Europa
Processen mod mere integration i den europæiske union er nu blevet stoppet. Dette viste sig under EU topmødet i 2007, der skulle have nået til enighed om en ny europæisk forfatning, men som kun tjente til at afsløre de dybe splittelser mellem de forskellige europæiske borgerskaber. To år efter afviste de franske og hollandske vælgere den. Kontinentets blandede udvalg af premierministre og præsidenter har frelst store dele af den gamle tekst og syet dem sammen til en “reformtraktat”.
En udvidet union med 27 lande, kan ikke håbe på at kunne fungere med regler designet til en blok på 15 nationer. Forslaget om et ændret afstemningssystem mødte øjeblikkeligt modstand fra Polen. Dette tvang de andre til at blive enige om at beholde det nuværende stemmesystem indtil 2014, med en overgangsperiode på yderligere 3 år efter det. Og i slutningen af den periode kan EU, hvis det vælger det, gå tilbage til det gamle system. Med andre ord, er al ting aflyst i et årti eller lignende.
Tendensen til øget integration, der så ud til at være ustoppelig, var baseret på økonomisk vækst. Men nu er dette gået i stå. Den europæiske centralbank hævede renten til 4 procent i juni 2007, dets 8. kvartpoint stigning siden december 2005. Det europæiske borgerskab er bekymret for inflation og den seneste rentestigning er sandsynligvis ikke den sidste. Væksten forventes at blive omkring to procent i 2008.
Under disse omstændigheder er tendensen mod øget integration blevet stoppet og går måske i den modsatte retning i den næste periode, når modsætningerne mellem nationalstaterne vender tilbage. Det er usandsynligt at EU vil disintegrere. De europæiske kapitalister må på en eller anden måde holde sammen overfor stigende konkurrence fra USA og Kina. Men alle drømmene om at skabe en europæisk superstat i stand til at udfordre USA er lagt i ruiner.
Væksten har været svag i det meste af euro-zonens økonomier. En GDP vækst på 0,6 procent i det første kvartal af 2007 blev hyldet som en kolossal sejr. Nu er selv dette resultat over deres evner. Den faldende dollar skubber euroen op til rekordniveau og skader den europæiske eksport.
Den kinesiske valuta, forbundet til dollaren, falder også over for euroen. Dette fremprovokerer smertebrøl fra Bruxelles og trusler om gengældelse mod både Kina og USA. Dette er en tidlig advarsel om de protektionistiske tendenser der uundgåeligt vil samle momentum i den næste periode enten med en afmatning eller en krise.
Lige meget hvad har den økonomiske vækst intet løst og har blot tilskyndet arbejdernes indignation der i stigende grad forstår at de ikke belønnes i samme omfang som de anstrengelser de griske bosser kræver af dem. Scenen er sat for en stigning i klassekampen i det ene land efter det andet. På nogle måder ville en fortsættelse af det nuværende svage opsving være det bedste scenarium. En lavkonjunktur er ikke nødvendigvis en opskrift på klassekamp og økonomisk vækst er under moderne forhold absolut ikke en opskrift på klassefred, som vi har set med massestrejkerne i Frankrig.
I Frankrig blev Sarkozys sejr umiddelbart fulgt af en eksplosion i antallet af strejker af den ene gruppe af arbejdere efter den anden. Arbejdsløsheden har svinget omkring ti procent, men niveauet for unge under 25 år omkring 20 procent og for unge af nordafrikansk oprindelse er tallet på 40-50 procent. Dette var hovedgrunden til opstanden i les banlieus for to år siden. For nylig har der været yderligere tegn på uro blandt den arbejdsløse ungdom af hovedsagelig nordafrikansk afstamning.
Der har været store bevægelser blandt de studerende imod Sarkozys kontrareformer indenfor uddannelse. Dette viser akkumulationen af utilfredshed der er opbygget under overfladen gennem årtier. Dette er hvad der førte til Maj 1968 og den samme ting kan ske igen. I Tyskland, det største land i Europa, der tidligere var det økonomiske lokomotiv, var arbejdsløsheden høj i hele den seneste periode. Der har været store strejker indenfor jernbanearbejderne og i andre sektorer og en uro indenfor politik, med Venstre (Linke) partiets vækst til 20 procent i meningsmålingerne.
I Italien var der en demonstration med en halv million i Rom imod ændringerne i pensionslovene og i lille Danmark en endnu større (proportionalt) demonstration med 100.000 deltagere imod nedskæringer. Disse er bevis på at arbejderne ikke uden videre vil acceptere ødelæggelsen af deres tidligere erobringer. Italien er nu Europas syge mand. Tidligere ville det italienske borgerskab komme ud af en krise ved at devaluere Liren og øge budgetunderskuddet. Men nu er begge disse sikkerhedsventiler lukket. Italiens indtræden i eurosamarbejdet forbyder store budgetunderskud og udelukker devalueringer. De italienske kapitalister har derfor ingen andre alternativer end direkte konfrontation med arbejderklassen. De må tage alle indrømmelserne fra de sidste 50 år tilbage. Dette er en færdig opskrift på en stormfuld periode i klassekampen.
I Grækenland bare tre måneder efter genvalget af den højreorienterede Nyt Demokrati-regering, deltog størstedelen af den græske befolkning i en stor bevægelse imod arbejdsgivernes angreb på det sociale sikkerhedssystem. 24-timers generalstrejken 12. december 2007 blev indkaldt af GSEE (arbejdere og funktionærer) og ADEDY (offentligt ansatte) de to største fagforeninger, der repræsenterer omkring 2,5 millioner græske arbejdere. Mobiliseringen involverede også advokaterne, journalisterne, butiksejerne, ejerne af små virksomheder og ingeniører. Alle hovedtransportmidlerne (metro, busser, skibe og lufthavne) var fuldstændig paralyseret hele dagen, undtagen metroen der blev tilladt at operere et par timer for at transportere demonstranterne til strejkedemonstrationerne.
I alle landets større industrier, i de store statsejede virksomheder, på alle de vigtigste arbejdspladser, lå deltagelsen i generalstrejken på 80 til 100 procent. På mange arbejdspladser (såsom butikker, servicevirksomheder, kontorer) hvor antallet af arbejdere er lavt og hvor der ikke er en aktiv fagforening, var den officielle deltagelse, som man kunne forvente, ikke så høj. Men mange af arbejderne på disse små arbejdspladser nægtede at gå på arbejde med den undskyldning at der ikke var nogen transport eller at de havde “problemer med helbredet”. I virkeligheden deltog de alle sammen i strejken.
Der var 64 demonstrationer i forskellige dele af landet. Selvfølgelig var de største demonstrationer i Athen. Den største blev organiseret af GSEE og ADEDY med deltagelse af 50-60.000 arbejdere. Den anden demonstration indkaldt af PAME, KKE’s (det græske Kommunistparti) fagforeningsfront, havde en deltagelse af 20-25.000 mennesker. I alle disse demonstrationer var der en meget militant stemning.
Så bare en måned efter sit genvalg står Karamanlis regeringen i en meget svær situation. Allerede før generalstrejken viste meningsmålinger at 70 procent af den græske befolkning er uenige med regeringens politik om social sikkerhed mens 58 procent også er uenige i deres økonomiske politik både hos PASOK-ledelsen og hos ND-regeringen og at hele 25 procent af ND vælgerne (der stemte for ND bare tre måneder tidligere) er fuldstændig uenige med ND-regeringens økonomiske politik.
Regeringens originale plan, lige efter den blev genvalgt, var at angribe arbejderklassen med det samme. Men regeringen har et meget snævert flertal i parlamentet på kun to parlamentsmedlemmer og er måske ikke i stand til at blive ved magten. Her igen ser vi borgerskabets svaghed og deres vanskeligheder med at udføre en nedskæringspolitik.
I Spanien er der en stigende skarp polarisering til højre og til venstre, trods en periode med hurtig økonomisk vækst. Højrefløjen (PP) og kirken bruger sprog man ikke har hørt siden 1930’erne på kanten af borgerkrigen. Selvfølgelig er det ikke det umiddelbare perspektiv for Spanien eller andre europæiske lande. Men i den næste periode vil dette ændre sig. I sidste ende vil borgerskabet komme til den konklusion at der er for mange strejker, for mange demonstrationer, for meget “anarki” og at orden må genoprettes.
En reformistisk regering forbereder altid vejen for en endnu mere højreorienteret regering. På et vist punkt kan der komme en bevægelse i retning af bonapartisme i Europa, der derefter vil føre til en yderligere polarisering og intensivering af klassekampen. Borgerligt demokrati er ikke noget fast for altid. Hvad vi har set i Latinamerika kan blive gentaget i Europa, ikke bare i væksten af revolutionære men også kontrarevolutionære tendenser.
Men al dette er fremtidens musik. Ulig 1930’erne kan modsætningerne i samfundet ikke løses hurtigt af en bevægelse mod revolution eller kontrarevolution. Magtbalancen mellem klasserne er enormt favorabel for arbejderklassen og massebasen for reaktion, som eksisterede i 1930’erne blandt bønderne og småborgerskabet, er forsvundet. De fascistiske grupper er i de fleste lande små og selvom de i stigende grad er højrøstede og voldelige kan de ikke spille den rolle de gjorde dengang. Dette vises blandt de studerende der hovedsageligt er venstreorienterede hvor de før 1945 lænede sig mod fascisme.
Den herskende klasse kan derfor ikke bevæge sig mod reaktion i den umiddelbare fremtid. Men arbejderklassen kan ikke bevæge sig for at tage magten, fordi dets traditionelle masseorganisationer er blevet ændret til magtfulde forhindringer, på vejen mod en socialistisk revolution. Den nuværende ustabile ligevægt mellem klasserne kan fortsætte i en årrække med op- og nedture. Men kapitalismens krise vil gøre sig selv mærkbar og gør sig allerede mærkbar. Masserne vil lære af erfaring og vil på et vist stadie bevæge sig for at tage magten som de gjorde i 1970’erne.
Mellemøsten og Asien
Irak
I Irak har amerikanerne tabt krigen, trods tilstedeværelsen af et stort antal tropper bevæbnet med de mest moderne ødelæggelsesvåben. Dette har skabt en krise i regimet. Den herskende klasse har tabt tilliden til Bush. Ligesom med Nixon var det nemt at få ham til magten, men meget sværere at få ham af. The Iraq Study Group ledt af James Baker, en repræsentant som den herskende klasse har tillid til, gav ret fornuftige råd ud fra det amerikanske borgerskabs perspektiv. De sagde: “Vi har tabt – lad os komme ud så hurtigt som muligt; lav en aftale med Syrien og Iran, lad dem rydde op”.
I stedet har George Bush sendt flere tropper og truet Iran. Hans slogan er: “Et sidste skub og vi vinder”. Dette er som generalerne i Første Verdenskrig, der altid beordrede deres soldater over toppen for en sidste gang. Nu er offensiven på plads og ekstra 21.000 soldater er der nu, hvilket bringer deres tilstedeværelse i Bagdad op på 31.000-plus og i hele landet på 160.000, det højeste antal tropper siden slutningen af 2005.
Efter at have sikret Bagdad håbede amerikanerne at de kunne tackle det såkaldte sunni-bælte lige udenfor Bagdad især i de nærliggende hovedsageligt sunni-byer syd for – Mahmudiya, Latifiya og Yusufiya. Men dette har intet løst. Skubbet ud af Bagdad har guerillaen bare bevæget sig til andre områder. Omkring 2,2 mio. irakere ud af en befolkning på 27 mio. anses nu for at have flygtet fra Irak, mens FN anslår at yderligere 2 mio. er internt fordrevne.
Før eller siden må amerikanerne forlade Irak. De forsøger at sammensætte en stat, der kan holde når de forlader landet. Men staten er i sidste ende bevæbnede grupper af mænd. Det irakiske politi består af omkring 188.000 folk, der er trænet af amerikanerne, men ved midten af 2007 var ikke mindre end 32.000 tabt – gennem død (8000-10.000), sårede (lignende antal), deserterede (5000-plus) og andre grunde. Hæren, der råder over 137.000 mand må siges at være bedre og mindre sekterisk, men er ubrugelig mod oprørerne.
Tingene er ikke bedre på den politiske front. Amerikanerne forlanger, at irakerne bygger en bredt funderet national regering, stat, politi osv. Men regeringen for national enhed er slet ikke nær dette. Det er en gruppe af fraktioner, der hver især rager en del af rovet til sig. Der er en blodig sekterisk borgerkrig i gang i Irak. Regeringen og amerikanerne kan ikke løse problemet. Den amerikanske imperialisme er ansvarlig for mareridtet. De bar brænde til den sekteriske konflikts flammer, da de baserede sig selv på kurderne og shiaerne imod Saddam Hussein, der havde baseret sig selv på sunnierne. Nu er situationen ude af kontrol.
General Petraeus indrømmede oprigtigt, at offensiven ville være forgæves med mindre det pusterum, hans tropper prøver at skabe, udnyttes af den shia-ledede regering til at omfatte en bredere række af sunnier. General Petraeus’ herrer i Washington ved, at hvis marionetten Maliki ikke kan gøre noget bedre, så er den amerikanske offensiv – og det stigende tab af amerikanske liv den allerede har medført – dømt til at mislykkes.
De prøvede at opnå en vis trøst i det faktum at Kurdistan indtil for nylig var relativ roligt. “Norden er OK,” plejede de at sige. Men den værste blodsudgydelse og vold vil finde sted i Nord. Kurdistan er etnisk blandet. Det nationale spørgsmål kan ikke løses under kapitalismen, hverken i Irak eller andre steder. Nu er konflikten imellem sunnier, shiaer, kurder, turkmener og andre grupper.
Tyrkiet ser truende på Irak. Ankara vil aldrig acceptere et uafhængigt Kurdistan på sin grænse. Det kurdiske arbejderparti (PKK) har genoptaget sin guerillakrig indeni Tyrkiet og har også baser indeni kurdisk Irak. Parlamentet i Ankara har vedtaget en resolution, der ville give dem lov til at intervenere militært i Irak. Den tyrkiske hær vil bevæge sig for at smadre dem. De samler allerede deres kræfter ved grænsen, og leder bare efter en undskyldning for at invadere. De har allerede foretaget fjendtlige indfald. Hvis Irak begynder at splitte op langs nationalt-sekteriske linier, vil tyrkerne bevæge sig for at besætte området omkring Mosul og Kirkuk, som de altid har begæret for dets olierigdomme. Dette vil medføre nye konflikter og ustabilitet.
