årtier frem.

Sovjetunionen gik frem med stormskridt. Det blev i 1957 – kun tolv år efter, krigen og de altomfattende ødelæggelser samt tabet af over 20 millioner sovjetiske menneskeliv – det første land til at sende en satellit i kredsløb om jorden, og senere det første menneske i rummet. Samtidig havde USA problemer med overhovedet at lave raketter, der ikke eksploderede ved opsendelsen.

Kapitalisterne i den vestlige verden var rædselsslagne over de enorme fremskridt, som Sovjetunionen foretog efter Anden Verdenskrig. Det var en almindelig opfattelse, at Sovjetunionen ville overhale alt og alle og blive verdens nummer ét på alle områder. Hvis man antog, at udviklingen ville fortsætte som i 1950’erne og 1960’erne var der ingen tvivl om, at det ville have været tilfældet. Mange intellektuelle kastede al kritik over bord og bøjede sig i støvet for stalinismens fremskridt uden blik for det bureaukratiske apparats forbrydelser. En del af disse intellektuelle – ingen nævnt, ingen glemt – har efter Sovjetunionens kollaps forvandlet sig til nogle af de mest højlydte forsvarere for kapitalismen. Sådan går det med folk, der kun ser tingenes overflade og ignorerer de underliggende modsætninger og processer.

Selv blandt såkaldte ”trotskister” var der folk, der kastede alle principper over bord for i stedet at lovprise Maos Kina eller Titos Jugoslavien. De officielle ledere af Fjerde Internationale efter Trotskijs død gjorde lige netop dette. Deres manglende forståelse af stalinismens natur og situationen efter Anden Verdenskrig var med til at ødelægge bevægelsen og likvidere Fjerde Internationale.

Midt i stalinismens triumf var det kun Ted Grant og den britiske sektion af Fjerde Internationale, der holdt hovedet koldt. Ved hjælp af den marxistiske metode byggede Ted Grant videre på Trotskijs analyse af stalinismen og benyttede den under de nye forhold, som Anden Verdenskrigs resultat havde skabt.

Stalinismen kollapsede ynkeligt, som Ted Grant forudsagde i denne artikel. Men i modsætning til Ted Grants prognose blev stalinismen i Sovjetunionen og Østeuropa ikke væltet af politiske revolutioner (hvis vi ser bort fra Rumænien, hvor revolutionen alligevel led nederlag efterfølgende). Derimod kollapsede stalinismen under sine egne, indbyggede modsætninger – de selv samme modsætninger, som Ted Grant beskriver i denne geniale artikel.

At stalinismen ikke blev væltet af en politisk revolution, der kunne bringe Sovjetunionen og Østeuropa i retning af socialisme, men derimod af et kollaps og kapitalistisk kontrarevolution, var en forfærdelig menneskelig katastrofe. Det er tilstrækkeligt at se på nogle få tal for at illustrere denne katastrofe.

Sovjetunionens kollaps betød, at produktionen faldt med 60 procent mellem 1990 og 1997. Arbejdsløshed, der var forbudt i Sovjetunionen, blev en epidemi. Hjemløshed, der før var ukendt, blev hurtigt et stort fænomen. Alkoholismen, der fulgte med levestandardernes kollaps, nåede ukendte højder. Den russiske befolkning på 150 millioner forbruger nu mere vodka end den samlede sovjetiske befolkning på 280 millioner gjorde i slutningen af 1980’erne. Levealderen for russiske mænd er nu ifølge CIA fem år lavere end den var under planøkonomien. Kvindernes levealder er faldet halvandet år. Dødeligheden steg med 33 procent på fire år.

Ifølge det anerkendte britiske lægetidsskrift The Lancet (15. januar 2009) var de økonomiske reformer og omfattende privatiseringer i Østeuropa i de tidlige 1990’ere ansvarlige for, at en million mennesker døde en ”for tidlig død”. Man kan sige, at lægevidenskaben dermed har dokumenteret, at kapitalismen er et endnu værre alternativ end stalinismen.

Stalinismens kollaps havde en desorienterende og demoraliserende virkning på millioner af arbejdere og aktivister over hele verden. Men den nye situation i dag har også åbnet nye muligheder. Det stalinistiske bureaukrati kaster ikke længere sin sorte skygge over socialismens banner. Der er krise, opbrud, forvirring og søgen efter ideer i de kommunistiske og eks-kommunistiske partier over hele verden. Mange søger efter en forklaring på, hvad der skete, og ikke mindst hvorfor. Desuden kan de fleste unge i dag ikke huske den kolde krig, og de er vokset op uden stalinismens dødvægt – flere og flere ser i retning af ægte marxisme som løsning på problemerne i verden og i dagligdagen.

Kapitalismen er i sin dybeste krise siden 1930’erne, og det påvirker alle klasser og lag i hele verden. På grund af krisen i kapitalismen er det teoretisk ikke udelukket, at der kan opstå nye regimer med proletarisk bonapartisme. Det er – på grund af fraværet af Sovjetunionen – mindre sandsynligt end tidligere, men historien har tidligere budt på overraskelser. Indtil arbejderklassen i et af de vigtige, udviklede kapitalistiske lande tager magten, kan vi komme til at se mange varianter og besynderlige forsøg på at komme ud over systemets grænser. I de tidligere kolonilande kan masserne ikke vente på, at arbejderne i Vesten tager magten, førend de kæmper for at forandre samfundet. Det ses både på krampetrækningerne i Mellemøsten og de revolutionære begivenheder i Latinamerika. I fremtiden er det ikke udelukket, at vi – ligesom i 1960’erne og 1970’erne – kan komme til at se regimer, hvor økonomien er nationaliseret, men bureaukratisk planlagt og kontrolleret fra oven. For at forstå en sådan proces er de analyser, der blev udarbejdet af Leon Trotskij og Ted Grant, uundværlige.

Dertil kommer det aktuelle spørgsmål om forsvar af den cubanske revolution imod genindførsel af kapitalisme. Hvis nogen tror, at den kapitalistiske kontrarevolution i Sovjetunionen og Østeuropa var slem, så er det intet imod den brutale nedslagtning af levestandarden, der venter cubanerne, hvis imperialisterne og deres femtekolonne i den cubanske ledelses ”reform-fløj” har held med deres forehavende. Dertil kommer spørgsmålet om Kina, hvor kapitalismen er blevet genindført med helt andre midler, end det skete i Sovjetunionen, men hvor de store begivenheder, eksplosioner, kriser og klassekampe stadig venter forude.

Ted Grant begik naturligvis fejl, og hans forudsigelser og prognoser holdt ikke alle stik. Ingen er hverken alvidende eller ufejlbarlig. Men det vigtige er metoden og viljen og evnen til at lære af erfaringerne, drage de korrekte konklusioner og reorientere bevægelsen under de nye forhold.

Den trotskistiske tradition er desværre svag i Danmark. Ikke desto mindre har den danske arbejderklasse en stærk, demokratisk tradition. Det eneste tidspunkt, hvor stalinismen for alvor blev en afgørende kraft i Danmark, var under besættelsen 1940-45, hvor DKP i en midlertidig periode overtog pladsen som arbejderklassens vigtigste parti i en situation, hvor Socialdemokratiet åbent samarbejdede med besættelsesmagten og udleverede hundredvis af kommunister til tyskerne og koncentrationslejrene. På grund af de stalinistiske lederes forfejlede politik og loyalitet over for bureaukratiet i Moskva var Socialdemokratiet imidlertid i stand til at vende tilbage og igen blive det vigtigste parti i årene efter krigen.

Et ganske klart udtryk for den instinktive afstandstagen til bureaukrati og stalinisme, der findes i den danske arbejderklasses tradition, er splittelsen i DKP og dannelsen af SF i 1958 som en direkte reaktion på Sovjetunionens nedkæmpning af den ungarske revolution i 1956. Oprettelsen af SF var en reaktion imod stalinismens snævre nationalisme samt det kvælende og forstenede bureaukrati. Men udviklingen af SF stoppede ikke i 1958. Diskussionerne i partiet er fortsat, og også i dag er der uenigheder og diskussion om, hvilken linje partiet skal fremføre. Den højrekurs, som for øjeblikket ser ud til at have overtaget i partiet, vil før snarere end siden lide skibbrud – ganske enkelt fordi den ikke tilbyder nogle løsninger. De ideer, der kan føre SF og resten af arbejderbevægelsen fremad, og som tilbyder den nye generation af klassekæmpere en seriøs analyse og en vej ud af blindgyden, ligger i skrifterne fra Ted Grant og de andre store marxister. Ted Grants skrifter er ganske enkelt en guldgrube for enhver, der ønsker at forstå stalinismens natur og kæmpe for en socialistisk omdannelse af samfundet i Danmark og på verdensplan.

18. august 2010

Stalinisme i efterkrigstiden

Anden verdenskrig sluttede med et komplekst og aldeles uforudset forhold mellem nationerne og klasserne. Den sluttede med sejr til to kontinentale magter på verdensplan: den amerikanske imperialisme og det russiske bureaukrati. Det blev den dominerende faktor på verdensplan: opdelingen af verden mellem to konkurrerende blokke. For første gang i historien blev Europas stormagter reduceret til sekundære positioner; Frankrig, Tyskland og Italien blev besejret, og England blev en andenrangs-magt. Japan blev reduceret til et besat område uden alle sine kolonier og indflydelsessfærer. Kampen mellem klasserne kan kun forstås på baggrund af denne afgørende konflikt i epoken.

Kapitalismens forfald blev frem for alt afspejlet i en svækkelse af imperialismen og opstanden blandt masserne i Asien samt den revolutionære bølge i Vest- og Østeuropa. Massernes opstand i Asien i kampen for national befrielse tvang englænderne til at trække sig ud af Indien, Burma og Ceylon (Sri Lanka) og indgå i et andet forhold med det nationale borgerskab i disse lande.

