I Latinamerika har der været megen diskussion og forvirring om revolutionen i Libyen. Denne artikel forklarer den Internationale Marxistiske Tendens’ position: vi støtter det libyske folks opstand og går samtidig imod enhver imperialistisk intervention. Vi ser også kritisk på den stilling, som Hugo Chavez og Fidels Castro har indtaget.
Den venezuelanske og den cubanske regering er helt korrekt gået imod enhver imperialistisk intervention i Libyen i de internationale institutioner. De har kritiseret hykleriet hos de lande, der rejser et ramaskrig over brud på menneskerettighederne i Libyen samtidig med, at de har deltaget i de morderiske imperialistiske krige i Irak og Afghanistan og støttet den israelske stats brutale undertrykkelse af det palæstinensiske folk.
Den venezuelanske ambassadør i FN, Jorge Valero, forklarer det således:
“Hvem betaler for de mere end en million døde i Irak? Hvem betaler for den permanente massakre mod det palæstinensiske folk? Hvordan kan det være, at de ansvarlige for disse krigsforbrydelser, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden – som alle ved, hvem er, og som offentligt erkender deres gerninger – ikke stilles for FN’s Internationale Domstol? Hvad gør Sikkerhedsrådet ved disse forfærdelige massakrer, der finder sted?”
Helt korrekt angav den venezuelanske repræsentant de virkelige formål med en imperialistisk intervention i regionen:
“De, der taler for brug af militær magt i Libyen forsøger ikke at forsvare menneskerettighederne, men at etablere et protektorat for at overtræde dem, som det altid er tilfældet i et land, der er en af de vigtigste kilder til olie og energi i Mellemøsten.”
Det irakiske folk kan bevidne dette. Washington fandt på en undskyldning (de såkaldte ”masseødelæggelsesvåben”) for at kunne angribe Irak, så de kunne forsvare deres magt og genvinde den direkte kontrol med afgørende olieressourcer. Invasionens formål var ikke at ”etablere demokrati”, og der er bestemt heller ikke meget demokrati i Irak nu under Maliki-regeringen. Tusindvis af irakere demonstrerede i sidste måned og krævede elektricitet, vand, arbejde og brød, de blev mødt at brutal undertrykkelse fra regeringsstyrker, der førte til flere døde, sårede arresterede og kidnappede. Og stadig er der ingen, der foreslår at stille dem for den Internationale Domstol!
Imperialistisk aggression
FN er i virkeligheden en farce. Det er et organ, der blot afspejler den amerikanske imperialismes dominans. Når USA er i stand til at få vedtaget resolutioner der retfærdiggør deres handlinger, bruger de FN som et figenblad. Når de af den ene eller anden grund ikke er i stand til at få FN til at bakke op om deres mål, ignorerer de FN, og gør hvad de vil alligevel. Og endelig når resolutioner, der strider imod deres imperialistiske mål, bliver vedtaget (for eksempel imod blokaden mod Cuba og fordømmelse af Israels undertrykkelse af det palæstinensiske folk), ignorerer de dem simpelthen, og de bliver aldrig tiltrådt. For nylig brugte USA sin vetoret til at blokere for en resolution om de israelske bosættelser på palæstinensisk territorium. Så meget for retfærdighed og menneskerettigheder.
De sidste dage har der været en masse larm og enkelte konkrete aktioner fra de imperialistiske lande i forhold til Libyen. USA har nu flyttet to krigsskibe, USS Ponce og USS Kearsage, med helikoptere og kampfly, ind i Middelhavet. Under dække af en såkaldt ”humanitær intervention” diskuterer imperialistiske magter (herunder USA, England, Frankrig og Italien) hvilke skridt, de kan tage, for at sikre deres egne interesser. De europæiske lande er især bekymrede for den mulige ankomst af store flygtningestrømme på deres kyster. Andre bekymrer sig om kontrollen over olieressourcerne og frem for alt effekten på olieprisen af den revolutionære flodbølge, der fejer over den arabiske verden og dens konsekvenser for hele den kapitalistiske økonomi.
Hvad er et flyveforbud?