Krise i USA
Imperialisterne fører ikke krig for sjov, men for at plyndre, for markeder og indflydelsessfærer. Men de får ingen penge ud af Irak – det koster dem et kolossalt beløb – mindst to milliarder dollar om ugen og tusinder af døde og sårede. Irak har verdens tredje største reserver, men de er til ringe nytte så længe råolien forbliver under jorden. Olieinfrastrukturen er i en kritisk tilstand efter 17 år med krige og sanktioner. Produktionen forbliver langt under det (kritiske) før-krigs højdepunkt på 2,5 mio. tønder om dagen.
Militæret er pessimistisk angående mulighederne og er i stigende grad åbne omkring det. General Petraeus har advaret om at “kontra-oprørs operationer kan vare ni til ti år”. Den offentlige mening i USA er nu overvældende imod krigen. Selv mange republikanere har fået nok.
Hvad end amerikanerne gør nu vil det være forkert. Hvis det fortsætter vil det betyde flere døde og ikke løse noget. Især som et resultat af Irak er Bush’ popularitet kollapset. Listen over amerikanske døde og sårede fortsætter med at vokse og et disproportionalt antal ofre i Irak er fra fattige latino eller sorte familier.
Dette er i bund og grund et klassespørgsmål. Hvis besættelsen fortsætter, kan det fremprovokere en bevægelse i USA, lignende massebevægelsen mod Vietnam-krigen for 40 år siden. Det kan endda fremprovokere en krise i regimet med revolutionære implikationer. Kombinationen af økonomisk krise, med det følgende fald i levestandarden, arbejdsløshed og tvangsauktioner af folk hjem og krig er en eksplosiv cocktail.
Men hvis de forlader Irak vil det blive endnu værre. De vil efterlade en kaotisk situation der endda kan medføre en opsplitning af Irak i dets bestanddele. Dette vil lægge basen for yderligere ustabilitet, regionale krige og terrorisme – præcis det modsatte af hvad der var hensigten.
I efteråret 2007 mens Bush stadig slog på krigstrommer for krig mod Iran, fremkom overraskende afsløringer i medierne i relation til Iran, præsidentens favorit-“slyngelstat”. Ukendte kilder afslørede, at det amerikanske efterretningsvæsen, for et stykke tid siden havde slået fast, at Iran ikke havde nogen umiddelbar mulighed for at opnå potentiale for at blive en militær atommagt. Dette var det stik modsatte af, hvad Bush havde sagt i månederne op til. Han havde rent faktisk sagt, at det var nødvendigt med det samme, at skride til handling mod Iran, fordi de hvert øjeblik ville få mulighed for at anskaffe atomvåben.
Hvordan reagerede Bush på dette? Rettede han den misvisende propaganda om Teherans opfundne atom arsenal? Annoncerede han med det samme, at han opgav enhver plan for militært angreb på Iran? Nej, det gjorde han ikke. Han gentog det samme gamle vrøvl og fordoblede sine trusler mod Iran. Og den israelske regering faldt ind i koret, og påstod at deres egne efterretninger modsagde rapporterne fra Washington. Øjensynligt er høgene i Israel entusiastiske omkring udsigten til at give Iran en blodtud og de ønsker ikke deres sjov spoleret af nogen.
Hvem stod bag disse afsløringer? Hvem det end var, var det én i en høj position med privilegeret adgang til højfølsomme efterretningsinformationer. Det ser ud til, at være meget sandsynligt, at en del af etablissementet havde besluttet, at afværge et nyt militært eventyr i Mellemøsten ved at frigive information der afslørede al administrationens propaganda på disse spørgsmål som præcis de gamle løgne om Iraks “masseødelæggelsesvåben”.
Denne begivenhed viser tilstedeværelsen af en voksende splittelse indenfor den amerikanske herskende klasse. Der er en stigende erkendelse af, at Bush-administrationens udenrigspolitik har negative konsekvenser, for den amerikanske imperialisme og at en sektion af den herskende klasse, ønsker at sætte en bremse på eller endda at fjerne ham. Indbygget i al dette er en krise i regimet selv.
Det ser mest sandsynligt ud til, at det næste valgt vil blive vundet af Demokraterne. Men hvad kan de gøre? De vil blive overladt en arv af krig, terrorisme og økonomisk krise. Det vil ikke tage lang tid at miskreditere dem, og forberede grunden for en seriøs radikalisering af politikken i USA.
Regional ustabilitet
Irak-krigen har allerede haft konsekvenser, der var uforudsete af den herskende klike i Washington, da de lancerede Irak-eventyret. George W. Bush og Condoleezza Rice ønsker fred i Mellemøsten – fred under amerikansk kontrol. Problemet er, at de to mål er indbyrdes uforenelige: man kan få fred eller du kan få amerikansk dominans, men man kan ikke få begge dele.
Den amerikanske imperialisme søger at styrke sit kvælertag på regionen, som en nøgledel af dets generelle politik for verdensdominans. Den kriminelle invasion af Irak havde som mål, blandt andre ting, at etablere et fast og pålideligt amerikansk brohoved i Mellemøsten. Den har ikke nået sit mål, men har kun formået at fremprovokere en bølge af ustabilitet i hele regionen.
Ved at fjerne den irakiske hær – den eneste kraft der kunne fungere som en modvægt til Iran, har Washington ændret den strategiske magtbalance i hele regionen. Dette har gavnet Iran, der har udvidet sin indflydelse blandt shia-befolkningen i Irak og i hele regionen. Dette truer direkte Saudi Arabien og Golfstaternes interesser, hvor reaktionære pro-amerikanske monarkier sidder på kæmpe oliereserver.
Som en elefant i en porcelænsbutik, har den amerikanske imperialisme raseret regionen, og har fuldstændig ødelagt de elementer af stabilitet, der eksisterede før. Omringet af stykker af ødelagt porcelæn og frygtende at andre værdifulde tallerkener måske bliver ødelagt, indkaldte præsident George Bush til Annapolis-konferencen i et desperate forsøg på at lime de ødelagte stumper sammen igen.
Det saudiske monarki, en af den amerikanske imperialismes hovedallierede i området hænger i en tråd. Det kan blive væltet hvert øjeblik og hvilket regime der end erstatter det, vil det ikke være en ven af Washington. Derfor har den saudiske kongefamilie bedt Washington om hjælp på to fronter: ved at optrappe diplomatisk, økonomisk og militært pres på Teheran og ved at formidle én eller anden fredsaftale der kunne, håber de, løse det palæstinensiske spørgsmål og løfte noget at presset på Saudi Arabien.
Washington ville være mere end tilfredse med at være imødekommende, men der er en række problemer af den mest uregerlige natur. Hovedproblemet er Israel, der nu er den eneste allierede som Washington har, de kan stole på i hele regionen. Den amerikanske imperialisme har ikke meget indflydelse på den israelske herskende klasse i den nuværende situation. USA foreslår, men Israel bestemmer.
Syrien og Libanon
Amerikanerne troede de var smarte da de bragte omstyrtelsen af det pro-syriske regime i stand i Libanon. Men alt de opnåede, var at kaste landet ind i kaos og krig, og at skabe forholdene for en genopblusning af civile konflikter. Nu er Libanon gået i hårdknude over valget af dets præsident. Lige lovligt sent har nogle folk i Washington indset, at Syriens rolle er afgørende. Det er muligt, at beslutningen om at invitere Damaskus til at sende en repræsentant til fredsforhandlingerne i Annapolis var en anerkendelse af dette faktum.
Syriens beslutning om at sende dets vice-udenrigsminister – mindre end en fuld forhandler, men mere end en symbolsk tilstedeværelse – som gengæld for en aldeles symbolsk diskussion i Annapolis om Syrien-Israels fred måske indikerer, at Syrien ønsker, at nå et kompromis med Washington. Hvorvidt dette er muligt kan diskuteres.
Amerikanerne har brug for Syrien, for at forhindre Libanon i at eksplodere i åben borgerkrig. Men George Bush er for dum og snæversynet, til at kunne forstå verdensdiplomatiets realiteter. Han tilbød ingen indrømmelser til Syrien for at sikre dets støtte, men gav i stedet Damaskus et rap over fingrene i hans tale. Han lavede en spids og unødvendig henvisning til Libanons behov for et valg “fri for indblanding og trusler udefra”. Det er en joke, når man ser den åbenbare indblanding fra USA i hele regionen. Men Syrerne så ikke det sjove i det.
Det palæstinensiske spørgsmål
Det palæstinensiske spørgsmål ligger i hjertet af den turbulente situation i Mellemøsten: et nøgleområde for den amerikanske udenrigspolitik af både økonomiske og strategiske årsager. I årtier har det været som et betændt sår, der forgifter forholdet mellem stater og skaber en risiko for nye konflikter, terrorisme, ustabilitet og krige.
Efter Sovjetunionens kollaps har den amerikanske imperialisme ønsket at øge deres indflydelse i de arabiske lande og var parate til, i en vis udstrækning, at ligge pres på Israel. De ligger derfor pres på Israel for at give indrømmelser. Dette førte til Camp David-forhandlingerne og Madrid og Oslo-aftalerne der på ingen måde tilfredsstiller palæstinensernes nationale stræben. Det tilfredsstiller ingen.
Resultatet var yderligere vold, terrorisme, konflikter og bitterhed med en åben splittelse indenfor de palæstinensiske rækker, med Hamas’ overtagelse af kontrollen i Gaza, voksende kaos og ustabilitet og elementer af borgerkrig. Krisen i Gaza er en borgerkrig mellem Hamas og PLO under Abbas.
Israels tilbagetrækning fra Gaza var en taktisk manøvre for at styrke dets kvælertag på Vestbredden. Vi ser en kynisme hos imperialisterne (ikke bare den amerikanske men også EU), når de med det samme suspenderer den økonomiske støtte til Hamas regeringen, der, uanset hvad man siger, blev demokratisk valgt. Lige så snart sammenstødet mellem Mahmoud Abbas og Hamas opstod, genindførte imperialisterne den økonomiske støtte til Vestbredden og håndlangeren Abbas. De ønskede at bruge den ene side til at splitte palæstinenserne og dermed sikre, at den palæstinensiske kamp for et ægte hjemland slår fejl.
Den israelske herskende klasse ser på med stille tilfredshed, mens palæstinenserne bekæmper hinanden og sender lejlighedsvis kampvogne ind, eller strammer den økonomiske skruestik, bare for at vise hvem der bestemmer. Situationen er et mareridt for de palæstinensiske masser, der ikke kan se nogen vej ud. Hamas’ taktik løser intet, men styrker kun de israelske imperialisternes position ved at give dem en undskyldning for yderligere aggression og undertrykkelse, uden at det skaber en ridse i deres rustning.
Den israelske herskende klasses slogan er: hvad det har holder vi fast i. Zionisterne har ingen intentioner om at give nogen vigtige indrømmelser. Hamas pralede med, at de havde smidt den israelske hær ud af Gaza. Det er en joke. Israelerne trak sig tilbage fra Gaza, som et taktisk træk for at lukke munden på den internationale kritik og skabe det indtryk, at de opgav noget vigtigt, i virkeligheden har de ingen interesse i Gaza. Det var meningen det skulle styrke deres kvælertag på Vestbredden, som er det afgørende spørgsmål.
Israelerne er ubarmhjertigt fortsat med at bygge den afskyelige mur, der skærer sig gennem det palæstinensiske territorium på Vestbredden, og som stjæler store stykker land med påskuddet “forsvar”. Bosætterne bliver i stigende grad dristige og uforskammede. Efter begivenhederne i Gaza vil ingen Israelsk regering ønske at konfrontere bosætterne på Vestbredden.
Derudover er der det lille spørgsmål om Jerusalem, som både jøder og arabere gør krav på, som deres naturlige Guds-givne hovedstad. Hvad angår palæstinenserne, udvist fra deres hjem siden 1948, og deres ret til at vende hjem, er der ingen chance for at Israelerne vil acceptere at de kommer tilbage, da det fuldstændig ville ødelægge den demografiske balance i den “jødiske stat”.
Både Israel og USA har en interesse i at opnå én eller anden form for aftale om det palæstinensiske spørgsmål. Det, i en sådan grad, at de kan snakke og snakke igen og igen. Men lige meget hvilken aftale de når, vil det være imod palæstinensernes interesse.
De har opdyrket den palæstinensiske “leder” Mahmoud Abbas som en føjelig håndlanger, der kan sætte sit stempel på hvad de end aftaler imellem dem selv. Men dette er ikke så nemt! Abbas ønsker, som de fleste mennesker, at leve længe nok til at blive gammel og han frygter også at miste endnu mere støtte blandt de palæstinensiske masser, end han allerede har tabt. Han har ikke råd til at blive set, som om han åbent kapitulerer til Washingtons og israelernes krav. Men i sidste ende vil han ikke have et valg.
Fredstopmødet i Annapolis har intet løst. Efter fire måneder med endeløse forhandlinger om forhandlinger, har Condoleezza Rice, den amerikanske udenrigsminister, ikke formået at opnå hvad Abbas havde behov for: en eller anden form for aftale om dannelsen en Palæstinensisk stat.
Uløseligt problem
USA skulle overvåge begge sider overholdelse af “køreplanen for fred” fra 2003, ifølge hvilken, Israel skal fastfryse opbygningen af bosættelser på Vestbredden, mens de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PS) skrider til handling mod militante der angriber Israel.
Det har betydet at USA, har fået rollen som dommer i konflikten efter gensidigt samtykke fra begge de stridende parter. USA er gået med til at overvåge begge sider af overholdelsen af køreplanen: det er blevet præsenteret, som en sejr for palæstinenserne eftersom at Israel tidligere, har været de facto dommer i forhold til opførsel. Men hvad dette kan opnå i den givne situation er meget begrænset. Dommeren i en fodboldkamp skal være neutral og deri ligger autoriteten til at bestemme. Men siden denne dommer tydeligvis hælder til den ene side, kan denne domsafsigelse ikke blive meget værd.