Den hollandske imperialisme blev tvunget til at trække sig tilbage fra Indonesien og indgå et kompromis med den indfødte herskende klasse. I Indokina har den franske imperialisme lige siden krigen været kørt fast i et desperat forsøg på at holde den nationale frihedskamp nede. I Malaya har den britiske imperialisme på trods af alle sine ressourcer ikke været i stand til at besejre det malayiske folks kamp for uafhængighed. I Kina har den amerikanske imperialisme lidt et hidtil uset nederlag. På trods af den ødsle gaveregn af krigsmateriel og andre forsyninger for at hjælpe Chiang Kai Sheks regime, er det kinesiske godsejervælde-kapitalisme-imperialisme, repræsenteret af den korrupte Kuomintang-klike [1], blevet drevet i havet og har kun et usikkert fodfæste på øen Formosa (Taiwan), kun beskyttet af havet og nu også den amerikanske flåde.

At Korea er blevet delt op i russisk og amerikansk indflydelsesområde afslører imperialismens svaghed i hele Fjernøsten. Uden den amerikanske imperialismes direkte intervention ville den koreanske Chiang Kai Shek have kollapset på samme skændige måde som selve Chiang-regimet. I bedste fald vil den amerikanske imperialisme være i stand til at fastholde et fodfæste efter en længerevarende kamp, og de amerikanske styrker vil lide nederlag ligesom de franske styrker i Indokina og de britiske i Malaya, selv i tilfælde af en komplet sejr i syd. Dette er en målestok for forfaldet i kapitalismens og imperialismens gamle forhold. Kapitalismen rådner på sit svageste punkt.

I Europa har Ruslands sejr i krigen og massernes opstand efter nederlaget til tysk-italiensk fascisme også udviklet en kolossal revolutionær bølge, der truede med at feje kapitalismen bort fra hele kontinentet. Imidlertid har Ruslands sejr i krigen haft komplekse og modsætningsfyldte konsekvenser. Midlertidigt, men ikke desto mindre i en hel historisk periode, er stalinismen blevet styrket enormt. På trods af den ødelæggelse og de blodsudgydelser, som Rusland blev udsat for og som efterlod landet i en udmattet og svag tilstand (samtidig med at anglo-amerikansk imperialisme dårligt nok blev rørt i krigen og har lidt små tab af ressourcer og menneskeliv – USA har nået højdepunktet af sin militære og økonomiske magt), på grund af befolkningernes stemning og forholdet mellem klasserne på verdensplan, var imperialisterne ikke i stand til at intervenere imod Rusland.

Selv intervention i størrelse med den, der fulgte Første Verdenskrig, var umulig. Tværtimod var de allierede tvunget til at sluge russisk herredømme i Østeuropa og dele af Asien, som de endda aldrig ville have afstået til det reaktionære tsardømme. Det russiske bureaukrati opnåede en dominans over regionen, der gik langt videre end tsartidens Ruslands vildeste drømme.

Processen, hvormed kapitalismen blev væltet i Østeuropa og stalinismen blev udvidet, fandt sted på en særlig måde. Tomrummet i statsmagten i Østeuropa, der fulgte efter nazisternes og deres Quislinges nederlag, blev fyldt af den Røde Hærs kræfter. Det svage borgerskab i disse områder var i høj grad blevet udryddet, indarbejdet som Quislinge for den tyske imperialisme eller reduceret til nazisternes små partnere i krigsårene. De havde været relativt svage i Østeuropa selv inden krigen, og staterne i denne region var i høj grad halvkolonier for stormagterne ligesom de sydamerikanske stater. Regimerne før krigen var i konstant krise på grund av balkanisering [2] af området og den herskende klasses manglende evne til at løse selv den borgerlig-demokratiske revolutions opgaver. De var næsten alle sammen svage, militariserede diktaturer uden virkelige rødder blandt masserne.

Ruslands sejr i krigen fremprovokerede uden tvivl en opstand blandt masserne, enten hurtigt eller i nogle lande lidt forsinket. Den socialistiske revolution var på dagsordenen. Dette var ikke blot farligt for borgerskabet, men også for det stalinistiske bureaukrati. Bureaukratiet opnåede deres mål ved behændigt at balancere imellem og manipulere med klasserne på en typisk bonapartistisk facon. Kunststykket bestod i at danne en ”folkefront” mellem klasserne og oprette en ”national samlingsregering”. Imidlertid havde denne ”folkefront” et andet grundlag og et andet formål end de tidligere ”folkefronter”.

I Spanien var ”folkefrontens” formål at smadre arbejdernes magt og den arbejderstat, som var i sin kimform, ved at ødelægge arbejdernes revolution. Dette blev opnået ved at lave en alliance med borgerskabet, eller rettere borgerskabets skygge, kvæle den kontrol, som arbejderne havde etableret på fabrikkerne samt de bevæbnede arbejdermilitser, og genetablere den kapitalistiske stat under borgerskabets kontrol. Konsekvensen af denne politik var, at der ved krigens slutning var et militariseret diktatur på begge sider af linjerne.

Formålet med koalitionen med det besejrede borgerskab, eller dets skygge, i Østeuropa havde et andet formål end at give magten tilbage til kapitalistklassen. I tidligere ”folkefronter” var den virkelige statsmagt – de bevæbnede grupper, politiet og statsapparatet – i borgerskabets faste greb, med arbejderpartierne som vedhæng. I Østeuropa var – med den ene eller anden vigtige variation – den virkelige magt, dvs. kontrollen med de væbnede grupper og statsapparatet, i hænderne på stalinisterne. Borgerskabet indtog pladsen som vedhæng uden egentlig magt. Hvorfor da koalitionen? Den tjente som et dække, hvorunder et fast statsmaskineri efter Moskvas model kunne blive opbygget og konsolideret.

Bureaukratiet brugte borgerskabet til at afholde arbejderne, der var blevet vækket af den røde hærs sejr og krigens begivenheder, fra at nå en socialistisk revolution som oktoberrevolutionen. Bureaukratiet spillede ud med borgerskab i enhedens navn imod arbejderklassen. De forhindrede med bonapartistiske manøvrer arbejderne i at få kontrol over fabrikkerne.

Ved at gennemføre jordreformer og ekspropriere godsejerklassen sikrede de sig for en tid støtte eller accept fra bønderne. Efter at have konsolideret og opbygget en stærk stat under deres kontrol gik de videre til det næste stadie. Ved at mobilisere arbejderne vendte de sig imod borgerskabet, som de ikke længere havde behov for som modvægt til arbejderne og bønderne, og skridt for skridt eksproprierede de dem. Borgerskabet var, uden støtte fra udenlandske imperialisme, ude af stand til at yde afgørende modstand. Et totalitært styre, der mere og mere lignede modellen fra Moskva, er gradvist blevet indført. Efter eliminering af borgerskabet og begyndelsen på en storstilet industrialisering har bureaukratiet vendt sig imod bønderne og er slået ind på en vej med kollektivisering af landbruget.

Jugoslavien

I Jugoslavien og Kina var begivenhederne temmelig anderledes, om end ikke fundamentalt, i forhold til udviklingen i Østeuropa. Efter at Jugoslavien blev underlagt den tyske imperialismes styrker, begyndte en national frihedskamp imod den udenlandske undertrykker at udvikle sig. Dette havde en bred basis på grund af Jugoslaviens traditioner og dets folks kampe imod dominansen fra Tyrkiet og Østrig-Ungarn før Første Verdenskrig.

Dette førte til en bondekrig og guerillakamp i bjergene. Under ”normale” forhold kunne sådan en kamp kun føre til sejr for borgerskabet og muligvis en jordreform, selv hvis den blev ført til sejr. Men de dominerende faktorer i vores epoke udgøres af oktoberrevolutionens sejr samt bureaukratiets deformering af revolutionen. På den ene side er der en stærk ”arbejderstat” (om end i degenereret form), og på den anden side er imperialismen og kapitalismens frygtelige forfald på verdensplan og det lokale borgerskabs manglende evne til at løse en eneste af de nationale og demokratiske opgaver, som landet står over for, og det har skubbet masserne i retning af socialistisk revolution. Endnu en gang fører degenereringen af revolutionen til en mærkelig deformering af de lokale stalinisters kamp.

Bønderne kan ikke spille en selvstændig rolle. De må følge den ene eller anden hovedklasse i det moderne samfund. I modsætning til tidligere tiders klassiske marxistiske teori begyndte kampen med, at små lag af arbejderne og den stalinistiske ledelse tog op i bjergene og organiserede en bondekrig for national befrielse. Langt den største del af befrielseshæren bestod af bønder. Partisanerne var bønder. Dens natur viste sig i borgerkrigen, som allerede begyndte under besættelsen, hvor Draža Mihailović [3] repræsenterede kapitalisterne og den øverste middelklasse (eller rettere de rester, der ikke havde solgt fuldstændig ud til tysk imperialisme). Det bonapartistiske bureaukrati baserede sig på bønderne og førte an i kampen under dække af en ”folkefront”, der mindede om de, der senere blev etableret i Østeuropa. Mod slutningen af krigen var store områder af landet, med undtagelse af de store byer, under Titos kontrol, om end der var brug for hjælp fra den røde hær til at indtage Beograd.

Imidlertid udviklede begivenhederne i Jugoslavien sig anderledes end i Østeuropa. I de østeuropæiske lande var partisankampene enten svage, næsten ikke-eksisterende eller fandtes kun i kimform da den røde hær ankom. I de lande, hvor der var en modstandsbevægelse med massebasis, var der særlige forhold, som ikke fandtes i Jugoslavien.

Den vigtige forskel mellem Jugoslavien (og Kina) og resten af Østeuropa ligger i, at Tito og de jugoslaviske stalinister allerede havde etableret en uafhængig statslig basis inden den røde hær ankom. De nød støtte fra det store flertal af masserne til den revolutionære kamp, de havde taget op. Dermed kunne jugoslaverne modstå det russiske bureaukratis forsøg på at opnå fast kontrol. De var ikke så afhængige af Moskva som de andre satellitpartier var.