Den mest diskuterede mulighed er et ”flyveforbud”, som bl.a. både den republikanske senator John McCain og den demokratiske senator John Kerry har argumenteret for. Af sine egne grunde har den engelske premierminister David Cameron også rejst krigerisk larm, i et forsøg på at puste Englands rolle i verdenspolitikken op til noget, den ikke længere virkelig kan udfylde.
Men sandheden er, at selv en begrænset intervention som et flyveforbud vil være risikabelt og kompliceret at gennemføre. Den amerikanske forsvarsminister Robert Gates beklagede sig over, at ”Der er meget af, ærlig talt, løs snak om nogle af disse militære muligheder.” Han advarede om implikationerne ved en sådan aktion: ”Lad os kalde en spade for en spade: et flyveforbud begynder med et angreb på Libyen for at ødelægge deres luftforsvar. Det er måden, man kan lave et flydeforbud… Det kræver også flere fly, end man kan finde på et enkelt hangarskib. Så det er en stor operation i et stort land.”
Det amerikanske militær er allerede overbebyrdet i Irak og Afghanistan, som han understregede: ”Hvis vi flytter mere materiel, hvad vil konsekvenserne så blive for Afghanistan, for den Persiske Golf?”, sagde han. ”Og hvem af vores allierede er parate til at arbejde med os om dette?”
Imperialisterne overrasket af revolutionen
Men hovedbekymringen for de imperialistiske strateger i forhold til deres intervention i Libyen er det bagslag, det ville give i hele regionen. Masserne er lede og kede af imperialismen, og den revolutionære bølge, der fejer over den arabiske verden, er direkte rettet mod amerikansk-sponsorerede regimer. Gates viste, at den amerikanske herskende klasse er klar over dette, da han sagde: ”Vi må ærligt talt også overveje brugen af amerikansk militær intervention i et andet land i Mellemøsten.”
Disse betragtninger udelukker selvfølgelig ikke en imperialistisk intervention i Libyen eller nogen andet sted, hvis deres vitale interesser trues. Men de understreger det faktum, at USA er blevet fanget på det forkerte ben af den nuværende revolutionære bølge og ikke har været i stand til at gribe afgørende ind for at styre begivenhedernes gang i deres retning.
Overfor de imperialistiske manøvrer og også den modstridende måde de behandler spørgsmålet om ”menneskerettigheder” og ”forbrydelser mod menneskeheden”, gør Venezuela og Cuba ret i at udstille imperialismens hykleri og agitere imod intervention i Libyen fra alle fremmede magter.
Castro, Chávez og Libyen
Men den sag, som begge lande, og mest prominent Hugo Chávez og Fidel Castro taler for, undermineres af, at de begge opfattes som Gadaffis venner i stedet for at støtte det libyske folk, der har rejst sig mod regimet.
Det er rigtigt, at den venezuelanske ambassadør i FN i sin tale sagde, at Venezuela “hilser det arabiske folk, der befinder sig i en proces med et fredeligt, retfærdighedssøgende oprør og ser til en bedre fremtid via fredelig vej.” Men på samme tid argumenterede Fidel Castro for, at de problemer, som Libyen står overfor, er anderledes end problemerne i Tunesien og Egypten. Han tilføjede, at mens ”der ikke er nogen tvivl om, at ansigterne hos de protesterende i Benghazi udtrykte virkelig indignation”, har der været en ”kolossal løgnekampagne i massemedierne, der har medført stor forvirring i den globale offentlige mening”.
Den venezuelanske præsident Hugo Chávez har også sagt, at han “nægter at fordømme Gaddafi”, der har været en “en ven af Venezuela længe”, fordi der tilsyneladende ikke er nok information om situationen. Han har brugt eksemplet med 11. april 2002, da de internationale medier beskyldte Chávez for at have beordret hæren til at skyde på ubevæbnede demonstranter for at retfærdiggøre kuppet mod ham. Som vi alle ved, blev det senere bevist, at det hele var en sammensværgelse med lejede snigskytter, der skød på både oppositionen og de revolutionære demonstranter.
Men i Libyens tilfælde er situationen fuldstændig anderledes. I Venezuela havde vi en reaktionær bevægelse imod en demokratisk valgt regering, der forsøgte at indføre progressive reformer og stå op imod imperialismen. I Libyen har vi en folkelig opstand mod et undertrykkende regime, der har indgået alle mulige aftaler med imperialismen.