Den første test er klar: hvad vil Olmert gøre med de 100-plus “uautoriserede” forposter etableret af stærke tilhængere af bosættelserne. Køreplanen kræver, at han nedlægger omkring 60 af dem, men tidligere forsøg på at nedlægge bare en enkelt, har ført til voldelige sammenstød mellem politiet og bosætterne, der regrupperer sig til en styrkeprøve, efter de tabte kampen om at blive på Gaza striben i 2005.
Det er muligt at han lægger noget pres på bosætterne (de er kun bønder i skakspillet og bønder kan altid ofres for at vinde vigtigere mål). Men en fuldstændig likvidering af de jødiske bosættelser på Vestbredden er utænkelig. Bosætterne er fanatikere, der fuldt ud er i stand til at fremprovokere alvorlige forstyrrelser, både på Vestbredden og i Israel, og ingen Israelsk regering vil ønske at risikere en sådan destabilisering. Problemet med bosætterne vil derfor fortsætte, og virke som en permanent provokation overfor palæstinenserne. Det er svært at se hvilken rolle “dommeren” skal spille i denne sag.
USA har udnævnt en general, James Jones, som en sikkerhedsgesandt for P.S. dette betyder ikke meget. Og det er klart at israelerne ikke vil gøre hans job nemt. En israelsk embedsmand siger at ethvert indtryk af at Hr. Olmert planlægger en total frysning af bebyggelser, som køreplanen stiller som betingelse, er en “belejlig misforståelse”. Denne lille detalje er højst bemærkelsesværdig. Den udstiller det amerikanske diplomatis falskhed. Rent faktisk er det hele lige præcis det: en belejlig misforståelse.
Hvor “dommeren” vil være uforsonlig er på spørgsmålet om at slå ned på de militante. De store summer penge amerikanerne sender til de palæstinensiske myndigheder, er ikke gratis. De forventer noget til gengæld. De forventer at Abbas smadrer de palæstinensiske militante, for at forberede vejen til en aftale, der langt fra vil leve op til hvad palæstinenserne stræber efter. Det er derfor at Washington i mange måneder har bevæbnet de Palæstinensiske selvstyremyndigheder og trænet dets sikkerhedsstyrker. Det er en forberedelse til den borgerkrig de ved vil komme.
Den israelske løsning af køreplanen, er at de palæstinensiske selvstyremyndigheder fuldstændig skal afskaffe terroristiske grupper, før nogen endelig aftale, som de to parter når, kan træde i kraft og de vil kræve fuldstændig overholdelse, før yderligere skridt overvejes. Men dette ligger ud over Abbas’ reelle muligheder, der frygter, at en alvorlig konflikt med Hamas kunne føre til et fuldstændigt kollaps af hans væbnede styrker. Derfor insisterer palæstinenserne på at de kun behøver at begynde på at “genoprette orden”.
Derfor har de seneste forhandlinger ikke løst noget, ej heller kunne de løse noget. Denne konflikt er for dyb og bitter til at kunne løses gennem forhandlinger. Og selv når forhandlingerne genoptages i december, hvordan kan de løse de vigtige spørgsmål: den palæstinensiske stats grænse, delingen af Jerusalem, de 4,5 mio. palæstinensiske flygtninge udenlands, delingen af vandressourcerne og de andre brændende spørgsmål.
Olmert vil give lige præcis nok indrømmelser til at holde fredsprocessen gående, for ikke at irritere amerikanerne. Men han vil ikke give så mange indrømmelser, at det vil provokere højrefløjspartierne, til at forlade hans koalition. De sidste har gjort det klart, at de ikke er parate til at give indrømmelser på nøglespørgsmål. For eksempel har de stillet et forslag i parlamentet der vil gøre det meget sværere for Israel at opgive nogen del af Jerusalem til de palæstinensiske selvstyremyndigheder.
Abbas, der fik meget mindre ud af Annapolis end han havde håbet på, løber den risiko, at blive beskyldt for at kapitulere til sine modstandere. Den palæstinensiske selvstyremyndigheds sikkerhedsstyrker har slået hårdt ned på anti-Annapolis demonstrationer på Vestbredden. Det er en advarsel om hvad der vil komme. Frem for at føre til en virkelig fredsaftale for skabelsen af en palæstinensisk stat, vil Annapolis bringe mere konflikt, blodsudgydelse og borgerkrig mellem palæstinenserne, og efterlade sig en arv af bitterhed, der vil vare længe.
Den eneste vej ud
I mange lande tager arbejderklassen, efter årevis med fortvivlelse og udmattelse nu kampens vej. Vi ser dette i den imponerende strejkebølge i Egypten, men også i Marokko, Jordan, Libanon og i Israel selv. Det er nødvendigt at sætte kampen for en arbejderklassepolitik på dagsordenen, for proletarisk international solidaritet og kampen for socialisme, som den eneste varige løsning på massernes problemer.
Det er essentielt at den revolutionære ungdom i Palæstina forstår dette. Hvis vi accepterer det argument at det israelske samfund, bare er én reaktionær masse, så vil det palæstinensiske folks sag være tabt for evigt. Men det er ikke sandt! I Israel er der rige og fattige, udbyttere og udbyttede, ligesom i ethvert andet land. Det er nødvendigt at arbejde for at skabe bånd mellem de revolutionære i Palæstina og masserne i Israel – jøder, så vel som arabere. Det er den eneste vej til at drive en kile ind mellem den reaktionære zionistiske herskende klasse og masserne.
Vi bliver fortalt at dette er umuligt. Det er ikke sandt! Ved mere end én lejlighed tidligere har der været klare tegn på, at beskeder fra de besatte områder trængte igennem til masserne i Israel. Da palæstinenserne blev massakreret i Libanon var der kæmpe protestdemonstrationer i Israel og under den første Intifada var der klare tegn på utilfredshed i Israel, inklusiv i de væbnede styrker.
Taktik som selvmordsbomber og raketangreb på civile mål er forkerte, fordi de er kontraproduktive. For hver israeler der dræbes, vil de dræbe mange flere palæstinensere. Det skader ikke det israelske hærmaskineri men er af ekstraordinær hjælp, for den israelske herskende klasse og stat. Ved at skubbe masserne tættere på den zionistiske stat, styrker denne taktik lige præcis det den skulle ødelægge.
Vi kæmper for en socialistisk revolution i hele Mellemøsten og i Iran, den Persiske Golf og Nordafrika. Vi kæmper imod imperialismen – hovedfjenden for alle folkene. Men vi kæmper også imod godsejervælde og kapitalisme – imperialismens hovedagenter. Vi er imod religiøs fundamentalisme, der forsøger at aflede massernes sunde anti-imperialistiske instinkter, ind i en blindgyde af religiøs fanatisme og reaktionær dunkelhed. Vi går ind for arbejdermagt og socialisme og en ny social orden, der udtrykker massernes interesser. Vi er for skabelsen af en socialistisk føderation i Mellemøsten, hvor jøder og arabere kan garanteres et hjemland i autonome socialistiske republikker. Det er den eneste virkelige vej frem!
Ingen løsning af det palæstinensiske spørgsmål er mulig på basis af samkvem med imperialismen. Den eneste mulige løsning, er at dele Israel på klasselinier: at knuse den reaktionære zionismes kvælertag. Men dette kræver en klasseposition. Det er svært at fremsætte denne position, under de givne omstændigheder, men begivenhederne vil give marxisterne åbninger i takt med at masserne indser nyttesløsheden af de gamle metoder. I mellemtiden er det nødvendigt tålmodigt at forklare vores ideer, til de mest avancerede elementer. I fremtiden vil vores ideer vinde genlyd blandt masserne.
Den iranske revolution
Der er et voksende revolutionært potentiale i Iran. Ahmedinejad spiller på anti-amerikanisme som et middel til at aflede massernes opmærksomhed. Men, efter de nylige afsløringer om Irans atomprogram, ser det ud til at udsigten til et luftangreb mod Iran er aftaget – i hvert fald for nu.
Det passer absolut ikke Ahmedinejad. Hans støtte smuldrer hurtigt inde i Iran, og hans eneste håb var at blive ved med at slå på krigstrommen om faren for en amerikansk aggression, for at aflede massernes opmærksomhed væk fra deres mest presserende problemer og dermed redde hans regime. Han har givet en offentligt udtalelse, om at de nye afsløringer udstiller Bush som en løgner (hvilket de gør) og fuldstændig retfærdiggør hans regimes politik (hvilket de ikke gør).
Selvfølgelig er Ahmedinejad ikke i stand til at føre en seriøs kamp imod imperialismen men han havde en interesse i at opretholde det anspændte forhold, for at aflede massernes opmærksomhed fra deres virkelige problemer. Nu er det usandsynligt, at Bush vil være i stand til at handle. Det vil gøre det nemmere for udviklingen af en vidt spredt oppositionsbevægelse fra de iranske arbejdere og studerende, der allerede er begyndt og som er bestemt, til at ændre hele det politiske liv i regionen i den kommende periode.
Mullaherne klynger sig til magten men deres støtte kollapser. Regimet oplever en langsom proces af intern nedbrydning. Efter årtier ved magten, ses de som korrupte og undertrykkende. Ungdommen er i åbent oprør. Trods det magtfulde apparat med statsundertrykkelse, er Ahmedinejad blevet pebet ud og afbrudt af studerende. Det er et meget vigtigt symptom. Det er normalt for en revolution, at begynde med en bevægelse blandt de studerende. Det var tilfældet i Rusland i perioden 1900-1903. Studenterprotesterne forberedte vejen for massebevægelsen blandt arbejderne i 1905 revolutionen. Det var også tilfældet i Spanien i 1930-31. I maj 1930 skrev Trotskij:
“Når borgerskabet bevidst og stædigt nægter at påtage sig løsningen af de opgaver der udspringer af krisen i det borgerlige samfund: når proletariatet fremstår som stadigt værende uforberedte til at påtage sig løsningen af disse opgaver selv, så bliver scenen ofte besat af de studerende … De studerendes revolutionære eller semi-revolutionære aktiviteter betyder at det borgerlige samfund gennemgår en dyb krise…
“De spanske arbejdere udviste et fuldstændig korrekt revolutionært instinkt, da de gav deres støtte til de studerendes manifestationer. Det er forstået, at de må gøre dette under deres eget banner og ledelse af deres egne proletariske organisationer. Dette må garanteres af spansk kommunisme, og for der behøves en korrekt politik.”
(Leon Trotskij, Problems of the Spanish Revolution, egen oversættelse).
Disse ord er fuldt ud anvendelige i Iran i dag. Studenterne protesterer og demonstrerer trods den massive tilstedeværelse af det iranske regimes sikkerhedsstyrker. På studenternes dag (4. december) deltog omkring 500 studerende og venstrefløjsaktivister i en illegal samling på Teheran Universitet. Gruppen råbte slogans der fordømte de nylige arrestationer og det truende miljø og mødet sluttede med afsyngning af Internationale. Dette viser at de radikale og revolutionære traditioner i den iranske studenterbevægelse der går tilbage til december 1953, er i live og ved godt helbred. Men som et symptom, er dette er endnu mere vigtigt.
Lenin forklarede, at der er fire betingelser for en revolution. Den første er at regimet skal være splittet og i krise. Det iranske regime er dybt splittet og i fuldstændig hårdknude. Det punkt er nået, der, som de Tocqueville pointerede, er det farligste øjeblik for et diktatur, som er når det begynder at lave reformer. På dette punkt åbner en splittelse sig mellem de konservative og reformtilhængerne. De sidste siger: “vi må reformere eller der vil komme en revolution.” De første siger: “hvis vi laver reformer vil der komme en revolution.” Og begge sider har ret. Iran nåede dette punkt for noget tid siden.
Den anden betingelse er at mellemlagene i samfundet skal være i en tilstand af uro og svinge mellem revolution og status quo. Denne uro afspejles i bevægelsen på universiteterne men er ikke begrænset til dette. Dele af middelklassen såsom de småhandlende (bazarister) der tidligere støttede mullaherne, er nu også utilfredse. Reaktionens massebasis forsvinder gradvist, mens revolutionens sociale reserver til stadighed vokser.
Det næste og vigtigste element i ligningen er arbejderklassen. Det mægtige iranske proletariat, er den mest afgørende kraft i revolutionen. De iranske arbejdere er nu i bevægelse - der har været en massiv strejkebølge, involverende mange dele af arbejderklassen: buschauffører, skibsværfter, tekstilindustrien, jernbanerne, Haft-Tapeh sukkerfabrikker, olieindustrien og andre dele. Disse strejker begynder måske med økonomiske krav, men givet regimets natur, vil de uundgåeligt få en stigende politisk og revolutionær karakter.
Med andre ord er alle betingelserne som nævnt af Lenin, enten tilstede eller er ved at modnes. Det er alene den sidste betingelse der mangler: det revolutionære parti og ledelse. Vores iranske kammerater har lavet fortræffeligt arbejde, der stadig er i sine tidlige stadier, men det kan tage fart hurtigt som revolutionen udvikler sig. Iran er på et stadie, der kan sammenlignes med situationen umiddelbart før januar 1905. Lad os huske på, at de russiske marxister også var ekstremt svage på det tidspunkt, men voksede med en kolossal hastighed, da arbejderklassen først begyndte at bevæge sig.
Vores tendens er den eneste, der har opdaget et revolutionært potentiale i Iran. Den iranske arbejderklasse er blevet vaccineret mod islamisk fundamentalisme. Det er ungt og friskt og frigjort fra fordomme og forvrængninger fra reformismen og stalinismen. Det kan meget hurtigt bevæge sig i retning af de mest avancerede revolutionære ideer. Den iranske revolution vil komme på tværs af atmosfæren af stilstand og reaktion, hvor man ikke kan ånde, der hænger over regionen. Det vil kaste den religiøse fundamentalismes åg af sig og beslutsomt tage vejen mod socialisme og arbejdermagt.
På dette tidspunkt i historien er den iranske revolution nøglen til Mellemøsten. Det vil skære gennem den religiøse fundamentalisme og reaktionens tåge. Den vil give håb og nye perspektiver til arbejderne og ungdommen i den arabiske verden, som på ny vil begynder at vågne til klassekampen. Det vil skabe chokbølger, der vil sprede sig til Afghanistan, Pakistan og hele Centralasien og dets følger vil kunne føles langt borte.