I selve Sovjetunionen opstod der uundgåeligt konflikter mellem de nationale republikker og det stalinistiske bureaukrati på grund af Moskva-klikens storrussiske tendenser til centralisering og bureaukratisk undertrykkelse. I Ukraine, Georgien, Aserbajdsjan og den Volgatyske republik og alle de russiske republikker udviklede der sig opposition til den kvælende økonomiske og kulturelle nationale undertrykkelse. I Ukraine udviklede undertrykkelsen sig i en sådan grad, at Trotskij fremførte parolen om en uafhængig ukrainsk sovjetrepublik. Massernes opposition i republikken var så omfattende, at den håndplukkede stalinistiske ledelse måtte udrenses og dræbes for at konsolidere bureaukratiets herredømme.

Til dato vedbliver det nationale spørgsmål at være afgørende i kampen imod bureaukratiet. Stalins tilbøjelighed til at gøre Østeuropa til et len til gavn for det russiske bureaukrati gennem underordning af økonomiens interesser i disse lande under Moskva-bureaukratiets økonomiske behov, måtte nødvendigvis vække en modstand hos masserne, der ville give ekko helt ind i de dominerende stalinistiske partier. Det var på dette grundlag, at bruddet mellem det stalinistiske regime i Moskva og det jugoslaviske stalinistiske styre måtte finde sted. Det var på dette grundlag, at det jugoslaviske bureaukrati kunne besejre Kreml på grund af sin uafhængige basis og opbakning fra masserne.

Selv imod den grusomme blokade fra Kominform [4] var de, på grund af spændingerne mellem øst og vest, i stand til at fastholde en usikker balance. Det er det nationale spørgsmål, der forklarer den jugoslaviske modstands basis. Det jugoslaviske bureaukrati ønskede at fastholde deres position som en mindre partner snarere end en vasalstat under Moskva. Hvor de ukrainske og georgiske bureaukrater ikke havde held med sig, lykkedes det for det jugoslaviske bureaukrati.

I de andre stater i Østeuropa blev oppositionen behandlet på samme måde som i nationalstaterne i Sovjetunionen. Ledende elementer som Gomulka [5], Rajk og Kostov blev henrettet eller fængslet, og statsmaskineriet blev udrenset fra top til bund for at gøre det til et lydigt værktøj. Forsøget i Jugoslavien endte imidlertid med arrestation og fængsling af de stalinistiske agenter Zujobic og Hebrang.

Betyder bruddet mellem Tito og Stalin, at regimet i Jugoslavien ophører med at være stalinistisk? Regimet er fortsat en jugoslavisk variant af den russiske stalinisme. Stalinisme betyder et totalitært styre med en privilegeret bureaukratisk kaste, der hersker over den økonomiske basis i en arbejderstat. Med denne eller hine forskel, med denne eller hine modifikation ligner styret i Jugoslavien ikke desto mindre det i Rusland, på samme måde som Dollfus-regimet i Østrig lignede Hitlers og Mussolinis regimer.

På samme måde, som det er muligt at der kan være forskellige fascistiske regimer i forskellige lande, så kan der under bestemte forhold være forskellig stalinistiske regimer, forskellige demokratiske borgerlige stater og forskellige former for arbejderstater i overensstemmelse med normen.

De afgørende overvejelser i vor karakteristik af et regime er: først de grundlæggende sociale karakteristika – arbejderstat, kapitalistisk stat, feudal stat, slavestat osv. Dernæst, men stadig af vital betydning, dets politiske overbygning. I tilfældet med en kapitalistisk stat – fascistisk, demokratisk, imperialistisk, kolonial osv. I tilfældet med en arbejderstat – bureaukratiseret eller arbejderdemokrati. På dette grundlag vedbliver Jugoslavien at være en deform arbejderstat. Marxisterne støtter de jugoslaviske massers kamp imod det russiske bureaukratis chauvanistiske nationale undertrykkelse på samme måde som vi støtter Ukraines eller Polens kamp for frihed fra Moskvas dominans.

I selve Jugoslavien må Fjerde Internationale kæmpe for at vælte det jugoslaviske bureaukrati gennem en politisk revolution. Denne politiske revolutions krav vil blive for at placere kontrollen i massernes hænder gennem et styre med arbejderdemokrati med – som minimum – ret for alle arbejdertendenser til at deltage frit i al politisk liv, afskaffelse af bureaukratiets privilegier, genindførelse af strejkeretten osv.

Det jugoslaviske regime er i sine metoder og sit udsyn nærmere stalinismen end den revolutionære marxisme. Stalinismens pres tvinger det jugoslaviske bureaukrati til i høj grad at låne fra den marxistiske kritik af Stalin. Verbale gestikulationer til venstre forvandler ikke regimet til en sund arbejderstat, ligesom den til tider korrekte stalinistiske kritik af reformisme og kapitalisme forvandler det stalinistiske bureaukrati til en ægte marxistisk strømning. På en tilsvarende måde, hvorpå stalinismen fortsat er en centristisk strømning, er det jugoslaviske bureaukrati det også.

Dette bureaukrati er friskere end det, der er i Moskva. Det nyder formentlig en større opbakning hos det arbejdende folk. Femårsplanen her, ligesom i Rusland i begyndelsen, vakt entusiastisk støtte blandt masserne, som tror, at de bygger socialismen. Ikke desto mindre er differentieringen lige så stor, som den var i de første år med femårsplan i Rusland. Den herskende klikes grundlæggende karaktertræk angives af, at de er forblevet i ægteskab med teorien om socialisme i ét land – om end på et lavere niveau, på grundlag af det lille Jugoslavien sammenlignet med Ruslands enorme ressourcer.

Jugoslavernes utopiske position, omringet på den ene side af hadet fra bureaukratiet i øst, og kapitalisme/imperialisme i vest, og deres forsigtige balancegang på disse modsætninger for at opretholde sig selv, viser sig i de første skærmydsler i kampen mellem USA og USSR. Den ynkelige kapitulation til vestlig imperialisme med kravet om FN-mægling i Korea, er det bedste tegn på den ikke-marxistiske karakter af det jugoslaviske bureaukrati.

Da de ikke baserer sig på internationalisme, kan de kun – som andre småstater – smutte frem og tilbage mellem stormagterne Rusland og USA uden mulighed for at have en selvstændig rolle. Kun en internationalistisk position kan redde dem fra den skændige rolle, som Jugoslavien spiller i FN.

Zig-zag sving til venstre i ord kan – ligesom de stalinistiske zig-zag sving til venstre – ikke ændre de grundlæggende forhold i Jugoslavien. Jugoslaviens økonomiske basis – et tilbagestående land, ikke meget mere udviklet end Rusland før dets industrialisering – frembringer ubønhørlige konsekvenser af den bureaukratisering, der blev udviklet i Moskva.

Med krampagtige sving til højre og venstre vil den økonomiske tendens, med de samme årsager, give den samme virkning. Det jugoslaviske regime vil mere og mere nærme sig Moskvas billede.

Stalinismen i Kina

Det særlige styrkeforhold, som førte til stalinismens sejr i Østeuropa, trækker i retning af samme resultater i Asien. I Kina har vi et enestående eksempel på dette resultat af et væld af historiske faktorer. Nederlaget til revolutionen i 1925-27 (på grund af stalinisternes fejltagelser), der havde haft alle muligheder for at sejre, førte den stalinistiske ledelse og de kadrer, de havde fastholdt, til at forlade byerne og søge op i bjergene for at basere sig på bondekrig – en krig, der har haft mange fortilfælde i Kinas lange historie.[6]

Det feudal-kapitalistiske militærstyres forfald og nedgang fremgik af dets fuldstændigt manglende evne til at løse et eneste af Kinas problemer i perioden 1924-45. Styret, der var langt mere råddent end selv det værste af tsartidens Rusland, var i stand til at gøre hele befolkningen – med undtagelse af den lille klike med Chiang Kai-Shek i toppen – til sine fjender.

Der var ingen, der var villige til at forsvare styret i farens stund. I den samme periode gjorde imperialismens forfald efter Anden Verdenskrig, at imperialisterne var ude af stand til at intervenere. I 1925-27 besvarede den britiske imperialisme en ”fornærmelse mod flaget” ved at bombardere Kinas vigtigste havne fra sine krigsskibe. Dette skete med opbakning fra lederne af fagforeningerne og Labour. I 1949 var styrkeforholdet sådan, at imperialisterne jublede over, at det lykkedes krigsskibet Amethyst at flygte ud af floden Yangtze! Sådan har styrkeforholdet ændret sig. De amerikanske imperialister intervenerede med store mængder våben, penge og ammunition som hjælp til Chiang Kai-Sheks bande, men næsten alle forsyningerne faldt i hænderne på Kinas Røde Hær.[7]

Disse faktorer, sammen med den kendsgerning at det mægtige Rusland var nabo, påvirkede alle sammen den politisk udvikling i Kina. Under ”normale” omstændigheder ville bondekrigen i Kina være endt således som alle sådanne krige tidligere er endt, eller de kinesiske bønders ledere ville have slået sig sammen med de kapitalistiske elementer i byerne og forrådt bøndernes masser. Revolutionen ville have antaget en kapitalistisk karakter.

Imidlertid førte ovennævnte faktorer til et andet resultat end det, der kunne forudsiges. Uden Rusland som nabo, uden det russiske styres degeneration som en yderligere faktor, uden den fuldstændige nedbrydning af det kinesiske regime, hvor den gamle herskende klasse så ynkeligt havde overlevet sig selv, uden den internationale stalinistiske bevægelses degenerering, uden den ægte marxistiske strømnings ekstreme svaghed, uden imperialismens svaghed på verdensplan, ville begivenhederne i Kina og resten af Asien være faldet anderledes ud. Enten i retning af en arbejderrevolution ifølge normen (med al dens internationale betydning i form af udbredelse af revolutionen til Europa og resten af verden) eller også sejr til en kapitalistisk kontrarevolution. Dette havde været alternativerne.

Men historien er fuld af utallige varianter, der ikke kan forudsiges. Teori er grå, men livets træ er grønt. Alle de komplicerede faktorer har tilsammen ført til, at revolutionen er blevet gennemført på en anden måde, end teorien tidligere havde peget på. Ved den samme teknik som i Jugoslavien – med bøndernes massebevægelse som grundlag – har Mao og Kinas Røde Hær (muligvis med en endnu større folkelig massebasis end Tito havde) ført en revolutionær krig om jorden. Koumintang-klikens hære smeltede bort. Her var en bondekrig i den klassiske, revolutionære tradition. Stalinismens bonapartistiske klike baserede sig på bøndernes ønske om jord. Ved at anføre bondekrigen fik de massernes kraftfulde opbakning. Her har vi en særlig variant af den permanente revolution (hvor en sejrende bondehær blev anført af ex-marxister).