Forvirring i Venezuela
Det kan til en vis grad forstås, hvorfor der er forvirring i Venezuela om, hvad der virkelig sker i Libyen. Det venezuelanske folk stoler ikke længere på de kapitalistiske medier, der fuldstændig miskrediterede sig selv under kuppet i 2002. Derudover forsøger den venezuelanske kontrarevolutionære opposition at hoppe på den arabiske revolutions vogn ved at sige, at ”den næste diktator, der vil falde, er Hugo Chávez”.
Det er offentligt kendt, at den venezuelanske kontrarevolutionære opposition modtager penge, uddannelse og alle mulige former for støtte fra Washington. I en række tilfælde har de organiseret deres styrker i gaderne for at fremstille Chavez som en tyran, modgået af en folkelig modstand (som eksempelvis under optakten til kuppet 11. april 2002, under olielockouten i december 2002, under guarimbainen i 2004, studenterprotesterne til forsvar for RCTV, og så videre). De vil ikke tøve med at gøre det igen. Men det, vi ser i den arabiske verden, er præcis det modsatte: en række revolutionære opstande imod de amerikansk støttede diktatoriske regimer.
Gadaffi-regimets karakter
Det er rigtigt, at det libyske Gaddafi-regime kom til magten i spidsen for en bevægelse med stor folkelig opbakning imod det rådne Kind Idris’ monarki i 1969. I 1970’erne rykkede regimet yderligere til venstre under indflydelse fra den forrige revolutionære bølge i den arabiske verden og under tryk fra den verdensomspændende økonomiske krise i 1974. Det smed imperialismen ud og gjorde dybe indhug imod kapitalistisk ejendom. På baggrund af landets olierigdomme og det lille indbyggertal var det i stand til at indføre mange progressive reformer og at øge levestandarden for det overvældende flertal i Libyen betydeligt.
Men efter Sovjetunionens fald begyndte regimet at åbne op for imperialismen. Allerede i 1993 vedtog de love, der garanterede udenlandske investeringer. Og efter Saddam Husseins fald i 2003 besluttede Gaddafi sig for at slutte fred med imperialismen ved at underskrive en række aftaler for at stoppe deres masseødelæggelsesvåben, betale erstatninger til ofrene for terroristiske bombninger og så videre. Regimet blev en loyal partner for imperialismen i den såkaldte ”krig mod terror” og samarbejdede med EU om at styrke ”Fort Europa” imod ankomsten af illegale flygtninge fra Afrika syd for Sahara.
Det blev fulgt af en anmodning om optagelse i WTO, opsætningen af Særlige Handelszoner, privatisering af store dele af økonomien, hvilket tillod multinationale olieselskaber at komme tilbage ind i olieindustrien og afskaffelse af støtte til basale fødevarer. Målet var ifølge libyske embedsmænd at privatisere 100 procent af økonomien. Det var præcis implementeringen af denne politik, der førte til den stigning i arbejdsløsheden (mellem 20 og 30 procent), fattigdom og ulighed, der spillede en nøglerolle i den nuværende opstand.
Gadaffis venner har forladt ham
I sin seneste artikel om situationen understreger Fidel Castro, at “det er et ubestrideligt faktum, at forholdet mellem på USA og dets NATO allierede og Libyen har været fortræffeligt de seneste år,” og han tilføjede, at Libyen ”åbnede op indenfor strategiske sektorer såsom produktion og distribution af olien for udenlandske investeringer” og at, ”mange statsejede firmaer blev privatiseret. IMF spillede sin rolle i at implementere denne politik.” Resultatet var, ”at Aznar lovpriste Gaddafi og han blev fulgt af Blair, Berlusconi, Sarkozy, Zapatero og endda min ven, kongen af Spanien, der alle stillede sig i kø under den libyske leders hånlige smil. De var tilfredse.”
I et interview for nylig til nyhederne på BBC og ABC forklarede Gaddafi selv, hvordan han følte sig “forrådt” af de vestlige magter. Efter at have støttet dem og fulgt deres politik i en årrække forlader de ham nu. Selv hans retorik afslører det. Når han beskylder rebellerne for at være manipuleret af Al Qaeda, bruger han den samme skræmmekampagne taktik som Ben Ali og frem for alt Mubarak brugte tidligere, hvor han i virkeligheden, beder Vesten om støtte imod den fælles fjende. Gaddafi-regimets virkelige karakter kan udledes fra hans holdning til den revolutionære opstand i Tunesien, hvor han fast støttede Vestens allierede Ben Ali og kritiserede de tunesiske arbejdere og unge for at have væltet ham!