Afghanistan
Som i Irak har imperialisterne også i Afghanistan ikke opnået deres fundamentale mål. Landet er i fuldstændig rod og chokbølgerne der strømmer ud herfra har destabiliseret Pakistan. Krigen trækker ud og antallet af vestlige døde og sårede vokser. Den amerikanske plan om at være afhængig af luftmagt i Afghanistan for at undgå amerikanske ofre har fejlet. I stedet har bomberne skabt massive civile ofre. Dette er Pentagons version af kunsten at vinde venner og influere folk.
Britisk ledte tropper kæmper på jorden i Helmand-provinsen. Men de får en masse ofre i en krig de ikke kan vinde. Taleban undgår frontale kampe og er nu gået over til selvmordsangreb og vejsidebomber. Disse “asymetriske” (dvs. guerilla) taktikker er meget effektive og bruges selv i Kabul. En selvmordsbombe dræbte næsten den amerikanske vicepræsident Dick Cheney.
Den britiske general David Richards siges at have advaret kollegaerne i London om at NATO fik “det bedste ud af et dårligt job”, fordi der var mangel på tropper. Men det er meget nemmere at oplyse om problemet end at løse det. Hvor skal NATO få flere soldater fra? I stedet vil flere af USA’s allierede begynde at droppe ud. Viljen til at fortsætte kampene vil fordufte i takt med at et stigende antal ofre påvirker indenrigspolitikken. Dette har allerede skabt en politisk krise i Italien. Det vil ikke blive den sidste.
Nogle lande som England, Danmark og Polen øger deres styrker. Men andre er ikke ivrige for at miste flere liv. Tyskerne er til stede, men deres tropper er begrænset til norden (hvor der er mindre eller ingen kampe) og har forbud mod at forlade barakkerne om natten!). Den afghanske mission er upopulær i Tyskland og bragte næsten den italienske regering ned i februar 2007. Hollænderne vakler og Sarkozy har sagt at han også gerne vil forlade ISAF selvom embedsmændene siger nej, er sådan en beslutning umiddelbart forestående.
Den akutte mangel på tropper på jorden, betyder at imperialisterne må kompensere med stor ildkraft. Dette betyder flere civile ofre, der yderligere vil gøre den afghanske befolkning dårligt stemt. Taleban derimod, har masser af penge, mænd og våben, finansieret af de afghanske valmueafgrøder.
Opiumøkonomien og opstanden styrker hinanden gensidigt: narkoen finansierer Taleban, mens kampene opmuntrer til valmuedyrkning især i Helmand, der står overfor endnu en rekordhøst dette år, og producerer mere opium (og fra det heroin og andre illegale stoffer) end resten af Afghanistan sammenlagt.
Narkohandelen er yderst profitabel, med en værdi på omkring 320 dollar årligt. Opiumshandelen svarende til omkring en tredjedel af Afghanistans totale økonomi. Den afghanske opiumshandel er omkring 60 milliard dollar værd i gadepriser i de forbrugende lande – og den er ude af kontrol. Afghanistan producerede sidste år svarende til 6.100 ton opium, omkring 92 procent af hele verdens produktion. I det mindste førte Taleban en vis kontrol, nu er der ingen. I dag er Talebankommandanter og narkosmuglere de samme personer.
Nogen af de største narkobaroner er medlemmer af den nationale og regionale regeringer, selv personer tæt på Hamid Karzai. The Economist skriver (28/6/07): “hele regeringskæden der burde opretholde retsstaten fra indenrigsministeren til den almindelige politibetjent er blevet undergravet. Elendigt betalte politimænd bestikkes til at lette handelen. nogle betaler deres overordnede for at få særligt ’indbringende’ jobs såsom grænsekontrol.”
Pakistan - nøglen
Pakistan er et nøgleelement i USA’s udenrigspolitik i Asien. Men det er i dybe vanskeligheder, omringet af en fatal kombination af kollaps, Islamisk oprør, terrorisme, splittelser i staten og politisk kaos. Det præcise resultat er umuligt at forudsige. Men én ting er sikkert: ustabiliteten vil vokse, og sammen med den, den sociale og politiske polarisering, som vil give en kraftfuld impuls til både revolutionære og kontrarevolutionære tendenser.
Begivenhederne i Pakistan går stærkt. General Musharraf var tvunget til at gå af som hærchef og udskrive valg. Det sætter scenen til en stor forandring i Pakistan. Splittelserne og konflikterne i toppen sørger for et brud, hvorigennem den akkumulerede utilfredshed blandt masserne trænger sig frem. Begivenhederne vil få deres egen logik.
Diktaturet blev tvunget i knæ af massedemonstrationer og protester og af de utålelige modsætninger som gennemtrænger Pakistan på alle niveauer. Som vi forudsagde, bragte Benazir Bhuttos tilbagekomst millioner af arbejdere og bønder ud på gade. Det er ikke på grund af, men på trods af Benazirs politik og ledelse, som er allieret med den amerikanske imperialisme og ind til for nyligt forsøget at indgå kompromis med Musharraf.
Musharrafs diktatur blev undermineret som et resultat af det egne modsætninger og indre råddenskab. Dette indre forfald kunne ses i advokaternes krise. Så var der krisen i den røde moské osv. Som et resultat heraf besluttede imperialismen at droppe Musharraf og forberede sig på Bhuttos tilbagevenden. Benazir Bhutto og Nawaz Sharifs tilbagevenden og den General Pervez Musharrafs formelle exit fra hæren betød begyndelsen på enden for diktaturet. Dampen er simpelthen gået af det og kollapser under dets egen vægt.
Pakistan har haft en stormfuld historie siden det opnåede formel uafhængighed, sammen med Indien, i 1947. Siden da, har det svage pakistanske borgerskab vist sig fuldstændig ude af stand til at bringe det enorme land fremad. Det forbliver i dyb, rædsom fattigdom og feudal tilbageståenhed. Økonomien er i uorden og landet går tilbage, ikke fremad.
Den pakistanke kapitalismes svaghed har manifesteret sig i ekstrem politisk ustabilitet. Svage ”demokratiske” regimer er regelmæssigt blevet overvundet af militære diktaturer af den ene eller dan anden slags. Den sidste diktator, Zia ul Haq blev myrdet (sandsynligvis af CIA). Musharraf frygter samme skæbne, og hager sig desperat fast til magten. Men magten glider allerede ud af hans hænder.
Erklæringen af undtagelsestilstand var den desperate gamblers kast, som jog landet ud i politisk kaos, som vi forudså. Det tjente ikke USA-imperialismens, for hvilken Pakistan nu er af nøglestrategisk vigtighed, på grund af krigen i nabolandet Afghanistan. Washington lagde pres på Musharraf for at slå ned på pro-talibanske kræfter, som havde krydset grænsen for at bekæmpe koalitionen i det sydlige Afghanistan.
Presset fra alle sider underminerede Musharraf. Hans hær har lidt store tab i stammeområderne, hvor de uden succes har forsøgt at optrævle oprørerne. Der er stadig en magtfuld fløj i hæren og frem for alt i efterretningstjenesten (ISI), som støtter Taleban og al Qaeda og beskytter dem.
Musharraf er ude af stand til at gøre noget ved det. Hæren var hans eneste understøttende base og den har vist sig meget ustabil. Derfor kom den amerikanske imperialismes strateger til den konklusion at Musharraf ikke længere var dem til nogen nytte og var overflødig. De så til at Benazir Bhutto kunne overtage i stedet.
Perspektiver for Pakistan Peoples’s Party
For advokaterne og de professionelle politikere er “demokrati” et spørgsmål om at opnå lukrative parlamentariske og ministerielle positioner. Deres vigtigste indsigelser imod Musharraf er ikke principielle men blot at hæren fik for stor en del af kagen og ikke levnede nok til dem. For den ”politiske klasse” koges hele spørgsmålet ned til en kamp om hvem der får trynen i svinetruget.
Det amerikanske borgerskab har andre interesser. De har deres egne (langt større) svingetrug derhjemme. Forsvaret for det de kalder ”amerikanske interesser” er fuldstændigt forbundet til det. Men for at beskytte ”amerikanske interesser” (hvilket betyder de store amerikanske banker og multinationales interesser) må de deltage i udenrigspolitik.
Amerikansk udenrigspolitik har to afdelinger: den første er den amerikanske hær, flåde og luftvåben, den anden er diplomati. Den første bruger råstyrke til at smadre fjenden, den anden bruger en kombination af trusler, bestikkelse og korruption for at bibeholde støtte fra ”venligsindede regeringer”, siden venskab også er en vare og kan erhverves lige som andre varer.
Desværre, lige som andre varer, kan venner ophøre med at være nyttige og deres markedsværdi falder følgelig. Værdien af General Musharrafs venskab har været meget lav i lang tid nu. Derfor ser Washington sig nu om efter nye venner i Islamabad.
Benazir forspildte ingen chancer for at fremstå som en pro-vestlig ”moderat”. Men bag Benazir og PPP står masserne som inderligt længes efter forandringer. De er loyale overfor PPP’s oprindelige socialistiske stræben og forlanger roti, kapra aur makan (brød, tøj og tag over hovedet), hvilket den pakistanske kapitalisme ikke er i stand til at give dem. Stemningen blandet masserne viste sig da Benazir vendte tilbage til Pakistan: mindst to millioner mennesker gik på gaden: det overvældende flertal af dem var arbejdere, bønder og fattige folk.
Washington var i første omgang lettet da Nawaz Sharif blev deporteret tilbage til Saudi Arabien i september 2007, men efter at have været vidne til massemobiliseringerne, som blev fremprovokeret af Benazirs tilbagevenden, er de nu glade for at have ham tilbage. Den saudiske kongefamilie forlangte, at lederen af den Muslimske Liga fik lov at vende tilbage. Saudierne vil for enhver pris forhindre at PPP vinder, og ville have Musharraf til at læne sig op ad dem for at holde Benazir fra magten. Imperialisterne ville balancere imellem Sharif og Bhutto. De ville presse dem ind i en koalition og en sikring mod masserne.
Mordet på Benazir Bhutto har ændret hele situationen. Masserne har sat sig i bevægelse. Hvis valget bliver afholdt, vil de stemme massivt på PPP. På kort sigt vil ”centrum” profitere i form af en PPP-regering, muligvis i koalition med den Muslimske Liga. Men den vil vise sig kraftløs og ude af stand til at løse samfundet fundamentale problemer. ”Centrum” vil vise sig som et gigantisk nul.
Regimets krise
Imperialisterne og Pakistans herskende klasse var ikke bange for Benazir Bhutto, men de er rædselsslagne for masserne som står bag PPP. Masserne vil have en grundlæggende forandring af samfundet og vil ikke være tilfredse med tomme taler og løfter.
Benazir ville danne koalition med Sharif fordi hun havde brug for en undskyldning for ikke at gennemføre politik i arbejdernes og bøndernes interesser. De vil presse på med deres mest presserende krav. Det vil åbne for en helt ny situation i klassekampen i Pakistan.
Alle de småborgerlige intriger og manøvre foregår i toppen. Journalister og kommentatorer er fascinerede af dette ”politiske drama”, som ligner højlydt kævleri blandt gnomer i et cirkus. Alle disse endeløse kombinationer og aftaler er blot skum på oceanets bølger, som er det synlige udtryk for de kraftfulde strømninger neden under. Det vigtige er dog ikke det første, men det sidste.
Krisen i Pakistan er ikke en overfladisk polisk krise, men en krise i selv regimet. Den svage pakistanske kapitalismes, rådne og korrupte marv har ledet et enormt land på 160 millioner mennesker ind i en horribel blindgyde. I mere end et halvt århundrede har det degenererede pakistanske borgerskab vist sig ude af stand til at bære nationen fremad. Det viser sig nu i en fuldstændig blindgyde, som truer med at trække den ned i en forfærdelig afgrund.
Kun masserne, ledt af arbejderklassen kan vise en vej ud af dette mareridt. PPP’s rigtige bagland er masserne: de millioner af arbejder og bønder, revolutionære unge og arbejdsløse som gik på gaden efter mordet på PPP-lederen. De hyldede ikke et individ, men et ideal: idealet om ægte demokrati og retfærdighed i Pakistan: et Pakistan uden rige og fattige, uden undertrykkere og undertrykte: et socialistisk Pakistan.
I den næste periode må masserne tilbage i PPP’s skole, hvor de vil lære nogle barske lektier. Men masserne lærer generelt gennem deres erfaringer. Hvordan skulle de ellers lære? Den næste periode vil være en periode med storm og stress. En PPP-regering vil omgående blive udsat for enormt pres fra alle sider: masserne vil forlange at der bliver taget skridt i deres retning, for deres interesser og imperialisterne, godsejerne og kapitalisterne vil forlange at der bliver taget skridt i retning af de rige og magtfuldes interesser. PPP vil blive trængt mellem to møllesten.
Kun vores tendens forstod og forudsagde denne udvikling. Som altid var venstresketerikerne aldeles ude af stand til, at forstå måden hvorpå masserne tænker og bevæger sig. Som altid deltager marxisterne i massernes sande, levende bevægelser og kæmper for de samme konkrete mål, imod den samme klassefjende. Vi belærer ikke arbejderne og bønderne fra sidelinien, som en skolelærer der underviser små børn. Vi forklarer tålmodigt, skridt for skridt og hjælper arbejderne med at drage deres egne konklusioner.
I sidste ende vil arbejderne og bønderne lære at skelne mellem de som kæmper for arbejdende menneskers interesser og de som ikke gør. Marxisterne i PPP vil bekæmpe alle forsøg på at indgå koalition eller aftaler med den Muslimske Liga. Vi forlanger virkeliggørelse af PPP’s oprindelige program, et socialistisk program baseret på ekspropriation af godsejerne og kapitalisterne. Vi vil udvikle de nødvendige overgangskrev for at forbinde alle konkrete kampe for fremskridt, med målet om en socialistisk omvæltning af samfundet.