På grund af regimets krise og stalinismens lammelse af bevægelserne i byerne, opnåede Mao Tse Tung og de andre stalinistiske ledere et uafhængigt grundlag i bondehæren, bonapartismens klassiske redskab. Men som følge af epoken og de forskellige faktorer, vi allerede har behandlet, kunne det ikke ende, som en bondekrig uafhængigt af en massebevægelse i byerne normalt ville ende. Mao Tse Tung og hans gruppe havde held til, efter at have indtaget byerne med i hvert fald passiv accept fra arbejderklassen og småborgerskabet i byerne, at balancere mellem klasserne på bonapartistisk manér.

Det bonapartistiske bureaukrati begyndte med den gradvise eliminering af godsejervældet i de områder, de havde erobret (efter bevægelsens første stadier bekymrede bureaukratiet sig om at forhindre enhver uafhængig bevægelse blandt bønderne eller arbejderne, der ikke direkte kunne tøjles og kontrolleres af bureaukratiet selv), og de konfiskerede med det samme det, som de kaldte for ”bureaukratisk kapitalisme”, det vil sige de vigtigste midtpunkter for den storindustri og finanssektor, der fandtes, og det bonapartistiske bureaukrati kunne manøvrere mellem klasserne. I en midlertidig periode, og for at hjælpe til med at konsolidere den bureaukratiske kaste, har de tålt handels- og industrikapitalisme i en ny version af NEP. [8]

Ved at manøvrere mellem klasserne vil de etablere et befæstet og stærk statsapparat. Ved at basere sig skiftevis på bønderne, arbejderne og borgerskabet for at opnå forskellige mål vil de balancere imellem dem som en ”overdommer” og formynder af klassernes indbyrdes forhold. De vil uundgåeligt gå videre og på et senere tidspunkt konfiskere den private ejendom i industrien, samt ekspropriere bønderne ligesom i Rusland og i Østeuropa. På grund af magtesløsheden og svagheden hos borgerskabet, der står uden et historisk perspektiv og uden en historisk opgave at udføre, vil det blive elimineret med forholdsvis lethed. Mao vil basere sig på arbejderne for at rette slag imod borgerskabet ligesom Stalin gjorde, da kulakkerne og NEP-folkene blev elimineret.

Et stalinistisk bureaukrati kan ikke tolerere at dele magten med borgerskabet, fordi dette ville gøre det svagt og reducere det til at spille en underordnet rolle, med et tilsvarende tab af indtægter, magt og privilegier. Bønderne, der er ude af stand til at finde en anden vej, vil nådesløst blive undertrykt. Gradvist vil der blive etableret en totalitær stat, der mere og mere svarer til Moskva. Efter i en tid at have baseret sig på arbejderne for at eliminere kapitalisterne og konsolidere sin magt, vil bureaukratiet vende sig imod arbejderklassen og knuse ethvert element af arbejderdemokrati, der måtte eksistere eller hav udviklet sig i processen.

Stalinismen i Kina står over for et langsigtet perspektiv med magt, vækst og konsolidering på trods af de sociale krampetrækninger. Den er relativt progressiv på grund af udviklingen af industrien og samlingen af Kina for første gang, og på dette grundlag får udviklingen af produktivkræfterne et vældigt skub fremad. De kan på grundlag af de kinesiske forhold fastholde deres herredømme i lang tid. De vil konsolidere sig mere og mere fast i den kommende periode. De faktorer, der gør dette muligt, har været den endeløse krig og borgerkrig, som Kina har befundet sig i i de seneste to årtier, trætheden hos befolkningen, der kræver fred, den relativt progressive rolle, de spiller i Kina samt fraværet af ethvert alternativ på kinesisk grundlag alene. Alle disse faktorer styrker mægtigt den kinesiske stalinismes rolle.

Naturligvis kan begivenhederne i Kina accelereres eller hæmmes af udviklingen i Vesteuropa, USA og Rusland. Disse vedbliver at være de afgørende dele af verden. En vellykket proletarisk revolution i Vesten, der skaber en arbejderstat ifølge den marxistiske norm, vil naturligvis føre til en genoplivning af revolutionen i Kina og bane vejen for en sund udvikling ved at accelerere den politiske revolution. Men med de kinesiske styrkeforhold som grundlag er det klart, at Mao ligesom Stalin vil udvikle de kræfter, der i fremtiden vil vælte hans maskineri.

Den relativt strenge regering, der ikke er under massernes kontrol, vil blive mere og mere korrupt. Statsmagt er en kraftfuld kilde til infektion og sygdom. Den bureaukratiske kaste vil øge deres adskillelse fra masserne, hæve sig selv højere og højere over befolkningen og – som et nyt aristokrati – fremprovokere had iblandt masserne.

På grund af Kinas historie, dets traditioner og forfærdelige tilbagestående udvikling, vil den kinesiske stalinisme med egne kræfter uundgåeligt udvikle et endnu mere uhyrligt undertrykkelsesmaskineri end stalinismen i Rusland. Den bureaukratiske kaste, der krystalliserer sig mere og mere, vil kun blive fjernet med magt. Den nye politiske revolution vil føre til oprettelse af et sundt arbejderdemokrati, men på et højere industrielt niveau. I det lange løb vil Kinas skæbne, ligesom resten af Østen, blive afgjort af revolutionens skæbne i Østeuropa og USA.

Med et uafhængigt grundlag vil Mao Tse Tungs styre sandsynligvis komme i konflikt med det stalinistiske bureaukrati i Rusland. Modvilligt, efter erfaringen med Jugoslavien, er bureaukratiet blevet tvunget til at behandle Folkerepublikken Kina som en mindre samarbejdspartner snarere end en ren satellit eller provins under Moskva. På trods af forsøgene på at undgå det, er det ret sandsynligt at Mao Tse Tung – hvis han kan opnå fordelagtige aftaler med Storbritannien og USA – vil bryde ud og spille en uafhængig rolle. I denne forstand er det – så snart der er etableret et uafhængigt grundlag – vanskeligt, hvis ikke umuligt, for Moskva at fastholde direkte styre eller dominans.

Stalinismen i Vesteuropa

Resultatet af krigen og den nationale befrielseskamp, massernes generelle foragt, det kapitalistiske systems råddenskab, der har skabt to verdenskrige, sejren over fascismen samt Ruslands sejr i krigen, har alt sammen uundgåeligt ført til en kraftfuld revolutionær bølge i Vesteuropa. Tragedien er, at hvor den revolutionære bølge efter Første Verdenskrig blev standset af reformismen, var det stalinismen, der reddede den vesteuropæiske kapitalisme efter Anden Verdenskrig.

Især i Frankrig og Italien blev kommunistpartierne den dominerende kraft i arbejderklassen, og med deres kontrol over fagforeningerne og andre af arbejdernes masseorganisationer, med et mægtigt apparat og maskineri, var de stalinistiske partier langt stærkere organisatorisk end bolsjevismen nogensinde havde været inden den russiske revolution. Muligheden for fredeligt, eller næsten fredeligt, at tage magten, var indbygget i situationen. Men på grund af stalinismens diplomatiske situation i verden og frygten for masserne forrådte de den første revolutionære bølge i de koalitioner af folkefronter, de dannede. Med denne store hjælp fra stalinismen, socialdemokratiets sædvanlige rolle og takket været hjælp fra den mægtige amerikanske imperialisme, var den forfaldne kapitalisme i Vesteuropa i stand til at komme sig. Med Marshallhjælpen og den moderne produktions helbredende evner har den skrantende kapitalisme været i stand til at genopbygge sig selv og produktionsmaskineriet. I denne situation, efter den første revolutionære bølge er døet ud, har stalinisterne – for at hjælpe det sovjetiske bureaukrati i den åbne kamp imod den amerikanske imperialisme – begivet sig ud i en række uansvarlige foretagender uden andet virkeligt perspektiv end at svække Vesteuropa til gavn for bureaukratiet.

Bølgen af uansvarlige strejker, uden et klart perspektiv om en kamp for magten, har udmattet og frustreret arbejderklassen. Denne politik har hjulpet borgerskabet til, efter de er kommet sig oven på de revolutionære chok, at genetablere deres statsapparat, om end deres fasthed er langt mere tilsyneladende end virkelig. De vesteuropæiske regimers krise vises bedst af situationen i Frankrig og Italien.

I disse lande er socialdemokratiets krise den klareste afspejling af dette. På trods af, at stalinisterne ikke har taget magten, har arbejderklassen skabt en splittelse i Italiens socialistparti og en kronisk krise i SFIO i Frankrig. [1] Arbejdernes opbakning svinder, og på trods af stalinisternes forbrydelser i den seneste periode, vedbliver stalinisterne at være arbejderklassens vigtigste parti. Dette skyldes netop mangelen på et massebaseret revolutionært alternativ.

Der er blevet gjort indhug i stalinismens rustning med arbejdernes erfaring, herunder Titos bevægelse, men der er endnu ikke blevet rettet et afgørende slag imod stalinismens kræfter. Som valgene i Frankrig og Italien viser, nyder de stadig opbakning fra arbejderklassens grundlæggende lag. Med en økonomisk krise kan stalinismen komme sig og endda få støtte fra yderligere lag af arbejderne og småborgerskabet, som de ikke har påvirket tidligere. Den vigtigste del af arbejderne i disse lande har stadig mange illusioner til stalinismen som revolutionær kraft; illusioner der er blevet styrket af stalinisternes ”venstreorienterede” linje i de sidste få år. Det vil være nødvendigt med en lang proces med desillusionering førend arbejderklassen kommer til at forstå stalinismens virkelige natur.