Hvad angår sandheden om, hvad der virkelig sker i Libyen, behøver man ikke at lytte til de vestlige medier. Saif al Islam, Gaddafis søn og højre hånd, indrømmede selv brugen af våben mod ubevæbnede demonstranter i sin tale 20. februar:
“Selvfølgelig var der mange døde, hvilket gjorde mange mennesker i Benghazi vrede, men hvorfor blev disse mennesker dræbt? Hæren var presset, den er ikke vant til at kontrollere folkemængder, så de skød, men jeg beordrede det. Hæren sagde, at nogle af demonstranterne var fulde, andre var på hallucinationsfremkaldende eller andre stoffer. Hæren måtte forsvare sine våben. Og folket var vrede. Så der var døde, men i sidste ende blev libyere dræbt.”
Gaddafi selv har indrømmet, at “nogle få hundrede blev dræbt”, men sagde, at det var Al Qaeda, der uddelte stoffer til ungdommen!
Libyerne beder Chávez bryde med Gadaffi
Historien, som blev rapporteret af TeleSURs korrespondent i Libyen, Reed Lindsay (twitter.com/reedtelesur), bekræfter de rapporter, der kommer fra andre kilder: det var folkelige, fredelige og ubevæbnede demonstrationer og hæren åbnede ild mod dem. I en rapport fra Brega den 2. marts beskrev han, hvordan soldater var gået med i opstanden, men også ”alle mulige slags mennesker, jeg har talt med læger, ingeniører, arbejdere fra olieselskabet, her er de alle i oprør. En del af opstanden og bevæbnet,” og han tilføjede, ”denne opstand startede fredeligt for to uger siden, men nu er folket bevæbnet for at kæmpe, indtil de har væltet Gaddafi.” Han afviste også opfattelsen af, at der er borgerkrig i Libyen: ”Vi taler ikke om en borgerkrig her… dette startede ved, at fredelige demonstranter blev angrebet af sikkerhedsstyrker, der brugte heftig skydning.”
Som et led i sin rapportering har Reed Lindsay også bekræftet alle rapporterne, der har vist hvordan det libyske folk, der har rejst sig mod Gaddafi, er kraftigt imod udenlandsk intervention. ”De siger, at hvis amerikanske tropper ankommer her, vil de bekæmpe dem på samme måde, som de kæmper imod Gaddafis regering.”
Den anden vigtige pointe, som Lindsay er kommet med i sine rapporter, er om folkets holdning, både i Benchazi og Brega, til de latinamerikanske regeringer, og især dem i ALBA landene. I Brega spørger mange mennesker, ”hvorfor den venezuelanske og andre latinamerikanske præsidenter, der går ind for social retfærdighed og revolutionære forandringer, støtter en diktator, der bruger hæren mod sit eget folk”, sagde han. De beder ALBA landene om at bryde med Gaddafi og støtte det libyske folks revolutionære kamp,” rapporterede han fra Benghazi. Han meddelte, at folk i Ajdabiya talte om en “fælles kamp med folkene i Latinamerika” Vi citerer Reed Lindsay, fordi han ikke kan beskyldes for at være en imperialistisk agent eller for at fordreje nyhederne for at retfærdiggøre en imperialistisk intervention.
Selv den anden TeleSUR korrespondent, Jordan Rodriguez, der grundlæggende set bare rapporterer, hvad Gaddafi og andre officielle personer siger uden kommentarer, havde problemer, da han forsøgte at rapportere om sammenstød i lokale kvarterer i Tripoli. Hans hold blev tilbageholdt af politifolk i fire timer, slået, truet med pistoler rettet mod dem og deres optagelser blev taget fra dem. Dette var anden gang, de blev arresteret og det skete, selvom de rejste i en venezuelansk diplomatbil.