Ligesom i Iran udvikles de klassiske forhold for revolution i Pakistan. Enhver revolution begynder i toppen, med split i det gamle regime. Dette første forhold eksisterer allerede i Pakistan. Middelklassen er totalt fremmedgjorte overfor den herskende klike. Det ses delvist i advokaternes protester, selv om bevægelsen indeholder modsætningsfyldte elementer. De seneste år har der været et opsving i klassekampen i Pakistan, med store strejker som de, blandt telekommunikationsarbejderne og på Pakistan Steel. De sidste par dage har der været en national strejke i PIA (Pakistan Airways). Disse strejker er knapt blevet nævnt i medierne uden for Pakistan, men de er af stor symptomatisk vigtighed. De viser det pakistanske proletariats genopvågning.
Det sidste og vigtigste forhold er tilstedeværelsen af en revolutionær organisation og ledelse. Findes der det i Pakistan? Ja der gør! De pakistanske marxister, repræsenteret af The Struggle er vokset i styrke og indflydelse over de sidste år. The Struggle har vundet den ene position efter den anden og har haft held med at samle den overvejende del af den militante ungdom og arbejderklasseaktivister omkring sig. De har en stærk og tiltagende tilstedeværelse i alle regioner, alle nationaliteter og alle vigtige byer.
I arbejdernes kampe har de spillet en enestående rolle. Sammen med PTUDC (Pakistan Trade Union Defence Campaign, Kampagnen til forsvar for de pakistanske fagforeninger) – den vigtigste militante fagforening i Pakistan, har de vundet vigtige kampe, såsom overvindelsen af forsøget på at privatisere Pakistan Steel. I Kashmir har de vundet størstedelen af de marxistiske studerende over og i Karachi og i Pakhtunkhua (ved den nordvestlige grænse) har de vundet mange tilhængere fra det tidligere Kommunistparti.
Vi var de eneste på venstrefløjen, som forstod PPP’s rolle og de eneste, som forudså hvordan masserne ville reagere. De pakistanske kammerater intervenerede i demonstrationerne og uddelte revolutionær litteratur og fremførte revolutionære slogans. De blev entusiastisk modtaget af arbejdere og bønder, som ønsker det samme som vi.
Vigtige udviklinger er på dagsordenen og vores kammerater står i gode positioner til at gøre brug af dem. Frontlinierne trækkes endnu tydeligere op: enten sort reaktion eller den socialistiske revolutions triumf i Pakistan, i Indien og på hele subkontinentet. Pakistan kan meget vel få æren af at blive det første land til at slå et slag for socialisme og vil tænde revolutionens flamme, som vil sætte både centralasien og subkontinentet i lys lue.
Latinamerika
I verdensrevolutionen som helhed fortsætter Latinamerika med at ligge i front. Det er det endelige svar til all de reformister, kujoner og renegater, som accepterede borgerskabets argumenter om at revolution og socialisme ikke længere var på dagsordenen. Den amerikanske imperialismes nervøsitet over hvad der foregår syd for Rio Grande øges. Årsagen til den voksende bekymring er at den revolutionære gæring spredes fra det ene land til det andet.
Revolutioner respekterer ikke landegrænser og det revolutionære gærstof spredes nu til lande som Ecuador, Bolivia osv. Det er derfor de forsøger at isolere Venezuela. Den amerikanske imperialisme kan ikke tolerere den venezuelanske revolution. Men som det er sket i Cuba, kan den amerikanske imperialisme skubbe Chávez ud over kapitalismens grænser. Hvis det sker, vil følgerne kunne mærkes på hele kontinentet og endnu længere væk.
I 1980’erne drev borgerkrigene i Guatemala, El Salvador og Nicaragua regionen frem til frontlinien i den kolde krig. Men på det seneste har Mellemøsten skubbet Latinamerika til side i Washingtons udenrigspolitiske prioriteringer. Nu ændres dette. Bekymringen i Washington reflekteredes i George Bushs besøg, i en regionen han ellers har forsømt gennem hele hans præsidentperiode.
Washington ser Chávez og den bolivariske revolutions hånd over alt. Det er typisk for politimentaliteten, som ser revolutioner (og selv strejker) som resultatet af onde konspiratorer og ikke en objektiv proces. Det er sandt at Chávez og den venezuelanske revolution virker som en katalysator på revolution over hele kontinentet. Men selv den mest magtfulde katalysator kan kun virke hvis betingelserne er givet. De objektive betingelser for en socialistisk revolution, er givet i praktisk talt alle lande i Latinamerika.
Hvad der er nødvendigt for at garantere succes på kortest mulig tid og med de mindst mulige ofte, er et revolutionært marxistisk parti og ledelse. Det er fuldkommen sandt. Men naturen afskyr vakum. Masserne kan ikke vente til vi har opbygget et revolutionært parti! I mangel på sådan et parti, tjener Chávez som en katalysator. Han lægger stemme til massernes higen efter at forandre samfundet. Det forklarer den voldelige fjendtlighed han møder fra den amerikanske imperialisme, som er fast besluttet på at blive af med ham på den ene eller den anden måde.
Men den amerikanske imperialismes indflydelse i Latinamerika er på et lavpunkt. De kunne end ikke få OAS til at intervenere imod Venezuela. Latinamerikas holdning til sin magtfulde nabo mod nord forhærdes. En nylig opinionsundersøgelse, lavet af BBC World Service, siger at 64 procent af argentinerne, 57 procent af brasilianerne, 53 procent af mexicanerne og 51 procent af chilenerne har et ”overvejende negativt” syn på amerikansk indflydelse.
Før i tiden ville marinesoldaterne være gået i land for længst. I dag er dette både politisk og fysisk umuligt. Den amerikanske hær er optaget i Irak og Afghanistan. Det er utænkeligt at den kan involvere sig i endnu et militært eventyr på nuværende tidspunkt. Så de er nødsaget til at bruge andre metoder: diplomati og rænkesmedning. Men selv i dette terræn er Bush begrænset af faldende popularitet.
Amerika bakkede op om militært diktatur i 1970’erne og 1980’erne men har ændret taktik, efter at have brændt fingrene i sager som Noriega. Det foretrækker nu generelt svage demokratiske regimer, selv om det ikke forhindrede det i at organisere 2002-kuppet i Venezuela. Bushs troskab overfor demokrati er relativt og dikteres udelukkende af taktiske overvejelser. Det er ikke det sammen som at sige, at de ikke angriber. De angriber allerede. Men de kan ikke invadere åbent – de må ty til indirekte metoder, diplomatisk pres, økonomisk pres og politisk rænkesmedning.
I Nicaragua vandt Daniel Ortega præsidentvalget, på trods af at amerikanske funktionærer åbnet støttede højrefløjskandidaten. Washington var åbenlyst involveret i den massive valgsvindel i Mexico, som skulle forhindre at PRD-kandidaten Lopez Obrador blev valgt. De forsøgte, men det lykkedes ikke at forhindre valget af Rafael Correa i Ecuador. Mens det lykkedes at få indsat håndlangeren Alan García i Peru og man vil nu belønne ham, samtidig med at intrigere imod Venezuela, Bolivia og Ecuador.
Amerikansk imperialisme forsøger at lægge et sikkerhedsbælte rundt om Venezuela, (og også omkring Bolivia og Ecuador). Det var hensigten med Bushs rundtur i Latinamerika og forsøget med at underskrive bilaterale handelsaftaler med visse latinamerikanske lande (Colombia, Brasilien, Panama, Peru). Washington er fjendtligt indstillet overfor regeringerne med Evo Morales (Bolivia) og Rafael Correa (Ecuador) og gør brug af afpresning.
I gamle dag var alle socialister ifølge Washington “kommunister”, men nu er den amerikanske imperialisme nødt til at beskæftige sig med ”gode” socialister som Lula i Brasilien, Bachelet i Chile og Kirchner i Argentina for at isolere Chávez. De forsøgte sågar at inkludere Morales.
Grundene til Bushs tur blev skåret ud i pap af The Economist (1/5/07): “USA er fastlåst i en regional kamp om indflydelse med Venezuelas olie-berusede enehersker, Hugo Chávez.” Det egentlige mål var at isolere Venezuela ved at gøre brug af lande som Brasilien hvor Lula betegnes som en sikker ”moderat”. Der er en dobbelt taktik: Uribe fordømmer og truer, mens Lula smigrer og intrigerer bag scenen for at overbevise Chávez om at opgiv ideen om socialisme, ligesom Lula for længst har gjort:
“Brasiliens Lula siger at han i stilhed indtrængende anmoder om moderation fra de venezuelanske modstanderes side, men der er intet bevis for at dette ændres i Hr. Chávez’ retning. Hvis han fortsætter i sammen retning, må latinamerikanske demokrater snart overveje om han høre til i deres klubber.” (The Economist, 1/5/07)
Colombias Álvaro Uribe er USA's mest standhaftige allierede i regionen. Men selv i Colombia – langt den største modtager af amerikansk økonomisk støtte i regionen, takket være ”Plan Colombia” – havde blot 39 procent af de adspurgte fra LatinoBarómetro i december 2006 et positivt billede af den amerikanske præsident. Àlvaro Uribes regering er kendt for at være forbundet med paramilitære højrefløjsgrupper. Den amerikanske kongres har endog fremsat forslag om at stoppe støtten til Colombia. Men det berører ikke Bush og CIA, på trods af al snak om demokrati og den omsorgsfulde bekymring for menneskerettighederne – i Venezuela.
Den amerikanske militære hjælp har gjort Colombia til en bevæbnet lejr og fuldstændig forvredet den militære magtbalance i regionen. Den såkaldte krig mod narkotika, tjener som et figenblad for at skjule Washingtons egentlige hensigter, som delvist er at smadre guerillaerne og at opbygge den colombianske hær, til at forberede en mulig militær intervention imod Venezuela i fremtiden.
Chávez forsøgte at mindske truslen fra Colombia, ved delvist at prøve at opbygge en forståelse med Uribe. Men den politik ligger nu i ruiner. Uribe brød, tydeligvis tilskyndet af Washington, på brutal vis alle kontakter med Chávez, angiveligt på grund af hans kontakter med FARC-guerillaer og colombianske hærofficerer under hans forsøg på at mægle for gidsler. Det viser grænserne for borgerligt diplomati i forsvar for den venezuelanske revolution. Diplomatiske manøvrer er nødvendige, men kan kun spille en underordnet rolle. Når alt kommer til alt er den venezuelanske revolutions eneste rigtige venner, arbejdere og bønder i Latinamerika og resten af verden.
Mexico – revolutionen er begyndt!
Det der skete i Mexico, viser på brillant vis hvad vi har sagt mange gange: at der ikke er et eneste stabilt land i Latinamerika fra Tierra del Fuego til Rio Grande. For ikke længe siden syntes Mexico stabilt. Men vores perspektiv er til fulde blevet bekræftet af de sidste to års begivenheder.
På denne korte periode, er Mexico trådt ind på den revolutionære vej, med millioner på gaden, opstand i Oaxaca, elementer af dobbeltmagt og selv sovjetter på begynderstadiet. Det bekræfter fuldkommen vores perspektiver. Sekterne stod tilbage med åben mund og polypper. Dette er, hvad Trotskij kaldte for fremsynets overlegenhed over forbløffelsen.
Mexico er et godt eksempel på hvordan masserne bevæger sig. Millioner gik på gaden i protest over valgsvindel og til støtte for Lopez Obrador. Det var overvejende arbejdere og landarbejdere. Vores kammerater kæmpede side om side med masserne, samtidig med at de forklarede vores program og politik og forsøgte at føre bevægelsen fremad. Det var det eneste korrekte at gøre!
Som alle andre steder er det centrale problem, ledelsens problem. Vi må forstå hvordan arbejderklassen bevæger sig – gennem dets traditionelle masseorganisationer – ikke gennem små sekter. Den fantastiske spontane revolutionære massebevægelse førte til en krise i ledelsen. Som troldmandens lærling, fremkaldte Lopez Obrador kræfter han ikke kunne kontrollere og han vidste ikke hvad han skulle stille op med dem. Men det er umuligt at bibeholde millioner af menneskers gejst på ubestemt tid, uden at vise en vej ud.
Efter en lang periode med anstrengende strabadser, er der tydeligvis et element af træthed blandt masserne. Masserne kan ikke altid være på gaden og sætte barrikader op, sådan som venstresekterikerne forestiller sig. Hvis de ikke ser nogen forandring, dør bevægelsen for en tid. Det er normalt. Det var uundgåeligt efter op mod to år med konstante kampe og opstande. Massernes første opstand vil have en tendens til at dø i en periode. Nogle dele vil trække sig tilbage fra kampen for at gøre status på situationen, selv om friske lag fra traditionelt tilbagestående områder stadig kan gå i kamp. Der kan komme pauser og midlertidige tilbageslag, men ingen permanent stabilitet er mulig.
På overfladen ser det ud til at Calderon har vundet, men krigen er endnu ikke slut. Som i en sværvægter boksekamp, er det afgørende ikke hvem der vinder den første runde, men hvem der har udholdenhed til at kæmpe til enden. Calderon-regeringen er svag og splittet. De er en regering i krise. Problemet er, at den herskende klasse er for svag til at knuse arbejder på dette stadie og sidstnævnte er ikke i stand til at tage magten på grund at manglen på ledelse.
Klassekampen fortsætter. Pensionsreformens lovgivning er et forsøg på at ændre det sociale sikkerhedssystem for arbejdere ansat i den offentlige sektor, kendt som Instituto de Seguridad y Servicios Sociales de los Trabajadores del Estado (ISSSTE, Institut for Social Sikkerhed og Social Service for Statsansatte). Det betyder nedskæringer på levestandarten, hvilket er hvad borgerskabet forlanger. Men det har fremprovokeret udbredte fagforenings- og politiske protester. Disse ser ud til at fortsætte.
Det står ikke klart hvor længe den nuværende regering kan fortsætte. Det afgøres frem for alt af perspektiverne for verdensøkonomien og for USA, til hvilket Mexico er uløseligt forbundet. En økonomisk nedtur i USA vil have alvorlige konsekvenser syd for Rio Grande. De penge som millioner af mexicanske immigranter sender hjem fra USA, spiller en meget vigtig rolle, endda i at opretholde økonomien i hele regioner af landet.