Det er teoretisk muligt, at stalinisterne – under særlige forhold – endda kan komme til magten i disse lande. Hvis de gør det, kan de ikke fastholde magten i en længere periode, og under alle omstændigheder vil de komme i konflikt med Moskvas bureaukrati. Uanset om de kommer i konflikt med Moskva hurtigt eller ej, vil der omgående indtræde en proces med differentiering fra top til bund i Kommunistpartiet. Uanset resultatet af de sprækker, der vil åbne sig i kommunistpartiet, vil det være usandsynligt, at stalinisterne kan blive ved magten i en længere periode.

Spanien

Den nuværende epokes krampagtige karakter, og umuligheden af en længerevarende stabilisering af kapitalismen, bliver ikke blot afsløret af imperialismens svaghed og den nationale vækkelse i Asien, men også af det skrøbelige fundament under det økonomiske opsving og den relative ro i Vesteuropa. Det spanske spørgsmål rejser sig endnu en gang som et nøglespørgsmål for Europa og verdens arbejderbevægelses skæbne.

Det er tolv år siden, at de spanske arbejdere var viklet ind i en skrækkelig borgerkrig på grund af arbejderbevægelsens – især stalinisternes – fejltagelser og forbrydelser.

Nu har regimets forfald og korruption nået et sådant omfang, at arbejderne allerede er begyndt at vågne op. Det fascistiske militærstyre har langt fra løst nogle af den svage og tilbagestående spanske økonomi, men derimod forværret dem enormt. Regimet minder i sin ineffektivitet, ørkesløshed, råddenskab og grundlag med alliance med kirken, godsejerne, hæren og fabrikanterne mere om Chiangs klike end en europæisk regering. Ligesom tsarstyret er det ophørt med at have nogen massebasis i befolkningen.

Alle befolkningens lag, alle de sociale klasser, føler regimets krise og begynder at søge efter en udvej. Fascisme kan, når den først er etableret, kun opretholde sig selv gennem massernes atomisering, sløvhed, apati og ligegyldighed. Gensynet med arbejdernes solidaritet, initiativ og handling kan være begyndelsen på dens undergang. På den måde markerer strejkerne i Barcelona og Baskerlandet begyndelsen på en ny spansk revolution. Revolutionens proces, der blev afbrudt i 1939 af den fascistiske hæls indgriben, begynder på ny. Det fascistiske styre er dødsdømt. Det eneste spørgsmål er, i hvilket tempo dets undergang vil foregå.

Begyndelsen til enden for Mussolini blev markeret af de italienske arbejderes strejker – han faldt få måneder senere. Begivenhederne i Spanien er, ligesom begivenhederne i Italien, et svar til de skeptikere, der kun så regimets monolitiske styrke og klogt prædikede umuligheden af, at det kunne omstyrtes af kræfter internt i landet. Italien var ikke et overbevisende eksempel for dem, fordi regimet led nederlag i krigen, som de udledte årsagen til det fascistiske systems kollaps af.

Franco-regimets krise i fredstid leverer en knusende tilbagevisning af denne udialektiske tankemåde. Den samme form for social ”filosofi” bøjer sig i afmagt foran den totalitære stalinisme.

I det lange løb vil de russiske arbejdere lamme det stalinistiske regime til en langt mere ynkelig og hjælpeløs tilstand end de kommende dødskramper, der vil ramme Francos styre. Det almægtige bureaukrati (som afslører sit kaste-herredømme som et med permanent krise og uendelige udrensninger og undertrykkelse) vil i afgørelsens time kollapse i magtesløshed under arbejdernes slag. Formentlig vil dets kollaps begynde med strejker på samme måde som Spanien og Italien.

Som teorien har slået fast på baggrund af historisk erfaring, så viser betingelserne for revolution sig nu under den vågnende spanske arbejderklasses slag. Den dødsdømte herskende klasse er begyndt at blive splittet i toppen under pres og social utilfredshed fra neden.

De ønsker at give nogle reformer og indrømmelser til arbejderne og bønderne, som kan bevare regimes basis intakt. Sådan var det også i det dødsdømte tsarstyre. Men ethvert forsøg på at standse bevægelsen fra neden ved at genoprette det gamle monarki eller lignende manøvrer vil blot fremskynde den bevægelse, de så inderligt frygter.

De ubærlige sociale spændinger afspejler sig i forsøgene hos de, der nyder størst gavn af regimet: godsejerne, kirken, hæren og fabrikanterne, på at undvige den hævn, de frygter, at regimets omstyrtelse vil bringe fra massernes side. Men disse konspirationer kan, hvad enten de lykkes eller ej, kun give energi til den kommende revolutionære bølge.

Den herskende klasse søger en flugtvej. De fleste lag af middelklassen – fra top til bund – vakler eller udtrykker endda åbent sympati for arbejdernes kamp. Regimet kan ikke finde et grundlag for støtte her.

På det seneste har arbejdernes fantastiske strejker under så ugunstige forhold endnu en gang afsløret den evne til selvopofrelse, udholdenhed og kamp, som de heroiske spanske arbejdere udviste i så rigt mål i de revolutionære kampe i årene 1931-37.

Ja! Betingelserne for revolution er til stede! I 1936 udviste de spanske arbejdere – på trods af arbejdernes lederes sabotage – deres ønske om socialistisk revolution gennem handling og aktiviteter. Uden det ugunstige internationale miljø og Hitler og Mussolinis intervention, på trods af arbejdernes lederes kriminelle politik, ville det selv i 1936 formentlig have været muligt for arbejderne at besejre Franco. Uden hjælp udefra, uden de mauriske tropper og ”ikke-interventionen” fra det stalinistiske Rusland og de kapitalistiske ”demokratier” i de tidlige, afgørende stadier, ville det have været vanskeligt, hvis ikke umuligt, for Franco at sejre.

Den spanske herskende klasses degeneration er gået endnu videre under Francos styre. Massernes ønske om socialistisk forandring er blevet intensiveret. De vil ikke længe lade sig spise af med overfladiske ændringer og reformer. Især da det kun er grundlæggende social omvæltning, der blot kan begynde at løse den spanske nations problemer.

Samtidig vil Spansk Marokko – i stedet for at være en kilde til Francos stormtropper – sandsynligvis blive påvirket af oprør, når først en massebevægelse begynder på det spanske fastland. Det internationale borgerskab vil finde det umuligt at blande sig direkte. Hvis Storbritannien finder det svært at gennemføre væbnet intervention imod Persien (Iran), vil det være umuligt med Spanien.

Interventionen af amerikanske dollars vil formentlig ikke opnå mere lovende resultater end den ildevarslende hjælp til den dødsdømte kinesiske klike i Stillehavet.

Revolutionens kontinuitet, der blev brudt i 1939, gør det rimeligt at forvente en tilbagevenden til et nyt 1936, men under meget bedre betingelser nationalt og internationalt. Men 1936 betyder arbejdernes kamp for magten. En kamp, hvor arbejderne vil lære hurtigt under gunstige betingelser, og hvor fortidens bitre erfaringer vil have hærdet og styrket arbejderne. Kun den stalinistiske kontrarevolution reddede den spanske kapitalisme. Men de kunne kun udfylde denne rolle (når vi ser bort fra den politik, der blev ført af POUM, anarkisterne og socialistpartiets venstrefløj) på grund af Ruslands indflydelse og Ruslands forsyninger af våben og andre vitale ting. Den stalinistiske og borgerlige kontrarevolution lykkedes (på trods af fraværet af et marxistisk revolutionært parti) alene på grund af de ovennævnte betingelser.

I dag er betingelserne endnu mere ufordelagtige for dem. Borgerskabet vil under en ny 1931-36 opstand have lige så lidt indflydelse og være begivenhedernes legetøj som i 1936. Stalinisterne vil i revolutionen – på trods af deres utilgivelige forbrydelser og forræderi – formentlig igen blive en mægtig kraft, men på ingen måde en afgørende faktor. Alle de venstreorienterede partier og organisationer vil igen komme frem som massekræfter: CNT, UGT, POUM og Socialistpartiet. [2]

Under disse betingelser vil muligheden for en hurtig skabelse af et revolutionært masseparti være til stede. Men det er ikke teoretisk udelukket, at de spanske arbejderes pres, med massernes uundgåelige initiativ, kan presse CNT, POUM og Socialistpartiets venstrefløj i retning af at tage magten i deres egne hænder. Under disse forhold kan vi i Spanien komme til at se en ny version af Pariserkommunen.

En spansk kommune ville på sin side være af afgørende betydning på verdensplan. Det kunne være begyndelsen på en omgruppering i arbejderbevægelsen. I Vesteuropa er Cucchis og Magnanis udsplitning [3], en splittelse i Frankrig samt skabelsen af et titoistisk kommunistparti i Tyskland symptomer på en krise i stalinismen. Indtil nu har de, på grund af at der praktisk talt ikke eksisterer en revolutionær marxistisk strømning, hovedsageligt bestået af en blanding af progressive og reaktionære elementer. I Frankrig har det været den kolde krig og den åbenlyse afsløring af kommunistpartiet som et redskab for Kremls udenrigspolitik, der har leveret dette resultat.

På grund af, at de ikke har draget klare internationalistiske og socialistiske konklusioner – men i stedet holdt fast i en politik med union sacree – har de været dømt til sterilitet og har efterladt de stalinistiske styrker næsten intakte.

Men en kommune i Spanien vil have helt anderledes resultater. Det vil splitte kommunistpartierne i Vesteuropa fra top til bund. Det vil skabe uro og differentiering i Socialdemokratiet i Vesttyskland, Labour i England samt andre socialistpartier i Vesteuropa.

Det vil indlede et nyt kapitel for arbejderbevægelsen på et nyt fundament. Det vil være begyndelsen på enden for stalinismen i den vesteuropæiske arbejderbevægelse. Det vil være begyndelsen på enden for stalinismen i Østeuropa, Rusland og Asien. Det vil indlede kapitalismens kollaps i Vesten. På dette grundlag kan det, efter nogle års forvirring, føre til genopbyggelse af verdens arbejderbevægelse på marxistisk grundlag.