Venezuelas revolution må forbinde sig med den arabiske revolution
Der er en meget vigtig pointe i disse rapporter. Den venezuelanske revolution og især præsident Chavez er umådeligt populær i den arabiske verden, især efter hans meget højrøstede modstand mod Israels invasion af Libyen. Masserne i disse lande ser Hugo Chávez som leder af et olieland, der står op imod imperialismen og bruger sine oliepenge til at forbedre folkets leveforhold. Dette står i skarp modsætning til herskerne i deres egne lande, der er marionetter for den amerikanske imperialisme, som ikke åbner munden imod Israels aggressioner og bruger landenes rigdomme til deres egen personlige berigelse. Det er præcis en af årsagerne bag de arabiske massers revolutionære opstand. I en meningsmåling fra i 2009 i flere arabiske lande var den mest populære leder Hugo Chávez med 26 procents støtte, langt foran nogen andre.
Den eneste basis for støtte som den venezuelanske revolution kan regne med, er fra masserne, arbejderne og ungdommen i Mellemøsten og Nordafrika og over hele verden, der føler sympati med og solidaritet med den bolivariske revolution, fordi de ønsker en lignende revolution i deres egne lande. Hugo Chávez og den bolivariske revolution bør komme klart ud med støtte til den revolutionære bølge, der fejer hen over den arabiske verden, fordi den er en del af verdensrevolutionen, som Latinamerika i en række år stod i spidsen for. Det indebærer støtte til det libyske folks opstand imod Gaddafi og på samme tid modstand mod enhver imperialistisk intervention.
I sit forsøg på at forhindre udenlandsk militær intervention i Libyen har Hugo Chávez foreslået, at en international mæglingskommission skulle tage til Libyen. De seneste rapporter i medierne indikerer, at mens Gaddafi siges at have accepteret dette, har hans søn Saif al-Islam skarpt afvist forslaget. ”Vi må sige tak, men vi er mere end nok i stand til selv at løse vores problemer med vores eget folk”. ”Venezuelanerne,” tilføjede han, ”er vores venner, vi respekterer dem, vi kan lide dem, men de er langt væk. De har ingen ide om Libyen. Libyen er i Mellemøsten og Nordafrika. Venezuela er i Mellemamerika.” Til Saif’s information ligger Venezuela ikke i Mellemamerika, men hans opmærksomhed er uden tvivl rettet andre steder hen.
De libyske oprørere har også afvist mægling. De siger, at de ikke har hørt om det, men at det uanset hvad er for sent for forhandlinger, at for mange mennesker er blevet dræbt af Gaddafi. Hvis man forstår situationens virkelige kerne i Libyen; en regering der brutalt undertrykker fredelige demonstranter fra sit eget folk, der derefter bliver til en folkelig væbnet opstand, hvor dele af hæren og politiet går over på folkets side, kan man forstå, hvorfor dette forslag er forkert. Det var, som hvis der var en, der i de sidste dage af den cubanske revolution, da den revolutionære hær var ved at omstyrte Batista, havde sagt, ”vent lidt, lad os have en international mediering, så der kan komme en forståelse mellem Batista og 26. juni-bevægelsen [Castro og Che Guevarras bevægelse].”
Den eneste position, en revolutionær kan tage i en situation som denne, er støtte til det libyske folks revolutionære opstand. Hvis Hugo Chávez ikke klart kommer ud med støtte til de revolutionære masser i den arabiske verden, vil han begå en alvorlig fejl, som den venezuelanske revolution kan komme til at betale dyrt for. Hugo Chávez ser på situationen i Libyen gennem venezuelanske briller og drager de forkerte sammenligninger. De libyske oprørere kan ikke sammenlignes med den venezuelanske opposition, og den situation Gaddafis regime befinder sig i kan på ingen måde sammenlignes med den situation, som Chávez befinder sig i.
Vi må sige det helt klart: hvad, vi ser i Libyen og resten af den arabiske verden, er ikke et kup som 11. april 2002, der blev søgt retfærdiggjort gennem mediemanipulation, men snarere noget lignende massakren og den efterfølgende opstand den 27. februar 1989 i Venezuela. Det er en opstand, der ligner Caracazo’en hvor regeringerne bruger hæren mod ubevæbnede demonstranter. Mens vi er imod imperialistisk intervention, må vi også helt klart sige, hvilken side vi er på: det libyske folks side imod Gaddafi regimet.
Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)