En økonomisk krise I USA, vil medføre en brat stigning i arbejdsløsheden blandt latinoarbejdsstyrken, hvilket vil lede til et fald i penge der bliver sendt over grænsen. Det vil føre til en hurtig stigning i fattigdommen i allerede fattige regioner af Mexico, med tilsvarende stigning i de sociale spændinger. Selv uden økonomisk krise, vil dollarens fald (og også den kinesiske yuans tilsvarende fald) i endnu højere grad påvirke den mexicanske industri og landbrug.
Alle disse faktorer vil tjene til at underminere Calderon-regeringen selv blandt middelklassen, som snart vil blive desillusioneret. Under disse omstændigheder vil PRD begynde at få nyt liv. Det vil tiltrække sig støtten fra millioner af arbejdere og bønder af én grund: det er intet alternativ. På et vist tidspunkt vil borgerskabet ikke have noget andet alternativ end at sende masserne i reformismens skole, hvor de vil lære nogle hårde lektier. Lopez Obradors politik inkluderer ikke et brud med kapitalismen. Men den svage mexicanske kapitalisme kan ikke vise en vej frem og give masserne hvad de har brug for. En Lopez Obrador-regering ville også være en regering i krise.
Arbejderne og bønderne vil lægge pres på en PRD-regering for at udføre et program i deres interesse. På den anden side vil den herskende klasses holdning til en PRD-regering være ”brug og miskrediter”. De vil lægge pres på regeringen for at fortsætte politikken med nedskæringer og modreformer, som den mexicanske kapitalisme har brug for og efter det vil de smide den ud af kontorerne og forberede en endnu mere modbydelig regering, bestående af højrefløjen. Reformisterne vil blive knust mellem to møllesten.
Mexicos såkaldte narkokrig, i sig selv en grafisk illustration på statens og borgerskabets svaghed, bruges som en undskyldning for undertrykkelse af den revolutionære bevægelse og arbejderklassen. Vold og mord og andre rædsler er blevet normen. I dette land med over 100 millioner indbyggere, var der 1.600 mord i 2005, i forbindelse med organiseret kriminalitet, 2.200 i 2006 og antallet stiger. Elementer af social opløsning og barbarisme er til stede og kan opluge samfundet hvis ikke proletariatet tager magten.
Før eller senere vil der komme en direkte konfrontation mellem klasserne. Calderon forsøger at styrke staten i forberedelser på fremtidige kampe. I den seneste periode er der blevet indsat 30.000 tropper rundt om i landet. Amnesty International har henvist til systematiske ”vilkårlige anholdelser, tortur, urimelige retssager og frihed for straf [impunity]” i landet. Ind til nu har Lopez Obrador, i stedet for at kæmpe imod dette, foreslået en forøgelse i brugen af hæren.
Den mexicanske herskende klasse forstår fra deres klassesynspunkt det samme, som vi forstår fra vores klassesynspunkt. Men ledelsen i PRD forstår intet og forbereder intet. Situationen i Mexico er meget eksplosiv selv om den vil have ebbe og floder. Vi har en stærk organisation og en ledelse som bliver smedet i begivenhedernes varme. I den næste periode kan de nå resultater lignende de pakistanske kammeraters. Fra nu af må vi følge Mexicos udvikling og de mexicanske kammeraters arbejde endnu tættere.
Bolivia
Evo Morales har været præsident i to år. Han blev valgt efter at det fantastiske bolivianske proletariat havde kæmpet i mindst 18 måneder, for at ændre samfundet på revolutionær maner. Arbejderne iværksatte to generalstrejker og to opstande, som styrtede to præsidenter. Hvad mere kan vi ønske fra arbejderklassen?
Borgerskabet og imperialisterne frygtede at han ville lede Bolivia ad samme vej som Hugo Chávez i Venezuela. Men Morales’ politik med kun delvis ”nationalisering” af olie og gas, har irriteret udenlandske regeringer og investorer uden at løse samfundets fundamentale problemer. Den ”demokratiske revolution” lover han, har alarmeret borgerskabet i de velstående østlige provinser, men uden at tilfredsstille arbejderne og bønderne.
Som resultat heraf tenderer situationen for hver dag mere til kontrarevolutionen. På grund af Morales’ træghed og vaklen har der været en reaktionær modoffensiv. Dommerstanden iværksatte en endagsstrejke imod regeringens forsøg på at “smide retssystemet på porten og erstatte det med et totalitært regime.” Højesteretten er reaktionens rede, men endnu er ingen alvorlige midler taget i brug mod den.
Den “forgyldte ungdom” – de kontrarevolutionære studerende og forkælede sønner af borgerskabet – har påtaget sig rollen som reaktionens stødtropper, og organiserer voldelige gadedemonstrationer. De har haft sammenstød med demonstrationer af revolutionære arbejdere og bønder, hvor folk blev såret og dræbt. For et år siden forsøgte regeringsstøtter at afsætte Cochabambas guvernør da han foreslog en afstemning om autonomi. Tre mennesker døde i voldelige sammenstød. Nu er de reaktionære kræfter i sadlen i Cochabamba – noget der syntes utænkeligt for bare et år siden.
Disse skærmydsler er en advarsel om en forestående borgerkrig. De er, med The Econosmists ord, “del af en revolution med usikkert formål.” Det er ikke en dårlig beskrivelse af situationen. Men hvad der er brug for i en revolution, er klare mål og beslutsomhed omkring at udføre dem uanset alle forhindringer og opposition. Det er præcis hvad der mangler i Bolivia.
Indkaldelsen til en konstituerende forsamling er, som vi forudså, en måde at omdirigere den revolutionære bevægelse til parlamentarisk område. Morales droppede en kampagne for at få den konstituerende forsamling til at godkende artikler ved simpelt flertal, efter gadeproteser i de østlige regioner. MAS har flertal i forsamlingen, men ikke de nødvendige to tredjedele for at godkende en konstitutionel tekst.
Morales’ Bevægelsen for Socialisme (MAS) foreslår at redefinere Bolivia som en “sammenhængende, fler-national, fællesskabsbaseret” stat som stolt giver plads til tre dusin oprindelige ”nationaliteter”. Disse gruppe skulle kontrollere territorier og naturressourcer og ville være repræsenteret som samfund i en et-kamret forsamling på linie med individuelle borgere. Private selskaber ville være beskyttede så længe de ”bidrager til økonomisk og sociokulturel udvikling”. En fjerde social magt” skulle stå over de tre traditionelle.
Vicepræsidenten Alvaro Garcia Liner har indkaldt til en “udvidelse af eliten” og ”plads til både kapitalistisk og post-kapitalistisk udvikling”. Det er taget direkte ud af Heinz Dieterichs reformistiske opskriftsbog. Der er intet perspektiv om socialisme, ingen forslag om at ekspropriere oligarkiet. Og lederne vil gå på kompromis, selv på dette spørgsmål.
Regeringen vil indgå forlig med reaktionen. “Vi vil ikke have en konstitution som er godkendt af 60 eller 70 procent af landet, men afvist af resten,” siger García Linera. Den sidste tekst i konstitutionen vil blive genstand for en afstemning og derefter for en fortolkning i domstolene, som Morales ikke kontrollerer. Det vil forsyne de reaktionære med rigelig mulighed for at fortsætte deres taktik med obstruktion, sabotage og destabilisering.
I sidste ende er økonomien afgørende og den bolivianske økonomi har det ikke godt, med en lavere vækst end gennemsnittet i Latinamerika. Mere end halvdelen af befolkningen lever i fattigdom, fire femtedele af arbejderne er inden for uformel økonomi og emigrationen fortsætter. Ud over minedrift og naturgasudvinding, står private investeringer for sølle 2-3 % af landets BNP. Hvis ikke han skaber gode jobs og forbedrede forhold for masserne, vil intet antal af konstitutionelle manøvre kunne redde Morales.
Arbejderne og bønderne vil snart blive trætte af situationen som ikke giver dem nogen fundamentale forbedringer af deres leveforhold. I sidste ende vil de, hvis intet fundamentalt ændrer sig, falde ind i passivitet som vil lade det kontrarevolutionære borgerskab mase sig frem og genvinde alle sine positioner. De reaktionære vinder selvtillid og bliver mere uforskammede og aggressive i samme grad som de ser arbejderne miste tilliden til revolutionens fremtid.
De vil forberede vejen for en afsættelse af Evo Morales fra magten. De vil måske bruge hæren, men vil måske endda gøre det med ”konstitutionelle” midler, siden de kontrollerer betydelige dele af staten og domstolene. Dette er resultatet af en politik med reformisme og kompromiser. På den anden side kan de reaktionære, hvis de agerer for fremfusende, fremprovokere en eksposition blandt masserne, som vil kaste alt tilbage i smeltedigelen.
Venezuela
Ulig de uvidende sekter, forstår imperialisterne, hvad vi også forstår: der er en revolution i gang i Venezuela, og masserne bevæger sig for at ændre samfundet. Det forklarer de hysteriske kampagner omkring sager som RCTV og den konstitutionelle afstemning. Imperialisterne bevarer presset på Chávez for at holde revolutionen tilbage. De baserer sig på højrefløjen af den bolivariske ledelse og det kontrarevolutionære bureaukrati. Men arbejderne og bønderne presser på nedefra. Resultatet af denne kamp vil afgøre revolutionens skæbne – på den ene eller den anden måde.
Chávez’ hurtige og tilsyneladende uimodståelige fremgang kan ikke alene forklares ved personlig magt og individets evner. Et korn af utilfredshed var allerede til stede blandt masserne, men det havde intet fartøj at udtrykke sig igennem. Da de havde fundet deres udtryksform, strømmede masserne ud i gaderne i en ustoppelig bevægelse som har holdt i næsten 10 år.
Der er et dialektisk forhold mellem Chávez og masserne – den kraftfuld kemi i hvilken de bolivariske ledere, ved at give massernes dybfølte higen en stemme, intensivere den revolutionære stræben. Masserne presser på og forlanger forandring. Det har en følgende indvirkning på Chávez og driver ham længere til venstre. Denne ejendommelige kemi, er blevet observeret af kapitalen og imperialismens strateger, som har draget den konklusion at det er nødvendigt at eliminere Chávez på den ene eller den anden måde. Det er derfor de lagde så mange kræfter i kampagnen for at stemme ”nej” til den konstitutionelle afstemning.
Det var Chávez’ første rigtige nederlag. For første gang i næsten et årti sikrede oppositionen sig en sejr. Der var jubelscener i de velstående middelklasseområder i Caracas. Men de reaktionæres glæde er både forhastet og overdrevet. Sammenlignes resultatet med præsidentvalget i 2006, forøgede oppositionen kun deres stemmeantal med 200.000, mens Chávez tabte 2,9 millioner. Disse stemmer gik ikke til oppositionen, men i højere grad til undladelse af at stemme.
Afstemningsresultatet om konstitutionsreformen viser følgende. Forslaget om en konstitutionsreform blev forkastet med den mindst mulige margen, med 4.521.494 stemmer imod (50,65 procent) og 4.404.626 (49,34 procent) stemmer for. Spørgsmålet der må stilles er ikke hvorfor ”nej” siden vandt, men hvorfor så stort et antal chavistaer undlod at stemme? Det overvældende flertal af masserne støtter stadig Chávez og revolutionen, men der er klare symptomer på træthed.
Efter ni år med opstande, er masserne trætte af ord og taler, parader og demonstrationer, også af de endeløse afstemninger og valg. Hvad der virkelig er bemærkelsesværdigt er at bevægelsen har holdt så lang tid og at ikke symptomerne på træthed er fremkommet tidligere. Valget i december 2006 viste at 63 procent stadig støttede Chávez efter ni års forløb. Det viser en meget høj revolutionær bevidsthed. Men man kan ikke gå ud fra at denne situation vil holde evigt.
Masserne ønsker færre ord og mere afgørende handling: handling imod godsejerne og kapitalisterne, handling imod de korrupte guvernører og embedsmænd. Mere end alt, ønsker de handling imod den Femte Kolonne af højrefløjs chavistaer, som bærer røde trøjer og taler om socialisme i det 21. århundrede, men som er imod rigtig socialisme og som saboterer revolutionen indefra.
Med oppositionens største anstrengelser formåede de kun at mobilisere omkring 200.000 flere stemmer. Det er et faktum. Herudover kan denne kamp ikke vindes på stemmer alene. Den velnærede borger og hans kone og børn, de småhandlende, de studerende ”de riges forkælede unger”, de regeringsfuldmægtige, krænkede over ”hobens” fremgang, pensionisternes nostalgi omkring ”de gode gamle dage” i den Fjerde Republik, spekulanterne, tyvene og svindlerne, de religiøse gamle damer af begge køn, som er manipuleret af kirkens reaktionære hierarki, den grundfæstede middelklasseborger som er træt af ”anarkiet”: alle disse elementer synes at være en formidabel kraft i valgtermer, men i klassekampen er deres vægt praktisk talt lig nul.
Magtbalancen mellem klasserne
Den egentlige magtbalance mellem klasserne blev vist ved demonstrationerne i slutningen af valgkampagnen. Som i december 2006, satte oppositionen himmel og jord i bevægelse for at mobiliserer sin massebase og formåede at samle en stor flok. Men dagen efter var gaderne i det centrale Caracas oversvømmet af et hav af røde trøjer og flag. De to demonstrationer afslørede, at den aktive base blandt chavistaerne er fem eller otte gange større en oppositionens.
Billedet er endnu klarere når det kommer til ungdommen. Højrefløjens studerende er oppositionens stormtropper. De har været hoveddrivkraften i at organisere voldelige provokationer imod chavistaerne. De var omkring 50.000 ved deres største demonstration, ifølge de mest optimistiske vurderinger. Men de chavistiske studerende var 200.000 eller 300.000 til deres demonstration. På dette afgørende område – ungdommen – er de revolutionære massivt overlegne i antal i forhold til de kontrarevolutionære.
På revolutionens side star det overvældende flertal af arbejdere og bønder. Det er det afgørende spørgsmål! Ikke en elpærer brænder, ikke et hjul snurrer, ikke en telefon ringer uden arbejderklassens tilladelse. Det er en kolossal kraft når den er organiseret og mobiliseret for en socialistisk ændring af samfundet.