Storbritannien og USA

I både England og USA er stalinismen stadig en svag kraft, der endnu ikke er trængt igennem til masserne. I Storbritannien skyldes det i høj grad både historiske og moralske faktorer. Den britiske kapitalismes enorme rigdom, sammen med den herskende klasses evne til på den ene side bedrag, og på den anden side til at trække sig tilbage og indgå kompromis i farlige tider har tidligere givet britisk kapitalisme en stærk position. Selv om den britiske imperialismes dominerende position nu er fortid, og landet er blevet presset tilbage i rækken af underordnede magter, er der blevet ophobet tilstrækkelig rigdom (sammen med hjælp fra USA) til at de britiske kapitalister i en vis grad kan leve af deres fedtlag.

Samtidig har kapitalismens krise på verdensplan, stalinismens fremgang i Asien og Europa, tabet af tillid til den herskende klasse, den gamle tradition for herredømme, behovet for et dristigt program, hvis Storbritannien skal klare sig, samt radikaliseringen af arbejderklassen alt sammen ført til en situation, hvor Labour-regeringen i sin første valgperiode har gennemført et radikalt program med reformer og nationalisering af de industrigrene, som er blevet ruineret af den britiske imperialisme. Alt dette har gjort, at den afgørende del af arbejderbevægelsen, og frem for alt den organiserede arbejderklasse, massivt står bag Labour-regeringen. Denne regering er blevet tvunget til at indføre en periode med kontrareformer på grund af den kolde krigs omkostninger og den tiltagende byrde fra oprustningen, hvoraf størstedelen er blevet lagt på arbejdernes og middelklassens skuldre. Imens dele af middelklassen og de tilbagestående arbejderes støtte kan være svundet bort, står kernen af arbejderklassen stadig bag Labours ledelse.

Desuden har arbejderklassens traditioner i Storbritannien, der har udviklet sig over en lang periode sammen med de dybtliggende traditioner for demokrati i arbejderbevægelsen på grund af den lange kamp for politiske og faglige rettigheder i forrige århundrede, været medvirkende til at holde arbejderne bort fra stalinismen. Desto mere åbenbare de stalinistiske metoder i Østeuropa og Rusland bliver – stalinisternes barbariske overgreb, mangelen på demokratiske rettigheder, slavearbejde, koncentrationslejre og hele stalinismens totalitære sammensætning, som kapitalisterne og den socialdemokratiske presse kynisk har genopdaget – desto mere er stalinisternes masseappel aftaget. Stalinisternes taktik i den kolde krig, som den herskende klasse og Labour-lederne behændigt har benyttet, har yderligere afskåret arbejderklassens store flertal fra kommunistpartiet.

Imidlertid har stalinisterne på trods af alle disse forhindringer været i stand til at fastholde et kæmpestort apparat, som på trods af sin svækkelse stadig har været i stand til at trænge ind i fagforeningerne og opnå visse nøglepositioner på grund af medlemmernes hengivne og selvopofrende arbejde.

Spørgsmålet om, hvorvidt stalinisterne vil have held til at tiltrække en vigtig del af den britiske arbejderklasse, vil afhænge af en række faktorer. Stalinismens fremgang i Europa vil utvivlsomt hjælpe dem til at vinde støtte i Storbritannien. Store kampe i Frankrig og Italien kunne skubbe masserne i retning af stalinisme. Under forhold med krise og nedgang, der vil følge efter oprustnings-opsvinget – hvis det ikke ender med krig – vil et vigtigt lag af arbejderne blive trukket i stalinistisk retning. Men spørgsmålet om, hvorvidt de bliver en dominerende tendens vil afhænge af efterdønningernes virkning i arbejderbevægelsen.

Begivenheder hjemme og i udlandet vil skubbe store dele af arbejderne i Labour og fagforeningerne til venstre. Den mest bevidste del vil søge efter en revolutionær vej, som adskiller sig fra stalinismens frastødende totalitarisme. Det er ikke udelukket, at størstedelen af Labour, herunder en vigtig del af ledelsen, vil blive skubbet langt i en revolutionær retning. Nye strømninger vil vokse frem i Labour; det er muligt, at højrefløjen vil blive isoleret og at begivenhedernes bølgegang for første gang vil åbne et rum for, at de marxistiske ideer kan trænge ind i et massivt omfang.

I denne situation vil der være muligheder for at vinde store dele, hvis ikke de vigtigste grupper i Labour, til det revolutionære socialistiske demokratis fane. De demokratiske traditioner i Storbritannien er en værdifuld arv, der kan bruges til at forberede en omdannelse fra kapitalistisk demokrati til sovjetdemokrati, en omdannelse gennem revolutionær kamp. Hvis det ikke lykkes for den revolutionære marxisme at vinde massernes ører, vil en drejning i retning af stalinisme være så godt som uundgåelig qua manglen på et andet alternativ. Imidlertid er mulighederne for de britiske massers revolutionære opvågnen enorm. Begivenhederne vil give vigtige lektier.

Stalinismen har i dag mindre tiltrækningskraft end tidligere. Førend de bliver ofre for stalinismens intriger vil masserne igen og igen forsøge at finde et alternativt udtryk i arbejderbevægelsen. Begivenhedernes forsinkelse og den lange udsættelse af udviklingen af en revolutionær massebevægelse i Storbritannien er en heldig historisk tilfældighed i den givne situation.

I USA har arbejderklassen ikke brudt politisk bort fra de gamle kapitalistiske partier. Tilbageståenheden skyldes en række forskellige historiske faktorer: USA’s rigdom, landets historiske friskhed, den kæmpemæssigt produktive økonomi, arbejdernes høje levestandard og så videre. Denne historiske tilbageståenhed kan ændres med et spring i den næste epoke. De amerikanske arbejderes kampvillighed, som det blev vist på den faglige front og i strejkerne, er et forvarsel om en lignende offensiv på den politiske front når den amerikanske kapitalismes fallit klart er blevet demonstreret. Den økonomiske katastrofe i 1929-33 var blot en generalprøve på den økonomiske storm, der vil feje over USA i den kommende epoke. Den største kapitalistiske magt af dem alle vil udvise den mest ynkelige hjælpeløshed, når den står over for systemets kollaps. Unde disse forhold kan der de amerikanske arbejdere vågne op og radikaliseres med høj hastighed. En bevægelse for uafhængig politik vil følge samme mønster som bevægelsen for faglig organisering, der fulgte verdenskrisen. Stalinismens svaghed som en femtekolonne for russisk totalitarisme er tydelig på nuværende tidspunkt.

Imidlertid er det muligt, at de selv i USA vil vokse under forhold med krise. Men flertallet af de amerikanske arbejdere vil først bevæge sig i retning af uafhængig politik. Der vil være mulighed for at skabe en revolutionær massetendens, der kan kæmpe imod reformisme, kapitalistisk politik samt stalinisme.

Skabelsen af et revolutionært masseparti i hvilket som helst vigtigt land i verden kan, selv uden erobring af magten, blive begyndelsen på enden for stalinismen på verdensplan: først i de lande, hvor de ikke har fuldstændig magt, dernæst i de lande, der er under totalitarismens jernhæl.

Vesttyskland

Også Vesttyskland er et afgørende område, hvor stalinismen er relativt svag. De tyske massers erfaring med den barbariserede stalinistiske hær og erfaringen med Østtyskland har skubbet masserne tilbage til Socialdemokratiet på grund af manglen på et alternativ. Afskyen over for stalinismen har været så stor, at socialdemokratiet i modsætning til Italien er blevet den dominerende tendens blandt masserne. Imidlertid kan dette kun være tilfældet under perioden med økonomisk opsving, der bliver støttet af Marshallhjælpen og genopbygningen efter krigen. Socialdemokratiet er blevet tvunget til selv nu at indtage en radikal holdning. De tyske arbejderes bitre erfaring med monopolkapital, som finansierede nazisterne og ødelagde deres bevægelse og rettigheder, har efterladt et dybt indtryk hos de tyske arbejdere.

Denne erfaring bliver afspejlet i kampviljen hos fagbevægelsen, der har vundet lige rettigheder i bestyrelserne for kul- og stålindustrien i Ruhrdistriktet. Det blev tidligere afspejlet i strejkerne imod forsøgene på genoplivning af nazismen.

De tyske arbejdere har bakket op om Socialdemokratiet på grund af den voldsomme afstandstagen til den stalinistiske reaktion. Imidlertid kan en krise og massearbejdsløshed (på et niveau der svarer til det, der var inden Hitler) i Vesttyskland, mens der fortsat er fuld beskæftigelse i Østtyskland, utvivlsomt have en virkning på de tyske masser. Der vil være muligheder for, at stalinismen kan genvinde indflydelse. Men en langt vigtigere følge vil være den radikaliserende effekt, som sådan en situation vil have på Socialdemokratiet og fagbevægelsen, der allerede går i en semi-centristisk retning. Der vil opstå revolutionære strømninger i Socialdemokratiet.

På den ene eller anden måde vil der blive skabt centristiske og andre venstreorienterede grupperinger i partiet. Enten vil en revolutionær tendens opnå flertal i Socialdemokratiet, eller også vil den gå til grunde. Der vil eksistere muligheder for at revolutionere de tyske masser imod på en ene side kapitalistisk demokrati og på den anden side stalinistisk totalitarisme: for et socialistisk rådsdemokrati, som den russiske revolution pegede på. Kun på denne måde kan det forhindres, at masserne kan falde i stalinismens hænder af ren og skær desperation.

Situationen i Rusland

Det mest bemærkelsesværdige fænomen, når man skal forsøge at revurdere den økonomiske, politiske og sociale virkelighed i Rusland, er, at den analyse, som Trotskij foretog, ikke behøver nogen fundamental ændring.

Den enorme fordel ved statsejendommen (som økonomisk overgangsform for det fremtidige samfund) har endnu engang vist sig i genopbygningen efter Anden Verdenskrig. På trods af, at Rusland var det mest ødelagte land, har genopbygningens hastighed i forholdt til produktivitetskapaciteten langt overgået den i Vesten. Takket været femårsplanernes bedrifter er landets genopbygning gået langt hurtigere end i 1920-29. Endnu engang har genopbygningen tempo tilsyneladende overgået bureaukraternes forventninger.

