Manuel Marulanda's, den legendariske leder af de Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC), død genåbner en debat om perspektiverne for FARC og for klassekampen i Colombia. I de sidste par måneder har FARC modtaget hårde slag med mordet på to af dets vigtigste ledere, Raul Reyes og Ivan Rios, den anden og den fjerde højeste leder af organisationen. Alligevel kontrollerer FARC stadig en stor del af Colombias territorium (mest i junglen) og opretholder en aktiv tilstedeværelse med mere end 15.000 kæmpende.
FARC's udholdenhed over de sidste fire årtier er rodfæstet i meget dybdegående sociale og økonomiske årsager: landets tilbageståenhed, koncentrationen af jorden i hænderne på jordbesidderne, undertrykkelsen af de fattige bønder og arbejderne og sygdommene frembragt af en forfalden kapitalisme: stoffer, fattigdom, elendighed osv.
Colombia er blevet den vigtigste bastion for den amerikanske imperialisme i Sydamerika. Landets leder er den reaktionære psykopat Álvaro Uribe, som bliver solidt bakket op af det jordbesiddende og industrielle oligarki og med stærke bånd til paramilitære grupper, som i de sidste 15 år har myrdet mere end 4000 fagforeningsfolk og folkelige ledere.
Oprindelsen til den væbnede konflikt i Colombia
FARC blev startet i 1964, men dets historie går tilbage til 1948, da Jorge Eliécer Gaitán, præsidentkandidat og leder af venstrefløjen i det Liberale parti blev myrdet. Dette mord provokerede et oprør fra massen af bønder og ledte til den første at de første guerillagrupper opstod i Colombia.
FARC har historiske bånd til kommunistpartiet i Colombia (PCC). Under stalinisternes indflydelse forsvarede PCC reformistiske og nationalistiske synspunkter og erstattede kampen for socialisme med et umuligt forlig med et ikke-eksisterende ''progressivt' borgerskab. Denne vej ledte til en blindgyde. Følgelig har FARC i dets 45 års eksistens ikke haft mål om socialisme, men har haft som mål "at presse" det Colombianske borgerskab til at sidde ned for at forhandle og acceptere en landbrugsreform samt andre demokratiske krav. Men jordbesiddernes ekspropriation er uløseligt forbundet til ekspropriationen af kapitalisterne og bankfolkene i byerne, fordi alle disse udgør én og samme klasse. Man kan ikke skille landbrugsreform fra kampen for socialisme.
Derfor er alle forhandlingerne mellem FARC og skiftende regeringer endt i fiasko. Da FARC i 1980'erne erklærede våbenhvile og organiserede et lovligt parti, Unión Patrótica, for at afprøve den parlamentariske vej, besvarede den herskende klasse dette skridt ved at myrde mere end 3000 soldater, inklusiv tre præsidentkandidater, ved brug af politiet og de paramilitære.
Uribes taktik
Det kommer måske som en overraskelse, at en reaktionær demagog som Uribe kunne vinde to præsidentvalg i træk. Men sidste gang i 2006 udlod 60 procent at stemme. Colombia har et semi-diktatorisk regime og fungerer som en militærlejr for USA med undskyldningen om ''kampen mod narkohandel”. Følgelig er der valgsvindel i mange områder. Det virkelig påfaldende var, at venstrefløjskoalitionen, ”Den demokratiske stolpe” (baseret på det gamle kommunistparti) fik så godt et resultat og blev nummer to med 22 procent af stemmerne, og at det haft borgmesterposten i Bogotá siden 2003.
Den store træthed i befolkningen kan heller ikke blive ignoreret efter årtier med guerilla kamp, som ikke har ført til et afgørende resultat. Til dette må der tilføjes, at i deres desperation for at opnå praktiske resultater har FARC grebet til vilkårlige angreb og til taktik med massekidnapninger, som er blevet brugt fra borgerskabets og imperialismens side til at vinde støtte fra middelklassen og politisk tilbagestående dele af arbejderne og bønderne til deres politik om "en stærk hånd".
Til trods for alt har vi i de sidste par år klart se en genoplivning af arbejderkampe og folkelige kampe i Colombia. Der har været adskillige generalstrejker og massive mobiliseringer mod underskrivningen af frihandelsaftalen med USA. Der har også været demonstrationer fra de oprindelige folk og bønderne samt studerekampe på universitetet. Arbejderklassen har, på trods af alle de slag den har modtaget, demonstreret en stor grad af kampvilje og organisering.
Uribe har, under pres fra USA, en eller flere gange boykottet tilbud om, at FARCs gidsler kan blive frigivet og har ødelagt hver mulighed om et fredsforlig, som også er blevet demonstreret ved mordet på Raul Reyes på Ecuadors territorium.
Over for en arbejderbevægelse i fremgang og en fremkomst af politisk alternativ på venstrefløjen har det colombianske borgerskab en interesse i at holde liv i ”guerilla-problemet” for over for befolkningen at retfærdiggøre begrænsninger i de demokratiske rettigheder, vilkårlige tilbageholdelser og mord på folkelige ledere.
Derudover har opretholdelsen af en indre ”krigsfront” tilladt Colombia og USA at retfærdiggøre den øgede militarisering af Colombia med perspektivet om at starte en krig mod Venezuela som sidste kort, med intentionen om at besejre Chávez’ regering, og ødelægge den venezuelanske revolution og hindre den i at sprede sig til resten af Latinamerika.
Det revolutionære centrum må være i byerne
Guerillakampens begrænsninger er klare i Colombia. I over 40 år har fronten været relativt stabil og endnu fyrre år kunne passere uden nogen fundamental ændring. Selv i et land med så mange bønder som i Colombia, er de vitale centre for samfundet ikke forankret på landet men i byerne. Det er her, at de økonomiske og politiske centre og de vigtigste transportpunkter i landet ligger.
Intet regime ville være i stand til at blive stående på benene under en revolutionær generalstrejke, som ville lamme landet, startende i byerne, ikke i en måned, men selv efter en enkelt uge, og hvor de arbejdende masser på landet og fabrikkerne, kontorerne og i det offentlige organiserede deres egne magtorganer. Det er i retning af dette perspektiv, at de revolutionære kadrers energi må rettes.
Skal de så opløse FARC? Overhovedet ikke! FARC kan og skal spille en meget brugbar rolle, men ved at supplere kampene i byerne, ved at stille sig selv til rådighed for arbejderne og bønders fællesskab, ved at hjælpe med at træne og bevæbne arbejdernes og bøndernes komiteer, hvis opgave er at konfrontere attentatmændene hyret af arbejdsgiverne og de paramilitære.
Den colombianske revolution må kombinere den væbnede kamp på landet med en opstand blandt masserne i byerne, ledet af arbejderklassen og af et revolutionært parti med rødder i masserne. Men vi må insistere på at FARC må optræde som et støtteelement og ikke om en central akse i den revolutionære kamp.
Uribes tilpasningspolitik og underskrivningen af frihandelsaftalen med USA, som har svækket Colombias økonomi yderligere, i takt med at den generelle krise i kapitalismen udvikler sig, vil resultere i en kraftfuld opvækning af klassekampen i Colombia, som hverken kan stoppes af de paramilitære eller hæren.
På baggrund af erfaringerne og resultaterne fra de revolutionære bevægelser på den anden side af grænsen i Venezuela og Ecuador vil arbejderklassen og de fattige bønder opfylde deres historiske opgave i kampen for socialisme.
Source: Socialistisk Standpunkt