Oppositionen har besluttet at brug en varsom og forsonende tone fordi dens tid endnu ikke er kommet, til en operation som den i 2002. Ethvert forsøg på at iværksætte et kup på nuværende tidspunkt, ville bringe masserne ud på gade, parat til at kæmpe og dø om nødvendigt for at forsvare revolutionen.
Under sådanne forhold ville den venezuelanske hær, som tingene star nu, være et meget upålideligt instrument for et kup. Det ville føre til borgerkrig, som de kontrarevolutionære ikke kunne være sikre på at vinde. Og hvem kan være i tvivl om at et nederlag til kontrarevolutionen i åben kamp, ville medføre øjeblikkelig likvidering af kapitalisme i Venezuela.
Den venezuelanske hær og stat
Hæren reflekterer altid tendenserne i samfundet. Den venezuelanske hær har gennemlevet næsten et årti med revolution, storm og stress. Det har efterladt mærker. Der kan ikke være tvivl om at det overvældende flertal af de almindelige soldater, sønner af arbejdere og bønder, er loyale overfor Chávez og revolutionen. Det sammen gør sig gældende for de fleste sergenter og andre underofficerer og juniorofficerer. Men jo højere vi stiger i graderne, desto mere uklar bliver situationen. Op til afstemningen om konstitutionsreformen, verserede der rygter om konspirationer og nogle officerer blev arresteret. Det er en alvorlig advarsel!
Den eneste måde at sikre at alle reaktionære officerer såsom Manuel Baduel fjernes, er ved at indføre demokrati i hæren, som giver soldaterne fuld ret til at gå med i politiske partier og fagforeninger. Officererne må vælges ved afstemning med regelmæssige intervaller, det samme må enhver embedsmand. De som er loyale mod revolutionen vil intet have at frygte.
Blandt officererne vil mange være loyale mod Chávez; andre vil sympatisere med oppositionen eller hemmelige kontrarevolutionære. De fleste vil formentligt være apolitiske karrieresoldater, hvis sympati ligger det ene eller det andet sted, alt efter den generelle stemning i samfundet.
Spørgsmålet om staten og de bevæbnede styrker udgør nu en nøgleposition i det revolutionære problemkompleks. Den borgerlige stat har været i opløsning i nogen tid. Men ingen ny statsmagt er blevet skabt for at tage dens plads. Det er en farlig situation. Dannelsen af en ny statsmagt medfører nødvendigvis en ny hær – en folkets hær, en arbejdernes og bøndernes milits.
Den reviderede konstitution indeholdt forsøg på oprettelse af en Bolivarisk Folkemilits (Art. 329) ”som en uadskillelig del af de Bolivariske Væbnede Styrker” og angiver at disse skabes af ”enheder af den militære reserve”. Det er mere end en halv million venezuelanere. Sådan en kraft ville være et magtfuldt revolutionært instrument for bekæmpelsen af revolutionens fjender både indenfor og udenfor de nationale grænser.
Hvis fagforeningerne havde en ledelse som var klassen værdig, ville de øjeblikkeligt tage dette forslag op og nedsætte en arbejdermilits på hver fabrik og arbejdsplads. Arbejderne må lære brugen af våben, for at kunne forsvare sine erobringer, for at forsvare revolutionen imod dens fjender og for at kunne fortsætte til nye erobringer. Men det venezuelanske LO (UNT) er blevet splittet og alvorligt svækket af interne kampe og uenigheder i ledelsen, som er mere interesseret i at kæmpe om positioner end i at forsvare arbejderklassens interesser.
Sekternes fallit
Det er heldigt, at de ultra-venstre sekterne (som ofte viser sig at være ultraopportunister på afgørende spørgsmål) er meget svage i Venezuela. Deres sædvanlige utålmodighed, abstrakte tænkning og organiske formalisme gør dem ude af stand til at forstå massernes psykologi. Desværre, ved historiens tilfælde, har nogle af dem arvet ledende positioner i fagforeninger, som de har brugt til at vildlede og afspore de aktive arbejdere omkring dem.
Efter effektivt at have ødelagt UNT som en revolutionær kraft, er de splittet på spørgsmålet om Venezuelas Forenede Socialistparti (PSUV). Fløjen i UNT som ledes af Orlando Chirinos, har ikke blot nægtet at gå med i arbejderklassens masseparti, men har slået sig sammen med de kontrarevolutionære i en kampagne imod konstitutionsreformen. Det var en forbryderisk politik. Disse selvudnævnte ”marxister” er så forblændede af deres had til Chávez at de er ude af stand til at skelne mellem revolution og kontrarevolution. De har afskåret sig fra den levende massebevægelse og er dømt til afmagt.
De såkaldte trotskister som opfordrede folket til at stemme nej eller ødelægge stemmesedlen var absolut skadelige. Det afskriver dem fuldstændigt som en progressiv kraft, for slet ikke at tale om som en revolutionær kraft.
De kontrarevolutionære og imperialisterne forstår situationen langt klarer end sekterikerne. Massernes er blevet vakt til politisk live af Chávez og er rasende loyale overfor ham. Borgerskabet har forsøgt alt, for at fjerne Chávez, men har fejlet. Alle kontrarevolutionære forsøg er splintret mod massebevægelsen enorme styrke.
De har derfor besluttet at bevæbne sig med tålmodighed og spille ventespil. Chávez blev valgt for en seksårsperiode og har derfor næste fem år til perioden slutter. Borgerskabets første skridt var, at sikre at han ikke kunne blev genvalgt efter den. Der var vigtigheden af konstitutionsreformen fra deres synspunkt. De regner med, at hvis de kan komme af med Chávez på den ene eller den anden måde, vil bevægelsen dele splittes og gå i opløsning, og lade dem tage magten tilbage.
Oppositionen er forsigtig, fordi den er klar over sin svaghed. Den ved at den ikke er stærk nok til at gå i offensiven. Men på grundlag af ”national harmoni” forsøger den at få Chávez til at udvande sit program. Hvis det lykkes for dem, vil det demoralisere de menige chavistaer, mens reformisterne og bureaukraterne vil føle sig styrkede.
Økonomisk sabotage
Hvordan er det muligt at oppositionen kunne komme sig, efter at den var blevet slået så massiv? Fordi revolutionen ikke er blevet taget til enden, fordi det vigtige økonomiske greb er blevet overladt til bitre fjender af revolutionen, og også fordi der er grænser for hvor meget masserne kan tolerere uden at falde ind i en stemning af apati og fortvivlelse.
Som vi skrev i Teser om revolution og kontrarevolution i Venezuela (del 1, del 2, del 3):
“Ene og alene at stole på massernes vilje til at ofre sig er en fejltagelse. Masserne kan kun ofre deres i dag for morgendagen til en vis grænse. Det må man altid have i mente. I sidste ende er det økonomiske spørgsmål afgørende.”
Disse observationer er i dag fuldt gyldige. Manglen på basale fødevarer som mælk, kød og sukker er blevet uudholdelig gennem de sidste måneder. Det leder tankerne tilbage på situationen i Chile hvor storstilet økonomisk sabotage blev brugt imod venstrefløjskoalitionen Folkelig Enhed, der var i regering i 1970’erne.
Det kontrarevolutionære venezuelanske borgerskab gennemfører en systematisk kampagne for sabotage af den venezuelanske økonomi. Der er seriøs mangle og en inflation på 19 procent. Masserne er loyale overfor revolutionen, men de vil ikke permanent acceptere denne situation. Før eller senere må det bringes i orden. Chávez har taget vigtige skridt fremad, men han tøver stadig på fundamentale spørgsmål såsom hæren. Udfaldet er endnu uklart.
For masserne er spørgsmålet om socialisme og revolution ikke et abstrakt spørgsmål, men er endog meget konkret. Arbejderne og bønderne i Venezuela har været ekstraordinært loyale overfor revolutionen. De har vist en høj grad af revolutionær modenhed og vilje til at kæmpe og ofre sig. Men hvis situationen fortsætter for længe, uden afgørende gennembrud vil masserne begynde at trættes. Begyndende med de mest tilbagestående og mest træge lag vil en stemning af apati og skepsis sætte ind.
Hvis der ikke er nogen klar ende i syne, vil de begynde at sige: vi har hørt alle disse taler før, men intet fundamentalt har ændret sig. Hvad er meningen med at demonstrere? Hvad er meningen med at stemme, når vi lever næsten som før? Det er den største fare for revolutionen. Når de reaktionære ser, at revolutionen er ved at ebbe ud, vil de begynde en kontraoffensiv. De avancerede elementer blandt arbejderne vil blive isoleret. Masserne vil ikke længere svare på deres appeller. Når det punkt nås, vil kontrarevolutionen slå til.
De som siger at revolutionen er gået for lang, for hurtigt, at det er nødvendigt at stoppe ekspropriationerne og nå et kompromis med Baduel for at redde revolutionen, taget helt fejl. Årsagen til at en del af masserne bliver desillusionerede er ikke at revolutionen er gået for langt, for hurtigt, men at den er for langsom og ikke er gået langt nok.
Valg og klassekampen
Marxister nægter ikke at deltage i valg. Det er anarkismens holdning, ikke marxismens. Generelt må arbejderklassen bruge enhver demokratisk åbning for at samle sine kræfter, at vinde én position ad gangen fra klassefjenden og for at forberede overtagelsen af magten.
Valgkampene har spillet en vigtig rolle i at samle og organisere masserne i Venezuela. Men det har grænser. Klassekampen kan ikke reduceres til abstrakte statistikker eller vælgermæssige beregninger. Ej heller er revolutionens skæbne bestemt af love eller konstitutioner. Revolutioner vindes eller tabes ikke i dommerkontorer eller i parlamentsdebatter, men på gaden, på fabrikker, i landsbyer og fattige kvarterer, i skoler og i kaserner.
Selv efter nederlaget ved folkeafstemningen, har Chávez kræfter nok til at gennemføre ekspropriationer af godsejerne, bankerne og kapitalisterne. Han kontrollerer den Nationale Forsamling og har støtte fra betydelige dele af det venezuelanske samfund. En aktiv indsats for at ekspropriere land, banker og store private selskaber, ville blive mødt med entusiastisk opbakning fra masserne.
Niveauet af udeladte stemmer som gav den snævre sejr til oppositionen er en advarsel. Masserne kræver afgørende handling, ikke ord! Derfor vil dette nederlag have den modsatte effekt. Det kan vække masserne til nye niveauer af revolutionær kamp. Marx sagde at revolutionen har brug for et piskeslag fra kontrarevolutionen. Det har vi set mere end én gang de sidste ni år i Venezuela.
“Nej”-sidens sejr ved konstitutionsvalget virker som et sundt chok. De menige chavistaer er rasende og peger fingre af borgerskabet, som rettelig beskyldes for tilbageslaget. De kræver handling for at få fjernet højrefløjen fra bevægelsen.
Vi må følge revolutionen korrekt gennem alle dens stadier, vi må have alle fakta og tal, vi må deltage aktivt i alle debatter, og spille en ledende rolle i etableringen af det nye socialistparti – PSUV. Men vi må gøre det som den marxistiske fløj, vi må organisere vores intervention som en klart tegnet tendens.
Vi har nogen tid, men ikke uendelig meget tid. Vi må opbygge vores kræfter. Vi har allerede nået meget, men der er meget mere at gøre. Nøglen til revolutionen er at bygge en stærk revolutionær kadreorganisation på kortest muligt tid.
Den subjektive faktor
Hovedproblemet er den subjektive factors svaghed. De sidste to eller tre årtier har sat scenen til en reformistisk degeneration af arbejderklassens ledere, både i de politiske partier og fagforeningerne. Vi ser resultatet af den horrible degenerering af Socialdemokratiet i form af ”blairismen” i Storbritannien. Endnu værre er stalinisternes handlinger i Italien, som har formået at ændre hvad der var tilbage af det gamle italienske kommunistparti (PCI) til et borgerligt parti, Demokratisk Parti.
Det er historiens ironi at de italienske stalinister, har formået at gøre, hvad Tony Blair ikke formåede i England. Men som Lenin sagde, så kender historien alle former for besynderlige forvandlinger! Og Lenin sagde det på et tidspunkt, hvor en fraktion af det russiske borgerskab ledt af Ustryalov forudsagde at bolsjevikpartiet, under visse omstændigheder, kunne omdannes til et borgerligt parti og gennemføre en kapitalistisk genindførelse i Rusland. Faktisk, hvis Bukharins fraktion havde haft held med deres foretagende, var det det som var sket så tidligt som i 1928-29.
Det italienske ex-Kommunistparti (DS) var ikke Lenins Bolsjevikparti! Det var slet ikke et kommunistisk parti, ikke engang som en karikatur af det gamle stalinistiske PCI fra 1940’erne. Det var en karikatur af et socialdemokratisk parti, som gennemførte en klassesamarbejdspolitik. Det faktum at det kaldte sig selv ”Kommunistpartiet” havde intet med dets indhold at gøre. Den nuværende udvikling burde ikke overraske nogen. Det faldt ikke ned fra himmelen. Den er blot den logiske konklusion på mange årtier med reformistisk degenerering, som begyndte med Togliatti, fortsatte med Berlinguer (”det historiske kompromis”) og som nu slutteligt er blevet fuldendt af Veltroni. Således har historien fået hævn over de italienske stalinister.
På trods af den forfærdende degenerering af masseorganisationerne, udøver de stadig en uimodståelig indflydelse på arbejderne. Alle forsøg fra venstresekterikernes side på at skabe nye ”massepartier” i opposition til de traditionelle organisationer, har fejlet jammerligt. I Storbritannien har sekterne, på trods af Blair og New Labour, ikke vundet noget terræn, men har tabt stort og splitter nu og er i krise. I Frankrig, hvor der er store pseudotrotskistiske sekter, har de også tabt terræn. I Belgien har sekternes forsøg på at etablere et “nyt arbejderparti” floppet. I Australien er sekterne sat udenfor af den overvældende sejr til Labour-partiet.