Ideen om, at de kollektive landbrug ville have en tendens til at bryde sammen, og at det på grundlag af en svækket Sovjetunion (i krigen) kunne være udgangspunkt for genindførsel af kapitalisme i Rusland, har på baggrund af den økonomiske udvikling vist sig at være forkert. Det er sandt, at produktionen af traktorer og andre landbrugsmaskiner faldt katastrofalt på grund af krigens behov for kampvogne og så videre, og at der i hvert fald overfladisk var tendenser, der støttede denne opfattelse. Men som det blev forudsagt gennem en mere sober vurdering er denne tendens hurtigt blevet vendt. Fremskridtet kan ikke presses tilbage så let. Efter genopbyngingen af industrien har landbruget nu taget nye skridt i retning af mere centralisering og en yderligere udvikling fra kollektiver til kæmpe-kollektiver. I en vis forstand er dette den første begyndelse på industrialisering af landbruget. Som det altid er tilfældet med stalinistiske metoder er der den modsætning, at det på den ene side er et klart fremskridt i landbrugets udvikling, idet at bøndernes spredte karakter bliver ophævet, og de bliver samlet i ”landbrugsbyer”, hvilket bliver gennemført med typisk bureaukratisk brutalitet. På den anden side er bureaukratiets mål med dette tiltag (bortset fra det økonomiske aspekt) at opnå større kontrol med bønderne ved brug af det stalinistiske apparats kendte metoder.

Krigen og efterkrigsperioden har vist, at Rusland er en stor europæisk industrimagt, der har et dynamisk økonomisk grundlag, der er blevet enormt forbedret gennem de fire femårsplaner. Ruslands 20 års industrielle ekspansion svarer i uddannelse og teknik til et helt århundredes ”normal” kapitalistisk udvikling.

Den russiske økonomi er blevet fuldstændig forandret. Selv på områder med præcisionsarbejde, såsom jetfly, klarer de russiske produkter sig godt sammenlignet med de bedste produkter fra Storbritannien og USA. Under krigen viste den russiske teknik indenfor produktion af artilleri og kampvogne at være lige så god som Vestens. Med fuldførelsen af den nye femårsplan trådte Sovjetunionen uden tvivl frem som den største industrimagt, som Europa nogensinde har haft – langt større end det mægtige Tyskland. Imidlertid er det ikke den svækkede europæiske kapitalisme, som Sovjetunionen konkurrerer imod, men den enorme kolos på den anden side af Atlanterhavet; USA overgår ikke blot Rusland, men også hele Europas økonomi tilsammen.

Den russiske økonomi udvikler sig stadig i en modsætningsfyldt retning. Den mest moderne teknologi følges stadig af de mest primitive former for produktion (slavearbejde osv.). Dette viser sig ved, at produktionen per indbygger i Rusland stadig er ekstremt lav, langt lavere end i Vesteuropa.

Dermed udvikler det russiske samfunds økonomi sig smertefuldt og i modsætninger.

I deres udvidelse af deres base i Østeuropa gik bureaukratiet blindt og empirisk frem. Hvad angår bureaukratiet, så er afskaffelsen af kapitalismen og udvidelse af statsejendommen ikke på nogen måde dikteret af behovet for socialisme eller arbejderklassens interesser. Ligesom en herskende kaste eller klasse, er bureaukratiet kun interesseret i at fastholde og udvide sin egen magt, indkomst, privilegier og prestige. I begyndelsen plyndrede de på kortsigtet vis Østeuropa og berøvede landene deres maskineri og råmaterialer af hensyn til den russiske økonomis umiddelbare og presserende behov. Nu integrerer de Østeuropa for at udvikle det i den russiske økonomis og det russiske bureaukratis interesse. Dermed er den økonomiske basis blevet udvidet ud over den russiske stats egne, snævre grænser. Dette giver utvivlsomt en spore til udviklingen af den russiske økonomi på grund af arbejdsdelingen samt de industrielle ressourcer, arbejdskraft osv., som Østeuropa besidder. Samtidig hjælper det handelen mellem Rusland og dets satellitstater og den vestlige verden til gavn for bureaukratiet.

Ikke desto mindre udgør Østeuropa – med alle sine økonomiske ressourcer – en hjælpende, og ikke en fundamental, tilføjelse til den russiske økonomi. Østeuropa er stadig underordnet i forhold til Selve Ruslands politik og økonomi.

Bureaukratiet frygter for en ny konflikt på verdensplan. Efter Anden Verdenskrig har de bange anelser om et angreb fra verdenskapitalismen, men samtidig drager de fordel af den kapitalistiske verdens ekstreme svaghed og usikkerhed i de senere år ved at gå ind i dens udkanter – Korea, Indokina og so videre. Når den amerikanske modstand er hærdet, vil bureaukratiet forsøge at nå et kompromis. Begge sider er under de nuværende forhold bange for at gribe til våben på grund af de katastrofale konsekvenser, det vil betyde; truslen imod civilisationen, uundgåeligheden af en endeløs militær konflikt og den kamp, der ville komme til at stå mellem den eurasiatiske landmasse og den amerikanske landmasse; faren for politisk revolution i Rusland og Europa samt den sociale revolution i USA.

I takt med at den økonomiske basis er blevet udvidet, har det nye aristokrati hævet sig i endnu højere grad over masserne. Kløften mellem arbejderne og bureaukratiet har nået et uhørt niveau. Samtidig er der en tendens til, at behovet for industrialisering og et højere niveau indenfor uddannelse og teknologi fremtvinger en gradvis men langsom stigning i levestandarden. Der har utvivlsomt været en bedring i levestandarden i forhold til det skrækkelige niveau, den var faldet til ved krigens slutning. Ikke desto mindre lægger bureaukratiet – på grund af misforholdet mellem den russiske og amerikanske industri – stadig mest vægt på udvikling af sværindustrien. Produktionen af forbrugsvarer halter i sammenligning langt bagud. Indenfor sektorer som boliger, fødevarer og tøj minder Rusland som helhed stadig mere om Asien end den vestlige verden.

De ophobede modsætninger i Rusland tvinger bureaukratiet til at bruge verdenssituationen til at nedbringe mulighederne for opposition i Rusland. Dårligdommene i det russiske samfund bliver bortforklaret under dække af truslen om angreb fra vestlig imperialisme og frygten for genindførsel af kapitalisme gennem udenlandsk intervention. Den amerikanske imperialismes hvide marionetter (Kerenskij osv.) [4] spiller, med deres program og politik om genindførsel af privat ejendomsret i tilfælde af en vestlig krigssejr, bolden til bureaukratiet, og denne trussel udgør et kraftfuldt middel, som masserne kan holdes nede med.

Ikke desto mindre fortsætter modsætningerne i det russiske samfund med at vise sig på trods af al undertrykkelsen. De seneste udrensninger, især i Østeuropa og de nationale republikker, er symptomatiske. Det seneste er afskedigelsen af hele centralkomiteen i Usbekistan og Aserbajdsjan samt udrensningerne i Ukraine. Det nationale spørgsmål vedbliver at være et permanent mavesår i det russiske samfund. Samtidig betyder proletariatets vækst på grund af den økonomiske fremgang og industrialiseringen af landbruget, at arbejderklassen er styrket. Bureaukratiet kan have held til midlertidigt og med hjælp fra MVD [det hemmelige politi, red.] at fastholde proletariatet i en tilstand af tvungen splittelse over for den uhyrlige stats evigt voksende magt. Men bonapartismen vedbliver at være et regime i permanent krise. Det ustabile styrkeforhold, kvælningen af al initiativ og kultur inden for rammerne af politistaten, den fuldstændige uniformering og mangel på demokrati vil alt sammen komme mere og mere i konflikt med selve økonomien. På trods af den økonomiske fremgang udgør bureaukratiets ineffektivitet og parasitiske natur en relativ lænke på den russiske økonomis udvikling. Uden denne forhindring, på et langt mere harmonisk grundlag, ville det være muligt med langt større økonomiske fremskridt.

Hvor længe bureaukratiet vil være ved magten kan imidlertid kun afgøres af begivenheder i ind- og udland. En revolution i Vesten vil have følgevirkninger i Østen. Imidlertid kan udviklingen i selve Rusland, selv uden revolution i Vesten, føre til bureaukratiets fald. De uendelige udrensninger viser muligheden for en omvæltning af bureaukratiet under massernes pres. Enhver begivenhed, såsom Stalins død, kan indlede en kamp mellem forskellige kliker i bureaukratiet (selv om det virker usandsynligt på nuværende tidspunkt), og dette kan bane vejen for massernes indtræden på den politiske scene.

I det lange løb vil massernes bevægelse fra neden påvirke den hierarkiske struktur i bureaukratiet. Utilfredshed i bunden skaber med tiden splittelser i toppen. Eksemplet med Spanien viser – uagtet dets anderledes sociale struktur – hvordan et totalitært regime pludselig kan rystes af massernes bevægelse. Når det først begynder, kan det nå et endnu større omfang i Rusland end i Spanien.

Tidshorisonten er usikker: år, muligvis årtier. Det vil blive afgjort af samspillet mellem de forskellige historiske faktorer.

Den totalitære stat vil uundgåeligt komme ind i en blindgyde. Bureaukratiets sidste time vil komme. Revolutionen vil ubønhørligt udvikle sig. Der vil være en tilbagevenden til arbejderdemokrati, men på et højere niveau. Imidlertid vil udviklingen finde sted i en anderledes national og international situation. Den russiske revolutions skæbne er mere end nogensinde før forbundet til verdensrevolutionens skæbne. En revolution i Rusland vil omgående fremprovokere revolution i Vesten og vice versa. Mulighederne vil blive mange i den næste historiske epoke. På baggrund af verdenskapitalismens forfald er en tilbagevenden til privatejendom i Rusland gennem interne midler ekstremt usandsynlig, hvis ikke umulig. Ekstern amerikansk intervention kan hjælpe en sådan tilbagevenden.

På trods af den stalinistiske skorpe over oktoberrevolutionens erobringer, hvoraf det alene er den økonomiske struktur, der fortsat eksisterer, er statsejendommen og planlægningens levedygtighed det skelet, som socialismens kød vil blive bygget over. På dette grundlag er stalinismen dødsdømt som en parasitisk misvækst, der vil blive fejet bort, og socialismen vil sejre i det lange løb.