Den venezuelanske situation er endnu tydeligere. Der er ingen grund til at gentage den generelle analyse vi har givet af den venezuelanske revolution. Men dannelsen af PSUV med et totalt medlemstal på over frem millioner mennesker, er en indikation på massernes indstilling overfor revolutionen og Chávez. Vi alene var i stand, til at forstå den egentlige bevægelse i Venezuela og deltage i den. Bevægelsen er ikke slut og har nu nået et kritisk punkt. Men masserne har vist, at de ønsker det samme som vi. De drager konklusioner fra deres erfaring og konklusionerne er korrekte. Derfor gik massernes slogans, straks efter nederlaget til konstitutionsafstemningen i december, fremad til at være øjeblikkelig fjernelse af bureaukraterne. Det viser, at de venezuelanske marxister i CMR korrekt havde forudset massernes psykologi og fremsatte relevante og tidssvarende slogans.
Opbyg den revolutionære tendens!
Opbyg den marxistiske internationale!
[…] den tendens som vokser op sammen med revolutionen, som er i stand til at forudse morgendagen og dagen efter, som sætter sig klare mål og ved hvordan de skal nås.” (Leon Trotskij, The First Five Years of the Communist International, bind 1, On the Policy of the KAPD.)
Ted Grant forklarede altid at marxister må basere sig på det fundamentale, ikke på dette eller hine tilfældige træk. Der er ingen skemaer som forklarer alt. Vi må tage udgangspunkt i verden som den er, og i klassekampen og arbejderbevægelsen som den er. Alle steder har processen en længere og udstrakt karakter. Dette faktum kan forvirre kammerater som ikke i tilstrækkelig grad er fordybet i marxismens teorier og metoder.
Det var ikke tilfældet i fortiden, da en før-revolutionær situation meget hurtigt ville bevæge sig enten mod revolution eller kontrarevolution. Nu har vi en slags revolution i slowmotion i Venezuela. Den har varet i næsten 10 år nu. Hvorfor? Magtbalancen mellem klasserne er meget gunstig. Arbejderne kunne relative nemt tage magten men de mangler en ledelse. Chávez er ærlig og modig, men han er ikke marxist og har derfor ikke gjort, hvad der burde være gjort. Problemet ligger i ledelsen.
Hvis der i Venezuela, havde eksisteret en stærk marxistisk tendens før revolutionen begyndte, ville den have været i stand til at spille en vigtig rolle i tålmodigt, at forklare hvad der var nødvendigt. Det ville have hjulpet avantgarden (selv Chávez) til at drage de korrekte konklusioner på hvert stadie i bevægelsen. I manglen på en trænet marxistisk ledelse har den revolutionære avantgarde måttet lære smertefuldt langsomt, gennem en proces med gentagende tilnærmelser. Problemet er, at der i en revolution ikke er plads til at lære gennem forsøg og fejl, og der betales en meget høj pris for fejltagelser.
I Mexico, som i Venezuela, er borgerskabet endnu ikke stærkt nok til at knuse den revolutionære bevægelse, men arbejderne forhindres af deres ledelse i, at tage magten. Det forklarer den udstrakte natur af forløbet. Men før eller senere må dette løses på den ene eller den anden måde. Imperialisterne forstår det sammen som vi. De ved at det nuværende ustabile gensidige forhold mellem kræfterne ikke kan fortsætte. Og de forbereder sig.
Vi har understreget at man ikke kan basere et perspektiv for verdensøkonomien på udviklingen af verdensøkonomien gennem de sidste tyve år. På samme måde kan man ikke gå ud fra, at det borgerlige demokrati for evigt vil fortsætte med at være normen i Europa, USA, Japan og andre udviklede kapitalistiske lande.
Masserne kan kun lære gennem erfaring. Arbejderne fra de avancerede kapitalistiske lande i Europa, Japan og USA er blevet vant til rimelige leveforhold, reformer og demokrati. Deres psykologi er blevet formet af fortiden, nærmere end af nutiden eller fremtiden. Magtfulde illusioner er blevet opbygget over århundreder. Disse må brændes ud af massernes bevidsthed med et varmt strygejern.
I den turbulente periode der har åbnet sig, vil vi se chok og kriser som vi ryste samfundet i det ene land efter det andet. Klassebevidsthed måles ikke kun gennem strejker. Vi må opmærksomt følge arbejderbevægelsen gennem alle dens stadier. Hvis arbejderne forhindres på den industrielle front, vil de søge en udvej på den politiske front, og vice versa, osv. Men de vil kun gøre dette gennem deres traditionelle masseorganisationer, fordi masserne ikke forstår små grupper, selv hvis disse har de korrekte ideer.
På et vist punkt må denne proces finde en udtryksform i arbejderklassens traditionelle organisationer. Det er svært at forestille sig en mere rådden ledelse end den i det britiske Labour-parti. Gennem de sidste ti år har alle sekterne haft travlt med at oprette alle mulige former for listeforbund og alliancer for at stå op imod Labour. Ifølge deres logik skulle de erstatte det ”borgerlige” Labour-parti. Men de er ingen vegne nået. Når masserne bevæger sig, gør de det gennem de traditionelle masseorganisationer.
Dette blev igen bekræftet af resultatet i Australien, og endnu stærkere i Belgien, hvor venstrefløjskandidaten, marxisten Erik de Bruyn, fik en tredjedel af stemmerne ved det nylige ledelsesvalg. Dette resultat chokerede højrefløjen og blev bredt kommenteret i medierne. Pointen er, at det Belgiske Arbejderparti syntes dødt. Det var intet indre liv. Afdelingen i Antwerpen mødtes kun en enkelt gang om året. Men da arbejderne så, at det var en kamp imod højrefløjen, dukkede de op og deltog og stemte. Samme proces vil blive gentaget i det ene land efter det andet i fremtiden.
I modsætning til venstresekterikerne, som burger en livløs og skematisk metode, går vi altid dialektisk til arbejderbevægelsen. Vi ser tingene som de er, som de var og gør vores bedste for at se hvordan de nødvendigvis vil udvikle sig. Når masserne falder ind i inaktivitet, fordobles borgerskabets pres på masseorganisationerne. Men når masserne går i aktion, vil de altid vende sig mod masseorganisationerne, af den simple årsag at der intet alternativ eksisterer.
Der findes mange ligheder mellem klassekamp og krig. Krige består ikke af konstant kamp. Enhver soldat som har været i kamp, vil fortælle dig at kampene er undtagelsen og at der er perioder med inaktivitet. Sådanne perioder bruges til at rense våben, grave skyttegrave, eksercere og træne nye rekrutter: kort sagt at forberede sig til nye kampe, som kan komme før vi forventer. Vi må tænke som gode soldater. Vi må udnytte pauser i klassekampen til at opbygge vores kræfter og styrke vores organisation.
Arbejderne er ikke altid klar til kamp, det er sandt. Klassekampen har en bestemt rytme. Stille perioder i klassekampen er uundgåelige. Vi kan ikke være empiriske. Derudover er det ikke altid til vores fordel at masserne er i konstant kamp. Tag eksemplet med Bolivia, hvor arbejderklassen iværksatte to generalstrejker og to opstande, og afsatte to regeringer på bare to måneder. Hvad mere kan vi forlange af arbejderklassen? Når de bolivianske arbejdere ikke formåede at tage magten, var det ikke på grund af massernes lave bevidsthed, som reformister som Heinz Dietrich påstår, men på grund af manglen på ledelse.
Af historiske årsager er den egentlige revolutionære marxisme blevet sat tilbage på verdensplan. I vid udstrækning afspejler det de objektive forhold. I en hel historisk periode (1945-74) oplevede kapitalismen, i det mindste i industrialiserede lande, et stort økonomisk opsving, en lang periode med fuld beskæftigelse, stigende levestandart og reformer, i hvilken klassekampen blev sløvet. Selv med en korrekt ledelse, ville Fjerde Internationales kræfter have mødt vanskeligheder. Men under ledelse af Trotskijs epigoner blev bevægelsen fuldstændig ødelagt.
I krig er det nogen gang nødvendigt at trække sig tilbage. Nødvendigheden af gode generaler er endnu større i et tilbagetog end under fremrykning. Med gode generaler er det muligt at trække sig tilbage i god ro og orden og holde sammen på kræfterne og minimere tabene. Mens dårlige generaler vil vende et tilbagetog til en flugt. Det er hvad der skete med Fjerde Internationale efter Trotskijs død. Pablo, Mandel, Healy, Lambert, Cannon og Hanson bidrog alle til dette sammenbrud. Sekterne har lidt under splittelse efter splittelse, og er nu i en proces med fremadskridende og uomstødelig opløsning.
Takket være de utrættelige teoretiske værker af kammerat Ted Grant, har vores tendens været i stand til at genorientere sig til de nye omstændigheder og bevare kadrerne, programmet, politikken, metoderne og traditionerne fra trotskismen. I dag er IMT den eneste arvtager af disse traditioner. På dette grundlag, på trods af alle besværligheder og tilbageslag, har vi formået at genopbygge vores kræfter med virkelig marxisme-leninisme (trotskisme), og tiltrække de bedste elementer af fremskredne arbejdere og unge fra andre tendenser. Sagen med Brasilien er kun det nyeste og mest slående eksempel på dette.
Vi er gået i frugtbar dialog med bolivariske venezuelanere, revolutionære cubanere, socialistiske republikanske irere, og kommunister og klassekæmpere fra mange andre lande. I Pakistan, Spanien, Italien og Mexico er der allerede basis for at bygge massetendenser. I Venezuela deltager vi aktivt i revolutionen og tiltrækker de bedste kæmpere gennem vores arbejde i de besatte fabrikker, i PSUV og ungdommen. I Brasilien er der enormt potentiale for en marxistisk tendens i PT.
Det er sandt at vi er en minoritet, selv på venstrefløjen. Gamle Engels sagde: ”Marx og jeg var en minoritet gennem hele vores liv og vi var stolte af at være en minoritet.” Men vi lever i en periode i historien hvor store forandringer er på dagsordenen og hvor minoriteter hurtigt kan blive majoriteter. Dette er ikke en lang periode med organisk vækst i kapitalismen, men derimod en periode med rystelser og turbulens på verdensplan. Det anerkender selv Alan Greenspan! Selv i et økonomisk opsving er massernes forhold alle vegne blevet forværret. Hvad vil der ske under en lavkonjunktur?
I alle lande kan situationen hurtigt skifte. Vi må være parate, så vi ikke tages på sengen. Noget som virker ligegyldigt, kan fremprovokere en bevægelse og kan overraske os. Under visse betingelser kan de som før var mest tilbagestående, blive de mest militante, som vi kender det fra dialektikken og fra historien. I Rusland i 1905, iværksatte arbejderne en fredelig march op til zaren for at bede om reformer. Forrest i denne fredelige demonstration stod en præst – Fader Gapon. Marxisterne var en lille minoritet og fuldstændig isolerede fra arbejderklassen. Så kom massakren den 9. januar og massernes bevidsthed ændrede sig i løbet af 24 timer.
Vi ser allerede betydelige ændringer i massernes psykologi. Da Bush blev valgt for anden gang, drog mange pessimistiske konklusioner. Vi forudsagde at han ville ende som historiens mest upopulære præsident i USA. Nu er hans popularitet kollapset. Meget betydningsfuldt har han mistet terræn i det 42 millioner stærke latinosamfund i USA. Dette er nu den største etniske minoritet i USA og Latinamerikas fjerdestørste ”nation”. En opinionsundersøgelse i januar 2007, lavet af Pew Hispanic Center, en Washingtonbaseret gruppe, fandt at 66 procent af amerikanske latinamerikanere støttede at man hentede de amerikanske tropper hjem ”så hurtigt som muligt”, to år tidligere var tallet 51 procent.
Revolutionære udviklinger i Latinamerika vil hurtigt spredes til USA gennem emigrantsamfundene og specielt den latinamerikanske indvandrerungdom. Latinoemigranternes masseprotester i USA indikerer, at en gæringsproces er begyndt i et meget vigtigt lag af samfundet. Fattigdom, lave lønninger, racediskrimination, politivold, uretfærdige love, Irakkonflikten, hvor et uforholdsmæssigt stort antal ofre er fattige unge sorte og latinoer – alle disse faktorer vil i kombination udgøre en yderst frugtbar jord til at sprede de revolutionære ideer.
I Storbritannien opnåede vores tendens (Militant) vigtige resultater efter år med tålmodigt arbejde i fagforeningerne og Labour Party. Dette var en rigtig model for hvordan revolutionært arbejde bør udføres. Under ledelse af Ted Grant, kombinerede vi en samvittighedsfuld attitude til marxismen med systematisk arbejde i arbejderklassens masseorganisationer. Det gjorde os i stand til, at skabe den største og mest succesrige trotskistiske organisation siden den Russiske Venstreopposition. Desværre blev denne store succes kastet bort af et forbryderisk eventyr. Men hvad vi opnåede i fortiden, kan og vil vi opnå i fremtiden i Storbritannien og internationalt.
Vi bygger på et sundt fundament, med ideer og metoder som gang på gang har vist sin overlegenhed. Men korrekte ideer er ikke nok til at bygge en massetendens med rødder i arbejderklassen. Begivenheder er nødvendige. Begivenheder, begivenheder, begivenheder vil ryste samfundet og masseorganisationerne til det inderste. Der vil blive rystet op i den gamle konservative psykologi og arbejderklassen vil endnu engang begynde at drage revolutionære konklusioner.
Alle steder er der, hvad Trotskij kalder en molekylær proces, med socialistisk revolution, som er en underjordisk gæring af utilfredshed blandt masserne. Før eller senere vil dette vælte ud på overfladen. Vi må være forberedte og ikke tillade os selv, at blive afledt af de uundgåelige pauser og den episodiske udvikling.
Konklusionen på dette er klar: vi ændrer ikke kurs. Vi må holde os til vores principper, program, metoder og perspektiver, mens vi altid har den nødvendige fleksibilitet i taktikken til at være i stand til at nå masserne. Det alene vil garantere vores ultimative succes! Hvis vi holder fast i vores kurs og ikke laver fejl, er vores tendens’ succes garanteret: en tendens som vokser op sammen med revolutionen, som er i stand til at forudset morgendagen og dagen efter, som sætter sig klare mål og ved hvordan de skal nås.
Source: Socialistisk Standpunkt