Generelle konklusioner og perspektiver

Mulighederne på verdensplan, med verdens imperialisme og kapitalismes fortsatte forfald, er mange. Den kolde krig mellem øst og vest er i virkeligheden et udtryk for verdenskapitalismens blindgyde og umuligheden af, at borgerskabet kan finde en udvej. Foran os tegner der sig en lang periode med kamp mellem stalinisme og kapitalisme, og arbejderklassen imod begge. Krigshandlingerne i Korea og andre af verdens yderpunkter markerer på den ene side imperialismens svaghed, men på den anden side også de usandsynlige i, at amerikanerne og verdens imperialisme i de næste mange år vil forsøge at løse deres problemer med væbnede midler. På trods af den megen tale imod stalinismens ”aggression” og ”slaveri” som modsætning til den såkaldte ”frie verden” findes der endnu ikke de politiske forudsætninger for krig.

Arbejderklassen i Vesteuropa og den angelsaksiske verden er ikke blevet besejret eller kuet. En krig vil næsten uundgåeligt betyde, at Vesteuropa kollapser, og at formentlig hele Asien og Europa bliver forenet under Kremls herredømme. En endeløs krig mellem kontinenterne ville blive en krig, som ingen af siderne kan vinde. Det vil være en krig, der ville lægge hele verdensøkonomien i ruiner og formentlig betyde civilisationens kollaps. Det vil være en udmattelseskrig, som – ud fra et rent militært synspunkt – ville have mulighed for at fortsætte i årtier. En krig, hvori der ikke ville være nogle vindere, der ville fremprovokere revolutionære rystelser imod det indholdsløse og meningsløse slagteri, den ville indebære. Kun et nederlag til arbejderbevægelsen i Vesteuropa, Storbritannien og USA og en konsolidering af reaktionen over dens knogler, vil kunne skabe grundlag for, at imperialismen kan føre krig. Det er langt mere sandsynligt, at oprustningen vil ende i en finansiel og økonomisk katastrofe, om end krig naturligvis ikke er udelukket. Den vestlige verden er stadig den afgørende arena, der vil afgøre planetens skæbne.

For marxister kan hverken pessimisme eller uberettiget optimisme spille en rolle i en analyse af begivenhederne. Den første nødvendighed er at forstå betydningen af de historiske kræfters samspil, der har ført til den nuværende situation.

Omstyrtelsen af stalinismen i de områder, hvor den hersker, vil sandsynligvis blive en lang proces. Det er sandt, at stalinismen er et regime i permanent krise. Heri er de socialistiske elementer i form af den statslige økonomi i permanent modsætning til det bonapartistiske statsapparat og den privilegerede kaste, det tjener. På denne måde minder det stalinistiske regime i Rusland – i endnu højere grad end den borgerlige bonapartisme – om cæsarismen i det gamle Rom i perioden med imperiets forfald. Heri minder den meget om fascismen. I det lange løb er det bonapartistiske selvherskerdømmes regime uforenligt med den økonomiske basis, som blev skabt af oktoberrevolutionen. Det er kilden til de permanente rystelser og de endeløse ofringer af embedsfolk på Kremls umættelige alter. Stalinismens sejre kan kun være en forberedelse til dens fald. Men det gælder kun på længere sigt. Stalinismen er uden tvivl blevet styrket i en midlertidig periode.

Historien s udvikling har vist nuancer i overgangen fra én slags økonomi til en anden. Foran os har vi en dyrebar lektion i den kendsgerning, at selv de største historiske genier ikke kan lave en færdig plan for forandringen fra en type samfund til et andet. Det er kun de generelle lovmæssigheder, der kan udarbejdes på forhånd. Inden overgangen fra slavesamfund til feudalisme var der en lang periode med cæsarisme i det gamle Rom; i overgangen fra feudalisme til kapitalisme så vi også et regime med enevældigt monarki. I de tidlige perioder med borgerlig dominans var der en lang periode med militariserede diktaturer. Men førend den kapitalistiske produktions fulde potentiale kunne realiseres var der nye revolutioner for politisk demokrati. Det var en absolut nødvendighed for, at produktivkræfterne kunne blomstre fuldt ud, selv på kapitalistisk basis. Uden demokrati ville den moderne civilisations udvikling have været forkrøblet og begrænset.

På grund af stalinismen er revolutionen i Vesten blevet udsat. På grund af revolutionens udvikling i et tilbagestående land, og at den ikke er blevet udvidet til fremskredne lande i Vesten, var en periode med bonapartisme historisk set uundgåelig. Dette har til gengæld udløst nye historiske kræfter.

Bureaukratiet, der voksede ud af tilbageståenheden og proletariatets nederlag, er – så snart det har etableret sit herredømme – ikke klar til at opgive sin position selv om dets midlertidige rolle er blevet udtømt.

Derfor foregår overgangen fra kapitalisme til socialisme i dele af Asien, Østeuropa og Rusland i former, der ikke kunne forudsiges af hverken Marx eller Lenin. Imidlertid kan opgaven med at befri arbejderklassen kun løses af arbejderklassen selv. Bureaukratiet har sine egne mål, hensigter og interesser (især en materiel interesse i statslig dominans), og ligesom de bonapartistiske kliker i begyndelsen på borgerskabets periode kan de kun fjernes med magt. Samtidig er det nødvendigt at afskaffe staten og alle former for bureaukrati, hvis produktivkræfterne skal udvikle sig fuldt ud og hvis samfundet skal overgå til socialisme. For at produktivkræfterne skal udvikle sig fuldt ud, langt mere end under kapitalismen (som i en vis grad er reguleret gennem markedet og dermed automatisk bliver kontrolleret og udviklet), kræver socialismen – og i lige så høj grad overgangen til socialisme – massernes direkte deltagelse og demokratiske kontrol med planlægningen af produktionen.

Uden demokrati hæmmer og bremser bureaukratiske udskejelser produktivkræfternes harmoniske udvikling. Ligesom det bureaukratiske enevælde blev omstyrtet og gav plads til en højere form for borgerligt styre vil proletarisk bonapartisme – stalinisme – uundgåeligt vige pladsen for arbejderdemokrati. I de områder, hvor stalinismen er blevet udvidet til i form af proletarisk bonapartisme, vil proletariatet være nødt til at betale med en ny politisk revolution førend overgangen til socialisme virkelig kan begynde. Stalinismen kan i en kortere eller længere periode kun være en midlertidig forhindring i arbejderklassens udvikling i retning af socialisme.

Stalinismens selvsikre kampråb er for tiden: ”Alle veje fører til kommunismen”. De har mere ret, end de tror. En sund proletarisk revolution i et stort, vestligt land, eller en uundgåelig politisk revolution imod stalinismen, hvis den udvider sit herredømme, vil bane vejen for, at dødsklokkerne vil ringe over stalinismen.

Translation: Socialistisk Standpukt (Denmark)

Noter:

1: Kuomintang (KMT) var et borgerligt nationalistisk parti i Kina, stiftet af Sun Yat-Sen i 1912. I 1927 undertrykte KMT under ledelse af Chiang Kai Shek blodigt arbejderregeringen i Shanghai og stod i spidsen for en svag og ustabil militærregering indtil de blev besejret i revolutionen 1946-49. Derefter flygtede resterne af KMT til Formosa (Taiwan), hvor de stadig har magten.

2: Begrebet – afledt af Balkan – henviser til opdeling af et område i småstater med indbyrdes modstridende interesser.

3: Draža Mihailović var leder af Tjetnikkerne, en ultranationalistisk milits, der hjalp nazisterne i kampen mod Titos partisaner.

4: Kominform (Kommunistisk Informationsbureau) var navnet på det fælles forum for kommunistpartierne efter opløsningen af Komintern i 1943. Kominform blev dannet i 1947 på en konference i Polen, der blev indkaldt af Josef Stalin som reaktion på uenighed imellem de østeuropæiske regeringer om, hvorvidt man skulle deltage på Paris-konferencen om Marshallhjælp i juli 1947. [Oversætterens note]

5: Władysław Gomułka var generalsekretær for Polens Arbejderparti fra 1945-48. Han blev fjernet og fængslet i 1951-54. Han blev løsladt i 1956 og blev førstesekretær i partiet indtil opstanden i 1970. Traicho Kostov Djunev var medlem af Ungarns Kommunistparti i 30 år, og mens han var premierminister i 1948 blev han henrettet som ”agent”. Laslo Rajk, livslangt medlem af Ungarns Kommunistparti, blev henrettet i 1948 som ”fascistisk spion”.

6: Mao Tse Tung (i artiklen bliver den gamle translitteration benyttet – den moderne form er Mao Zedong) deltog på den stiftende kongres for Kinas Kommunistparti i 1921. Efter nederlaget i 1927 førte Mao an i partiets flugt til landområderne og organiserede den ”lange march”. Han blev formand for Kinas Kommunistparti i 1935 og var leder af Folkerepublikken Kina fra 1949 til sin død i 1976.

7: Kinas Røde Hær blev dannet i 1927, og blev siden hen omdannet til Folkets Befrielseshær – Folkerepublikken Kinas militær. [Oversætterens note]

8: Den ”Nye økonomiske politik” (NEP) blev indført af bolsjevikkernes regering i Rusland i 1921 for at erstatte ”krigskommunismen”. Det var et midlertidigt tiltag, der havde til formål at give begrænsede indrømmelser til små forretningsdrivende for at puste liv i økonomien, der var blevet ødelagt af krig og efterfølgende borgerkrig. Den blev erstattet af den første femårsplan. NEP-folk blev et andet ord for spekulanter.

9: I 1947 splittede højrefløjens mindretal ud af Italiens Socialistparti og dannede PSDI i protest imod Socialistpartiets tætte forhold til Kommunistpartiet. SFIO var det franske socialistparti.

10: CNT var den syndikalistiske fagforening, UGT den socialistiske fagforening.
11: Cucchi og Magnani var fremtrædende medlemmer af Italiens Kommunistparti

12: De hvide var de kontrarevolutionære styrker efter revolutionen